Page 1


Pigen under jorden_TRYK.indd 2

04/09/2017 14.36


Elly Griffiths

PIGEN UNDER JORDEN PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E

GADS FORLAG

Pigen under jorden_TRYK.indd 3

04/09/2017 14.36


Pigen under jorden er oversat fra engelsk efter The Crossing Places Copyright © 2009 by Elly Griffiths Landkort copyright © 2009 by Raymond Turvey All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form. Dansk udgave: Copyright © 2018 by Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05549‑5 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: IDimages, Shutterstock Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. Der citeres fra: Bibelen (Det Danske Bibelselskab, 1993) Wilkie Collins: Månestenen (på dansk ved Christiane Rohde, Tiderne Skifter, 2008) T.S. Eliot: Ødemarken og andre digte (på dansk ved Kai Friis Møller og Tom Kristensen, Lindhardt og Ringhof, 1998) William Shakespeare: Kong Lear (på dansk ved Edvard Lembcke, revideret af Erik H. Madsen, Haase, 2014) William Shakespeare: Henrik V (på dansk ved Edvard Lembcke, revideret af Erik H. Madsen, Haase, 2014) William Shakespeare: Julius Cæsar (på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2013) Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Pigen under jorden_TRYK.indd 4

04/09/2017 14.36


Til Marge

Pigen under jorden_TRYK.indd 5

04/09/2017 14.36


Pigen under jorden_TRYK.indd 6

04/09/2017 14.36


Pigen under jorden_TRYK.indd 7

04/09/2017 14.36

Jernalderlig

Første udkigspost

Parke r ing splad s

Ferskvand smarsk

Klit te r

Strand

Hav

M

os

ti es

Vandhul

GrĂŚs areal

Anden udkigspost

New Road

Strand

Sam og Ed

Marsk

Ruth David

S altmarske n

Ringvold

Hav


Pigen under jorden_TRYK.indd 8

04/09/2017 14.36


PROLOG

De venter på ebbe og tager af sted, så snart dagen gryr. Det har regnet hele natten, og om morgenen syder jorden let, tågen stiger op og slutter sig til de lavthængende skyer. Nelson henter Ruth i en civil politibil. Han sidder ved siden af chaufføren, og Ruth sætter sig ind på bagsædet, som om hun var passager i en taxa. I tavshed kører de hen til parkeringspladsen i nærheden af det sted, hvor de første knogler blev fundet. De eneste lyde på turen ud til Saltmarsken er politiradioens pludselige, stødvise knitren og chaufførens tunge, forkølelsesplagede vejrtrækning. Nelson siger ikke noget. Der er ikke noget at sige. De står ud af bilen og går over det regntunge græs for at komme hen til marsken. Vinden hvisker igennem tagrørene, og hist og her ser de glimt af stillestående, tvært hav, der afspejler himlen. I udkan‑ ten af marskområdet standser Ruth op, hun leder efter den første nedsunkne pæl, den snoede sti af småsten, der fører igennem det forræderiske vand og ud til mudderbankerne. Da hun finder den, halvvejs dækket af brakvand, begynder hun at gå uden at se sig tilbage. De går tværs over marsken uden at sige noget. Da de nærmer sig havet, letter tågen, og solen begynder at sive igennem skyerne. Ved den runde ringvold er det ebbe, og sandet glitrer i det tidlige morgenlys. Ruth knæler på jorden, som hun så Erik gøre for mange år siden. Forsigtigt vækker hun det skælvende mudder med sin graveske.

9

Pigen under jorden_TRYK.indd 9

04/09/2017 14.36


Pludselig er alting stille; selv mågerne holder inde med deres gale hvinen og skrigen oven over dem. Eller måske er de der stadig, og hun hører dem bare ikke. Bag sig kan hun høre Nelson trække vejret tungt, men Ruth føler sig underlig rolig. Selv da hun ser den, den lillebitte arm, der stadig har sit dåbsarmbånd på, selv da føler hun ingenting. Hun havde vidst, hvad hun ville finde.

Pigen under jorden_TRYK.indd 10

04/09/2017 14.36


KAPITEL 1

At vågne er ligesom at stige op fra de døde. Den langsomme klatren ud af søvnen, omrids, der træder frem i mørket, vækkeuret, der ringer som dommedagsbasunen. Ruth slynger en arm ud og sender vækkeuret buldrende ned på gulvet, hvor det fortsætter med at ringe bebrejdende. Med en stønnen får hun sat sig op og trukket gardinerne fra. Stadig mørkt. Det er simpelthen naturstridigt, siger hun til sig selv og skærer en grimasse, da hendes fødder rammer de kolde gulvbrædder. I den yngre stenalder ville man være gået i seng ved solnedgang og stået op ved solopgang. Hvorfor tror vi, det skal gøres sådan her? Sådan at hun først falder i søvn på sofaen til Newsnight, dernæst slæber sig ovenpå for at ligge søvnløs over en Rebus-krimi, hører de internationale nyheder i radioen, tæller gravpladser fra jernalderen for at falde i søvn, og nu: vågner i mør‑ ket og har det, som om hun er død. Det føles bare ikke naturligt. I brusebadet får vandet hendes sammenklistrede øjne lirket op og sender hendes hår strømmende ned ad ryggen. Det er dåben, om man vil. Ruths forældre er såkaldt genfødte kristne og går ind for Voksendåb (stort begyndelsesbogstav påkrævet). Ruth kan egentlig godt se det tillokkende; hun har bare det lille problem, at hun ikke tror på Gud. Alligevel insisterer hendes forældre på at Bede For Hende (begyndelsesbogstaverne igen), hvilket burde være en trøst, men af en eller anden grund ikke er det. Ruth tørrer sig grundigt med et håndklæde og stirrer ind i det

