Jagtmarker
Copyright © 2025 Simon Staffeldt Schou, Aske Rif Torbensen og Gads Forlag
ISBN: 978-87-12-80356-0
1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia
Tekst: Simon Staffeldt Schou
Foto: Aske Rif Torbensen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Bjørn Ortmann
Fagkonsulent: Hans Kristensen
Forlagsredaktion: Martin Gylling
Repro: Narayana Press Sat med: Noe og Post Grotesk Tryk: Print Best
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
G.E.C. Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Bogen er udgivet med støtte fra:
Jagtmarker jagter i danmark
SIMON STAFFELDT SCHOU gads forlag
Kongens Fald, Johs. V. Jensen Landet alene varer, mens Slægterne skrider hen over det som Skygger af Skyer.
INDHOLD
Indledning
Med bue og pil
buejagt på bornholm
Barndommens land
jagt med stående hund ved næstved
Det tabte land
trækjagt ved vejlerne
Skovens fugl
jagt med stødende hund ved viborg
I de fynske skove
trykjagt på brahetrolleborg
I den protestantiske nat regulering på djursland
Den adelige røver regulering på kalvebod fælled
Kasteskud
jagt med fritte på fanø
Den genvundne jagt
jagt med falk på møn
Klart skib!
motorbådsjagt ved ærø
Det frie danske kronvildt
trykjagt i sangild plantage
På toppen af Danmark
støverjagt i skagen klitplantage
Tilbage til fortiden
sortkrudtsjagt ved stevns
Evigt ejes kun det tabte
urfuglejagt på heden
Urfuglejagt på Heden S. 204
Jagt med stødende hund ved Viborg S. 52
Trykjagt i Sangild Plantage S. 164
Jagt med fritte på Fanø S. 120
Trækjagt ved Vejlerne S. 36
Støverjagt i Skagen Klitplantage S. 176
Buejagt på
Bornholm S. 10
Pyrsch i Lille Vildmose S. 104
Regulering på Djursland S. 78
Regulering på Kalvebod Fælled S. 90
Sortkrudtsjagt ved Stevns S. 190
Jagt med stående hund ved Næstved S. 24
Jagt med falk på Møn S. 136
Trykjagt på Brahetrolleborg S. 66
Motorbådsjagt ved Ærø S. 150
indledning
I 1934 udkom forfatteren og oversætteren Valdemar Rørdams Jagtens Eventyr i Danmark. Han nærmede sig afslutningen på sit liv. Men inden han døde, ville han vise bredden af sine oplevelser med dansk jagt frem – med kærlighed og omsorg. Fra andejagter på de gamle fynske herregårde over tøndejagt under den mægtige himmel ved Vesterhavet til jagten på snepper under forårstrækket op gennem Danmark.
Formålet har været det samme for fotograf Aske Rif Torbensen og mig, her knap 100 år senere.
Danmark er et lille, gennemkultiveret land. Vi har hverken de dybe svenske skove eller de vide norske fjelde. Vi har ingen utæmmet vildmark, og som det ofte er blevet nævnt, er Vesterhavet det eneste virkeligt store ved dansk natur.
Man går sjældent på jagt i Danmark. Man sidder oftere på jagt, fordi jagtområderne er så små, at man ofte må nøjes med at sætte sig i et tårn for ikke pludselig at ende på en anden mands mark. ”Naar man maa lade sig nøie med lovlig Jagt, saa hæmmer let Skjel og Grændser og Afviserpæle,” skrev Boganis allerede i slutningen af 1800-tallet om begrænsningerne ved de danske jagter.
Men vores natur har en skønhed i sin egen ret. Og de måder, man kan jage på i Danmark, spænder vidt – videre end i flere af vores store nabolande mod syd og nord.
Hver jagtform har sin egen stille kulturhistorie og ofte også en unik lokal forankring. Hvis du blot får et lille indtryk af det ved at læse vores bog, har vi opnået meget.
Bogen kunne ikke være blevet til uden andres hjælp. Først og fremmest står vi i gæld til Brebølfonden, der med ét samlet legat gjorde det muligt at trykke og udgive bogen. Skov- og landskabsingeniør og forfatter Hans Kristensen, der står bag Nordens største antikvariat for jagt- og lystfiskerlitteratur, Bogjagt.dk, har også spillet en væsentlig rolle i bogens tilblivelse. Jagterne kunne slet ikke være kommet i stand uden den gæstfrihed og venlighed, jægere overalt har vist os. De har budt os velkommen, åbnet deres hjem og jagtmarker for os og delt deres erfaringer med os. Endelig skylder vi tak til vores familier, der har holdt skansen derhjemme, mens vi selv har turet landet rundt i flere år for at samle materiale til bogen.
