Datteren i Paris by Gads Forlag

Af samme forfatter på dansk: De glemte børns bog

Vingårdens hemmelighed

Kristin Harmel

Datteren i Paris

ROMAN

Oversat af Ulf Houe

GADS FORLAG

Datteren i Paris

er oversat fra amerikansk af Ulf Houe efter The Paris Daughter

Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.

Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet efter originaldesign af DPS Design & Prepress Studio, Amsterdam

Omslagsillustration: Trevillion

Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-12-07449-6

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til min mor Carol og min søn Noah, som har lært mig den vidunderlige og uendelige kærlighed mellem en mor og hendes barn at kende – den på én gang mest komplekse og enkleste kærlighed i verden.

Del I

Moderskab: Dér begynder og ender al kærlighed.

– Robert Browning

September 1939

Sommeren hang endnu ved, men der var en kølig sprødhed i luften den morgen, og efteråret bankede så småt på, da Elise LeClair bevægede sig hurtigt afsted mod den vestlige udkant af Paris. Normalt elskede hun sommeren og ønskede kun, at den skulle vare evigt, men i år var det anderledes, for om bare fire måneder ville barnet komme, og så ville alting ændre sig. Sådan måtte det blive, ikke sandt? Hun lagde armene om maven og trådte ind i favnen på den skyggefulde Bois de Boulogne.

Over hende fandt kastanjer, ege og cedertræer sammen i et tæt løvdække, så hun kun så solen i glimt, mens hun fulgte først den ene snoede sti og så den næste dybt ind i parken. Den samme himmel strakte sig over hele Paris, men her var Elise i ly – her kunne hun være sig selv og ikke en kvinde defineret af sit kvarter, sin sociale position eller sin mand.

Da hun fire år tidligere giftede sig med Olivier, havde hun ikke kunnet vide, at jo længere hun stod ved hans side, jo mere usynlig ville hun blive. De havde mødt hinanden i New York i begyndelsen af 1935, og hans rå talent havde straks slået hende med ærefrygt – han kunne ting med sine pensler, som de færreste kunstnere turde drømme om. Han var niogtyve, mens hun var treogtyve, og samme år var han begyndt at skabe overskrifter. Art

9 KAPITEL 1

Digest kaldte ham “den næste store europæiske kunstner”; Collier’s sagde, at han “havde Picassos penselstrøg og Clark Gables flotte ydre”; og selveste The New York Times udråbte ham til “en ny tids Monet”, hvilket ærlig talt var lidt ved siden af, for hans stil mindede slet ikke om den gamle mesters. Men det var mindre vigtigt, for det væsentlige var, at hele kunstverdenen talte om ham, og da hans blik faldt på Elise, kunne hun ikke tage øjnene til sig.

Hun var også selv kunstner, eller det var i hvert fald hendes drøm. Hun elskede at tegne og male, men det var inden for skulpturen, hun virkelig havde evner. Hendes forældre var begge døde, da hun var nitten, og efter hun i flere år havde følt sig temmelig fortabt, tilbød Olivier hende en udvej til et nyt liv. Det var også ham, der for første gang foreslog hende at arbejde i træ i stedet for i ler. Hun skulle bearbejde sin sorg med hammer og stemmejern, sagde han, og det havde han haft ret i. Da han to måneder senere havde friet, reagerede hun med lige dele taknemlighed og vantro. Olivier LeClair ønskede at gifte sig med hende?

Men i løbet af få år havde hun indset, at et ægteskab helst skulle være et partnerskab og ikke en ensidig idoldyrkelse. Og da hun så lidt efter lidt lærte den Olivier at kende, som han holdt skjult for resten af verden – ham der snorkede, der drak for meget whisky, der flænsede lærrederne, når det ikke lykkedes ham at gengive de billeder, han havde i hovedet – havde hun måttet pille ham ned fra hans piedestal. Til gengæld var hun begyndt at elske ham lige så meget for hans mørke som for det lys, der indimellem strålede ud af ham og overskyggede alt andet.

Det virkelige problem var, at Olivier ikke selv var interesseret i et partnerskab. Hun havde troet, at han så en kunstnerisk åre i hende, et blik for skønheden. Men i bagklogskabens klare lys forstod hun nu, at han bare ledte efter en kompetent assistent.

