Damer der fik nok

SARA ALFORT, født 1976, mag.art. i litteraturhistorie og journalist. Har skrevet for Weekendavisen, Politiken, Jyllands-Posten og Zetland. I 2021 udgav hun det anmelderroste værk Manden der tegnede Danmark.

Fortællingen om Ib Antoni.

Gads Forlag

9 788712 067771

Sara Alfort Gads Forlag

DAMER DER FIK NOK Ulla Bjerne · Agnes von Krusenstjerna Tove Jansson · Ester Nagel · Sara Lidman Maria Wine · Karen Blixen · Karen Aabye Hulda Lütken · Cora Sandel · Thit Jensen Inga Ehrström — 1915-1960

Bogen udgives i samarbejde med Golden Days og er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2022, som har historiens markante kvindeskikkelser som tema.

Sara Alfort

DAMER DER FIK NOK

DAMER DER VAR FOR MEGET fortæller historien om en flok skandinaviske kvinder, der var med til at bane vejen for det samfund, vi har i dag. Vi følger dem i perioden fra 1884 til 1919, hvor de ikke bare var i opposition til samfundets gældende moral og rigide konventioner, men også til den organiserede kvindebevægelse, der i begyndelsen både var konservativ og moraliserende.

Bogens kvinder var ikke organiserede, men de kendte hinanden på kryds og tværs. De var enere, der var før deres tid. De var divaer for fuld udblæsning, der inspirerede, provokerede, skændtes og støttede hinanden. Set som en samlet flok skubbede de til grænserne for, hvad man kan sige og skrive, grænserne for, hvad en kvinde kan og burde, og grænserne for, hvad der er skamfuldt og moralsk forkert.

Kvinderne kendte tidens forventninger, kendte de roller og den livsbane, som familien og samfundet havde udstukket for dem, og de blæste det hele et stykke. De åd af livet i store glubske lunser, tog toget til Paris, fik børn med mænd, de ikke var gift med, forsørgede sig selv for den litteratur, de skrev, og gjorde nøjagtig, som det passede dem.

DAMER DER FIK NOK Copyright © Sara Alfort Dansk udgave © Sara Alfort og Gads Forlag 2024 Forlagsredaktion: Anne Mette Palm Omslag og grafisk tilrettelæggelse: e-Types Forsatsmarmorering: Marie Frøhlich, Otaki Studio Repro: Garn Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-07379-6 For enkelte illustrationer har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet.

Retmæssige krav i den forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Sara Alfort

DAMER DER FIK NOK

Gads Forlag

Om hvordan tolv skamløse, umættelige, larmende og længsels­fulde kvinder fra 1915 til 1960 skubbede til grænserne og udforskede, hvad kvindelighed også kunne være, og dermed banede vejen for det samfund, vi har i dag.

PROLOG 9 I

Del I: 1915 Del II: 1917–1918 Del III: 1919–1920 Del IV: 1921–1922 Del V: 1923–1924

III

Del I: 1937 Del II: 1942 Del III: 1945 Del IV: 1949 Del V: 1951

17 41 65 85 105

255 273 293 313 335

II

Del I: 1925 Del II: 1927–1928 Del III: 1929–1930 Del IV: 1931–1933 Del V: 1934–1935

IV

Del I: 1952 Del II: 1954 Del III: 1956 Del IV: 1958 Del V: 1960

133 157 183 199 223

357 379 405 431 451

EPILOG 461 Tak Kilder

465 466

Billeder Personregister

474 476

8

Damer der fik nok

9

PROLOG

Den fortælling, vi nu skal i gang med, handler om tiden fra 1915 til 1960. Det vil sige, fra kvinder fik stemmeret til opfindelsen af p-pillen. Vi kommer til at se tiden gennem øjnene på tolv forfattere fra Norden. De tolv forfattere var alle kvinder, der fik nok. De fik nok af tidens konventioner, lovgivningens begrænsninger og samfundets måde at definere kvindelighed på.