Læser du bogen fra ende til anden, følger du to hele jagtår – fra bukkejagten i den søde, milde majforsommer til trykjagterne, hvor vinteren strenges, dagene kortes, og det hele begynder forfra igen.
”Idet Jægeren søger Vildtet, finder han sit Land,” skrev Rørdam. Sådan er det stadig: Jagten i Danmark er aldrig kun et spørgsmål om udbytte, men om at finde sin plads i landskabet, i årstiderne og i de traditioner, vi alle er en del af.
25. maj
Med bue og pil
buejagt
på bornholm
forfædrenes hvisken
Orla smed for nylig 300 bukkeopsatser ud.
Det blev for meget med alle de opsatser. De fyldte, selv på den store fødegård på Nordbornholm, hvor man som i mytologiens Bilskirner kan blive væk i de mange rum.
Da han var ung, skød han massevis af bukke med de andre unge fra de nærliggende gårde. Der var – og er – rigtig meget råvildt herovre. Der bliver nedlagt fire gange så meget råvildt på Bornholm som i hele det vidtstrakte Vest- og Nordjylland.
Nu skyder han kun fem til otte bukke om året.
”Kommer man på klapjagterne i en skov, lærer man dens geografi at kende. Går man på sneppejagt i den, finder man frem til de fleste af dens hemmeligheder og skjulte kroge. Pyrscher man i den, bliver man fortrolig med dens sjæl,” skrev Carl Haxthausen om sin opvækst som søn af forstassistenten på Jægerspris Skovdistrikt.
Vi skal ud på pyrsch med Orla. Han kender om nogen sit jagtterræns sjæl.
Orla er buejæger.
Jagten med bue er oldgammel i Danmark, men blev genoptaget engang i 1930’erne, hvor en snæver kreds af jægere begyndte at eksperimentere med den klassiske langbue.
En af dem var Carl Dreyer. I Med Bue og Pil skrev han:
”Er man først begyndt at forstaa det Sprog, dette Vaaben taler, saa kan man høre Forfædrenes Hvisken gennem Buestrengens Smæk og den sagte fløjtende Pil. Saa faar den Mæle og fortæller om Menneskets Historie fra Tidernes Morgen.”
Dreyer hyldede sammen med grev Ahlefeldt-Laurvig-Bille fra Egeskov buen i artikler og bøger og sendte pile gennem stort set alt vildt, der kunne flyve og gå i Danmark, for at understrege deres sag.
For de fleste samtidige jægere var de nok en samling storbytosser og adelige excentrikere.
Hvor tumpet skulle man lige være for at rende rundt med en drenget flitsbue, når der nu fandtes moderne riffeloptik og røgsvagt krudt?
Interessen ulmede videre, fortalerne hentede inspiration fra buejagten i USA, og i 1999 blev buejagt indskrevet i jagtloven med en prøveperiode på fem år. Med det forbehold, at det største vildt, der måtte nedlægges med buen, var råvildt.
Efter de fem år stod det klart: Inden for den rette afstand falder vildtet lige så godt for buen som for riflen.
Buejagten var tilbage i Danmark.
frafald
Puritanere kunne påstå, at det er svært at høre forfædrenes hvisken gennem den moderne compoundbue med dens forfinede sigtemidler, taljetræk, indviklede stren-
geopsætning, kontravægte og camouflerede kompositmaterialer.
Orla trækker på skuldrene. Lad puritanerne prøve kræfter med langbuen. Det kan tælles på få fingre, hvor mange der har jagttegn til den herhjemme.
Du kommer heller ikke sovende til at nedlægge vildt med compoundbuen. Der er kun lidt over 2.000 aktive buejægere herhjemme. Der kunne let være fem gange så mange, vurderer Orla, men de fleste falder fra. Den ene nuldag efter den anden på jagten slider på humøret, og mange går tilbage til jagtriflen.
Det er også de færreste, der har et jagtterræn som Orlas, lige uden for døren, stort, kuperet og friseret, bukkerigt, enhver jægers drøm.
”Vi tjører ud med båven,” siger han, og vi tager afsted.
i blomsterflor
Det er forsommer, Bornholm står i flor. Ramsløgene og hyldebuskene blomstrer og fylder landroveren med sommerduft, mens vi kører.
