Amdi og Tvind - bind 1

AMDI TVIND Peter Tygesen

og

IVÆRKSÆTTEREN

Der er to lovmæssigheder i verden: Vand løber nedad, og magt stiger til hovedet.

Niels Helveg Petersen

Gads Forlag

AMDI OG TVIND BIND 1 IVÆRKSÆTTEREN Af Peter Tygesen

© Forfatteren og Gads Forlag A/S, 2022 Forlagsredaktion: Mette Højbjerg og Stine Friis Møller Billedredaktion: Therese Boisen Haas

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Karin Friis Hansen, Kontur-Design Repro: Garn Grafisk

Sat med: Fedra Serif

Omslagsbilleder: Bent Tilsted/Ritzau Scanpix og sandorgora/iStock Omslagets kort: Per Jørgensen

Tryk og indbinding: PNB Print 978-87-12-06031-4

1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Citat på side 3: Interview med Niels Helveg Petersen i Kristeligt Dagblad 3.1.2012: ”Sætningen er min egen.”

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til

undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde

har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.

www.gad.dk

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA: G.E.C. Gads Fond Politiken-Fonden

Statens Kunstfond

-

Politiken-F_logo.indd 1

11/02/14 12.01

Indholdsfortegnelse

DEL I

VI ER AMDI Kapitel 1: Se mig, hør mig

Kapitel 2: Så ka’ de lære det

Kapitel 3: Den tavse generation

Kapitel 4: Ned med nopperterne

11

19

26

35

DEL II

SKOLE FOR LIVET Kapitel 5: Vi folder vore vinger ud

51

Kapitel 6: Atomhuset

67

Kapitel 8: Nopperterne slår igen

96

Kapitel 7: Husvækst og skibsforlis Kapitel 9: Hele verden rundt

– en sørejse til Hamborg og omegn

Kapitel 10: Verdensrejsen

Kapitel 11: Den polynesiske drøm Kapitel 12: Til Sønderjylland Kapitel 13: Fængsel Kapitel 14: Planen

Kapitel 15: Nede ved det interessante

83

108 127

149

161 175

190

202

Del III

LIV FOR SKOLEN Kapitel 16: Opdragelse som ledelse

229

Kapitel 18: Virkelighedens kværn

260

Kapitel 20: Vinden giver politisk energi

293

Kapitel 17: På Sejrens Vej

Kapitel 19: Højreskred og nye muligheder Kapitel 21: Tvang og triumf

Kapitel 22: Ulandshjælp og traumer

Kapitel 23: Bavianen og den vide verden

243 272

314 351

375

Tak 402 Bogens kilder

404

Bogens illustrationer

420

Anvendt eller omtalt litteratur

418

Register 422

DEL I

VI ER AMDI

<< Mogens Amdi Petersen er lige knap 18 år, da han tegner sig selv som lurblæsende spejder på toppen af verden.

KAPITEL 1

Se mig, hør mig!

Som en kaserne troner Ringe Kommuneskole på Kirkebjerget; morgen-

børn haster op ad den korte kastanjealle fra Odensevej, traver rundt om

bygningen og ind i gården. Her er lindetræet omkranset af skolens tre længer, men gården er praktisk talt lukket på den fjerde side af en selv-

stændig ejendom i samme røde sten som hovedbygningen; den ligner stuehuset på en mindre proprietærgård og er førstelærerboligen.

Nu kommer Verner Amdi Petersen ud. Børnene er rutinemæssigt to og

to søgt ind i opmarcherede kolonner; her 1. klasse, så 2. a og 2. b, dernæst

3. klasse og videre op til 7., otte rette linjer, og foran dem står strunkt

klasselærerne, frk. Andersen, hr. Rubæk Hansen, frk. Rasmussen, frk.

Poulsen, hr. Havslund Rasmussen og de to vikarer.

Amdi skridter raskt over hjørnet af gården og indtager høj, lys og rank

stentrappen foran skolens brede dør, løvet sitrer i linden, Dannebrog blafrer.

