Den stille filantrop

Page 1

Den stille filantrop

Af Heidi Laura

Copyright © 2023 Heidi Laura, Nivaagaards Malerisamling og Gads Forlag

isbn: 978-87-12-07203-4

1. udgave, 1.  oplag

Printed in Latvia

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Carl H.K. Zakrisson

Forlagsredaktion: Martin Gylling

Forsideillustration: Nivaagaards Malerisamling

Illustrationer: se s. 280-281

Repro: Narayana Press

Tryk: Jelgavas Tipogrāfija SIA

For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra:

Bergiafonden

Indhold

Forord 6

Slægtsoversigt 8

Optakt 11

Det dannende hjem 11

Johannes, den reserverede

og tungsindige 18

Et ufuldstændigt demokrati 27

1 Familie forpligter 35

En politisk klan 35

Søskendeforhold 46

Barndomsterritoriet 56

Christianshavn med udblik

til verden 63

Krigstider 70

I krigens kølvand 89

2 Visionernes tid 97

Saloner og alliancer 97

Politisk kunst 103

Ménagères 110

I det grønne 121

3 Egnsomsorg 151

Omfordeling 151

Lerlandet 154

Hilsen til renæssancen 163

Lokale ambitioner 171

Selvvalgt konservatisme 183

Kunst- og haveterapi 195

4 Rejse ind i kunsten 207

Saalænge det passer

saavel Dem som mig 207

Fortidskunst 218

Et tempel for kunsten 233

Til kamp mod tyrkerne 246

Museet i baghaven 254

Tak 277

Litteratur 279

Illustrationer 280

Noter 282

Personregister 286

Forord

En vinterkold formiddag den 14. januar 2023 samledes en større gruppe mennesker på Nivå Kirkegård for at lægge en krans på Johannes Hages grav. Det var 100-årsdagen for hans død, og ingen levende havde længere et minde om ham. Når så mange alligevel mødte frem for at ære ham, var det, fordi han var en af sin tids velgørere, der satte væsentlige spor.

Johannes Hage (1842-1923) var godsejer, ugift og barnløs. Ved sin død testamenterede han sin formue og ejendom til Fonden Den Hageske Stiftelse, som skulle drive godset videre og uddele legater af sit overskud til psykisk syge mennesker. Sin store kunstsamling havde han nogle år forinden overdraget til en selvejende institution, Nivaagaards Malerisamling.

Johannes Hage var mæcen og filantrop, om end ikke i samme omfang som f.eks. brygger Jacobsen, Carlsberg. Men med etableringen af malerisamlingen med dens høje kunstneriske

niveau udrettede han noget betydeligt for kunsten i Danmark. Museet er i dag en perle blandt landets kunstmuseer. Samtidig har tusindvis af psykisk syge mennesker fået hjælp af den formue, som Johannes Hage efterlod sig.

Mange fik også gavn af den lokale skole og Sletten Havn, som han var med til at finansiere. Den store og smukke rododendronpark med flere tusinde planter ved godset og museet i Nivå har gennem årene også bragt mange mennesker stor glæde. Den drives og vedligeholdes af Fonden Den Hageske Stiftelse med fri adgang for alle. Det samme er tilfældet med flere andre skovområder og det eneste fuglereservat ud til Øresundskysten, Nivå Bugt Strandenge.

Johannes Hage overtog Nivaagaard fra sine forældre. Han udviklede et stort teglværk, som i dag er museum, og blev velhavende på at levere mursten til opbygningen af Københavns dengang nye bydele, Østerbro, Nørrebro og Vester-

bro. Han oprettede tidligt en sygekasse for sine ansatte, og han stiftede Nivaagaards hospital for kronisk psykisk syge. Det drives i dag under navnet Johannes Hages Hus.

Han gav Nivå en kirke, og han forekom at være fokuseret på dette, at hvert menneske skal bruge sit liv på at tage ansvar for det, der nu engang er blevet den enkelte betroet. Man er sat i verden for at tage ansvar, ikke for at løbe fra det.

