Brændemærket by Gads Forlag

Sara Strömberg

BRÆNDEMÆRKET krimi

På dansk ved Dorte Einarsson

Gads Forlag

Brændemærket

er oversat fra svensk af Dorte Einarsson efter Skinn

Published by arrangement with Sebes & Bisseling Literary Agency Scandinavia

ISBN 978-87-12-07491-5

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Anders Nilsson, Nestorville

Omslagsillustration: © Göran Strand og iStockphoto.com, 2023

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan

Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til mine forældre

Sven og Lena

NÅR eftermiddagen lagde sin tunge dyne af mørke og kulde over Storlien, blev Arvid altid ramt af den samme tanke. I fyrre år havde han tænkt det samme, men aldrig sagt det højt. Nu er det ikke længere os, der bevogter grænsen, det er grænsen, der bevogter os. Hvad var det, der skjulte sig derude?

De stod i deres refleksveste midt på E14, grotesk oplyst i skæret fra projektørerne, mens snestormen hamrede ind i dem. Med flakkende blik så han ud i mørket, der skjulte alt. Begge kørebaner, som hævede sig, før de skrånende fortsatte ind i Norge. De knudrede, små birketræer og de åbne, barske vidder. I rastepladsens afmærkede parkeringsbåse søgte lastbilchaufførerne beskyttelse hos hinanden for natten. Overfor, på den anden side af jernbanen, hang byen lige neden for det nøgne fjeld.

Ja, selvfølgelig vidste han, hvordan der så ud rundt omkring toldstationen, men på det her tidspunkt blev også sindet formørket. Hvem fanden kunne vide, hvem der lå og iagttog dem og bare ventede på den rette anledning til at komme over? Det var umuligt at kontrollere så lang en grænselinje. Fire hundrede kilometer, der skulle bevogtes af nogle sølle toldbetjente, det var ikke så underligt, at man følte sig magtesløs indimellem.

“Du må se sådan på det, at vi laver en vigtig punktmarkering,” plejede Peter at sige, så snart han brokkede sig lidt over opgavens urimelige omfang i kaffestuen. Kollegerne smilede til ham, halvt overbærende, halvt trøstende.

Arvid vidste alt for godt, hvad de mente om ham. En aften,

da han uventet var kommet tilbage for at hente sin pung, som han havde glemt i skrivebordsskuffen, kom han til at overhøre en samtale mellem Kerstin og Peter, der befandt sig oppe på første sal. “Arvid lever i sin egen verden. Gad vide, hvordan det vil gå, når den gamle snart ikke engang har sit arbejde at passe længere. Han er jo allerede gået over tiden.”

Pungen fik lov at blive liggende. Den gamle tog hjem igen med en klump af sorg i halsen. Det sved forfærdeligt, når ordene kom fra de nærmeste kolleger. At folk i byen havde hvisket om ham i snart tre årtier, det vidste han godt. De sagde, at han var blevet tosset af at have fundet sin svigersøn og sine to børnebørn dræbt. At hans datter Marit sikkert havde slået hele sin familie ihjel og var flygtet, eftersom hun aldrig var blevet fundet. Hvilken mor kunne finde på det? Kun et uhyre.

Det værste var tvivlen, som han blev kastet ud i, så snart han var alene. Måske havde de onde tunger ret, mens han tog fejl?

Han plejede som regel at se på sit job som en livline, men denne aften følte han sig usædvanlig træt og ude af balance. Det var, som om han stod og vaklede på en hængebro, mens tiden strømmede afsted under ham. Han følte sig knap nok som en del af sit eget liv længere.

Marits fødselsdag nærmede sig. På mandag fyldte hun niogfyrre.

Eller ville være fyldt niogfyrre.

Der var stadig ingen krop fra datteren at begrave. Hvordan sørgede man så?

