Aasivissuit – Nipisat

Aasivissuit –Nipisat

Jagtområdet mellem havet og indlandsisen

Paninnguaq Boassen Paninnguaq Fleischer-Lyberth

Jens Fog Jensen

GADS FORLAG

Aasivissuit – Nipisat

Jagtområdet mellem havet og indlandsisen

Jens Fog Jensen Paninnguaq Boassen

Paninnguaq Fleischer-Lyberth

GADS FORLAG

Indhold

Aasivissuit – Nipisat

Naturen i verdensarvsområdet

Aasivissuit – Nipisat

et inuitjagtområde mellem indlandsis og hav

Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat er et gigantisk, velbevaret inuitkulturlandskab, som blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 2018. Området er ca. 235 km langt fra indlandsisen i øst til øgrupperne ud mod Davistrædet i vest og op til 20 km bredt. Her møder man alt fra isrand og rensdyrsletter med dybe dale til den imponerende Ikertooq-fjord, der bugter sig hele 60 km gennem landskabet. Mod øst har vi det isfrie land, som i årtusinder har været jagtmarker for mennesket. Dette enestående sted rummer utallige fortidsminder og ruiner fra de tidligste menneskers ankomst til Grønland for 4.200 år siden, til i dag hvor inuit stadig trækker på forfædrenes visdom i samspil med naturen i Arktis.

En rejse i kølvandet og fodsporene af en af områdets jægere og samlere er en fortælling om, hvordan mennesker gennem årtusinder har udvist udholdenhed, opfindsomhed og dyb indsigt i årstidernes rytmer. De har via sæsonmæssige vandringer udnyttet havets og landets ressourcer, og viden og fortællinger om landskabet og slægtens liv er gået i arv fra den ene generation til den næste.

Rejsen er også en tidsrejse gennem Grønlands historie, for overalt i verdensarvsområdet springer spo-

rene efter fortidens bosættelser og jagt i øjnene. På kysten er det ruiner af tørvehuse, der den dag i dag står med meterhøje mure som tavse vidnesbyrd om tidligere tiders liv. I indlandet er det f.eks. varder af sten og skydeskjul, der viser, hvor og hvordan inuit i forhistorisk tid jagede rensdyr med bue og pil. Endelig er der, skjult for øjet under mos og lyng, bopladser med redskaber af ben, tand og tak efterladt af områdets tidligste stenalderfolk for over 4.000 år siden. Aasivissuit – Nipisat er ikke bare et landskab. Det er en levende port til fortiden – og til drømmelandet.

Kysten

Ved mundingen af den store Ikertooq-fjord længst mod vest danner isskurede klippeskær og store og små øer adskilt af strømfyldte sunde et labyrintisk ørige. Det er inuits store spisekammer, og et eller andet sted derude sidder havgudinden Sedna, Havets Moder, nede mellem tangplanterne og styrer menneskets adgang til fiskene og havpattedyrene, hvis kød, olie, skind, knogler og tænder gennem årtusinder har leveret råmaterialer til næsten alt, hvad inuit skulle bruge til livets

Kystlandskab med udsigt fra øen Nipisat mod syd over mundingen af Ikertooq-fjorden mod bygden Itilleq, som ligger syd for verdensarvsområdet. I horisonten ses de høje fjelde, der er beliggende ved mundingen af Kangerlussuaq. Foto: Bjarne Grønnow.

opretholdelse. De strømfyldte sunde giver ofte den bedste fangst, og langs deres bredder ligger ruinerne af tørvehuse tæt – et vidnesbyrd om tidligere tiders liv og aktivitet. I dag vil man ofte se en glasfiberbåd med fangere eller fiskere, der fisker på de gode, gammelkendte steder. Nutidens hurtige motorbåde muliggør, at både professionelle og fritidsfangere kan bo i byen, men samtidig afsøge alle fjordlandets afkroge for vildt. Den dybe Amerloq-fjord er et rigt spisekammer, der tiltrækker mange hvaler. De to store hvalkæber, der står foran museet i Sisimiut, stammer netop fra en grønlandshval, der i 1905 blev skudt af fangeren Abia Martinsen fra Qerrortusoq. Abia var i sin kajak på fangst på Amerloq-fjorden, og en grønlandshval kom så tæt på ham, at han var nødt til at skyde den i bugen med sin forladeriffel.

