Laura Maria Schütze
Kongelige begravelser
Laura Maria Schütze
Kongelige begravelser i Roskilde Domkirke
© 2025, forfatteren og Gads Forlag
Forlagsredaktion: Peter Bejder
Tekstredaktion: Peter Bejder & Søren Boy Skjold
Omslagsfoto: Frederik 9.s begravelsesprocession i Roskilde i 1972. Foto: Lise Evers
Grafisk design: Le bureau
Repro: Narayana Press
Tryk: Print Best
ISBN: 978-87-12-07788-6
1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia, 2025
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet. / In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Laura Maria Schütze
Kongelige begravelser
i Roskilde Domkirke
En levende tradition
Kun få danske monarker har frivilligt abdiceret. Erik Lam (1137-1146) gjorde det kort før sin død for at indtræde i en munkeorden. Det var et fromhedsideal, man også så blandt andre europæiske fyrster, eksempelvis den tysk-romerske kejser Karl den Tykke (konge 876- og kejser 881-888).
[...] så kom kisten, der blev trukket af, tror jeg, nogle unge soldater, og det var virkelig gribende, altså. Og vi stod jo bare der tæt, tæt, og der var ingen lyde ellers. Der var ingen, der sagde noget […], vi stod bare og var en del af det der, ikke? Og vores konge passerede forbi.1
Marianne var 17 år og gik i 2. g, og ligesom tusindvis af andre elever havde hun fået fri fra skole. Hun havde stået timevis i den isnende kulde og ventet på, at Frederik 9.s (1947-1972) begravelsesoptog skulle bevæge sig gennem Roskildes smalle gader. Det var den 24. januar 1972, og ruten fra stationen til domkirken var belagt med gran og indrammet af en flagallé med sørgeflor. Lidt længere oppe ad gaden stod Lise. Hun arbejdede i en bank i Algade og var gået nogle etager op for at få godt udsyn. Derfra tog hun det billede, som pryder bogens omslag. Tusindvis af mennesker stod langs ruten, hang ud ad vinduerne eller var kravlet op på tage, mure og ølkasser. Grantæppet i gaderne dæmpede lyden af soldaternes fodslag, så man kun kunne høre sørgemusikken, trommeslagerens taktslag og domkirkens klokker. Samtidig lå der en tung duft af gran over byen.
Ni dage tidligere var en ung dronning Margrethe 2. (1972-2024) trådt ud på balkonen på Christiansborg Slot foran tusindvis af mennesker. Statsminister Jens Otto Krag havde tre gange råbt: ”Kong Frederik 9. er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.”, mens hendes sorte slør blafrede i vintervinden, og sorgen tydeligt stod malet i hendes ansigt. På samme slot og på samme balkon 52 år senere trådte dronning Margrethe 2.s søn frem foran en endnu større menneskemængde. Efter hans mor havde underskrevet
erklæringen om abdicering i Statsrådet, skulle han nu udråbes som kong Frederik 10. af statsminister Mette Frederiksen. Kongens øjne var blanke, og et par tårer måtte tørres væk, men smilet var også stort, for tronskiftet var ikke forbundet med en tidligere regents død.
I Danmark har vi i nyere tid hverken tradition for at krone eller salve vores regenter.2 Det er døde traditioner. Siden vedtagelsen af Grundloven i 1849 er tronskiftet for offentligheden først og fremmest blevet markeret med en proklamation. Ingen rigsregalier, sølvløver, internationale gæster eller national klokkeringning, kun mindre processioner. ”En amputeret udråbelsesceremoni”, blev tronskiftet kaldt i en debat i Politiken i januar 2024.3 Tronskiftets enkle og sekulære karakter som selvstændigt ritual blev da også tydeligt, da det for første gang stod uden sin tro følgesvend, den kongelige begravelse. Begravelsen er et af de største og mest betydningsladede af de kongelige ritualer. Som noget ganske specielt for Danmark er traditionen først og fremmest forbundet med én kirke, og det har den været i 1.000 år. Vel nok den kirke, danskerne kender bedst, og som er udpeget som UNESCO Verdensarv, nemlig Roskilde Domkirke.4
En kongelig gravkirke i 1.000 år
Roskilde Domkirke er ikke den eneste kongelige gravkirke i Danmark. Også i Ringsted, Sorø, Odense, Ribe, Viborg og Jelling findes de. Dertil kommer Slesvig, Winchester, Trondheim, Vadstena, Dalby og Lund fra dengang, rigets territorium strakte sig over større vidder, og der er yderligere en håndfuld i udlandet. Men Roskilde Domkirke er noget særligt. Her blev de kristne vikingekonger begravet. Og det er her, Kalmarunionens grundlægger, Margrete 1. (1387-1412), reformationskongen Christian 3. (1534-1559), den første enevældige konge, Frederik 3. (1648-1670), og Grundlovens giver, Frederik 7. (18481863), ligger begravet. Ligesom det er her, at dronning Margrethe 2. og prins Henriks (1972-2018) gravmæle står. Ifølge traditionen er ikke færre end 40 konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke, heraf 22 monarker.5 At besøge de kongelige gravmæler er som at bevæge sig gennem danmarkshistorien fra vikingetiden til i dag. Den kongelige begravelse er et ritual fra fortiden, og den er et ritual i nutiden. Den er en levende tradition.
