Birgitte Gøye

GRETHE JACOBSEN Birgitte G ye

EN BIOGRAFI

BIRGITTE GØYE

Grethe

Jacobsen

© Grethe Jacobsen og Gads Forlag A/S, 2024

Forlagsredaktion: Henrik Sebro

Tekst- og billedredaktion: Anette Dina Sørensen

Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

Grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau / Lene Nørgaard

Repro: Narayana Press

Omslagsbillede: Birgitte Gøye portrætteret i sit 39. år (ca. 1550).

Tilskrevet af Walter Maler. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Tryk og indbinding: PNB Print

978-87-12-07588-2

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia 2024

Bogen er udgivet med støtte fra:

Augustinus Fonden

Herlufsholm-Fonden

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.

Indhold

Birgitte Gøye portrætteret i sit 39. år (ca. 1550). Tilskrevet Walter Maler. Portrættet er formentlig udført samtidig med portrættet af Herluf Trolle. Originalen hænger på Frederiksborg Slot. En (ikke særlig god) kopi hænger i spisesalen på Herlufsholm. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Et portræt

Hun har drejet hovedet lidt og ser lige på os, efter at maleren har anbragt hende i skråvendt positur. Munden er lukket, som om hun vil signalere ”se på mig uden at jeg eller andre fortæller dig, hvad du skal se.” Vi ser først en kvinde, som er rig. Hun har en fornem og modepræget sort kjole på, der sikkert er syet af et kostbart stof. Den har kunstfærdigt opslidsede ærmer, så man kan se den fine hvide bluse, hun har under, hvis blondekant stikker frem ved håndleddet, og som har en høj blondekrave, der delvis er skjult af et bredt halssmykke. Hun bærer en overdådighed af tykke guldkæder med vedhæng bestående af guldsmykker med perler og ædelstene. I en af kæderne hænger en portrætmedaljon, måske af hendes gemal. Mere guld og ædelstene ses på hendes hovedbeklædning, der består af en perlebroderet hue, der sidder tæt på hovedet næsten som et hårnet. På højre side af hovedet er anbragt en baret – i samtiden kaldet bonnet eller bonete – af sort stof, sikkert fløjl, prydet med guldperler og kronet af en stor strudsefjer. Hende røde hår titter en anelse frem under den underste hue, måske en antydning af, at hun også har temperament?

Hun udstråler myndighed og en bevidsthed om at have en høj social placering i datidens samfund, hvad våbenskjoldet i det øverste venstre hjørne af billedet understreger. De tre skråtstillede ibskaller i skjoldet fortæller samtiden og eftertiden, at hun

er en Gøye, og for at beskueren skal være helt klar over, hvem hun er, har hun fået en billedtekst anført på sit portræt, der på nutidsdansk lyder:

”Fru Birgitte Herluf Trolles (hustru). Hr. Mogens Gøyes

Danmarks Riges Hofmesters datter. I sin alders 39. år”.1

Så er hun præsenteret, men samtidig begrænset til at være en mands datter og en anden mands hustru. Det har da også været hendes eftermæles skæbne at blive sat ind i deres historie og blive skildret som 1) rigshofmesterens oprørske datter, der nægtede at gifte sig med den, faderen havde udvalgt til hende, 2) trofast hustru til en søhelt, og 3) medstifter af en berømmet kostskole, der fik hendes ægtemands navn – selvom det faktisk var hendes formue, der satte parret i stand til at grundlægge skolen. Planerne for skolen var et fælles projekt, men da Herluf Trolle døde, blot en måned efter at skolens fundats blev godkendt, var det Birgitte, der som den første forstander fik realiseret deres planer.

Hun har været med i samlinger af både gamle og nye historier om fremtrædende kvinder i danmarkshistorien, men med de samme tre historier. Hun optræder desuden i et kendt børnerim (af nyere ukendt oprindelse) om ”Birgitte, Birgitte Begøje”, som de fleste danskere citerer, når de hører hendes navn. Men hun har endnu ikke fået fortalt den sammenhængende historie om sit liv med sig selv som centrum, som hun fortjener det. Vi mangler historien om hendes rolle som opdrager af flere generationer af adelskvinder, som den velgørende frue, der gav penge til fattige børn og voksne, som den kunstnerisk interesserede adelsdame og som grundlæggeren og den første forstander for en skole, der stadig består.

