De tolv cæsarer

Andre bøger på dansk af Mary Beard:

SPQR. Det antikke Roms historie (2018) Kvinder og magt. Et manifest (2018)

Pompeji. Livet i en romersk by (2020)

De tolv cæsarer

Magtens billeder fra antikken til den moderne verden

Mary Beard

På dansk ved Anders Nygaard

De tolv cæsarer

Af Mary Beard

Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Mary Beard: Twelve Caesars: Images of power from the ancient world to the modern

Copyright © 2021 by Board of Trustees, National Gallery of Art, Washington Dansk udgave: Copyright © 2022 Gads Forlag

ISBN: 978-87-12-07039-9

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Tekstredaktion: Jon Voss Forlagsredaktion: Martin Gylling Omslag: Faceout Studio/Molly Von Borstel/Demuth Grafisk Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Fotos: Se side 494-511

Tryk: PNB

Original English language edition first published in 2021 by Princeton University Press, 99 Banbury Road, Oxford

For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

All rights reserved. No part of this book may be produced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording or by any information storage and retrieval system, without permission in writing from the Publisher.

Til Det Amerikanske Akademi i Rom, med taknemmelighed og mange glade minder

Indhold

Forord: 11

Kapitel 1: Kejseren i Washington DC. En indledning 15

Kapitel 2: Hvem er hvem blandt de tolv cæsarer 66

Kapitel 3: Mønter og portrætter, antikke og moderne 111 Kapitel 4: De tolv cæsarer, mere eller mindre 160

Kapitel 5: De mest berømte cæsarer af dem alle 200

Kapitel 6: Satire, undergravning og mord 246 Kapitel 7: Cæsars hustru ... hævet over mistanke? 304 Kapitel 8: Efterskrift 352

Takord 367 Appendiks 369

Noter 386

Litteratur 442 Illustrationer 494 Register 512

DET JULISK-CLAUDISKE DYNASTI

Julius Cæsar ”Diktator”

48-44 f.v.t. Myrdet

Augustus Regerede 31 f.v.t.-14 e.v.t. Rygter om giftmord begået af hans hustru Livia. (Tidligere benævnt Octavian)

Tiberius Regerede

14-37 e.v.t. Rygter om mord

Caligula Regerede

37-41 e.v.t.

Myrdet (officielt benævnt Gajus)

Claudius Regerede

41-54 e.v.t.

Rygter om giftmord begået af hans hustru Agrippina

Nero Regerede 5468 e.v.t. Tvunget til selvmord

Galba Regerede

juni 68-januar 69 e.v.t. Myrdet

Otho Regerede januar 69-april 69 e.v.t. Tvunget til selvmord

Vitellius Regerede april 69-december 69 e.v.t. Lynchet

FLAVISKE DYNASTI (af slægtsnavnet Flavius)

Vespasian Regerede december 69-79 e.v.t. Døde i sin seng

Titus Regerede 79-81 e.v.t. Rygter om giftmord begået af hans bror Domitian

Domitian Regerede 81-96 e.v.t. Myrdet

Forord

Vi er stadig omgivet af romerske kejsere. Det er nu næsten to tusind år siden, at oldtidsbyen Rom hørte op med at være hovedstad i et imperium, men selv nu nikker alle – i det mindste i Vesten – genken dende til navne som Julius Cæsar og Nero, og nogle gange endda til deres udseende. Deres ansigter betragter os ikke alene fra muse ernes montrer eller galleriernes vægge; de optræder i film, reklamer og avistegninger. Der skal ikke meget til (en laurbærkrans, toga, lyre og nogle flammer i baggrunden) før en karikaturtegner har forvandlet en nutidig politiker til en ”Nero, der spiller mens Rom brænder”, og de fleste af os fanger pointen. Gennem de seneste 500 år eller deromkring, er disse kejsere og nogle af deres hustruer og mødre, sønner og døtre, blevet genskabt utallige gange på male rier og gobeliner, i sølv og keramik, marmor og bronze. Det er mit gæt, at der før ”den tekniske reproduktions tidsalder” fandtes flere afbildninger i vestlig kunst af romerske kejsere end af nogen andre menneskelige skikkelser, med undtagelse af Jesus, Jomfru Maria og en lille håndfuld helgener. Caligula og Claudius giver stadig genlyd ned gennem århundrederne på en måde som Karl den Store, Karl 5. eller Henrik 8. ikke gør det. Deres indflydelse rækker meget længere end biblioteket eller forelæsningsauditoriet.

