Børnene i Nyskoven

børnene i nyskoven_mat.indd 2

03/06/2020 13.44

børnene i nyskoven_mat.indd 1

03/06/2020 13.44

1. KAPITEL Soldater i Nyskoven

De begivenheder, der fortælles om her, fandt sted i England i året 1647.

En del af det engelske folk havde gjort oprør mod kong Karl den 1., og efter næsten fem års krig var kongens hær blevet slået og han selv taget til fange.

Det lykkedes kongen at flygte fra sit fængsel, og så hurtigt hans hest kunne bære ham, red han mod syd gennem Nyskoven i håb om at nå ud til kysten.

I udkanten af Nyskoven lå slottet Arn­wood, som tilhørte familien Bever­ley. Straks da krigen kom, havde oberst Bever­ley meldt sig til hæren for at kæmpe for sin konge.

I krigens tredje år blev han hårdt såret og døde hurtigt efter af sine sår. Budskabet om hans død var et sådant slag for fru Bever­ley, at hun få måneder efter fulgte ham i graven. Hun efterlod sig fire forældreløse børn.

På den tid, da vores historie begynder, boede de fire børn, to drenge og to piger, på Arn­wood sammen med 3

børnene i nyskoven_mat.indd 3

03/06/2020 13.44

en ældre dame af deres mors familie, som hed frøken Judith Villiers.

Den ældste dreng, Edward, var fjorten år, den næstældste, Humphrey, var tolv år. De to piger, Alice og Edith, var elleve og otte år.

Nyskoven havde i mange år været de engelske kongers private ejendom. Her gik de på jagt, og skoven var så stor, at der boede ca. 40-50 skovfogeder, som kongen selv lønnede.

Da krigen kom, var der ikke længere nogen, der betalte dem deres løn, og oberst Bever­ley sørgede nu for, at de fleste sluttede sig til kongens hær. Nogle få, der var for gamle til at gå i krig, blev tilbage i skoven.

En af dem var Jacob Armitage, der tidligere havde tjent oberst Bever­ley trofast i mange år.

Hans hytte lå ensomt i skoven, nogle få kilometer fra slottet. Da oberst Bever­ley drog bort, havde Jacob lovet at besøge familien, så ofte det var muligt for ham, for at være til hjælp og støtte for fru Bever­ley i disse usikre tider. Han holdt sit ord, og da begge forældre var døde, tog han sig endnu mere af børnene og var sjældent borte fra slottet mere end nogle få timer ad gangen.

4

børnene i nyskoven_mat.indd 4

03/06/2020 13.44

Således var forholdene på Arn­wood den dag i november 1647, da kong Karl den 1. flygtede fra sit fængsel.

Føreren af oprørshæren hed Cromwell. Så snart han fik bud om kongens flugt, sendte han tropper ud for at gennemsøge Nyskoven, hvor man var sikker på, at kongen ville skjule sig.

Netop den dag var gamle Jacob på jagt i skoven, og han nærmede sig lydløst en fin buk. Han skjulte sig straks bag de tykke ege. Snart skjulte han sig mellem høje bregner. Dyret gik og græssede fredeligt, da det pludselig forsvandt ind i et tæt krat. I samme øjeblik så Jacob en gruppe ryttere komme frem i den lysning, hvor bukken havde gået. Han havde aldrig før set soldater fra Cromwells hær, men han var klar over, at det ikke kunne være andre end dem. De bar tunge jernhjelme og tykke læderklæder, og deres mørke dragter lignede slet ikke kavalerernes* brogede uniformer.

Jacob gemte sig bag nogle buske. Her ville han blive, indtil de var redet forbi. De ved, at jeg er i kongens tjeneste, tænkte han. Derfor regner de mig sikkert for en fjende, og det er ikke godt at vide, hvordan de vil behandle mig. * Kongens parti kaldtes kavalerer, og Cromwells kaldtes rundhoveder.