Den følgende dag stod Karen, der også boede i Qerrortusoq, og spejdede ud over Amerloq-fjorden. Hun kiggede efter sin søn, der var på fangst. Hun fik dog ikke øje på sønnen, men så et kæmpe ådsel af en hval lige uden for bygden. Kajakker og konebåde kom hurtigt i vandet for at bjærge den døde hval, der viste sig at være 20 m lang og veje 60 ton. Spækket blev skåret af hvalen og noget af kødet kogt, og da ingen blev syge, blev hele hvalen parteret og tilberedt til vinterforråd.

Kolonibestyrer Frandsen i Sisimiut hørte om fundet af den døde grønlandshval, og han sejlede derfor til Qerrortusoq, hvor han købte de to hvalkæber for 5 kroner. De syv meter lange kæber var så store, at man var nødt til at save to meter af dem for at kunne få dem ombord på chaluppen, der skulle sejle dem til Sisimiut.

Inuits sejlads var baseret på brugen af skindbetrukne fartøjer som kajak og umiak, og derfor ligger bopladserne næsten altid ud til små, beskyttede vige, der har gode landingsforhold, uanset hvor vinden blæser fra.

Menneskets affald har gødet jorden, og områderne foran de forladte hustomter vokser i dag med tæt og frodig vegetation, som næsten ligner blomstrende haver. På øen Nipisat leder en skiltet historisk rute til den 4.000 år gamle Saqqaq-boplads og videre til ruinerne efter danskernes anden store koloni i Grønland,

Nepisene, hvor murresterne fra et 34 m langt pakhus vidner om kolonisternes store, uindfriede drømme om et hvalolieeventyr. I en lille vig et par hundrede meter derfra står de velbevarede tørvemure fra kolonisternes og inuits boliger. Mange andre øer og skær er som Nipisat overstrøet med vinterhuse, grave og depoter, hvor den besøgende på egen hånd kan gå på opdagelse og komme helt tæt på de historiske bopladser.

Kysten er vinterbopladsernes land, og skærgården summer af liv gennem hele sommeren. Her er fugle, fisk, sæler, hvaler og sortebær i store mængder, og joller sejler i pendulfart mellem byer og sommerhuse. Men sommeren er også årstiden for lange jagtrejser efter rensdyr i indlandet.

Fjorden

Om foråret myldrer landet med al slags vildt, og i bugter og vige gyder den lille loddefisk ammasat i milliontal. Ammasat er en skattet, næringsrig spise, der bliver skovlet op med ketcher, tørret på klipperne og brugt som vinterforråd, der også er velegnet til at medbringe på vinterens ture med hundeslæde. Fjordene er naturens adgangsveje til indlandet, og fra bunden af mange fjorde er der elve og adgang til søer, der fører dybt ind i landet. Ikertooq er netop sådan en fjord. På rejser ind gennem Ikertooq passeres bygden Sarfannguit, der med sine ca. 100 indbyggere er et lille fiskersamfund baseret på det rige indenskærs fiskeri. Bygden Sarfannguit har en butik, og den besøgende kan få pulsen helt ned ved blot at sidde mellem de røde, blå, grønne og gule huse og nyde udsigten. Bygden breder sig over stejle klippeskråninger ud mod fjorden Amerloq og strømstedet, der forbinder Amerloq med Ikertooq, og som derfor gennemsejles af mange på deres vej mod indlandet. En tur op ad bygdens mange trapper fører til de sydvendte skråninger, hvor en pavillon af glas er opført på et fremspringende klippeparti. Udsigten over den store Ikertooq-fjord mod indlandet animerer på dragende vis til, at den besøgende fortsætter til Mali-