11

Pigen under jorden_TRYK.indd 11

04/09/2017 14.36


duggede spejl uden at se noget. Hun ved, hvad hun kommer til at se, og den viden er ikke til større trøst end hendes forældres bønner. Skulderlangt brunt hår, blå øjne, bleg hud, og – uanset hvordan hun stiller sig på vægten, som for øjeblikket er forvist til kosteskabet – så vejer hun 79,3 kilo. Hun sukker (jeg er ikke defineret af min vægt, fedme er en sindstilstand) og klemmer tandpasta ud på tandbørsten. Hun har et meget smukt smil, men hun smiler ikke nu, så det er også meget langt nede på listen over ting, der kan trøste. Ren, med fugtige fødder, daffer hun tilbage til soveværelset. Hun har forelæsninger i dag, så hun er nødt til at klæde sig en anelse mere formelt end sædvanlig. Sorte bukser, sort, poset overdel. Hun kigger nærmest ikke på det tøj, hun tager frem. Hun kan godt lide farver og teksturer; faktisk har hun lidt af en svaghed for pailletter, perler og simili. Men det skulle man ikke tro, når man ser hendes garderobe. En dyster række af mørke bukser og løse, mørke blazere. Skufferne i hendes fyrretræskommode er fulde af sorte sweatre, lange cardiganer og mørke strømpebukser. Hun plejede at gå med cowboybukser, indtil hun nåede op i en størrelse 44, og nu fore‑ trækker hun fløjlsbukser, sorte, selvfølgelig. Hun fylder 40 næste år. Da hun har fået tøj på, går hun forsigtigt ned ad trappen. Det lille hus har en meget stejl trappe, faktisk minder den mere om en stige. “Den kommer jeg aldrig op ad,” havde hendes mor sagt, den første og eneste gang hun var kommet på besøg. Det er der heller ingen, der beder dig om, havde Ruth svaret i sit stille sind. Hendes forældre havde boet på den lokale B&B, eftersom Ruth kun havde ét soveværelse, så det havde været fuldstændig unødvendigt at gå ovenpå (der er toilet i stueetagen, men det ligger ved siden af køkkenet, hvilket hendes mor finder uhygiejnisk). Trappen fører direkte ned i stuen: sandblæst trægulv, behagelig, falmet sofa, stort

12

Pigen under jorden_TRYK.indd 12

04/09/2017 14.36


fladskærms-tv, bøger på alle overflader. Flest arkæologibøger, men også krimier, kogebøger, rejsebøger, lægeromaner. Man kan ikke beskylde Ruth for at være ensidig i sin smag. Hun har en særlig forkærlighed for børnebøger om ballet og ridning. Hun har aldrig selv prøvet nogen af delene. I køkkenet er der kun med nød og næppe plads til køleskab og komfur, men trods de mange kogebøger laver Ruth sjældent mad. Nu tænder hun for elkedlen og putter brød i brødristeren, tænder for Radio 4 med rutinerede bevægelser. Så henter hun sine forelæsningsnoter og sætter sig ved bordet under vinduet ud mod vejen. Hendes yndlingssted. På den anden side af forhaven med det vindblæste græs og faldefærdige blå stakit er der intethed. Kun kilometer efter kilometer af marskland med forkrøblede tornblads‑ buske og små forræderiske bække på kryds og tværs. På denne tid af året kan man se store flokke af vildgæs trække hen over himlen, mens deres fjer bliver lyserøde i solopgangens stråler. Men i dag, på denne grå vintermorgen, er der ingen levende væsner, så langt øjet rækker. Der er fuldstændig øde, og Ruth aner ikke, hvorfor hun elsker det så højt. Hun spiser sit ristede brød og drikker sin te (hun foretrækker kaffe, men gemmer sin ration til en ordentlig espresso henne på universitetet). Imens bladrer hun igennem sine noter, der oprin‑ delig var nydelige print, men nu er overskrevet med en palimpsest af tilføjelser med kuglepen i forskellige farver. “Køn i præhistorisk teknologi”, “Udgravning af genstande”, “Liv og død i mesolitikum”, “Dyreknoglers rolle i udgravninger”. Selvom det kun er i begyn‑ delsen af november, er vintersemesteret snart slut, og det her er hendes sidste uge med forelæsninger. Flygtigt ser hun sine stude‑ rendes ansigter for sig: oprigtige, flittige, lidt kedelige. Efterhånden underviser hun kun på overbygningen, og hun savner egentlig den

