Dansk idrætspolitik

CLAUS BØJE & SØREN RIISKJÆR

DANSK IDRÆTSPOLITIK

Idrætten i Kulturministeriet

gennem 50 år

DANSK IDRÆTSPOLITIK

– Idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år

Af Claus Bøje og Søren Riiskjær

Copyright © Gads Forlag, 2023

ISBN: 978-87-12-07125-9

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia

Tekstredaktion: Poul Henrik Westh

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Omslag: Spine Studio

Illustrationer: Se de enkelte billeder Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: P&B Print, Letland

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Bogen er udgivet med støtte fra

Forord

Idrætten er i næsten alle henseender den mest omfangsrige del af dansk kulturliv. Den er langt den største modtager af offentlige midler. Den aktiverer flere danskere end nogen anden kulturel aktivitet.

Dens sammenslutninger er de største frivillige organisationer i landet – og de mest magtfulde, kan man hævde. Den tilskrives uvurderlige kvaliteter for befolkningens identitetsfornemmelse og sammenhold.

Den præger sprog og opdragelse og betragtes som en løsning på alt fra sundhedsproblemer til markedsføring af geografiske lokaliteter.

Idrætten er med andre ord en bevægelse med alt for vidtrækkende betydning for befolkningens bevidsthedsliv og aktive udfoldelse til ikke at blive taget alvorlig som del af samfundets kulturpolitik.

Alligevel indtager idrætten en yderst beskeden rolle på den kulturpolitiske dagsorden, ja i dansk politik i det hele taget. Fordelingen af de offentlige milliarder til idrætten nyder ikke synderlig politisk bevågenhed eller medieopmærksomhed, og når skiftende kulturministre har forsøgt at fremsætte deres egen idrætspolitiske dagsorden, er de blevet sat grundigt på plads af de store organisationer.

”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” tegner et billede af et område af dansk kulturpolitik, som har fået en paradoksalt beskeden politisk opmærksomhed, når man tager idrættens samfundsmæssige placering og synlighed i betragtning.

Bogen beskriver, hvordan idrætten blev en del af Kulturministeriets bevågenhed for mere end 50 år siden og fra 1976 – da den blev overflyttet dertil fra Indenrigsministeriet – mål for de centrale prin-

cipper i dansk kulturpolitik. Skiftende kulturministres rolle og indsats skildres indgående.

Perioden har budt på store reformer og været kendetegnet ved dybe konflikter mellem staten og de frivillige organisationer. Vigtige politiske dagsordner har været på spil – eksempelvis statens rolle i forhold til den frivillige sektor, eliteidrættens vilkår og betydning, befolkningens sundhed og fritidsudfoldelse, omvæltningerne i danskernes idrætsdeltagelse, sammenbruddet i opfattelsen af idrætten som en samlet enhed, fordelingen af tips- og lottomidlerne, fornyelsen af idrættens anlæg, bekæmpelsen af doping, idrættens rolle i EU, kampen mod matchfixing, korruptionen i international idræt, forholdet mellem kongehus og regering og – ikke mindst – idrættens forhold til kulturpolitikkens krav om ytringsfrihed, demokrati og kvalitet.

Med udgangspunkt i folketingsreferater, medier og faglitteratur beskriver bogen de vigtigste begivenheder i perioden. Men som aktive medspillere i udviklingen gennem de 50 år går forfatterne også bag kulisserne og skildrer det magtspil, der har udfoldet sig. De har på skiftende tidspunkter været ansat i Kulturministeriet og i alle årene været dybt optaget af idrættens placering i kulturpolitikken.

”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” imødekommer et stort savn i belysningen af statens politiske engagement på idrætsområdet, idet hidtidigt udgivne værker om dansk kulturpolitik med meget få undtagelser har udeladt idrætten. Senest i 2021 udkom to bøger om statens kulturpolitik – Poul Baches ”Finkultur og mangfoldighed” og ”Børnekultur i Danmark” af Merete Dael, Jan Helmer-Petersen og Beth Juncker. Ingen af dem omtaler idrætten.

Bogen er skrevet ud fra ønsket om at afdække statens forvaltning af idrætten i Kulturministeriets regi. Fremstillingens er båret af forfatternes personlige syn på udviklingen og stærke engagement i idrætten.

Af hensyn til læsbarheden er der ikke henvisninger og noter i teksten. Alle kilder er anført i litteraturlisten.

