Et farligt talent by Gads Forlag

Den forsvundne by Arvtageren

Af samme forfatter på

Et farligt talent er oversat fra svensk af Nanna Kalkar efter En farlig talang

First published by Norstedts, Sweden

Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Rasmus Funder

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-06730-6

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til min mor, som da jeg var syv år gammel læste den første side, jeg nogensinde havde skrevet, og sagde:

“Jeg tror, at det her kunne blive til en bog.”

Lige netop den historie blev ikke til en bog. Men det blev den her. Det ville aldrig være sket uden dig.

Vinen var lunken, og Louise kunne mærke, hvordan garvesyren fik smagsløgene bagerst på tungen til at snerpe sammen. Det var en dyr flaske, en af Williams bedste, en af dem, han havde købt som en investering og ikke til at drikke.

Hun havde altid syntes, at det var en af hans mere irriterende vaner.

Det var en time siden, hun havde sendt sms’en, og femoghalvtreds minutter siden, hun var gået ned i kælderen, havde stirret på vinkøleren i nogle sekunder, åbnet den og hevet en flaske ud, som hun havde taget med op i køkkenet. Hun havde trukket den op stående ved køkkenbordet og drukket en slurk direkte af flasken og gurglet vinen rundt i munden. Hun sank og konstaterede, at den ikke smagte mere som en investering end riojaen, hun havde købt dagen før på Systembolaget for 119 kroner.

Nu var halvdelen af flasken drukket, men roen, hun havde håbet på, nægtede at indfinde sig. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun havde brug for mere end vin, noget, som kunne berolige og grounde hende, men hun skubbede tanken fra sig. Hun ville være skarp i aften. Hun havde brug for at være skarp.

Hun havde altid grinet ad de scener i film, hvor en af skuespillerne tog læbestift på før en konfrontation, som om det var krigsmaling, men nu følte hun, at der alligevel var noget om snakken.

Hun havde været i bad og barberet benene omhyggeligt, indtil

PROLOG

hvert eneste hårstrå var væk, havde smurt arme, ben og ansigt ind i tre forskellige cremer fra tre forskellige små, tunge glaskrukker. Havde duppet parfume ved kravebenet og under hagen. Hun havde valgt en hvid silkebluse og matchende hvide bukser. Hvis hun havde planlagt at forlade huset, ville hun have valgt noget andet, men klimaanlægget, de havde fået installeret forrige sommer, holdt temperaturen under tyve grader, på trods af at den fugtige, klistrede augustvarme udenfor bølgede mod ruderne og fik hele verden til at se ud, som om den lå under vand.

Med lette bevægelser havde hun sminket sig og taget sig god tid, tørret sporene efter den brune mascara på øjenlågene bort med hænder, som kun rystede en lille smule.

Og derefter havde hun ventet.

Louise fyldte glasset endnu en gang og satte sig ved spisebordet. Det kunne blive når som helst.

Hun havde ikke formuleret det som et spørgsmål, men derimod som en deadline. “20:00. Mit hus. William er ikke hjemme.”

Uret på komfuret viste nu 19:56.

Var hun nervøs? Hun vidste det ikke rigtig. Fornemmelsen, der fyldte hendes krop med en stadig strøm af adrenalin, måtte være nervøsitet, men det føltes ikke sådan. Det føltes, som om det slog gnister under huden. Som om hun var vågen for første gang i meget, meget lang tid.

19:58.

Bilen rundede svinget nede ved vandet og nærmede sig.

Louise rejste sig fra bordet og rettede på blusen med hænder, der pludselig var blevet fuldstændig rolige.

Tiden var inde.

Jeg vågner, ved at Marias alarm ringer.

Hun sætter altid fire eller fem alarmer, den første en time inden, hun bliver nødt til at kæmpe sig ud af sengen, og det er et kompromis. Da vi flyttede sammen, plejede hun at sætte elleve eller tolv.

“Maria,” stønner jeg, “would you please, for the love of god, turn off that alarm?”

