KNUD RASMUSSEN
og Grønlands kolonihistorie
Det er jo i det hele taget saaledes, at vore Teorier herhjemme altid har været uangribelige og i god Orden, men det forekommer mig, at det, som det virkelig kommer an paa, nemlig det rent personlige Samarbejde mellem Danske og Grønlændere, har det skortet paa, og det er Grunden til, at vi paa saa mange Omraader i Virkeligheden slet ikke staar
Grønlænderne saa nær, som vi ofte tror.
Foredrag i Rigsdagen 1925
Bogen er udgivet med støtte fra Moth-Lunds Fond
Knud Michelsen
Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie
NORD ACADEMIC
Knud Rasmussen og Grønlands kolonihistorie
© Knud Michelsen og Nord Academic / Gads Forlag 2025
Projektledelse: Rikke Kensinger
Omslag: Sune Ehlers / River
Forsidefoto: Thorvald Stauning og Knud Rasmussen i samtale. © Søren Christian Henriksen, 1931. Det Kgl.
Bibliotek / VISDA. Fotografiet er grafisk bearbejdet.
Grafisk tilrettelægning og sats: Demuth Grafisk
Billedredaktion: Knud Michelsen og Therese Boisen Haas
Repro: Narayana Press
Tryk og indbinding: ScandinavianBook
ISBN: 978-87-12-07576-9 1. udgave, 1. oplag
Printed in EU 2025
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav vil i denne forbindelse blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.
Denne afhandling er antaget til offentligt forsvar for den filosofiske doktorgrad ved Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Læs om Nord Academics klimakompensering af vores bogproduktion på nordacademic.dk
Nord Academic / Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
kontakt@nordacademic.dk www.nordacademic.dk
Indhold
ANDEN DEL 1910-1921
TREDJE DEL 1921-1933
Forord
Knud Rasmussen var bror til min mormor, der var vokset op sammen med ham i præstegården i Jakobshavn (Ilulissat). Siden havde hun i Danmark været en del af den kreds af unge, hvor han var det selvfølgelige centrum, og hun havde også rejst sammen med ham på en af hans tidlige ekspeditioner i Grønland.
Efter mine bedsteforældres død fandt jeg på deres loft en papkasse, som var fuld af breve, digteriske forsøg, dagbøger, fotografier og meget andet, alt sammen materiale fra Knud Rasmussens ungdom. I sit essay, Knud og Olsen fra Vognmagergade, fortæller Tom Kristensen, der som bemeldte Olsen bistod Knud Rasmussen i at gøre det overvældende materiale fra 5. Thule-ekspedition tilgængeligt for den menige læser, om Knuds lille forslidte kuffert med de mange hotelmærker på: ”Aa, den Kuffert! Den var hans onde Aand. Den kunde vække ham midt om Natten. Den kunde faa ham til at rejse sig fra Bordet, bedst som vi sad og spiste. Den var aldrig ude af hans Tanker, for i den laa alle Dagbøgerne fra de fire Aar, hele Ekspeditionens videnskabelige Resultat.”
Sådan havde jeg det ikke med kassen, men indså nok, at den havde et krav på mig, som jeg så siden også søgte at indløse, først med essayet Jeg vil ikke dø for et Skuldertræk (1999) og senere med bogen Den unge Knud Rasmussen, belyst gennem breve og andre kilder, 1893-1902 fra 2011. Arbejdet med sidstnævnte gav mig lyst til at fortsætte i andre arkiver end mit eget, og det udmøntede sig i de følgende år i endnu tre bøger, som primært byggede på arkivstudier, og som dækkede årene mellem 1902 og 1925: Vejen til Thule (2014), I videnskabens navn (2018) og Rejsen til det oprindelige folk (2021), alle med undertitlen: Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder. I 2017 udkom En værkende tand: Striden om 2. Thule-ekspedition.
