Jagt i Danmark

I DANMARK – de seneste 100 år

Ellerbæk

Jagt i Danmark – de seneste 100 år

Forlag

Jagt i Danmark – de seneste 100 år

Af Thorkild Ellerbæk

Copyright © 2022 Gads Forlag A/S

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekstredaktion: Anette Stoffersen

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Omslagsfoto: Danmarks Jægerforbund

Fotos: Dagny Aarøe Petersen: s. 6, 54; Thorkild Ellerbæk: s. 14, 104, 138, 176, 194; Lars-Ove Jonsson / Alamy Stock Photo: s. 158; Jesper Laursen: Herregårdsjagt: s. 26, 74.

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Tryk: ScandBook, Sverige

ISBN: 978-87-12-07054-2

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Indhold

Forord

Kapitel 1. Jagt i Danmark – fra de få til de mange 15 Kapitel 2. Jagtlovgivningens historie 27 Kapitel 3. Om at gå på jagt eller være jæger 55

Kapitel 4. Hvem var og hvem er jægerne? 75

Kapitel 5. Vildtets tarv og hensyn kommer først 105 Kapitel 6. Jagtens økonomi 139

Kapitel 7. Jagt i udlandet 159

Kapitel 8. Jægernes våben og udstyr 177 Kapitel 9. Vildt på bordet 195

Forord

Jagt i Danmark er en privilegeret fritidsbeskæftigelse. Jæ gere færdes i naturen; enten alene eller i fællesskab. Det er samtidig et privilegium, at næsten halvdelen af danskerne synes, det er i orden at gå på jagt, ligesom de synes, det er i orden at fange en torsk eller en aborre. Den forståelse er slet ikke til stede i andre lande.

Det skyldes, at danske jægere normalt opfører sig på en måde, så ikkejægere ikke får anledning til at blive stødt over jagt og jægere. Det er en afgørende faktor for, at vi kan blive ved med at gå på jagt, som vi kender det i dag. Selvjustits og ordentlighed er nødvendig, hvis ikke de sidste 100 år skal blive de allersidste med jagt. Vi ved, at det ikke er alle jægere, som lever op til befolkningens tillid og til de etiske regler, jægerne har sat for sig selv. Det er nødvendigt at tale om de problemer, der findes i relation til jagt, og om de brodne kar blandt jægerne i Danmark. Samt om de uheldige ting, som kan foregå i forbindelse med jagt. Hvis ulovligheder og uetisk opførsel forsøges dækket og skjult, bliver skaden for jægerne endnu større, når de kom mer for en dag.

Jagt i Danmark i 2022 har mange lighedspunkter med jagt i Danmark i 1922. Den 30. juni 1922 vedtog Fol ketinget en jagtlov, som på en række punkter ændrede det hidtidige mønster for jagt i Danmark, og som på en række punkter stadig er gældende for jagtudøvelsen i dag. Det er denne lov og udviklingen efter 1922, som er præmissen for denne bog.

Det er ikke en historisk bog, hvor historiske data er bærende. Det er en bog, hvor jeg ser på den lov, som jeg kalder Danmarks første demokratiske jagtlov. Jeg ser tilbage på den udvikling, der har været. Ikke blot på det, som vedrører selve jagtudøvelsen, men også på de sociale sam menhænge, jagten indgår i, og på jægernes intentioner og ønsker til jagt samt på jagtudlejernes rolle hele vejen igen nem.

I de sidste 100 år er jagt gået fra at være en fritids beskæftigelse for ejere af jord til mest at være for lejere af jord. Adelen og godsejerne frygtede dengang for “alminde lige menneskers” grådighed i forbindelse med loven. Den frygt blev bekræftet, og jeg stiller i dag spørgsmålet, om grådigheden stadig findes, når vi bliver sluppet løs på jagt i naturen.

Mange vil sikkert mene, at der er ting i denne bog, som ville have bedst af ikke at komme frem i lyset og blot blive snakket om i jagthytten. Men i 2022 er det ikke mu ligt. Jægernes interne diskussioner og informationer fly der frit på de sociale medier. Tonen er ikke altid stueren og rummer mange stærke udsagn. Det er på de sociale medier, at jægerne er deres egne værste fjender.

I den tid vi lever i her i 2022, er det nødvendigt at se nærmere på de aktiviteter, som dele af befolkningen ud

øver, og som en anden del måske får mindre og mindre for ståelse for.

Mit håb er, at denne bog kan bidrage til en ordentlig debat mellem først og fremmest os, der går på jagt, men også mellem eller rettere med dem, som ikke gør det. Undersøgelser fortæller os, at naturoplevelsen er ker nen i danske jagttegnsløseres ønske om at komme på jagt. Det synes jeg, vi skal holde os for øje og glæde os over, at vi kan høste af naturens overskud og derefter tage diskussio nerne i åbenhed, pege på de brodne kar, droppe selvoptagetheden og “vi alene vide”.

Thorkild Ellerbæk

Sommeren 2022

Introduktion

“Det er passionerne, der giver Livet Indhold og sætter Kulør paa Tilværelsen. Mine er nu Jagt og Fiskeri, andre har deres. Min Kone f.Eks. har Bridge. For begges Vedkommende tror jeg nok, det er nedarvede Tilbøjeligheder. Hvilke af dem vore Drenge kommer til at arve, maa Guderne vide; kan hænde de skejer ud og finder ganske andre, men kan jeg gøre noget til det, bliver det mine ‒ og jeg tror, man udmærket godt kan paavirke dem i den rigtige retning. Kan hænde, de bliver baade Jægere, Fiskere og Bridgespillere.”

En jægers tanker i Dansk Jagttidende i 1920’erne.

