Den jyske hede

JENS GREGERSEN

Den jyske hede I urfuglens tid

GADS FORLAG

DEN JYSKE HEDE I urfuglens tid © 2018 Forfatteren og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Tekstredaktion: Søren Olsen Forlagsredaktion: Grethe Jensen Projektledelse: Henrik Sebro Omslag og grafisk design: Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Jens Gregersen og Narayana Press Repro og tryk: Narayana Press Printed in Denmark ISBN: 978‑87‑12‑05631‑7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har ind‑ gået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne bog er udgivet med støtte fra

Indhold

Forord

9

PROLOG

Øjebliksbillede en morgen i maj

12

Indledning 17 DEL 1

URFUGLEN

19

20 OPTRIN AF HØNER 24 HEDENS SORTE KOK

TIDSÅNDEN – FRA JOHAN THOMAS LUNDBYE TIL POUL HENNINGSEN DRIVKRAFTEN – UIGENKALDELIGE TAB

30

REGISTRERINGEN – URFUGLENS STORHED OG FALD

Hedens steder 39 DEL 2

Hedelandet i urfuglens tid WARMINGS HEDE

40

40

URFUGLERESERVATET I NORDVESTJYLLAND MILITÆRETS LANDSDEL BJÅLUM

53

56

MIDTJYSK ØDEMARK

58

MELLEM FASTERHOLT OG BRANDE

64

DEN STORE ØSTLIGE HEDE – RANDBØL

66

46

34

26

69

MINDEPARKEN PÅ ALHEDEN ØRRE OG OVSTRUP

70

DE NORDJYSKE KLITHEDER OG VILDMOSER

74

78 DE SØNDERJYSKE HEDEMOSER 80 DE HIMMERLANDSKE HEDER

Steder og tidsbilleder

82

RØVERSTUER OG STALDBAKKER VEJEN TIL KØLKÆR

85

ØJEBLIKSBILLEDE FRA ALHEDEN HEDEBRANDEN

83 86

90

STEDET, HVOR SANDFLUGTEN HÆRGEDE KARTOFFELLANDET

92

94

DET HELT STORE SANDSPOR

95

96 KÆRET SOM EN DEL AF HEDEN 100 TØRVESKÆRET 102 SLETTEN 104 HØSLÆTTET 105 VANDVEJE MELLEM BAKKEØER

PLANTAGEN OG LÆHEGNET – ACHTON FRIIS’ AVERSION

112 NYTÆNKNING I KLELUND 114 MARGINALER 116 FRØKEN INGEBORGS HEDE

Hedens fauna og flora 119 DEL 3

Brushøns, ensian og ulv

120 HVOR STORSPOVEN FLØJTER 120 DE ANDRE HØNS 126 BLICHERS FUGLE 127 ARENAFUGLE 132 GRAVANDEN 134 HIMMELGEDEN 136 ÅENS BEBOERE 142 I HEDEHØGENS RIGE 150 MOSEHORNUGLEN 154 LATTERTERNEN 156 EN ANDEN SPECIALIST 159 NÅLESKOVENES FØLGERE 165

108

170 LYNGSPURVEN 172 LÆRKERNE 174 BYNKEFUGLEN 177 GEDEMALKEREN

DEN GRØNNE SPÆTTE

178 180

MINERVAUGLENS SKÆBNE

NATSVÆRMEREN, DER KUN VAR KENDT FRA HEDERNE

183

184 HEDESLETTEN 186 HEDENS ROSE

HEDEKÆRETS SOMMERFLOR

190

196 TRANENS GENKOMST 198 FATTIGMANDSULD

STORKEN I URFUGLENS TID TINGLEVSTORKENE

200

203

206 I ULVENES TID 210 MOSETERNEN

Urfuglens genkomst? 213 DEL 4

Derfor forsvandt urfuglen IDEALLANDSKABET

214

214

HEDELANDSKABET GENNEM TIDERNE OG URFUGLEBESTANDEN AGERLANDET

222

DUEHØGE OG ROUNDUP

224

Indførsel af urfugle

226 DE NYE TIDERS NATUR 227 HEDEKULTURLANDSKABET, BORRIS – SKARRILD – HARRILD

233

FRA HØSTAK TIL BIGBALLE

EFTERSKRIFT

P å fremtidens hede OM BOGEN

234

236

UDVALGT LITTERATUR

238

230

221

Hvid stork. Vegger 27. maj 1994.

Fo ro rd

Urfuglen er væk. Det er ikke længe siden, men uddød er den. Urfuglens fremgang og succes var båret af hedebondens ydmyge kår, men med det moderne, teknologiske landbrug forsvandt en århundredgammel bondekultur – og dermed også urfuglen.

Denne bog er ikke lavet for at drømme sig tilbage til en tid, som er væk for stedse. Dengang, da kulturlandskabet var på vej til at arbejde sig ind i den store hedeslette, som dækkede store områder i Jylland. Det var en periode, hvor naturen betød meget for befolkningen, der samtidig higede efter et lettere liv. Det var årsagen til, at man udryddede ulven, da den var en konkurrent.

