Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Augustinus Fonden
Lillian og Dan Finks Fond
Landsdommer V. Gieses Legat
Alfred Good's Fond
Det danske traume
Nationen og forfatningen. Baggrunden for nederlaget
Helstaten
Det nationale spørgsmål
Det konstitutionelle spørgsmål
En dårlig start
Ørsteds fællesforfatning 1854
Andræs fællesforfatning 1855
Set fra udlandet
Mod ejderstat og krig
De sidste skridt
Krig og nederlag
Hvem havde skylden? Diskussionen efter nederlaget
Offerfortællingen: Skylden er tyskernes
Selvforskyldtfortællingen: Skylden er de forblændede nationalisters
Den systemkritiske fortælling: Skylden er de verdensfjerne akademikeres
Opgøret. 1864-1870
Sanktioneringen af et nederlag
Regnskabets time
Ny grundlov?
Grundlovssikret enighed
Skyldsspørgsmålet inddrages
Landboernes magtovertagelse
Forsvarsspørgsmålet efter nederlaget
At rette op på et nederlag
Hurtig genforening?
136
Et hus i splid med sig selv. 1870-1901
Splittelsen
Den udenrigspolitiske situation efter 1870
Forsvarsspørgsmålets politisering
Vil du have fred, så bered dig på krig!
Dannevirke i hver mands bryst!
Hvad skal det nytte!
Mod århundredeskiftet
Sårene slikkes og læges. 1901-1920
Selvforskyldtfortællingen blever udbredt
Velvillig tyskvendt neutralitet
Et nytteløst, farligt eller folkeligt forsvar
Et opgør med nederlagets folkelige mismod
En slesvigsk løsning, der skal forhindre et nyt 1864
Foregangslandet. 1920-1945
Forsvarssagen – igen
Det moderate kulturforsvar
Den utidssvarende antimilitarisme
Sønderjyderne og forsvaret
Et nyt 1864
Da Friedrich Engels drog til Sønderjylland
Den danske linje
Muligheder og trusler
Neutralitet
Mellem Tyskland og Storbritannien
Et forsvarsforbund?
Besættelsen
Mellemfolkeligt samarbejde
Alliance med Tyskland?
Vi lever ikke i 1864
Selvforskyldtfortællingen dominerer
Vi bygger en Storebæltsbro
En fjern og ynkelig begivenhed
At gøre op eller ikke, det er sagen. 1989Et nationalt begreb
Året, hvor vi lærte at hygge os i smug
Jagten på den evige gulerod: opgøret med 1864-syndromet
Rehabilitering af selvforskyldtfortællingen
Den tredje slesvigske krig
Opgøret gennemført?
Litteratur
Trykt litteratur og websider
Arkivalier
Aviser og tidsskrifter
TV-udsendelser
Lydalbummer
Noter
Illustrationer
Person- og stedregister
Bogen handler om et kollektivt traume: nederlaget i 1864. Med valget af passagen ”de træer, de drypper endnu” som titel har jeg ønsket at vise, at nederlaget i 1864 også i dag påvirker den danske selvopfattelse og det danske samfund. Det gør den, fordi begivenheden har formet og former vores identitet. Vi bearbejder stadig det kollektive traume og uddrager læresætninger af nederlaget. Bogen beskriver, hvordan det er blevet brugt politisk. Og den viser, hvordan behandlingen af nederlaget førte til mange forskellige og gensidigt uforenelige politiske svar på, hvordan man skulle komme videre og lære af katastrofen.
Det moderne Danmarks udvikling er ikke den konsensusprægede fortælling om folket, der først som bønder, siden som arbejdere kæmper sig fri af elitens klør og opbygger demokratiet og velfærdsstaten Danmark. Danmark er produktet af flere markante indre og ydre kampe. En af kampene var 1864 – ikke kun den ydre kamp mod preussere og østrigere, men også den indre.
Kampen om, hvordan vi skal forstå 1864, og hvad vi skal lære af nederlaget, er i høj grad blevet formuleret politisk. I så afgørende spørgsmål som forfatningskampen fra 1866 til 1901, Stauningregeringens udenrigspolitiske stillingtagen op til Besættelsen i 1940 og Fogh Rasmussen-regeringens deltagelse i invasionen af Irak i 2003 henviste man ivrigt til 1864 og forsøgte med erindringen om nederlaget at udvide eller indskrænke de politiske muligheder. Nederlaget påvirkede endda dansk diplomati så intenst, at man de første hundrede år efter krigen nærede en sådan mistillid til Tyskland, at man gjorde det til en udenrigspolitisk doktrin ikke at indgå forpligtende aftaler med nabolandet om mindretalsspørgsmålet.
Det er navnlig på det grænsepolitiske, det udenrigspolitiske og det forsvarspolitiske område, nederlaget har gjort sig gældende i dansk politik. Det har med andre ord været i situationer, hvor Danmark har skullet afklare sit eget standpunkt i mødet med omverdenen, at nederlaget har fået en legitimerende kraft i debatterne. Men nederlaget er også blevet blandet ind i politiske diskussioner om Storebæltsbroen, statslige arbejdspladser i Sønderjylland og klimapolitik. Dermed er nederlaget også endt med at påvirke vores personlige liv gennem politiske beslutninger, hvor 1864 er blevet brugt som legitimering. Derfor er emnet vigtigt.
Bogen viser, at den politiske debat i Danmark generelt har taget udgangspunkt i, at skylden for krigen var at finde på dansk side. De første 100 år efter nederlaget var denne opfattelse med få undtagelser toneangivende i Danmark, og fra omkring 1970 noget nær enerådende. Netop denne erkendelse muliggjorde en opfattelse af Danmark som et foregangsland, der havde lært ikke at give sig nationalisme og krig i vold, men hyldede fred og internationalt samarbejde – en erkendelse, som verdens øvrige lande også burde nå frem til.