De insisterede på retten til at elske dem, de ville, rejse, hvorhen de ville, og at være meget mere og meget andet end hustru og mor. De fik nok af tidens regler for, hvordan de burde gå klædt, og hvor højtråbende og larmende kvinder måtte være, og de nægtede at lade sig begrænse af gængse kønskategorier. Selvom vi i løbet af fortællingen bevæger os femogfyrre år frem i tiden, og selvom vi bevæger os på tværs af de nordiske grænser, var de tolv forfattere optaget af de samme spørgsmål, de sloges med de samme grænser i deres liv, og de forsøgte alle at finde fodfæste i en tid, hvor de traditionelle værdier blomstrede. Dermed åbner fortællingen om kvindernes liv og bøger for et stykke af vores fælles historie.

10

Damer der fik nok

Bogen her lægger sig i forlængelse af Damer der var for meget, der handler om tiden fra 1884 til 1919. Kvinderne i Damer der var for meget var optaget af at blive myndige individer, de krævede bevægelsesfrihed, og de udforskede, hvordan de kunne træffe livsvalg, når dørene til uddannelser, erhverv og professionel anerkendelse var lukkede. De udfordrede ægteskabet og tidens forestillinger om kvinders lyst og seksualitet. Omkring forrige århundredeskifte måtte kvinderne ikke gå uledsagede på gaden, sidde på café, rejse alene, have egen bolig eller skabe sig en karriere. Så det var lige netop dét, damerne, der var for meget, gjorde. De skabte sig et albuerum, hvor der intet var, og de rykkede ved grænserne både gennem deres bøger og de valg, de tog.

De kvinder, vi nu skal høre om, trådte ind i det albue­ rum, den ældre generation havde skabt, men deres tid var ander­ ledes dramatisk. De oplevede to verdenskrige, økonomisk recession og sociale omvæltninger. Selvom langt flere døre nu var åbne for kvinderne – de kunne stemme, tage mange forskellige uddannelser, rejse i langt større omfang og bestride job, der for deres mødre og bedstemødre var utænkelige – så var det, som om barriererne omkring kvinderne alligevel tårnede sig op. Denne generation oplevede et katalog af katastrofer og radikale forandringer, og man længtes tilbage til en tid, hvor det var muligt at stå fast, og dét havde en konsekvens for kvinderne. Især for dem, der ville gå “ureglementerede veje”, som en af dem, vi snart skal møde, formulerede det. Denne generation af kvinder kæmpede for retten til at vælge, om og hvornår de ønskede at blive gravide, de udfordrede tidens idealer om ægteskab, familie, seksualitet og kønsroller, de stak af fra det hele og rejste ud til verdens yderste hjørner, og de insisterede på selv at bestemme, hvad det ville sige at være kvinde.

11

Prolog

Under den store sædelighedsfejde i 1880’erne var det grund­læg­ gende spørgsmål: Hvad er en kvinde, og hvad er en mand? Nu, da vi er nået til tiden fra 1915 til 1960, er det stadig det samme spørgsmål, kvinderne slås med, men tidens eskalerende konservatisme gjorde begrebet kvindelig endnu mere snævert. De grænser, denne generation af kvinder baksede med, var i højere grad indre grænser. Dørene til stemmeboksen, universitetet og erhvervslivet stod langt mere åbne, men forventninger, konventioner og fordomme spændte stadig ben for kvinderne.

Vi kommer både til at møde kvinder, der er en del af vores kanoniserede historie, og dem, der ikke længere nævnes med et ord. Kvinderne er valgt, fordi de mentalt befandt sig i samme rum. De var alle kvinder, der ikke ville lade sig nøje, som ikke havde tænkt sig at gå med “plejer”, og som nægtede at sidde fast i roller, som andre havde defineret. De havde fået nok.

KAPITEL I

1915–1924

ULLA BJERNE SARA FABRICIUS /CORA SANDEL THIT JENSEN AGNES VON KRUSENSTJERNA

14

Damer der fik nok

15

Kapitel I

Jeg lider vanvittigt af hovedpine, fordi jeg ikke kan tåle cølibat.