giaq, en sidefjord, der gennem århundreder har været den vigtigste adgangsvej til indlandet. Syd for Sarfannguit ses også det lille klippeskær Qeqertaq, der på dansk kaldes Tørveøen, hvor Mathias Olsen engang fandt en dronningeskakbrik af hvalrostand. Fundet er det eneste sikre spor af nordboere gjort i denne del af Grønland. Og da der i nærheden engang er blevet suget tømmer op ved sandsugning, har mange siden da spekuleret på, om et af nordboernes skibe kan være forlist her.

Den inderste, lavvandede del af fjorden Maligiaq har sandbund og smaragdgrønt vand. På den nordlige bred passeres stenvarden Arnaq Qallunaaq, der med sin menneskeskikkelse – en varde formet som en kvinde – vogter over porten til indlandet. Arnaq Qallunaaq betyder den ’fremmede dame’, og i gamle dage bar fremmede kvinder kjoler, hvad der ikke var kutyme blandt inuitiske kvinder. Det betød, at deres silhuet og fremtoning adskilte sig tydeligt, og dette særlige udseende har sandsynligvis inspireret til vardens form. Den flere hundrede år gamle varde er markeret på nogle af de ældste kort, der findes fra området, og Aron Olsen fra Sarfannguit fortæller, at børnene i gamle dage løb op til og gav et par offergaver til Arnaq Qallunaaq, når familierne passerede varden på deres rejse til indlandet. Ved højvande kan man sejle op ad elvens snoede løb til bopladsen Itinnerup Tupersuai, der ligger på en stor slette mellem sø og fjord.

Dalen, elven og søen

Itinnerup Tupersuai betyder ’overbæringsstedet med de mange telte’. Bopladsen ligger ved elvens første strømfald – et brat fald i vandløbet, der forhindrer videre sejlads og derfor nødvendiggør, at kajakker og konebåde må bæres forbi. Det var et ideelt sted at hvile, tørre kajak- og konebådsskind og forberede sig på den videre rejse. Hertil sejlede inuit i kajakker og konebåde, men fra strømfaldet og videre op mod søen Tasersuaq – ’den store sø’ – måtte bådene slæbes eller bæres over land. Den store teltplads bruges flittigt den

dag i dag, hvor glasfiberbådene efterlades ved bopladsen eller trækkes med op gennem elven. Elven har en fin bestand af ørreder, og det er derfor også et perfekt sted at fange disse fisk, der saltes, tørres eller ryges i rygeovne ude på kysten. Elven er den traditionelle transportvej fra kysten til indlandet, men dalen krydses i dag også af vandreruten Arctic Circle Trail, der fortsætter hele vejen til indlandsisen. Ved Itinnerup Tupersuai krydser vandreruten Arctic Circle Trail en dal, der består af hævet havbund, og på ruten er der fra de omkringliggende fjeldskråninger en majestætisk udsigt over den helt fladbundede dal.

Tasersuaq strækker sig næsten 30 km, eller så langt øjet rækker, ind i landet, og den er jægernes vigtigste transportvej, når familierne med gods og proviant skal bringes ind i landet, og når det nedlagte vildt skal bringes ud.