Bogens titel er taget fra Johan Ottosens sang ”Det haver så nyligen regnet” fra 1890. Den blev sunget første gang under sønderjyders besøg hos Studentersamfundets Sønderjyske Samfund i København. Sangen udtrykker den vilje, som var og forblev idealet for de dansksindede sønderjyder, der mellem krigen i 1864 og Genforeningen i 1920 var underlagt tysk styre. Sangens barske vejr er et billede på krigen, der på den ene side havde skadelige virkninger, men på den anden side styrkede sønderjydernes kamp og tilværelse. Sangen gjorde krigen til et historisk nøglepunkt. Sidste strofe lyder:
Ja – det haver så nyligen regnet, og de træer, de drypper endnu, mangen eg er for uvejret segnet, men endda er vi frejdige i hu; viger ej ud af spor, for vi kender det ord: Det har slet ingen hast for den, som tror.1
Sangen blev et udtryk for den følelse, at sønderjyderne stadig levede med konsekvenserne af nederlaget. Johan Ottosen fremhævede dog også sønderjydernes viljestyrke, som skulle gøre det muligt at opfylde deres ønske om en folkeafstemning om Sønderjyllands tilhørsforhold. Afstemningen og Genforeningen kom i 1920, og regnens dråber i træerne burde altså være tørret ud. Det er de ikke. Det demonstrerede statsminister Helle Thorning-Schmidt på Dybbøl Banke den 18. april 2014 på 150-årsdagen for Slaget ved Dybbøl i 1864:
Ud af nederlaget i 1864 voksede det moderne Danmark. Med demokrati. Med en veluddannet befolkning. Med ligestilling mellem kønnene. Frihed for det enkelte menneske. Og hele vores solidariske velfærdssamfund. Vores fælles historie er altid med os. Den er i vores slægter. Den er i vores landskaber. I vores byer. I vores sange. I vores fortællinger. Uden den var vi på godt og ondt ikke dem, vi er blevet til i dag. […] Vi skylder os selv at tage vores fælles historie alvorligt. […] Det lange perspektiv er vigtigt. For det lange perspektiv fylder mig med en ydmyghed og med en bevidsthed om, at vi er det seneste led i en kæde. At vi står på skuldrene af de generationer, der var før os. Og når vi mødes i dag for at markere den 18. april 1864, så gør vi det med en ukuelig tro på, at Danmark er værd at kæmpe for. Dengang og nu. 2
På den ene side anslog statsministeren klassiske socialdemokratiske strenge ved at betone nederlagets betydning for udviklingen af folkestyre, uddannelse, ligestilling, frihed og velfærdsstaten. Da der i 2014 reelt ikke var en opposition imod mærkesagerne, kunne Helle Thorning-Schmidt i et øjeblik gøre os alle til socialdemokrater. På den anden side var rammen for statsministerens tale ikke socialdemokratisk, men national. Hun understregede betydningen af begivenheden i dansk historie – at det ikke kun var i året 1864, men ved Dybbøl den 18. april 1864, Danmarks moderne udvikling mod en demokratisk velfærdsstat begyndte.
Når det virkede naturligt for en dansk befolkning, skyldtes det, at befolkningen bredt kunne acceptere præmissen om, at nederlaget i 1864 havde sat sig va-
rige spor. Træerne dryppede stadig. Statsministeren definerede med sin tale sporene. En venstremand, en radikal, en konservativ havde måske skildret nederlagets nationale betydning anderledes, måske ikke. Helle Thorning-Schmidt fandt dog stadig behov for at sætte nederlaget ind i en politisk ramme og besvare spørgsmålet: Hvad kan vi lære af 1864?
Danskerne skulle efter 1864 som nation og samfund lære at forlige sig med det markante nederlag. Nederlaget blev kilde til talrige refleksioner over og bud på, hvordan man politisk skulle møde fremtiden. 1864 blev til et erindringssted – en historisk begivenhed, som man mentalt bliver ved med at besøge, og hvis tilstedeværelse i historieopfattelsen altså er nogenlunde stabil, men hvis betydning skifter. Fysiske steder som Dannevirke og Dybbøl Banke og begivenhederne de steder blev til et indre billede, danskerne begyndte at omtale som en hjørnesten i den danske skæbnefortælling. Krigen fik denne rolle, fordi danskerne stadig fandt, at nederlaget kunne forklare os, hvorfor vi blev, som vi blev.3
Når Anden Slesvigske Krig i 1864, der fulgte den første i 1848-1850 (Treårskrigen), stadig er til stede i verdenshistoriebøgerne, skyldes det, at krigen blev den første af tre krige, der førte til Bismarcks samling af Tyskland i 1871. Dermed etablerede han en stormagt midt i Europa, der på godt og ondt har påvirket verdensdelen siden. Preussens og Østrigs sejr over Danmark i 1864 fulgtes af Preussens sejr over Østrig i 1866, der cementerede Preussens førerrolle i det tyske kulturrum, og endelig af Preussens sejr over Frankrig i 1871, som understregede landets førerrolle i Centraleuropa. Som tyske børn kunne læse i deres skolebog med henvisning til de tre kriges tre afgørende slag: ”Ohne Düppel kein Königgrätz, ohne Koniggrätz kein Sedan, ohne Sedan kein Deutsches Kaiserreich”. 4 Derudover fik de europæiske stormagter med krigens udfald en potentiel konflikt mindre at bakse med, fordi den svage og tabende part, Danmark, ikke var i en position, hvor den kunne gøre vrøvl.
Fra et verdenshistorisk, ja, selv fra et tysklandshistorisk perspektiv bliver krigen nu ofte fremstillet som af sekundær betydning. Citatet lader da også netop til at ville hævde Slaget ved Dybbøls betydning for den tysker, hvis historiebevidsthed formodentlig har været noget mere præget af den fransk-preussiske krig i 1870-1871.
Den afdæmpede rolle står i grel kontrast til den betydning, Anden Slesvigske Krig har i danmarkshistorisk sammenhæng. Krigen kostede Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg og efterlod en stat af beskeden europæisk betydning. Men med Rigsrådets vedtagelse af Wienerfreden i november 1864 sanktionerede de danske politikere også, at krigene om Sønderjylland nu var til ende. Revanchehåbet døde i 1871, og 1864 blev året, hvor Danmark havde tabt kampen, der tidligere om noget havde været med til at forme dansk national selvopfattelse: kampen om Slesvig. Ikke overraskende fik det betydelige identitetsmæssige konsekvenser.
Den tyske historiker Thomas Nipperdey påbegynder sin massive fremstilling af tysk historie i 1800-tallet med de bevingede ord: ”Am Anfang war Napoleon”.5 I en dansk historiekultur vil det normalt være andre europæiske aktører end Napoleon, der præger billedet – for eksempel netop Bismarck. Ikke desto mindre er der grund til også i en danmarkshistorisk skildring at gøre Napoleon til begyndelsespunktet. Napoleonskrigene fik alvorlige følger for Danmark, og det kom til at præge tiden op til 1864.