Jagt i Danmark har altid været reguleret i en eller anden form. Først af jægere, som tilpassede jagten efter udbyttet og de arter, det nu engang var muligt at jage, og som var nødvendige for overlevelse. Senere kom reguleringer, som var bestemt af jagtretten, og typisk var det kongens eneret til jagt, som satte grænserne for jagt. Det var ‒ som i dag

‒ ejendomsretten, som gav lov til at gå på jagt, og som be stemte og satte rammerne for jagtudøvelse.

I moderne tid begyndte man også at tage hensyn til vildtbestanden, men vi skal helt frem til 1922, før vi får en lovgivning, som tager hensyn til både vildtet og dem, som ønskede at gå på jagt, men ikke ejede jord.

Lovgivningen kom med Jagtloven af 30. juni 1922, der blev vedtaget af Folketinget, efter at jægere og andre natur interesserede lagde teksten på bordet for politikerne. Sto re ændringer af adelens privilegier og en gennemgribende jordfordeling blev gennemført forinden, og en naturlig føl ge heraf var, at jagten i Danmark skulle reguleres på en an den måde end hidtil. Med andre ord: Tiden var inde til at demokratisere lovgivningen for jagt i Danmark.

Men der var dele af loven, som snart skulle komme i fokus og blive genstand for voldsom debat. Det var først og fremmest lovens bestemmelser om, at der skulle være en fredningszone på 50 meter fra strandkanten og ud i van det. Her måtte hverken jordens ejer eller andre jage.

Dengang var jagt på stranden og jagt på havet en po pulær jagtform, specielt for de mindrebemidlede jægere. Det var de samme jægere, som hidtil ikke havde haft man ge muligheder for at leje jagtarealer, hvorfor jagten på vand var afgørende for dem. De følte, at deres muligheder for at dyrke jagt blev taget fra dem.

At det var Dansk Jagtforening, som var primus motor bag den nye lov, stødte mange jægere, der anså Dansk Jagtforening for “de riges klub”, og allerede i 1923 fandt util fredse jægere sammen i Landsjagtforeningen af 1923, som angivelig først og fremmest havde til formål at få retten til

jagt inden for den fredede kystzone tilbage og dermed også tiltrække utilfredse jægere til den nye forening.

Det skete også til en vis grad, men det ændrede ikke ved, at utilfredsheden med fredningszonen blev et tungere åg for den nye lov ligesom utilfredsheden med afgiften til jagttegn, som var en del af 1922-loven.

Det var en kamp, som i 1931 førte til, at det blev fore slået at ændre loven, så fredningszonen blev ophævet, men jagttegnet skulle bevares. Zonen blev fjernet, og jagttegnet bestod.

I dag vil der være nogle, som er uenige i min karak teristik af 1922-loven som den første demokratiske jagtlov. De mener, at det først er loven fra 1931, der rummede man ge andre ændringer, der er berettiget til denne titel. Det er dog uomtvisteligt, at den samlede lov fra juni 1922 indfør te så mange nyskabelser og nye måder at regulere og be stemme over jagten på, at den bliver den første jagtlov, som i stor udstrækning tilgodeser andre end adelen, det bedre borgerskab og de store jordbesiddere.

Alene den kendsgerning, at Danmark med de nye love om jordfordeling og fæstegårde fik mange nye ejere af større arealer end blot et mindre jordareal omkring en lille gård. Samtidig fik disse nye ejere for første gang frit spil til at leje deres arealer ud til jagt.

Her er det dog jagtloven fra 1922, som er omdrej ningspunktet. Den er 100 år gammel i år, og det vigtigste er, at store dele af denne lov og dens hensigter stadig er en del af vores nuværende lovgivning på området. Det er derfor relevant at se på, hvordan jagt er blevet praktiseret i Danmark i de sidste 100 år. Bogens titel Jagt i Danmark ‒ de sidste 100 år kan af de mindre optimistiske

også læses, som om de forgangne 100 år er de sidste med jagt i Danmark, som vi kender den.

Det vil i hvert fald være tilfældet for en del af den jagt, vi kender i dag. Moderne krav om naturforståelse og flere menneskers krav på naturen vil få større betydning i årene fremover, og det vil uvilkårligt føre til begrænsnin ger. Bevægelser, vi allerede har set i de senere år.

Jagten på de udsatte fugle er i søgelyset og ikke kun her i Danmark. Fasanklapjagt vil blive udfaset. Denne jagt form klarer ikke testen for bæredygtighed, og den klarer heller ikke påstanden om, at vi kun skyder, hvad vi selv kan spise.

Jagten på vilde dyr og fugle, som har tilfredsstillen de levevilkår og bæredygtig afskydning, vil derimod holde i årene fremover. Men samfundets svigt af naturen som helhed yder den ikke meget håb. Vi har i dag et kommer cielt landskab, som ikke er natur. Men den moderne drift af landbrugets store arealer byder mange steder på en cyklus, som veksler mellem grønne marker og nedvisnede (sprøj tede) arealer til helt døde ørkenagtige marker. Det er ikke natur, og hvis ikke vi begynder at tage naturen tilbage, vil vi se endnu flere arter uddø, lige fra de mindste biller til de store fugle og dyr.

Vi har næsten ingen natur tilbage, og i dag er sprøjt ning, fjernelse af alle levende hegn, udretning af mindre vandløb, dræning af marker og små vandhuller, stigende tilsåning med monokulturer som majs uden liv ved jordoverfladen, gyllespredning og voldsom traktortrafik overalt i det dyrkede landskab fremherskende. Denne udnyttelse af naturen er i dag en større dræber end jægernes hagl.