I konebådenes tid sejlede mange familier til søens østligste ende. Når de forlod vestenden, passerede de fjeldet Kaporfik – ’stedet, hvor man fisker med lyster.’ En lyster er et traditionelt redskab af ben, som bruges til at spidde og fange fisk med. Det fortælles, at nogle rejsende engang kom forbi i konebåd og overraskede en qivittoq, fjeldgænger, som var i færd med at fange ørreder med sin lyster. De var kommet tæt på ham, og han blev forskrækket og sprang op og løb væk efterladende sin fangst af ørreder. Siden da har stedet båret navnet Kaporfik eller Kaporniarfik. Landskabet her er fyldt med mytisk betydning, og stednavnene gemmer på fortællinger og sagn, som overleverer historien fra generation til generation. Langs søens bredder ligger flere bopladser, hvorfra jægerne går på jagt i de omkringliggende fjelde. Tidligere sejlede mange hele vejen til søens østende, hvor konebåde, telte og tungt gods blev lagt i depot, mens den videre færd til Aasivissuit, ’den store sommerlejr’, blev fortsat til fods og for kajakmændenes vedkommende med kajakkerne på hovedet. I østenden af Tasersuaq åbner dalen sig, og man bevæger sig ind i et mere åbent terræn, hvor fjeldrygge veksler med dale og søer. Fra fjeldtoppene kan den vandrende skue ud over fantastiske, endeløse grønne og grå vidder med tusindvis af søer indimel-

Udsigt fra toppen af fjeldet Nasaasaaq mod syd over mundingen af fjordene Amerloq og Ikertooq. Fjordmundingerne præges af skærgårdslandskaber med mange ruiner af fortidens vinterbopladser.

Foto: Lasse Kyed.

lem. Pilekrat omkranser sandstrande ved søernes bredder, der byder sig til som teltpladser. Og på de frodige fjeldskråninger græsser rensdyr og moskusokser.

Rensdyrsletterne

Dybt inde i indlandet ligger den store inuitiske sommerlejr Aasivissuit, der har lagt navn til første led af verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat. Fjeldene og den otte km lange sø Aasivissuit danner her en flaskehals i terrænet, der tvinger de vandrende rensdyr gennem en smal passage. Jægere kan altså på netop dette sted komme på skudhold af mange rensdyr, og det har inuit udnyttet i årtusinder.

Da europæiske hvalfangere i slutningen af 1600-tallet begyndte at købe spæk og hvalolie af inuit som supplement til deres egen fangst, begyndte europæiske varer som perler, nåle, knive af jern, kobberkedler og støbejernsgryder, klæder, glas og fajance at cirkulere

mellem de indfødte. I det centrale Vestgrønland havde inuit adgang til Grønlands største rensdyrbestand, der udover kød også forsynede befolkningen med rensdyrtak og skind.

I oldtiden var tak en vigtig og eftertragtet ressource med både praktisk og kommerciel værdi. Som råmateriale blev det brugt til en lang række værktøjer, såsom knivskafter, nåle og fiskekroge. Inuit byttede det lokalt tilgængelige overskud af rensdyrprodukter for fedtsten og andre produkter som drivtømmer i et lokalt handelsnetværk, der blev næret af adgangen til europæiske produkter. I 1700-tallet fandt store fællesjagter, der involverede mange familier, sted ved Aasivissuit.

Aasivissuit blev et samlingssted for mennesker fra nær og fjern. For at sikre byttet blev der bygget et stort vardesystem, der ledte rensdyrene til de skjulte bueskytter. Ved passagens smalleste sted blev der bygget en stenmur, hvor bueskytterne kunne skjule sig og lettere skyde dyrene. Kvinder og børn hjalp til

Udsigt fra den gamle boplads ved Itinneq mod vest, hvor den inderste del af den lavvandede fjord Maligiaq ses i det fjerne. Ved højvande kan man sejle et par kilometer op ad elven til bopladsen Itinnerup Tupersuai. Foto: Lisa Germany.

Otto-Mika og

Angutinnguaq på vej til lejren Itinnerup Tupersuai med dagens fangst af rensdyr. Itinnerup

Tupersuai er den første større lejr, når man rejser fra kysten mod indlandet. Den ligger netop der, hvortil elven kan besejles ved højvande.

Foto: Jens Fog Jensen.

ved at fungere som drivere, så rensdyrene ikke flygtede i øst og vest. De dyr, der undgik bueskytterne, blev jaget ud i søen, hvor kajakmænd kunne nedlægge de svømmende dyr med lanse. Under de store, intensive fællesjagter boede der mere end 100 fangere, kvinder og børn på stedet, og efter vellykket fangst blev der festet. Aasivissuit har ved disse lejligheder været som en lille by.

