Lygtemændene by Gads Forlag

Elly Griffiths LYGTEMÆNDENE

DANSK VED LÆRKE PADE

GADS FORLAG

PÅ

Lygtemændene er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Lantern Men

Published by agreement with Janklow & Nesbit (UK)

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Anders Timrén

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-06685-9

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Der citeres fra: John Milton: Det tabte paradis, på dansk ved Uffe Birkedal, Vangsgaard, 2006, opr. 1667, oversættelse opr. 1905

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Tilegnet Sheila de Rosa

… Der går det ord, at tit en ånd fra Helved følger med og flagrer hid og did, og leder vild med falske blus den rædde vandringsmand, der kommer ud i mose, sump og kær, og synker i og sluges, fjern fra hjælp.

John Milton: Det tabte paradis

10. juli 2007

Hun har gået længe. Det er pudsigt, men hun havde ikke troet, der var så meget plads i England. Ifølge det kort, hun har printet ud på skolens bibliotek, skulle vandrehjemmet ligge hér, et sted i dette hav af grønt, men nu hvor hun går her, i sine særlige sko og med sin rygsæk, er der ikke en eneste bygning at se nogen steder. Hendes telefon er ikke typen, der har indbygget kort-app, og desuden er den vist løbet tør for batteri. Hun kan ikke gøre andet end at blive ved med at gå.

Vandrehjem uden for Cambridge. Ordene fremmanede billeder af honningfarvede bygninger, kvinder i lange kjoler og mænd med butterflys og de der både, man ror stående. Billeder, som – hjemme i den grå beton hun kom fra – virkede lige så eksotiske, som var de spejlinger fra en fjern planet. Men nu hvor det begynder at regne, og regnen hurtigt finder vej igennem hendes påstået vandtætte nylonanorak, spekulerer hun på, om det vitterlig bare var et fantasifoster. Har det England, hun så for sit indre blik, egentlig nogensinde eksisteret i virkeligheden? Er det her den engelske sommer? Der er noget trykkende ved landskabet: markerne, grøfterne, hist og her et træ, der ser helt forblæst ud. Det føles, som om hun har klaustrofobi og agorafobi på én gang; hun har det, som om hun kravler hen over jordens overflade og samtidig er hegnet ind til alle sider, ude af stand til at undslippe.

9 PROLOG

Det er ved at blive mørkt. Hendes forældre havde ret. Hun skulle aldrig være taget på interrail alene. Hun burde have rejst sammen med nogle venner; så ville de sidde og drikke lunken vin på en sovesal lige nu og le ad dagens eventyr. Men det var jo netop det. Hun havde haft lyst til eventyr, ikke bare de samme billeder at klistre op på kollegievæggen, på hvad det nu end bliver for et perifert universitet, hun kommer til at beære med sin tilstedeværelse. En endeløs travetur igennem grå marker virker bare ikke særlig eventyrligt, især ikke nu hvor hendes nye vandresko er begyndt at gnave. Hun ser på uret. Klokken er ti om aftenen, og nu er det bare mørkt. Skal hun prøve at finde læ et sted? Men det regnvåde landskab giver intet fra sig, ikke engang et skur eller et træ med brede grene. Regnen tiltager med en styrke, der næsten føles ondskabsfuld.

Det er lyset, hun får øje på først. Sådan er det med vejen her; man kan se flere kilometer i begge retninger. En bil – nej, en varevogn, der kommer imod hende i temmelig høj fart. Skal hun tomle? Hendes far har tryglet hende om at lade være, men alternativet er åbenbart at sove i en grøft. Alligevel er der noget, der holder hende tilbage. Der er noget ved bilen – nu kan hun se den helt tydeligt, mørkeblå med sorte ruder – der virker skræmmende, som om den er ude på et eller andet forbryderisk, natligt ærinde. Hun træder til side, trykker sig ind mod buskadset og trækker hætten ned over hovedet.

Men varevognen sænker farten. Den stopper ud for hende, og et vindue bliver rullet ned.

“Jamen stakkels barn,” siger en stemme, der lyder som inkarnationen af hendes cambridgefantasier, “du er jo helt gennemblødt. Hop ind.”