Harald Blåtands (958-987) grav er domkirkens ældste, og den er omgærdet med en del mystik – blev han overhovedet begravet her? Uanset om svaret er ja eller nej, er hans begravelse en del af domkirkens tradition. Den er en del af Roskilde Domkirke som kollektivt erindringssted. Kollektiv – eller kulturel – erindring er et begreb, man bruger til at beskrive et samfunds forestillinger om fortiden, samtiden og fremtiden. Og erindringspolitik handler om at bruge historien til at styrke en politisk agenda i samtiden.6 Det kunne være som et argument for at gå i krig: Engang tilhørte dette landområde vores territorium, og derfor er det naturligt, at vi indlemmer det i vores rige igen. Den type argumenter er også en del af den kongelige begravelses erindringspolitik.
Som erindringssted og gravkirke materialiserer Roskilde Domkirke en kollektiv erindring om monarkiets historie. Men erindringssteder kan også miste deres funktion og betydning. Det skete i perioder i middelalderen. Hvis et erindringssted ikke skal glemmes, kræver det nemlig, at stedet vedvarende
Kort over de danske monarkers grave. Langt de fleste er begravet inden for det territorium, de regerede over. Årstallet angiver deres dødsår, ikke tidspunktet for deres begravelse eller genbegravelse.
bliver aktiveret ”ligesom en svømmer, der bliver nødt til at bevæge sig for at holde sig oppe”.7 I Roskilde vendte kongehuset dog tilbage igen og igen, og hver gang blev kirken aktiveret som erindringssted.
Mange danskere kender domkirken som kongernes gravkirke, mens deres kendskab til begravelsesritualet ofte vil være betinget af, at de selv har oplevet et. Det er trods alt et ritual, hvor der oftest går mange år imellem. De mange kongelige begravelser gør den til en af Europas største kongelige gravkirker. Det betyder også, at traditionen har været så stabil, at den har kunnet genopfinde sig selv inden for rammen af den samme kirke. Roskilde Domkirke er i dag kendetegnet ved sine mange arkitektoniske stilarter. I årenes løb er der igen og igen blevet revet ned samt bygget til og på for at kunne iscenesætte de kongelige grave efter samtidens agenda. Det har gjort kirken til UNESCO Verdensarv og gør den til et unikt udgangspunkt for at undersøge begravelsesritualets udvikling under store religiøse, politiske og territoriale ommøbleringer i danmarkshistorien: vikingetid, Kalmarunionen, Reformationen, enevælde og konstitutionelt monarki.
Den kongelige begravelses elementer
Den kongelige begravelse er et stort, langvarigt og komplekst ritual.8 I løbet af de 1.000 år ændrer begravelserne sig, ligesom kilderne ændrer sig. Derfor ved vi mere om nogle ritualer end an-
Christian 8.s lit de parade blev den sidste med offentlig adgang. Liget blev først obduceret og balsameret. Dernæst blev det iført en dragt af sølvmor (sølvklæde) og salvingskappen, inden det blev lagt på parade på Amalienborg. De kongelige regalier lå ved hovedet, mens danske og udenlandske ordner lå ved ligets side.
dre, og nogle ved vi slet ikke noget om. Ikke desto mindre kan man identificere bestemte delritualer, der findes ved langt de fleste kongelige begravelser: forberedelse af monarkens død, balsameringen af liget, lit de parade, hvor liget lå på paradeseng i en åben eller lukket kiste, castrum doloris (smertens leje, fra 1670), hvor kisten blev iscenesat med stor pragt, begravelsesprocessionen i det offentlige rum og bisættelsen. Dertil kommer det blivende: gravmælet, -kapellet og -kirken. Her i bogen bruger jeg ordet begravelse som den samlede betegnelse for alle delritualer.