Men også andre naturelementer forsvandt. Som planten kongescepter, sommerfuglen svalehale og den folkekære stork. Det var en natur, som vi tog til os og betragtede som dansk. Herefter forandrede udviklingen alt. Og vi måtte skabe nye naturbilleder.

Jeg har oplevet en ganske lille flig af den tid, man kan betegne som “urfuglens tid”. Mit ærinde er ikke at beskrive urfuglens biologi og liv i detaljer. Det er beskrevet og genfortalt i mange andre sammenhænge.

Derimod har jeg fundet det meget mere nødvendigt at beskrive den periode, som var urfuglens tid i Danmark, fordi den aldrig er blevet defineret og beskrevet i sit naturindhold. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe klarhed over, om urfuglenes liv er noget, som skal genskabes, eller om det blot skal betragtes som historie.

Der er fredet mange hedeområder, og de bliver plejet for at bevare indtrykket fra de gamle dage. Her tilstræbes at få så meget som muligt frem af det, som enten forsvandt eller næsten forsvandt. Med det udgangspunkt har jeg analyseret den aktuelle tilstand, skriftligt og visuelt.

Herunder mulighederne for at få urfuglen tilbage.

9

Forord

At ulven er kommet tilbage, er et vidnesbyrd om, at et stykke fauna, man betragtede som endegyldigt tabt, har formået at komme tilbage til de steder, hvor den blev udryddet for godt 200 år siden. Den kendsgerning giver et håb for genoprettelse af den natur, som fandtes i det, jeg kalder “urfuglens tid”.

Jens Gregersen, Vorsø, foråret 2018

10 DE N JYS KE H E DE Urkokken. Vind Hede 3. maj 1975.

Hedens sanglĂŚrke.

PROLOG

Øjebliksbillede en morgen i maj 12 DE N JYS KE H E DE

Bjålum Klit i maj 1976.

Det er omkring solopgang, og en ny dag har tegnet sig gennem et diset og mildt daggry.

Lærkesangen har allerede lydt længe, men nu tager urfuglen fat ovre i kanten af heden, lige hvor indlandsklitterne bliver til enge og græsmarker. En rullende gurglen, urfuglens skogren, lyder viden om, med pauser og gentagelser hele morgenen.

Det er en af fuglelivets allermærkeligste stemmer. I det samme lyder en anden lige så ejendommelig stemme: rørdrummens pauken fra Værnsande, en hul bas, nærmest en stønnen. De er der begge, urfuglens skogren og rørdrummens pauken, med lærkesangen som underliggende baggrundslyd og indimellem også strandtudserne.

Sådan er der ved solopgang denne majmorgen ved Lille Mjøl, en indlandsklit midt mellem eng og klithede. For at alt dette skal blive helt overdådigt, hører man vagtlens gennemtrængende hvislende fløjt fra engen lige nedenfor. Dertil kommer spovernes kalden, gøgekuk og alt det andet: rødben, kobbersnepper og rørspurvens uanseelige, enkle sang.

Heden og engene forenes i en mosaik af landskabelig variation.

Kreaturerne har adgang ind i heden, men begrænses af strimler af dyrket land, ganske smalle matrikler, hvor man under de givne forhold får en eller anden afgrøde. Det kan være græs med kløver beregnet til et næringsrigt foder til kreaturerne. Eller det kan være havre, lucerne eller for den sags skyld byg, det dyrkede lands vigtigste afgrøde, men et særsyn herude i engene.

Herude er vildmark og agerland én og samme ting. Det er en forunderlig blanding af nøjsomme marker, småklitter med lyng og fugtige kær med tørv og stargræs. Hist og her skyder tunger af forkrøblede fyrretræer sig ind i billedet.

Urkok på klittop 24. maj 1976.

Denne majmorgen er naturen akustisk oppe på maksimal ydelse, der umiddelbart opfattes som mange forskellige stemmer, nære som fjerne og svære at adskille.

Lærkesangen forekommer allermest nærværende, også fordi man er godt kendt med den. Lærken finder en eminent ynglebiotop i det dyrkede land. Desuden er den overalt i det dyrkede områdes randzoner: i engen og heden med alle disse enheders variation af klithede, strandeng og hedemose.

Alt sammen findes det her i Bjålum Klit, som er indgangen til den halvø i Ringkøbing Fjord, der kaldes Tipperhalvøen.

Men ellers er det, hvad man kan kalde de finere faunaelementer, som begår sig her. Ud over et væld af vadefugle – også brushøns, men især

Hedemose på Tipperhalvøen 27. april 1976.

Gøge i Bjålum Klit 24. maj 1976.

viber og rødben er allestedsnærværende – er der tre beboere, som hæver sig over mængden i oplevelsen af denne majmorgen.