Johannes Hage var stærkt nationalt sindet. Som ung havde han i 1864 kæmpet ved Dybbøl og var blevet såret. Hans hjerte bankede for alle trængte folkeslag, og han nærede en særlig kærlighed for de forfulgte og truede kristne armeniere. Han var så engageret, at han også selv ville deltage, når hans sans for uretfærdighed blev aktiveret. Da han som 72-årig ville melde sig som soldat under Første Verdenskrig, skred hans familie dog ind og fik ham standset.

Johannes Hage var en sammensat person med stort engagement. Gennem en årrække var han lokalpolitiker, og han sad i Folketinget i 25 år. Han var egnens store godsejer, men kaldte sig med udsøgt sans for underdrivelse af egen person for landmand.

Ved 100-året for hans død har bestyrelserne for Nivaagaards Malerisamling og Fonden Den Hageske Stiftelse ønsket at udgive en levnedsbeskrivelse om den mand, hvis arv vi i dag forvalter til glæde for mange.

Tak til forfatter og journalist Heidi Laura for at påtage sig opgaven med at skrive biografien om ’Den stille filantrop’. Forfatteren har fået frie hænder til at tegne portrættet af Johannes Hage og hans liv.

Erik Bjerager, formand for Fonden Den Hageske Stiftelse & formand for Nivaagaards Malerisamling

Slægtsoversigt over familien Hage i fem led

Christopher Friedenreich Hage (1759-1849)~

Arnette Christiane Hage, f. Just (1778-1866)

Bolette Cathrine

Frederikke Hage (1798-1847)~

Hans Puggaard (1788-1866)

Antonette Hage (1799-1799)

Johannes Dam Hage (1800-1837)

Jens Emil Hage (1802-1846)

Peter Anton Alfred Hage (1803-1872)~

Frederikke Vilhelmine f. Faber (1810-1891)

Vilhelmine (Ville) Hage (1838-1912)~

Peter Arnold Heise (1830-1879)

Christopher Friedenreich Hage (1841-1864)

Johannes Hage (1842-1923)

Alfred Hage (1873-1873)

Oscar Ferdinand Hage (1874-??)~ Vilhelmine A. E. C. J. Knuth (1884-??)

Dagmar Vilhelmine Harriet Hage (1876-??)~

Alf Brun (1866-??)

Marie Sophie

Henriette Hage (1807-1892)~ Carl August Hoffbauer (1810-1877)

Gustav Christopher Hage (1808-1863)~ Antoinette Augusta Smith (1817-1892)

Arnette Eveline Heliose Hage (1814-1877)

Edvard Philip Hother Hage (1816-1873)~

Emmy Tutein (18??-1894)

Christopher Theodor Friedenreich Hage (1819-1872)~ Nancy Amalie Margrethe Hammerich (1827-1902)

Alfred Hage (1843-1922)~

Emilie Schack

Brockdorff (1849-??)

Ny og Gl. Oremandsgaard

Christopher Friedenreich Hage (1877-1947)~

Thyra Lili Konow (1906-??)

Hother Hage (1846-1847)

Torben Hage (1880-1961)~ Magna Elisabeth Kauffmann (1891-1963)

Daniel Friedenreich Hage (1938-2013)~

1. Jette Hovmand (f. 1943)

2. Kirsten Wolfarth Andersen (f. 1958)

Christoffer Henri Hage (f. 1940)~ Grete Justesen (f. 1942)

Jørgen Albert Hage (1915-??)

Christian Erik George Hage (1917-1991)~ Anne Louise Castenschiold (1922-2010)

Jens Hage (f. 1948)

Jørgen Hage (f. 1951)

Lisa Hage (f. 1954)

Optakt

Det dannende hjem

Enkelte dage i juni 1865 må der ligefrem have været en kø af ventende foran Harsdorffs Palæ på adressen Kongens Nytorv 5, den statelige bygning mellem Charlottenborg og Brønnums Hus. De skulle ind at se maleriet. Og hvilket maleri: På storkøbmanden Alfred Hages bestilling havde Constantin Hansen skabt et gigantisk billede af den afgørende dag i 1849, hvor de mænd, der udarbejdede og vedtog Danmarks første grundlov for første gang trådte sammen, og nu var maleriet endelig ankommet og hængt op på sin blivende plads i familien Hages hjem. I avisen Fædrelandet havde en notits bekendtgjort, at offentligheden fra den 31. maj 1865 og to uger frem kunne få adgang til at studere det storslåede maleri i familien Hages hjem – mod entré, selvfølgelig. Man måtte sikre sig, at kun anstændige borgere mødte op, og billetprisen gik til velgørenhed. Fædrelandet var det helt rette medie til at nå publikummet: Siden 1834 havde det været organet for den nationalliberale opposition, som i 1849 havde nået sit afgørende politiske mål: overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki. Maleriet fejrede netop det.