13

Pigen under jorden_TRYK.indd 13

04/09/2017 14.36


afslappede, tømmermændsprægede munterhed hos de studerende på grunduddannelsen. Hendes nuværende studerende er så ivrige; de lægger sig på lur og kaster sig over hende efter forelæsningerne for at tale om Lindowmanden og Boxgrovemanden, og om ikke kvinder må have spillet en væsentlig rolle i forhistoriske samfund. Se dig omkring, får hun lyst til at råbe, vi spiller ikke altid en væsentlig rolle i det her samfund. Hvorfor skulle en bande gryn‑ tende jæger-samlere have været mere oplyste end os? Radio 4’s Ved dagens begyndelse siver ind i hendes underbevidst‑ hed og minder hende om, at det er på tide at tage af sted. “På en måde er Gud som en iPod …” Hun sætter tallerken og krus ned i vasken og sætter mad frem til sine katte, Sparky og Flint. Imens hun gør det, svarer hun på spørgsmål fra den altid tilstedeværende, sardoniske interviewer i sit hoved. “Okay, jeg er en enlig, overvæg‑ tig kvinde, der bor alene, og jeg har katte. Og hvad så? Og okay, nogle gange taler jeg med dem, men jeg forestiller mig ikke, at de svarer, og jeg lader ikke, som om jeg betyder mere for dem end en pålidelig madautomat.” Som på kommando klemmer Flint, en velvoksen, rød hankat, sig igennem kattelemmen og fikserer hende med et ufravendt, gyldent blik. “Optræder Gud på listen over numre, vi har spillet for nylig, eller er vi nogle gange nødt til at trykke Shuffle?” Ruth aer Flint og går ind i stuen igen for at lægge sine noter i rygsækken. Hun vikler et rødt tørklæde (hendes eneste indrøm‑ melse i retning af farver: selv fede mennesker har lov til at købe tørklæder) rundt om halsen og tager sin anorak på. Så slukker hun lyset og går hjemmefra. Ruths lille hus er ét af tre, der ligger i udkanten af Saltmarsken. I et af dem bor forstanderen for fuglereservatet, og det andet bliver brugt som feriehus af nogen, der kommer om sommeren, holder

14

Pigen under jorden_TRYK.indd 14

04/09/2017 14.36


en masse giftige grillfester og parkerer deres firehjulstrækker foran Ruths udsigt. Om foråret og om efteråret bliver vejen jævnligt oversvømmet, og midt om vinteren er den tit helt ufremkommelig. “Har du ikke lyst til at bo et sted, der er lidt nemmere?” spørger hendes kolleger. “Der er nogle dejlige boliger i King’s Lynn, eller sågar Blakeney, hvis du gerne vil være tæt på naturen.” Ruth kan ikke forklare, ikke engang over for sig selv, hvordan det kan være, at en kvinde, der er født og opvokset i det sydlige London, kan mærke sådan et sug efter disse ugæstfri marskområder, disse øde mud‑ derbanker, denne ensomme, ubønhørlige udsigt. I første omgang var det forskning, der førte hende til Saltmarsken, men hun ved ikke engang selv, hvad det er, der får hende til at blive, stillet over for al den modstand. “Jeg har vænnet mig til det,” siger hun bare. “Kattene ville også hade at flytte.” Og så ler de. Gode, gamle Ruth, der elsker sine katte, selvfølgelig fordi hun ikke har børn, en skam, hun aldrig er blevet gift, hun er faktisk ganske yndig, når hun smiler. Men i dag er vejen ryddet, og der er kun den altid nærværende vind, der blæser en tynd streg af salt hen over hendes forrude. Hun giver ruden sprinklervæske uden at tænke over det, ruller langsomt hen over kreaturristene og fortsætter ad den snoede vej, der fører ind til landsbyen. Om sommeren mødes træerne foroven, så de danner en magisk grøn tunnel. Men i dag er træerne blot skeletter, hvis bare arme rækker op mod himlen. Ruth, der kører en anelse hurtigere end tilrådeligt, passerer fire huse og drejer af mod King’s Lynn. Hendes første forelæsning er klokken ti. Hun har masser af tid. Ruth underviser på University of North Norfolk (UNN er den lidet imponerende forkortelse), et nyt universitet, der ligger lige uden for King’s Lynn. Hun underviser i arkæologi, som er et nyt fag på stedet, og specialiserer sig i biologisk antropologi, som er