Som der nærmere vil blive redegjort for i indledningen, kan dele af disse bøger betragtes som forarbejder til den foreliggende afhandling. Der vil derfor indgå flere afsnit fra dem, og man vil undervejs støde på en del henvisninger til dem. Det skal samtidig understreges, at afhandlingen kan læses uden kendskab til dem, og at den i modsætning til dem ikke er biografisk anlagt, men koncentreret om en bestemt problemstilling. Under arbejdet med bøgerne havde det slået mig, hvor meget samtidens grønlands- og kolonipolitik fyldte i arkiverne og i Knud Rasmussens bidrag til aviser og tidsskrifter, og hvor lidt denne side af hans virksomhed har fyldt i billedet af ham. Det er denne skævhed, afhandlingen søger at rette op på,
ikke blot for at skabe et mere fuldstændigt billede, men også for at se ham i lyset af den interesse for Grønlands kolonihistorie, der spiller en central rolle i dag.
Selv om der har været mange hede debatter om relationen mellem Danmark og Grønland, udkommer afhandlingen under den måske hedeste debat overhovedet, fremkaldt af præsident Trumps ønsker om en amerikansk overtagelse af Grønland og de hidtil stærkeste ønsker i Grønland om snarlig selvstændighed. Det skal derfor understreges, at manuskriptet blev afsluttet i april 2024 og ikke på nogen måde er influeret af den debat, der siden har fundet sted. Det betyder selvsagt ikke, at afhandlingen er uden relevans i forhold til debatten. Fx er spørgsmålet om dansk suverænitet i Grønland et vigtigt tema. Det samme gælder den danske og grønlandske debat om selvstændighed, sådan som den udfoldede sig i 1900-tallets første årtier. Man kan i dag let få det indtryk, at der dengang var enighed om kolonipolitikken, men det er ingenlunde tilfældet.
Flere personer har været med til at give afhandlingen sin endelige form. Det gælder først og fremmest Knud Wentzel og nu afdøde Jens Anker Jørgensen, der som mange gange tidligere har stået bi med kritik og gode råd. Og det gælder Peter Schepelern, Bibi Petersen og John Kendal, der har hjulpet med korrekturen og det engelske resumé. Jeg skylder dem alle stor tak. Også tak til de fonde, der har ydet økonomisk tilskud til udgivelse af afhandlingen, og til disputatsudvalget, der i en foreløbig indstilling på forskellig måde har bidraget til bogen. Endelig en varm tak til min kone, Jonna Poulsen, som på den lange rejse frem mod publiceringen har været en trofast støtte og værdifuld samtalepartner.
Indledning
Baggrund og formål
At ankomme til en ny tid er også at ankomme til en ny fortid. Derfor må historien hele tiden skrives om, også den, der handler om enkeltpersoners rolle i den. Baggrunden for denne afhandling er et ønske om at belyse Knud Rasmussens (herefter KR) position i forhold til kolonipolitikken i Grønland. Der er i disse år en stigende opmærksomhed om Danmark som kolonimagt, herunder som kolonimagt i Grønland, og eftersom KR er en af de personer, der har haft størst betydning for det dansk-grønlandske forhold, er det en nærliggende opgave at få belyst, hvordan han opfattede sin rolle i en kolonial kontekst, og hvordan han agerede i forhold til den. Selv om der er skrevet meget om ham, er emnet kun sporadisk berørt, og det er aldrig tidligere gjort til emne for en afhandling, bl.a. fordi hverken hans samtidige eller eftertiden har opfattet ham som engageret i koloniale spørgsmål eller grønlandspolitik. Den eneste, der har udgivet noget sammenhængende om dette aspekt af KR’s virksomhed, er H.A.Ø. Bistrup, og det kan synes, som om alle har delt det synspunkt, som han giver udtryk for i Knud Rasmussen og Grønlandsmonopolet fra 1936, hvor han, tre år efter KR’s død, skriver, at denne ”kun i meget ringe Grad, for ikke at sige slet ikke, tog Del i Grønlandspolitikken” (Bistrup 1936, s. 9).1
Intet kan være mere forkert. Sandt nok gjorde han sig ikke gældende som politiker, hverken på dansk eller grønlandsk grund, men det betød ikke, at det meste af hans virksomhed ikke på den ene eller anden måde rummede en kolonial og grønlandspolitisk dimension, eller at han ikke må ses som en central aktør i disse sammenhænge. En liste over vigtige politikområder i Grønland i første halvdel af 1900-tallet kan fx se sådan ud:
1. Dansk suverænitet i Grønland
2. Dansk lovgivning for Grønland
3. Grønlandsk selvstyre
4. Monopolhandel
5. Erhvervsliv
< Overmalet buste af KR i Hundested. Overmalingen fandt sted 30. juni 2020, kort efter den beslægtede aktion mod statuen af Hans Egede i Nuuk. Foto: Emil Enemark Sørensen.