5

børnene i nyskoven_mat.indd 5

03/06/2020 13.44

Men soldaterne red slet ikke videre. Tyve meter fra hans gemmested steg de alle af hestene, og han ventede hvert øjeblik at blive opdaget.

Endelig vovede han at løfte hovedet og kigge ud gennem buskene. Han så mændene løsne hestenes seletøj og tørre sveden af dyrenes sider med en håndfuld bregner.

En høj, kraftig mand tog ordet: “Vi må unde hestene en halv times hvil, men heller ikke mere. Vi har endnu et godt stykke arbejde foran os, når vi skal følge Cromwells befaling.”

“Man siger, at Nyskoven er mange mil lang og bred,” sagde en anden af mændene. “Vi kan komme til at ride længe til ingen nytte. Men James Southwold her fortæller, at han har været skovfoged i Nyskoven.

Han er født og opvokset i denne egn. Er det ikke rigtigt, James Southwold?”

“Jo, vist er det,” svarede en ung mand. “Og min far var skovfoged her før mig.”

Jacob kendte godt James Southwold. Han var en af de unge mænd, der i begyndelsen af krigen havde sluttet sig til kongens hær, men nu stod han her som forræder!

6

børnene i nyskoven_mat.indd 6

03/06/2020 13.44

“Så kender du vel alle skovens gemmesteder,” sagde anføreren. “Tænk dig godt om, og fortæl os, om der er et krat så tæt, at det kan dække både mand og hest.

Måske kan du føre os til netop det sted, hvor kong Karl gemmer sig.”

“Jeg kender en snæver hulvej, ikke ret langt fra Arn­ wood.”

“Dér rider vi hen. Arn­wood, siger du? Er det ikke det slot, som tilhørte vor fjende, oberst Bever­ley?”

“Jo, netop,” svarede James Southwold. “Dér har jeg mange gange fået mig et godt glas øl – altså, mens jeg endnu tjente kongen.”

“Det skal du nok få igen,” svarede anføreren. “Først undersøger vi den hulvej, du taler om, og derefter rider vi lige til Arn­wood.”

“På sådan et slot er det umuligt at finde nogen,” bemærkede en anden. “Der er hemmelige døre og dobbelte vægge overalt.”

“Det er rigtigt nok,” sagde anføreren. “Men jeg kender et sikkert middel. Hvis kong Karl skjuler sig på Arn­wood, kan jeg love jer, at jeg nok skal finde ham. Ild og røg skal drive ham ud. James Southwold, kender du Arn­wood så godt, at du kan vise os vej til kælderindgangen?”

7

børnene i nyskoven_mat.indd 7

03/06/2020 13.44

“Det kan jeg – og til det bedste øl.”

“Det er for tidligt at tænke på den slags. Først skal vi gøre vores arbejde ordentligt. Sid op, mine mænd, lad os ride til hulvejen. Hvis vi ikke finder den, vi søger, skal flammerne fra Arnwood lyse op i natten, mens vi omringer huset og passer på, at ingen slipper bort. Til hest, I mænd af folket!”

Soldaterne red af sted i trav, anført af James South­ wold.

Jacob blev liggende, til de var ude af syne.

Det var Guds vilje, at jeg ikke havde min hund med mig. Den kunne ikke have holdt sig stille så længe. Men nu er der ingen tid at spilde. Jeg må straks tale med frøken Judith.

Den gamle mand hængte geværet over skulderen og skyndte sig hjem til sin hytte.

Her sadlede han sin hest og red til Arn­wood.

Hvorfor folket havde gjort oprør mod kongen, og hvad krigen egentlig drejede sig om, det forstod Jacob ikke meget af, men han havde forstået, at slottet skulle brændes af i nat, og at børnene og den gamle frøken måtte reddes.

Jeg får det ikke let med den gamle dame, tænkte han, da 8

børnene i nyskoven_mat.indd 8

03/06/2020 13.44

han stod ved slottets port. Jeg tror ikke, hun vil rejse sig fra sin højryggede stol, om det så var Cromwell selv, der kom med hele sin hær bag sig. Men vi får se.

børnene i nyskoven_mat.indd 9

03/06/2020 13.44

2. KAPITEL Arn­w ood

Før i tiden havde der været mange folk på Arn­wood.

