Europa

TIMOTHY GARTON ASH

EUROPA EN PERSONLIG REJSE

EUROPA

EUROPA. EN PERSONLIG HISTORIE Af Timothy Garton Ash

Oversat fra engelsk af Uffe Gardel efter Timothy Garton Ash: Homelands. A Personal History of Europe

Copyright © Timothy Garton Ash, 2023

Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-07259-1 1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Tekstredaktion: Jon Voss

Forlagsredaktion: Martin Gylling

Omslagsfoto: John Peter Askew

Omslag: Matthew Broughton / Demuth Grafisk

Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk

Kort: Bill Donohoe

Tryk: ScandBook

Original English language edition first published by The Bodley Head, an imprint of Vintage, part of the Penguin Random House group, London

Text copyright © Timothy Garton Ash 2023

The author has asserted his moral rights

All rights reserved

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

www.gad.dk

I triumf (1990-2007)

At forfatte vore dages Europas virkelige og sande historie, det er en opgave for et helt liv.

Leo Tolstoj, dagbøger, 22. september 1852

Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds.

Søren Kierkegaard, Journalen JJ

Prolog: Vor tid

Jeg sidder i en lille dagligstue omgivet af de fremmedartede lugte af Gauloise-tobaksrøg og stærk, sort kaffe, sammen med min franske værtsfamilie og stirrer på en lille sort-hvid tv-skærm. Jeg er fjorten år gammel og på udvekslingsophold, og jeg hjælper med at oversætte. ”Armstrong il dit: un petit pas pour moi, un grand pas pour l’humanité!” Snart efter hopper en skyggeagtig skikkelse vægtløst hen over Månens overflade, en scene, jeg kender så godt fra Tintin-albummet De første skridt på Månen. Det er svært at genkalde sig følelsen af, hvor fjernt det kontinentale Europa var for en engelsk skoledreng i 1969. Jeg vil ikke sige, at Frankrig virkede lige så langt væk som Månen, men Frankrig var alt, hvad englændere traditionelt har sammenfattet i ordet ”fremmed”. Derovre spiser man frøer, kører på scooter og har masser af sex. Drik ikke under nogen omstændigheder vandet. At nå frem til byen La Rochelle på atlanterhavskysten havde krævet en nærmest uendelig rejse med bus, undergrundsbane, tog, færge (voldsomt søsyg), og derefter igen tog og bus. Mit spritnye meget mørkeblå britiske pas i stift bind var blevet meget grundigt undersøgt og stemplet ved grænsen. I lommen rørte jeg nervøst ved nogle nytrykte enorme franske franc-sedler. At ringe hjem var en kompliceret proces, som krævede diskussioner med en telefonist via en knitrende forbindelse på dårligt fransk (”Peut on reverser les charges?”).

Tyve år senere var jeg med til en regimekritisk demonstration i Budapest, hvor jeg signerede eksemplarer af den ungarske udgave af

mine essays om Centraleuropa. Det var i miraklernes år, 1989. Frihed og Europa – de to politiske emner, som står mit hjerte nærmest – gik fremad arm i arm til musikken fra Beethovens Niende Symfoni og indvarslede en fredelig revolution, som skulle indlede et nyt kapitel i Europas og verdens historie. Ingen del af kontinentet var længere ”fremmed” for mig. Jeg legemliggjorde det paradoks, det er at være moderne europæer, og var hjemme, når jeg var i udlandet.

Faktisk hjemme i så høj grad, at da en af mine ungarske venner en dag vendte sig mod mig, mens vi gik gennem Budapests varme og sanselige gader, og udbrød: ”Du må nedstamme fra Scholem Asch!”

”Nej,” svarede jeg, en smule forbløffet.

”Men hvordan kan det så være, at du interesserer dig så meget for Centraleuropa?”

Som om det på en eller anden måde var nødvendigt med en genetisk forklaring på, at man var følelsesmæssigt knyttet til en anden del af Europa.