18. maj 2018

Det sidste dagslys dør hen, mens Ruth sidder på verandaen og kigger ud over det lavtliggende marskland The Fens. Den bærbare står åben foran hende, og hun har lige skrevet “SLUT”. Det ser lidt fjollet og melodramatisk ud – hun har tænkt sig at slette det, inden hun sender manuskriptet til redaktøren – men lige nu kan hun bare godt lide at se på skærmen og mærke tilfredsstillelsen ved at have én ting i sit liv, der er afsluttet, færdigt, gennemført. Hun læner sig tilbage og mærker solens sidste stråler i ansigtet. Vejret har været fantastisk i hele den uge, hvor hun har været på skriveophold – fantastisk for England i maj, i hvert fald.

“Hvordan går det?” Crissys entré har som sædvanlig været helt lydløs, men hun dukker op med en bakke og noget, der meget vel kunne være en gintonic.

“Færdig!” Ruth vender sig imod hende med et stort smil.

“Fantastisk.” Crissy stiller bakken på bordet. “Så har du fortjent en drink.”

Crissy virkede lidt åndsfraværende tidligere i dag, men nu smiler hun så varmt til Ruth, at Ruth nærmest kommer til at storgrine som svar. Denne uge har budt på mange overraskelser, tænker Ruth, mens hun smager på den delikate, enebærduftende drink, men det allermest overraskende har været, hvor hurtigt hun og Crissy er blevet venner. Ruth har nogle få, særligt udvalgte venner: Alison

11 KAPITEL

fra skoletiden, Caz og Roly fra universitetet, Shona fra arbejdet, Judy og Cathbad fra … tja, Cathbad ville nok sige, de var en gave fra universet. Men hun har aldrig følt samhørighed med nogen så hurtigt, som hun har gjort med Crissy. De har faktisk ikke rigtig noget til fælles. Crissy er lidt ældre end Ruth og vidste ikke helt, hvad biologisk antropologi gik ud på, før Ruth forklarede det. Hun er tilsyneladende helt uinteresseret i det hjemsøgte marskland, der omgiver hendes hjem. Tilsyneladende har hun hverken mand eller børn. Men hun har sådan en rolig og venlig facon, når hun glider rundt i sine flagrende kjoler med det gråblonde hår i en hestehale, der næsten når hende til livet. Det er i virkeligheden Crissy, der gør Grey Walls – det firkantede stenhus midt i ingenmandsland – til et ægte refugium med blød belysning og delikate dufte. Her har Ruth kunnet skrive sin tredje bog – om neolitiske stencirkler – færdig på rekordtid, og her har hun kunnet glemme de andre bekymringer, der fylder i hendes liv: hendes job på Cambridge, hendes relationer, hendes aldrende far. Hun har ikke glemt sin datter, Kate, og sin kat, Flint, men hun har heller ikke svælget i bekymringer. Ikke engang selvom hun kun har mobilforbindelse, hvis hun stiller sig i det allerfjerneste hjørne af haven.

Crissy bemærker, at Ruth ser på sin telefon. “Din mand har ringet,” siger hun. “Han er på vej for at hente dig.”

Ordvalget får det til at give et sæt i Ruth. Skal hun sige noget? Men Crissy er allerede gledet videre. Så Ruth bliver siddende på verandaen og drikker sin gin, indtil Franks bil dukker op. Hun kan se den på flere kilometers afstand i det flade landskab.

Kriminalkommissær Harry Nelson sidder og tjekker nyheder på sin telefon, da vicekriminalkommissær Judy Johnson braser ind på hans kontor.

“Skyldig,” siger hun. “I begge forhold.”

Nelson læner sig tilbage og lukker øjnene et øjeblik. “Gudskelov,” siger han.

Det er et af de værste øjeblikke i en politimands liv: når man venter på dommen. For knap to år siden arresterede Nelson Ivor March, udarbejdede en sagsmappe med de samlede beviser imod ham og overleverede sagen til domstolene. Nu, efter adskillige dyre uger i landsretten, er retfærdigheden sket fyldest. March er blevet fundet skyldig i mordet på to kvinder, og med lidt held kommer han til at sidde bag tremmer resten af sit liv.