Det er den gurglende, rullende lyd af spillende urfugl, den hule paukende rørdrum og den ejendommeligt fløjtende vagtel. Alle tre er de her, og alle tre har de hver deres historie om deres betingelser i dette miljø. De er nemlig vidt forskellige, men er bragt sammen herude, fordi landskabet indeholder et væld af forskelligheder, når vi taler om naturværdier, i dette tilfælde samspillet mellem heden og ferskvandet. Det er en fuldkommen mangfoldighed, fordi strandtudserne også er her.

En lang række fugle herude, men også planter og insekter, padder og krybdyr har engang været almindelige, fordi en stor del af Jylland var præget af heden, af åerne med deres sumpe og, for det vestligste Jyllands vedkommende, af fjordene.

Indledning DEL 1 Urfuglen stĂĽr som et ikon, fordi den var kendt af befolkningen. Den havde stor betydning og blev ogsĂĽ tidligt genstand for optĂŚlling og beskyttelse. I vor tid diskuterer man stadig, om man gjorde nok for at redde bestanden fra at forsvinde fra landet.

Urkok i oktober. Udstoppet efter at være skudt ved Fasterholt 16. oktober 1949. Fra Peder Vorsø Kristensens daværende fugle­samling i Søvind. Det er den lyreformede hale, der er urfuglens særkende; på fransk er dens navn Tétras lyre.

IN DLE DN IN G

Urfuglen – på latin Lyrurus tetrix, “den lyrehalede fjerdingsfyrste”. Urfuglens ærværdige ydre har givet disse associationer til noget ophøjet. Der er ikke enighed om det nordiske navns betydning. Det svenske “orre” kunne opfattes som et lydefterlignende navn. Som hos os, hvor den på jysk hed “ourkok” eller “orrfugl”. Dens udseende, forplantning, levevis og jagten på den samt dens udbredelse i Danmark i fortid og nutid er beskrevet af Kaj Westerskov i bogen “Urfuglen”, udgivet i 1943.

Westerskov skrev i sit forord: “Maatte “Urfuglen” dog afløse et Savn i vor Litteratur, saa der ikke længere om Arten kan skrives, som det blev gjort i en nylig udkommet Jagtbog, at om Antallet af Urfugle og deres Udbredelse i Danmark vides intet, og maatte den samtidig virke til Fremme af Kendskabet til og Forstaaelse af denne Vildtarts Kaar og Trængsler, altsaa derved skaffe Urfuglen nye Venner, er Hensigten med den naaet, og Forfatterens Arbejde rigeligt belønnet”.

Kaj Westerskov beskrev grundigt urfuglens biologi, mest som et litteraturstudie, men optællingen af bestanden var hans egentlige ærinde.

Det skinner dog også igennem, at han var ganske betaget af denne smukke skabning, som på hans tid virkelig var en del af den danske fauna.

Urfuglens verdensudbredelse er jo ganske omfattende, idet der findes urfuglebestande mere eller mindre over hele den palæarktiske region.

At den i en periode har fundet sig til rette hos os, skyldes optimale levemuligheder. Det er interessant at vide, hvad der tilskyndede urfuglens indvandring i denne vestlige marginal. Kendskab til landskabet dengang sammenlignet med det moderne kulturlandskab vil naturligvis give svaret.Det handler om de steder og egne, hvor urfugle vitterlig fandtes som en del af faunaen og blev beriget af denne fugls tilstedeværelse, nøjagtig som med en række andre iøjnefaldende arter, storken og hjejlen for eksempel. Flere arter har det til fælles, at de tilhørte det samme landskab og uddøde næsten samtidigt. Mine oplevelser gennem tiderne vil beskrive stederne og sceneriet.

Dertil vil jeg forklare årsagerne til såvel urfuglens som storkens tilstedeværelse og bortgang. De er anderledes end den gængse og tilpassede forklaring, som statslige styrelser og grønne organisationer hidtil nærmest mekanisk har formuleret.

Den sande forklaring er kompliceret. Og først og fremmest passer den ikke ind i politiske handlingsplaner. Den ubønhørlige udvikling har sin pris; kulturlandskabet har altid ændret sig og vil fortsat gøre det. Tabet af den flora og fauna, som ledsagede storken og urfuglen, er et lærestykke i, hvad fremtiden vil bringe. For der er samtidig en velment og en smule romantisk forestilling om, at der stadig skal være plads til alt det, som vi kendte fra 1900-tallets kulturlandskab. Men det, vi får, er noget andet.

Det fortæller historien om urfuglen også.

19

URFUGLEN

20 DE N JYS KE H E DE

HEDENS SORTE KOK Det var Steen Steensen Blicher, som kaldte urfuglehannen for hedens sorte kok. Urfuglens vårspil begynder i det tidlige forår og varer ved gennem april og maj.

Spillet er blevet beskrevet på utallige måder. Westerskov beskrev det således: “Under selve Spillet puster Urkokken sine Fjer stærkt op, Halsfjerene strutter og danner en tyk Manke, de blodrøde Øjenkamme hvælver sig svulmende, Halsen strækkes fremefter, Vingerne holdes krummede og slæbende, saa Vingekanten presses mod Underlaget, den lyreformede Hale er bredt ud i al sin Pragt og er rettet op- og fremefter, saa den naar frem over Ryggen; samtidig hermed ruller den frem paa sin ejendommelige Vis, mens gurglende, boblende Lyde vælder den ud af Struben.

