Page 1

100 mm

5 mm

147 mm

25 mm

Ayaan Hirsi Ali i bogens forord Somaly Mam er medstifter af og formand for AFESIP i Cambodja samt formand for The Somaly Mam Foundation, der holder til i USA. Begge organisationer forsøger at redde ofre for sexslaveri og hjælpe dem videre. Somaly Mam er bl.a. udnævnt til CNN Hero, Woman of the Year af det amerikanske kvindeblad Glamour og var i 2008 den første modtager af The Roland Berger Human er af Time Magazine blevet kåret til at være én af blot 17 en flot placering på samme magasins berømte liste over

“Jeg skriver min historie for at kaste lys over så mange tusind andre kvinders liv. De har ingen stemme, så lad dette ene liv være historien om dem,” skriver Somaly Mam selv i denne rå, men livsbekræftende selvbiografi om kunsten at overleve helvede på jord – og hjælpe andre til at gøre det samme.

verdens mest indflydelsesrige personer. Somaly Mam bor i Cambodja, er fraskilt og mor til tre.

Læs mere om Somaly Mam og hendes arbejde på www.afesip.org og www.somaly.org

Den cambodjanske mor til tre leverer i En kvindes pris et sjældent og bevæ­ gende blik ind i en verden, hvor kvinder og børn bliver tortureret, mishandlet, voldtaget og behandlet som kvæg, der altid er til salg. En verden, som hun i dag bekæmper med en lidenskab og et mod, der giver andre håbet om et bedre liv – og os alle håbet om en bedre verden.

100 mm

Somaly Mam metroXpress Fyens Stiftstidende

“(...) et mirakel og et tegn på, at der findes mennesker med overmenneskelig styrke og stædighed”

Jeg vil sige, hvad det har betydet at læse En kvindes pris. Men det er ikke muligt uden at græde.

Helle Hellmann, Politiken

Berit Holbek Jensen, Dagbladenes Bureau

“En kvindes pris er en sjælsrystende beretning om helvede på jord” Karen Margrethe Schelin, Berlingske Tidende

Jeg er personligt blevet inspireret af Somaly Mams arbejde, og jeg opfordrer alle, der har mulighed for det, til at donere tid og penge, så Somaly fortsat kan gøre en forskel i verden. Susan Sarandon, skuespiller og medlem af bestyrelsen for The Somaly Mam Foundation

Som aly M a m

personer, der betød noget i 2008 – og i maj 2009 fik hun

Engang var hun selv offer. I dag har hun reddet flere end 5.000 kvinder og børn – trods trusler på livet, kidnapning af sin ældste datter og mareridt befolket af mænd med rådnende tænder og maddiker, der æder hendes krop op indefra.

5 mm

215 mm

Dignity Award og en kontant pris på 1 million euro. Hun

Somaly Mam kender hverken sit rigtige navn, sin fødselsdag eller sine for­ ældre. Hun blev som barn solgt til tvangsarbejde – og senere bl.a. til en kine­ sisk købmand, en brutal ægtemand og et nådesløst liv som prostitueret.

En kvindes pris

Somaly Mam er min kandidat til Nobels Fredspris. Fordi hun er et levende bevis på, at én kvinde kan ændre andres skæbne. Det kan du også.

147 mm

Somaly Mam har modtaget adskillige priser og udnævnelser for sin kamp mod sexslaveri. Senest er hun således af Time Magazine kåret til at være én af verdens mest indflydelsesrige personer.

En del af overskuddet fra salget af En kvindes pris vil blive doneret til The Somaly Mam Foundation.

ISBN 978-87-12-04470-3

En kvindes pris Som barn blev hun solgt som sexslave. I dag redder hun andre fra samme skæbne.