Begravelsen involverer mange aktører. Nogle optræder som planlæggere, og det har typisk været rigsrådet, enkedronningen eller kongens nære rådgivere. Derudover deltager den nye monark og dronning, enkedronningen og kongebørnene, udenlandske fyrster, danske adelige, præster, embedsmænd og borgmestre. Listen er lang. Begravelserne i bogen ender i Roskilde Domkirke, men de begynder et andet sted. For Harald Blåtands vedkommende i det, vi i dag kalder Polen, Frederik 3. på Københavns Slot og Frederik 7. på Glücksborg Slot. Bevægelsen fra dødsseng til kirke og stop undervejs er en væsentlig del af ritualet. For enhver flytning af kongens kiste er en ritualiseret bevægelse. Kisten bliver placeret på både offentlige og private steder. Nogle er religiøse, andre sekulære. Fælles for dem er, at stederne former ritualets handlinger.
Begravelsen strækker sig altid over et bestemt tidsrum, der kan variere fra dage til måneder og i nogle tilfælde år, før kisten når frem til Roskilde Domkirke, eller før gravmælet står klar. Siden slutningen af 1500-tallet har kirkeklokkernes ringning markeret ritualets begyndelse og slutning i hele riget. Og i over 350 år ringede de hver dag for den døde konge, indtil begravelsen var overstået.
Der indgår både objekter, som er særlige for den kongelige begravelse, og almindelige objekter, som bliver brugt på en særlig måde. I den første kategori er regentens lig, der ikke kan handle, men kun bliver handlet på eller med. Det er et objekt, der kan være lige så ukrænkeligt og helligt som en levende monark.9 Almindelige objekter kan være granris spredt ud over ligtogets rute eller sort stof til at beklæde kirkerummet med. Liturgisk er bisættelsens tyngdepunkt jordpåkastelsen. Det er her, monarken bliver sendt afsted til de dødes rige, men pudsigt nok bliver den stort set aldrig nævnt i kilderne. Det
gør derimod ligtalerne og prædikerne, der ofte er blevet udgivet i bogform eller trykt i aviser.
Aktører og publikum siger meget om begravelsens funktion og den sociale orden. Den er et mikrokosmos af samfundets politiske og sociale orden.10 Derfor havde adelen prominente placeringer i valgkongernes begravelsesprocessioner, mens processionerne fra enevælden og frem fik et tydeligt militært præg, og undersåtterne fik en mere central rolle som publikum.
Er det en konges ligtog?
På en række områder minder begravelserne for kendte politikere, forfattere og kunstnere som H.C. Andersen, Victor Hugo, Thorvald Stauning og John F. Kennedy om de kongelige. Det er personer med et offentligt virke, som mange føler sig forbundet til. Ved H.C. Andersens begravelse i 1875 vajede der sørgeflag på halvt fra adskillige bygninger i København og fra skibe i byens havn. Gaderne ved Vor Frue Kirke myldrede med unge og gamle, mænd og kvinder,
Et spontanalter opstår uopfordret i det offentlige rum. Det kan være for kendte eller ukendte personer, hvis dødsfald har fået stor opmærksomhed. Folk lægger blomster, bamser og tegninger og sætter lys – som her ved forfatter Lise Nørgaards spontanalter i Roskilde.
og kirken kunne ikke rumme den store skare af mennesker. Den norske forfatter Andreas Munch omsatte begravelsen til poesi i tidsskriftet Illustreret
Tidende:
En Jordefærd er nyligen bleven holdt
I Danmarks Hovedstad med Pragt og Hæder.
Ved den blev intet Hjerte fundet koldt
Den Døde fulgtes af et Folk, som græder.
Igjennem Staden bølged Toget stolt.
Selv Landets Konge med i Følget træder
Og fremmede Gesandter der sig føie
Til Danmarks Mænd, de Ringe og de Høie.
Og Børn og Kvinder som et Blomsterhegn
Indfatte Togets Gang til alle Sider
Paa Kisten falder tusind Krandses Regn og mangen Taare ned i Krandsen glider.
Er denne Landesorg en Fyrstes Tegn?
Er det en Konges Ligtog, som fremskrider?