Ind imellem de tredelte Satser af Spillet høres en ildelydende, hvæsende Skryden”.

Om denne lyd er det blevet sagt, at når urkokken skogrer, hvisler han som en hugorm og er midlertidigt ganske blind. Urfuglespillet er som tredækkerens, dobbeltbekkasinens eller natravnens spil helt sit eget naturskue. Ligesom brushønsenes tavse spilfægterier og gravændernes klovneri.

Urkokke på Vind Hede 3. maj 1975.

Spillet foregår på en mark, som støder op til heden ved landsbyen Bar.

IN DLE DN IN G

21

22 DE N JYS KE H E DE

Blicher definerede tidligt jagten på urfuglene, og han grundlagde den stærke tradition for urfuglejagt. I årene 1832‑1836 udgav Blicher jagttids‑ skriftet “Diana” – heri skriver han blandt andet: “Paa Urfuglejagt falder ikke sjelden 8, 10, 12 Træffere og flere, uden en eneste Feiler – det kalder Man Revange – Hernæst bidrager vist og til Interessen, at Man stundom er saa uheldig, ei engang at finde Noget; dette ansporer, opflammer end mere Lysten, og giver den lykkelige Jagt en dobbelt Behagelighed, thi Hvad vi altid kunne komme til uden Vanskelighed, skjønne vi ikke saa Meget paa”.

Jagten på urfugl blev mere og mere eksklusiv. Man holdt fast på ur‑ fuglejagt med påskuddet, at skyder man kun hanerne, betyder det ikke noget for bestanden. Hedens sorte kok var virkelig et trofæ.

En anden præst gav sig senere til kende i samme ærinde. Det var den kendte jyske digterpræst Kaj Munk; han priste urfuglejagten og skrev bjergtaget om “Hedens Pasha”: “… ja, en Morgen talte jeg: 23 Urkokke, der jodlede, hvæsede, rejste Hale, traadte Vinge, bruste hinanden i Møde, hoppede uden dog at hugges og dansede fra hinanden igen; de to Stre‑ ger over Øjnene flammede tyttebærrødt, Rimen glimtede i de diamantne Vingefjer, og Svansen tegnede snart hvidt, snart sort”.

Det blev sagt, at urfuglen ville vænne sig til plantagerne, men Munk var overbevist om, at det ikke ville ske. Han mente, at mod skæbnen kun‑ ne ingen kæmpe: “Lad os takke de himmelske Magter for, at vi fødtes i en Tid, da han endnu var her. Og lad os så for øvrigt ære hans høje Beslutning og hjælpe ham med at uddø!”.

Ikoner fra heden.

Klokkelyng, melbærris og klokkeensian.

Larven af natpåfugleøje er fuldvoksen sidst i august, hvor lyngen blomstrer. Lappeskomageren Peter Bangsgaard i Ringkøbing skildres af Kaj Munk, der citerer ham for følgende iagttagelse: “Natpaafugleøjelarvens lyng­ blomstplettede Skønhed”. Denne larve har netop lyng­blomstens punkter i sin grønne pragt. Nørlund 22. august 2017.

Der er mængder af tyttebær i området, der brændte i 1971.

Nørlund 22. august 2017.

Dagsommerfuglen over dem alle, svalehalen, var tilknyttet hedemoserne, hvor larverne levede af kærsvovlrod. De voksne sommerfugle sværmede om sommeren på højereliggende steder, ofte hedebakker som for eksempel Kløvbakken og Blåbjerg ved Henne. De kom fra Filsø, hvor deres fødeplante voksede i stor mængde. Endnu i 1960’erne fandtes svalehalen i hedemosen ved Løjt Kirkeby og på Læsø indtil 1975. Tegning efter foto af Finn Birkholm-Clausen, fra Filsø i 1967.

OPTRIN AF HØNER Urkokkene påbegyndte spillet i marts, i tidlige forår allerede i februar.

Endnu i juni kunne det foregå, men løjede da meget af. Det skal så siges, at urkokke tidvis kan opføre deres spil året rundt, også midt om vinteren.

Efter sigende indfinder hunnerne sig i en begrænset periode fra midt i april til begyndelsen af maj.

Dem ser man meget lidt. Men de er der; i en radius på nogle hundrede meter opholder de sig skjult. De bliver i udkanten, men en gang imellem smutter et par af dem over pladsen, velsagtens for at stimulere de sorte kavalerer. Sådan skrev Kaj Westerskov, og han fortsatte: “Kokkene viser

ellers hønen ringe, for ikke at sige ingen opmærksomhed. De er optaget af deres spil som kunstneren af sin kunst”.

Urkokken gør dog sine tilnærmelser. Med slæbende fjer og lyrehalen i hjul drejer den om hønen, ruller om den i større og mindre cirkler, fortsætter med sit spil og sin gøren sig til.