Jeg har levet tættere på disse oldtidsherskere end de fleste men nesker. Igennem nu 40 år har de været en del af mit arbejde. Jeg har gransket deres ord, fra deres domsafgørelser til deres vittig heder. Jeg har analyseret grundlaget for deres magt, udredet deres arvefølgeregler (eller manglen på samme), og ofte ærgret mig over

deres dominans. Jeg har betragtet deres hoveder på kaméer og møn ter. Og jeg har lært mine studerende at nyde, og nøje undersøge det, de romerske forfattere valgte at fortælle om dem. De grumme historier om hvad kejser Tiberius foretog sig i sit svømmebassin på Capri, rygterne om Neros begær efter sin mor, og om hvad Domi tian gjorde ved fluer (pinte dem med en pennespids), har altid været populære i den moderne forestillingsverden, og de fortæller bestemt en hel del om de oldtidsromerske ængstelser og fantasier. Men –som jeg har sagt igen og igen til dem, der tager dem for pålydende – de er ikke nødvendigvis ”sande” i ordets almindelige forstand. Af profession har jeg været klassisk filolog, historiker, lærer, skeptiker og undertiden lyseslukker.

I denne bog flytter jeg mit fokus over til de moderne afbildninger af kejserne, der omgiver os, og jeg stiller nogle af de mest grundlæg gende spørgsmål om hvordan og hvorfor de blev fremstillet. Hvorfor har kunstnerne siden renæssancen valgt at afbilde disse oldtids skikkelser i så stort tal og på så mange forskellige måder? Hvorfor har kunderne valgt at købe dem, om det så er i form af prangende skulpturer eller billige plaketter og stik? Hvad betyder disse billeder af for længst afdøde herskere, hvoraf flere er mere berygtede for skurkestreger end berømte for heroisme, for et moderne publikum? Oldtidskejserne selv er meget vigtige skikkelser i de følgende kapitler, især de første ”Tolv cæsarer”, som de nu ofte kaldes – fra Julius Cæsar (myrdet i 44 f.v.t.) til fluepineren Domitian (myrdet i 96 e.v.t.), via Tiberius, Caligula og Nero, blandt flere andre (tabel 1). Næsten alle de moderne kunstværker, jeg omtaler, blev frem stillet i en dialog med romernes egen repræsentation af deres her skere, og med oldtidens fortællinger, uanset hvor vidtløftige de så end måtte være, om deres bedrifter og ugerninger. Men i denne bog deler kejserne rampelyset med en lang række af moderne kunst nere: Nogle af dem, som Mantegna, Tizian eller Alma-Tadema, er velkendte inden for den vestlige tradition, mens andre stammer fra generationer af nu anonyme vævere, møbelsnedkere, sølvsmede,

trykkere og keramikere, der skabte nogle af de mest påfaldende og betydningsfulde billeder af disse cæsarer. De deler også rampelyset med et udvalg af renæssancens humanister, oldkyndige, lærde og moderne arkæologer, som har gjort en indsats for at identificere eller rekonstruere disse magtens ansigter fra antikken (mere eller mindre retvisende); og med den endnu større kreds af mennesker, fra ren gøringspersonale til hoffolk, som er blevet imponeret, rasende over, har kedet eller undret sig over det, de så. Jeg er med andre ord ikke kun interesseret i kejserne selv eller i de kunstnere, der gengav dem, men i resten af os, som ser.