Vores identitet er givet os, men også skabt. Vi kan ikke selv vælge vores forældre, men vi kan vælge, hvem vi vil blive. ”I grunden er jeg jo kineser,” skrev Franz Kafka i et postkort til sin forlovede. Hvis jeg siger, at jeg ”i grunden er centraleuropæer”, så påstår jeg ikke dermed, at jeg i bogstavelig forstand nedstammer fra den centraleuropæiske jiddischsprogede forfatter Asch, men jeg erklærer et valgslægtsskab.

Da jeg er født i Wimbledon i England, er jeg ubestrideligt født i Europa og derfor, i denne forsimplede forstand, født som europæer. Lige siden Eratosthenes for 2.200 år siden har kartograferne placeret Britannien i Europa, en verdensdel som er modstillet Asien og Afrika i en mental opdeling af verden, som formentlig er den ældste, der findes. Lige så længe, der har fandtes en geografisk forestilling om Europa, lige så længe har vores omtrent trekantede øgruppe været en del af den. Men jeg blev ikke ”født som europæer” i den mere vægtige betydning, at jeg blev opdraget til at føle mig som europæer.

Den eneste gang, min mor har omtalt sig selv som europæer, var,

da hun mindedes sin ungdom i det britiskstyrede Indien, hvor hun var blevet født som datter af Raj, Det Britiske Imperium i Indien. ”Som europæer tog man ud at ride tidligt om morgenen,” fortalte hun mig, engang hun mindedes nogle romantiske måneder, hun havde tilbragt i New Delhi ved udgangen af Anden Verdenskrig. I Indien kaldte englænderne sig for europæere. Det er kun derhjemme, de stadig gerne vil fornægte en sandhed, som virker indlysende for folk, der betragter dem fra Washington, Beijing, Sibirien eller Tasmanien.

Jeg har aldrig hørt min far omtale sig selv som europæer. Selv om det havde afgørende betydning for ham at deltage i landgangen på en strand i Normandiet med den første bølge af britiske tropper på D-dag og derefter kæmpe sig vej tværs gennem Nordeuropa for at befri kontinentet, indtil han stilfærdigt og udmattet kunne fejre VE-dagen (Victory in Europe) i en kampvogn et sted på den nordtyske slette. En af hans konservative yndlingspremierministre, Harold Macmillan, skal have sagt om den legendariske franske præsident Charles de Gaulle, at ”han siger Europa, men mener Frankrig”. Men det gjaldt i lige så høj grad for englændere som min far. Når de sagde Europa, mente de i første omgang Frankrig, sådan som englændere havde gjort i hvert fald de sidste seks hundrede år, siden Hundredårskrigen skabte Frankrigs og Englands nationale identiteter som hinandens modsætninger.

For min far var Europa så afgjort fremmed, og EU var en af de ”kæltringestreger”, som vores nationalsang, ”God Save the Queen”, beder patriotiske briter om at forpurre. Jeg gav ham engang en stor chokolade-euro til jul, og han fortærede den omgående, mens han fornøjede sig med at skære tænder på teatralsk facon. Efter et helt livs aktivt medlemskab af Det Konservative Parti svigtede han det til min rædsel på sine gamle dage kortvarigt til fordel for UKIP, UK Independence Party. Hvis han stadig havde levet i 2016, ville han utvivlsomt have stemt for Brexit.

Jeg anser det for et historiens lykketræf, at jeg er vokset op i England, et land jeg elsker; men dette geografiske faktum gjorde

mig ikke til europæer. Jeg blev først bevidst europæer på et eller andet tidspunkt mellem 1969, da jeg som skoledreng for første gang inhalerede Gauloise-røg, og 1989, da jeg signerede bøger i det revolutionære Budapest. Min dagbog for fredag den 12. august 1977 fortæller om en aften i et pizzeria i Vestberlin sammen med Karl, en ”elektriker, filmkender og taxichauffør”, som mit arrogante toogtyveårige universitetsuddannede jeg beskriver som ”en klart civiliseret medeuropæer”. (Man kan jo ikke spise pizza med et uciviliseret menneske). Men ikke desto mindre en medeuropæer.