Som han står her denne dejlige sommermorgen kort efter sin 40-års-

fødselsdag, har han klaret sig godt – egen skole, en respekteret borger i byen. I dag som altid klædt i hvid skjorte, smalt sort slips, koksgråt jak-

kesæt. Det er et par dage efter sommerferien, året er 1950, og Amdi har netop indledt det tredje skoleår, siden han blev ”kaldet”, som der stod i avisen, til embedet ved Ringe Kommuneskole. Næste år vil han blive udnævnt til skoleinspektør.

Fra sin udkigspost kan han se en kornmølles vinger male i det fjerne,

Sydfyn er et rigt bondeland med stolte traditioner for produktion og uddannelse – Ringe ligger midt i smørhullet med både kommuneskole og friskole og endda en kost- og realskole.

Se mig, hør mig!

11

Amdi vender sig i skolens hoveddør og taler fast til de forventningsful-

de i skolegården:

”Kan alle se mig, kan alle høre mig?”

Torben Wiis ser op på ham fra tredje klasse-rækken; han er lige flyttet

til byen, det er en af hans første skoledage i Ringe Kommuneskole. Om lidt får han en oplevelse for livet.

Amdi lader alvorsfuldt blikket feje omhyggeligt over forsamlingen,

han virker rystet.

”Jeg har oplevet noget på min daglige spadseretur gennem byen, der

har rystet mig. Der er bragt skam og skændsel over vores skole,” indleder førstelæreren og holder en lille pause.

”Jeg har hørt en af mine elever sige bandeord!”

Torben står musestille. Sko knirker i rækkerne, mens børnene forle-

gent forsøger at undvige førstelærerens brændende blik.

”Hvis jeg nogen sinde oplever denne situation igen, vil vedkommen-

de, hvem det så end er, blive smidt ud af skolen! Ringe Kommuneskole skal være en anstændig skole, der ikke bringes i miskredit af lømler, som ikke ved, hvordan man opfører sig ordentligt.”

Førstelærerens stok bliver afslutningsvis hamret ned i granittrappen,

og med et ætsende blik ud over forsamlingen forlader han trappen og går tilbage til embedsboligen.

Torben Wiis bor kun få år i byen, så flytter familien videre. Men i hans

hukommelse er prentet billedet af førstelæreren, der energisk promene-

rer gennem byen med hat og en stok, som knap nok rører jorden, men rytmisk svinges til vandret for hvert andet skridt.

”Amdi var en aristokrat,” sammenfatter den pensionerede lærer Ejner Jensen sine indtryk af skolelederen, der ansatte ham som ung lærer.

Hvis Verner Amdi Petersen på sit livs tinde fremstod aristokratisk, var

der imidlertid intet storslået ved hans begyndelse. Han blev født som søn af skomagerforældre en vinterdag i 1910 i Løsning1 – et vejkryds mellem

Vejle og Horsens.

Opslagsværket Trap Danmark noterer lakonisk i slutningen af 1800-tal-

let, at ud over det almindelige landbrugserhverv ”findes her ingen bedrift

af nogen betydning”. Omgivet af den fede østjyske muld er området do-

mineret af lette sandjorde med mange store sten og et hårdt al-lag underneden – akkurat som de fattige hedeegne længere vestpå.

12

DEL I · Vi er Amdi

Skomager Peter Petersen foran hjemmet på Vestergade i Løsning, sandsynligvis med Verners storebror. Postkort, ca. 1905-1910.

Hans forældre, Peter og Agnes Petersen, er tilflyttere. De er begge

født og opvokset ni kilometer borte i Stenderup, men efter den østjyske

længdebanes skinner har knyttet Løsning til den moderne tid, blomstrer byen med station og andelsvirksomhederne foderstof, mejeri og brugs-

forening – alt sammen med nye arbejdspladser og bedre muligheder end i Stenderup.