Han trak jakkens lynlås op til hagen, blæsten føltes som små, stikkende søm denne februaraften, og det gjaldt om at tætne alle huller både foroven og forneden. Siden toldmyndighederne havde besluttet at skærpe bevogtningen ved den norske grænse, var de begyndt at arbejde mere udendørs for at kontrollere flere køretøjer. Mange flere. Det var på tide at få sat en stopper for de bøller, der åbenbart troede, at der netop her var en åben ladeport ind i

landet. Allerede de første uger fandt de narko, sprut og våben. Det var, som om en underjordisk flod af skidt og lunkent pis skyllede ind over dem.

En del blev rigtig vrede over det nye. Bureaukratihelvedet. Sommerhusejere og håndværkere, der førhen ubekymret tog frem og tilbage over den ubevogtede grænse med deres dyre scootere og værktøj, ting, som de burde have betalt told for.

Der var altså en strammere kurs nu. Oftere og oftere tænkte han på, hvor unaturligt det var med landegrænser. For der eksisterede jo ingen skillelinje mellem Norge og Sverige, mosset og enebærbuskene var ligeglade. I naturen så alting så enkelt ud, den flød sammen. Det var menneskene, der bestemte, at jorden tilhørte to forskellige lande.

Det ville blive en lang vinter ude på vejen. Selvom det var trivielt, havde Arvid det bedre med at sidde inde på kontoret i den lille røde toldstationsbygning og klarere lastbilernes gods. Chaufførerne optrådte professionelt, de vidste selv, når de havde varer at deklarere, og valgte automatisk den røde vejbane. De udfyldte papirer, og han stemplede. Godt så. Indimellem kunne han blive siddende i ro og mag ved lugen, drikke kaffe og holde udkig. I otteogtyve år havde han spejdet efter den, men den bil, han ledte efter, dukkede aldrig op.

Udenfor i kulden og i nærkontakt med menneskehedens mere lyssky sider oplevede Arvid, at tyngden indeni voksede. I sidste uge forsøgte han at standse en norsk kvinde, som i sit desperate forsøg på at flygte nær havde kørt ham over i sin Tesla. Han havde været nødt til at kaste sig ind til siden. Da kollegerne til sidst fik fat i hende, opdagede de et halvt kilo hvidt pulver i bagagerummet. Amfetaminen var pakket ned i små flasker til børneshampoo. Flaskernes lyserøde etiketter blev siddende på Arvids nethinde. Der var noget særlig sørgeligt over den uskyldsrene farve. Tyngden i ham voksede endnu mere. En hårbolle af sorg, savn og fortvivlelse, som

det ikke lod sig gøre at kaste op. Han hverken kunne eller ville gå videre, for så ville mindet om Marit dø, og hvis mindet om hende døde, så døde også erindringen om Frank, Felix og Julia.

Men snart ville det være ovre. Alt ville være forbi. Først et helt arbejdsliv. Siden livet selv. Niogtres år. Ikke så mærkeligt, at han hørte tiden strømme.

Ud af øjenkrogen så han, hvordan Kerstin hævede kikkerten, samtidig med at et par tændte billygter nærmede sig fra Norge.

“Endelig kommer der nogen, sikke en aften … man burde have ligget hjemme på sofaen med ungerne i stedet,” mumlede Peter og himlede med øjnene. De tre dage gamle skægstubbe, som han insisterede på at have, fik ham til at se ekstra slidt ud. Gad han ikke barbere sig, eller gad han ikke lade skægget gro ud?

Kerstin gjorde tegn til dem om at flytte sig hen på kontrolstedet. Pulsen steg med det samme, Arvid mærkede, hvordan den skudsikre vest pressede mod brystkassen. Han pillede ved pebersprayen, jo, den lå, hvor den skulle, og han kunne tydeligt mærke kniplen mod benet.

Snart trillede en sort Volvo ind på området, en gammel 245. Engang var det Sveriges mest almindelige bil. Dengang han var lykkelig. Da alle dem, han elskede, stadig levede.