Judy, der var Nelsons næstkommanderende på sagen, virker næsten lige så lettet som ham selv.

“Først var jeg sikker på, han ville blive kendt skyldig,” siger hun. “Altså, der var så mange beviser. Alle de kriminaltekniske forhold. Men da han begyndte bare at benægte det hele, lød han så overbevisende. Jeg var vitterlig bange for, at de måske ville ende med at tro på ham.”

“Åh ja, overbevisende er han i hvert fald,” siger Nelson.

Han tænker tilbage på det øjeblik, hvor han læste sigtelsen højt for March. Han ville selv gøre det, se udtrykket i Marchs øjne, når han sagde ordene: “Ivor March, du er sigtet for at have myrdet to kvinder, Jill Prendergast og Stacy Newman, og dermed have begået et lovbrud.” Det sidste virker altid lidt overflødigt, eftersom det forhåbentlig altid vil være ulovligt at begå mord. Men March havde bare smilet og vendt håndfladerne opad – en gestus, der syntes at sige: “Og nu er det op til dig.” Selv da – går det nu op for Nelson –havde han været overbevist om, at han ville ende med at gå fri.

“Phil Trent vrøvlede totalt rundt i det kriminaltekniske,” siger Nelson. “Ruth ville have været bedre.”

“Han var okay,” siger Judy. “Juryer kan aldrig lide ekspertvidner.”

“Han forvirrede dem med alt det der med jordens pH-værdi,” siger Nelson. “Pointen var, at March myrdede de to kvinder og begravede dem i sin kærestes have. Hans DNA var overalt på dem og på rebet og på plasticen. Der var hår fra hans kat, for pokker.”

“Jeg fatter ikke, at hans kæreste holder ved,” siger Judy.

“Der findes en bestemt type kvinde,” siger Nelson, “som bliver tiltrukket af mænd som March. De tænker, at han er en alfahan, fordi han slår folk ihjel.”

“Pas på,” siger Judy, “du lyder som Madge.”

Nelson slår en latter op. Hos King’s Lynns kriminalpoliti er Madge Hudson, profileringsekspert, kendt under navnet “Dronningen af det Forpulet Indlysende”. Men vicekriminalinspektør Jo Archer, Nelsons chef, er fan af hende og insisterede på, at Madge skulle tilknyttes March-sagen. Madge øste af sin mirakuløse visdom ved at erklære, at March “godt kunne lide at forvolde smerte.”

“Har du fortalt chefen det?” spørger Nelson.

“Nej,” siger Judy. “Du er den første.”

Nelson grynter lidt for at skjule sin tilfredshed. “Du må hellere fortælle hende det,” siger han. “Du ved, hvor meget hun elsker at kunne sætte flueben ved en sag.”

Judy ser på ham. De har arbejdet sammen så længe, at det ikke er alt, de behøver sige højt.

“Men er der sat flueben ved den?” siger hun lidt efter.

“Nej,” siger Nelson. “Nej, det er der ikke.”

Kate kommer hende i møde i fuldt firspring tværs over verandaen. “Vi har været ude at købe ind,” siger hun. “Vi har købt bøf og ovnpomfritter og en ost, der stinker. Man kan lugte den i bilen.”

Ruth omfavner sin datter. Kate er blevet ni, en rastløs alf med

langt, mørkt hår. Hun er skudt i vejret i det sidste års tid, og hendes hoved kan kun lige netop klemmes ind under Ruths hage.

“Jeg elsker stinkeost,” siger Ruth.

“Det sagde Frank også. Han har også købt vin, og chokoladebrownies til mig.”

“Det lyder som en dejlig indkøbstur,” siger Crissy.

“Det her er min datter, Kate,” siger Ruth og prøver at lade være med at lyde alt for stolt.

“Hun ligner dig,” siger Crissy.

“Jeg ligner min far,” siger Kate, og det passer. Til sin egen overraskelse har Ruth fortalt Crissy om Kates ophav. Nu smiler Crissy og vinker til Frank, der står henne ved bilen. Han har tydeligvis holdt sig tilbage, så Ruth kunne koncentrere sig om Kate. Ruth vender sig mod Crissy. “Tusind, tusind tak. Jeg har virkelig haft det dejligt.”