Verner er en efternøler og får mellemnavnet Amdi som sine to ældre

brødre.

Da skomagerparret Peter og Agnes var børn, skyllede religiøse væk-

kelsesbevægelser gennem Danmark. De knyttede især landområdernes

indbyggere i nye, tætte fællesskaber om det åndelige, men skabte også splittelse.

Se mig, hør mig!

13

Lige netop egnen omkring Løsning var i særklasse centrum for reli-

giøs strid; her opstod landets første folkelige vækkelsesbevægelse, hvis

tilhængere, de opvakte, ikke bare var kirkeligt konservative, men også op-

rørsk stædige. De nægtede at synge efter en ny salmebog og lade børnene undervise efter en moderniseret katekismus.

Vækkelser splittede hele landsbyer og sogne; i nabosognet Langskov

kom det til korporligt slagsmål på kirkegården mellem de opvakte og den moderne præsts tilhængere. Dybt bekymret ved udsigten til folkets flugt fra statsmagtens vigtigste støttepille, kirken, måtte kong Frederik 6. i 1839 ophæve det kongelige monopol på skoledrift og give efter for de opvaktes krav om egne skoler for den rette tro. I løbet af få år byggede de

stærke jyder derefter hele 13 opvakte friskoler mellem Horsens og Vejle. Bevægelsen blev senere en del af det sekteriske Indre Mission – men tanken, at skolen styres af børnenes forældre, er fortsat fundamentet for dansk

skolelov, og traditionen for ideologisk funderede skoler fri for statens indblanding lever i nutidens fri-, efter- og højskoler.2

Over for Missionens strenge bud om at ’bede og arbejde’ står grundt-

vigianernes mildere budskab, ’menneske først – og så kristen’. Da skomagerparret i år 1900 ankommer til Løsning, er den religiøse strid på sit

højdepunkt. I den lille by beder ’de hellige’ i deres nybyggede missions-

hus, mens grundtvigianerne synger og går til gymnastik og foredrag i

et endnu nyere forsamlingshus. Til andelsmejeriets generalforsamling

sidder missionsfolkene i den ene side og grundtvigianerne i den anden, og de taler nødig sammen.

Peter og Agnes tilhører Grundtvigs flok. Deres friere åndelige retning

og den økonomiske medvind medfører, at den begavede efternøler får lov til noget så usædvanligt som at læse, ovenikøbet i byen: Skomagerdrengen

tager hver morgen toget ind til Vejle Højere Almenskole for at løse billet til en bedre fremtid. Seksten år gammel står Verner parat til verden med

en pæn realeksamen og dermed et privilegium forbeholdt de få og færre fra hans egen klasse. Vejen er åbnet for videre uddannelse – hvis der kan skaffes penge til at leve for. Verner bliver arbejdsmand på Løsning Andelsmejeri.

I de næste mange år vil hans grundtvigianske baggrund danne lede-

tråd for, eller måske rettere bane vejen for hans karriere. Sytten år gam-

mel optages Verner på det grundtvigianske seminarium i Silkeborg. Da han er færdig i 1931, har vækkelseskampens mange nye seminarier – også

14

DEL I · Vi er Amdi

Indre Mission har sine – produceret så mange kandidater, at arbejdsløsheden tvinger nyuddannede lærere ud i et kummerligt liv som vikarer.

Men ikke Verner. Lidt syd for Kolding har religionsstriden også hær-

get; i Skanderup ved Vamdrup blev en gruppe indbyggere så forbandede over den indremissionske præsts torden mod kortspil, dans og anden synd, at de oprettede både valgmenighedskirke og friskole. I 1931 mangler

skolen en lærer, og unge Verner går direkte til et fast job som underbetalt friskolelærer.

Han er 21, flittig og ambitiøs. Energisk indleder han et langt liv som

klassisk skolemand – med den medfølgende forpligtelse til skole og lokal-

samfund. Han instruerer den årlige opbyggelige komedie, han eksercerer

fem hold frivillige til gymnastik, han dirigerer kor, og han underviser sine klasser.