For det første måtte kong Frederik 6. afstå Norge i 1814 i kølvandet på Napoleonskrigene. Dermed skrumpede det danske monarki kraftigt ind, og riget bestod nu – ud over Grønland, Island, Færøerne og tropekolonierne i Vestindien, Afrika og Indien – af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og det i 1815 erhvervede Lauenborg.6
For det andet etablerede stormagterne som led i restaurationen af Europa efter Revolutions- og Napoleonskrigene Det Tyske Forbund, der var et forpligtende militært og udenrigspolitisk samarbejde, som hertugdømmerne Holsten og Lauenborg blev en del af. Begge områder havde også været del af Det Tysk-romerske Rige, der var blevet opløst i 1806. Hertugdømmet Holstens tilknytning til det danske monarki var noget længere end Lauenborgs. Det tyske område mellem Elben og Ejderen valgte i 1460 Christian 1. til greve, og Holsten blev i 1474 ophøjet til hertugdømme.
For det tredje cementerede nederlaget og afståelsen i 1814 en undergangsangst i det danske monarki. Landet havde i slutningen af krigen været på randen af udslettelse.7 Efterfølgende kom der stadig større pres på fyrstestaternes ydre grænser, og her var Danmark som en lille stat udsat. Det blev en væsentlig ledetråd i den udenrigspolitiske ageren efter 1815. Som diplomaten Johan Georg Rist angiveligt formulerede det, var Danmarks udenrigspolitik at undlade at have en udenrigspolitik. Den danske regering forsøgte med andre ord at undgå enhver opmærksomhed. 8
På trods heraf udviklede der sig inden for få årtier på grund af det nationale spørgsmåls opdukken en intens indre strid i monarkiet, som også pådrog sig udlandets opmærksomhed. I den forbindelse kom det tredje hertugdømme, Slesvig, til at stå centralt. Slesvig blev et nationalt symbol, ikke mindst fordi det var i Slesvigs sydligste del – mellem floden Sliens udspring ved Slesvig by i øst og marsklandet i vest – at fæstningsværket og grænsevolden Dannevirke havde ligget siden 5-600-tallet, og som Thyra Danebod og Valdemar den Store havde udbygget. Dannevirke markerede det sydligste forsvar af den danske grænse mod Tyskland.
Lorenz Frølichs maleri Hyldningen af Frederik 4. på Gottorp i 1721 efter fordrivelsen af de gottorpske hertuger fra 1857. I 1721 havde den danske konge efter Store Nordiske Krig fået den gottorpske hertugs dele af Slesvig, og de slesvigske stænder havde hyldet Frederik 4. som arveherre. Da spændingerne mellem slesvig-holstenerne og danskerne i sidste halvdel af 1850’erne tiltog, lavede Lorenz Frølich maleriet med en slet skjult antydning af, at mange i midten af 1800-tallet så Slesvig som dansk.
I over tusind år havde Slesvig været kulturelt bindeled og gentagne gange også krigszone. Slesvig var hverken en del af Det Tysk-romerske Rige indtil 1806 eller Det Tyske Forbund efter 1815. Hertugdømmet var dog delt mellem dansk og tysk sprog og kultur (foruden frisisk i de vestligste områder). Det nationale spørgsmål forplantede sig fra omkring 1830 for alvor i store dele af det danske monarkis borgerskabseliter. Det splittede også hertugdømmet i dansk og tysk og gjorde, at Slesvig nu mere entydigt blev en kampzone.9 Tyskhedens stadig større udbredelse i Slesvig blev fra et dansk-nationalt perspektiv set som tysk kulturimperialisme i gammelt dansk land, mens det fra en tysk-national betragtning blev set som en generobring af det Jylland, der tidligere var beboet af germanske stammer, men senere blev erobret af de fra Skåne og Sjælland kommende danskere.10
Ud over det nationale spørgsmål blev også det konstitutionelle spørgsmål centralt – hvordan skulle man imødegå stadig mere kraftfulde liberale krav om forfatningsmæssige reformer? Dertil kom det gigantiske udenrigspolitiske rod, det afstedkom, at de herskende lag blev nødt til at tage det nationale og det konstitutionelle spørgsmål i betragtning.
De to spørgsmål blev afgørende for etableringen af de politiske grupperinger indtil 1864. Den liberale opposition bestod yderst til venstre af en række venstregrupper, som ønskede den almindelige valgret udvidet i høj grad. De samlede sig til en vis grad i Bondevennernes Selskab, der blev oprettet i 1846, men som senere brød sammen på grund af interne stridigheder – ikke mindst i det nationale spørgsmål, da venstregrupperne talte både nationale og helstatsvenlige skikkelser. Blandt de nationale var venstreføreren Balthazar Christensen. Den nationale venstregruppe udviklede sig desuden med tiden til at blive politisk hjemsted for den grundtvigske bevægelse. Ledende for de helstatsorienterede blev navnlig A.F. Tscherning. Mere pragmatisk til det nationale spørgsmål stillede J.A. Hansen sig.
Længere mod højre i det konstitutionelle spørgsmål var den løse og elitære nationalliberale gruppe, der talte akademiske skikkelser som Orla Lehmann, D.G. Monrad, J.N. Madvig og C.C. Hall. Gruppen var i sit udgangspunkt samlet om en national dagsorden og tilslutningen til en fri borgerlig forfatning.
Længst til højre stod de konservative kræfter. Den danske højrefløj var omkring 1848 præget af helstatsloyale embedsmænd og godsejere som for eksempel A.S. Ørsted, C.A. Bluhme og P.B. Scavenius. I 1850’erne stod imidlertid en yngre gruppe godsejere frem som mere liberale og nationale. Gruppen talte blandt andet den senere konseilspræsident J.B.S. Estrup og lensgreve C.E. Frijs, som nærmede sig de mere pragmatiske i venstregrupperne.
Den 28. maj 1842 blev der holdt fest på Skydebanen på Vesterbro. Anledningen var årsdagen for den første af de forordninger, der banede vejen for etableringen af monarkiets fire rådgivende stænderforsamlinger som eksisterede 1835-1848. En ung smuk mand med et prægtigt krøllet hår og et brændende blik rejste sig. Han skulle holde skåltalen for fædrelandet. Sine kun 32 år til trods talte han med stor autoritet. Han havde netop udstået sit martyrium, tre måneder i fængsel for i en tale halvandet år tidligere at have opildnet de falsterske bønder til utilfredshed mod enevælden. Forsigtighed var der ikke at spore hos ham. I sin tale stillede, og besvarede, han et af tidens store og brændende spørgsmål: Hvad var Danmark?