I nyere tid er resterne af mindst 20 gamle boliger blevet identificeret af arkæologer. De store fællesjagter fik en ende, da nye skydevåben i form af rifler blev importeret og gradvis erstattede bue, pil og lanse i jagterne. I kombination med at rensdyrbestanden svinger stærkt, førte det til, at fællesjagterne efterhånden ophørte, selvom nogle familier fortsatte med at bruge stedet helt frem til 1960’erne. Der skydes stadig mange rensdyr – og nu også moskusokser – omkring Aasivissuit, men selve bopladsen er ikke længere i brug.

I terrænet rundt om Aasivissuit findes der mange skydeskjul og mindre varderækker, som vidner om

mindre fællesjagter, men også længere inde i landet eksisterer der enkelte lidt større lejre, som blev brugt til rensdyrjagt, hvis jagtlykken svigtede ved Aasivissuit. Som en særlig specialitet er der både myter og historiske rejseberetninger, der fortæller om, at rensdyrjægerne kunne finde på at krydse gletsjeren Isunnguata Sermia. Gletsjeren skyder sig ca. 15 km frem fra indlandsisen i bunden af den brede Isortoq-dal. Store mængder smeltevand strømmer hele sommeren fra gletsjertungen og vanskeliggør passage af dalen. Det kunne derfor blive nødvendigt at krydse selve gletsjertungen helt inde ved indlandsisen. Kolde vinde blæser ofte fra gletsjertungen og ud gennem den dybe dal, og undervejs fejer vinden fint støv op fra terrænet foran isen, og dalen henligger derfor i en let tåge, når den betragtes fra de omgivende fjelde. Men udsigten over Isortoq-dalen glemmer man aldrig.

Vegetationen i den østligste del af verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat er markant forskellig fra

yderkysten og fjordlandets dværgbuskheder, der ofte domineres af revling, dværgbirk og polarpil. Her domineres vegetationen af græsser, og hele området er lokation for rensdyrkælvning. Det er et forblæst steppeland, der stopper brat ved morænebakkerne og indlandsisen, der begynder ca. 160 km fra yderkysten. Men de vilde naturscenerier stopper ikke, for indlandsisen sætter en dramatisk trumf på.

Indlandsisen

Grus, sand og ler rejser sig i mægtige morænebakker over græssteppen, og fra morænebakkerne er der frit udsyn til indlandsisens ruflede, men i horisonten

jævne, gråhvide overflade, der danner horisonten mod øst. Landskabet ved isranden er vildt, idet der er strømmende vand og løs jord i uendelige mængder, og kommer man for tæt på, kan man sagtens komme af dage i isens store kværn. Langs isranden kan man udforske smeltevandselve, kælvende gletsjere og is-opdæmmede søer, der tømmes i mægtige jøkelløb, så elvene går over deres bredder. Isranden er anskuelsesundervisning i landskabets dannelse efter en istid.

Har man først klaret turen fra yderkysten til indlandsisen på egne ben, så kan man glæde sig over, at der fra isranden er vejforbindelse til Kangerlussuaq. Et varmt bad og et nærende måltid med varme og kolde forfriskninger vil dermed være inden for rækkevidde. Afhængig af den besøgendes temperament og

Den østlige ende af Aasivissuit-søen set fra vest. Den store renjægerboplads Aasivissuit ligger neden for fjeldet i søens østende. Foto: Hans H. Harmsen.

Gletsjeren Isunnguata

Sermia i verdensarvsområdets østende sender en vældig smeltevandsstrøm ud i Isortoq-dalen, der er vanskelig at passere. Undertiden blev gletsjeren krydset af jægere sydfra, der ønskede at jage på landet Akuliarusersuaq på den nordlige side af Isuannguata

Sermia, ligesom jægere nordfra krydsede gletsjeren for at jage ved Aasivissuit. Foto: Jens Fog Jensen.

fysiske habitus kan indlandsisen dog også opleves fra et sæde på en af de lettilgængelige busture fra Kangerlussuaq.