Hun kender ikke sin alder, sit navn eller sin familie. Men hun kender alt til at bekæmpe den menneskehandel, der i de seneste 12 måneder har krævet op mod 4 millioner piger og kvinder. Lev Grossman, Time Magazine

At overleve en barndom som sexslave gør Somaly Mam til en heltinde. At redde tusindvis af andre piger fra en lignende skæbne gør hende til en moderne helgen, og hun er et forbillede for hele verden. Abigail Pesta, Glamour

Forord af Ayaan Hirsi Ali GADS FORLAG

En kvindes pris TRYK ny.indd 1

GADS FORLAG

11/06/09 14.13


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 2


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 3

EN KVINDES PRIS Somaly Mam i samarbejde med Ruth Marshall

Forord af Ayaan Hirsi Ali

GADS FORLAG


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 4

EN KVINDES PRIS er oversat fra engelsk af Lone Dalgaard efter The Road of Lost Innocence. The True Story of a Cambodian Heroine, der udkom i 2008. Den engelske version er en opdateret udgave af bogen, der oprindeligt blev udgivet i Frankrig med titlen Le silence de l’innoncence, Editions Anne Carrière, Paris. © Editions Anne Carrière, Paris, 2005 Dansk udgave: © 2009 Gads Forlag Forlagsredaktion: Dorte Skovgaard Wihre Oversættelse: Lone Dalgaard Projektledelse: Susanne Svendsen, Marianne Moring Omslag: Lene Nørgaard, Propel Omslagsfoto: Norman Jean Roy Prepress: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell ISBN 978-87-12-04470-3


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 5

Den officielle statistik for antallet af prostituerede og sexslaver i Cambodja angives til kun at være mellem 40.000 og 50.000. Men man regner med, at mindst 1 ud af hver 40. pige, der fødes i Cambodja, bliver solgt til sexslaveri. RAPPORT

FRA 2005 FRA

FUTURE GROUP,

EN CANADISK IKKE - STATSLIG ORGANISATION

 Da jeg blev solgt som prostitueret til et bordel i 1986, var jeg ca. 16 år gammel. I dag findes der mange langt yngre prostituerede i Cambodja. Jomfruer er til salg i alle større byer, og for at man kan være sikker på, at de er jomfruer, er pigerne somme tider helt ned til fem eller seks år gamle. I Cambodja, og i hele Sydøstasien, tvinges i tusindvis af mindreårige børn hvert år ud i prostitution. De bliver voldtaget og slået, ofte i årevis, og mange af dem bliver dræbt. Jeg tilegner denne bog de tusindvis af små piger, som hvert år sælges til prostitution. SOMALY MAM


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 6


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 7

Indhold  Forord af Ayaan Hirsi Ali

...................

9

11. Skoven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12. Landsbyen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13. “Her er din mand” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14. Tante Nop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15. Tante Peuve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16. Udlændinge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17. Den franske ambassade . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18. Frankrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19. Kratie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10. En ny begyndelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11. Skytsengle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12. Prinsen af Asturien og landsbyen Thlok Chhrov 13. AFESIP . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14. Ofrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15. Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

13 21 43 55 69 81 99 115 129 141 155 167 181 193 211

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Om Somaly Mam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . The Somaly Mam Foundation . . . . . . . . . . . . . . . .

219 223 227 229


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 8


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 9

Forord 

D

ette kunne være en tragisk historie. Det er den også. xFor mig er den imidlertid – og måske frem for alt – en inspirerende og smuk historie om én kvindes modige kamp. En kamp, som skal kæmpes. Og en kamp, som flere af os er nødt til at kæmpe sammen med hende. Hver eneste dag sælges kvinder og børn til prostitution rundt om i verden. Det er den moderne udgave af slaveriet, og den er lige så hæslig, som slaveri altid har været. Nok foregår Somaly Mams hudløse selvbiografi hovedsageligt i Cambodja, men menneskehandel, voldtægt, mord og voldelig undertrykkelse af især kvinder og børn finder sted over hele verden. Også i Europa. Og ja, også i Danmark. Vi vælger måske at lukke øjnene for det, men det ændrer ikke, at virkeligheden er, som den er. Selv om ingen ved hvor mange mennesker, der sælges og tvinges ud i prostitution hvert år, kan ingen af os spille uvidende. Ifølge en dybtgående FN-rapport fra februar 2009 om menneskehandel er tallene chokerende – og står i skarp kontrast til den generelle mangel på retssager og håndhævelse af de love, som allerede findes i de fleste lande. 9