Kerstin løftede armen med den skriggule fakkel i hånden og vinkede køretøjet ind. Det gyldne emblem på hendes skråhue blinkede under lygterne.

Føreren standsede og rullede vinduet ned. Midaldrende mand, kortærmet skjorte, stor rund mave, der blev presset helt ind i rattet. Han havde allerede kørekortet parat. På passagersædet sad en kvinde tilbagelænet. To børn på bagsædet, en pige og en dreng. De så ud til at have opholdt sig i et varmt land for nylig. Solbrune kinder, solbleget hår.

De har været ude at rejse, tænkte Arvid. Vandret barfodede i sandet og spist grillstegt mad på livlige restauranter. Søgt efter

lidt mildhed i en stadig mere kold verden. Måske havde moren købt sølvøreringene, der glitrede i øreflipperne, i en eller anden smal gyde?

En helt almindelig familie. Eller?

“Hej,” sagde Arvid og bøjede sig ned for at komme i øjenhøjde med manden, men sørgede for ikke at komme for tæt på. Han var altid bevidst om risikoen for at blive overfaldet. Hvor var alle de gamle drukkenbolte egentlig blevet af? På et eller andet tidspunkt var den art uddød. I stedet virkede det, som om samfundet vrimlede med utilregnelige blandingsmisbrugere, der konstant havde fingeren på aftrækkeren. “Har I noget at deklarere i bilen?”

“Ikke, hvad jeg ved af … nej, det har vi ikke.”

Manden begyndte at se sig omkring inde i kabinen, som om der alligevel kunne ligge en bunke tyvekoster og fylde op.

“Hvad laver de, far? Er vi tyve?”

Spørgsmålet kom fra bagsædet, hvor pigen havde taget høretelefonerne af og lagt iPaden på det lille bord, der var slået ned foran hende. Faren grinede.

“Nej, Stella. Alt er fint.”

Arvid anstrengte sig for at se venlig ud. Hun mindede ham om Marit, da hun var på samme alder. Men på den anden side syntes han, at alle piger mindede om Marit i alle aldre. Han tænkte ofte på hendes dunede barnenakke og lod tårerne løbe, når han sad alene i de mørke aftener. Tidligere havde han i det mindste haft Karin at tale med, men nu var hustruen også væk. Efter aftensmaden plejede han at se en film i fjernsynet for at få lidt liv i huset. Sommetider faldt han i søvn i sofaen og blev vækket af lyden fra en, han kendte. Efter et par håbefulde sekunder indså han, hvordan det hang sammen – stemmen tilhørte en skuespiller. Det gjorde lige ondt hver gang.

Arvid åbnede bagagerummet og ledte det igennem. Kufferter og et par plastikposer fra taxfree, mest indeholdende slik. Lommelygten

fejede også igennem kabinen, lyste hen over måtterne i bunden og de små rum i dørene.

De lod familien, der lige var ankommet fra Gran Canaria, køre. Direkte fly fra Trondheim, men nu længtes de hjem til Östersund.

Det skulle blive herligt med hverdag igen.

“Okay, det var det,” sagde Peter og gned håndfladerne mod brystet. “Hør her, jeg går lige på lokum.”

Kerstin lavede kuskeslag, mens hun kiggede op mod den stjerneløse himmel.

“Åh, tænk hvis man kunne tage ned i varmen. Der er åbenbart et ordentligt uvejr på vej,” sagde hun og lavede en grimasse. “Hvordan føles det at være i gang med slutspurten?”

Arvid rømmede sig.

“Arh, det er ikke noget særligt.”

De skulle ikke få lov at komme efter ham. Kollegerne viste en overdreven interesse for hans fremtid.

“Tænk lige på, når du vågner om en uge. Du står op og sætter kaffe over og kryber ned i sengen igen, hvis du har lyst. Vil du høre en hemmelighed? Jeg føler mig utrolig tiltrukket af pensionisttilværelsen lige nu, men sig ikke noget til Peter,” sagde hun og grinede.