Ja, De ler af min uvidenhed, men prøv kun på det, mine herrer, prøv at besvare mit spørgsmål, og De vil ikke finde det så urimeligt, at jeg ikke ved, hvor langt Danmark går? ”Naturligvis til Kongeåen; thi der begynder hertugdømmet Slesvig”, ”Nej til
Flensborger Fjord; thi så langt hersker det danske sprog”, ”Nej til Slien, det ældgamle grænseskel mellem skandinavisk og germansk nationalitet”, ”Nej til Ejderen der fra Caroli Magni [Karl den Stores] tider og til den dag i dag har været terminus imperii Romani [Det Tysk-romerske riges ende], ”Nej så langt som de danske kongers scepter når: til Elbens bredder.” Der ser De, mine herrer, således står det til med os, at man i Danmark ikke ved, hvad Danmark er […] Kun når vi selv respekterer den grænse, som naturen og historien og retten har anvist os, kun da kunne vi vente at respekteres i vor berettigelse inden for dennes grænse. Denne grænse, mine herrer, er Ejderen!11
Taleren hævdede dermed, at hertugdømmet Slesvig mellem Kongeåen og Ejderen var ubestrideligt dansk. Med talen var det nationalliberale kampråb ”Danmark indtil Ejderen” født. Taleren var Orla Lehmann. Han var veluddannet og kom fra et lærd (tysksproget) københavnsk hjem, hvor blandt andet brødrene Ørsted (fysikeren H.C. og juristen A.S.) og digteren Adam Oehlenschläger havde deres gang. Lehmann gik i tysk skole og kom i den tyske menighed og læste 1833-1834 i Berlin. Hans sindelag var dog dansk og skandinavisk. Lehmann tog i 1833 juridisk embedseksamen med bedste karakter, men studiet kedede ham, og det var da heller ikke som jurist, han skulle gøre sig bemærket. Imidlertid havde både hans lærde hjem og hans tilknytning til studielivet i guldalderens København gjort ham bevidst om hans tilknytning til det lærde borgerskab. Hans virke som politisk taler begyndte i Studenterforeningen, men i 1840 blev han medlem af Borgerrepræsentationen i København og stænderforsamlingen i Roskilde. Hans store sag var netop det nationale og dermed også det skandinaviske sammenhold. Hans intense krav om en fri forfatning handlede om at skabe sammenhold om den nationale kamp, og opretholdelsen af Slesvigs danskhed var et afgørende element i den kamp.12
Knap et halvt år efter talen på Skydebanen fandt en ikonisk begivenhed sted i den omstridte landsdel. I selve situationen fremstod det hele dog noget forvirrende. Stedet var den slesvigske stænderforsamling i Slesvig by. Peter Hiort Lorenzen var købmand i Haderslev og deputeret for Sønderborg. Henimod afslutningen af mødet den 11. november 1842 bad han om ordet og talte til kongens repræsentant i forsamlingen, grev Joseph Reventlow-Criminil – på dansk! Det var sket før, men denne gang var det anderledes. Hiort Lorenzen talte nemlig udmærket tysk. Det vidste de øvrige medlemmer godt. Hiort Lorenzens tale var en politisk manifestation af, at Slesvig havde to sprog, hvor det danske systematisk blev tilsidesat i officiel sammenhæng.13
De rådgivende stænderforsamlinger i Itzehoe for Holsten, Slesvig by for Slesvig, Viborg for Nørrejylland og Roskilde for øerne blev oprettet ved forordninger i 1831 og 1834 og samledes første gang i 1835-1836. Billedet viser hjemstedet for den slesvigske stænderforsamling, der nu er Slesvig bys rådhus. Her fandt de tumultariske scener sted, da Peter Hiort Lorenzen i 1842 talte dansk.
Holsteneren Reventlow-Criminil blev forvirret, da han ikke var god nok til dansk til at være sikker på at have forstået Hiort Lorenzen. Formanden for forsamlingen, Niels Nicolaus Falck, mente, at det stod medlemmerne frit for at tale dansk. De skulle bare ikke vente tolkehjælp. Situationen udviklede sig til et tvivlsspørgsmål om, hvordan indlægget skulle føres til protokols, og det endte med, at forsamlingen nægtede at vedtage referatet. Sekretærerne havde indført Hiort Lorenzens indlæg i tysk oversættelse, og det ville forsamlingen ikke acceptere. Hiort Lorenzens indlæg udgik af referatet, og protokollen kunne gentagne gange berette, at ”deputeret Lorenzen fra Haderslev blev ved i det danske sprog”.14
Nyheden spredte sig hurtigt. Gennem Hiort Lorenzen selv fik stænderdeputeret i Viborg Stænderforsamling, herredsfoged J.P. With kendskab til begivenheden.15 With betragtede det som et angreb på den danske nationalitet i Slesvig, mens A.S. Ørsted som kongens repræsentant i forsamlingen pegede på, at Lorenzen kunne have fremført sit synspunkt på tysk. Nogle dage senere endte referatet fra Viborg i det nationalliberale hovedstadsblad Fædrelandets spalter. Avisen foranstaltede en underskriftsindsamling på en adresse til kongen og et møde på Hotel d’Angleterre i København, hvor 500 fremmødte, deriblandt flere liberale spidser,
vedtog en støtteskrivelse til Hiort Lorenzen.16 Begivenheden var blevet et entydigt symbol på danskhedens undertrykkelse i Slesvig. Samtidig var Ørsted fra at have været de liberales mand i regeringen nu faldet i unåde hos de nationalliberale. Den nationale kamp måtte i stadig højere grad stille de nationalliberale i opposition til kongens, monarkiets, helstatens regering.17
Med Lehmanns tale og Hiort Lorenzens aktion var der gjort opmærksom på to forhold, som helt eller delvist måtte knytte Slesvig til Danmark: den historiske og den sproglige tilknytning. Slesvig var utvetydigt blevet stridens æble og et levende symbol på den danske nationale kamp. På samme samling i stænderforsamlingen få dage efter Hiort Lorenzens sproglige manifestation blev regeringens forslag om fælles komiteer for flere stænderforsamlinger taget op. Spørgsmålet havde splittet den liberale opposition i Danmark. Blandt forslagets støtter var Orla Lehmann. Han så en mulighed for en konstitutionel udvikling, der kunne bidrage til at styrke den nationale enhed mellem Danmark og Slesvig. Af samme årsag afviste Slesvig
Stænderforsamling – med markant tysk flertal – en sådan ordning. En væsentlig mulighed for at knytte den danske nationalitet i Slesvig til Danmark i en forfatningsmæssig udviklingsproces var dermed blevet lukket.18
Parti ned over Vejle af P.C. Skovgaard fra 1852. Maleren var på besøg hos amtmanden i Vejle, Orla Lehmann, der bestilte et maleri med udsigt over byen. Maleriet giver indtrykket af et vildt, men også majestætisk landskab, der gav Vejleegnen næsten schweiziske dimensioner.