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 10

De fleste af ofrene er ofre for seksuel udnyttelse. De fleste af dem er kvinder, og mange af dem er børn. Nogle af dem sælges til prostitution af deres egne forældre, søstre, brødre, bedsteforældre, tanter eller onkler. Andre lokkes bort fra deres familier under påskud af et eftertragtet job fjernt fra hjemmet. Og atter andre bortføres simpelthen. De forfærdelige konsekvenser er de samme: De sælges som kreaturer og behandles værre. Du og jeg kan vælge at ignorere en global tragedie og en brutal, vedvarende forbrydelse. Når det gælder Somaly Mam, har hun intet valg. Hun kan ikke lade, som om kvinder og børn ikke sælges, terroriseres og myrdes dagligt rundt om i verden. Fordi hun ved, at det sker – og hvad der sker. Hun har stadig arrene, der beviser det, samt de søvnløse nætter, der minder hende om det. Derfor prøver hun at redde så mange ofre for misbrug og menneskehandel, som hun kan. Men hun har brug for vores hjælp. Hun har brug for, at vi ændrer vores måde at tænke på. Hun har brug for, at vi ændrer vores drenges og mænds mentalitet, så de ikke længere finder det naturligt at mishandle og misbruge kvinder og børn for deres egen fornøjelses skyld. Hun har brug for, at kvinder ser anderledes på dem, som kunne have været dem selv. Hun har brug for, at regeringer håndhæver de love, som de selv har underskrevet. Og hun har brug for, at vi alle siger fra til fordel for dem, der ikke selv kan. Fordi de er nødt til at tie stille for at overleve, fordi de måske ikke ved, at de har rettigheder – eller fordi det er alt, alt for sent. Tavshed var længe lig med overlevelse for Somaly Mam. Nu redder hendes mod til at sige fra og råbe højt i tusindvis af andre, som har fået deres liv ødelagt. 10


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 11

Derfor har hun skrevet denne personlige, rå og fængslende bog, som du vil læse med en klump i halsen. Somaly Mams historie er en beretning om, hvordan menneskeheden kan synke ned i det dybeste fordærv, men den er også et vidnesbyrd om modstand og håb. Hun trak sig selv op af en afgrund af rædsler og fandt beslutsomheden og ukueligheden til at redde andre. Somaly Mam er min kandidat til Nobels Fredspris. Fordi hun er et levende bevis på, at én kvinde kan ændre andres skæbne. Hun har gjort det og gør det stadig. Det kan du også. Ayaan Hirsi Ali Maj 2009


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 12


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 13

KAPITEL 1

Skoven 

J

eg hedder Somaly. Det er i hvert fald det navn, jeg har xnu. Som enhver anden i Cambodja har jeg haft adskillige navne. Navne er resultatet af midlertidige valg. Man ændrer dem på samme måde, som ens liv ændrer sig. Da jeg var lille, blev jeg kaldt Ya, og somme tider bare Non – “Den lille”. Da den gamle mand bragte mig væk fra skoven, blev jeg kaldt Aya, og engang fortalte han vagten ved en grænseovergang, at jeg hed Viriya – jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg blev vant til, at folk kaldte mig alt muligt, for det meste skældsord. En rar mand, som sagde, at han var min onkel, gav mig flere år senere navnet Somaly: “Blomsterkransen tabt i naturskoven”. Jeg syntes godt om det. Det passede til det billede, jeg havde af mig selv. Da jeg en dag selv kunne bestemme, besluttede jeg mig for at beholde dette navn. Jeg får aldrig at vide, hvad mine forældre kaldte mig, men på den anden side har jeg ingen minder om dem overhovedet. Min adoptivfar gav mig engang dette råd, der er så typisk for khmererne: “Du skal ikke forsøge at afsløre fortiden. Du skal ikke såre sig selv.” Jeg har en mistanke om, at han ved, hvad der virkelig skete, men han har al13


