Jakob In gemann Parb y
Jakob Ingemann Parby
Den grænseløse by Gads Forlag
Den grænseløse by Af Jakob Ingemann Parby © 2022 Forfatteren og Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06433-6 Redaktion: Peter Bejder Omslag og tilrettelæggelse: Camilla Jørgensen, Trefold Forsideillustration: Nørreport Station, 1918. Ukendt fotograf/Københavns Museum Repro: Narayana Press Tryk: GPS Group, BosnienHercegovina Serien ”København og historien” er udgivet med støtte fra Kraks Fond Bøgerne er produceret i et samarbejde mellem Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Gads Forlag. Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er en del af Historie & Kunst, Københavns Kommune Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
Indhold Jernstøberiet 7 Nørrebro – øretævernes holdeplads 17 Vesterbro – kød og kroppe 41 Østerbro – de planlagte kvarterer 59 Citydannelse 71 Metropolen København? 97 Kort litteraturliste 127 Om serien 128 Om forfatteren 128
Jernstøberiet
Ude på Nørrebro lå engang et lystslot, der havde huset både kongelige og adelige og såmænd også en tidlig version af Nørrebro Teater. Slottet kunne føre sin historie tilbage til en etatsråd, der i 1690’erne havde indrettet et landsted med fiskedamme, køkkenhave og hollænderi (kohold og lokalt mejeri). Siden rykkede kong Frederik 4.s bror, prins Carl, ind og opførte en ny og større hovedbygning med blåglase rede tegl. Den fik tilnavnet Blågård. Efter flere ejerskifter omdannede en tysk indvandrer, Johan Paul Kalckberner, i 1776 ejendommen til en klædefabrik: Det Kgl. Danske Dugmanufaktur. Fabrikken blev ikke den store succes, men staten ud lejede bygningerne til andre industridrivende, og området udviklede sig så småt til et af Københavns første industri kvarterer. Blågårdens grund strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen (nu: Åboulevarden) og blev fra 1816 solgt til private som en del af finansieringen af byens genop bygning efter branden i 1795 og bombardementet i 1807. Blandt de nye grundejere var isenkræmmeren Mathias Anker Heegaard. Han fik i 1828 privilegie til at anlægge et støberi ved Blågårdsvejen, hvor han kunne producere stø bejernsgryder til sin isenkræmmerforretning på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Det var ellers ikke tilladt at bygge i sten i området mellem byens volde og Jagtvejen. Området var militært – det blev kaldt demarkationsterræ net – og alle bygninger skulle være opført i træ eller andre forgængelige materialer, der hurtigt kunne brændes af eller rives ned, så en fremrykkende fjende ikke kunne skjule sig. Men Heegaard fik alligevel lov til at bygge sin fabrik. Måske 7
Anker Heegaards Jernstøberi set fra Todesgade mod Blågårdsgade, 1898. Samme år flyttede jernstøberiet til Hillerødgade. Bygningerne blev revet ned, og Blågårds Plads blev i 1899 omdannet til en åben grusbelagt plads omgivet af lindetræer. > Johannes Hauerslev/ Københavns Museum
fordi han havde forbindelser. Måske fordi forgængere som Kalckberner havde skabt præcedens for industriel produktion i området. M.A. Heegaard var født i Stubbekøbing på Falster i 1776, men levede det meste af sin barndom og ungdom på Samsø, hvor hans far fik præstekald. 14 år gammel kom han i lære hos isenkræmmer Faber i København, en slægtning på moderens side. Efter udstået læretid drev han fra 1799 sin egen forretning, og i 1804 tog han borgerskab som isenkræmmer og giftede sig med Henrikke Baggine Hornemann, som han fik 9 børn med. Kort efter købte han ejendommen og senere også naboejendommen i Frederiksborggade og flere parceller ved Blågård. Her opførte han familiens sommerbolig og jernstøberiet.
Nørrebro før voldenes fald Nørrebro var i 1830’erne præget af små virksomhedsejere som Heegaard, men her boede også embedsmænd og kontoransatte, der billigt ”kunne bo i landlige omgivelser og efter dagens møje og besvær i de støvede kontorer i hovedstaden, udhvile sig og plante kål i egen have”. Pensionister og enker holdt også til i bydelen sammen med ”fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere, funktionærer ved kirkegårdene, slagtere, småhandlende og håndværkere, hvortil kom en lille arbejderbefolkning”. I de næste årtier ændrede kvarteret sig drastisk, og den øvre middelklasse rykkede væk fra bydelen.