15

Pigen under jorden_TRYK.indd 15

04/09/2017 14.36


endnu nyere. Phil, der er institutleder, laver tit sjov med, at der ikke er noget nyt ved arkæologi, og Ruth smiler altid pligtskyldigt. Det er kun et spørgsmål om tid, tænker hun, før Phil får sig et kli‑ stermærke til kofangeren. “Arkæologer har jordforbindelse.” “Du er aldrig for gammel til en arkæolog.” Hendes særlige interesse er knogler. Hvorfor tog skelettet ikke med til festen? Fordi han ikke havde en levende sjæl at danse med. Hun har hørt dem alle, men hun ler stadig hver gang. Sidste år købte hendes studerende en papfigur af Bones fra Star Trek i naturlig størrelse til hende. Han står oven for trappen og skræmmer livet af kattene. I radioen er der nogen, der diskuterer livet efter døden. Hvorfor har vi brug for at skabe en himmel? Er det et tegn på, at den fin‑ des, eller er det bare en gevaldig omgang ønsketænkning? Ruths forældre taler om himlen, som om den er noget velkendt, en slags kosmisk indkøbscenter, hvor de vil kunne finde rundt uden besvær og have gratis årskort til at parkere lige foran hovedindgangen, mens Ruth vil vansmægte i den underjordiske parkeringskælder til evig tid. Indtil hun bliver genfødt, selvfølgelig. Ruth foretrækker den katolske himmel, som hun husker den fra studieture til Italien og Spanien. Enorme himle med skyer, røg og røgelse, mørke og mystik. Ruth kan godt lide store størrelser: malerier af John Martin, Vatikanet, himlen over Norfolk. Det ene skal jo passe til det andet, tænker hun tørt, mens hun manøvrerer bilen ind på universitetets parkeringsplads. Universitetet består af lange, lave bygninger, der er forbundet via overdækkede gangbroer af glas. På grå morgener som denne ser det indbydende ud, når det smørgule lys skinner ud på alle p-pladserne, og rækken af lave lamper viser vej til Arkæologi og Naturvidenskab. Men når man kommer nærmere, bliver det mindre imponerende. Selvom bygningen kun er ti år gammel, er der kommet sprækker i

16

Pigen under jorden_TRYK.indd 16

04/09/2017 14.36


betonfacaden, der er graffiti på murene, og mindst en tredjedel af de lave lamper fungerer ikke. Men Ruth ænser det knap nok, da hun parkerer på sin sædvanlige plads og hiver sin tunge rygsæk ud af bilen – tung, fordi den er fuld af knogler. På vej op ad den fugtigt lugtende trappe til sit kontor tænker hun på sin første forelæsning: Grundprincipper ved udgravning. Selvom hendes studerende går på overbygningen, har mange af dem ingen eller meget lidt erfaring med udgravninger. Mange er fra udlandet (universitetet har brug for pengene), og den frosne østengelske jord bliver noget af et kulturchok for dem. Det er derfor, deres første officielle udgravning først finder sted i april. Mens hun fumler efter sit nøglekort ude på gangen, bliver hun opmærksom på, at der kommer to mennesker gående imod hende. Den ene er Phil, institutlederen, den anden kender hun ikke. Han er høj og mørk, med grånende, meget kortklippet hår, og der er noget hårdt over ham, noget kontrolleret og en anelse farligt, der får hende til at tænke, at han ikke kan være studerende og helt sikkert ikke skal holde forelæsning. Hun trækker ind til siden for at lade dem komme forbi, men til hendes overraskelse standser Phil op foran hende og siger i et alvorligt tonefald, som ikke desto mindre rummer en slet skjult snert af dirrende spænding: “Ruth. Her er en, der gerne vil hilse på dig.” Åbenbart alligevel en studerende. Ruth begynder at klistre vel‑ komstsmilet på, men det stivner ved Phils næste ord. “Det her er vicekriminalkommissær Harry Nelson. Han vil gerne tale med dig om et mord.”

Pigen under jorden_TRYK.indd 17

04/09/2017 14.36


KAPITEL 2

“Om et formodet mord,” siger vicekriminalkommissær Harry Nel‑ son hurtigt. “Ja, ja,” siger Phil hurtigt og sender Ruth et blik, som om han ville sige: “Se lige mig, der taler med en rigtig politimand.” Ruth fastholder et neutralt ansigtsudtryk. “Det her er doktor Ruth Galloway,” siger Phil. “Hun er vores ekspert i biologisk antropologi.” “Goddag,” siger Nelson uden at smile. Han slår hånden ud mod den låste dør ind til Ruths kontor. “Kan vi gå derind?” Ruth lader nøglekortet glide igennem og skubber døren op. Hendes kontor er lillebitte, nærmest ikke engang 1,80 meter langt. Den ene væg er helt skjult af reoler, i den anden sidder døren, og i den tredje er der et beskidt vindue med udsigt til en endnu mere beskidt kunstig sø. Ruths skrivebord er skubbet op mod den fjerde væg, hvor der hænger en indrammet Indiana Jones-plakat – hvilket selvfølgelig er ironisk ment, som hun altid skynder sig at forklare. Når hun har mindre hold til vejledning, må nogle af de studerende sidde ude på gangen, og hun holder døren åben med sin dørstopper, der er formet som en kat, en gave fra Peter. Men nu smækker hun døren i, og Phil og vicekriminalkommissæren bliver akavet stående og ligner nogle, der er for store til at være der. Især Nelson synes at blokere for alt lyset, som han står der og skuler foran vinduet. Han ser for bred, for høj, for voksen ud til rummet.