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 14

drig talt med mig om det. Hvad jeg ved, har jeg måttet stykke sammen af vage erindringer og hjælp fra historien. Jeg tilbragte mine tidligste år i det kuperede landskab i det nordøstlige Cambodja, omgivet af savanne og skov, ikke langt fra Vietnams højsletter. Selv i dag føler jeg mig hjemme, når jeg får mulighed for at gå ind i skoven. Jeg genkender dufte. Jeg genkender planter. Jeg ved instinktivt, hvad man kan spise, og hvad der er giftigt. Jeg husker vandfaldene. Jeg kan stadig høre lyden af dem i mine ører. Vi børn plejede at bade nøgne under kaskaderne af vand og øve os i at holde vejret. Jeg husker duften af naturskoven. Jeg bærer et minde dybt i mig om dette sted. Indbyggerne i Bou Sra, den landsby, hvor jeg blev født, er phnong. Det er en gammel stamme af bjergfolk, meget forskellig fra khmererne, som dominerer lavlandet i Cambodja. Jeg har arvet phnongernes typiske mørke hud fra min mor. Cambodjanerne opfatter den som sort og grim. På khmer betyder ordet “phnong” “barbar” I hele Sydøstasien er folk meget sensible over for hudfarve. Jo lysere, man er, jo tættere man er på “månens farve”, desto mere bliver man værdsat. En buttet kvinde med hvid hud er indbegrebet af skønhed. Jeg var mørk og tynd og derfor ikke tiltrækkende. Jeg blev født i 1970 eller 1971, samtidig med at problemerne begyndte i Cambodja. Mine forældre overlod mig til min mormor, da jeg var meget lille. Måske søgte de et bedre liv, eller måske var de tvunget til at rejse. Inden jeg fyldte fem år, var landet blevet tæppebombet af amerikanerne. Så blev det underlagt det morderiske styre under Pol Pots Khmer Rouge. Khmer Rouge styrede fra 1975 til 1979 og var ansvarlig for, at omkring én ud af hver femte indbygger i Cambodja døde ved henrettelse, af sult eller


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 15

under tvangsarbejde. Under de voldsomme begivenheder forsvandt uendeligt mange mennesker simpelthen sporløst fra deres landsbyer og familier. Folk blev flyttet til arbejdslejre, hvor de sled som slaver eller blev tvunget til at kæmpe for styret. Der kan have været mange grunde til, at mine forældre forlod skoven. Den historie, jeg helst fortæller mig selv, er, at mine forældre og min mormor altid tænkte på, hvad der var bedst for mig. Hos phnongerne er det moderens afstamning, der afgør ens etniske tilhørsforhold. Så selv om min far var khmer, var min plads hos phnongerne i Mondulkiri-provinsen, da mine forældre rejste. Ikke længe efter forsvandt min bedstemor også, alt for tidligt til at jeg har noget varigt minde om hende. Der skal ikke meget til, før bjergfolk flytter, hvis der er noget, de er utilfredse med. Ingen forventede at få en forklaring, slet ikke i disse problematiske år. Så da min bedstemor forlod skoven, vidste ingen, hvor hun tog hen. Jeg tror ikke, at jeg blev svigtet – hun tænkte sandsynligvis, at jeg ville være i størst sikkerhed i landsbyen i skoven. Hun kunne ikke vide, at skoven ikke ville blive ved med at være mit hjem særlig længe. Vores landsby bestod stort set kun af omkring et dusin runde hytter, der lå i en klynge i en lysning i skoven. Hytterne var opført af flettet bambus og havde tage af strå, der gik helt ned til jorden. De fleste familier delte én stor hytte uden skillevægge mellem forhøjningen, hvor alle sov, og køkkenområdet. Andre familier boede for sig selv. Da jeg hverken havde forældre eller anden familie i landsbyen, sov jeg for mig selv i en hængekøje. Jeg levede som en lille vild og sov rundt omkring og spiste, hvor jeg kunne. Jeg hørte til alle steder og ingen steder. Jeg mindes ikke, at der var andre børn, som sov alene mellem træerne, som jeg 15


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 16

gjorde. Måske var der ingen, der ville tage sig af mig, fordi jeg var af blandet race – halvt phnong og halvt khmer. Eller måske besluttede jeg mig bare for at holde mig for mig selv. Det er ikke ualmindeligt at være forældreløs i Cambodja. Det er så almindeligt, at det er skræmmende. Jeg var ikke specielt ulykkelig, men jeg kan huske, at jeg altid frøs. På særligt kolde og regnfulde nætter plejede en rar mand, Taman, at gøre plads til mig i sit hus. Han var cham, muslimsk khmer, men hans kone var phnong. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men jeg syntes, at hun var smuk med sit lange sorte hår, der var sat op i nakken med en bambuspind, sine høje kindben og en halskæde af blankt sort træ og tænder fra dyr. Hun var venlig mod mig. Somme tider forsøgte hun at vaske mit lange hår ved at gnide asken af en særlig urt ind i det for at rense det og derefter give det svinefedt og rede det med fingrene, mens hun sang. Hun gik med et kunstfærdigt vævet sort og rødt klæde rundt om maven. Nogle kvinder gik med bare bryster, men Tamans kone dækkede sine til. Taman gik ligesom de andre mænd med et lændeklæde, der ikke dækkede hans bagdel. Mændene gik med perlekæder og havde buer spændt på ryggen og tykke træcylindere stukket gennem huller i øreflipperne. Vi børn gik som regel nøgne omkring. Vi legede eller hjalp hinanden med at lave tøj af tykke, flade blade holdt sammen af lianer. Tamans kone plejede at væve i timevis, mens hun sad på gulvet med benene strakt ud foran sig og bambusvæven bundet fast til fødderne. Hendes tænder var filet ned til skarpe spidser. Phnongpiger filer deres tænder og farver dem sorte, når de bliver kvinder, men jeg forlod landsbyen, længe før det blev tid til at file tænder. 16