Det er inspirationen til og formålet med denne biografi af den rige dame med det røde hår, der ser så fast på os med sine blågrå øjne. Måske vil hun sige, at det er på tide, at hun får sin egen historie fortalt.

Herluf Trolles portræt fra ca. 1550. Tilskrevet Walter Maler. De to billeder har udgjort et dobbeltportræt, hvor ægteparret så mod hinanden: Birgitte Gøye vist til højre og Herluf Trolle til venstre, svarende til konventionen for våbenskjolde og gravmonumenter. Originalen hænger i spisesalen på Herlufsholm. Kopi på Frederiksborg Slot. Herlufsholm.

Foto: Jens Olsen/Birgitte Gøye Selskabet.

Familien

Et ægteskab med forhindringer

3. juli 1495 sad en skriver i et af kontorerne i det pavelige kancelli i Rom og udfærdigede en ægteskabsdispensation til et dansk par, ”Magnus Gioe” og ”Metta filia Alberti (Mette Alberts datter)” hjemhørende i ærkebispestiftet Lund. Skriveren har sikkert ikke tænkt nærmere over parret og deres hjemsted, for der kom løbende ansøgninger om lignende dispensationer fra det kristne Europa, der havde paven som kirkeligt overhoved. I 1495 hed han Alexander 6., og det var på hans vegne, at skriveren i dokumentet gav ægteparret lov til at gifte sig, selvom det var imod den kanoniske ret. Dermed var vejen banet for, at ægteskabet, der var aftalt og faktisk indgået, kunne fuldbyrdes, og at de børn, som Mette fødte i ægteskabet, blev legitime. Parret fik otte børn, hvoraf den yngste, Birgitte, er vores hovedperson. Men hvorfor var det nødvendigt at få pavens tilladelse til at gifte sig? Det skyldtes den kanoniske rets regler vedrørende incest (blodskam), der blev vedtaget i 1215, og som stadig gjaldt for alle katolsk-kristne. Ifølge disse regler måtte en mand og en kvinde, der var beslægtet i fjerde led, dvs. havde fælles tipoldeforældre, ikke gifte sig, og det var netop problemet med et ægteskab mellem ”Magnus” og ”Metta”, eller som deres danske navne i samtiden lød: Mogens Gøye og Mette Albrechtsdatter. To af

deres oldemødre, Pernille og Anne Munk, var søstre og døtre af parrets fælles tipoldeforældre Mogens Pedersen Munk og Kirsten Pedersdatter Thott.

Forbud mod giftermål mellem nært beslægtede, kaldet incest eller blodskam, er kendt i stort set alle samfund, så det var ikke overraskende, at den katolske kirkes love, der gik tilbage til de første kristne århundreder og blev samlet og udbygget i 1100- og 1200-tallet, også havde disse forbud. Formålet med incestreglerne havde været ikke blot at forhindre, at for nært beslægtede giftede sig, men også at opmuntre til giftermål mellem kvinder og mænd fra forskellige slægter og klaner i håbet om, at jo flere der var i familie med hinanden, jo færre drab og jo mindre vold ville der finde sted. Dette fromme ønske gik ikke helt i opfyldelse.

I modsætning til kirkens mål om at få bredt slægtsbegrebet ud, for at så mange som muligt var beslægtede i et givent samfund, og derved formodentlig ville være mindre tilbøjelige til at overfalde hinanden, havde de slægter, der ejede jordegods, som mål at holde godset inden for en snæver slægtskreds, så godset forblev samlet. Det gjaldt især i lande som Danmark, der havde arveregler, der gav alle børn af et ægtepar ret til arv, hvilket resulterede i, at arvinger i en børnerig familie kun ville få en lille del af godset hver og derved mistede magt og indflydelse. Alternativet til at holde godset inden for en snæver slægtskreds var at gifte sine døtre og sønner med mænd eller kvinder, der også havde meget jordegods. Det var netop strategien bag ægteskabet mellem Mogens Gøye, søn af et godsrigt ægtepar, og Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, datter af et endnu mere velhavende ægtepar. En sådan strategi skabte ikke problemer med kirkens regler, så længe udvalget af ægteskabskandidater var stort nok til, at der ikke var fælles tipoldeforældre. At dømme efter de overleverede kilder har det heller ikke været et problem for den danske adel i højmiddelalderen (ca. 1000-1300), men i senmiddelalderen skilte en lille gruppe adelsfamilier sig ud ved at være betydelig rigere end den øvrige adel. Senere historikere har kaldt denne gruppe højadel. Forældre fra denne gruppe foretrak at gifte deres børn med børn fra de andre højadelsslæg-