Crissys store knus dufter af patchouli og citrongræs.

“Det er jeg virkelig glad for,” siger hun. “Kom snart igen.”

Men Ruth ved ikke, hvornår hun igen får råd til den luksus, det er at have en uge for sig selv. Skriveopholdet var oprindelig Franks idé; han foreslog det som en løsning på, at Ruths forestående deadline hang som en konstant sky over hendes hoved. “Tag en uge fri og koncentrer dig om at skrive,” sagde han. “Hvor du ikke skal bekymre dig om dine studerende, ikke skal bekymre dig om Kate eller Flint. Eller mig,” havde han tilføjet som en eftertanke, måske fordi det gik op for ham, at det faktisk i Ruths øjne var en væsentlig del af hans charme, at hun aldrig behøvede at bekymre sig om ham. I hvert fald virkede det. Ruth er blevet færdig med bogen, der indtil videre hedder Djævelens cirkel, og hun føler sig mere afslappet, end hun har været længe. Faktisk siden hun flyttede fra Norfolk.

John, der er gartner og altmuligmand, dukker op med Ruths kuffert. Ligesom Crissy er han typen, der kan gøre sin entré fuldstændig lydløst, men han er en venlig sjæl, der har fortalt Ruth nogle meget interessante ting om den lokale folklore. Ruth takker ham og rækker hånden frem til afsked. Efter nogen tøven trykker han den hjerteligt.

Frank kommer hen og tager kufferten. Så giver han Ruth et kys. “Har du haft det godt?”

“Alletiders. Jeg er blevet færdig.”

“Det er da fantastisk, honey,” siger han og giver hende et knus. Ruth bliver stadig glad, hver gang Frank kalder hende “honey”. Guderne må vide hvorfor, for normalt kan hun ikke fordrage den slags kælenheder. Det er måske, fordi det lyder så amerikansk.

Frank lægger kufferten om i bagagerummet. Kate hopper ind på bagsædet. Ruth takker Crissy endnu en gang, og så er de kørt, suser af sted på den vej, der er det højeste punkt i miles omkreds. The Fens glider forbi dem, lilla af kattehale og med hemmelige bredninger, der glitrer i skumringen.

“Hvordan har Flint det?” spørger Ruth, henvendt til Kate.

“Han har det godt. Han har sovet i min seng hele ugen.”

Flint er den, der har haft sværest ved at acceptere flytningen til Cambridge. I begyndelsen var Ruth bange for at lukke den ud, og den sad gnavent i vindueskarmen i deres byhus og drømte sikkert om sit gamle liv blandt saltmarskens rige dyreliv. Nu kommer den ud i haven og har etableret sig som kvarterets alfakat, men Ruth synes, hun kan fornemme, at den stadig ikke har tilgivet hende. Og den sover aldrig i Ruths seng mere, måske fordi Frank nu ligger der.

Klokken er ni om aftenen, da de kommer hjem, men der er stadig lidt dagslys tilbage. Snart bliver det juni og årets længste dag, tænker Ruth. Sommersolhverv. Som altid får tanken om den

hedenske højtid hende til at tænke på Cathbad. Hun må snart ringe til Cathbad og Judy. Frank bærer hendes kuffert indenfor. Ruth følger efter med sin bærbare og holder udkig efter Flint. Kate tænder for fjernsynet i stuen. Ruth skal lige til at protestere, men så ser hun et ansigt på skærmen, et stærkt, næsten krigerisk ansigt, med grånende, mørkt hår. “Kriminalkommissær Harry Nelson fra Norfolk Politis afdeling for særlig alvorlig kriminalitet” lyder underteksten.

“Far!” udbryder Kate begejstret.

“Der var en overflod af beviser imod March, og vi er lettede over, at han er blevet kendt skyldig,” siger Nelson, “men vi vil stadig gerne afhøre ham om to andre kvinders forsvinden.”

Frank kommer ind i stuen. “Bøfferne er snart færdige,” siger han. “Skal jeg åbne vinen?” Så holder han inde, fordi både Ruth og Kate ignorerer ham, mens de stirrer på manden i fjernsynet.