TV 2 Kosmopol
6. Uddannelse
7. Sprogspørgsmål
8. Kulturliv
9. National identitet.
Som det vil fremgå, har KR ikke blot sine bestemte meninger på alle disse områder, men tager også vigtige initiativer på dem.
Når der ikke tidligere er blevet fokuseret på dette forhold, hænger det dels sammen med, at han i videst muligt omfang undlod at blande sig i den offentlige debat, og at han i sine bøger aldrig direkte tematiserede koloniale eller grønlandspolitiske spørgsmål, dels med en forståelse af det politiske som et ret afgrænset felt, forbeholdt politikere og debattører, og endelig med en forståelse af Grønland som en del af rigsfællesskabet. Ligesom vi har en tilbøjelighed til at tilbagedatere det nuværende Danmarks udstrækning til fortiden og ikke tager hensyn til, at Danmark engang var en multinational konglomeratstat, har vi også været tilbøjelige til at se bort fra, at der gennem mere end to århundreder bestod et kolonialt forhold mellem Danmark og Grønland.2
Det sidste er vi dog i de seneste årtier blevet mindet om ved fremvæksten af postkolonial teori eller postkoloniale studier, der i dag er en dominerende retning inden for den kolonihistoriske forskning. Der gør sig her en modsat tendens gældende, men nu helt bevidst, nemlig til at fremdatere et lands tidligere kolonistatus til nutiden og se dets nutidige kriser, konflikter og udfordringer i lyset af denne. En væsentlig motivation bag denne afhandling er da også, at billedet af KR som følge af den fornyede opmærksomhed omkring Danmark som kolonimagt – en opmærksomhed, der netop i høj grad er fremkaldt af den stigende udbredelse af postkolonial teori og diskurs – er ved at ændre sig. Frem for billedet af polarhelten, som endnu var det dominerende for blot 10-15 år siden (fx i Kirsten Hastrups Vinterens hjerte fra 2009), er et andet billede ved at tegne sig, hvor KR ikke mindst i Grønland i højere grad ses som del af og i forlængelse af kolonihistorien.3 Der er umiddelbart også meget, der taler for at se ham i det lys, bl.a. fordi han aldrig anfægtede Grønlands status som dansk besiddelse. Men grundlæggende ved vi for lidt om, hvordan han selv og hans professionelle virke forholdt sig til kolonihistorien og grønlandspolitikken. Det er derfor et selvstændigt formål med afhandlingen på grundlag af de relevante kilder at påvise omfanget af KR’s engagement og involvering i grønlandspolitiske og koloniale spørgsmål og initiativer. Når det gælder den overordnede hensigt med afhandlingen, er den som sagt at belyse KR’s position i forhold til den danske kolonipolitik i Grønland, hvormed nærmere menes: at foretage en dokumentation og vurdering af KR’s position i forhold til den officiel-
le grønlands- og kolonipolitik.4 Hertil kommer som et vigtigt delmål at analysere hans rolle som deltager i en politisk og kulturel proces, der handler om Grønlands udvikling og inuits fremtid.