ter. Det betød, at der var færre mulige svigerdøtre og -sønner at vælge imellem, og så blev det næsten uundgåeligt, at der ikke var fælles formødre og forfædre. Man ser da også et stigende antal ansøgninger om ægteskabsdispensationer fra danske adelige i løbet af 1400-tallet og de første årtier af 1500-tallet.

Alt dette har den pavelige skriver i 1495 ikke tænkt på, da han udfyldte den formular, der banede vej for ægteskabet mellem vores hovedpersons forældre. Det var blot endnu en dags arbejde på kontoret, men for de to involverede betød det, at deres eller nok snarere deres forældres planer nu kunne opfyldes, og – hvad der var lige så vigtigt – at de børn, som ægteskabet resulterede i, var legitime og derved havde ret til at tage arv efter forældrene. Pergamentdokumentet blev behørigt beseglet og afleveret til det sendebud, der skulle bringe det til Danmark, og et resumé med navnene, dato og selve dispensationen blev indført i kontorets register.2

Hvem var nu Birgitte Gøyes forældre: Magnus Gioe, der i dokumentet betegnes som ”laicus” dvs. lægmand, og Metta, datter af Albert (som skriveren kaldte hendes far Albrecht), der betegnes som ”mulier” dvs. kvinde, der var gift på ansøgningstidspunktet, idet de betegnes som ”coniuges” (ægtepar), og som kirkeligt set var hjemhørende i ærkebispestiftet i Lund? De var adelige og tilhørte dermed overklassen i senmiddelalderens samfund. Adelen udgjorde den mest privilegerede stand af de fire stænder, som samfundet var opdelt i: adel, gejstlighed, borgerstand og bondestand. Den danske adel var indtil Reformationen en åben stand, dvs. at nye medlemmer løbende blev optaget og fik del i standens privilegier, som var skattefrihed af deres gods mod at yde militærtjeneste. Det var kun mænd, der kunne yde militærtjeneste, men da skattefriheden gjaldt gods og ikke personen, kunne en kvindelig ejer af gods også nyde skattefrihed. Ordet ”adel” og ”adelig” dukker op i sproget i begyndelsen af 1500-tallet som betegnelse for standen og vinder frem netop i Birgitte Gøyes levetid, mens ordene ”adelsmand” og ”adelskvinde” først senere i 1500-tallet blev almindelige. I 1400-tallet og i de første årtier af 1500-tallet blev en adelig kvinde tiltalt som ”frue”, hvis hun var gift, og ”jomfru”, hvis hun var ugift, mens

en adelig mand blev tiltalt som ”ridder”, hvis han havde fået ridderslaget af kongen, eller som ”svend”, ”væbner” eller ”riddermandsmand”.3 Det, der var vigtigt at signalere ved til- og omtale, var, at personen nød det privilegium at eje skattefrit gods.

I årene omkring Reformationen (1536) blev den danske adel i praksis en lukket kreds, dvs. at meget få personer herefter blev optaget i kredsen og fik tilkendt adelens privilegier.

Slægtsnavn blev brugt allerede i 1400-tallet af nogle adelige slægter, heriblandt Birgitte Gøyes fars slægt, mens de øvrige adelige slægter nøjedes med fornavn og patronymikon (fars navn tilføjet -datter eller -søn). Slægtstilhørsforholdet fremgik af deres våbenskjold. I det pavelige dokument nævnes brudgommen ved fornavn og slægtsnavn (Magnus Gioe), mens bruden benævnes ved fornavn og patronymikon (Metta filia Alberti). Slægtsnavn blev først obligatorisk i 1526, da kong Frederik 1. udstedte en forordning, der bl.a. påbød alle, som ikke havde fast tilnavn, at tage et sådant, således at alle, der førte samme våbenskjold og hjelmmærke, havde samme tilnavn.4 Ud over slægtsnavnet kom slægtsvåbenet til at spille en vigtig rolle for adelens standsfølelse og med dét en stigende interesse for at udforske slægtens historie, så man kunne påvise adelige aner gerne helt tilbage til sagntiden, og både mandlige og kvindelige aner var betydningsfulde. Dette gav sig bl.a. udslag i de gravmæler og gravsten over adelige, hvorpå man fik udhugget våbenskjolde for forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Birgitte Gøye har skabt vigtige bidrag til denne kunstart (se kapitel 7).