Nu var der kun fire tilbage: en tjener og tre piger.

Jacob blev lukket ind af tjeneren Benjamin.

“Jeg må tale med frøken Judith. Det er meget vigtigt.”

Kammerpigen Agathe fulgte Jacob op og meldte ham hos frøkenen. Den gamle dame sad stiv og strunk i sin stol med fødderne på en skammel og de foldede hænder i skødet.

Jacob bukkede.

“Jeg hører, at De har vigtige nyheder,” sagde frøken Judith.

“Ja, meget vigtige, nådige frøken,” svarede Jacob.

“Først må jeg fortælle Dem, at kong Karl er flygtet fra sit fængsel.”

“Er Hans Majestæt på fri fod?”

“Ja, og man mener, at han holder sig skjult her i nærheden. Er han her på slottet?”

10

børnene i nyskoven_mat.indd 10

03/06/2020 13.44

“Jacob, Hans Majestæt er ikke her. Men selv om han var, ville jeg hellere bide min tunge af end at røbe ham.”

Jacob forklarede så, hvad han havde oplevet om morgenen, og hvorfor alle måtte forlade slottet.

“Hvor skal jeg tage hen, Jacob?”

“Jeg ved det ikke, nådige frøken. Min hytte er vel for ringe?”

“Jeg takker for tilbuddet, Jacob Armitage, men det ville sømme sig dårligt for en dame af slægten Villiers at lade sig skræmme ud af sit hus af en flok simple soldater. Jeg flytter mig ikke fra denne stol.”

“Men børnene kan ikke blive her. Jeg lovede obersten …”

“Børnene er ikke i større fare end jeg selv. Ingen vil vove at krænke dem eller mig.”

“Jeg er bange for, at de vil vove både det og mere til. For en enkelt nat vil børnene have det bedre i min hytte.”

“Ja, ja da. Men tag Martha med til at opvarte de unge frøkener, og bed så Agathe komme herop straks.”

Jacob var tilfreds. Han havde fået lov til at tage børnene med sig.

11

børnene i nyskoven_mat.indd 11

03/06/2020 13.44

Han vidste ikke rigtig, om han skulle fortælle Benjamin og de tre piger om den fare, der truede, men da han kom ned i køkkenet, havde de allerede hørt det.

Agathe havde stået uden for døren og lyttet, og da hun hørte, hvad Jacob fortalte, var hun styrtet ned til de andre.

“Jeg vil ikke blive her og brændes levende op,” råbte kokkepigen, da Jacob trådte ind.

“Hvad siger frøken Judith?”

“Den nådige frøken vil blive, hvor hun er.”

“Det bliver hendes egen sag,” sagde barnepigen Martha. “Læg en pude bag på sadlen, Benjamin. Så rider jeg med dig.”

De forlader hende alle, tænkte Jacob. Jeg ved, hvad der er min pligt. Jeg må finde børnene og tage dem med mig.

De kan ikke blive tilbage her.

Jacob fandt de fire børn i haven. Han kaldte drengene hen til sig og forklarede dem, at de skulle sove hos ham i nat.

“Vi må straks forlade slottet. Om en time er det mørkt. Der er ingen tid at spilde. Hjælp mig at pakke de vigtigste ting sammen.”

“Jamen hvorfor, Jacob? Hvorfor?” spurgte Edward.

“Fordi vores fjender vil brænde slottet af i nat.”

12

børnene i nyskoven_mat.indd 12

03/06/2020 13.44

“Brænde det af ? Slottet er da mit! Hvem vover at sætte ild pa Arn­wood? Vi vil slås med dem! Vi kan spærre døren og låse, og jeg kan bruge et gevær. Det ved du, Jacob.”

“Hvad kan du og jeg stille op mod alle de soldater?