Genre
Genremæssigt kan afhandlingen kategoriseres som en monografi. Ifølge de gængse definitioner er en monografi en videnskabelig afhandling, der behandler et nærmere afgrænset emne (Den Store Danske), herunder en persons professionelle virke (Den Danske Ordbog), og gør det på en udtømmende måde (Norsk Wikipedia). Det nærmere afgrænsede emne er KR’s forhold til koloniale og grønlandspolitiske spørgsmål, som undersøges gennem kendte og ukendte kilder fra hans professionelle virke. Selv om afhandlingen med sin kronologiske fremstilling bygger på KR’s livsforløb og dermed inddrager biografiske forhold, er disse kun medtaget i det omfang, de tjener til at belyse den nævnte problemstilling. Der er således ikke tale om en traditionel life-work-time-skildring (jf. Possing 2015), men om en afhandling, der har fokus på de grønlandspolitiske aspekter af KR’s virksomhed som polarforsker, som leder af handelsstationen Thule, som talsmand for både danskere og grønlændere og som engageret i inuits fortid, nutid og fremtid på verdensplan. Der er biografiske grunde til den nære relation til Grønland, men det, der skaber det livslange engagement i Grønland, er KR’s virksomhed som polarforsker og grundlægger af handelsstationen i Thule. Med hensyn til begge disse aktiviteter indgår de naturligvis som elementer i et svar på spørgsmålet om KR’s position i forhold til kolonipolitikken. Dette spørgsmål kan imidlertid også som underpunkter stilles i andre sammenhænge: Dels – når det gælder rollen som polarforsker – som et spørgsmål om positionen i forhold til den umiddelbart forudgående og samtidige generation af polarforskere, og dels – når det gælder handelsstationen – som et spørgsmål om positionen i forhold til ledelsen af kolonierne i det øvrige Grønland.
I en biografi ville vægten blive lagt på den udvikling, KR gennemløber, og hos ham som personlighed. Selv om afhandlingen berører disse temaer, ligger de uden for dens fokus, med mindre de har en direkte betydning (fx spørgsmålet om hans identitet). Det samme gælder KR’s udvikling som forfatter. Det centrale er den særlige position han får, en position, der rent foreløbigt bedst kan beskrives ved begreberne indenfor og udenfor: Han befinder sig inden for det grønlandske samfund, fordi han opfatter sig som grønlænder, men befinder sig samtidig med sin danske identitet og sit faktiske tilhørsforhold til det danske samfund udenfor. Han befinder sig som folklorist og etnolog inden for det videnskabelige samfund, men som autodidakt udenfor. Han befinder sig som rådgiver og talsmand for danske interesser inden for den danske grønlandsadministration, men som kritiker,
talsmand for grønlændere og inuitter og som selvbestaltet ejer af en handelsstation udenfor. På samme måde befinder handelsstationen sig nok inden for Grønlands grænser, men uden for det Grønland, der omfattes af de danske kolonier.
Grønland som koloni
I og med at afhandlingen grundlæggende hviler på forståelsen af relationen mellem Danmark og Grønland som et kolonialt forhold, er det nødvendigt på forhånd at afklare, hvad der nærmere skal forstås herved.
Så lidt som Færøerne og Island var Grønland en koloni i almindelig forstand, men som disse oprindelig, det vil i Grønlands tilfælde sige fra 1261, et biland eller skatteland, statsretligt en del af det norske og efter 1380 det dansk-norske rige. I perioden efter at nordboerne, der var ankommet i 900-tallet, var forsvundet fra øen engang i begyndelsen af 1400-tallet, og frem til Hans Egedes landgang i 1721, blev der gjort flere forsøg på at hævde den dansk-norske overhøjhed over øen. Man havde altså ingenlunde opgivet øen, selv om kommunikationen med nordboerne var ophørt:
I 1636 og 1654 blev dansk-norske skibe udsendt til Grønland, hvor besætningen kom i kontakt med den grønlandske befolkning. Hensigten var at genskabe kontakten med det gamle biland, fordi kongemagten ønskede at hævde sin ret til området.5
Mere detaljeret hedder det i redaktørernes indledning i Marquardt og Høiris 2019:
Politisk var der i Europa ingen, der anfægtede, at Grønland hørte til i det dansk-norske imperium, selv om forbindelsen med landet var ophørt tidligt i 1400-tallet. Da det lykkedes at landsætte danske ekspeditioner i 1605-07, 1636 og 1652-54, skete det for at genetablere forbindelsen med Grønland og skabe forudsætningerne for at forsyne lokalbefolkningen med livsfornødenheder, gøre dem kristne, oplyse dem om deres status som den danske konges undersåtter og derved gøre dem til borgere i imperiet på linje med kongens øvrige undersåtter (s. 9).