Hvor omfattende 1500-tallets adel var, har flere historikere drøftet, også spørgsmålet om, hvorvidt der blev flere eller færre familier i perioden 1300-1600. Denne diskussion har været præget af, at man har talt mænd og adelsnavne, som blev arvet gennem sønner. Altså har kun det ene køn repræsenteret adelen i disse diskussioner. Det fokus på mandslinjen, der også præger det grundlæggende opslagsværk om dansk adel, Danmarks Adels Aarbog, er en senere konstruktion, som ikke afspejler samtidens virkelighed.5 Det er slående for enhver, der beskæftiger sig med adelen i 1400- og 1500-tallet, at kvinderne også repræsenterede adelsfamilier, især efter at det blev påbudt at føre

Birgitte Gøyes mor, Mette Bydelsbak (d. 1513), var en af de rigeste adelsfolk o. 1500 med 6 hovedgårde og ca. 709 bøndergårde. Birgittes far, Mogens Gøye (1470?-1544), havde 2 hovedgårde og 309 bøndergårde. Ved sin død i 1544 havde Mogens Gøye arvet eller købt i alt 12 hovedgårde og 1500 bøndergårde. Tegning: Per Jørgensen.

slægtsnavn. En adelskvinde beholdt sit slægtsnavn også efter giftermål, så Birgitte Gøye var hele livet kendt under dette navn både før og efter sit giftermål. Hvis hun havde fået børn i sit ægteskab, havde de dog fået hendes mands slægtsnavn (Trolle).

Adelen var ikke en homogen masse. Der var i middelalderen flere lag, hvoraf det øverste og nederste, af senere historikere betegnet henholdsvis høj- og lavadel, hver udgjorde mellem 10 og 20 %, så mellem 60 og 80 % af adelen blev udgjort af en gruppe, der kan betegnes som den almindelige adel. Der kan i 1500-tallet udskilles en rigsrådsadel bestående af en lille gruppe familier, der var indgiftet i hinanden, som ejede store mængder gods, og hvis mandlige medlemmer sad i Rigsrådet, og som også kontrollerede tildeling af len. Størstedelen af adelen havde mere beskedne godsstørrelser, og nederst i adelshierarkiet var der en lille gruppe af familier, der kun med nød og næppe havde råd til at leve op til de krav, som blev stillet til gengæld for skattefrihed og andre privilegier.6

Birgitte Gøyes forældre og bedsteforældre på begge sider tilhørte den rigeste del af adelen, og omfanget af Mogens Gøye og Mette Albrechtdatters gods er velkendt, takket være deres næstyngste datter, Eline. I 1552 lod Eline Gøye sin skriver samle alle oplysninger om forældrenes, Elines egne, ægtemandens og svigermoderens (Anne Mouridsdatter Gyldenstiernes) godser og nedskrive dem i et stort register kaldet jordebog. Håndskriftet med oplysningerne har da også fået navn efter hende.7

På listen over Mette Albrechtsdatter Bydelsbaks fædrene og mødrene gods opregnes hovedgårdene Torbenfeld, Gunderslevholm og Græse på Sjælland, Løgismose på Fyn og Clausholm og Skærvad i Jylland med tilhørende bøndergårde fordelt på forskellige landsbyer. En ”hovedgård” er et gods med et stort jordtilliggende, som oftest med en større bygning, der var bopæl for godsejeren. Det er beregnet, at Mette ved sin død foruden de seks hovedgårde ejede ca. 709 bøndergårde, hvilket gjorde hende til en af de fem rigeste godsejere i landet i begyndelsen af 1500-tallet.8

Mogens Gøye arvede to hovedgårde, Krenkerup på Lolland og Skærsø på Djursland, med i alt 309 bøndergårde.9 Hans kar-

riere som lensmand, rigsråd, gesandt og ikke mindst som rigshofmester, det højeste verdslige embede i landet, gjorde det muligt for ham at rejse penge til løbende at opkøbe hovedgårde og bøndergårde, så han ved sin død i 1544 ejede i alt 12 hovedgårde og 1500 bøndergårde foruden jord og huse i flere byer. I dette tal indgår hans kone Mettes gods også. Det var denne arv, hans voksne børn eller deres efterkommere skulle dele, da han døde.