Hendes lange lyse fletning lå under jakkekraven. Med det tilsyneladende korte hår mindede hun om en ung Jamie Lee Curtis i Fisken de kaldte Wanda. I et filmmagasin, han ikke længere huskede navnet på, havde han læst, at skuespilleren havde været tredive år, på alder med Kerstin, da komedien gik i biograferne. Det var virkelig et mesterværk af en film. Han havde set den flere gange efterhånden. Han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Faktisk kunne han godt lide både Kerstin og Peter. Måske ville de ham ikke noget ondt, når alt kom til alt.

“Ja ja,” sagde han. “Men et eller andet må man selvfølgelig finde på.”

“Løse krydsord, tage på seniorrejser, gå lange ture … det lader da ikke til at blive noget problem.”

I det øjeblik tillod han sig at rette ryggen i uniformen.

“Jeg har især tænkt mig at fortsætte med min slægtsforskning.”

Eftersom fremtiden var taget fra ham, lavede han slægtsforskning, fulgte sin egen slægt gennem en historie, der kunne leve evigt. Slægtsforskningen havde reddet ham, men selv den var begyndt at føles meningsløs. Selvom han vidste, hvad alle de mennesker hed, hvor de levede og døde, havde han ikke kendt dem. Han havde brug for at kende en. En eneste person. I morges havde han siddet længe på sengen med skjorten i skødet, før han langsomt tog den på. Spillede det nogen rolle, om han klædte sig på? Om han nogensinde klædte sig på igen? Ingenting ville blive anderledes af den grund.

“Slægtsforskning? Dyrker du sådan noget?”

“Ja, det har jeg gjort et stykke tid. Til sidst finder man nogen, jeg …”

Han bed sætningen over, da han så hendes ansigtsudtryk. Det flakkende blik. Fandens også. Han burde ikke have sagt nogen. Det lød selvfølgelig desperat. Galningen Arvid Näslund.

Men han behøvede ikke at græmme sig i særlig mange sekunder, for netop da dukkede to nye lysende billygter op over bakken, og de kom hastigt nærmere.

“Hold da op, der er en, som har travlt,” sagde Kerstin og vinkede til Peter, der var kommet ud på toldstationens veranda, for at få ham til at skynde sig derhen.

Arvid kneb øjnene sammen. Føreren holdt fast i den høje fart, sikkert 120 kilometer i timen. Intetanende eller beregnende? Køretøjet fortsatte ind på fodgængerovergangen, før det standsede brat op. Kerstin gik hen til vinduet ved førersædet. Bassen fra den høje musik buldrede, så ruderne vibrerede.

Arvid gik om bag ved bilen. Hjertet begyndte at pumpe i kraftige stød ved synet af det, der nu viste sig foran ham. En sort Volvo Kombi

med et klistermærke i bagruden – en slags reklameslogan i blåt. Et ord trådte frem. Han havde det, som om han havde 3D-briller på.

Ordet tryg. Det samme som dengang. Vidnet kunne ikke huske hele sætningen, kun det ord på fire bogstaver.

T r y g.

“I denne specielle kontekst var det i sig selv et slag i maven,” havde psykoterapeuten senere sagt og skubbet brillerne op i panden.

Han tog kun derhen to gange. 120 kilometer frem og tilbage til Åre for at sidde i Bruno Mathssons ergonomiske meningsløshed. Nej tak, sorgen ville alligevel hakke ham sønder og sammen i sin enorme kødkværn.

Men nu skete det faktisk. Det var det øjeblik, han havde ventet på. Alt passede. Konklusionerne strømmede halvfærdige ud af ham, da han forsøgte at få kontakt med sine kolleger.

“Han … Det er, jeg ved det … morderen … kidnapperen …”

Ingen hørte det. I hvert fald var der ingen, der lyttede.