1. del Idrætspolitikken i Kulturministeriet

Idrætten i Kulturministeriet

Før 1949 var idrættens organisationer stort set selvfinansierende. Men med vedtagelsen af den første tipslov i 1948 blev de i stigende grad afhængige af indtægterne fra den statskontrollerede tipning.

Den tiltagende statsfinansiering førte imidlertid ikke til, at staten formulerede politiske målsætninger for støtten. Tipsmidlerne blev fordelt i tillid til, at de tilfaldt det frivillige foreningsarbejde for børn og unge.

Idrætten var placeret i Indenrigsministeriet. Baggrunden er lidt uklar, men skal formentlig henføres til, at idrætten først og fremmest blev anskuet som et kommunalt anliggende.

Men med opbruddet i ungdomskulturen og fritidsvanerne i 1960’erne ændredes synet på kulturpolitikken.

Idræt som kulturpolitik

Hører idrætten hjemme i Kulturministeriet?

I hvert fald blev idrætten den 1. december 1976 overført fra Indenrigsministeriet til Kulturministeriet (dengang Ministeriet for Kulturelle Anliggender) med det formål at placere den i en kultur- og fritidspolitisk sammenhæng, som det hed i pressemeddelelsen, da beslutningen blev bekendtgjort.

Harald Giersing: Sophus header, 1917. Harald Giersing/ AROS

Men ser man på idrættens tilhørsforhold i andre lande på dette tidspunkt, var det på ingen måde et selvfølgeligt valg. I de fleste lande i Vesteuropa sorterede idrætten under undervisningsministerierne – i Sverige dog under Landbrugsministeriet og i Finland under Indenrigsministeriet. Kun Frankrig havde et særligt ministerium for ungdom og sport. I dag er det ofte kulturministerierne (i forskellige varianter), der varetager idrætten på statsligt plan.

Valget af Kulturministeriet kan imidlertid ses som en konsekvens af forhistorien for overflytningen. I 1969 havde kulturminister Kresten Helveg Petersen udsendt den første betænkning om dansk kulturliv – Betænkning 517: En kulturpolitisk redegørelse – uden overhovedet at inddrage idrætten, selv om betænkningen var et fundamentalt opgør med det finkulturelle kulturbegreb og argumenterede for et nyt, bredt syn på kulturpolitikken. I oplægget til kommissionsarbejdet havde ministeren således angivet, at målet ”for en alsidig kulturpolitik – ud over bestræbelserne for at støtte den kunstneriske udvikling – måtte omfatte mange andre bestræbelser for at fremme det enkelte menneskes udviklingsmuligheder, dets optagethed af og deltagelsen i udformningen af vor fælles tilværelse”. I dette stærkt udvidede kulturbegreb havde idrætten paradoksalt nok ikke fået en plads, selv om målet med redegørelsen var ønsket om at skabe grundlag for netop ”en fyldig kulturpolitisk debat”.

For at imødekomme den efterfølgende kritik vedtog Folketinget – efter en forespørgselsdebat foranlediget af Socialdemokratiet – enstemmigt i marts 1970 at nedsætte en hurtigarbejdende kommission, som skulle ”analysere idrættens nuværende vilkår og fremtidige placering i samfundet – både den konkurrencebetonede idræt og andre former for idræt, der har til hensigt at fremme den fysiske sundhed”.

Den afsluttende debat forud for den endelige afstemning handlede om sammensætningen af kommissionen. Socialdemokraterne ønskede, at den udelukkende skulle bestå af repræsentanter for de fire hovedorganisationer – Dansk Idræts-Forbund, De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund – samt af re-

præsentanter fra Indenrigsministeriet, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Kulturminister Kresten Helveg Petersen ønskede imidlertid også Dansk Ungdoms Fællesråd, Friluftsrådet og Børneog Ungdomsorganisationernes Samråd inddraget. Kresten Helveg Petersen argumenterede med, at det ville være hensigtsmæssigt, at der er forbindelse mellem idrætten og det alment kulturelle og folkeoplysende arbejde.

Resultatet blev, at der allerede året efter fremlæggelsen af ’En kulturpolitisk redegørelse’ blev nedsat en kommission, der skulle klarlægge idrættens forhold og i den sammenhæng anskue idrætten ’som del af landets kulturelle mønster’. (I det efterfølgende vil kommissionen blive betegnet som ’udvalget’, fordi det er den betegnelse, kommissionen selv konsekvent anvender).