Danmark var overvejende et landbrugsland, og det var indtægter fra godserne, der dannede grundlag for adelens rigdom. Adel og gejstlighed udgjorde mellem 1 og 2 % af befolkningen. Mellem 5 og 10 % af befolkningen var bosiddende i byerne, beskæftiget med lokal handel og håndværk. Resten (omkring 90 %) af befolkningen tilhørte bondestanden, der dyrkede jorden, enten egen eller adelens, og opdrættede kvæg.

Birgitte Gøyes forældre og helsøskende

Birgittes mor, Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, var datter af ridder Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak og Pernille Axelsdatter Brok, der begge havde arvet store godser, og hvis forfædre og formødre alle kom fra magtfulde og rige familier, blandt andre Hvideslægten, tilbage til 1100-tallet. Mette var enearving til forældrenes mange godser, deriblandt Græse, som Birgitte senere arvede. Hvornår Mette blev født, fortæller kilderne ikke, men hendes far var død før 1479, så hun er født senest dette år. Mettes mor døde før 1493, så ingen af forældrene oplevede hendes bryllup med Mogens Gøye eller de mange børnebørn. Mettes morfar, Axel Lagesen Brok, der levede til 1498, var værge for hende10 og har nok, muligvis sammen med moderen, arrangeret hendes ægteskab.

Mette Bydelsbak døde 9. november 1513 og blev sandsynligvis begravet i Gråbrødrekirken i Næstved. Da denne blev nedrevet efter Reformationen, blev hendes grav og gravsten flyttet til Gunderslev Kirke (nordvest for Næstved), hvor gravstenen endnu kan ses. Den angiver hendes dødsår som 1512.11 I Voldum

Kirke ved Randers findes en stor, flot gravsten fra 1560 over Mette Bydelsbak, Mogens Gøye og dennes anden hustru, Margrethe Sture, men rapporten fra en udgravning i 1899 af graven omtaler ikke knoglefund i Mette Bydelsbaks grav, så hun ligger formentlig stadig i Gunderslev Kirke.12

Birgittes far var Mogens Gøye, søn af Eskild Mogensen Gøye og Mette Eriksdatter Rosenkrantz, og hans slægt kan ligeledes spores tilbage til Hvideslægten og også her på mødrene side. De første mænd med navnet Gøye og med Gøyernes våbenskjold dukker op i kildematerialet i slutningen af 1300-tallet og bliver prominente i det følgende århundrede ikke mindst takket været giftermål.13

Gøye-våbenet består af tre sølvfarvede ibskaller (muslingeskaller) på blå baggrund. Ibskallerne var symbolet på Santiago del Compostela i Nordvestspanien, hvis store domkirke sagdes at rumme apostlen Jakob den Ældres grav (Ib kommer af navnet Jakob). Det var et af de vigtigste pilgrimsmål i middelalderen og tiltrak pilgrimme fra hele Europa. Også danskerne kendte til ”Skt. Jakobs Land”, som Santiago del Compostela blev kaldt i Danmark, og mange danskere var vandret dertil på pilgrimsfærd og havde fået eller købt en skal fra en kammusling som en erindring. Måske har en tidlig Gøye, mand eller kvinde, været på pilgrimsrejse og fået inspiration til sit slægtsvåben dér? Våbenet anvendtes i 1264 af en drost Mads af Flårup på Lolland, men en forbindelse til de senere Gøyer kan ikke dokumenteres. Navnet Gøye forekommer tidligst i slutningen af 1300-tallet og bruges af den linje af familien, der er blevet kaldt Staverskov-Gøyerne, og som Mogens Gøye og hans efterkommere var dele af.14 Navnet staves på mange forskellige måder både i samtiden (Giøe, Gøye, Gøie, Gyøe, Gø, Gøe, Gøy) og i eftertiden (Gjøe, Gø, Gøye).15 ”Gøye” bruges nu i Danmarks Adels Aarbog, Dansk Biografisk Leksikon og Dansk Kvindebiografisk Leksikon og er også valgt i denne bog.