Familien Hage var et vigtigt omdrejningspunkt for det dynamiske nye borgerskab og et billede på succes, politisk handlekraft og dannelse. At være en succes var imidlertid ikke at være sorgløs. Inden for få år havde man mistet to af de voksne børn; datteren

Hanne var i 1862 død af tuberkulose kort efter at have født en pige, og sønnen Christoffer var faldet i slaget ved Dybbøl i 1864. Søn­

Johannes Hage som ældre.

side
modsatte

nen Johannes, som var blevet såret ved Dybbøl, havde trukket sig tilbage til et stille liv på Kallehave Færgegaard på den sydsjællandske kyst over for Møn. Men trods sorger holdt man hovedet højt og huset åbent for selskabelighed og fejrede sine sejre. Hele 2.892 personer så notitsen og mødte op på adressen Kongens Nytorv 5 i løbet af de to uger i juni; flere hundrede besøgende hver dag, som skulle gelejdes fra gaden op ad trappen til beletagen og gennem den store spisestue ind i den prægtige sal ud mod Kongens Nytorv.

Det var kun lige, at Constantin Hansens maleri kunne være i rummet med sine 3 meter og 38 centimeter i højden og hele 5 meter i bredden (se næste opslag). Og det var ikke, fordi rummet på nogen måde var ydmygt. Salen ud mod Kongens Nytorv var det flotteste rum i familien Hages herskabelige lejlighed i Harsdorffs Palæ, nøje udsmykket gennem de foregående år til at rumme netop dette længe ventede maleri, et nyt og imposant element til den allerede store hageske samling af samtidskunst. Fordelt på maleriets

16,9 kvadratmeter er mere end 150 personer portrætteret: Et mylder af personligheder fra den grundlovgivende Rigsforsamling, sådan som de formodedes at have båret sig ad den 23. oktober 1849, da de stimlede sammen til deres første møde.

Det er et maleri fuldt af liv og detaljer. De mange herrer taler med hinanden, vandrer, diskuterer, står lænede nonchalant op ad borde og stole, de er fremstillet som en levende gruppe af individer, bundet sammen af debatten og det demokratiske projekt. I baggrunden ses tilskuerne i gallerierne som små og flimrende væsner. Kun dér er der også kvinder til stede på denne historiske dag, hvor magten i praksis flyttede sig fra den førhen enevældige konge til forsamlingen af adel og udvalgte borgere.

Maleriet var blevet til på afstand af begivenhederne. Alfred Hage bestilte det i 1860, Constantin Hansen havde derefter arbejdet på det i fem år, og der havde været rigeligt med problemer

12
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid

at løse. Der havde været bitre tvister om honorarets størrelse, efterhånden som arbejdet trak ud. Opgaven var svær. Ikke bare var flere af de dengang tilstedeværende i mellemtiden døde, og kunne derfor hverken stå model eller fanges på et fotografi, som kunne retlede kunstneren. Constantin Hansen måtte samtidig tilbagedatere de mange portrætter af stadig levende personer til deres yngre jeg’er. Og så var der hele spørgsmålet om rangordning og betydning: Hvem skulle stå hvor, hvem måtte fylde mest, og hvem skulle relegeres til baggrunden i denne helt igennem fiktive opstilling af rigsforsamlingen?