Nelson er ved at pakke sammen og gøre sig klar til at holde fyraften, da vicekriminalinspektør Jo Archer pludselig står i døren til hans kontor.

“Tidligt fri dag?” siger hun.

Nelson bider ikke på krogen. Klokken er seks om aftenen, og Jo siger altid, han ikke skal arbejde over. “Nemlig,” siger han. “En halv fridag for god opførsel.”

Jo ler og sætter sig i gæstestolen. Hun holder stædigt fast i sin overbevisning om, at de har et forbilledligt samarbejde. “Vi ved nøjagtig, hvad vi skal gøre for at gå hinanden på nerverne,” har hun engang sagt. “Fuldstændig som om vi var søskende.” Men Nelson har to søstre, og det her er altså en anden snak. For det første er Jo hans chef, for det andet sidder hun på en balancebold, når hun afholder samtaler, og engang prøvede hun at få ham til at deltage i et mindfulnessseminar. Dog er hun ikke nogen dårlig strisser, og han er ikke hundrede procent uvenligt stemt over for hende.

“Du må være glad for det med March,” siger hun.

Nelson sætter sig ned over for hende. “Der er stadig de andre to kvinder,” siger han. “Nicola Ferris og Jenny McGuire.”

Nu smiler Jo ikke mere. “De er aldrig blevet fundet,” siger hun.

“Det ved jeg,” siger Nelson, “men March har slået dem ihjel, det er jeg sikker på. Han gik efter en helt specifik type. Jill Prendergast og Stacy Newman var begge to høje og lyshårede og havde

KAPITEL 2

blå øjne. Nicola og Jenny var meget samme type og samme alder, midt i trediverne. Begge kvinder boede i det nordlige Norfolk, og begge har gået på Marchs aftenskole. Og ingen af dem er blevet set siden sommeren 2016.”

“Jeg giver dig ret i, at der er indicier,” siger Jo, “men uden kriminaltekniske beviser har vi intet, der knytter March til dem. Deres DNA er ikke blevet fundet på noget som helst hjemme hos ham.”

“Det er han for klog til,” siger Nelson. “Med Jill og Stacy var de eneste DNA-beviser gravet ned i hans kærestes have.”

“Vi har vendt op og ned på den have,” siger Jo, “og vi har kun fundet de to lig.”

“De ligger begravet et andet sted,” siger Nelson. “Det er jeg sikker på.”

“Det havde nok alligevel været klogere ikke at nævne det i tvinterviewet,” siger Jo. “Det giver de efterladte falske forhåbninger.”

Nelson vidste godt, det måtte komme. Jo stoler ikke på ham foran kameraerne. Hun siger, han er for intimiderende, ikke varm nok. Han skuler til journalisterne og bjæffer enstavelsessvar. Jo mener, at al medieomtale bør håndteres af Judy fra nu af. Eller endnu bedre: af Superjo selv.

“March elskede at være på anklagebænken,” siger Nelson. “Han elskede al opmærksomheden. Måske vil han tilstå, bare for at få mere tid i rampelyset. Han kommer til at kede sig i fængslet, selv med alle de sindsforvirrede kvinder, der skriver til ham.”

“Jeg ville nu ikke satse på en tilståelse,” siger Jo. “Og selvom det er barskt, kan vi ikke blive ved med at smide penge og ressourcer efter sagen.”

“Så det er bare ærgerligt for Nicola og Jenny? Sagen er lukket?”

“Vi leder videre,” siger Jo. “Vi er bare nødt til at prioritere andre sager først.”

Nelson ved, hun har ret, men han hader uafsluttede sager. Han ved, at Nicola og Jenny kommer til at hjemsøge hans drømme. Ligesom Lucy Downey gjorde for år tilbage.

“Tag hjem, Nelson,” siger Jo. “Lille George skal nok muntre dig op.”

“Han er ikke så lille mere,” siger Nelson. “Han bliver snart to.” Hans ansigt klarer dog alligevel op ved tanken om hans søn.