Verner sørger for også at blive bemærket uden for Skanderup og finder

som en af de ganske få færdiguddannede fra Silkeborg Seminarium tid

til at skrive en artikel tilbage til dets skoleblad Maal og Mærke med over-

skriften ”Arbejdet på en grundtvigkoldsk friskole”. Han fokuserer teksten på sin religionsundervisning, der fuldtud efterfølger datidens grundt-

vig-koldske frigjorte idealer om skolen som værksted til skabelse af frie, selvstændige individer:

”Jeg fortæller Bibelhistoriens Fortællinger for Børnene; vi taler om

det, jeg har fortalt, og ved en Spørgsmaalsgennemgang næste Time

fæstner vi yderligere Stoffet. Ingen af Børnene ejer en Bibelhistorie, og jeg vil meget pointere, at det er det bedste ved det hele; de fristes ikke til

at ”lære” Fortællingerne efter en fremmed Mands Ordlyd (…). Børnene bliver oplært til at skønne, til at faa Øjnene op for det rette, til at vurdere.”3 Han underskriver sig med ét ord: Amdi. Mange år senere, men det

ved Verner selvfølgelig ikke, som han sidder dér på et værelse i Skanderup

med sin skrattende blækpen, skal hans ungdomsord gentages, når hans søn promoverer samme grundholdning til børn og undervisning.

Året efter er Skanderup blevet for snæver for Verner, han gambler og

skifter sin gode faste stilling ud med jobbet som løsansat timelærer på

Tønder Seminariums Øvelsesskole. Han må have ment, at det var risikoen værd at opgive en fast stilling for et betydeligt avancement – en øvelses-

skole er ikke kun en skole, hvor seminariets elever kan øve sig i at undervise, men ofte også pædagogiske mønsterskoler og dermed et godt springbræt. Tønder Seminariums Øvelsesskole er imidlertid mere end dette.

Se mig, hør mig!

15

Ved genforeningen i 1920 er Tønder efter 56 års kommando fra Berlin

igen dansk, men flertallet af byens borgere er tysksindede. Tønders bor-

gere er som to isflager drevet fra hinanden efter nationale skillelinjer, og for både den danske stat og byens dansksindede er det afgørende, at ’det danske’ aldrig mere kommer i defensiven.

Da Verner Amdi Petersen ankommer i 1935, har øvelsesskolen oplevet

”en eventyrlig vækst”, som det formuleres i et samtidigt festskrift, af dansksprogede elever fra hele oplandet: I de forløbne femten år er antallet mere end tredoblet.4

I Sønderjylland underlægges tidens andre brændende politiske spørgs-

mål ’det nationale spørgsmål’, selv de afgørende ideologiske kampe om kommunisme, kapitalisme eller nazisme. Måske er det ligefrem Amdis berøring med ’det nationale’, der bliver hans adgangsbillet til øvelsessko-

len, som tidligere det grundtvigianske banede vejen til seminarium og ansættelse? Forud for ansættelsen i Tønder har Amdi allerede stiftet godt bekendtskab med nationalsagen, for Skanderup Friskole lige nord for

1884-grænsen blev oprettet som led i kampen for ’det danske’. Da Amdi ankommer, holdes fanen fortsat højt, og alle de nationale øjeblikke mar-

keres med alvor.

Han er ikke synderlig politisk engageret, forklarer han sine gamle

seminariekammerater: ”Jeg er desværre endnu ikke kommet saa langt

i min Udvikling, at jeg har nogen fast politisk Mening – én Ting ved jeg dog, at rød, det bliver jeg aldrig!”