18

Pigen under jorden_TRYK.indd 18

04/09/2017 14.36


“Sid ned.” Ruth slår ud med hånden i retning af de stole, der står i en stabel ved døren. Phil gør et stort nummer ud af at give Nelson den første stol og tørrer nærmest støvet af med sit sweaterærme. Ruth klemmer sig ind bag sit skrivebord, hvilket giver hende en illusion om at være i sikkerhed, have magten. Den illusion bliver straks knust, da Nelson læner sig tilbage, lægger benene over kors og henvender sig til hende i et brysk tonefald. Han har en svag accent oppe nordfra, hvilket kun får ham til at lyde mere effektiv, som om han ikke har tid til Norfolks langsomme vokaler. “Vi har fundet nogle knogler,” siger han. “Det er tilsyneladende børneknogler, men de ser gamle ud. Jeg har brug for at vide, hvor gamle de er.” Ruth siger ikke noget, men Phil byder ivrigt ind. “Hvor er de mon blevet fundet, vicekriminalkommissær?” “I nærheden af fuglereservatet. Saltmarsken.” Phil ser på Ruth. “Men det er jo lige i nærheden af …” “Jeg ved det,” afbryder Ruth. “Hvad får Dem til at sige, at knog‑ lerne ser gamle ud?” “De er brune, misfarvede, men de ser ud til at være i god stand. Jeg troede, det var Deres speciale,” siger han, pludselig aggressiv. “Det er det også,” siger Ruth roligt. “Det er vel derfor, De er her?” “Nå, men vil De kunne sige, om de er fra nutiden eller ej?” siger Nelson og lyder igen ret stridbar. “Hvis de er nye, er det som regel tydeligt,” siger Ruth. “Man kan afgøre det på fremtræden og overflade. Ældre knogler er sværere. Nogle gange er det nærmest umuligt at skelne 50 år gamle knogler fra 2000 år gamle knogler. Der er man nødt til at bruge kulstof 14‑datering.” “Professor Galloway er ekspert i knoglers bevaringstilstand.”

19

Pigen under jorden_TRYK.indd 19

04/09/2017 14.36


Igen Phil, der ikke vil være udenfor. “Hun har arbejdet i Bosnien, med massegravene …” “Vil De komme og kigge på dem?” afbryder Nelson. Ruth lader, som om hun overvejer det, men selvfølgelig er hun vildt fascineret. Knogler! I Saltmarsken! Hvor hun foretog den før‑ ste uforglemmelige udgravning sammen med Erik. Det kan være hvad som helst. Det kan være et fund. Det kan være … “De har mistanke om, at det er et mordoffer?” spørger hun. For første gang ser Nelson lidt utilpas ud. “Det vil jeg helst ikke sige,” svarer han tungt, “ikke for indeværende. Vil De tage med ud og kigge på dem?” Ruth rejser sig. “Jeg har en forelæsning klokken ti. Jeg kunne komme i min frokostpause.” “Jeg sender en bil klokken 12,” siger Nelson. Inderst inde er Ruth skuffet over, at Nelson ikke sender en rigtig politibil med udrykning og det hele. I stedet dukker han selv op i en mudret Mercedes. Hun venter ved hovedindgangen, og han stiger ikke engang ud af bilen, men læner sig bare sidelæns og åbner døren i passagersiden. Ruth sætter sig ind og føler sig tyk, som hun altid gør i biler. Hun har en morbid angst for, at hun vil være for stor til sikkerhedsselen, eller at en eller anden usynlig vægtføler vil sætte en skinger alarm i gang. “79,3 kilo! 79,3 kilo i bilen! Nødsituation! Tryk på katapultknappen!” Nelson skæver til Ruths rygsæk. “Har De alt, hvad De skal bruge?” “Ja.” Hun har taget sit eget lille nødudgravningskit med: fuge‑ jern, graveske, fryseposer til prøver, målebånd, notesbog, blyanter, pensler, kompas og digitalt kamera. Hun har også skiftet til gum‑ misko og har en selvlysende jakke på. Hun må ligne noget, katten

20

Pigen under jorden_TRYK.indd 20

04/09/2017 14.36


har slæbt ind. Det irriterer hende, at denne tanke ærgrer hende så meget. “De bor selv ude omkring Saltmarsken?” siger Nelson og træk‑ ker ud i trafikken med hvinende dæk. Han kører som en sindssyg. “Ja,” siger Ruth og føler sig defensiv, selvom hun ikke ved hvor‑ for. “New Road.” “New Road!” Nelson slipper en bjæffen af en latter løs. “Jeg troede, det kun var fuglenørder, der boede derude?” “Ja, forstanderen for fuglereservatet er en af mine naboer,” siger Ruth og kæmper for at bevare en høflig mine, mens hun trykker den ene fod ned på en imaginær bremse. “Jeg ville ikke bryde mig om det,” siger Nelson. “For isoleret.” “Jeg kan godt lide det,” siger Ruth. “Jeg var på udgravning derude og blev hængende.” “En udgravning? Noget arkæologisk?” “Ja.” Ruth tænker tilbage på den sommer for ti år siden. De havde siddet rundt om bålet om aftenen, havde spist brændte pølser og sunget sentimentale sange. Lyden af fuglekvidder om morgenen og marsken, der var blomstrende lilla af hindebæger. Dengang fårene trampede deres telte ned om natten. Dengang Peter blev fanget af højvandet ude i marsken, og Erik måtte redde ham. Han var kravlet på hænder og fødder hen over mudderbankerne. Den ufattelige ophidselse, da de fandt den første træpæl, beviset på, at ringvolden faktisk fandtes. Hun husker præcis, hvordan Eriks stemme lød, da han vendte sig og råbte til dem hen over tidevandet, der var på vej: “Vi har fundet det!” Hun vender sig mod Nelson. “Vi ledte efter et oldtidsmonument.” “Et monument? Ligesom Stonehenge?” “Ja. Egentlig bare en rund vold med en grøft omkring. Typisk med markeringspæle inde i cirklen.”