Der venter, håber jeg, nogle overraskelser samt noget uventet ”ekstrem” kunsthistorie. Vi kommer til at møde kejsere på højst uventede steder, fra chokolader til tapeter fra 1500-tallet og svul stige voksfigurer fra 1700-tallet. Vi kommer til at undres over sta tuer, hvis datering er så omstridt, at det ikke er muligt at nå til enighed om, hvorvidt de er fra det antikke Rom, er moderne pasti cher, falsknerier eller efterligninger, eller kreative renæssancehylde ster til kejsertidens tradition. Vi vil komme til at overveje, hvorfor så mange af disse afbildninger er blevet genidentificeret med stor opfindsomhed eller konsekvent blevet sammenblandet igennem hundredvis af år: én kejser forvekslet med en anden, mødre og døtre blandet sammen, kvindelige skikkelser i den romerske historie (fejl-) fortolket som mandlige, eller omvendt. Og vi vil, ud fra de bevarede originaler og andre vage antydninger, rekonstruere en tabt række af romerske kejseransigter fra 1500-tallet, som nu er tæt på at være helt glemt, men som engang var så velkendte, at de definerede, hvor dan folk over hele Europa almindeligvis forestillede sig cæsarerne. Mit mål er at vise, hvorledes afbildningerne af disse romerske kej sere – uanset om de så var autokrater eller tyranner – stadig har betydning i kunst- og kulturhistorien.

Udgangspunktet for denne bog er de A.W. Mellon-forelæsninger, jeg holdt i Washington DC i foråret 2011. Jeg har siden da fundet nyt materiale, trukket nogle nye forbindelser og gennemgået nogle af mine konkrete undersøgelser mere detaljeret (og i nye retninger).

Men bogen begynder og slutter, ligesom forelæsningerne gjorde det, med et besynderligt objekt, der engang befandt sig et stenkast fra forelæsningssalen på National Gallery of Art, hvor jeg talte: ikke et kejserportræt, men en stor romersk marmorkiste, som nogle mente, og nogle reklamerede for, engang havde udgjort en kejsers sidste hvilested.

Kapitel 1

Kejseren i Washington DC En indledning

En romersk kejser og en amerikansk præsident

I mange år var en monumental marmorsarkofag fast tilbehør, og en kuriositet, på The Mall i Washington DC, hvor den stod på græsset lige udenfor Smithsonian’s Art and Industries-bygningen (Fig. 1.1).

Den stammede fra Libanon, og var den ene af to sarkofager, der var blevet fundet sammen i udkanten af Beirut i 1837 og ført til USA et par år senere af flådeofficeren Jesse D. Elliott, som kommanderede en amerikansk flådeenhed, der patruljerede i Middelhavet. Fortæl lingen gik ud på, at sarkofagen engang havde indeholdt de jordiske rester af den romerske kejser Alexander Severus, der herskede mel lem 222 og 235 e.v.t.1

Alexander er ikke almindeligt kendt, til trods for en noget over læsset Händel-opera, Alessandro Severo, der drejede sig om hans livshistorie, samt et overdrevet ry i nogle dele af det tidligt moderne Europa som en eksemplarisk hersker, kunstmæcen og velgører (især Karl 1. af England holdt af at sammenligne sig med ham). Han var

syrer af fødsel, medlem af hvad der på det tidspunkt var en decide ret multietnisk romersk elite, og kom på tronen som 13-årig efter mordet på hans fætter Heliogabalus – hvis legendariske udskejelser overgik selv Caligulas og Neros, og hvis festindslag, der bestod i at kvæle sine gæster under dynger af rosenblade, fornemt blev ind fanget af Lawrence Alma-Tadema, en kunstner fra 1800-tallet, der malede motiver fra det gamle Rom (Fig. 6.23). Alexander var den hidtil yngste romerske kejser, og de fleste af de omkring 20 bevarede portrætter af ham (eller som menes at være af ham) afbilder en lidt drømmende, næsten sårbar ung mand (Fig. 1.2). Hvorvidt han vir kelig var så eksemplarisk som man forestillede sig det i senere tider, er tvivlsomt. Men ikke desto mindre betragtede oldtidens forfattere ham som relativt driftssikker, især takket være indflydelsen fra hans mor, Julia Mamaea, ”magten bag tronen”, som spiller en forudsige ligt lyssky rolle i Händels opera. Til sidst blev de begge, både mor og søn, myrdet af oprørske romerske tropper under et felttog. Om soldaternes vrede blev fremprovokeret af Alexanders økonomiske forsigtighed (eller nærighed), hans mangel på soldaterevner eller påvirkningen fra Julia Mamaea, afhænger af hvilken fremstilling, man foretrækker at sætte lid til.2