Hun svarer ikke.

Jeg borer ansigtet ned i puden og trækker dynen op over hovedet, forsøger at ignorere lyden. Men dynen er for tung, puden lugter ikke rigtigt, og ingen slukker for telefonen.

Jeg sætter mig op. Det er mørkt i rummet, men ikke mørkt nok. Det er ikke mine specialbestilte mørklægningsgardiner, der hænger for vinduet, og det her er ikke min seng. Maria ligger ikke ved siden af mig på madrassen, ingen uglede lokker stikker op over dundynen, ingen svage, pibende åndedrag.

Det er lyden af min egen telefon.

Jeg rækker ud efter den på natbordet, hvor den ligger og truer med at vibrere hele vejen ud over kanten, og jeg kigger på skærmen. Det er ikke en alarm, det er et opkald, og det er et nummer, jeg ikke genkender. Landekoden er svensk.

Hvis jeg havde været en mere optimistisk person, så havde jeg

tænkt, at det måske var fra klinikken, hvor jeg var til jobsamtale for nogle uger siden.

Jeg tøver, inden jeg svarer, og presser telefonen mod øret. Min stemme er stadigvæk grødet af søvn, da jeg siger:

“Ja, hallo, det er Rebecca.”

“Det er Leo,” siger stemmen i den anden ende, og jeg sætter mig øjeblikkeligt lidt op i sengen.

“Leo?” siger jeg som for at bekræfte, at jeg har hørt rigtigt.

Jeg tror ikke, at vi har talt sammen i … gud, det må være fem år siden. Vi havde ikke været venner, kun kolleger, som kom godt ud af det med hinanden, og som arbejdede godt sammen. Hvis det havde været en lang dag, gik vi en gang imellem ud og satte os på en bar, men vi plejede ikke at ses privat.

“Kan du tale?” spørger han, og jeg lader halvt ubevidst fingrene glide gennem håret, som om han kunne se mig gennem telefonen. Jeg føler mig på en underlig måde genert over at sidde her helt svedig og forsovet, kun iført en sytten år gammel T-shirt, som jeg fandt nederst i en skuffe.

“Selvfølgelig,” siger jeg. “Hvad drejer det sig om?”

Det er ikke kun det, at han ringer tidligt en søndag morgen, når han aldrig før har ringet til mig uden for arbejdstid; ikke kun det, at den eneste kontakt, vi har haft de seneste fem år, har været et hurtigt like på en facebookopdatering i ny og næ.

Det er tonefaldet. Den dæmpede, tilbageholdne tone i hans stemme. Jeg har hørt den før.

“Det kommer ud i aviserne i dag,” siger Leo. “Jeg ved, at du er hjemme, og … vi har allerede informeret de pårørende. Du er ikke direkte pårørende, men jeg gik ud fra, at du gerne ville høre det. Så du slipper for at se det på spisesedlerne.”

“Hvem er det?” spørger jeg. Nu sidder jeg ret op og ned og

bemærker halvt om halvt, i en anden del af min hjerne, at jeg har øget puls, at jeg spænder i skuldrene, at jeg har forberedt kroppen som før et angreb.

Der er stille i røret. Så hører jeg, at Leo siger:

“Det er Louise von Ascheberg.”

Min mund bliver tør. Et minde dukker op i mit hoved, så stærkt og tydeligt, at det for et kort øjeblik synes mere virkeligt end rummet omkring mig.

En strikket trøje. En svag duft af vanilje, blandet med salt og tang. Skumringslys over blond hår.

“Hvordan?” spørger jeg, men min stemme lyder, som om den kommer langt væk fra.

“Du ved, at jeg ikke kan fortælle det,” siger Leo. Der er en snert af noget undskyldende i hans tonefald, og jeg nikker for mig selv, selvfølgelig, det er klart, jeg ved det godt, jeg ved bedre end at spørge, alligevel kan jeg ikke standse mig selv:

“Men I efterforsker det som mord?”