Dagbog, 5. november 1918 — Thit Jensen

16

Damer der fik nok

“Du vilde, trodsige hjerte! Hvad vil du?” skrev Ulla Bjerne i sin dagbog 20. maj 1916. På bagsiden af dette fotografi har hun skrevet “Paris marts 1914” med kuglepen.

17

Kapitel I

DEL I 1915 På en lille altan i Allégade tæt på Frederiksberg Have i Køben­ havn stod en ung kvinde splitternøgen. Det var tidlig morgen, og kvinden hældte en spand vand over sig selv. Sådan begyndte hun dagen hver eneste morgen på sin altan, der vendte ind mod gården. Ejendommen på Allégade 25 var et nybygget kompleks med atelierer, og her var tæt beboet af skandinaviske kunstnere.

Kvinden på altanen var svenske Ulla Bjerne, og når Ulla havde frotteret sig med sit håndklæde, gik hun ind i lejligheden, satte sig ved klaveret og spillede et stykke Chopin i jazztakt. I hvert fald ifølge en anden kunstner, der boede tværs over gården, og som kunne følge med i Ullas morgenritual, der foregik med vidt åbne vinduer og stadig uden en trævl på kroppen.

Ulla Bjerne var vokset op i Söderhamn et godt stykke nord for Stockholm. Helst ville hun have været pianist, men der havde hendes far sat grænsen. I stedet havde Ulla taget en sekretæruddannelse, og da hun fyldte atten år, havde hun forladt Söderhamn, småborgerligheden og provinslivet. Söderhamn havde været for snæversynet og fuld af fordomme, syntes hun.

18

Damer der fik nok

I hendes erindringsbøger flyder livslyst, flabethed og det-skaljeg-nok-selv-bestemme ned over siderne. Hendes motto var, at det skal nok gå, og hun havde kun hån tilovers for dem, der inter­esserede sig for, hvad andre måtte mene. Efter at hun forlod Söderhamn, havde hun først boet et par år i Malmö, hvor hun havde arbejdet på kontor – en tid, hun senere omtalte som en langsom kvælningsdød. Hun havde et “utæmmeligt og ukueligt element” i sig, der ville noget andet end kontor. Hun ville finde sig noget at stræbe efter; hun anede bare ikke, hvad det var. Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun ikke ville giftes.

Dét, mente hun, var fangenskab for kvinder.

I 1910 var hun flyttet over sundet til København, som hun anså for at være porten til Europa. Hun havde boet på et værelse ved Vesterbrogade og skrevet breve på maskine på et kontor tæt ved Det Kongelige Teater. Her havde hun desuden smidt sit efternavn. Egentlig hed Ulla Bjerne nemlig Gully Ohlsson. Hun havde for længst kastet det “vattede” Gully fra sig. Nu var tiden kommet til det “banale” Ohlsson. Hun havde taget navnet Ulla Bjerne, og det føltes som at ryste de sidste støvkorn af barndomsbyen af sig, som hun skriver i en af erindringsbøgerne. Efter et år i København rejste Ulla videre til Paris, hvor unge skandinaviske kunstnere (og ditto wannabes) flokkedes på dette tidspunkt. Her levede hun som en del af kunstnerbohemen, drak absint, dansede og hang ud på cafeen La Rotonde med kunstnere, prostituerede og andre løse fugle.

Ulla besluttede sig tidligt for at være vagabond. Eller i hvert fald at være i så konstant bevægelse, at hun undgik at falde ned i de gængse forventninger til, hvad en ung kvinde fra Söderhamn burde gøre og være. Hun mente selv, at hun havde “en drengesjæl i en kvindekrop”, og drengesjælen tillod ikke, at

19

Kapitel I — Del I: 1915

“Uroen inden i mig vokser. Jeg længes efter at kunne pakke min kuffert, at kunne rejse. Rejse atter uden mål,” skrev Ulla Bjerne i sin dagbog 16. februar 1916.

Her er hun i sin lejlighed i Allégade. Med kuglepen har hun skrevet på fransk: “På balkonen. København april 1916”.