Selvfølgelig fik det nationalliberale slæng lov til at indtage forgrunden; maleriet var bestilt af og for dem. Constantin Hansen havde først tænkt at skildre forsamlingen vendt mod Frederik 7., men efter nogle forsøg drejede han perspektivet rundt: Man ser fra kongens plads i salen ud over forsamlingen. I perspektivets forsvindingspunkt, det sted, som øjet naturligt drages mod, sidder Grundtvig, som slet ikke var blevet valgt til Rigsforsamlingen på dette tidspunkt, men ideologen Grundtvig kunne umuligt udelades af forsamlingen. Maleriet er en idealisering, et retoucheret

Fra vinduerne i Harsdorffs Palæ på Kongens Nytorv 5 kunne man følge med i dagliglivet i Københavns borgerskabszone. Mange af familien Hages venner og bekendte boede i gaderne tæt ved, og alle promenerede og gik på gensidige visitter.

Optakt 13

Constantin Hansens maleri af den grundlovgivende forsamling blev til over ca. fem år fra 1860 til 1864, længe efter begivenhederne. Han manede de mange involverede frem – selv de afdøde. Alfred Hage bestilte maleriet. I forgrunden helt til højre ses hans svigersøn Carl Ploug og Orla Lehmann, som var giftet ind i Puggaard-familien.

billede af en virkelighed, som allerede lå mere end et årti tilbage; det handler meget mere om betydningen for eftertiden end om det historiske øjeblik.

I foråret 1865 var maleriet endelig kommet på plads i, hvad der nu i praksis blev et nøje iscenesat privat galleri. På de andre vægge i den hageske sal hang et udvalg af Wilhelm Marstrands og Constantin Hansens portrætter af familien, i hjørnerne stod buster af familiemedlemmer, venner af familien og tidens idoler: digterne Adam Oehlenschläger og Carl Ploug, og komponisten Peter Heise. En buste af en hårdfør og utøjlelig tyr havde også fået en plads. Og et flygel, så man kunne musicere i rummet. Constantin Hansens gigantiske maleri flyttede ind i udsøgt selskab af samtidskunst, som fastholdt og hyldede det nye borgerskab, der nu i praksis drev samfundet fremad. Maleriet beseglede borgerskabets store sejr. Det var intet mindre end en lille helligdom for alle de borgerlige værdier, man havde formgivet her i det harsdorffske palæ.

Når familiens gæster trådte ind i salen, blev de omsluttet af de dodenkoprøde vægge, en alvorlig, intens rød, som imidlertid blev blødt op af de olivengrønne brystpaneler og ornamentbånd langs loftskanten dekoreret med hvide frugtfestoner. Og lagde man hovedet tilbage, lettede loftet over én mod himlen, lyst og filigranagtigt. Det var sirligt brudt op i et utal af kassetter, som fine mønstre snoede sig imellem, malet så de lignede ophøjet stuk. I hver af kassetternes skæringspunkter sad en himmelblå medaljon, og på hver medaljon trådte et særegent væsen frem: en delfin, en slange, en roset, en maske, en frugtklase, et firben, alt sammen svævende i hver sin lille blå sfære, let sitrende. En hel verden deroppe i loftet.

Hilker havde været på spil her. Præcis som i familien Hage tidligere residens på Christianshavn var Georg Christian Hilker kunstneren, man hyrede til at omskabe sit hjem til så meget mere end et hjem. Hele stilen var direkte inspireret af den kunst, man havde på væggene i det antikke Pompeji siden 1700-tallet. Inte-

forrige opslag
16
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid

riørerne dér var forunderlige i sig selv: Farverne var intense, men dekorationerne delikate. I Diomedes’ hus fandt man et okkergult loft brudt op i geometriske flader, som de mest lette og luftige billeder var landet på: sirlige guirlander, flyvende fugle, delfiner som boltrede sig i vandet. Denne pompejanske stil blev hurtigt fastholdt i en række bøger af tidens kunsthistorikere og kunstnere, og bøgerne rejste videre ud i Europa og spredte inspirationen. Det var ikke kun skønheden, man blev ramt af. Midt i Europas revolutionstid i første halvdel af 1800­tallet kom den pompejanske stil også til at stå for alle de antikke idealer, som nærede ens egen politiske kamp: demokrati, socialt engagement, dydighed, mod og dannelse.