21

Pigen under jorden_TRYK.indd 21

04/09/2017 14.36


“Jeg har læst et sted, at Stonehenge bare er et stort solur. En måde at aflæse tid på.” “Hm, vi ved ikke, præcis hvad formålet var,” siger Ruth, “men der er ingen tvivl om, at der har været et eller andet ritual involveret.” Nelson sender hende et underligt blik. “Ritual?” “Ja, gudsdyrkelse, gaver, ofringer.” “Ofringer?” gentager Nelson. Nu virker han oprigtigt interes‑ seret; det vagt nedladende tonefald er forsvundet fra hans stemme. “Ja, nogle gange finder vi spor af offergaver. Potter, spyd, dyreknogler.” “Hvad med menneskeknogler? Finder I nogensinde menne‑ skeknogler?” “Ja, nogle gange menneskeknogler.” Tavshed, så siger Nelson: “Var det ikke et mærkeligt sted at placere de der monumenter? Helt ude i havet.” “Der var ikke hav dengang. Landskabet ændrer sig. For kun 10.000 år siden var det her land stadig forbundet med kontinentet. Man kunne gå herfra til Skandinavien.” “Det er løgn!” “Nej. King’s Lynn var engang en enorm tidevandssø. Det er det, Lynn betyder. Det er det keltiske ord for sø.” Nelson drejer hovedet og ser skeptisk på hende, så bilen svinger faretruende. Ruth spekulerer på, om han mistænker hende for selv at have fundet på det. “Men hvis det her område ikke var hav, hvad var det så?” “Fladt marskland. Vi tror, at monumentet lå i udkanten af en mose.” “Det virker alligevel som et underligt sted at bygge sådan noget.” “Vådområder er meget vigtige i forhistorisk tid,” forklarer Ruth.

22

Pigen under jorden_TRYK.indd 22

04/09/2017 14.36


“Det er en slags symbolsk landskab. Vi tror, at de var vigtige, fordi de er en overgang mellem land og hav, mellem liv og død.” Nelson snøfter hånligt. “Hvad skal det sige?” “Altså, en mose er ikke landjord, og den er heller ikke hav. Den er en slags blanding af begge dele. Vi ved, at det var vigtigt for det forhistoriske menneske.” “Hvordan ved vi det?” “Vi har fundet genstande, der er blevet efterladt i udkanten af moseområder. Votivfund.” “Votiv?” “Offergaver til guderne, som man lagde på særlige eller hellige steder. Og nogle gange lig. Har De hørt om moselig? Lindowman‑ den?” “Måske,” siger Nelson forbeholdent. “Kroppe, der er blevet begravet i tørv, er næsten perfekt beva‑ rede, men nogle mener, at der var en særlig grund til, at ligene blev begravet i moser. For at formilde guderne.” Igen skæver Nelson til hende, men han siger ikke noget. Nu nærmer de sig Saltmarsken; de kører op fra den lavereliggende vej og hen mod parkeringspladsen til besøgende. Rundtomkring står der forslåede og forsømte skilte med lister over de forskellige fugle, man kan observere i marsken. En tilskoddet kiosk reklame‑ rer med is, hvis skrigende farver nu er falmede. Det føles umuligt at forestille sig folk tage på udflugt her og spise is i solen. Stedet virker skabt til vinden og regnen. Der holder kun en enkelt bil på parkeringspladsen, og det er en politibil. Betjenten i bilen stiger ud og bliver stående, da de nærmer sig. Han ser forkommen og utålmodig ud. “Doktor Ruth Galloway,” præsenterer Nelson afsnubbet. “Kri‑ minaloverbetjent Clough.”

23

Pigen under jorden_TRYK.indd 23

04/09/2017 14.36


Kriminaloverbetjent Clough nikker dystert. Ruth får indtryk af, det ikke er hans yndlingsbeskæftigelse at stå og vente i et forblæst moseområde. Nelson ser derimod nærmest ivrig ud; han løber let på stedet som en væddeløbshest, der kan se travbanen. Så fører han an hen ad en grussti, der er markeret “Sti til besøgende”. De passerer en udkigspost af træ, der er opført på pæle over marsken. Den er tom, bortset fra nogle chipsposer og en tom coladåse, der ligger på forhøjningen. Uden at standse op peger Nelson på skraldet og bjæffer: “Put det i en pose.” Ruth må beundre hans grundighed, om ikke hans manerer. Hun kommer til at tænke på, at politiarbejde sikkert minder en del om arkæologi. Hun ville også have indsamlet alt, der blev fundet ved et udgravningssted, og mærket det omhyg‑ geligt for at give det kontekst. Hun ville også være parat til at lede i dagevis, ugevis, i håb om at finde noget betydningsfuldt. Hun er også, går det op for hende med en pludselig skælven, fortrinsvis optaget af død. Ruth er blevet stakåndet, inden de finder det sted, der er mar‑ keret med stribet afspærringstape, hvilket minder hende om trafik‑ uheld. Nelson er små ti meter foran, har hænderne i lommerne og hovedet stukket frem, som om han snuser til luften. Clough trasker i hælene på ham med en plasticpose med skraldet fra udkigsposten. Bag ved tapen er der et lille hul, der er halvt fuldt af mudret vand. Ruth bøjer sig ind under tapen og knæler ned for at kigge. I det fede mudder kan man tydeligt se menneskeknogler. “Hvordan fandt I det?” spørger hun. Det er Clough, der svarer. “En civil, der var ude at gå med sin hund. Dyret havde faktisk en af knoglerne i munden.” “Har I beholdt den? Den knogle, mener jeg?” “Den er henne på stationen.”