Kampen mellem dansk og tysk fik også et videnskabeligt og kunstnerisk udtryk. Den nationalliberale historiker C.F. Allen havde i 1840 udgivet Håndbog i Fædrelandets Historie, som fremstillede det danske folks historie som præget af høj grad af lighed, men under pres fra en elitær tysk kultur. Eksempelvis så Allen J.F. Struensee, der reelt regerede på vegne af Christian 7. fra 1770-1772, som et umoralsk indslag i danmarkshistorien – navnlig på grund af den hån, han viste over for dansk sprog og dansk nationalitet ved at lade alle befalinger udstede på tysk.19 Struensees bane-
mand Ove Høegh-Guldbergs regeringsperiode udmærkede sig derimod i Allens betragtning ”på en hæderlig måde ved sin kærlighed og omhu for alt, hvad der var dansk, for sproget, litteraturen og videnskaberne”, blandt andet ved at genindføre dansk sprog ved militæret og på teatret, men især ved indførelsen af indfødsretten, som blev en betingelse for at erholde embeder i staten. 20
Den nationale kamp blev på den måde et indgroet og ledende element i historieforståelsen, og sproget i den grad en markør for, hvem der havde overhånden. I afhandlingen Det danske Sprogs Historie i Slesvig fra 1857-1858 fortalte Allen, hvordan det danske sprog og den danske kultur gradvist var blevet trængt mod nord i det danske kronland. 21 I modsætning til de tyske videnskabsfolks udlægninger hævdede Allen Slesvigs oprindelige dansk- og nordiskhed og påtvang historien den nationale skillelinje, som dog i moderne forstand ikke var over et par generationer gammel. Kirkehistorikeren og grundtvigianeren Frederik Hammerich fulgte i Allens spor og gjorde i sin kirkehistorie det problematiske forhold i hertugdømmet klart. Reformationen i 1500-tallet kom fra Slesvig, og for Hammerich stod Slesvig derfor som et helligt sted. Stedet, hvor sandheden blev prædiket for danskerne. Men samtidig var Reformationens årsag, at kong Frederik 1. havde ladet den tyske kultur trænge ind. 22
En af de tidlige forkæmpere for danskheden i Sønderjylland, Christian Paulsen, havde allerede i 1830’erne forsøgt at forklare dobbeltheden ved at beskrive Sønderjylland som et mellemled mellem Danmark og Holsten – en bro mellem dansk og tysk, men også danskhedens frontlinje. 23 Slesvig var både den danske nationalitets forpost og kanal til opbyggelig påvirkning udefra. Med den særlige rolle blev kampen om Slesvig også til kampen om Danmark i det hele taget. Det var et synspunkt, der ivrigt gik igen i det danske forhold til Slesvig.
Videnskabsmænd som Allen og Hammerich gav deres læsere indtryk af, at den danske kultur var i defensiven, og at faren lå i det kulturelle og sproglige pres fra Tyskland, der havde ladet det oprindelige danske folk glemme sit ophav. Betragtningen havde været næret siden begyndelsen af 1800-tallet, 24 men den blev for alvor politisk potent i 1840’erne, hvor den fik de dansk-nationale politikeres bevågenhed og medvirkede til udarbejdelsen af de sprogreskripter i midten af 1840’erne og i begyndelsen af 1850’erne, hvor man forsøgte at forsvare det danske sprogs udbredelse i Slesvig mod indtrængen af plattysk. Tanken var, at der måtte oprustes kulturelt, hvis ikke slesvigerne skulle glemme deres ophav, sprog og nationalitet. 25
Den nationale bevægelse satte også et markant præg på kunsten, som de nationalliberale, navnlig Orla Lehmann, brugte aktivt i det nationale samlingsprojekt.
Et oplagt eksempel er malerkunsten, hvor de danske malere fra at have dyrket Syd-
europa, især Italien, nu også fokuserede på det hjemlige. De bragte den nationale historie i erindring, og de fremmanede den nordiske naturs storhed – også tit ved at lægge lidt til. Steder som Vejle Ådal og Roskilde Fjord fik næsten norske dimensioner på P.C. Skovgaards og Johan Th. Lundbyes malerier. Det skete ejendommeligt nok netop for at få de danske træk mere realistisk frem. 26 Kunsthistorikeren N.L. Høyen – de nationalromantiske maleres faderfigur og mentor – hævdede, at den nationale billedkunst ”om folkelivet og om begejstrende dåd i folket” havde en så direkte og positiv virkning på antallet af besøgende på Den Kongelige Kunstsamling, at gulvet blev hurtigere nedslidt i den danske afdeling end andre steder. 27 Det nationale blev allemandseje og i stigende grad en væsentlig del af folkets identitet. I grundtvigianismens samtidige fremmarch ser vi også, hvordan den nationale identitet appellerede bredt og ikke bare til en akademisk elite.