Der er frekvenser i dette skue, hvor man ser hanebensattituden, akkurat som hos tamhøns. Så finder hønen øjeblikket til parring inde. Det sker ved, at hønen lægger sig med sænkede vinger og halen på jorden foran den stadig kredsende, spillende kok, der betræder den.

TIDSÅNDEN – FRA JOHAN THOMAS LUNDBYE TIL POUL HENNINGSEN

26 DE N JYS KE H E DE

Naturbilledet har gennem tiderne været et resultat af kulturlandskabet.

Det var i 1800-tallet helt ejendommeligt, fordi så specielle elementer fandt sig til rette i det. Urfuglen fandt sin niche og havde sin storhedstid i overgangen til et moderne landbrug.

Mest berømmet blev bondelandets stork, i hele landet vel at mærke.

I Jyllands magre egne var det urfuglen, men det var straks en mere eksklusiv fugl, som ikke nødvendigvis var hvermandseje, selv om den var kendt. I dag er urfuglen borte for stedse. Storken forsvandt for en tid, men dukker op fra tid til anden; den er jo en trækfugl.

Det skete næsten symbolsk ved indgangen til det nye årtusinde. Symbolsk fordi lige de to fuglearter, så forskellige de er, repræsenterer en uendelig rig flora og fauna, som tilhørte et kulturlandskab, der i dag er gået videre med stormskridt. Og på det nærmeste har bevæget sig bort fra at være et kulturlandskab til at blive en industri.

Et plante- og dyreliv af meget stor artsrigdom kendetegnede det, som jeg vil kalde urfuglenes eller storkenes tid, da det stadig var bondemænd og hestekræfter, som sled sig frem, indtil den første traktor kom.

Mennesket skaber ikoner. Det kan være nogle spredte objekter som stork og urfugl, der kommer til at påvirke befolkningens opfattelse af natur. Det kan ske gennem det fremherskende natursyn, der med tiden skifter indhold og mening.

For tiden sigter natursynet mod stor variation med så mange arter som muligt i en mangfoldighed af naturtyper. Natursynet er derved blevet et redskab, opstået i en tid, hvor man har ønsket at forstå, hvad det egentlig er, vi gerne vil. Enten ved at bevare eller ved at fremme noget gennem forvaltningen af det dyrebare land. Det er blevet en svær opgave i en periode, hvor vi også har sat os for at være bedst til noget så avanceret som at avle grise i et omfang, der gør Danmark med sit beskedne areal til en af verdens største svineproducenter. Med ambitioner om at kunne affodre Kinas befolkning med danske svin.

Naturbilledet forvandler sig; faunaen indretter sig og forandres fra et ejendommeligt og rigt naturbillede til noget, der endnu ikke kan sættes ord på. Ordet forarmet blev meget brugt allerede i 1970’erne, og det blev nærmest slidt op. Den forandring, som er sket i vort kulturlandskab, har skabt en natur, som er fattig med hensyn til arter og naturtyper. Og det, der er tilbage, har fået mindre plads. Med andre ord har man formået at udnytte jorden til at give kolossale og førhen uhørte udbytter i form af afgrøder. Naturen som billede er grundlæggende for vor opfattelse af dette så svære begreb: natur. Naturen var landet, som det lå, grundlagt i 1800-tallet, hvor landbruget kom til at præge det i sin helhed. Behovet for

Broen over Skjern Å-kanalen 15. september 2005.

28 DE N JYS KE H E DE

opdræt af kvæg var så omfattende, at man foretog høslæt og græsning på store engarealer. Det var, før der var noget, der hed kunstgødning, pesticider og effektiv mekanisering. Det var den lange tid, hvor bondekulturen var fastlåst i endeløst slid. Og hvor man skulle udnytte jorden på en måde, så man kunne have et lager af foder fra oktober til april.

I befolkningen var der i 1800-tallet ikke den store bevidsthed omkring naturværdier; digtere og malere begyndte til gengæld så småt at beskæftige sig med landet. Det var guldalderen, der definerede landskabet, men stort set kun, som det var i Østdanmark. Nogle få malede og digtede om landet i sin helhed. Nogle landskaber og dets indvånere blev fremhævet.

Først og fremmest de bøgelyse kyster; mere perifert blev den jyske hede og Limfjordens friske vande folkekære begreber, godt hjulpet af Hans Smidths malerier.

Maleren Johan Thomas Lundbye indkredsede det sjællandske kulturlandskab, som stod så klart i midten af 1800-tallet. Han redegjorde for mangfoldigheden lige fra storken ved Arresø til skrubtudsen i et ukendt gadekær; elementer, man ikke var vant til at værdsætte specielt på det tidspunkt.