Hvad er UNESCO og verdensarv?

UNESCO er FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur. UNESCO har bl.a. til formål at skabe fred gennem internationalt samarbejde om uddannelse, forskning og kultur. Verdensarvsprogrammet er et af UNESCO’s initiativer, hvis mål er at udpege og beskytte steder, som er af enestående betydning og betragtes som menneskehedens fælles kulturarv. Verdensarven inkluderer såvel menneske-

skabte fænomener (kulturarv) som naturfænomener (naturarv).

Om at blive verdensarv

Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat blev i 2018 optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste efter indstilling fra Naalakkersuisut (Grønlands regering) og Kulturministeriet i Danmark. Optagelsen på listen er en anerkendelse af områdets globale betydning og forpligter til beskyttelse, bevaring og formidling af området, så det kan bevares for eftertiden. Flere end tusinde steder over hele Jorden er udnævnt til verdensarv. Den Kinesiske Mur og de egyptiske pyramider

er kendte eksempler på menneskeskabte fænomener, og Yellowstone National Park og Ilulissat Isfjord er kendte naturfænomener, der også er optaget på Verdensarvslisten. Alle lande, der har skrevet under på FN’s/UNESCO’s Verdensarvskonvention, kan ansøge om at få bygningsværker eller landområder indstillet til optagelse på Verdensarvslisten, men det er vanskeligt at blive optaget, og det er i sidste ende Verdensarvskomiteen, der beslutter, hvad der kommer med på listen.

Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat er indskrevet på UNESCO’s Verdensarvsliste som det, man kalder et kulturlandskab, et område, der gennem årtusinder har været brugt og påvirket af mennesker.

For at komme i betragtning til optagelse på Verdensarvslisten skal et områdes særlige kvaliteter beskrives, dvs. hvad UNESCO kalder OUV (Outstanding Universal

Values), eller på dansk enestående universelle værdier. De universelle værdier i Aasivissuit – Nipisat udgøres af en kombination af velbevarede bopladser og landskaber, der er upåvirkede af industriel udvikling. Kystlandskabet med vinterbopladser og rejseruterne til indlandet med sommerens og efterårets store rensdyrjagtbopladser er så perfekt bevaret, at man i Aasivissuit – Nipisat kan opleve velbevarede bopladser fra inuits århundreder gamle nomadiske bosættelser såvel som befolkningens nutidige rejser og jagt langs de samme oprindelige ruter.

To spektakulære og velbevarede bopladser har givet navn til verdensarvsområdet: Aasivissuit i det østlige indland og Nipisat i den vestlige skærgård. De to lokaliteter karakteriserer nogle af de vigtigste yderpunkter i områdets historie, idet øen Nipisat rummer en velbevaret boplads fra de første mennesker, Saqqaq-kulturen, såvel som markante ruiner fra inuits vinterbosættelser og kolonitidens dansk-norske bosættelser. Bopladsen Aasivissuit i indlandet repræsenterer et sæsonmæssigt modstykke, idet denne specialiserede boplads viser livet om sommeren, dengang som nu, hvor familier rejste, og stadig rejser, dybt ind i landet for at fange rensdyr og nyde sommerens lys, varme og overflod. Qeqqata Kommunias Verdensarvssekretariat forvalter området efter en udarbejdet forvaltningsplan, som UNESCO har accepteret, og som bl.a. omfatter overvågning af områdets ruinpladser. Hvis der sker skade på fortidsminder, vil de synlige rester, som f.eks. tørvevægge eller stenkonstruktioner, måske godt kunne genskabes, men den kulturarv, der ligger gemt under jorden, er også truet på grund af klimaforandringer. Permafrosne møddinger rummer således talrige redskaber og knogler fra de dyr, man spiste, og genstande af træ, tak og ben er ofte perfekt bevaret i de dybfrosne møddinger. Men hvis det varmere klima får permafrosten til at forsvinde, vil mange af de bevarede genstande blive nedbrudt. Derfor er det vigtigt at holde øje med de gamle bopladser.