Men på vejen hjem henfalder Nelson alligevel til at tænke på Nicola Ferris og Jenny McGuire. Nicola var fireogtredive og single. Hun boede uden for Cley, i udkanten af marskområdet i det nordlige Norfolk, og underviste i udskolingen på den lokale skole. Hun var også ivrig amatørkunstmaler og havde taget et kursus i det lokale medborgerhus. Kursuslederen var Ivor March. I juli 2016 var Nicola taget med de andre elever på pub efter den sidste undervisningsgang. Hun forlod pubben klokken ti om aftenen for at cykle hjem og er aldrig set siden. Jenny var seksogtredive, fraskilt og havde et barn. Hun boede i Holt og arbejdede i en souvenirbutik på en herregård i nærheden. Hun havde også taget et kursus hos Ivor March i medborgerhuset, men i kreativ skrivning. En morgen i august var Jenny taget afsted på arbejde, havde cyklet igennem tågen. Hun var aldrig nået frem.

Nelson og hans team havde straks spottet sammenfaldene. De afhørte March og de andre elever og kursusledere. Han indrømmede, at han kendte begge kvinder, men han havde i begge tilfælde et alibi – sin kæreste. I september var endnu en kvinde forsvundet. Jill Prendergast, en femogtrediveårig undervisningsassistent fra Cromer. Jill blev sidst set ved et busstoppested i nærheden af Cley, hvor hun skulle besøge en veninde. Hun var efter alt at dømme en udadvendt, livlig kvinde, der gik meget op i sit arbejde og sin

kat, Ferdy. Hun havde en kæreste, en elektriker ved navn Jay, og han var selvfølgelig den første, der kom i søgelyset. Men Jay havde et alibi: Han havde haft en lang vagt på det hospital, hvor han arbejdede. Da de gennemgik listen over Jills venner og bekendte, var de stødt på Ivor March. Jill havde været veninde med Marchs kæreste, Chantal Simmonds. De to kvinder havde mødt hinanden til aerobic og havde været ude sammen adskillige gange sammen med deres respektive kærester. Jill og Jay havde sågar været med til Marchs’ halvtredsårs fødselsdagsfest. March havde et alibi –Chantal, selvfølgelig – for den aften, Jill forsvandt, men Judy fik en dommerkendelse til at grave haven op bag Chantals lille hus i Salthouse. Der fandt de ikke blot de jordiske rester af Jill, men også de jordiske rester af Stacey Newman, en kontormedhjælper, der var meldt savnet fem år forinden.

Stacy, som havde været otteogtredive og fraskilt, boede i London, og derfor havde Nelsons team ikke haft noget med sagen at gøre. Det var nok også nemmere at forsvinde i London end i det landlige Norfolk. Men der var en forbindelse, selvom ingen havde fået øje på den før. Stacy havde kendt Ivor March. De havde mødt hinanden, dengang han studerede på St Martin’s, og havde holdt kontakten. Stacy havde også været med til en af Marchs fester. “Han er en fantastisk vært,” som Chantal havde fortalt Judy med strålende øjne. Stacy og March havde formentlig også været i seng sammen, men det kunne Chantal ikke drømme om at indrømme. Til gengæld var det indiskutabelt, at der blev fundet DNA fra March på begge lig og på det reb, de var blevet bundet med. Der var også fibre fra hans hjem og fra hans kat, Mutter Gabley. March påstod selvfølgelig hårdnakket, at det var politiet, der havde plantet beviserne.

Nelson havde lige fra begyndelsen været sikker på, at March også havde slået Nicola og Jenny ihjel. Han havde kendt dem begge, og

alle fire kvinder havde haft de samme fysiske karakteristika: høje og lyshårede med blå øjne. Det var værd at bemærke, at Chantal Simmonds var lav og mørk. Nelsons team havde endevendt hver eneste kubikcentimeter af Chantals have samt hendes hjem og Marchs lejlighed i King’s Lynn. Men de havde aldrig fundet det mindste spor af de forsvundne kvinder. Uden kriminaltekniske beviser ville March aldrig blive dømt. Nelson måtte slå sig til tåls med at sigte March for mordene på Jill og Stacy og siden bare holde øjne og ører åbne og vente. Men tålmodighed er ikke hans stærke side.