Af samme grund var deres samliv blevet mere og mere præget af spændinger, efterhånden som hans kritik af hendes træskærerarbejde tog til, og han oftere og oftere kastede misbilligende blikke på hendes værker. Selv nu mens hans barn voksede i hendes mave og forvandlede hendes krop indefra, følte hun, at deres ægteskab var et stramt korset. Hun følte, at hun blev kvalt af iltmangel i lejligheden på sjette sal i Paris’ fashionable seizième arrondissement.

Det var derfor, at hun i dag, som så ofte før, var spadseret ud i den store park, der spredte sig ind i Paris’ vestlige forstæder. Her var der ikke nogen, der vidste, at hun var gift med Olivier LeClair, og hun kunne mærke korsettets snoretræk løsne sig en smule. Hun kunne mærke, hvordan det summede i fingrene af lyst til at arbejde videre med træskulpturerne. Desværre ville den summen fortage sig, så snart hun trådte ind ad døren derhjemme, og den kreative impuls ville gå i sig selv igen.

Men så var der barnet. Barnet ville ændre alting. Det var ikke en planlagt graviditet, men Olivier havde modtaget nyheden med større begejstring, end hun havde regnet med. “Åh, Elise, han bliver perfekt,” udbrød han, da hun havde fortalt det, og hans øjne blev fugtige. “Det bedste fra os begge to. Så er der en til at videreføre vores kunstneriske arv.”

Hun satte sig tungt ned på en bænk langs en af stierne. Hendes led føltes mere ømme, end de plejede, i dag. Barnet havde rykket på sig og lå nu og pressede mod hendes hofteskål. Hun bukkede sig ned for at tage en skitseblok og en kulstift fra sin håndtaske. Da hun rettede sig op, følte hun en skarp smerte i sin højre side, lige under ribbenene, men den forsvandt lige så hurtigt igen. Hun tog en dyb indånding og begyndte at skitsere rødkælken på grenen over hende. Den havde travlt med at bygge rede og gengældte ikke hendes opmærksomhed.

Hendes skitser endte gerne med at se lidt vanvittige ud, også i hendes egne øjne, for hun forsøgte ikke at gengive en præcis afbildning på papiret. Skitserne handlede for hende mere om at fange det komplekse forhold mellem vinkler, kurver og bevægelser, så hun senere kunne fange de former i træet. Mens hun i grove træk angav rødkælkens højre vinge, kunne hun allerede mærke de tynde flager af træ, hun huggede løs. Så vendte fuglen sig og lagde nogle kviste i en ny vinkel, og uden at Elise tænkte over det, var hendes hånd gået i gang med at tegne dens hals, der strakte sig og trak sig tilbage igen i skarpe, kantede ryk.

Det begyndte at lysne omkring hende, men hun havde mistet enhver tidsfornemmelse og gik videre til at skitsere fuglens næb og dens nysgerrige øjne. Da den fløj sin vej, som hun vidste, at den på et tidspunkt ville gøre, fandt hun en ny rødkælk og bladrede om på næste side. Igen gik hun i gang med at indfange vingernes fine bue og den perfekte måde, de lagde sig om kroppen på. Og så, ganske pludseligt, lettede den fugl også – kastede et hurtigt blik på hende og hævede sig op mod himlen. Hun så forventningsfuldt ned på sine streger i det håb, at der var noget at arbejde videre med.

Men i stedet for de nydelige skitser, hun havde regnet med at se, var siderne dækket af vrede fletværk af linjer og kurver. I nogle sekunder stirrede hun vantro på det, inden hun rev papiret af og krøllede det sammen med et frustreret lille skrig. Hun lænede sig frem og pressede panden ned mod sine to knyttede hænder. Hvorfor lod alting til at gå skævt i disse dage?

Så rejste hun sig brat. Hendes hjerte bankede i brystet. Hun kunne ikke fortsætte på den måde: bare at gå lange ture, der ingen steder førte hen, og vende hjem med tankerne hulter til bulter uden at kunne få noget fra hånden. Hun tog et skridt væk fra

bænken, og så var smerten i hendes mellemgulv med ét tilbage. Den var skarpere denne gang, og hun bukkede sig stønnende frem og måtte kæmpe for at holde sig på benene. Hun rakte ud for at støtte sig til bænken, men ramte forbi, så hendes fingre famlede i den tomme luft, mens hun faldt ned på knæ.