Hans tavshed bekræfter alt det, han ikke kan sige.

Jeg burde sige noget. Jeg må sige noget. Jeg kan ikke sige noget.

“Jeg bliver nødt til at løbe,” afbryder Leo mine tanker. “Jeg ville bare fortælle dig det. Jeg ved ikke, om du er ligeglad, men … ja.”

“Jeg er ikke ligeglad,” får jeg til sidst fremstammet, halsen er sammensnøret. “Tak.”

Jeg hører, hvordan Leo bliver hængende i røret.

“Ja,” siger han, “godt så. Pas på dig selv.”

Han lægger på.

Jeg bliver siddende i den rodede seng med telefonen mod øret i flere sekunder. Navnet dunker i mit hoved.

Louise.

Den kom for seks uger siden. Vi er ikke venner på Facebook,

har ikke kontakt på LinkedIn og følger ikke hinanden på Instagram, så hendes besked kom som en forespørgsel, som jeg lod forblive ubesvaret. Men jeg læste den gentagne gange. Forsøgte at læse mellem linjerne.

Louise von Ascheberg

Hej Rebecca!

Jeg hørte, at du er tilbage i Djursholm og tænkte på, om du vil drikke en kop kaffe en dag? Jeg vil gerne tale med dig om noget vældigt spændende!

Jeg taler aldrig om Louise. Hvis det ikke havde været for Miriam Hedlund, så havde jeg heller aldrig fortalt noget til Leo.

Det var cirka et år, før jeg flyttede til USA. Et par år efter at jeg begyndte at arbejde regelmæssigt med Leo. Vi var ikke ligefrem et makkerpar à la krimiserier på tv: Han var ikke mørk og dyster, jeg var ikke høj, slank og uden bh, og hverken han eller jeg havde problemer med alkohol. Jeg drak overhovedet ikke, og Leo var så fokuseret på sin træning, at han afskyede alt, der ikke var grøn juice eller indeholdt kreatin ifølge varedeklarationen.

Men sagen med Miriam Hedlund gjorde os sårbare nok til at åbne os for hinanden.

Han valgte at indkalde en konsulent, eftersom hun var femten år. Min chef Laetitia havde en baggrund inden for ungdomsforsorgen og var ellers den, der håndterede sager med børn og unge, men Leo og jeg havde arbejdet sammen flere gange på det tidspunkt og vidste, at vi var gode til at samarbejde, så han kontaktede mig og spurgte, om jeg havde tid.

Jeg var nærmest lige fyldt 30 og havde lige nøjagtig fået så meget erfaring som konsulterende afhøringsekspert, at jeg begik den fejl at tro, at jeg vidste, hvad jeg lavede. Leo havde haft et godt år og var begyndt at føle sig hjemme i rollen som efterforsker. Det lod til at være en enkel sag. Et indbrud, som var gået galt. Der

havde været en række indbrud i området, hvor Miriam og hendes forældre boede, og Miriam var et godt vidne.

Lidt for godt, men det tænkte vi ikke på dengang.

Leo kaldte mig ind, for at jeg skulle høre hende aflægge vidneforklaring, ikke for at holde et forhør. Han havde ondt af hende. Han bad mig holde øje med tegn på traumer, for hvilken femtenårig ville ikke blive traumatiseret af at se sin far blive voldsomt mishandlet af en indbrudstyv?

Skylden lå hos os begge. Det forstod vi bagefter. Hvis Leo havde undersøgt gerningsstedet en ekstra gang, så ville han have lagt mærke til, at låsen på yderdøren faktisk aldrig havde været brudt op, at de klodsede mærker rundt om låsen mere så ud, som om nogen havde hakket i døren med en kniv, og ikke som om nogen havde forsøgt at bryde ind.