Landskabet var under hurtig forandring allerede da. Det, Lundbye skildrede, var allerede en reminiscens af de første regler om landskabets udformning. Det var, da kongen bestemte, at skovene skulle beskyttes mod den omfattende afgræsning, som hærgede det svindende skovareal. Skovforordningen kom i 1805 for at sikre en bedre skov, først og fremmest til udnyttelse. Langt hen ad vejen var denne skovlov fra 1805 en ressourcelov og ikke en beskyttelseslov.

Sådan har det udviklet sig stort set lige siden, om end det først var godt henne i 1900-tallet, at der opstod en målbevidst tanke omkring naturens beskyttelse. Der kom jagtlove, naturfredningslove og sågar en reservatlov. Det var få personer, der stod bag naturbeskyttelsen, men de havde stor indflydelse.

Det var hovedsagelig kunstnere; Jeppe Aakjær var frontfigur i en bevægelse til forsvar for de sidste heder og vandløb, der banede vej for de senere fredninger. Før ham havde Steen Steensen Blicher gjort alt forarbejdet, og kunstnerisk havde han, som den første, givet udtryk for hedens skønhed, om end han som landøkonom var klar over de muligheder, som en opdyrkning af heden rummede.

Et meget stort spørgsmål har siden trængt sig på: Hvad er det, vi ønsker at beskytte, og kan vi overhovedet gå imod udviklingen? I 1950’erne led naturfredningen store nederlag. Den blev fremstillet som naragtig og reaktionær af tidens store kulturpersonlighed, arkitekten Poul Henningsen, en svoren tilhænger af funktionalismen. Han havde forinden anført et veritabelt stormangreb mod Naturfredningsforeningens formand, maleren Erick Struckmann, og flere videnskabsmænd. Poul Henningsen,

Solen ved sankthans i 1985.

29 IN DLE DN IN G

som satte en ære i enhver heftig debat, har været noget af en krabat at være oppe imod for de agtværdige naturvenner.

Poul Henningsen mente ikke, at man kunne bruge en solnedgang til ret meget. Deri havde han jo ret, for naturen var blevet romantiseret, og det passede ikke til tiden. Og hvorfor skulle man anfægte menneskets udvikling med dets fantastiske kunnen inden for bygningskunst og teknologiske fremskridt? Det lå i tidsånden, at det var menneskets egeninteresser, der havde størst betydning. Fordi det gav velstand og frihed, men så sandelig også trusler mod det, som naturfredere betragtede som natur. Herunder ikke mindst truslen om atomkrig.

Med god ret spurgte man: Er vi ikke også natur? Samtidig blev det klart, at mennesket kunne udslette sig selv og ødelægge hele jordkloden.

Derved opstod den bevidsthed, som blomstrede op i 1960’erne, og som førte til, at man tilstræbte en langt større ansvarlighed. En masse god vilje vandt indpas, efterhånden som dele af befolkningen og dens politikere indså fornuften i ikke at ødelægge vore omgivelser.

Begrebet rekreative og grønne områder opstod; det samme gjorde fredningsplanudvalg og miljøministerium. Det var instanser, som i deres vorden havde stor betydning. Siden hen har disse myndigheder været stærkt kritiseret for deres kompromisagtige handlinger. Det har ført til flere sager, hvor danske naturfredere har måttet ty til hjælp fra den fælles europæiske lovgivning om beskyttelse af habitater og arter.

DRIVKRAFTEN – UIGENKALDELIGE TAB

30 DE N JYS KE H E DE

Et forårs komme er en begivenhed, man altid kan regne med. Det er forandring og fornyelse efter et vinterhalvår, men det er også en gentagen forandring, som synes evig og hver gang lige spændende, i hvilken variation den nu end vil udspille sig. Med udgangspunkt i denne stabile hændelse føler man en afmagt, når ting forsvinder for altid; når liv udslettes.

Det er en naturlig tilstand at fornægte død og udryddelse. Krige og pest har altid skabt angst og afmagt hos menneskene, som for alt i verden har søgt stabilitet og tryghed.

I den proces har naturen været inddraget og vendt til nytte i form af mad og råderum, tag over hovedet og noget at lave. Den virkelyst har skabt det samfund, som vi kender i dag, humanisme og bevidsthed om for eksempel naturens værd. Med styring af menneskets aktiviteter, så det ikke skader naturen og dermed sig selv. Religion og lovgivning har været bestemmende.

Udryddelse af dyre- og plantearter er ikke noget nyt. Ej heller naturkatastrofer og den konkurrence, der er en overordnet lov for alt liv. Når nogen inden for de sidste hundrede år har gjort opmærksom på, at arternes udryddelse er i en voldsom vækst, er der grund til at høre efter.

Men iveren efter at lade mennesket fortsætte jagten på evig vækst synes at overdøve alle advarsler, lige til ødelæggelsen af grundvandet.

Nogle dyr og planter bliver ikoner og symboler på bevarelse og forståelse. I anledning af Danmarks Naturfredningsforenings 100-årsjubilæum i 2011 skriver præsidenten, Ella Maria Bisschop-Larsen: “Vi har brug for en kollektiv hukommelse, der minder os om storkene og viberne, om agerhønsene, brushønsene, sortternerne, kobbersnepperne, harerne, kællingetanden og engkarsen”.