Fra 1970 var idrætten dermed reelt blevet en del af statens kulturpolitiske dagsorden.

Betænkningen om idrætten og friluftslivet

Det blev udvalgets opgave at vurdere idrætten som en del af Danmarks kulturelle liv, og kommissoriet pålagde udvalget at have opmærksomheden rettet mod mulighederne for til ”idrætshaller at knytte lokaler m.v., der kan bidrage til at vække interesse for deltagelse i andre former for udfoldelse inden for litteratur, teater, musik, film, maling, formgivning m.v., ligesom alle spørgsmål af interesse for koordineringen af idrætslivet og det alment kulturelle og folkeoplysende arbejde bør tages op til vurdering”.

Opfordringen tyder på, at idrætten trods de gode viljer til at analysere dens kulturelle værdi ikke blev opfattet som en selvstændig kulturel aktivitet, men snarere som en slags indfaldsvinkel til kulturformidling. Antagelsen bekræftes af, at de steder, hvor kommissoriet foretager en nærmere præcision af aktiviteten idræt, taler udvalget om idrætten som fremmer af den fysiske sundhed eller fysiske form. Altså i virkeligheden et såre snævert perspektiv i synet på de kvaliteter, idrætten kunne indebære.

Udvalget beskæftiger sig i betænkningen først og fremmest med områder som idrættens kulturelle og sundhedsmæssige betydning, dens organisering, befolkningens idrætslige aktivitet, idrættens økonomi, idrætsanlæg, ledere og instruktører, forholdet til massemedierne og idræt i skolen. At betænkningens navn indeholder ordet ’friluftsliv’, er for så vidt misvisende, som friluftslivet kun omtales i meget begrænset omfang – blot i omkring 5 % af betænkningens samlede tekst. Udvalget angiver, at man har valgt denne begrænsning, fordi der forventes nedsat en selvstændig kommission til undersøgelse af friluftslivets område. Da kun to af udvalgets tolv medlemmer (i øvrigt alle mænd) havde direkte tilknytning til friluftslivet, ville det formentlig også have været utopisk at forvente en gennemgribende behandling af dette meget omfattende område.

Udvalgets øvrige medlemmer bestod som omtalt af repræsentanter for de fire store idrætsorganisationer, ministerier med speciel tilknytning til idrætten (Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet), sportspressen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd og endelig Statens natur- og fredningskonsulent. Som formand for udvalget valgtes Ove Bøje, professor i fysiurgi og idrætsmediciner.

Normalt vil man forvente, at kommissoriet for et udvalgsarbejde efterlyser en argumentation for, at det undersøgte område i et samfundsmæssigt perspektiv udgør en støtteværdig sektor. Men idrætten opfattedes på det tidspunkt bredt set som et indiskutabelt gode, et sundt miljø, og kommissoriet taler da også om, at ”udvalget (skal) fremlægge sine betragtninger over, hvorledes idrætten kan og bør styrkes …”. Der efterlyses altså ikke umiddelbart en argumentation. Det, kommissoriet lægger op til, er anvisninger på, hvordan støtten til idrætten bedst muligt kan udformes.

Trods forestillingen om idrættens indiskutable værdi søgte udvalget som udgangspunkt i betænkningen at analysere, hvori denne idrættens værdi egentlig består. Man søgte at belyse dens kulturelle, dens sundhedsmæssige og dens sociale kvaliteter, men det er klart

idrættens kulturelle værdi, der optog udvalget i vurderingen af idrættens samfundsmæssige betydning.