De, som havde råd, begyndte at dekorere hjemmene, som var det Pompeji, så man kunne imprægnere sig selv med alle disse idealer i det daglige liv. Hjemmet blev i sig selv et politisk rum – på den mest æstetiske måde. Det var et Gesamtkunstwerk, en komposition af mange æstetiske elementer, hvor alt spillede sammen som et hele og påvirkede alle sanser. Man kan roligt kalde det politisk kunst også; hele formålet med både dekorationer, malerier, skulpturer, digtoplæsning og musiceren var at danne det nye menneske.

Dannelse skulle, mente centrale figurer i miljøet som kunsthistorikeren Høyen, politikeren Lehmann eller ideologen Grundtvig, strømme nedad gennem samfundet fra top til bund: Først måtte det nye borgerskab danne sig og helt frigøre sig fra den dekadence, som havde præget tiden under enevælde og magtfuld adel; derefter skulle dannelsen sive dybere ned og påvirke bønder og håndværkere.

Familien Hage var fuldt bevidst om sin position i datidens danske borgerskab, og hjemmet på Kongens Nytorv var ikke bare en scene for familiens intime liv, men netop en scene. Her mødtes inderkredsen af borgerskabet for at diskutere politik og kunst, lytte til tidens nye digte og musik og på den måde danne sig som

Optakt 17

Hilkers udkast til dekorationerne i familien Hages dagligstue på Kongens Nytorv. Loftet ligner en hvid teltdug dekoreret med blomstrende planter. Væggene er okkergule, dør og paneler er grønmalede med felter dekoreret i brunt.

oplyste borgere – og selvfølgelig kom man også for at socialisere, styrke sine forbindelser og blive set. Man har utvivlsomt holdt selskaber for kredsen i foråret 1865 for at give den lejlighed til at beundre det pragtfulde nye maleri, som fejrede deres fælles politiske succes. Notitsen om fremvisningen af maleriet åbnede nu hjemmet for de mange, som netop ikke var en del af kredsen omkring familien Hage, men snarere deres beundrere. Den betalte entré gik selvfølgelig til godgørenhed, for filantropi var endnu en af kerneværdierne.

Det må have været magisk for de betalende gæster at opleve hjemmet og kunsten. Allerede på trappen blev de mødt af Hilkers pompejanske udsmykninger, og trappegangens dybrøde vægge og svævende lyse loft var blot et forvarsel om pragtsalen, de siden ville nå frem til. Dekorationerne transporterede de besøgende direkte til antikken med deres på en gang farvestærke og delikate stil, tilbage til demokratiets begyndelse, tilbage til idealerne om engagerede, dydige borgere. Når man andægtigt var nået op ad trappen til lejligheden på første sal, blev man ført gennem dagligstuen med de okkergule vægge, grønmalede brystpaneler og smalle rødbrune kanter langs væggene. Her løftede loftet sig over en som en dekoreret teltdug. Og til sidst trådte man lige ind foran det store maleri i den hageske sal, næsten som om man trådte ind i selve Højesteretssalen på datidens Christiansborg, hvor Rigsdagen i begyndelsen havde holdt sine møder. Og så stod man ansigt til ansigt med den grundlovgivende forsamling.

Johannes, den reserverede og tungsindige

Lad os tegne scenen op og se, hvordan Johannes Hage skiller sig ud i forhold til sin prominente familie. I hjemmet boede Vilhelmine og Alfred Hage, som i 1841 var ankommet til København efter en lidt omtumlet start på ægteskabet. Børneflokken omfattede både to døtre fra Vilhelmines første ægteskab, Frederikke og Hanne,

18
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid

parrets fælles datter Ville og sønnerne Christoffer, Johannes og Alfred junior. Gennem døtrene var der blevet knyttet imponerende ægtemænd til familien: Elise havde i 1854 giftet sig med den 20 år ældre digter Carl Ploug, der samtidig fungerede som redaktør for avisen Fædrelandet og hørte til inderkredsen omkring familien. Ville giftede sig i 1859 med komponisten Peter Heise, og selvom han indtil 1865 var ansat på Sorø Akademi, var de en væsentlig del af familielivet enten på Kongens Nytorv eller landstedet Stokkerup ved Springforbi nord for København.