Nei, kun en Digter de til Jorden stede –
Men denne Digter var Nationens Glæde.11
En moderne pendant er forfatter Lise Nørgaards begravelse anno 2023. For at imødekomme den store interesse blev den transmitteret live på tv. Et spontanalter opstod ved hendes statue i Roskilde, hvor der blev lagt blomster, lys og tegninger.12 Lidt utraditionelt opstod der også et virtuelt spontanalter. For statuen er et såkaldt Gym i spillet Pokémon Go, hvor der blev skrevet mindekort og sat Pokémons formet som stearinlys eller med blomster i favnen. Et andet sidestykke er musikeren Kim Larsen, der ikke ønskede en offentlig begravelse. Alligevel gik 25.000 danskere i fakkeltog over Langebro, ligesom en hyldestkoncert blev arrangeret på Rådhuspladsen i København, fordi hans sange havde udgjort soundtracket til så mange danskeres barndom, ungdom og voksenliv.
I Frankrig har man en sekulær gravkirke for republikkens helte i form af filosoffer, forfattere, videnskabsfolk og politikere. Panthéon ligger i Paris,
og her fik forfatteren Victor Hugo en statsbegravelse i 1885. Hans litterære værker og forsvar for republikken havde gjort ham populær. Aftenen inden blev hans lig lagt foran en 22 meter høj katafalk under Triumfbuen, der var klædt i sørgeflor. Millioner af franskmænd vågede natten igennem og fulgte det syv km lange sørgeoptog til kirken næste dag.
I Danmark har vi ikke haft begravelser, der i volumen kunne matche Victor Hugos, og vi har heller ikke haft en sekulær gravkirke for nationens helte. I vores samtid er det nok Vestre Kirkegård eller Assistens Kirkegård i København, der kommer tættest på at være et dansk Panthéon. I 1600-tallet var det Sankt Nikolaj Kirke i København. Det var adelens foretrukne gravkirke, og Frederik 3. og Sophie Amalie (1648-1670) flirtede med tanken om at bygge den om til enevældens gravkirke. Så galt gik det ikke. Men deres idé var udtryk for, at adelens begravelser reelt var en konkurrent til de kongeliges, når det kom til ritualets og gravmælets pragt. Derfor havde Frederik 2. (1559-1588) i 1576 indført en lov, der forbød luksuriøse begravelser og opførelsen af gravmæler så store, at de kunne konkurrere med kongehusets.13 Igen og igen indtil begyndelsen af
Arkitekten bag katafalken til Victor Hugos lig var Charles Garnier. Han havde tidligere tegnet operaen i Paris og meldte sig frivilligt til opgaven. Lignede katafalken mest en urne eller et blækhus? For filosoffen Friedrich Nietzsche lignede begravelsen mest et orgie af dårlig smag, skrev han i Hinsides godt og ondt.
Enkedronning Mathilde
begravede Henrik Fuglefænger (919-936) i det kloster, hun grundlagde i Quedlinburg. Tusind år senere dyrkede nazisten Heinrich Himmler kongen som Tysklands første Fører. Han forvandlede kirken til et nazistisk erindringssted og fejrede kongens genfundne skelet med en stor ceremoni. Senere viste skelettet sig at være en kvindes.
1800-tallet fulgte flere luksusforordninger og reguleringer af adelige familiegravsteder. Men hvorfor var det så vigtigt, at deres begravelser skilte sig ud over for adelens? Hvad er det særlige ved en kongelig begravelse?
Et overgangsritual
Den kongelige begravelse er et overgangsritual, der flytter kongen fra en social status til en anden under livets store overgange og kriser.14 Selv om kongen er død i forhold til naturens orden, er han i forhold til samfundets religiøse og sociale orden hverken levende eller død, før begravelsen er afsluttet.
Overgangsritualer består af udskillelsesfasen, den liminale fase og inkorporationsfasen. Limen er latin og betyder grænse, og det er i den fase, at forvandlingen af den sociale status sker.15 De tre faser svarer groft sagt til monarkens dødsseng, tiden inden begravelsen og opsætningen af gravmælet i
Roskilde Domkirke. Den sidste del kan være en årelang affære, som enten blev udført før eller efter monarkens død. Ikke alle begravelser følger faserne, og derfor giver det ikke mening minutiøst at forsøge at identificere, hvornår hvilke indtræder. Derimod er det meningsfuldt at have øje for overgangsritualets liminale fase, hvor den afdøde konge er hverken-eller mellem de levende og dødes verden. Det kan vise sig gennem unormale regler eller handlinger, som når hoffet erklærer hofsorg, butikker sætter sørgeopstillinger i vinduerne, eller kirkeklokker ringer på tidspunkter, hvor der normalt er stilhed.