20

Damer der fik nok

“Den gamle skrivemaskine stod fredfyldt på min kurvekuffert. På væggen hang en teaterplakat med portræt af Albrecht Schmidt i Det vidunderlige eventyr.

En haltende chaiselong sammen med et lejet klaver udgjorde det egentlige møblement. I vindueskarmen var en spritkoger, og bag ved en lille boghylde gemte jeg nogle æg og et stykke franskbrød.” Sådan beskriver Ulla Bjerne sin lejlighed i Allégade i bogen Lustjakten. Med kuglepen har hun skrevet “Bureau” – det vil sige: Det her er Ullas kontor.

21

Kapitel I — Del I: 1915

hun gav sig hen til mand og børn – “den fordrer mere end som så”. Fra Paris var hun rejst videre rundt i Europa, hvor krigen var brudt ud. “For hver kilometer bliver mit hjerte tungere,” som hun skrev i dagbogen fra Berlin i 1915, hvor hun havde set sårede soldater og krigens ødelæggelser på nært hold. I 1916 var hun tilbage i København. Her føltes krigen fjern. Danmark holdt sig neutral under krigen, og selvom tiden var præget af varemangel og uro, oplevede Ulla København som et helle. Byen vrimlede med skandinaviske kunstnere, der samledes i enklaver.

Hun flyttede ind i det lille atelier i Allégade 25 C, hvor hun også havde boet før krigen. Her havde hun sin skrivemaskine, et klaver, en chaiselong og en kulkamin, som ikke altid fungerede. I vindueskarmen stod et spritkøkken, og ude på gangen var en hane med rindende vand. Hver aften spiste hun hos familien Schmidt i en lejlighed i sidegaden Westend på Vesterbro i København. Hun følte det, som var hun blevet optaget i denne familie. Familiens overhoved, Thomasine Schmidt, sad for bordenden, når hun hver aften samlede et større selskab af skuespillere, journalister, revyartister og andre kunstnertyper.

Til bords hos fru Schmidt sad også hendes sønner: stumfilmstjernen Albrecht, der kunne dukke op svøbt i en purpurrød slåbrok af velour, og Robert, der også var filmstjerne. Med sit mørke, intense blik var han Nordisk Films faste elegante skurk, hvilket han endte med at være i 50 stumfilm. Ulla indtog altså sine daglige måltider i hjertet af den nye filmindustri, der var vokset frem i årene før krigen. Det var et helt nyt medie, der havde vakt opsigt – ikke mindst da skuespiller Asta Nielsen dansede en dristig mavedans rundt om skuespiller Poul Reumert i sin første film, Afgrunden, i 1910. Ved bordet hos familien Schmidt delte de spisende typisk anekdoter om andre kendte

22

Damer der fik nok

i København, og Robert lavede desuden en udmærket imitation af litteraturkritiker Georg Brandes og hans nasale stemme, ifølge Ullas erindringer.

Ulla Bjerne var seksogtyve år. Hun havde uregerlige krøller og gik helst i herretøj. Mødte man hende på gaden, var hun typisk klædt i en bredskygget blød herrehat, grøn frakke i groft uldent stof og halvhøje herrestøvler. Hun brød sig ikke om det, hun kaldte fjollede fruentimmerting. Hun var typen, der truede med at slå op, hvis kæresten forsøgte at få hende til at gå med pelsboa og muffediser – “man var jo som bundet på hænderne i den slags!” som hun skriver i sin bog Den glada otryggheten. Hun var fuld af uro og drømme om at rejse væk.

Bare rejse uden mål. Hun forsøgte at holde sin uro i ave med en effektiv medicin: “Efter 2 dage at have drukket og begået den ene dumhed efter den anden, er jeg atter mig selv,” betroede hun dagbogen.