Og hvis jeg ikke havde været så optaget af at kigge efter tegn på PTSD, så ville jeg have bemærket, hvor dårligt Miriams forklaring stemte overens med, hvordan vidneforklaringer fra ofre for forbrydelser plejer at være. Hun havde styr på alle detaljer. Hun hverken tøvede, gik i stå eller søgte efter ordene. Jeg tolkede hendes mangel på affekt som chok, hendes skråsikkerhed som en forsvarsmekanisme.

Jeg spekulerer stadigvæk på, om min chef Laetitia ville have opdaget det, som jeg ikke kunne få øje på. På samme måde kan Leo heller ikke vide, om en anden betjent ville have fattet mistanke til, at der var noget galt. Måske ville et andet team være kommet frem til de samme konklusioner som os. Men intet kunne dulme skyldfølelsen efterfølgende, efter at Miriams mor afbrød sin forretningsrejse og hentede hende på politistationen, og Miriam, mindre end en time efter hjemkomsten, havde taget den samme spade, som hun havde anvendt til at mishandle sin far med, så

han endte i koma, og knust kraniet på sin mor. Denne gang i badeværelset. Ikke i køkkenet.

De gav hende efterfølgende en diagnose, som for det meste kun bruges, når det handler om voksne. Jeg blev bedt om at være en del af teamet, som skulle stå for undersøgelsen, men takkede nej. Jeg kan stadigvæk ikke tænke på hende uden at få kvalme. Om det er af skyld eller sorg eller af afsky for det, hun gjorde, ved jeg ikke.

Men den dag, dommen faldt – ungdomsforsorg – gik jeg og Leo ud og fik en drink.

Jeg ville have foretrukket, at han kom hjem til min lejlighed, så jeg kunne rulle en joint til os begge, men Leos kæreste ville ikke have syntes om det, hverken jointen eller os to alene sammen. Dengang kunne hun blive jaloux. Det gjorde ingen forskel for hende, at jeg ikke var interesseret i mænd andet end som venner og kolleger. Jeg tænker på, om jalousien er blevet mindre med tiden. Nu, hvor de har to børn og en lille villa i Solna.

Jeg bestilte en tonic med lime og is, Leo en stor fadøl. Det var et mørkt værtshus tæt på tunnelbanen, så vi begge let kunne komme hjem.

I lang tid sagde ingen af os et ord. Vi sad bare i tavshed ved det tunge, mørke træbord og drak af vores glas.

“Faren overlevede i det mindste,” sagde Leo til sidst, og jeg grinede tørt og lidenskabsløst.

“Mm,” sagde jeg. “Det er altid noget.”

Leo rystede på hovedet.

“For fanden da også,” sagde han stille, og det sammenfattede på sin egen måde hele situationen.

Det var første gang, vi havde besluttet at ses uden for arbejdstid, og vi gjorde det et par gange til, inden jeg forlod Stockholm for

at rejse til Houston. Det havde været Leos forslag, og jeg takkede ja, og hverken han eller jeg havde sagt, hvad vi begge vidste: at vi havde behov for at sidde en stund med nogen, som forstod den frygtelige, pinefulde følelse af fiasko, som alle andre ville prøve at overbevise os om, at vi ikke behøvede at føle.

“Jeg burde have set det,” sagde jeg stille, mens jeg skubbede den ensomme, lille isterning rundt i glasset med tonic med det korte, sorte sugerør. “Hvis jeg havde fulgt protokollen for det første forhør, så ville jeg have opdaget det.”

“Vi vidste ikke, at det var et forhør,” sagde Leo, men hans stemme lød tung og trist.

Jeg sagde ikke, hvad jeg tænkte. Det var ikke nødvendigt. Jeg vidste, at han tænkte det samme.

I stedet stillede jeg et stivnet spørgsmål om hans kæreste. Spurgte, hvordan de mødte hinanden. Det var ikke noget, vi plejede at tale om, så samtalen var famlende, men det hjalp at fylde tavsheden ud med noget. Efter at Leo havde købt en øl til, havde stemningen i lokalet forandret sig. Skyldfølelserne, udmattelsen og den tætte lugt af gammel sprit, lagde sig som et tæppe omkring mig.