24

Pigen under jorden_TRYK.indd 24

04/09/2017 14.36


Ruth tager et hurtigt billede af stedet og tegner et rudimentært kort over placeringen i sin notesbog. Det her er den yderste vest‑ lige del af marsken; hun har aldrig gravet her før. Stranden, hvor ringvolden blev fundet, ligger omkring tre kilometer mod øst. Hun sætter sig på hug på den mudrede jord og begynder omhyggeligt at tømme hullet for vand med et plasticbæger fra sit udgravningskit. Nelson er lige ved at hoppe af utålmodighed. “Kan vi ikke hjælpe med det der?” spørger han. “Nej,” siger Ruth kortfattet. Da hullet er næsten tømt for vand, begynder Ruths hjerte at hamre. Forsigtigt tømmer hun hullet for endnu et bægerfuld vand, og først da stikker hun hånden ned i mudderet og afslører noget, der er trykket fladt mod den mørke jord. “Hvad så?” Nelson læner sig ivrigt ind over hendes skulder. “Det er et menneske,” siger Ruth tøvende, “men …” Langsomt rækker hun ud efter sin graveske. Hun må ikke forjage sig. Hun har set hele udgravninger blive ødelagt på grund af et øjebliks uforsigtighed. Så mens Nelson skærer tænder ved siden af hende, løfter hun forsigtigt den våde jord væk. En hånd, let knyttet, med et armbånd af noget, der ligner græs, ligger afdækket i grøften. “For fanden i helvede!” mumler Nelson over hendes skulder. Nu arbejder hun som i en trance. Hun plotter fundet ind på sit kort og noterer, hvilken vej det vender. Så tager hun et billede og begynder at grave igen. Denne gang skurrer hendes skovl mod metal. Stadig med lang‑ somme og varsomme bevægelser stikker Ruth hånden ned og trækker genstanden fri af mudderet. Den glimter mat i vinterlyset ligesom en mønt, der har ligget glemt i en lomme: en klump sam‑ menfiltret metal, halvrund.

25

Pigen under jorden_TRYK.indd 25

04/09/2017 14.36


“Hvad er det?” Det virker, som om Nelsons stemme kommer fra en anden verden. “Jeg tror, det er en torques,” siger Ruth drømmende. “Hvad fanden er det?” “En halsring. Formentlig fra jernalderen.” “Jernalderen? Hvornår var det?” “For omkring 2000 år siden,” siger Ruth. Clough udstøder et pludseligt latterbjæf. Nelson drejer om på hælen uden et ord. Nelson giver Ruth et lift tilbage til universitetet. Han lader til at være hensunket i dystre tanker, hvorimod Ruth dirrer af spænding og ophidselse. Et moselig fra jernalderen, for det må da være fra jernalderen, dengang man dyrkede rituel slagtning og samlede fantastiske skatte. Hvad betyder det? Det er langt fra ringvolden, men kan de to opdagelser på nogen måde være forbundne? Volden er fra den tidlige bronzealder, mere end 1000 år før jernalderen. Men et nyt fund samme sted kan da ikke være et tilfælde? Hun er ved at dø efter at fortælle det til Phil. Måske skal de kontakte pressen; omtale kan være lige det, instituttet har brug for. “De er sikker på det med dateringen?” siger Nelson pludselig. “Jeg er ret sikker på halsringen, den er helt klart fra jernalderen, og det virker logisk, at den er blevet gravet ned sammen med liget. Men vi kan sagtens lave en kulstof 14‑datering.” “Hvad er det?” “Kulstof 14 findes i jordens atmosfære. Planter tager det til sig, dyr spiser planterne, vi spiser dyrene. Så vi optager alle sammen kulstof 14, og når vi dør, holder vi op med at optage det, og det stof, der er i vores knogler, begynder at blive nedbrudt. Så vi kan datere en knogle ved at måle, hvor meget kulstof 14 der er tilbage i den.”