Orla går langsomt gennem rapsen med buen hævet over hovedet. Luften er sødligt mættet og flimrende af varme og vilde bier. Nogle steder er rapsen så tæt og høj, at man kun ser hans hoved og buen stikke op.
Vi har allerede set meget råvildt fra bilen, også bukke. Der kunne også stå en her for enden af marken.
”Ens jagt er noget, man passer og plejer, så man kan høste af naturens overskud,” sagde han, inden vi kørte. Han kender disse marker gennem et helt liv. Han ved, hvor bukkene gerne går.
For enden af marken går han langsomt ned på hug og finder et kald frem. Vi venter tålmodigt. Der kunne let ligge en buk et sted derude i græsset, men ingen reagerer på hans kald.
Efter lidt tid rejser han sig igen og tager pilen fra strengen. Vi skal videre.
på hjemmebane
”Stands mig atter, naar jeg er ved at gaa blind forbi en Viol.”
Martin A. Hansen ville også være blevet distraheret af blomstervældet her i skoven.
Forglemmigejer så blå, som himlen aldrig er blå, skrøbeligt fine hvide tæpper af fladstjerner, smørgule ranunkler, små klokkehav af liljekonvaller og tunge lilla syrenklaser, der svajer let i vinden og dufter af barndom og uendelige somre.
Vi har pyrschet gennem skoven, men i hvor lang tid? Fem minutter? 50 minutter? Tiden forsvinder herinde, hvor myggene sværmer i solstriberne, og hvorfra vi så en buk derude på engen, rød som en brand i det strågule, høje græs.
Den forsvandt, ikke med smæl og skæld, men som en luftspejling. Vi stod længe og vejrede og lyttede, inden vi langsomt gik videre.
Råvildtet er småskovenes og skovrandenes vildt, skovens kønneste. Her er vi på dets hjemmebane.
blodspor
Oppe fra tårnet ved lysningen har vi udsyn.
Vi kan høre råens malende tænder, når den æder, så tæt er den på os, under os. Den har ikke hørt os og bevæger sig rundt, indtil den hører en lyd ovre fra skovkanten og højlydt stikker i spring, væk.
Vi har døset hen, men lyden har også fanget vores opmærksomhed. Det er en bastbuk, måske den samme, som vi tidligere så ude på engen. I en evighed står den og sikrer, lader hovedet falde, som om den vil æde, men rejser det med det samme igen.
Orla rejser sig langsomt, fokuseret, da den forsigtigt kommer tættere på. Mens bukken passerer bag en busk, trækker han lydløst strengen.
Blodet er mørkerødt på pilens faner, da vi bagefter finder den et sted i græsset. For enden af et tydeligt blodspor i det ankelhøje grønne græs inde i skoven ligger bukken.
Da vi brækker den op hjemme på gården, ser vi, at den trebladede pil har skåret gennem begge lunger.
Bunden af hjertet er også skåret over i et rent, skarpt snit.
skjult i disen
Næste morgen tager vi ud igen.
Vi har ikke fået nok. Vi vil have mere. Det at skulle så tæt på vildtet, som man skal med buen, går i blodet. Det er let at forstå, at så mange dropper buen, hvis de skal køre en, to, flere timer for at nå deres jagtterræn. Men har man et terræn som Orlas, så tæt på at man kan lære vildtets vaner at kende, er det let at give sig hen til buen.
Orla har skudt med den i 12 år og ser sig ikke tilbage. Buejagten og råvildtet, ils se marient bien, som Dreyer skrev. De står bare godt sammen.
Ravnedalen bag Orlas gård ligger badet i dis, da vi kører ud. Den er juvelen i hans jagtterræn, et fladt, bredt, velholdt engområde i bunden, skovklædte skråninger. Lukker man øjnene, kan man ikke forestille sig et bedre sted at pyrsche.
Igen og igen ser vi råvildt. Man skal vænne øjet til ikke at se efter dyrets fulde silhuet, men efter dele af det, et øre, et stykke af bagpartiet, næsten skjult i skyggerne bag en busk eller i det høje græs. Først da kan man komme tæt nok på.
Nede i dalen går en buk, solen får dens hvidbrune store opsats til at skinne. Vi står i skyggerne over den. ”Havde vi haft en riffel, havde det være let,” hvisker Orla og smiler.
Det har vi ikke. Det skal ikke være let.
Havgus trækker ind fra havet, mens vi står og ser på bukken nede i sollyset. Bukken bevæger sig længere ud på engen, mens tågen lægger sig tæt i dalen, og konturerne af dyret langsomt forsvinder.
Jagten er forbi.
28. september