“Hvad med dig?” spurgte Leo til sidst. “Ser du nogen?”

Jeg rystede på hovedet og grinede kort.

“Nej,” sagde jeg. “Jeg er ikke så god til det. Og arbejdet kommer i vejen. Enten synes de, at det er ubehageligt, eller også bliver de lige lovlig interesserede.”

“Aha,” sagde Leo og nikkede. “Krimientusiaster, eller?”

“Nej,” sagde jeg, “det havde nok været lidt lettere. De vil have en privat terapeut. Eller også er det bare den slags piger, jeg tiltrækker.”

Leo løftede øjenbrynene et øjeblik, og jeg så, hvordan han

bearbejdede informationen, inden han nikkede. Skønt. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage for givet, at Leo ikke var sådan, men jeg havde tidligere taget fejl. Jeg havde opdaget, at tilsyneladende fornuftige mandlige venner fik det der typiske blik i øjnene, så snart jeg følte mig tryg nok til at sige, at jeg var lesbisk. Det var det samme blik, som jeg forestillede mig, at man fandt hos religiøse missionærer.

Jeg kan omvende hende.

“Jeg forstår,” sagde Leo. “Jeg tror ikke, at det er dig. Det er bare svært at møde nogen i det her job. Ikke at vi har samme job, eller, du ved. Men inden jeg mødte Linda, var jeg begyndt at give op.”

Jeg smilede skævt.

“Tror du, at jeg også burde begynde at hænge ud ved romaskinen nede i fitnesscenteret?” spurgte jeg. “Vente på, at min prinsesse skal dukke op og rette på min teknik?”

Leo grinede.

“Måske,” sagde han. “Jeg kunne godt lide, når Linda gjorde det.”

Jeg mærkede, hvordan mit smil falmede. Hun var dukket op i mit hoved igen.

Dengang gjorde hun det nu og da. Oftest ud af det blå. En gang imellem spekulerede jeg på, om det virkelig handlede om Louise, eller om hun var blevet et symbol for noget andet. For mine fejltagelser og min ensomhed, måske.

I løbet af mine obligatoriske femogtyve timers terapi på psykologistudiet havde jeg undgået alle spørgsmål om personlige forhold og forbindelser, så godt jeg kunne, for jeg vidste, at hun i så fald ville blive taget op. Jeg havde overbevist mig selv om, at min uvilje udsprang af, at jeg syntes, det var irrelevant, men på et andet plan havde jeg alligevel spekuleret på, om det var af frygt for, hvad min psykolog ville have sagt om det.

“Jeg ved ikke rigtig,” hørte jeg mig selv sige til Leo, og det kom lidt bag på mig, da jeg indså, hvad det var, jeg var i færd med at fortælle. Måske var det den uventede fortrolighed i at dele en fiasko, der gjorde det.

“Jeg har altid haft en ting for lidt besværlige piger,” sagde jeg. “Min første kæreste var sådan. Jeg forsøgte at fikse hende, hun ville ikke fikses. Du ved, hvordan det er.”

Leo, som havde en glad og jordnær kæreste og sandsynligvis ikke havde en anelse om, hvad jeg mente, nikkede.

“Ja,” sagde han. “Det er ikke let at hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes.”

“Pyt, det kan have været mig, som ødelagde det,” sagde jeg.

“Man skal ikke gå rundt og tro, at man kan redde hele verden. Det er nok ikke så sjovt at være sammen med en, der betragter en som et projekt.”

Jeg bed mig i kinden. Tænkte på sidste gang, vi talte sammen.

Fuck dig, Rebecca. Jeg vil aldrig se dig mere.

Leo var god til at lytte. Ikke på den måde, man lærer på uddannelsen, med øjenkontakt og nik og spejlinger, men derimod god til at lytte på den der rolige skånske måde. Han sad bare tavs og afslappet og ventede på, at jeg skulle udfylde tavsheden.

Så det gjorde jeg. Jeg fortalte om Louise.