Det er umuligt, min dreng. Tænk på dine søstre. Nej, master Edward*, vi må læsse nogle bylter på min hest, og så må I alle fire følge med til min hytte.”

“Jeg vil gerne bo hos dig, Jacob,” sagde Humphrey.

Men Edward Bever­ley var ikke så let at overtale.

“Hvor tager tante Judith hen?”

“Hun agter at blive her og tale med soldaterne.”

“Hun bliver her – og så skulle jeg flygte?” sagde Edward. “Nej, jeg tager ikke med.”

“Godt, master Edward,” svarede Jacob. “Gør, som du vil. Men dine søstre og Humphrey skal hjem med mig, og det må du først hjælpe mig med. Bagefter kan du gå tilbage til slottet.”

Det gik Edward med til.

Humphrey kaldte på Alice og Edith, der stadig legede i haven, og forklarede dem, at de skulle sove hos Jacob om natten. * Unge adelsmænd havde titlen master.

13

børnene i nyskoven_mat.indd 13

03/06/2020 13.44

De små piger syntes kun, det var morsomt.

“Se her, master Edward,” sagde Jacob. “Her er nøglen til min dør. Vil du tage dine søstre ved hånden og følge dem til min hytte? Så kan Humphrey trække hesten.”

Jacob trak Edward lidt til side. “Jeg vil fortælle dig noget, som dine søskende ikke behøver vide. Kong Karl er flygtet, og Cromwells soldater søger efter ham her i Nyskoven. Derfor må du ikke forlade dine søskende, før jeg kommer tilbage. Lås døren, så snart det bliver mørkt. Du kan finde lys i skabet, mit gevær er ladt og hænger over kaminen. Du må gøre det, så godt du kan, hvis nogen prøver at trænge ind.”

Edward nikkede.

“Jeg vil endnu en gang se, om jeg ikke kan overtale din tante. Når jeg kommer tilbage, kan vi finde ud af, hvad der derefter skal ske.”

Jacobs list lykkedes, og Edward lovede at blive hos sine søskende. Det var næsten mørkt, da de fire børn forlod Arn­wood.

I porten blev de indhentet af en rytter i rask trav.

Det var Benjamin, der red bort med Martha bag på hesten.

14

børnene i nyskoven_mat.indd 14

03/06/2020 13.44

Jacob gik ind i køkkenet, hvor Agathe og kokkepigen stod og pakkede deres sager sammen.

“Har du været oppe hos frøken Judith, Agathe?”

“Ja, jeg har. Hun sagde, at jeg skulle blive hos hende, og at jeg skulle stå bag hendes stol, når hun skulle tage imod soldaterne. Men det skal jeg ikke have noget af.”

“Hvornår ville Benjamin komme tilbage?”

“Han kommer slet ikke tilbage, og Martha er taget med ham.”

“Hvis du vil følge mig op til frøken Judith, skal jeg bagefter bære din bylt ind til kroen for dig.”

Agathe tog lampen og meldte Jacob hos den gamle frøken.

“Nådige frøken,” sagde Jacob, “jeg ville ønske, at jeg kunne overtale Dem til at forlade slottet i nat.”

“Jacob Armitage,” svarede hun, “jeg forlader ikke dette hus, om det så var fuldt af soldater. Det har jeg jo sagt.”

“Jamen, frøken Judith …”

“Ikke ét ord mere! De er lige lovlig påtrængende.”

“De må vide, at …”

“Forsvind, Jacob Armitage, og vis Dem ikke mere for mine øjne. Dér er døren. Og send så Agathe herop.”

15

børnene i nyskoven_mat.indd 15

03/06/2020 13.44

“Både Agathe og kokkepigen er ved at forlade slottet, og Martha er redet af sted sammen med Benjamin. Når jeg nu går, er De helt alene.”

Jacob tøvede endnu.

“Gør, som jeg siger.”