Da vi møder Ulla her i 1916, havde hendes vagabondering fået et nyt udtryk; hun havde nemlig fået sin første roman udgivet: Mitt andra jag. Romanen foregår i Paris. Hovedpersonen er en billedhugger, der insisterer på, at man godt både kan være kvinde og kunstner. Men det er op ad bakke. Hun har skuffende affærer med mænd, der mest er interesseret i hendes krop, og hun beslutter sig for et liv i konstant bevægelse. Hovedpersonen har kort hår, jakkesæt og “vandreblod”, og stik mod tidens konvention ender romanen ikke med hendes undergang. I stedet slutter den med ordene: “Vandre! At bestandig se vejen forsvinde bag sig. At træffe et menneske og åbne sit hjerte – og atter gå videre – det er det eneste mulige.” Ulla Bjerne introducerede den kvindelige vagabond i svensk litteratur med sin debutroman, mener forskere. Hun beskrev en kvinde, der

Kapitel I — Del I: 1915

Under og efter Første Verdenskrig var København en forlystelsesby med revyer, varieté, dans og restauranter. På Scala-teateret ved Vesterport optrådte tidens største stjerner som Dagmar Hansen og Liva Weel. I 1916 gik forestillingen Guldregn, der var en revyoperette med numre som “Alle I yndige kvinder” og “Den glade Niels”.

Forestillingen havde et fortæppe af 43.000 forgyldte mønter særligt fremstillet til Guldregn.

23

ville eje sin frihed, som ville mærke en konstant utryghed ved, hvad morgendagen kunne bringe, og som ingen bestemte over.

En kvinde, der ikke hørte til noget sted og heller ikke ønskede at gøre det. Vi kommer til at vende tilbage til denne vagabond, for der er flere af vores kvinder, der havde denne rastløshed, som handlede om meget mere end rejselyst.

I 1916 var det imidlertid en ny kvindetype, og Ullas anmeldere var forvirrede. Meget havde den moderne kvinde skildret sig selv som, men her var det jo som en mand, skrev Svenska Dagbladet. Bogen var ganske vist velskrevet og underholdende, fortsatte anmeldelsen, men det her med både at være kvinde og sidde på cafeer og ryge, drikke og have kortklippet hår, det var

24

Damer der fik nok

alligevel grove løjer. Sydsvenskan mente, at man måtte tage debutanten “dybt alvorligt”, selvom romanen gjorde et “mærke­ligt indtryk” med denne “kvindelige vagabond”. I sin dagbog kommenterede Ulla anmeldelsen med ordene: “Jeg kan jo ikke gøre for, at anmelderen er uintelligent.” Mange år senere til­føjede hun i margen med blyant: “Bah naive sjæl!” I Ullas hjemby, Söderhamn, var romanen udsolgt på tre timer. Den vakte opmærksomhed – måske især fordi Ulla vakte opmærksomhed.

Her var en kvinde, der røg cigar! Og drak whisky! Havde kort hår! Gik i herretøj! Aviserne åd det hele råt.

En af anmeldelserne af hendes debutroman var illustreret med et portræt af hende, hvor hun står nonchalant i lilla jakke­sæt med vest og hænderne i lommerne. Portrættet var malet af den svenske kontroversielle og sidenhen berømte maler Isaac Grünewald i 1916. Samme år udstillede han på Charlottenborg i København, og den svenske stat havde allerede købt maleriet af Ulla. “Kære Ulla! Du kommer til at stråle på Nationalmuseum! Revn ikke! Söderhamn kan være stolt af sin datter. Ha det godt. Ha det sjov. Hils bekendte. Isaac,” skrev Grünewald til Ulla. Det statslige køb af billedet i heftige farver af en ung kvinde i buksekjole vakte debat og forargelse. Ulla og Isaac var nære venner hele livet. Begge nød de at prikke til folks grænser, og over de næste mange år skrev Bjerne syvogtyve romaner, hvor hun gjorde netop det. Hun havde sat sig for give plads til en ny slags kvinde i litteraturen, skrev hun i sin dagbog.

Hun ville skrive om en kvinde, der var fri af fordomme og konventioner. En kvinde, som gik sin egen vej, og som “samtidig er besat af en indre sult, en søgende mangel på ro og en diffus længsel”. Det sidste var noget, vores næste hovedperson i den grad kunne nikke genkendende til.