Mette Bydelsbak fødte fem piger og tre drenge, der alle blev voksne. De er nævnt i hovedkilden til Birgitte Gøyes tidligste liv, som er Niels Hemmingsens ligprædiken over hende fra 1574.16 Ligprædikener var en litterær genre, der opstod ef-

ter Reformationen. En ligprædiken bestod dels af selve prædikenen, der blev holdt ved en begravelse, dels af en skildring af afdødes liv og slægt. Velhavende adelsfolk lod ligprædikener efter deres afdøde ægtefælle eller barn trykke. Den første trykte ligprædiken over en ikkefyrstelig person var Niels Hemmingsens ligprædiken over Herluf Trolle, der blev trykt i 1565. Niels Hemmingsen var tidens førende teolog og en nær ven af Birgitte og Herluf. Niels Hemmingsen holdt også ligprædiken over Birgitte Gøye i 1574 og trykte den med en levnedsbeskrivelse af hende. Formålet med levnedsbeskrivelsen var ikke at give en detaljeret biografisk skildring af Birgittes liv, men at præsentere en opbyggelig fortælling om, hvorledes en god lutheraner levede og døde.17 Der er derfor begivenheder i Birgittes liv, som er udeladt i beskrivelsen, og som må findes i andre kilder, men Hemmingsens ligprædiken er trods mangler en væsentlig kilde til Birgitte og hendes samtid og vil derfor blive citeret i denne biografi.

Niels Hemmingsen begynder sin skildring med at nævne Birgittes forældre og dernæst meget omhyggeligt at anføre både hel- og halvsøskende, deriblandt et par halvsøskende, der ikke optræder i andre kilder. Derimod omtaler han ikke, hvornår børnene er født, og det vides heller ikke fra andre kilder. Kun for den ene datter, Pernille, opgives et årstal: 1506. Den næstyngste datter, Eline, angives som født efter 1508.18

Hvad angår Birgitte Gøyes fødselsår, angav hun selv sit fødselsår som 1514, idet hun hævdede at være 11 år i 1525, da hun mod sin vilje blev trolovet (se kapitel 3), men eftersom hendes mor døde i 1513, kan det ikke passe. Et mere sandsynligt fødselsår er 1511, da Niels Hemmingsen i sin ligprædiken over Birgitte fortæller, at hun var fyldt 63 år, da hun døde 25. juli 1574,19 og det er efterhånden blevet det, der anføres som hendes fødselsår, dog med et ”ca.” eller spørgsmålstegn. Det vil også være det fødselsår, der bruges i denne biografi.

Hvor hun er født, er ligeledes usikkert. Hendes far havde siden 1505 været lensmand på Aalborghus, så denne borg kan have været parrets hovedresidens, hvor Mette Bydelsbak ville føde sine børn. Imidlertid var borgen fra begyndel-

sen af 1520’erne og muligvis tidligere ret forfalden, så Mette kan have foretrukket at rede sin barselsseng på sin jyske gård Clausholm ved Randers.

Hvem der var ældst af de otte søskende, er heller ikke sikkert, da Niels Hemmingsen i sin opremsning først anfører de tre brødre og dernæst de fem søstre. Den ældste af søstrene er sandsynligvis Mette Gøye, idet hun som den første blev gift i 1520 med Johan Oxe. De havde samme problem som Mette Bydelsbak og Mogens Gøye med at være for nært beslægtede efter kanonisk ret, så der måtte søges dispensation i Rom.20

Birgitte Gøyes helsøskende, deres ægtefæller og børn

Mette †1536 ~ Johan Oxe

Sophie †1537 ~ Mogens Pedersen Bille

Peder, Eskil, Torben, Johan, Albrecht

Inger, Mette, Anne, Pernille, Cecilie, Eline, Johanne OXE

Pernille 1506-1552 ~ 1. Anders Galt; ~ 2. Børge Trolle Ebbe, Mette GALT

Mette Bydelsbak †1513 ~ Eline †1563 ~ Mourids KrognosOluf, Mogens*, Mette KROGNOS

Mogens Gøye †1544Birgitte †1574 ~ Herluf Trolle

Axel †1537 ~ Dorte Lindenov

Eskild †1560 ~ Sidsel Bryske

Albrecht †1558 ~ Anne Ottesdatter Rosenkrantz

Otte*, Doritte*, Margrete, Mette*, Pernille GØYE

* død som spæd/barn