8
Ved Mathias Ankers død i april 1837 overtog sønnerne Steffen Peder Anker og Christian August både jernstøberiet og isenkræmmerforretningen. Ti år senere blev Anker eneejer af støberiet, og firmaet skiftede navn fra M.A. Heegaards Sønner til Anker Heegaards Jernstøberi. Samtidig flyttede Anker fra Frederiksborggade og bosatte sig med sin hustru, Louise Christine Feilberg, i villaen ved jernstøberiet. De fik 6 børn, og tre sønner overtog virksomheden i 1884, da Anker trak sig tilbage. Han og Louise flyttede herefter til en stor og elegant hjørnelejlighed i Ahlefeldsgade 16 i det nye voldkvarter med udsigt over Grønttorvet og Ørstedsparken, som støberiet havde leveret det omkransende gitterhegn til i 1879. Med Anker Heegaards overtagelse blev jernstøberiet for alvor integreret i byens urbanisering og industrialisering, der tog fart i 1840’erne og i løbet af få årtier forvandlede byen fra en befæstet og overbefolket imperiehovedstad til en moderne åben metropol i en nationalstat, der var på vej mod demokrati. I 1852 frigav man det militære terræn rundt om byen til byggeri, og kort efter faldt både fysiske porte og de privilegier og monopoler, der hidtil havde begrænset markedskræfternes frie spil. Det skete med vedtagelsen af næringsfrihedsloven i 1857. Snart voksede byen i udstrækning, bygningsmasse, industri og befolkning. Fra 1850-1905 firdobledes befolkningstallet i Københavns og Frederiksberg Kommuner, samtidig med at Frederiksberg blev helt omkranset af Københavns Kommune efter indlemmelsen af Brønshøj, Valby og Sundbyerne. Med befolkningstilvæksten fulgte reformer af byens vejnet, transportsystem, infrastruktur, bystyre og politistyrke, og geografisk kulminerede byens forvandling i årtierne omkring år 1900, hvor byens volde udviklede sig til et bælte af parker, boulevarder og et helt nyt centrum, Rådhuspladsen. Det forandrede ikke blot byen, men også borgernes hverdagsliv og adfærdsmønstre. Ofte i et så hektisk tempo, at det var svært for både den enkelte københavner og for byens styre at følge med. Sporvognslinjer, kloakering, vandforsyning, ny gadebelysning og forsyning med gas, elektricitet og telefoni knyttede byens kvarterer sammen og forandrede døgnrytme og sundhedstilstand. Nye boligkarreer af sten rejste sig i fem etagers højde langs de brolag9
te gader, der fra slutningen af århundredet lidt efter lidt fik ny vejbelægning i form af asfalt og makadamisering, et tykt lag skærver udfyldt med grus og ler. Gadebelægningen og murstensejendommene skabte slugter, der bar lyden af den voksende trafik ind i stuerne og hen over byens tage. Produktionen af støbejern var helt afgørende for både industrialiseringen i byerne og for landbrugets mekanisering, fordi den gjorde det muligt at masseproducere maskindele, plove, landbrugsmaskiner og byggematerialer. I 1800-tallet voksede antallet af jernstøberier massivt fra seks støberier i 1820 til 175 støberier i år 1900. Og mange af dem lå på Nørrebro. Ud over Heegaard gjaldt det også Ludvigsen & Hermann, der var med til at støbe bænkgavlene til de første københavnerbænke. Heegaards produktion af landbrugsredskaber bidrog til landbrugets mekanisering og indirekte til voksende fattigdom og arbejdsløshed i landområderne, der øgede indvandringen til byerne, pressede arbejdslønnen ned, bolignøden i vejret og skaffede arbejdskraft til hovedstadens mange nye fabrikker. Jernstøberiernes kupolovne sendte sort, ildelugtende røg ud over nabolaget. Kupolovne var indført fra 10