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 17

Jeg ledte altid efter en mor, så jeg kunne ligge i hendes arme, blive kysset og aet, ligesom Tamans kone holdt sine børn. Jeg var meget ulykkelig over ikke at have en mor ligesom alle andre. Mine eneste fortrolige var træerne. Jeg talte til dem og fortalte dem om min sorg. De lyttede, forstod og gjorde diskrete tegn til mig. De og månen var mine eneste rigtige venner. Når noget blev uudholdeligt, betroede jeg mine hemmeligheder til vandfaldene, fordi vandet ikke kunne vende om og forråde mig. Selv i dag taler jeg somme tider med træer. Bortset fra det talte jeg næsten aldrig som barn. Det ville ikke rigtig have nyttet, for der var ingen, der hørte efter. Jeg fandt selv min mad. Jeg strejfede om i skoven og spiste, hvad jeg kunne finde af frugt, vilde grøntsager og honning. Der var også masser af insekter, der kunne spises, som græshopper og myrer. Jeg holdt særlig meget af myrerne. Jeg ved stadig, hvor man skal lede efter frugt og bær, og jeg ved stadig, at der er bier, man kan følge for at finde deres honning. Og jeg husker stadig, at man skal kigge ned, fordi der kan være svampe, men også slanger. Hvis jeg fangede et dyr, tog jeg det som regel med hjem til Tamans kone, så hun kunne tilberede det. Hun stegte kød under et lag aske, fordi aske er naturligt salt. Somme tider tørrede hun de små kødstykker i bøffelgødning, blandede dem med bitre krydderurter og ris og tilberedte dem over ilden. Første gang jeg vendte tilbage til landsbyen som voksen, næsten 25 år senere, stødte jeg igen på denne ret og spiste så meget af den, at jeg blev dårlig. Det bjergrige landskab i Mondulkiri-regionen egnede sig dårligt til risdyrkning, så alle i landsbyen måtte arbejde sammen for at dyrke vores føde. Skoven skulle brændes af, før der kunne plantes ris. Med få års mellemrum måtte 17


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 18

vi brænde skov af, så vi kunne dyrke ris, og vi blev tvunget til at bevæge os længere og længere væk for at finde god jord. Der var tale om store afstande, navnlig for mine korte ben, og somme tider måtte vi gå i flere dage. Vi havde ingen vogne eller trækdyr, som khmererne havde på deres oversvømmede rismarker. Alt, hvad vi bragte med os tilbage til landsbyen, måtte vi selv bære. Når risen var høstet, samledes flere landsbyer rundt om et bål for at fejre begivenheden. Vi ofrede en bøffel til ånderne, som boede i skoven, og dansede til lyden af metalgonggongerne. Der var festmåltider i lange baner og masser af risvin. Jeg kan huske, at keramikkrukkerne var enorme, næsten lige så høje som mig. Vi drak vinen direkte af krukken, en efter en, gennem et sugerør af bambus. Selv børnene fik lov at være med. Jeg mindes, at alle var meget venlige over for børnene ved disse lejligheder. Phnongerne er gode mod børn – i modsætning til khmererne. Vores bjerge lå så afsides, at de sandsynligvis aldrig havde haft besøg af en læge eller sygeplejerske. Der var i hvert fald ingen skoler. Jeg så aldrig en buddhistisk eller kristen prædikant. Og selv om min barndom faldt sammen med Khmer Rouge-styret, mindes jeg ikke nogensinde at have set soldater. Khmer Rouge havde bekendtgjort, at bjergfolk som phnongerne var “kernefolk”. Vi var et eksempel for andre, fordi vi ikke havde kontakt med den vestlige verden og boede sammen. Vores skov og bjergene beskyttede os mod de lidelser, som skyllede ind over resten af Cambodja, mens jeg var lille. Magthaverne havde afskaffet brugen af penge i hele Cambodja, og det samme gjaldt eksamensbeviser, motorkøretøjer, briller, bøger og alle andre tegn på moderne be18