Idrætsudvalget tog i sin analyse udgangspunkt i idrættens – især gymnastikkens – udvikling i 1800-tallet. Man pegede på, at det samarbejde, der etableredes mellem idrætten og højskolerne i den periode, gav idrætsarbejdet et sigte, som rakte ud over selve den idrætslige aktivitet. Sigtet gjaldt forestillingen om ”det hele menneske”. Da svenskeren Pehr Henrik Lings gymnastik via højskolernes delingsføreruddannelse (instruktøruddannelse) spredtes gennem skytteforeningerne ud over landet til de enkelte sognes forsamlingshuse, fik denne gymnastik betydning for bøndernes sociale og politiske rejsning mod byerne og embedsmændene, fordi gymnastikken kunne give ”bondekarlene” en rankhed og frihed. Den sigtede nemlig mod ”skønheden, rank holdning og legemlig harmoni, en målsætning, hvor det mere gjaldt den enkeltes udvikling og præg end opøvelsen af store færdigheder”. Det var således ”afgørende for det foreningsliv, som bar gymnastikken, at dets ledere ikke nøjedes med den fysiske træning, men at de selv eller i hvert fald deres uddannelse var præget af et menneskeligt grundsyn og en holdning, som gjorde det naturligt, at gymnastikken var led i et menneskeligt samfundsengageret fællesskab, der i bedste fald rakte ud over sognets og landets grænser”. Der var i udviklingen af gymnastikken en sammenhæng mellem handlinger, tanker, tro og idealer, som ifølge udvalget berettigede betegnelsen ’kulturliv’.

Udvalget refererede til kulturhistorikeren Hartvig Frischs definition af kultur som ”vaner” – vel at mærke vaner, som er karakteriseret ved ægthed og sammenhæng i folks handlingsmønster i hjem og på arbejdsplads, i fritiden, dagligdagen og ved højtider – og spurgte, om idrætten i denne forstand er en del af kulturlivet i dag. ”Idrætten er jo unægtelig en del af folks vaner, men det, der må tages stilling til, er, om de tanker og idealer, der præger idrætten i dag, på samme måde som den folkelige gymnastik afspejler et kulturliv – et livsmønster, som idrætten selv kan stå ved”.

I virkeligheden besvarede udvalget ikke spørgsmålet direkte, men konkluderede, at idræt er andet og mere end selve den fysiske aktivitet. Idrætten tillagdes en sundhedsbefordrende effekt såvel fysisk som psykisk, en opdragende effekt, en virkning som fritidsbeskæftigelse, en uddannelseseffekt, en underholdningseffekt, og endelig en samværssituation. ”Idrætten er altså andet og mere end slet og ret fysisk aktivitet. Men netop som fysisk aktivitet har den i dag fået en betydning, som den ikke tidligere har haft, fordi det moderne velfærdssamfund i så ringe udstrækning er baseret på, at en fysisk indsats er nødvendig. (…) Men selv som fysisk aktivitet betragtet er idrætten ikke kun et spørgsmål om motion. Den umiddelbare glæde ved at bruge sin krop i idræt har en række kvaliteter fælles med børns leg og legens væsen”.

Det centrale i den forbindelse var, at idrætten ”ligesom legen kan have en virkning, som kun vanskeligt lader sig definere eller forklare rationelt, men som griber langt ind i det psykiske og i det endnu ikke klart belyste område, hvor det fysiske og det psykiske gensidigt påvirker hinanden – det psykosomatiske. Ligesom legen rummer idrætten en række udefinerbare oplevelser alene eller sammen med andre: Legen med bolden – det rene spark – den fuldendte balance – den inciterende rytme – den perfekte kombination – eller drømmen herom”.

Definitorisk betegnede udvalget slet og ret idrætten som fysisk aktivitet, ofte med et konkurrencebetonet element, udført i fritiden for fornøjelses eller sundheds skyld. Interessant er det at lægge mærke til den – sikkert utilsigtede – modstilling mellem idrætten som en fornøjelig og sundhedsbefordrende aktivitet.

Det afgørende for udvalget var, hvad idrætten bruges til, eller – for at nævne det centrale punkt i denne forbindelse – hvad den opdrager til. Idrætten bekender sig officielt til idealer, som må være kendte af enhver (fair play, tab og vind med samme sind, amatørisme etc.).

Udvalget eksemplificerede disse idealer ved at citere ICSSPE’s – International Council of Sport Science and Physical Education – og UNESCO’s charter om idræt. Det er klart, at hvis disse idealer efterleves, vil man kunne tale om opdragelse til et livsmønster, som idrætten selv

kan stå ved. Men det er også klart, at disse idealer i praksis danner baggrund for en dobbeltmoral, som må virke forvirrende i enhver form for opdragelse. Udvalget påpegede, at der i visse dele af eliteidrætten trives et mønster, hvor ”ønsket om at vinde for enhver pris kan nedtromle de nævnte idealer om respekt for skrevne og uskrevne spilleregler, om respekt for med- og modspillere, fair play, samarbejde m.m. Gennem massemedierne bliver eliteidrættens positive og negative sider en del af dagligdagen for mange, men dens uheldige sider kan blive forstærket gennem massemediernes interesse for stjernedyrkelse, resultater og sejre”.