Denne bog er en personlig europahistorie. Det er ikke en selvbiografi. Det er i højere grad historie illustreret med erindringer. Jeg trækker på mine egne dagbøger, notesbøger, fotografier og erindringer samt ting, jeg har læst, set og hørt i løbet af det seneste halve århundrede, men også på, hvad andre mennesker har oplevet. Så når jeg siger ”personlig” historie, mener jeg ikke kun ”min egen”: Jeg mener historie, som den er blevet oplevet af enkeltpersoner, og som den eksemplificeres af deres beretninger. Jeg citerer fra mine samtaler med europæiske ledere, hvor det kan belyse historien, men også fra møder med såkaldt almindelige mennesker, der ofte er mere interessante end deres ledere.

Jeg har besøgt eller genbesøgt nogle steder for at få syn for sagn, sådan som journalister gør. Jeg har også trukket på de bedste primærkilder og den nyeste forskning, sådan som historikere gør. Men i modsætning til de reportager og kommentarer, jeg skrev, mens tingene skete, tillader jeg mig her i fuldt mål at være bagklog. Man siger, at alting står klart i bakspejlet, og selv om udsigten i begyndelsen af 2020’erne langtfra er perfekt, så er der nogle ting, der står klarere i dag.

Jeg har altid bestræbt mig på at være præcis, sandfærdig og fair, men jeg vil ikke påstå, at jeg er altomfattende, upartisk eller objektiv. En ung græker ville give en anden fremstilling af Europa, og

det samme ville en ældre finne, en skotsk nationalist, en schweizisk miljøaktivist eller en portugisisk feminist. Europæere kan have flere hjemlande, men ingen føler sig lige meget hjemme i alle dele af Europa.

Hvis vores steder er forskellige, er vores tider det også. Nogle af mine polske venner arbejdede for eksempel ”under jorden” i begyndelsen af 1980’erne, som var en periode med voldsom undertrykkelse; de brugte dæknavne, skiftede i hemmelighed opholdssted om natten, og sendte kodemeddelelser, helt ligesom den polske antinazistiske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Under en rejse, hvor jeg besøgte dem, skrev jeg i min dagbog: ”Afgang fra Heathrow: 1984, ankomst: 1945”. Forskellige generationer kan befinde sig i forskellige tider, selv om de bor det samme sted. Mit 2023 er ikke det samme som mine studerendes 2023. Enhver har sin egen ”vor tid”.

Så hvis der i dag er omkring 850 millioner europæere – med en bred geografisk definition, som omfatter Rusland, Tyrkiet og Kaukasus – så er der også 850 millioner forskellige Europaer. Fortæl mig dit Europa, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Men selv den forståelsesramme er ikke bred nok. Identitet er en blanding af de kort, vi får på hånden, og den måde vi spiller dem på. Den er også en blanding af, hvordan vi ser os selv, og hvordan andre ser os. Vi europæere har det med at hylde os selv, men vi vil have godt af at se os selv, som man ser på os uden for Europa, især i den store del af verden, som har oplevet europæisk kolonistyre.

Selv om vi alle har vores egne personlige tidsaldre og vores egne Europaer, så deler de tid og rum med hinanden. Nutidens Europa kan ikke forstås uden at gå tilbage til den tid, Tony Judt sammenfatter med titlen på sin bog om Europas historie siden 1945: Postwar – Efterkrigstiden. Men denne efterkrigstid blev overlappet og på vigtige områder fortrængt af tiden efter Murens fald, den tidsalder som begyndte med Berlinmurens fald den 9. november 1989, Sovjetunionens undergang i december 1991 og afslutningen på Den Kolde Krigs opdeling af vores verdensdel i to fjendtlige blokke.

I det følgende vil jeg både give en personlig beretning og en fortolkning af Europas historie i disse overlappende perioder af efterkrigstid og eftermurstid.