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 19

kvemmeligheder. Men jeg tror ikke, at det var derfor, vi ingen penge havde. Phnongerne havde aldrig brug for penge. Hvis de voksne ville have noget, de ikke selv kunne fremstille eller dyrke, byttede de sig til det. Hvis vi havde brug for et kålhoved, bad vi en nabo, som havde plantet kål, om det. Han gav os det uden at bede om noget til gengæld. Sådan er det ikke længere: Folk fra hovedstaden Phnom Penh kommer i weekenden eller i ferierne i deres store firehjulstrækkere med lommerne fulde af pengesedler. En dag, da jeg var omkring ni eller ti år gammel, kaldte Taman mig ind i sin hytte og præsenterede mig for en fremmed. Manden var, ligesom Taman, cham-muslim. Han var meget høj og kraftigt bygget, havde lys hud og en smal næse ligesom Taman. Jeg antager, at han var omkring 55 år gammel, hvilket er meget gammel i Cambodja. Taman fortalte mig, at denne mand kom fra det samme sted som min far. Han omtalte ham som “bedstefar”, som alle cambodjanere gør, for at vise respekt over for de ældre. Han sagde til mig, at hvis jeg tog med denne bedstefar, ville han bringe mig til min fars provins, og jeg ville finde min familie. Måske troede Taman virkelig, at denne bedstefar ville passe på mig. Måske mente han virkelig, at denne gamle cham ville hjælpe mig med at finde min fars slægtninge. Måske var han overbevist om, at jeg ville få det bedre i lavlandet med en voksen til at passe på mig. Eller måske solgte han mig til denne mand og var fuldstændig klar over, at jeg i bedste fald ville blive hans tjenestepige. Jeg har forsøgt at finde Taman mange gange for at finde ud af, hvorfor han gjorde det, men jeg har senere lært, at man aldrig kan blive klog på folks egentlige motiver. 19


En kvindes pris

17/04/09

10:24

Side 20

I begyndelsen syntes jeg virkelig godt om denne bedstefar og var glad for at tage af sted sammen med ham. I mit korte liv var der ikke mange, der havde tilbudt at tage sig af mig. Jeg troede, at denne mand virkelig var min bedstefar, som ville adoptere og holde af mig. Jeg troede, at han vidste, hvor mine forældre befandt sig. Jeg pakkede en bylt med en tunika, som Tamans kone havde lavet til mig, en halskæde af træ og et kort sort og rødt klæde med grønt broderi. Vi begyndte at gå. Vi gik længe ad stier, der bragte os længere og længere væk fra de steder, jeg kendte. Han var ikke særlig snakkesalig, men det var jeg nu heller ikke. Han talte meget lidt phnong, og vi var nødt til at kommunikere ved hjælp af enkle fagter. Vi kom til et sted, hvor folk stimlede sammen om en kæmpemæssig tømmerlastbil. Det var den største og mest frygtindgydende ting, jeg nogensinde havde set. Der kunne ikke være tale om, at jeg ville kravle op på tømmeret ligesom alle de andre – lastbilen skræmte mig. Jeg havde ikke en gang set en cykel før og da slet ikke et motorkøretøj. Jeg trak mig baglæns, men bedstefar stirrede på mig og løftede truende hånden. Jeg forstod ikke, hvad denne håndbevægelse betød – jeg var aldrig blevet slået – men jeg så, at hans ansigtsudtryk havde ændret sig. Det var hårdt og vredt, og det skræmte mig endnu mere end lastbilen. Så ramte hans hånd mig med et hårdt slag, der sendte mig i jorden. Han trak mig op på lastbilen med blødende kind. Da blev jeg klar over, at jeg havde truffet et forkert valg, at denne onde mand ikke var min bedstefar og aldrig ville elske mig. Men det var for sent at vende om.


f103a980554f4645a1efa618b11be733  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you