Den danske nationale bevægelse fokuserede ikke kun på et samlet Danmark, men også på et samlet Skandinavien. Når Orla Lehmann talte om en grænse ved Ejderen, var det ikke blot Danmarks, men også det liberale Skandinaviens grænse mod det aristokratiske Tyskland. Det var dog ikke kun et spørgsmål om, at kulturel samhørighed førte nationerne sammen, men også en logisk og nødvendig følge af de ideer, der prægede europæisk politik. Der var en nedre grænse for, hvor lille en nation kunne være: tærskelprincippet. 28 Her var det et åbent spørgsmål, om Danmark kunne eksistere som selvstændigt land, eller om det måtte indlemmes i en større stat. En af samtidens store nationsteoretikere, Giuseppe Mazzini, tog i sin inddeling af Europa i ideelle nationalstater ikke hensyn til interne skandinaviske skillelinjer, men fandt, at de nordiske lande måtte forenes i en skandinavisk stat. At et så forskelligartet og lidet enigt geografisk område som det italienske i 1861 kunne ende som et samlet Italien, skyldes netop denne tanke. Ideen om et samlet Skandinavien skal derfor heller ikke ses som drømmeri. En sådan statsdannelse var så afgjort i samtiden en del af tidens ånd og udvikling. 29
Af samme årsag var undergangsangst fortsat nærværende i Danmark. Som følge af den første Karl Gustav-krig mod Sverige i 1657-1658 var Danmark nær endt som svensk lydstat.30 Efter tabet af Norge i 1814 og reel degradering til småstat blev angsten varig. Med Lehmanns ejderdanskhed eller snarere ejderskandinavisme forsøgte han at sikre, at Danmark var i overensstemmelse med tidens nationale bevægelse og holdt sig over tærsklen for, om en stat kunne eksistere. Der var altså i lige så høj grad tale om nødvendighed.31
Med betoningen af ejdergrænsen distancerede Orla Lehmann Danmark fra Tyskland i et positivt nordisk projekt. I en tid, hvor tanker om Danmark som en tysk admiralstat, altså en tysk flådebase, begyndte at florere i den tyske offent-
lighed, blev det væsentligt at vælge standpunkt.32 I den nationale kamp var det meget om at gøre for det spirende nationalliberale parti at understrege, at Danmark afgjort var en del af Norden. De nordatlantiske bilande blev kaldt til vidne i kampen: Gennem Færøerne, Island og Grønland var Danmark forbundet med Norden og den fælles kultur, som nordboerne i en fjern og fælles fortid havde bragt dertil.33
Men den nationale kamp var ikke kun en dansk foreteelse. Europa var opdelt i stater, hvor fyrsten var det samlende element. Enkelte stater, for eksempel Storbritannien og Frankrig, havde i nogen grad udviklet sig til nationalstater. De øvrige blev nu udfordret af de nationale bevægelsers krav. I det nuværende Tyskland og Italien opstod nationale samlingsbevægelser, som ønskede områdernes mange større eller mindre fyrstestater samlet til nationalstater, mens der i de multietniske riger Østrig, Rusland og Osmannerriget opstod nationale løsrivelsesbevægelser, der truede de enorme fyrsteriger med intern splid og opløsning.34 Disse bevægelser kom nu til at præge også det slesvig-holstenske spørgsmål: De tysksindede slesvig-holstenske liberale ville have et samlet Slesvig-Holsten til at indtræde i Det Tyske Forbund. Kun Holsten var medlem, men nu skulle altså også Slesvig være det. Derudover ville slesvig-holstenerne have en egen fri forfatning. Ligesom de danske nationalliberale ville slesvig-holstenske liberale nationalstaten, ikke fyrstestaten.
Men både slesvig-holstenske og danske nationalliberale ville have Slesvig. Det var problemet. Når Orla Lehmann krævede en grænse ved Ejderen, kunne det naturligvis tilfredsstille de nationale kræfters lidenskab for det danske Sydslesvig med danske bynavne, Dannevirke og en anseelig dansktalende befolkning. Man kan dog også forestille sig, at netop en grænse ved Ejderen var mere spiselig for dem, der gjorde fyrstestaten til et ledende princip. Efter 1720 var arvefølgen i Slesvig og Danmark ens, og de to ville ud fra en arveretslig betragtning følge hinanden, mens Holstens arvefølge var mere uklar og derfor blev afskrevet af Lehmann som statsretsligt tysk.35 Skønt Orla Lehmann allerede i marts 1848 talte med den slesvig-holstenske delegation i København om en deling af Slesvig, så var det klart, at det var taktisk dumt at udbasunere det offentligt – først og fremmest på grund af den enorme folkelige modstand fra både slesvig-holstensk og dansk side. I Danmark havde den nationale opinion taget ”Danmark til Ejderen” til sig som et kampråb, og selv om kampråbets skaber, Orla Lehmann, altså var veget fra sit synspunkt, så holdt folkestemmen fast på det.36 De nationale bevægelser i Europa truede det danske monarki, og striden om Slesvig medvirkede til, at der i 1848 udbrød borgerkrig i monarkiet. Den udviklede sig til Treårskrigen.37
I København havde regeringen i januar 1848, umiddelbart efter kong Christian 8.s død og kong Frederik 7.s tronbestigelse, stillet en helstatsforfatning i udsigt, der ved at stille den slesvig-holstenske adel gunstigt i forfatningen søgte at splitte den slesvig-holstenske opposition. Det så ud til at virke, men var også i modsætning til den danske nationalliberale opposition, der ønskede en dansk eller skandinavisk nationalstat. Orla Lehmann greb dog chancen i marts 1848 og fik i København udbredt det rygte, at det slesvig-holstenske oprør var en realitet, hvilket han formodentlig vidste, at det ikke var. Det var et forsøg på at få vendt befolkningen mod kongens regering.38 Det lykkedes, og den 22. marts udpegede Frederik 7. en ny regering, der også indeholdt liberale medlemmer. Ud over Orla Lehmann blev også sognepræst og medlem af Københavns Borgerrepræsentation D.G. Monrad og kaptajn og formand for Bondevennernes Selskab A.F. Tscherning medlemmer af regeringen. Enevælden var til ende.
Det er ofte blevet beskrevet sådan, at indførelsen af forfatningsmæssige forhold i Danmark ikke kostede blod, som det ellers kom til at gøre det i store dele af Europa. Det er forkert. Blodet flød bare ikke i Københavns gader. Det kom til at flyde i Jylland i den borgerkrig, der fulgte. Krigen fik snart de nationalliberale til at se muligheden for en dansk nationalstat i et kompromis, der delte Slesvig mellem SlesvigHolsten og Danmark.
Kong Frederik 7. var ikke politisk interesseret, men som også hans valgsprog antydede, ”Folkets kærlighed, min styrke”, var han meget opmærksom på sin egen popularitet. Det fik betydning i efteråret 1848. Krigen gik hæderligt for Danmark, og en deling af Slesvig var en reel mulighed, som regeringen i november søgte kongens tilladelse til at gå videre med ved internationale forhandlinger.39 Men svaret var nej, og det kostede det såkaldte Martsministerium sit liv. Kongen udpegede efterfølgende det mere konservativt indstillede Novemberministerium.
Frederik 7. havde allerede tidligt i krigen indtaget det standpunkt, at hans lande ikke skulle deles, 40 men den 18. september 1848 i Vejle fik det et klart udtryk. Her var der tropperevy med officersfrokost. Kongen deltog i begge dele. I det patriotiske selskab blev der omdelt en sang skrevet af den nationale digter H.P. Holst: Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren. På C.E.F. Weyses kække melodi til Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden satte sangen ord på følelsen af, hvordan de tilstedeværende hellere ville dø end se kongen afgive ”en fodsbred jord af dine fædres land”, og at kongen skulle tænke på, hvad en faldet soldat havde ofret sig for:
Se her er nok, der vil udfylde pladsen!