Europas tid efter Murens fald har ikke været nogen ubrudt fredsperiode. Freden blev brudt af den blodige opløsning af det tidligere Jugoslavien i 1990’erne, af terrorhandlingerne i mange europæiske byer, af Ruslands angreb på Georgien i 2008, dets besættelse af Krim i 2014 og den efterfølgende væbnede konflikt i det østlige Ukraine. Alligevel kan denne periode for flertallet af europæerne beskrives som Trediveårsfreden. Den sluttede med Ruslands invasion af hele Ukraine den 24. februar 2022, som indledte en krig af et omfang og en brutalitet, man ikke har set i Europa siden 1945. Og 1945 er dér, hvor vores historie må begynde.

Ødelagt (1945)

Westen

”Han kom sent om eftermiddagen, englænderen,” siger Heinrich Röpe, en firskåren niedersachsisk landmand med et rabarberfarvet ansigt. Mens vi går langs Aller-flodens stille, græsbevoksede bredder, viser han mig det sted ved siden af hans families bindingsværkshus, hvor britiske tropper lagde en interimistisk metalbro hen over floden en dag i april 1945. ”Montgomery kørte over floden her!” udbryder han, med betydelig lokalhistorisk stolthed. Som femårig dreng stod lille Heini på tæer for at kigge ud ad vinduet, mens den khakifarvede hær passerede forbi.

Det er tre uskarpe sort-hvid-fotografier, der har ført mig til den nu velstående landsby Westen (navnet betyder vest) midt på den nordtyske slette. Fotografierne forestiller en gruppe britiske officerer, som er tilskuere til en cricketkamp. Den ene af dem er min far, som er seksogtyve år gammel. På bagsiden af billederne har han med sin karakteristiske stejlskrift skrevet, at de er taget i juni 1945 i Westen, som hans artillerideling havde besat ved slutningen af Anden Verdenskrig. Min far havde brugt det meste af det år, der var gået siden D-dag, på at kæmpe sig gennem Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland, og han havde set sine kammerater blive såret og dræbt omkring sig. Så en stilfærdig cricketkamp må have været noget helt usædvanligt. Jeg studerer det anspændte ansigtsudtryk hos en ung mand, jeg aldrig mødte, men som blev den gamle mand, jeg elskede. Hvilke tanker gik der gennem hans hoved?

Ved nærmere eftersyn kan jeg i baggrunden af billedet se en

kvinde med et lille barn på skødet. Ud over hende er der flere andre børn i civilt tøj. Den ene af drengene har lysblondt hår og er iført højtaljede bukser med seler. Tyskere. Hvordan oplevede de det, da de slentrede rundt mellem nogle mærkelige udenlandske soldater, som spillede et mærkeligt udenlandsk spil? Mon jeg ville kunne finde nogen i Westen, der kunne huske et par detaljer fra dengang?

Så nu er jeg her en solskinsdag og sidder i et pænt murstenshus fra 1700-tallet, der i dag fungerer som lokalmuseum og forsamlingshus. Omkring et stort træbord foran mig sidder tolv ældre mænd og kvinder, og de kan huske… alt. Alt – og lidt til, måske.

”Jeg var medlem af Hitlerjugend, og for mig stod det helt klart, at Adolf Hitler ville vinde krigen,” begynder Albert Gödecke tøvende. Han troede på sejren lige indtil det øjeblik, han mødte sin første Tommy (enhver i Westen med respekt for sig selv taler om de britiske tropper i ental, som ”englænderen” eller ”Tommy’en”). Heldigvis talte Albert lidt engelsk, så han sagde til englænderen: ”Undskyld, hr. …”

Heinrich Müller, en gammel tætbygget landmand med et hoved som et kæmpegræskar, havde faktisk været soldat i Wehrmacht og havde kæmpet på østfronten, indtil han blev såret. Nu løb Tommy’en ind på hans familiegård i Westen og spurgte på gebrokkent tysk: ”Warum Du nicht Soldat?” (”Hvorfor du ikke soldat?”). Wehrmacht-veteranen svarede ved at trække op i sit bukseben og fremvise sit ar.