Hannes ægteskab med billedhuggeren Vilhelm Bissen, som sammen med sin far, Herman Wilhelm Bissen, allerede hørte til familiens tætte venner, var imidlertid blevet tragisk kort. De giftede sig i september 1861 og nåede at få datteren Hanne, født i Rom, hvor det mildere klima skulle hjælpe på Hannes tuberkulose. Det hjalp ikke nok. Hun døde i juli 1862 i Rom. Ægtemanden og den lille Hanne forblev tæt knyttede til resten af familien Hage, også efter at han i 1867 giftede sig med Anna Vilhelmine Bruun, som også tilhørte vennekredsen.

Senest havde man så mistet den 23­årige søn, Christoffer, der sammen med Johannes selvfølgelig havde stillet sig under den danske fane i krigen mod Tyskland i 1864, som det så absolut måtte forventes i en patriotisk familie som Hage. Christoffer faldtsom nævnt i slaget ved Dybbøl, Johannes blev såret under tilbagetrækningen på Als. Johannes og lillebroren Alfred var endnu ikke myndige, det blev man dengang først som 25­årig, men allerede i gang med at blive sat ind i driften af familiefirmaet og de mange ejendomme og bedrifter, som Alfred og Vilhelmine Hage havde investeret i, efterhånden som formuen voksede.

Johannes havde trukket sig tilbage fra the grand life på Kongens Nytorv. Da han vendte hjem fra krigen i 1864 efter længere lazaretpleje i Faaborg og efter at broren havde fået en passende begravelse – med nykomponeret musik af svogeren Peter Heise

Allerede mens familien boede i Torvegade 2 på Christianshavn, havde Hilker leveret udsmykningen af hjemmet i bedste pompejanske stil. Hjemmet var en vigtig scene, hvor familiens position og status blev skabt og fastholdt, og hele hjemmets indretning fortalte om deres dannelse, gode smag og idealer.

Optakt 21

Familien Hage fik taget fotografiske portrætter af sønnerne i uniform i tiden op til krigen i 1864. Johannes forlod studierne i nationaløkonomi for i stedet at blive officer.

slog Johannes sig ned på Kallehave Færgegaard, endnu en af familiens ejendomme.

Et foto af den unge, bebrillede Johannes som officer i 1864 viser en tænksom, følsom person, og netop rollen som den reserverede og melankolske søn havde længe været hans. Efter Christoffers død burde han egentlig have været rykket op i den familiære arvefølge og begyndt at gøre sig klar til rollen som fremtidigt familieoverhoved, men sådan blev det aldrig. I stedet trak han sig tilbage til en mindre ejendom, hvor familien aldrig opholdt sig, som søgte han ro og rum omkring sig.

Retræten til Kallehave er ikke kommenteret i familiens efterladte breve eller i nogle af de erindringsværker fra vennekredsen, som rummer historier om familiens liv. Det er let at forestille sig, at den 22­årige Johannes og de mange andre unge mænd, som overlevede slaget ved Dybbøl, var solidt traumatiserede, al patriotisme til trods, og at han havde brug for tid til at hele og bygge sig selv op igen og ikke magtede selskabeligheden og de mange sociale pligter i familiens skød. Han har næppe været til stede i hjemmet i de sandsynligvis livlige uger i juni 1865, hvor et nøje udvalgt udsnit af offentligheden mødte op for at beundre Constantin Hansens maleri og indånde duften af borgerskabets store sejr. Hans tre år yngre bror, Alfred, har til gengæld sikkert været der, og det blev også ham, som i fremtiden tegnede familien Hage udadtil; som forretningsmand, som godsejer, som ægtemand og far, som politiker, som mæcen.

Netop som Johannes var ved at blive fuldgyldig mand og borger, valgte han altså et stille og upåfaldende liv ved den sydsjællandske kyst. Han giftede sig aldrig, han lader heller ikke til at have haft noget som helst ønske om det. Da han syv år senere arvede godset

Nivaagaard efter farens død, greb han til gengæld helhjertet opgaven som nyslået godsejer og gjorde det til sin livsopgave at udvikle egnen – men Nivå var også præcis lige så afsides og stille som Kallehave.

22
Den stille filantrop – Johannes Hage og hans tid
Optakt 23
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.