I 1600-tallet, hvor farvandene ved Grønlands vestkyst blev flittigt besøgt af engelske og hollandske hvalfangere, blev der gjort flere forsøg på at begrænse deres fangst og hindre deres tuskhandel med øens nuværende inuitbefolkning. Samtidig med at man på dette tidspunkt var klar over, at der boede en anden befolkning på øen, anså man det ikke for udelukket, at der stadig fandtes efterkommere af den
oprindelige nordbobefolkning, en vigtig baggrund for Hans Egedes missionsprojekt. Han måtte jo gå ud fra, at disse efterkommere stadig var katolikker og endnu ikke havde mødt ’den sande lutherske lære’.
Som det fremgår af den historiske forskning, var det afgørende imidlertid ikke missionen, men suverænitetshåndhævelsen,6 og det var også denne, der efter Hans Egedes landgang førte til anlæggelsen af stadig flere byer – eller kolonier – langs den grønlandske vestkyst.
Som følge af denne historiske baggrund ligger det i sagens natur, at Grønland trods den samme statsretslige status ikke kan betragtes på samme måde som Færøerne og Island. Dels havde der siden middelalderen været en løbende kommunikation mellem Island og Færøerne og det dansk-norske rige, mens forbindelsen til Grønland havde været afbrudt siden begyndelsen af 1400-tallet. Dels var landet siden 1100-tallet i stigende grad beboet af inuitter, som var indvandret fra arktisk Canada, og som etnisk, sprogligt og kulturelt var helt forskellige fra de nordiske folk. Mens færinger og islændinge befandt sig under stort set samme europæiske kulturpåvirkning som danskere og nordmænd, tilhørte grønlænderne et oprindeligt folk, som i store træk stadig levede, som de havde gjort siden indvandringen fra Canada. Etableringen af kolonierne må derfor betragtes som en reel kolonisering og for-
Kortet viser de kolonier, der blev anlagt på grønlands vestkyst i 1700-tallet. Kort: Per Jørgensen
holdet mellem udsendte danske og grønlændere som et kolonialt og/eller paternalistisk forhold.
Det lå som sagt i sagens natur. Enten måtte man derfor overlade den nye befolkningsgruppe øen og afholde sig fra at blande sig i dens liv – det var i vidt omfang, hvad Canada gjorde helt frem til begyndelsen af 1900-tallet i forhold til inuit-befolkningen i det nuværende Nunavut – eller man måtte via handel og mission inddrage befolkningen i den almeneuropæiske udvikling. Man valgte det sidste, for reelt var der ikke nogen anden mulighed. Ligesom ønsket om suverænitetshåndhævelse førte til kolonierne, førte kolonierne til etableringen af et kolonialt forhold til den lokale befolkning.
Fra starten var man naturligvis interesseret i at udnytte landets ressourcer, men stod straks med et alvorligt problem. Ganske vist var områderne omkring Grønland meget vigtige for hvalfangerne, men Grønland i sig selv formentlig et af de mindst lukrative steder i verden at drive handel. Som den førende skikkelse i den grønlandske administration i 1800-tallet, H.J. Rink, skriver i Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866-1871): ”Lige indtil vore tider eksisterer der endnu ingen europæisk koloni, som har kunnet holde sig i et af naturen så tarveligt udstyret land som Grønland”.7 Og som kolonihistorikeren Johannes Brøndsted gør opmærksom på i Vore gamle Tropekolonier (1952-1953), var det ikke netop ideen med at have kolonier:
Man se nu på dette så eller så, en ting synes sikker, den nemlig, at moderlandets første og foretrukne synsmåde alle skiftende tider igennem overfor kolonierne var, at de skulle give udbytte. Forrest i interessen stod faktisk den effektive udnyttelse.8