Omkring tredive unge tyskere døde i den håbløse kamp for at forsvare Hitlers frontlinje på Allers østlige bred. Jeg går ned ad gangene på landsbykirkegården mellem de små, rektangulære gravsten og læser navne og datoer: Gerd Estemberger, sytten år, Wilhelm Braitsch, sytten, Paul Jungblut, sytten. Jeg kommer til at tænke på Rudyard Kiplings gravskrift over en frisk rekrut:

I den første time på min første dag

I den forreste skyttegrav jeg faldt

(Børnene i logerne til et skuespil

Rejser sig for at kunne se alt)

På det tidspunkt var Westens indbyggertal blevet mere end fordoblet af tyske flygtninge, fra omkring 600 til over 1.200. Nogle var kommet fra Hamburg efter de rædselsvækkende engelsk-amerikanske bombeangreb, der under navnet Operation Gomorrah havde tvunget mindst 900.000 mennesker til at flygte fra den sønderknuste by. En anden gruppe flygtninge var blevet flyttet – ”på Adolfs tid”, som Albert udtrykker det – fra Bessarabien til Pommern, hvorfra de senere flygtede til Westen fra den fremrykkende Røde Hær, ”med 140 heste”. Jeg kan godt lide landmandens præcise hestetælling. Og så var der et endnu større trek af tyskere, der flygtede for deres liv fra Schlesien, som Stalin, Churchill og Roosevelt havde dekreteret skulle gives til Polen.

Helga Allerheiligen er en af disse flygtninge fra Schlesien. Den nydelige lille kvinde, som ser meget yngre ud end sine firs år, fortæller historien med hjælp fra sin mand, Wilhelm. Ja, hun kom fra Breslau (i dag Wrocław) ”i en vogn trukket af stude, med bare tre kufferter”. Hendes familie blev indkvarteret i den nærliggende landsby Hülsen i en lejr, som tidligere havde været anvendt til polske tvangsarbejdere. ”De skulle have set det forfærdelige rod, polakkerne efterlod sig i barakkerne”, fortæller hun mig bagefter, med et lille anstrøg af gamle fordomme.

Disse tyske flygtninge blev ikke budt velkommen af de lokale, og bestemt ikke som partnere for deres sønner: ”Mænd fra Westen skulle gifte sig med piger fra Westen.” Men heldigvis arrangerede de britiske tropper fester med dans. De britiske soldater ”ville gerne mødes med de tyske piger,” forklarer Helga. Ved sådan en fest, på kroen i Hülsen, mødte hun en nydelig ung mand fra Westen ved navn Wilhelm Allerheiligen. Wilhelms far var forfærdet: ”Hun kommer her uden noget som helst!” Men kærligheden sejrede. Så her sidder de, et helt liv senere, og husker tilbage på de gode gamle og dårlige gamle dage.

Da hun fortæller, at de britiske tropper arrangerede danseaftener ”for at mødes med de tyske piger”, får det mig til at spørge om noget andet: Opstod der nogensinde forhold til britiske soldater?

Efter en lang pause siger en af mændene drillende: ”Leder De efter slægtninge i Westen?”

Da vi bryder op for at drikke kaffe og spise hjemmebagt kage, viser jeg de to Heinrich’er min fars cricket-fotografier. Har de nogen anelse om, hvor de kan være taget? De stikker deres store hoveder sammen. Jamen selvfølgelig, udbryder de, det der er den gamle vej til Wahnebergen, og se engang, det er telegrafpælen ved Nocke.

Måske var der nogen, som kunne vise mig stedet? Jan Osmers, den yngste af dem, melder sig frivilligt til at hjælpe mig. Vi hopper ind i min lejede VW og er fremme på et øjeblik: Der er ingen tvivl, det er engen, man kan se på billederne, og telegrafpælen er der stadig. Jeg står i højt, sødtduftende græs til anklerne og kan for mit indre øre høre en cricketkamp en varm sommereftermiddag for mange år siden: ”Godt slag!” ”Er han ude?” Jan er en slank mand med pjusket sølvhår og tonede briller, og han er den lokale historiker. Han er den stolte arving til en vindmølle, som har været i hans families eje i fem generationer, og han har netop skrevet en detaljeret og grundigt researchet fortælling om Westens historie. Han er ikke mere end et par år ældre end mig, og vi kommer med det samme godt ud af det med hinanden.