Idrætsudvalget beskrev med andre ord idrættens tvetydige værdi, men betonede, at idrætten må være ”forpligtet til at placere sit medspil på de politiske, samfundsmæssige og kulturelle områder. Den folkelige tradition i idrætten bør formidle idræt til alle og har herunder en række rent idrætslige opgaver, som skal løses bedst muligt. Men sådanne opgaver kunne strengt taget varetages også af andre, f.eks. offentlige instanser, og det er således ikke det, der karakteriserer en folkelig idræt. Det er derimod det, der sker i samfundet og imellem mennesker. Karakteristisk ved bestræbelserne på at gøre ’almuen til ranke, frigjorte mennesker’ eller sagt mere nutidigt, gøre mennesker aktive og medansvarlige. Karakteristisk ved at deltage i den samfunds- og tilværelsesdebat, der altid må føres. Karakteristisk ved ikke at være til for idrættens skyld, men for deltagernes. Karakteristisk ved at vedkende sig opdragende, pædagogiske og udviklende opgaver over for mennesker”.

I forlængelse af disse vurderinger af idrættens kulturelle muligheder konstaterede udvalget i et afsnit om idræt og politik, at idrætten i sit væsen politisk set er en neutral aktivitet eller udfoldelsesmulighed.

”Men idrætten kan i kraft af den måde, den organiseres på, påvirke udøverne holdningsmæssigt og dermed i bredeste forstand politisk, ligesom den i kraft af sin popularitet kan bruges som redskab for politiske anskuelser.

Idrætten må nødvendigvis indføre spilleregler for sin aktivitet. Og i det omfang disse spilleregler svarer til de vilkår, som i øvrigt indgår i

samfundets kulturmønster som almindeligt anvendte og accepterede, vil den idrætslige aktivitets ’model’ være i harmoni med samfundets og derfor normalt virke samfundsbevarende.

Hvorvidt idrætten i det danske samfund i denne sammenhæng må anses for et politisk, samfundsbevarende redskab, skal ikke gøres til genstand for en dybere analyse”.

Men udvalget fandt det naturligt, ”at idrætsforeningerne ud over de idrætslige aktiviteter, hvor det er muligt, bringer samfundsorienterende og oplysende debatter ind som led i arbejdet, men stadigvæk på tværpolitisk baggrund”.

Og udvalget sammenfattede, at opgaven må være at ”vække idrætsudøverens interesse for og kritiske vurderinger af det samfund, idrætten er en del af, og derigennem medvirke til eventuelt at gøre samfundet bedre”.

Udvalgets konklusioner

De mange citater fra betænkningen illustrerer, at idrætsudvalget stillede særdeles vidtgående krav til bredden og dybden i synet på idrættens kulturpolitiske muligheder – muligheder, som sjældent italesættes i vore dages diskussioner om idrættens værdi. Her betones først og fremmest idrættens betydning for den fysiske sundhed og motionens modvirkning af en lang række livsstilssygdomme.

Udvalgets overvejelser afspejler, at der på daværende tidspunkt var en slags erklærings- eller kulturkrig mellem DIF’s og de folkelige idrætsorganisationers (DDSG&I og DDGU) syn på idrættens muligheder og forpligtelser. Og overvejelserne førte til så klare, retningsgivende anvisninger fra udvalget på idrættens folkelige og kulturelle forpligtelser, fordi sammensætningen af udvalgets medlemmer favoriserede de folkelige organisationers repræsentation (DDSG&I, DDGU og DFIF over for DIF), og – ikke mindst – fordi Undervisningsministeriets repræsentant i udvalget, undervisningsinspektør Carl Nissen, var en stærk og overbevisende fortaler for den folkelige idræts kvaliteter. Medvirkende var også, at Dansk Idræts-Forbunds formand i høj grad var fraværende i udvalgsdiskussionerne – og det i en sådan

grad, at både generalsekretæren og chefkonsulenten i DIF af ministeriet blev opfordret til at deltage i udvalgsarbejdet med henblik på at kompensere DIF-formandens manglende indsats på møderne.