Det kunne man ikke på nogen måde regne med i Grønland, hvor også de første forsøg endte med, at de involverede handelskompagnier måtte give op og lade staten overtage handelen. Argumentet for den gradvise kolonisering af øen måtte derfor være et andet, og det er her svært at pege på andre forhold, end at Danmark-Norges overhøjhed adskillige gange og i stigende omfang var blevet krænket af engelske og hollandske hvalfangere. Skulle Danmark kunne forsvare overhøjheden, var der ikke andet for end at etablere kolonier på vestkysten, hvor truslen var størst. Hertil kom Hans Egedes stædighed. Efter store og meget omkostningstunge problemer i forbindelse med de første forsøg på at få koloniseringsprojektet til at fungere blev han sammen med købmænd og kolonister hjemkaldt i 1731 og hele projektet beordret lukket. Egede og hans familie blev imidlertid og fik overbevist den nye konge, den fromme Christian 6., om nød-
vendigheden af at fortsætte det påbegyndte missionsarbejde blandt inuit, og etableringen af kolonien Godthaab blev i de følgende årtier fulgt op:
Fra 1730’erne begyndte kolonibyer at blive anlagt. I løbet af kun 60 år var kysten koloniseret med 13-15 byer. Det var en voldsom bydannelse eller urbanisering i et land, der aldrig havde kendt til byer. Byerne skulle bruges til at fastslå den dansk-norske konges krav og danne et omsiggribende handelsnetværk til at udmanøvrere de fremmedes handel og fangst.9
Grønland var derfor ikke i streng forstand en koloni, men officielt som Færøerne og Island et biland. Frem for at tale om Grønland som en koloni talte man derfor almindeligvis om kolonierne i Grønland, hvormed man sigtede til handelsstederne på vestkysten og fra 1894 til den eneste østkystkoloni, Ammassalik. Dette var også mere præcist, for frem til 1900-tallet havde Danmark kun internationalt anerkendt overhøjhed over de dele af Grønland, der omfattedes af kolonierne. Det meste af den enorme ø var stadig ingenmandsland. Vil man fastholde betegnelsen koloni, og det er trods forbehold10 almindeligt accepteret i dag og derfor også i denne afhandling, er det egentlig først med Haag-dommen i 1933, der afviser Norges krav på Østgrønland, at (hele) Grønland kan kaldes det. Derimod er det som sagt indiskutabelt, at det forhold, der bestod og i stigende grad kom til at bestå mellem danskere og den indvandrede befolkning, grønlænderne, var et kolonialt eller paternalistisk forhold.
Koloniperspektivet og forskningen
Forståelsen af Danmarks forhold til Grønland som et kolonialt forhold, som bliver stadig mere almindelig fra 1980’erne,11 skaber samtidig et ønske om at belyse det grønlandske samfund i et kolonialt og postkolonialt perspektiv. Fra 1992 udkommer årsskriftet Grønlandsk samfunds- og kulturforskning med artikler om både historiske og aktuelle forhold og efter 2000 en række antologier, typisk med Ole Marquardt og Ole Høiris som redaktører, der fokuserer på forskellige temaer i relation til Grønlands kolonihistorie samt aktuelle tendenser og problemstillinger. Hertil kommer en række enkeltværker og ph.d.-afhandlinger om forskellige aspekter af det danske kolonistyre og dets påvirkning af det grønlandske samfund samt bindet om Grønland i fembindsværket Danmark og kolonierne fra 2017.
I og med denne omlægning af perspektivet ændres også synet på den danske politik og dansk tilstedeværelse i Grønland. I forhold til traditionelle fremstillinger af Grønlands historie er synsvinklen langt mere kritisk, og der gøres op med den såkaldte danske exceptionalisme, dette at Danmark skulle have optrådt som
en særlig mild og human kolonimagt. Samtidig åbner synsvinklen mulighed for at benytte teorier og metoder, som i øvrigt anvendes inden for den kolonihistoriske forskning, og som er udviklet til at analysere forhold, der bygger på magtstrukturer og ulighed.