Overgangsritualets kernefunktion er at skabe social forandring for den person, det handler om.16 Når monarken dør, er det dog ikke et almindeligt medlem af samfundet, men dets overhoved, der dør. Ritualet skal derfor ikke kun håndtere en livskrise for monarken og hans pårørende, men for selve monarkiet. Med andre ord skal det komplekse og langvarige ritual bevare, sikre, promovere og skabe kontinuitet for monarkiet.
Gud, konge, fædreland – og folk
Kongelige begravelser har ofte været forbundet med overdragelsen af magten fra den ene monark til den næste. Når begravelsen ikke var en del af successionen, blev den alligevel brugt til at understøtte monarkens legitimitet til magt. Det er en funktion, man også ser ved nogle dronningebegravelser. Overordnet set skal den altså sikre, at monarkiet overlever. Det kræver, at monarken legitimerer sin ret til tronen i sit territorium og samtidig skaber samhørighed i samfundet. Den kongelige begravelse er det, der kaldes et civilreligiøst ritual.17 Civilreligion er ikke en traditionel religion med tilhængere. Det er derimod et begreb, man kan bruge til at beskrive ritualer, tekster og steder, som legitimerer den eksisterende politiske orden i et bestemt territorium. Man påberåber sig guddommelig bevågenhed og skaber sammenhængskraft i samfundet.18 Man ser det i Frederik 10.s valgsprog: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Man ser det i den kongelige begravelse, og Roskilde Domkirke er et civilreligiøst erindringssted, hvor religion, politik og erindringskultur smelter sammen i ritualer, gravmæler og bygning. Derfor er det interessant at undersøge begravelser i perioder, hvor sammensætningen af
Dronning Margrethe 2. og prins Henriks gravmæle er udarbejdet af billedhugger Bjørn Nørgaard. Soklen består af fransk kalksten og de tre ben af dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor. I glasset er sandblæst to figurer af parret. Det er første gang, at monarkens ægtefælle optræder i helfigur på et gravmæle i domkirken.
Gud, konge, fædreland og folk ændrer sig bemærkelsesværdigt.19 Om det skyldes et religionsskifte, en markant ændring af rigets udbredelse eller en ny konstitution. Man skelner mellem en politisk og en kulturel civilreligion.20 Den politiske kommer fra toppen af samfundet – som i det danske monarki. Den understøtter staten og dens sociale orden, den disciplinerer folket og kræver solidaritet. Den kulturelle baserer sig på fællesskab og fælles værdier, og den vokser op fra bunden – fra folket.21 De to aspekter kan både eksistere uafhængigt af hinanden og samtidigt.22 Den kongelige begravelse er i sit udgangspunkt designet til at være politisk, mens H.C. Andersens, Lise Nørgaards og Kim Larsens i højere grad er udtryk for kulturel civilreligion, og Victor Hugos ligger midtimellem. Ved at zoome ind på publikums rolle træder endnu en betydning frem, nemlig som en gaveudveksling mellem monarken og folket. Ifølge teorien om gavegivningens logik er ingen gaver frivillige, men man er altid underlagt en pligt til at give og til at gengælde.23 Man giver en gave, fordi man har modtaget en, eller
fordi man ønsker at modtage en. På den måde bliver udvekslingen en praksis, der holder sociale relationer og fællesskaber oppe mellem giver og modtager, mellem kongen og folket.
Hvordan kan man beskrive den kongelige begravelse som ritual? Den er et civilreligiøst overgangsritual, der skal sikre forvandlingen af den afdødes sociale position fra levende til død monark. Samtidig er det en fejring, videreførelse, legitimering og positionering af den siddende monark som konge over befolkningen i et bestemt territorium. Både nationalt og internationalt samt i fortiden, samtiden og fremtiden.24 Begravelsen er et offentligt ritual med en begyndelse og en slutning, og den er et varigt monument. Men også noget, man kan gentage, hvis det er politisk opportunt. Den afspejler samfundets sociale, religiøse og politiske orden – og den skaber den. Og ved at undersøge ritualets udvikling i relationen mellem Gud, konge, fædreland og folk baner vi vej for en dybere forståelse af samfundet.
At forstå ritualet er at forstå samfundet.
Morgenstund har guld i mund. Til højre for domkirken kan man ane to af byens middelalderlige kirker, Vor Frue og Sankt Laurentius, hvor kun tårnet er tilbage. Til venstre ses Energitårnet, også kendt som Affaldskatedralen, fordi størrelse, materiale og profil går i dialog med domkirken.