“Madame?” lød en kvindestemme et sted i nærheden, men Elise kunne knap nok høre hende, så højt ringede det for hendes ører.

“Barnet,” lykkedes det Elise at få ud, og så stod kvinden ved siden af hende og hjalp hende op ved albuen. Langsomt blev verden omkring hende mindre sløret.

“Madame?” spurgte kvinden bekymret. “Er alt i orden?”

Elise blinkede et par gange og forsøgte, lettere forlegen, at smile høfligt. “Jeg har det fint,” svarede hun. “Jeg blev bare svimmel.”

Kvinden holdt stadig fast i hendes arm, og for første gang så Elise nærmere på hende. De var omtrent på samme alder. Selvom hun så dybt bekymret ud, var det tydeligt, hvor smuk en kvinde hun var. Hendes ansigt havde netop de spinkle, skarpe linjer, som Olivier elskede at male. Hendes mund var lille, men amorbuen tydelig, og øjnene havde samme skiffergrå farve som Seinen, når det trak op til storm.

“Maman?” lød en stemme bag kvinden, og Elise så rundt om hende, hvor der stod en dreng på måske fire år med kastanjebrune krøller, blå shorts og en nystrøget bomuldsskjorte. Hans hånd var lukket om håndtaget på en barnevogn, hvori der sad en endnu mindre dreng med matchende tøj og lokker.

“Åh nej,” sagde Elise og lo. Hun trak sig fri af kvinden, selvom hun endnu ikke var helt sikker på benene. “Jeg har skræmt dine børn. Det er jeg meget ked af.”

“Du skal ikke undskylde, madame,” sagde kvinden, der smilte

med sine kridhvide tænder, inden hun vendte sig om mod drengene. “Det skal nok gå alt sammen, drenge.”

“Men hvem er damen?” spurgte den ældste, der stadig så bekymret på Elise.

“Jeg hedder madame LeClair,” svarede Elise og sendte barnet et smil, hun håbede var beroligende. Så vendte hun blikket mod hans mor og tilføjede: “Elise LeClair. Og jeg har det altså fint.”

“Juliette Foulon,” svarede kvinden, der ikke så helt overbevist ud. “Nå, lad os komme afsted, madame LeClair.”

“Afsted?”

“Til lægen, selvfølgelig.”

“Åh.” Olivier ville begynde at undre sig, hvis hun ikke snart vendte hjem. Hun var allerede blevet længere ude end planlagt. “Det er meget venligt, men ellers tak. Jeg bliver nødt til at komme hjem, forstår du.”

Madame Foulon tog et skridt bagud, og først nu opdagede Elise, at kvindens mave bulede ud ligesom hendes egen og faktisk var en smule større. “Vi kan praje en taxi, så snart du er blevet tilset af en læge,” sagde hun roligt. “Men …” Noget glimtede i kvindens øjne. “Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis der skulle ske dig noget. Hvornår har du termin?”

Elise tøvede kort. “Til januar, siger lægen. Hvad med dig?”

“Også i januar,” svarede madame Foulon med strålende øjne. “Jeg tror, det bliver en pige denne gang. Jeg kan ligesom mærke det. Hvem ved, måske bliver de venner, dit barn og mit. Men kom nu med. Jeg har en butik lige i nærheden af parken. Du kan støtte dig til barnevognen, hvis du har brug for det.”

Uden at tøve yderligere begyndte hun at føre Elise væk fra bænken, og til sin store overraskelse følte Elise sig lettet over, at nogen tog sig af hende.

“Hvis du er sikker,” sagde hun. “Jeg vil ikke være til besvær.”

“Det er overhovedet ikke noget besvær. Faktisk insisterer jeg.

Nu går vi, drenge,” sagde madame Foulon henvendt til sine børn.

Den ældste begyndte at gå, mens den yngste i vognen drejede

nakken for at kunne se, om Elise vovede at modsætte sig. “Vi tager madame LeClair med os hjem.”