Storbritannien i 1811 af H.J. Meldahl, der drev et støberi på Vesterbro. Det var en højovn, hvori man smeltede jernet ved at lægge lag af råjern og stenkul brændt til koks, der gennemblæstes af flammerne, så det smeltede jern kunne tappes i støbeforme. Ovnen var opfundet i 1774 og var sel ve forudsætningen for al støbejernsproduktion indtil 1945, hvor elektriske smelteovne overtog arbejdet. Røgen fra ovnene flød ind ad naboernes åbne døre og vinduer, mens kulstøv og metalrester lagde sig på havemøbler, vasketøj og husmure. I 1855 havde Heegaard 58 faste ansatte – flest smede, men også snedkere og drejere, der fremstillede stø beformene. 20 år senere var der over 100 ansatte. I forbindelse med brødrenes overtagelse fik fabrik ken tilladelse til at fremstille produkter i andre metaller end jern. I 1846 producerede fabrikken 4.000 emaljerede gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne, 140 skorstens indretninger og ”fabrik-redskaber, maskiner, valser og hvad der i almindelighed henregnes til et jern- og metalstøberi”. De emaljerede gryder og kogekar blev et af fabrikkens ken detegn. Emaljen skyldtes en fattig bagersvend, der tilbød Heegaard opskriften og blev ansat som emaljør. Fabrikken fremstillede i 1887 også ajlespredere, centrifuger, foder krybber og plove til landbruget og paraplystativer, spytte bakker, strygejern, fodskraberriste, hyldeknægte, vaske, klosetspande og rammer til pianoer og flygler fra Hornung & Møller til de københavnske husstande. Og byens rum blev forsynet med dæksler, drikkevandspumper, pissoirer, fontæner og lygtestandere fra støberiet. Heegaards fabrik kunne ikke kun ses og lugtes, men også høres på Nørrebro. Fra morgenstunden skar lyden af fabriksfløjten gennem området, og ansatte med bolig i by delen blandede sig med de arbejdere, der kom strømmende gennem Nørreport og over Peblingebroen. Arbejdsdagen begyndte kl. 6 morgen og sluttede klokken 19 med to timers indlagt frokostpause, hvor arbejderne kunne gå hjem og spise. Hele dagen indtil fyraften markerede dampfløjten ar bejdsdagens pauser og genoptagelse. Lyde fra opvarmning, nedkøling og håndtering af støbejernsprodukterne bredte sig også i bydelen, ligesom larmen fra den voksende trafik af vogne med råvarer og færdige produkter voksede næsten dagligt. 11
Ludvigsen & Hermann, Nørrebrogade 39, i 1904. I gården ses hjul, skinner og ansatte ved jernstøberiet. Det var her, nogle af de første københavnerbænke blev skabt i 1880’erne. > Frederik Riise/Københavns Museum
Adgangen fra byen til arbejdspladsen gennem byportene var en særlig udfordring. Ikke kun for Heegaard, men for alle de udenbyske virksomheder. Sammen med sjalsfabrikant Drewsen på Nørrebrogade klagede Heegaard i 1844 til Borgerrepræsentationen over de dyre bompenge og byportenes rigide åbningstider, der gjorde det vanskeligt at komme på arbejde. De øvrige byporte var lukket om natten. Og skulle arbejderne gennem Nørreport, blev der indtil kl. halv fire morgen om sommeren og kl. syv om vinteren opkrævet 2 skilling i bompenge. Eller ca. 1/20 af daglønnen. Derfor opførte Heegaard og andre fabrikanter boliger til de ansatte. Og efterhånden begyndte forstaden at ligne en hel lille by i sig selv. I begyndelsen af 1800-tallet havde der været ca. 1.000 indbyggere i bydelen, men tallet var i 1840 vokset til ca. 2.200. Efter frigivelsen af det militære terræn i 1852 voksede Nørrebros befolkning til hele 15.055 i 1860 eller mere end indbyggertallet i landets dengang største provinsby, Odense. Langt hovedparten af nørrebroerne boede i området mellem Søerne og Assistens Kirkegaard. Længere ude var bydelen tyndt bebygget, og her var møller, marker og sandgrave, indtil denne del af Nørrebro i sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet også blev tæt bebygget.
Heegaard som entreprenør og bypolitiker Familien Heegaards historie er tæt vævet ind i både industrialiserings- og urbaniseringsprocessen og i bydelen Nørrebros historie. Anker og Louises ægteskab var et mikrokosmos af alliancen mellem finansverdenen (Louise var datter af en kontorchef i Nationalbanken), bystyret, aktiemarkedet og industrien, der drev den danske og københavnske industrialisering fremad fra 1840’erne og langt ind i 1900-tallet. Anker Heegaard og hans far var blandt de mange forudseende entreprenører, der opkøbte land, før terrænet i demarkationszonen blev frigivet til byggeri, og siden tjente store penge på at udstykke, bebygge eller sælge grundene. At byudviklingen i første omgang blev drevet frem af private entreprenører og grundejere, havde betydning for byens udformning. På godt og ondt.