Den gamle skovfoged forstod, at han ikke kunne udrette noget. Han adlød hendes sidste ordre og lukkede døren efter sig.

Jacob fandt Agathe i gården.

“Hvad skal der blive af de stakkels børn?” spurgte hun.

Jacob vidste, at kvinder tit har svært ved at holde på en hemmelighed, så han turde ikke fortælle, at de skulle bo hos ham.

“Soldaterne vil sikkert ikke gøre børnene fortræd,” svarede han. “De tager dem nok med sig til Lymington.

Jeg er mere bange for den stivsindede gamle dame.”

De nåede kroen, og Jacob lagde bylten fra sig. Lidt efter lød der trampen af heste. Det var de samme soldater, Jacob havde set i skoven tidligere på dagen.

De kom ind i kroen og forlangte øl. James Southwold kendte Jacob fra gammel tid og begyndte at spørge ham ud om, hvem der opholdt sig på Arn­wood for 16

børnene i nyskoven_mat.indd 16

03/06/2020 13.44

tiden. Jacob forklarede, at de fire børn boede der sammen med nogle få tjenestefolk.

Han skulle lige til at nævne den gamle frøken, da en tanke slog ned i ham. Måske kunne han frelse hende.

“Jeg er klar over, at I skal til Arn­wood,” sagde han.

“Og jeg ved også, hvem I søger. Jeg skal hviske dig noget i øret: Hvis du ser en gammel dame eller nogen, der ligner en gammel dame, så sæt hende op på hesten hos dig, og rid med hende til Lymington, så hurtigt hesten kan bære jer. Du forstår nok, hvad jeg mener?”

James Southwold nikkede og trykkede Jacobs hånd til tak.

“Hvis jeg virkelig redder det bytte, du taler om, Jacob, skal du nok få din del af lønnen!”

Kort efter red soldaterne bort. Jacob fulgte efter dem i nogen afstand, til de standsede ved Arn­wood.

Han så skær af brændende fakler, og inden der var gået et kvarter, steg en tyk røg op mod den mørke nattehimmel. Flammerne slog ud af de nederste vinduer i slottet, og snart oplyste de hele landskabet.

Det er sket, tænkte Jacob. De har virkelig gjort det.

Han vendte om og ville til at begive sig hjemad, da han hørte vilde skrig og en hest i galop. Et minut efter red James Southwold forbi ham med den gamle dame 17

børnene i nyskoven_mat.indd 17

03/06/2020 13.44

bundet fast bag sig. Hun sparkede og slog om sig.

Jacob smilede. Han tænkte, at han ved sin lille list havde frelst frøken Judith, for det var klart, at James Southwold troede, at det var den forklædte konge, han havde med sig på hesten.

Jacob gik nu, så hurtigt han kunne, hjem til sin hytte.

Han bankede på døren, og Edward lukkede op.

“Alice og Edith er i seng og sover for længe siden,” sagde Edward. “Er det ikke bedst, at Humphrey også går i seng, før vi to går tilbage til Arn­wood?”

“Kom herud, master Edward,” sagde Jacob, “og se, hvad der er sket.”

Edward så flammerne og det stærke lysskær mellem træerne. Ikke et ord kom over hans læber.

“Jeg fortalte dig, hvad der ville ske. Hvis I var blevet på Arn­wood, var I alle brændt ihjel i jeres senge.”

“Og min tante …?”

“Hun er i sikkerhed i Lymington.”

Edward fulgte langsomt ind i hytten efter Jacob. Hans hjerte var ved at briste. Han var en stolt dreng, men der var vakt onde tanker i hans sind: had til fjenderne, der havde dræbt hans far, og had til dem, der nu brændte 18

børnene i nyskoven_mat.indd 18

03/06/2020 13.44

hans hjem. Han ville have hævn, men hvordan? Det vidste han endnu ikke.

Han gik i seng, og da han langt om længe faldt i søvn, drømte han så uroligt, at han råbte højt i søvne.

børnene i nyskoven_mat.indd 19

03/06/2020 13.44