Nelson drejer ind ad sin indkørsel og nyder som altid det øjeblik, hvor garagedøren går op som ved et trylleslag, da han trykker på fjernbetjeningen. Michelles bil holder der allerede, og han overvejer, hvem der vinder kapløbet om at komme ham i møde i dag, George eller familiens schæferhund, Bruno.

Det bliver George, men kun fordi Bruno godmodigt holder sig tilbage.

“Far!” George kaster sig mod Nelsons ben. Han er meget farsyg for tiden, hvilket ifølge Michelle “bare er en fase.” Hun har sikkert ret, men Nelson nyder det, så længe det varer.

“Hej, Georgie.” Nelson svinger sin søn op i luften. Bruno ser ængsteligt til – der er før sket ulykker med loftsarmaturer.

Michelle dukker op i døren til køkkenet. “Forsigtig, Harry.”

“Han elsker det,” siger Nelson og kaster George op i luften igen. Bruno bjæffer kort.

“Bruno ved godt, det er farligt.”

“Han er en gammel dame.” Men Nelson sætter George ned igen og klapper hunden, hvis omsorg for familien til tider nærmer sig det sygelige.

“Har du haft en god dag?” spørger Michelle.

“OK. Ivor March blev kendt skyldig. Har du hørt nyheder?”

“Jeg hører aldrig nyheder mere. De er altid deprimerende.”

“Det kan du have ret i. Hvad har du lavet i dag?” Han følger efter Michelle ud i køkkenet for at tage en øl. Han prøver at holde sig til kun at drikke i weekenden, men føler, at han fortjener en lille fejring. Det er trods alt fredag.

“I formiddags var jeg på arbejde,” siger Michelle. “Så hentede jeg George i vuggestuen, og så gik vi hen i parken. Jeg mødte Cathbad og Miranda derhenne.”

“Miranda må da være kommet i skolealderen. Vil du have et glas?” Nelson holder vinflasken frem med en lokkende bevægelse, men Michelle ryster på hovedet. Hun drikker ikke ret meget og er meget striks med, hvad hun indtager. Hun siger, det var sværere at få sin figur tilbage efter tredje barn, og at hun er fast besluttet på ikke at miste den igen på grund af et glas prosecco hver aften. Nelson forstår godt ræsonnementet og beundrer hendes selvkontrol, men det ville nu være rart at have en at drikke et glas med en gang imellem.

“Cathbad sagde, at Miranda havde været sløj om morgenen,” siger Michelle. “Men jeg syntes nu, hun så sund og rask ud. Du ved, hvor blødsøden han er over for de børn.”

Cathbad, Judys kæreste, passer deres børn, når han ikke lige underviser i meditation og er deltidsdruide, som han kalder sig. Han tager uden tvivl mere afslappet på skolens mødepligt – og regler generelt – end Judy.

“Cathbad fortalte, at Ruth nyder sit skriveophold,” siger Michelle uden at kigge på Nelson. “Det er i The Fens, langt ude på landet.”

“Jeg fatter ikke, hvorfor hun overhovedet ville på skriveophold,” siger Nelson. “Men det er måske sådan noget, man gør i Cambridge.” Han udtaler bynavnet med en vis foragt i stemmen. Han

ved godt, at Ruth skulle på skriveophold, for hun spurgte ham i sidste uge, om han havde noget imod, at Frank passede Katie hele ugen. Nelson havde noget imod det, men han vidste godt, han ikke kunne sige det højt.

“Jeg håber, Frank har fået Katie i skole til tiden,” siger han nu.

“Det er jeg sikker på, han har,” siger Michelle. “Han er ikke ligesom Cathbad, han er meget ansvarsbevidst.” Da hun ser Nelsons ansigtsudtryk, tilføjer hun: “Han er hendes stedfar.”

“Det er han ikke,” siger Nelson, “for han er ikke gift med Ruth.”

“De bor sammen,” siger Michelle. “Det kommer ud på ét.”

Men det gør det bestemt ikke i Nelsons øjne. Ægteskab er en enhed, som Gud og loven har velsignet, og lige nu er det loven, han går mest op i. Han går ind i stuen med sin øl og tænder for fjernsynet. George kommer hen med nogle byggeklodser, og Nelson leger halvhjertet med.

Han føler ikke længere, der er så meget at fejre alligevel.