Som gennem en tåge fulgte han Kerstins og Peters sædvanlige arbejdsrutiner. De talte højere, end de plejede. Der kunne godt blive skruet ned for hiphopmusikken, men ventilatoren var nødt til at køre på højeste niveau, ellers duggede ruderne, forklarede manden og grinede i sin hættetrøje. Arvid opfattede navnet Dennis. Han ville se hans ansigt, drømte om at se slynglen i øjnene, men en kasket skyggede for hans ansigtstræk helt ned til næsetippen, og han havde ikke tid til at vente.

Det var på tide.

Angrebet gik hurtigt. Arvid styrtede frem, flåede bildøren op og skubbede til manden, så overkroppen væltede sidelæns ned på passagersædet, og hovedet ramte dørhåndtaget. Manden skreg, kasketten fløj af og blottede en fladtrykt frisure. Som nedtrådt græs. Arvid kastede sig over ham, et hundrede og fem kilo kunne mase de fleste til plukfisk. Han knyttede næven og slog. Hørte de andre hyle et sted bag sig, men var ligeglad.

“Holder du Marit fanget? Du skal ikke tro, jeg er bange for dig, din svagpisser. Det her har jeg fantaseret om i snart tredive år. Hvor gemmer du hende?” hvæsede han.

Manden gispede og stirrede på ham. Øjnene lignede ikke dem, han havde forestillet sig, i drømmene så øjnene kulsorte ud. De her var yngre og lysere. Arvid tog kvælertag, så hårdt, at han kunne mærke mandens puls slå under fingrene.

“Hvor er hun?” hvæsede han. Spyttet stod til alle sider.

“Arvid, hører du ikke, hvad vi siger? Det er ikke ham! Det er nok nu! Stop så!”

Peters og Kerstins råben brusede som vand i det indre øre, mens han mærkede styrken i de hænder, der forsøgte at trække ham tilbage. Til sidst slap han taget om mandens hals, lod sig trække ud og sank sammen i sneen bag bilen. Kerstin satte sig på hug ved siden af ham.

Inde i bilen begyndte manden at hoste kraftigt.

“Dennis, det var Dennis, du hed, ikke? Vi kan forklare alt,” sagde Peter til manden. “Lad mig … kom, jeg kan se, du bløder, gå med ind, så får du et plaster og en kop te, det …”

“Forklare? En kop te?” udbrød Dennis og snøftede. “Jeg melder jer til politiet, det er det, der kommer til at ske.”

Omtåget forsøgte Arvid at forstå, hvad de talte om. På Peter lød det, som om han havde gjort noget galt og ikke Dennis. Fyren var jo mistænkt for en forbrydelse, de burde holde ham fast og afvente politiet. Han skulle lige til at protestere, da han mærkede Kerstins hånd på sin skulder.

“Arvid, det er ikke ham. Bilen ligner den, som vidnet så på drabsnatten, det har du ret i. Men du må forstå, det her er ikke morderen. Se på ham, en ung fyr, som ikke engang var født, dengang din familie …”

Arvid blinkede forvirret.

“Men det er endda det samme ord. I firmanavnet.”

Kerstin tog hans ansigt mellem sine hænder og drejede det mod klistermærket på bagruden.

“Se, der står ikke tryg, men byg. Der mangler nogle bogstaver. Bygge- og grundteknologi skal der stå. Forstår du?”

Ja, han opfattede alt, men hjernen var gået i baglås. Det eneste, han kunne tænke på, var de minutter, hvor Frank, Julia og Felix indså, at de ville dø. Da varmen endnu ikke havde forladt huden, og blodet pumpede ud af deres kroppe. Det billede ville ikke lade ham være i fred, det hjemsøgte ham om natten, kom med hjertebanken og åndenød. Og spørgsmålet: Forsvandt Marit før eller efter de minutter?