Overvågningen rummer flere elementer: Først og fremmest er det nødvendigt at besøge og nøje beskrive og gennemfotografere de enkelte lokaliteter for at få en basislinje for tilstanden. Det skal gøres på en sy-

Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat strækker sig fra havet til indlandsisen i det centrale Vestgrønland, hvor man finder de største isfri landområder med de største bestande af rensdyr og moskusokser. Grafik: Jens Fog Jensen.

Verdensarvsområdet er ca. 235 km langt og op til 20 km bredt, og det dækker i alt 4.700 km2. Området inkluderer alle økologiske nicher udnyttet af inuit såvel som et stykke af indlandsisen, der menes at have været isfrit under den såkaldte atlantiske mildning, en varm klimaperiode for omkring 8.000 til 6.000 år siden, hvor temperaturer i Arktis var højere end i dag.

GEUS

Aasivissuit - Nipisat 17

Verdensarvsområdet

Aasivissuit – Nipisat er stadig i brug i dag – nu med moderne transportmidler som snescootere side om side med hundeslæder. Her mødes fortiden og nutiden. Foto: Destination Arctic Circle.

Greenland

Ice sheet

Davis Strait

02030 km

Itilleq

Sisimiut

De arkæologiske lokaliteter rummer typisk både synlige og usynlige levn, som er lige vigtige for at forstå fortiden. Her ses en udgravning ved Arajutsisut, hvor arkæologerne har gravet ned gennem en køkkenmødding foran et tørvehus. Foto: Henning Matthiesen.

I 2021 blev grøften på bopladsen Aasivissuit genåbnet for at se, om der var sket ændringer i bevaringstilstanden – det var heldigvis ikke tilfældet. Foto: Henning Matthiesen.

Sensorer måler løbende temperatur og vandindhold i en frossen mødding ved Arajutsisut for at se, om den reelt er permafrossen, eller om der sker en gradvis optøning. Før målingerne kunne begynde, blev der gravet et hul ned i møddingen for at installere målere. Efter installationen blev udgravningen i møddingen fyldt op igen. Sensorerne er forbundet til en datalogger på jordoverfladen. Alle ledninger er ført gennem et fleksibelt metalrør for at beskytte dem mod ræve. Foto: Henning Matthiesen.

stematisk måde, så man senere kan se, om der er sket ændringer i form af f.eks. slitage eller overgroning. En site manager og en park ranger står for den daglige forvaltning, beskyttelse og bæredygtige brug af verdensarvsområdet i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum. Der er udviklet forskellige standarder, som skal sikre en systematisk og ensartet beskrivelse. For de begravede kulturlevn er en visuel beskrivelse fra overfladen dog sjældent nok – her kan det være nødvendigt at foretage mindre udgravninger med mellemrum for at se, om tilstanden ændrer sig.

Næste element i overvågningen handler om måling af miljøforholdene omkring de arkæologiske levn. De er afgørende for den fortsatte bevaring af levnene, hvor jordens surhedsgrad, temperatur, fugt og iltindhold har betydning for kontrollen med eventuel nedbrydning. Der er installeret overvågningsudstyr på udvalgte lokaliteter i verdensarvsområdet, som kontinuerligt måler på forholdene nede i jorden. Data bruges til at vurdere, om der sker ændringer, som øger nedbrydningen af de begravede arkæologiske levn. Vurderingen er baseret på nedbrydningsforsøg i laboratoriet, hvor man har målt nedbrydningshastighed for materiale fra lokaliteterne under forskellige, kontrollerede miljøforhold.