26

Pigen under jorden_TRYK.indd 26

04/09/2017 14.36


“Hvor nøjagtigt er det?” “Altså, kosmisk stråling kan skævvride fundene – solpletter, soleruptioner, atomprøvesprængninger, den slags. Men man kan datere med nogle få hundrede års margen. Så vi vil kunne finde ud af, om knoglerne er fra omkring jernalderen.” “Og hvornår var jernalderen helt præcist?” “Helt præcis kan jeg ikke være, men i store træk 700 år før Kristus til 43 efter.” Nelson er tavs et øjeblik, mens han bearbejder den information. Så spørger han: “Hvorfor skulle en fra jernalderen være begravet der?” “Som en offergave til guderne. Kroppen har måske været holdt nede af en pæl. Så De græsset rundt om håndleddet? Det kan have været en slags reb.” “Hold da kæft. Bundet til en pæl og sat til at dø?” “Ja, måske, eller måske var vedkommende død inden. Pælen har bare holdt kroppen på plads.” “Hold da kæft,” siger han igen. Pludselig kommer Ruth i tanker om, hvorfor hun sidder her, i en politibil, sammen med denne mand. “Hvorfor troede De, at knoglerne kunne være nye?” spørger hun. Nelson sukker. “For omkring ti år siden var der et barn, der forsvandt. Her i nærheden. Vi fandt aldrig liget. Jeg tænkte, det måske kunne være hende.” “Hende?” “Hun hed Lucy Downey.” Ruth siger ikke noget. På en eller anden måde bliver det hele mere virkeligt, når man får et navn. Arkæologerne havde også navngivet det første moderne menneske, der blev fundet. Sjovt nok kaldte de hende Lucy.

27

Pigen under jorden_TRYK.indd 27

04/09/2017 14.36


Nelson sukker igen. “Jeg modtog nogle breve i forbindelse med Lucy Downey-sagen. Det var pudsigt, det, De sagde før.” “Hvad?” spørger Ruth, lettere åndsfraværende. “Om ritualer og sådan noget. Der stod alt muligt sludder i brevene, men én af de ting, der stod, var, at Lucy havde været en offergave, og at vi ville finde hende der, hvor jorden møder himlen.” “Hvor jorden møder himlen,” gentager Ruth. “Det kan jo være hvor som helst.” “Ja, men det her sted, det føles på en eller anden måde som verdens ende. Det var derfor, at da jeg hørte, der var blevet fundet knogler …” “Så tænkte De, det kunne være hende?” “Ja. Det er svært for forældrene, når de ikke ved noget. Nogle gange, når man finder liget … Det giver dem mulighed for at sørge.” “Så De er sikker på, hun er død?” Nelson er tavs et øjeblik, før han svarer, mens han koncentrerer sig om at overhale en varevogn indenom. “Ja,” siger han til sidst. “Et barn på fem, der forsvinder i november, og så er der intet spor af hende i ti år. Hun kan kun være død.” “November?” “Ja. Det er næsten lige præcis ti år siden.” Ruth tænker på november, aftenerne, der bliver mørkere, vin‑ den, der hyler hen over marsken. Hun tænker på de forældre, der ventede og bad til, at deres datter ville vende hjem, og sprang op med et sæt, hver gang telefonen ringede, og hver dag håbede, at der ville komme et gennembrud. Håbet, der langsomt ebbede ud, sorgens dumpe sikkerhed. “Forældrene,” spørger hun. “Bor de i nærheden?” “Ja, de bor ude ved Fakenham.” Han svinger for at undgå en

28

Pigen under jorden_TRYK.indd 28

04/09/2017 14.36


lastbil. Ruth lukker øjnene. “I sådan nogle sager,” fortsætter han, “er det som regel forældrene.” Ruth bliver chokeret. “Forældrene, der har dræbt barnet?” Nelsons stemme er nøgtern, de nordengelske vokaler meget flade. “Ni ud af ti sager. Forældrene ringer, ude af sig selv, pressekonferen‑ cer, tårer i stride strømme, og så finder vi barnet begravet i baghaven.” “Hvor forfærdeligt.” “Ja. Men i det her tilfælde – jeg ved ikke – jeg er sikker på, det ikke var dem. De var et rart par, ikke unge, havde prøvet at få et barn i årevis, og så fik de Lucy. De tilbad hende.” “Hvor rædselsfuldt for dem,” siger Ruth og føler ikke, det er dækkende. “Ja, rædselsfuldt.” Nelsons stemme er udtryksløs. “Men de skød aldrig skylden på os. Bebrejdede aldrig mig eller politiet. De sender mig stadig julekort. Det er derfor, jeg …” Hans stemme dør hen et øjeblik. “Det er derfor, jeg gerne ville have fundet noget definitivt til dem.” Nu er de ved universitetet. Nelson gør holdt foran naturvi‑ denskabsbygningen med hvinende bremser. Studerende på vej til forelæsninger vender sig og stirrer. Selvom klokken kun er halv tre, er det allerede ved at blive mørkt. “Tak for turen,” siger Ruth, lettere akavet. “Jeg skal nok datere knoglerne for Dem.” “Tak,” siger Nelson. Det virker, som om han først ser på hende nu. Hun er pinligt bevidst om sit uglede hår og mudrede tøj. “Denne her opdagelse – kan den vise sig at være vigtig for Dem?” “Ja,” siger Ruth, “det kan den.” “Det er da godt, der er nogen, der er glade.” Så snart Ruth er ude af bilen, kører han videre uden at sige farvel. Hun regner ikke med, hun nogensinde vil få ham at se igen.

Pigen under jorden_TRYK.indd 29

04/09/2017 14.36

Pigen under jorden  
Pigen under jorden