En anden karakteristisk forskel er, at mens den mere traditionelle kolonihistoriske forskning var orienteret mod begivenheder i og administrationen af kolonierne og disses betydning for kolonimagten, økonomisk og storpolitisk, er den moderne, bl.a. som følge af kritik fra antropologisk hold, i langt højere grad orienteret mod forholdene for de koloniserede og af ønsket om at se historien fra deres synsvinkel. I stedet for at de koloniserede blot optræder som passive ofre for kolonimagten – og historikernes repræsentationer, ses de i stigende grad som aktive deltagere i en historisk proces. Denne nye dagsorden kommer bl.a. til udtryk i Søren Thuesens Fremmed blandt landsmænd, hvor det hedder, ”at der findes en ydre historie, nemlig danskernes historie om grønlænderne og især om danskerne i Grønland, men at denne form for historie ikke har kunnet fange begivenhedernes betydning for grønlændere”, hvilket har ”afskåret grønlænderne fra at optræde som aktive og handlende i historien” (Thuesen 2007, s. 16f.). Det gør de til gengæld hos Thuesen, der på baggrund af kateketernes dagbøger skildrer det nybrud i begyndelsen af 1900-tallet, som de seminarieuddannede kateketer repræsenterede.
Et af de nyeste udtryk for denne tendens er en antologi med den programmatiske titel Grønlændernes syn på Danmark fra 2019, der som de øvrige bind i Marquardt og Høiris’ redaktion rummer artikler om både historiske og aktuelle forhold. Trods titlen finder man blandt bogens sytten forfattere kun tre grønlændere, et forhold, der bl.a. skyldes, at kilderne i altovervejende grad er danske. Et standende generelt problem for den nyere og nyeste forskning i kolonihistorie har da også været, hvordan man overhovedet får de koloniserede i tale.
Med henblik herpå skriver historikeren Søren Rud i antologien: ”Traditionelle historiske arbejder, der behandler Grønlands historie, har ikke haft som erklæret målsætning at finde frem til de grønlandske stemmer, og her er det sparsomt med anvendelsen af grønlandske kilder” (s. 136). Andre problemer, der melder sig, er ifølge samme kilde, at ytringer kan være censureret, eller at det kun er den grønlandske elite, man hører, ikke den almindelige grønlænder. Som Rud også nævner, er det afgørende problem dog, at der nok findes tekster fra grønlændere, men at de er på grønlandsk! Mængden af overleverede grønlandske tekster i form af breve, dagbøger, artikler, rapporter, referater fra rådsmøder og litterære tekster er i virkeligheden meget omfattende, bl.a. som følge af en tidligt udviklet læse- og skriftkultur, som også KR via sine egne bøger på grønlandsk og oprettelsen af Grønlands Litteratur Selskab kommer til at bidrage til.
Situationen i Grønland lader sig derfor heller ikke uden videre sammenligne med situationen i andre tidligere kolonier, og det er nødvendigt at være på vagt over for påstande, der søger at presse kolonisynsvinklen ud over, hvad den kan bære. At der var tale om en kolonial relation mellem danskere og grønlændere, er ikke ensbetydende med, at Danmark i forhold til Grønland i enhver henseende optrådte som en traditionel kolonimagt, og exceptionalismen er derfor for Grønlands vedkommende ikke uden realitetsbaggrund, bl.a. fordi landet typisk i analogi med Island og Færøerne blev opfattet som et biland.
Den omstændighed, at forskningen generelt er langt mere kritisk i sin holdning til Danmark end tidlige fremstillinger af Grønlands historie, betyder heller ikke, at kritikken ikke har ytret sig tidligere. Sådan set har kritikken siden Hans Egedes landgang været et fast akkompagnement til den førte politik. Forskellen er, at denne kritik kun undtagelsesvis satte spørgsmålstegn ved koloniseringen som sådan, hvad enten man anså den for uundgåelig eller velbegrundet, og kritikken var derfor af intern art, gik fx på den måde, man havde valgt at indrette handelen på, og var på den måde forstående over for begge parter. Det karakteristiske for den nye kritik, især den, der er af postkolonial observans, er, at den sammen med afvisningen af kolonisering som en legitim statslig interventionsform opfatter Danmarks politik i Grønland som udtryk for en traditionel europæisk kolonipolitik. Den afviser dermed også typisk at forholde sig til kolonipolitikken som andet end et middel til beherskelse og forskelsbehandling.