Se her er nok, der kæmpe vil som han, Men ikke én der er i hele massen, Som vil se delt dit skønne fædreland!
”Det skal ej ske!” det løfte har du givet, ”Det skal ej ske!” fra folket lød igen!
Og, kongen tro i døden som i livet, ”Det skal ej ske!” vi sværge her som mænd!41
Kongen rejste sig rørt og lovede, at det ikke ville ske. En deling af Slesvig kom ikke på tale. Synspunktet tiltalte både idealistiske ejderfolk og konservative helstatsfolk, men det umuliggjorde også en forhandlingsløsning. Krigen fortsatte.
Fra et tysk standpunkt var det slesvig-holstenske oprør i 1848 indledningsvis blot et af mange i Tyskland, men det endte med at få en ganske særlig betydning. I Tyskland havde de liberale revolutioner medvind i begyndelsen. Delegerede fra
alle de tyske forbundslande samlede sig i Paulskirche i Frankfurt for at skrive en forfatning, og man nåede endda så langt, at man tilbød den preussiske konge, Frederik Vilhelm 4., den tyske kejsertrone. Kongen vaklede. Hans indre romantiker så i kejserkronen en tilbagevenden til middelalderens Tysk-romerske Rige, men han endte med at afslå. Lidt efter lidt blev de nationale og liberale 1848-revolutioner slået ned i Europa, og i maj 1849 befalede en række tyske stater, deriblandt stormagterne Østrig og Preussen, at deres hjemlige medlemmer skulle nedlægge mandaterne i Paulskircheparlamentet. Dermed mistede parlamentet sin betydning, og den liberale tyske revolution var i sin helhed slut. Skønt revolutionerne senere viste sig at have skabt en varig national og liberal opposition, og skønt den førte til indførelsen eller liberaliseringen af forfatninger flere steder i Europa, så var der på det nationale område ikke sket meget. Revolutionen havde hverken ført til et samlet Italien eller Tyskland, og den havde heller ikke magtet at splitte multinationale stater som Østrig ad. 42
Efter russisk pres havde preusserne, der hidtil havde hjulpet slesvig-holstenerne, også trukket sig ud af krigen den 2. juli 1850. 43 Slesvig-holstenerne kæmpede dog stadig. Dermed blev den slesvig-holstenske sag også mere end et af mange oprør.
Med vedtagelsen af Paulskircheforfatningen den 28. marts 1849 skulle de liberale tyske kræfter finde en tysk kejser. De tilbød kejserkronen til den preussiske konge, Frederik Vilhelm 4. Satirikeren Isidor Popper viste, at den nationalromantiske (og barnlige) konge overvejede, om han skulle bytte sine fædres preussiske kongekrone med folkets tyske kejserkrone. Fyrstestat eller nationalstat? At tilbuddet blev givet til Frederik Vilhelm, vidner om, at Preussen efterhånden kunne ses som Østrigs arvtager til den dominerende tyske magt. Folkesuveræniteten udfordrede for alvor fyrstesuveræniteten – også selv om den endnu ikke havde fået overtaget.
Det blev i krigens sidste år et symbol på kampen for et samlet Tyskland. Havde oprøret nogensinde været et rent indenrigsk anliggende, så var det det i hvert fald ikke mere. Hele det liberale Tyskland kiggede med. Da det stod klart for enhver, at afgørelsens time var inde, skrev Regensburger Tagblatt om den slesvig-holstenske kamps betydning:
Og det er hovedsagen i det slesvig-holstenske spørgsmål: Viser vi ikke denne gang, at vi er et enigt, tæt forbundet folk og med bestemthed som én mand modsætter os udlandets anmasninger; beviser vi ikke denne gang, at vi er beredt til med fuld kraft at forsvare os imod ethvert indgreb i vor ret og vor ejendom, så er begyndelsen til delingen af Tyskland gjort, og vi går en forsmædelig og fremskyndet undergang i møde. 44
Den militære afgørelse fandt sted 25. juli 1850. Efter året inden at være blevet tvunget sydpå som følge af den danske sejr ved Fredericia stod den slesvig-holstenske hær over for den danske lidt nord for Slesvig by. De stødte sammen i Slaget ved Isted. Ved Øvre Stolk blev den danske hovedstyrke overrasket af den slesvigholstenske fremrykning og trængt kraftigt tilbage. Militære kapaciteter som oberst Læssøe og generalmajor Schleppegrell faldt. Den 58-årige generalmajor Christian de Meza overtog Schleppegrells kommando, forestod modstødet, indtog Isted og stod som en af den danske hærs redningsmænd, fordi han, som det hed i Kolding Avis, ”har afgjort slagets skæbne i det mest kritiske øjeblik til vor fordel”. Den slesvigholstenske fremgang tidligt i slaget var rygtedes til byerne i Sydslesvig, hvor der var udbrudt jubelstemning – en stemning, der lige så hurtigt skiftede, da den slesvigholstenske hær trak sig tilbage, og den danske hær indtog området ned til Dannevirke. Indtoget skulle angiveligt være blevet akkompagneret af sangen Danmark dejligst Vang og Vænge, som med ordene ”én ting mangler ved den have: Leddet er af lave” kunne tegne billedet af soldaternes opgave i god Allensk stil: at hindre tysk indtrængen i det danske kerneland Slesvig. De sidste af krigens kampe fandt sted ved Frederiksstad og Mysunde. Den slesvig-holstenske øverstbefalende, general Willisen, havde gerne set, at hæren havde forskanset sig i Rendsborg. Hvis den danske hær havde angrebet, ville den have gjort det på holstensk jord, hvilket kunne føre til Det Tyske Forbunds indblanding. Willisen følte sig imidlertid presset af den slesvig-holstenske politiske ledelse til at angribe danskerne. Det var forgæves. Krigens udfald skulle vise sig afgjort. 45
Ligesom det var alle de tyske liberale, der fulgte med, så var det også alle de tyske liberale, der led, da det slesvig-holstenske nederlag var en kendsgerning. Godt 20 år efter opstod et samlet Tyskland. Skønt det var sket som følge af en udsondring