Alt dette fandt sted mere end et århundrede efter de første, og mere velkendte, tolv cæsarer. Men Alexander var stadig i høj grad en kejser i deres stil, helt ned til de antydninger og beskyldninger, der fandtes om ham (det lidt for tætte forhold til hans mor, faren fra soldaterne, den skandaløse forgænger og det brutale mord). Moderne historikere har endda ofte betragtet ham som den sid ste kejser i den traditionelle række af romerske herskere, som var begyndt med Julius Cæsar, og det lykkedes en trykker og forlægger fra 1500-tallet ved hjælp af kreativ optælling og strategiske ude ladelser, at fordoble de originale 12 og komme frem til et diagram med en imperial arvefølge, der meget belejligt placerede Alexander som nummer 24.3 Det, som fulgte efter mordet på ham, var meget anderledes. I årtier styrede en række militære eventyrere, hvoraf mange kun besad kommandoen i et par år, og nogle knap satte

1.2 Portrætbuste af Alexander Se verus fra rækken af romerske kej sere i ”Kejserværelset” på Capitoli nermuseerne i Rom. Identificeringen af de enkelte kejsere er sjældent sik ker, men de udskårne pupiller i øjne ne på denne statue samt udførelsen af det tætklippede hår er typisk for skulpturer fra begyndelsen af det 3. århundrede, og der er en plausibel lighed med nogle af møntbillederne af Alexander.

1.1 Besøgende i slutningen af 1960’erne, der læser informationsskiltet foran den romerske sarkofag udenfor Arts and Industries-bygningen på The Mall i Washington DC: ”Graven, hvori Andrew Jackson NÆGTEDE at lade sig be grave.”

deres fod i Rom, til trods for at de var ”romerske” kejsere. Det er et karakterskifte inden for romermagten, der fint opsummeres i den ofte fremførte påstand – om den så er sand eller ej – om Alexanders umiddelbare efterfølger, Maximinus ”Thrakeren”: Han sad på tro nen i tre år mellem 235 og 238 e.v.t. og er gået over i historien som den første romerske kejser, der hverken kunne læse eller skrive.4

Historien om sarkofagen udgør en god indføring i nogle af forviklingerne, debatterne, uenighederne og de skarpe politiske stridighe der i min generelle historie om kejserafbildningerne, både moderne og antikke. Alexanders navn fandtes intetsteds på den kiste, det blev antaget, at han havde ligget i, og der var heller ikke andre marke ringer på den, der gjorde det muligt at identificere den. Men navnet ”Julia Mamaea” var tydeligt indskrevet på den anden. For Jesse Elliott var det næsten uimodståeligt at drage en forbindelse mellem de to kister, han havde erhvervet sig, og den uheldige unge kejser og hans mor. De var blevet myrdet sammen og måtte da også være blevet begravet side om side, i passende imperial pragt tæt ved Ale xanders fødested, i det som i dag er Libanon. Det lykkedes det ham i hvert fald at overbevise sig selv om.

Han tog fejl. Som skeptikerne snart påpegede, fandt mordet sted omkring 3000 km fra Beirut, i Germanien, eller måske endda i Bri tannien (en geografisk forbindelse, der appellerede til Karl 1. af Eng lands hof, også selvom mordet ikke gjorde det), og der var desuden en forfatter i oldtiden der hævdede, at kejserens lig blev bragt til bage til Rom for at blive begravet.5 Selv hvis det ikke havde været tilstrækkeligt til at skyde idéen ned, stod det entydigt skrevet, at den ”Julia Mamaea”, der blev mindet i indskriften, var død i en alder af 30 år, hvilket gjorde det umuligt for hende at have været Alexan ders mor – medmindre, som en af Elliotts egne officerer lidt spidst formulerede det, hun havde ”født sin søn da hun var omkring tre år gammel, hvilket, for at sige det mildt, er usædvanligt”. Man må gå ud fra, at kvinden, der på et eller andet tidspunkt havde været lagt i kisten, var en af de mange andre indbyggere i Romerriget med det samme almindelige navn.6