Synspunkter i nyere forskning i kolonipolitikken
Nu er det ikke alle, der sværger til synet på det dansk-grønlandske forhold som et kolonialt forhold, ligesom der findes dem, der som jeg selv mener, at der nok er meget at kritisere i Danmarks forhold til Grønland, men at exceptionalismen ikke er uden virkelighedsbaggrund.12 Med titlen på et kendt radioprogram er der derfor en løbende kamp om Grønlands (koloni)historie, og da denne afhandling uundgåeligt indgår i striden, er der ikke andet for end at forsvare det standpunkt, den bygger på, bedst muligt. Det vil ske både direkte og mere indirekte i selve fremstillingen, men forsvaret skal også allerede føres her i forbindelse med en omtale af synspunkter i den nyere og nyeste forskning i kolonipolitikken. Eftersom fremstillingen af KR’s position i forhold til kolonipolitikken forudsætter, at denne ikke fremtræder som en monolitisk størrelse, men som genstand for en vedvarende diskussion og kritik, skal der peges på svagheder i mere lukkede eller totaliserende fortolkninger af det koloniale forhold og argumenteres for relevansen af mere åbne. I historikeren Jens Chr. Manniches artikel ”Civilisation og national forpligtelse” (Manniche 1998/1999) er udgangspunktet, at man har kolonier af tre grun-
de, økonomiske, storpolitiske og civilisatoriske, og at den danske kolonisering af Grønland følger dette mønster. Kolonipolitikken i Grønland skulle med andre ord udvise det samme billede som den generelle europæiske kolonialisme. Som nævnt ovenfor er det imidlertid stærkt tvivlsomt, om det økonomiske har spillet nogen rolle for koloniseringen. Det er naturligvis rigtigt, som Manniche anfører, at det har bekommet danske politikere godt, at handelen fra 1830 og frem til 1880’erne gav overskud, men at det ville gå sådan, kunne man jo ikke vide i de ca. 100 år med underskud, der gik forud. De efterfølgende år med underskud har heller ikke givet anledning til overvejelser om at afhænde Grønland.
Hvad det storpolitiske angår, tænkes på Danmarks anseelse i verden, og det hævdes, at den skulle være forøget ved besiddelsen af de grønlandske kolonier. Det indrømmes, at det ”muligvis ikke var noget, der spillede en særlig væsentlig rolle i en tidligere periode”; men det skulle så have gjort sig gældende omkring 1900. ”Man kan gætte på at reduktionen af Danmark til en meget beskeden nordvesteuropæisk småstat efter 1864 har medvirket til et behov for at få styrket den nationale selvfølelse” (s. 162). Nu er der ikke noget, der tyder på en sådan interesse. Ganske vist er der efter systemskiftet megen omtale af Grønland, men ikke nogen, der bidrager til at forøge Danmarks anseelse, eftersom der er tale om en gennemgribende kritik af KGH, der på det tidspunkt reelt stod for styret i Grønland. Manniche henviser bl.a. til de arktiske ekspeditioner, men her var USA, Norge og Sverige og ikke Danmark frontløbere.13 Den Litterære Ekspedition (1902-1904), som KR deltog i, var absolut ikke i KGH’s interesse (jf. s. 74ff.) og blev kun gennemført, fordi Danmark havde fået en Venstre-regering, der var interesseret i at kende til forholdene i Vestgrønland.14
Tilbage står det civilisatoriske formål. Dette er til gengæld vigtigt og derfor også hovedsagen i Manniches artikel, en gennemgang af forhandlingerne i 1894 om kolonisering af området ved Ammassalik. Ifølge kultusministeren handler det om at undgå, at befolkningen bliver ”decimeret af Sygdom, Hungersnød, eller at den synker ned i fuldstændig Uselvstændighed”. Venstres ordfører er afvisende over for en kolonisering. Det bliver for dyrt, og civilisationen har kun skadelige virkninger for det grønlandske naturfolk. Selv om en af Venstres repræsentanter kalder koloniseringspolitik for ”Røverpolitik”, tilslutter han sig alligevel en kolonisering, for: ”det faktiske er, at Grønland hører til Danmark, at vi med eller mod deres Vilje have paataget os Forsorgen af Grønlænderne og deres Land” (s. 167).
Andre fremfører, at andre magter vil kolonisere området, hvis Danmark ikke gør det, og at det vil skabe forviklinger. Et gennemgående argument er den nationale forpligtelse til at civilisere, dog modsagt af Venstres civilisationskritik.