Naturfredere har prøvet at gøre det nærværende, at arter forsvinder.

Det har været nemmest, når det har drejet sig om dyr og fugle med mere symbolsk betydning eller ikonstatus. Som pandaen, der blev Verdensnaturfondens stærke symbol. Som stork og urfugl hos os.

Det er trist at høre om alverdens elendigheder som for eksempel regnskovenes forsvinden; steder med den højeste artsrigdom af alle. Hos os er oprindelig natur for længst blevet afløst af kulturlandskabets dominans. I en tid fandtes en balance og en samhørighed med de områder, vi dyrkede; bondelandet var genstand for uendelig megen hyldest. Rester af oprindelig natur stod stærkt frem i en samhørighed med kulturlandskabet.

Diskussionen om vort kulturlandskabs ve og vel blev meget skarp i 1970’erne og 1980’erne. Det førte til, at man politisk opfandt begreber som naturgenopretning og havmiljøplaner og begyndte at rette op på de skader, som var sket årtier tidligere. Der var flere grunde til dette, såvel vandmiljømæssige som faunistiske. Odder og laks havde det skidt, og mange fugle var i tilbagegang i en hast, så man kunne forudsige deres endeligt.

Vibernes vårspil. Uhre april 2007.

32 DE N JYS KE H E DE

Med baggrund i en slags frygt for at miste yderligere opstod der en statslig vilje i det efterhånden stærke miljøministerium. Men i dag er det tydeligt, at for eksempel naturgenopretning kolliderer med den kendsgerning, at svinefarme er blevet en almægtig industri.

Landet, som det ligger i dag, er et kulturlandskab, presset til det yder‑ ste i ydeevne, fravristet sin variation.

Tabene virker uigenkaldelige. Og kan der findes nye værdier i et land‑ skab, hvor alt det egnstypiske udviskes, hvor motorveje og motorvejsbyer med vindmøller udvider sig til det yderste Vestjylland?

Sociologen og politikeren Henrik Dahl har i 2008 gjort op med forestil‑ lingen om det nationalromantiske Danmark og peget på det nye, moderne land. Et Danmark, der er vokset frem i overvældende grad, men som de færreste vil kendes ved. Forstået på den måde, at dette nyopståede, in‑ dustrialiserede landskab hidtil ikke er blevet vægtet som et interessant kulturlandskab. Han taler for eksempel om de industrimiljøer, der vokser op langs vore motorveje. Henrik Dahl kunne have fået en udmærket snak med Poul Henningsen, måske.

En slags kommentar til dette kan findes hos Achton Friis i indled‑ ningen til “De Jyders Land I” fra 1932: “Jeg tror, at en Befolkning på 3‑4 Millioner Mennesker kan leve fortrinligt, naar deres Fædreland er en Kartoffelmark og dens Fornødenheder udenfor Maaltiderne er en Bil, en Skindpels og godt med Biografteater”.

Men kan den nu det? Er det oplagt at kendes ved et fuldstændig ens‑ formigt kulturlandskab, identisk hvad enten man er på Bornholm eller i Vendsyssel, renset for egnstypiske elementer?

Fra Rødhus Klit 15. juli 2011. En egnstypisk ødegård, som det lokale spovepar har fundet velegnet som udkikspost.

REGISTRERINGEN – URFUGLENS STORHED OG FALD

34 DE N JYS KE H E DE

Man siger, at urfuglen har været her siden jernalderen. Dens oprindelige hjem var områder i den nordlige halvkugles skove, særligt i dennes sydlige del og det tilgrænsende skovsteppeland. De første kom til Europa østfra i forbindelse med skovrydning, og hvornår indvandringen til J ­ ylland er foregået, er ukendt; kun ved man, at arten første gang omtales i 1698 af Peder Syv i “Dyvr her i Norden”. I teorien har urfuglen kunnet leve her i landet fra sen arktisk tid til boreal tid, men ingen subfossile knogler er fundet, så reelt kan man ikke vide, om det har været tilfældet.

Arktisk tid var den periode, der kaldes “ældre dryastid”, opkaldt efter rypelyngen, hvis karakteristiske bladrester er fundet i aflejringer fra istiden. Den lange tundraperiode blev efterfulgt af en tilgroning af birk.

Landet var skovklædt, men allerede oldtidsfolket begyndte hugsten, efterfulgt af jern- og middelaldermenneskets effektivitet. Herefter kom sandet og snart lyngen. Heden var skabt, og urfuglen fandt et stort levested hos os. Men nok så vigtigt, mennesket prægede dette område med en million får og begyndende korndyrkning, der forhindrede tilgroningen.

Det var længe før, fænomenet plantager opstod.