Fra cricket-engen kører vi videre til Steinlager, den lejr hvor tvangsarbejderne var indkvarteret i nabolandsbyen Döverden. I dag hedder stedet Steinsiedlung (lejren blev efter krigen til en landbrugsejendom), og de solidt byggede barakker er blevet forvandlet til beskedne enfamilieshuse med pæne græsplæner og små biler i indkørslen. Ved et af husene flager man med Stars and Stripes fra en høj flagstang.

Mange af nazisternes tvangsarbejdere i dette område boede hos de landmænd, de arbejdede for, mens landmændenes sønner deltog i Hitlers krig for at slå tvangsarbejdernes slægtninge ihjel. Men de polakker, russere, franskmænd og belgiere, som var indkvarteret i Steinlager, arbejdede på krudtfabrikken Eibia i nærheden, hvor man blandt andet fremstillede et primitivt kemisk våben. Jan og jeg kører ind i en tæt nåleskov ved Barme, hvor man stadig kan finde resterne

af denne dødsfabrik blandt gran- og fyrretræerne. Et forladt jernbanespor fører direkte til fabrikken, og lige i nærheden løber der en banestrækning, som stadig er i brug. Jernbanelinjer – disse den nazistiske ondskabs åreknuder, som førte gift, slaveri og død ud i alle hjørner af det besatte Europa.

I skoven ved Barme er man allerede tæt på mørkets hjerte, men man kommer endnu tættere på, hvis man drejer væk fra vejen tilbage til Hannover og følger skiltene til Bergen-Belsen. Det var her, bare et par dage efter at have krydset Aller, at min fars soldaterkammerater stødte på rædsler, som kun få briter havde haft bare en fjern anelse om. Overalt omkring sig kunne de se ”levende skeletter med udtærede, gullige ansigter”, og de mærkede ”lugten af kød i forrådnelse”.

Mishandling, sult og sygdom havde berøvet disse overlevende den sidste rest af menneskelig værdighed. Alan MacAuslan, en lægestuderende som gjorde tjeneste i de britiske styrker, huskede tilbage:

Jeg kiggede ned i halvmørket og så en kvinde, som sad på hug for fødderne af mig. Hun havde sort, filtret hår, som var tæt befolket [med lus], og hendes ribben stak frem, som om der ikke var noget mellem dem… Hun forrettede sin nødtørft, men hun var så afkræftet, at hun ikke kunne løfte sine endeballer fra gulvet, og da hun havde diarré, boblede den gule, flydende afføring op over hendes lår. Hendes fødder var hvide og opsvulmede af hungerødemer, og hun havde fnat. Mens hun sad på hug, kløede hun sine kønsdele, som også var angrebet af fnat.

En tjekkisk fange, Jan Belunek, fortalte sine befriere, at han havde set lig, hvor hjerterne var skåret ud, og han havde set en anden fange ”sidde ved siden af sådan et lig (…) og spise kød, som jeg ikke var i tvivl om var menneskekød”.

Ligene lå i høje stabler og fremviste, som en af de britiske officerer bemærkede, ”alle de tænkelige grimasser, som dødsstivhed kan fremkalde på et menneskes ansigt, alle tænkelige stillinger, som et

tilfældigt henkastet skelet kan indtage”. Hvis man besøger mindestedet Bergen-Belsen i dag, kan man se originale dokumentarfilm, hvor tilfangetagne lejrvagter er blevet beordret til at trække de nøgne, stive lig ned fra lastbiler og trække dem hen til nogle massegrave, mens overlevende lejrfanger råber skældsord efter dem på alle Europas sprog.

På bare en enkelt dags kørsel rundt i det, som i dag er et velstående og fredeligt hjørne af Nordvesteuropa, er jeg blevet ført tilbage til vores verdensdels mørkeste tid. Spøgelserne venter på én her, de er kun en samtale væk. For enhver Helga, Albert eller Heinrich, for enhver britisk soldat som min far, for enhver fransk, polsk eller russisk tvangsarbejder i Steinlager, for enhver fange i Bergen-Belsen, var der millioner af andre.