af Østrig (og Liechtenstein og Luxembourg) og altså en udsondring af tysktalende områder, så fik Regensburger Tagblatt dog stadig ikke helt ret i sin udlægning af konsekvensen ved et slesvig-holstensk nederlag. Tyskland var ikke dømt til undergang. Men det slesvig-holstenske oprørs betydning er klar nok. Selv om fyrstelegitimiteten havde vundet, havde Slesvig nu fået en symbolsk plads i det tyske nationale projekt. Da en østrigsk officer under forbundseksekutionen i Holsten i foråret 1851 kom for skade at kalde slesvig-holstenerne for insurgenter, med henvisning til at de havde gjort oprør mod deres fyrste, den danske konge, blev han udfordret til duel af en krænket slesvig-holstensk officer. Østrigeren fik et skudsår og forflyttelse, mens slesvig-holsteneren slap med en irettesættelse. 46
Fyrsteloyaliteten og nationalismen stod skarpt over for hinanden blandt Europas tysktalende, og foreløbig havde fyrsteloyaliteten vundet – også i Danmark. Det blev yderligere understreget af, at den nationale opinions ønske om en ejdergrænse sikkert kunne have været vundet ved krigens slutning, hvis ikke det var for netop de to konservative fyrstestater Østrig og Rusland, der var imod. 47
Det nationale spørgsmål var tæt knyttet sammen med det forfatningsmæssige. Det kunne være den nationale selvbevidsthed, der lagde grunden for en forfatningsmæssig udvikling, som det for eksempel var i Tyskland, hvor den nationale samhørighed øgede kravet om også statslig samhørighed med bred folkelig indflydelse. Eller det kunne være det forfatningsmæssige system og dets rettigheder, der formede det nationale tilhørsforhold, som det var i Frankrig, hvor revolutionens arv fra 1789 havde skabt et samlende nationalt projekt. De nationalliberale bevægelser i både Slesvig-Holsten og Danmark fulgte den tyske model. De nationale skel dannede grobund for et forfatningsmæssigt krav, og den dansk-tyske fyrstestat stod i vejen. Den manglende imødekommelse af at følge de nationale delingslinjer dannede en næringsrig grobund for splid, kompromisløshed og obstruktion, da man i 1850’erne skulle have en forfatning for helstaten til at fungere.
Også på det forfatningsmæssige område spillede Orla Lehmann en væsentlig rolle. Talen for falsterske bønder i 1841 kostede ham tre måneder i fængsel og var netop en udfordring af enevoldsforfatningen. Han havde advaret bønderne om, at man ikke kunne vide, om en fremtidig enevældig konge under stærk indflydelse fra godsejerne ville forværre bondestandens vilkår:
Otto Baches maleri (1894) af de hjemvendte soldater efter sejren ved Fredericia den 6. juli 1849 viser den nationale ånd, som sejren blev farvet af. Den danske og skandinaviske bevægelse fik i offentligheden lov til at tolke sejren, selv om de ikke fik lov til at gennemføre deres politiske projekt. Helstaten skulle opretholdes.
Over en svag konge kunne det vel tænkes, at disse [godsejerne] kunne få magt, men ikke over et stærkt, folkekåret folkeråd. Ville bønderne derfor sikre sig både at beholde, hvad de har opnået, og at opnå, hvad de endnu retfærdigen kunne ønske, da må de sætte deres håb til en fri forfatning. 48
Det kunne den enevældige regering ikke sidde overhørig. Lehmann røg i fængsel. Det bidrog blot til at gøre ham til martyr. Lehmann blev i 1848 medforfatter på det udkast, som med ændringer endte med at blive grundlov i 1849. Orla Lehmann var konstitutionalist, ikke demokrat. Mange historikere har hæftet sig ved hans tale i Vejle i 1861, hvor han om Junigrundloven sagde:
Da Danmark i 1848 udførte det dristige vovestykke, at overdrage magten til det hele folk, da var det ikke for at lægge statsstyrelsen i den uoplyste almues hånd, og endnu mindre for at udlevere den til nogle egennyttige og snedige demagoger. Det er de begavede, de dannede og de formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse, og alt, hvad ligheden kan fordre og kan yde, det er at gøre det muligst let for enhver begavelse at erhverve sig dannelse og formuenhed og dermed anseelse og indflydelse. 49
Med talens fokus på dannelse og formue har flere debattører og historikere i tidens løb antydet, at han i 1861 havde svigtet sine idealer fra 1848.50 Her risikerer man imidlertid at forveksle retning og mål. Lehmanns mål var en borgerlig forfatning med dens gensidigt kontrollerende institutioner, checks and balances, og med den borgerlige middelstand som samfundsbærende klasse.51 Det kan få ham til at ligne en demokrat i nutidens øjne, fordi det på det tidspunkt medførte en tilslutning til en øget folkelig medbestemmelse. Det var dog ikke Lehmanns plan, at man skulle gennemføre en udvikling mod mere demokrati. Det var på den baggrund, han i 1850’erne mente, at man i 1849 var gået for langt.
Junigrundloven af 1849 fik et for tiden meget demokratisk udtryk. Regeringen måtte nu dele magten med og blev kontrolleret af Rigsdagen med meget omfattende beføjelser, og begge kamre, Folketinget og Landstinget, var valgt ved frie og almindelige valg af principielt alle mænd med egen husstand over 30 år. De væsentligste forskelle på de to kamre var, at Folketinget var valgt direkte, mens Landstinget var valgt ved, at vælgerkorpset stemte på valgmænd, som så valgte landstingsmedlemmerne, der årligt skulle præsentere en indtægt på 1.200 rigsdaler eller have betalt 200 rigsdaler i skat. Når Grundloven blev så liberal, skyldes det navnlig den ånd, der fejede over Europa i foråret 1848, og som de liberale fra et realpolitisk perspektiv videreførte i Danmark, selv om revolutionerne begyndte at blive slået ned i Europa. Men det handlede også om krigssituationen, hvor den almindelige værnepligt var en forudsætning for en dansk krigsindsats. Det var et vægtigt følelsesmæssigt argument, at når de små i samfundet var gode nok til at dø for fædrelandet, var de også gode nok til at få medbestemmelse over det.52
Selv om Grundloven blev skabt for at give folkestemningen del i magten, var den dog også ment som et redskab til at kontrollere den. Repræsentationssystemet i almindelighed og tokammersystemet i særdeleshed var historisk tænkt for at holde pøbelvældet – kendetegnet ved folkeforførelse, egeninteresser og almindelig idioti – fra døren. Derudover var både konge og regering tiltænkt en aktiv og selvstændig rolle. Regeringen blev udpeget af kongen, og det satte ingen spørgsmålstegn ved.