Konkluderende i forhold til idrættens kulturelle status fremgår det, at idrætsudvalgets betænkning meget klart argumenterede for idrættens tilhørsforhold til Kulturministeriet og dermed for dens placering som del af statens kulturpolitik.

Generelt skabte betænkningen ikke umiddelbart nogen nævneværdig efterfølgende debat. Dertil var udvalgets forslag for vage. Udvalget hyldede foreningslivets kvaliteter og anbefalede et øget samarbejde mellem organisationerne i deres forhold til det offentlige. Man pegede på de meget store forskelle i facilitetsdækningen – især illustreret ved de større byers dårlige forsyning af idrætsanlæg – og foreslog, at der blev udarbejdet retningslinjer for de offentlige investeringer. Man beklagede, at pressens interesse for den motionsprægede og kulturelle side af idrætten helt stod i skyggen af eliteidrætten. Bemærkelsesværdigt er det, at udvalget ikke fremsatte noget ønske om støtte til eliteidrætten, og udvalget fremlagde tilmed en overraskende analyse, som stik mod den almindelige opfattelse konkluderede, at eliteidræt ikke er en forudsætning for tilgang til bredden.

Med hensyn til idrættens økonomi havde udvalgsarbejdet været præget af lange diskussioner om rimeligheden i eventuelle ændringer i tipslovens fordelingsnøgle – ikke mindst på baggrund af krav fra de idébestemte, ikke-idrætslige organisationer om at blive en del af nøglen. Et flertal i udvalget indstillede, at der blev foretaget ændringer i tipslovens fordelingsnøgle, så også disse organisationer blev støttet via loven og dermed opnåede en ligestilling med idrætten. Overordnet anså udvalget støtte via tipsloven som en hensigtsmæssig støtteform, især fordi tilskuddene var uafhængige af statens finanspolitik og i deres tilskudsform indebar en betydelig dispositionsfrihed. Man hyldede i det hele taget idrætsorganisationernes uafhængighed af det offentlige.

Hvad angår den lokale kommunale støtte til idrætten, kritiserede udvalget især fritidslovens (lov om fritidsundervisning m.v.) forskelsbehandling i støtten til foreningernes brug af henholdsvis egne og

lejede lokaler, og man foreslog, at aktivitet og ikke ejerskab skulle være afgørende for, om der skulle ydes tilskud. Man fremhævede, at foreningsarbejdet burde foregå uden indblanding fra det offentlige, og foreslog, at der blev fastsat generelle minimumskrav for de enkelte kommuners støtte.

Et bizart pressemøde

Betænkningens store fortjeneste var, at der for første gang i danmarkshistorien blev foretaget en omfattende beskrivelse og kortlægning af idrættens samfundsmæssige status. Det gjaldt idrættens idéindhold og placering i såvel et kulturelt, sundhedsmæssigt som socialt perspektiv, det gjaldt dens økonomi og facilitetsdækning, og det gjaldt kortlægningen af befolkningens idrætsvaner.

Den af idrætsudvalget så stærkt kritiserede sportspresse bragte kun i særdeles beskedent omfang omtale og analyser af udvalgets betænkning. Modtagelsen kan illustreres af henholdsvis B.T.s og Informations omtale (to af den tids yderpunkter i dansk dagbladspresse) af betænkningens fremlæggelse ved pressemødet i Kulturministeriet.

B.T. skrev, at det var svært at forstå, at udvalgets betænkning var udtryk for enighed, for udvalgets sammensætning ”var nemlig på forhånd disharmonisk. Der var repræsentanter for den folkelig idræt, konkurrenceidrætten, ministerier og friluftsråd. Sågar også en repræsentant for sportsjournalisternes klub”. B.T. mente, at det traditionelle, akademiske hovmod over for idrætten selvfølgelig også stak sit hoved frem på mødet, og at ”nogle af udvalgets medlemmer ikke forstår idrættens væsen. Bag deres ord ulmede foragten for konkurrence-idrætten, de var velformulerede – vores gymnasier er jo et glimrende grosted for vordende samfundsrevsere men nerven i idrætten forstår disse mennesker ikke.

Betydelig mere afdæmpede, og gennemført sympatiske var repræsentanterne for den folkelige idræt. De repræsenterer noget af marven i dansk kultur. Det er derfor helt forståeligt, at en betydelig del af betænkningen tilgodeser deres forhold.