Det er ikke klart, hvor stor urfuglebestanden var i begyndelsen af 1800-tallet. Men fuglen fandtes stort set overalt de steder i Jylland, hvor der var heder, klitheder, hedemoser, vildmoser eller bare dyrket land med tilgrænsende hedeområder. Jagt med forbedrede skydevåben og mere almen jagtudøvelse gik sandsynligvis hårdt ud over urfuglene. Man havde fanget dem i fælder på skogrepladserne, og man skød løs på dem i et omfang, der førte til indførelsen af en fredningstid allerede i 1840.

Jagtloven af 1840 forbød urfuglejagt i tiden fra 1. februar til 1. august.

Tilbagegangen fortsatte alligevel, og man gav opdyrkningen skylden, indtil man i 1879 indførte en totalfredning af fuglene, som synes at have været effektiv. Deres antal tog ret hurtigt til, og omkring 1912 havde urfuglene bredt sig på ny, særligt i Vestjylland. Fra det tidspunkt bølgede jagttider op og ned og justeredes ved hver eneste ny jagtlov. Indtil urfuglen blev endegyldigt fredet i 1972.

Westerskov anslog den samlede efterårsbestand af urfugle i Jylland til cirka 5000 i begyndelsen af 1940’erne efter en bemærkelsesværdig fremgang i tiden 1870‑1940.

Westerskov foretog indsamlingen af oplysninger om urfuglebestanden i 1942, dog mere eller mindre baseret på oplysninger fra H. M. Thamdrup, som i 1936 foretog en meget grundig indsamling.

Næste opgørelse var Anders Holm Joensens i 1966, og den viste, at der i de forudgående årtier var sket en nedgang til 1200 urfugle. Herefter blev optællingerne hyppigere og tilbagegangen kraftigere år for år. I 1973 var der bare 400 urfugle tilbage. Det var vildtbiologen Hans Jørgen Degn der fik æren af at beskrive bestandens helt store nedgang igen i 1978.

36 DE N JYS KE H E DE

Der var efterhånden kun urfugle på ganske få heder. På Vind Hede lykkedes det at bremse udviklingen i en årrække ved hedepleje og oprettelse af ekstensivt dyrkede arealer som nabo til heden. Projekterne hjalp ikke bestanden på lang sigt.

Slutfasen indtraf med 100 fugle på landsplan i 1978 og 30 fugle i 1989.

De følgende år blev alt håb slukket. På Randbøl i 1992, på Vind i 1996 og på Kongenshus i 1999.

I 1970’erne havde urfuglenes storhedstid længe været ovre, i hvert fald den periode, hvor man kunne tale om, at urfuglen var en del af det midt- og vestjyske landskabsbillede. Denne tilstand indtraf reelt i løbet af 1950’erne.

Urfuglene var da allerede begrænset til nogle meget få kerneområder som Borris Hede, Harrild Hede, Randbøl Hede, Lønborg Hede, Kallesmærsk Hede, Bjålum Klit, Vind, Kongenshus og Karup Heder samt Ovstrup Hede. Dertil de sønderjyske Tinglev og Frøslev Moser samt Kongens Mose.

Områderne repræsenterede hver især næsten en egn, i hvert fald nogle meget store bidder af landet, og typisk var hederne blandet med agerland. Urfuglene havde reelle bestande, for eksempel i det store hedeområde, som strakte sig mellem Blåvands Huk og Holmsland Klit.

Urfuglene var der, længe efter at det for længst var blevet dårligt for dem. Et spørgsmål er, hvilken periode der egentlig var urfuglens tid. På hvilket tidspunkt befandt bestanden sig i sit mest velegnede element.

Var det, da ingen opdyrkning fandtes, eller var det da opdyrkningen begyndte? Eller var det, da opdyrkningen var godt i gang og endnu langtfra fuldendt? Og hvor meget hede var betingelsen for overlevelse?

Kaj Westerskov var klar over, at urfuglen let kunne have fundet sig til rette med at færdes på markerne, hvilket mange forhold viste, blandt andet at bestanden vitterlig havde en storhedstid godt ind i 1900-tallet. Han påpegede såmænd også, at opdyrkningen endog havde gavnet urfuglen og givet den flere og nye fødeemner. Han konkluderede dog til sidst i sin redegørelse: “Men den kan ikke nøjes med Føden. Den skal ogsaa have et Sted at være paa. Og her skal den have Plads, saa den kan sejle af Sted, naar den først er kommen paa Vingerne. Og dens Kuld skal i Fred kunne færdes paa Terrænet. Det nytter ikke at forære den en Legegaard, hvor den lige kan naa at faa strakt Vingerne.”.

Westerskov slog stærkt på tromme for, at man først og fremmest skulle bevare flere store og anstændige urfugleområder. Alt i alt var hans betragtninger startskuddet til en øget opmærksomhed omkring det komplekse, som omgiver denne hos os kulturbundne fugl.

Kort over urfuglens udbredelse 1940 og 1965. Det, som er markeret med violet, viser bestandens udbredelse i 1940, mens det skraverede violette viser udbredelsen i 1965. Derudover er navnene på de vigtigste heder anført på kortet. Den priktonede baggrund viser urfuglens udbredelse omkring 1800.

IN DLE DN IN G

37