12
Kortet viser Københavns Kommunes udstrækning i 1903 efter indlemmelsen af omegnskommunerne Sundbyerne, Valby-Vanløse og Brønshøj-Husum i 1901-1902. Frederiksberg Kommune blev ved udvidelsen omringet af København. > Per Jørgensen
Som formand for Industriforeningen stod Heegaard i spidsen for Den Nordiske Industriudstilling i 1872, hvis bygning senere blev foreningens nye hjem. Og han blev en del af det fag- og bypolitiske miljø som medlem af Borgerrepræsentationen i 1868-1885 og som medlem af Arbejderforeningen af 1860, som politiker og redaktør C.V. Rimestad skabte. Foreningen var en borgerlig arbejderforening, stiftet af arbejdsgivere og intellektuelle, der frygtede den socialistiske internationale bevægelse og mente, at den bedste hjælp til den voksende skare af ”det legemlige arbejdes mænd” var adgang til bøger, foredrag og samkvem med mennesker fra andre dele af samfundet. På den måde kunne arbejderne udvikle sig og modstå socialismens ”mod al sund menneskeforstand stridende sætninger”. Foreningen oprettede også pantelånerkontorer, brugsforening og boligselskab. Rimestads ønske om at forbedre arbejdernes kår gennem dannelse gjorde foreningen til en af arbejderbevægelsens hovedmodstandere. Socialisterne mente ikke, at foreningens formynderiske tilgang løste den grundlæggende modsætning mellem arbejdsgivere og arbejdere. Nemlig de kraftigt faldende reallønninger efter den nye næringfrihedslovs ikrafttræden i 1862. Anker Heegaard trak sig ud af 13
foreningen i 1885, da et flertal i bestyrelsen ikke ville tillade, at arbejdere meldte sig ind. Flertallet frygtede, at Socialde mokratiet forsøgte at overtage foreningen. Ved århundredeskiftet havde byudviklingen gjort pladsen på Indre Nørrebro så trang, at Heegaards sønner besluttede at rykke fabrikken væk fra sin oprindelige pla cering. Først til Hillerødgade nær den nye godsbanegård fra 1886 ved Slangerupbanen, der løb igennem det område, der i dag er Nørrebroparken. Og siden til Frederiksværk, hvor Heegaard havde opkøbt og udvidet statens jernstøberi i 1857 og anlagt en havn. Her samledes virksomheden nu og indgik fra 1930 i De Forenede Jernstøberier A/S. Københavns Kommune købte jernstøberiets oprin delige grund og forvandlede den til et tiltrængt åbent by rum i den nu ekstremt tætbebyggede bydel. Det blev i 1899 indviet som Blågårds Plads og fik i 1913 sin karakteristiske udformning og udsmykning ved arkitekten Ivar Bentsen og kunstneren Kai Nielsen. De skabte 22 skulpturer ved pladsen og hyldede arbejderklassen gennem fortolkninger af forskellige håndværk, og de indrammede pladsens for sænkning, der skulle være samlingspunkt for folkemøder og koncerter. Pladsen blev fredet i 1998.
Tid og sted At netop Heegaards fortælling indleder bogen, hænger i høj grad sammen med, at Blågårds Plads i dag er et vidnes byrd om, at Indre Nørrebro engang husede et jernstøberi, der leverede arbejde og inventar til hele byen – og masser af sort røg til lokalområdet. Bogen er bygget op om personer og geografiske holdepunkter, der bruges som prisme til den komplekse fortælling om Københavns urbanisering 18501920. Perioden har helt afgørende formet den by, vi kender i dag. Voldenes fald og frigivelsen af demarkationsterrænet gjorde byen grænseløs og indvarslede en næsten total for vandling af byens infrastruktur. Store menneskemængder myldrede til byen for at undslippe den tiltagende fattigdom på landet, flyttede ind i spekulationsbyggeri i brokvartererne og tog arbejde på byens nye fabrikker. Det pressede lønningerne og lagde grunden til en stigende fattigdom, som gav anledning til de 14
Billedkunstneren Kai Nielsen (t.h.) og en assistent ved skulptur på Blågårds Plads i 1916. Nielsens skulpturer blev kritiseret for at være udtryk for en borgerlig og romantisk kunstopfattelse og for at vise arbejderne på en forkrampet måde, der ikke svarede til deres selvbevidsthed. > Holger Damgaard/Det Kgl. Bibliotek
kampe mellem arbejdsgivere og arbejdere, der i 1899 mundede ud i Septemberforliget og etableringen af den danske model. De fleste har hørt om bolighajer, slumlejligheder og børnearbejde som en del af 1800-tallets historie, men ved at zoome ind på de enkelte kvarterer giver bogen et nyt perspektiv på en velbeskrevet epoke. Bogen er skrevet med inspiration fra den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtins begreb kronotopi. Kronos kommer af det græske ord for tid, og topos er det græske ord for sted. Forvandlingen af København fra enevældig fæstningsby til moderne metropol udspillede sig nemlig på et helt lokalt niveau og på helt konkrete tidspunkter i byens historie.
15