Som mange andre i samtiden kan Amdi dog godt se fordele ved kom-

munismen, ”et udmærket Program, udmærkede Idéer – mange af dem”, men helt i tråd med sin samtid tænker han først og fremmest, at et for-

nuftigt politisk system kræver en stærk mand: ”Vi mangler Manden, der kan føre det hele frem paa rette Maade.”5

Nede sydpå har de allerede fået en sådan. Adolf Hitler kom til magten

i 1933 med det udtrykte mål at indlemme tidligere tysk territorium i sit

kommende tusindsårsrige. Tysksindede i Sønderjylland vejrer øjeblikkelig morgenluft – måske kunne Sønderjylland igen blive tysk? Den mangeårige hovedmand i genforeningssagen, H.P. Hanssen, forsøger omgå-

ende at danne en modbevægelse og mobiliserer fire hundrede ledere af sønderjyske ungdomsforeninger til et mægtigt nationalstævne i juni på Dybbøl Banke med hele 40.000 deltagere.

En af disse er Amdi, som også drages mod De Unges Grænseværn, der

16

DEL I · Vi er Amdi

vokser ud af Dybbølstævnet som et anti-fascistisk, nationalt skjold mod

ugræsset fra syd. Skolemanden stiller op, da Amtstidende fra Århus i maj

1936 skal bruge en taler ved avisens læserudflugt til Dybbøl: ”Den unge

Lærer ved Statsseminariet i Tønder, Verner Amdi Petersen, der gjorde en Del af Turen med, benyttede Lejligheden til i et ypperligt Foredrag at ori-

entere Deltagerne om, hvad Det unge Grænseværn vil,” refererer avisen – uden dog at fortælle, hvad værnet vil.6

Ved stævnet spenderer han forfriskninger til ’en sød lille pige’; det bli-

ver ikke til mere, og hvordan den unge lærer derefter træffer endnu en

’lille pige’, Eva fra Fredericia, ved vi ikke – men sød og kær er hun; det for-

tæller utallige vidner mange år senere. I 1937 bliver de gift, anstændige fjorten måneder senere føder hun i januar 1939 deres første barn, der dø-

bes Mogens Amdi Petersen. Måneden efter har seminarieforstander Emil Albeck endelig fået bevilling til at fastansætte Amdi ved Øvelsesskolen.

På Albecks øvelsesskole fastlægges Amdis karakter som lærer. Albeck kommer fra en stilling som præst i et trængt københavnsk sogn; som underviser vil han først og fremmest have respekt, og det præger seminariet. ”Som Præst er man elsket, som Forstander respekteret,” siger Albeck,

der i seminariets festskrift karakteriseres som flittig og samvittighedsfuld – og ivrig, nidkær og streng; det er dyder, som Amdi gør til sine.

Skomagerdrengen kaster ydmygheden af sig; selvbevidst og autoritær

er han en mønsterlærer efter datidens mening og har opgivet tanken om, at børnene selv skal tænke – nej, børnene skal formes, og det kræver en

hård hånd: ”Han var som en rovdyrs-domptør, der med pisk og jernstang forsøgte at dressere en flok lopper i et loppecirkus!” husker øvelsesskoleeleven Viggo Balling Nielsen mere end 60 år senere, da han skriver sine

erindringer.

Selv om Verner på Øvelsesskolen dermed er kendt som ”den skrappe

regnelærer Amdi”, er han også omsorgsfuld, især når børnene betaler

igen med flid. ”Viggo har været flittig i årets løb; han har jævnt – om end

lidt langsomt – og flinkt fulgt med klassen. Bliv sådan ved!” skriver han i Viggo Balling Nielsens karakterbog efter anden klasse.

Men Amdi har en svaghed: Han tåler ingen udfordring af sin autori-

tet, skriver Viggo: ”Han kunne hidse sig noget så grusomt op over lidt og ingenting, og det var frygteligt for den arme stakkel, der ikke kunne følge rigtig med i hans timer, eller måske bare var lidt uopmærksom!”7

Se mig, hør mig!

17

Den ærgerrige Verner Amdi Petersen har fået rektor Albeks opmærksom-

hed og får bevilget et års efteruddannelse på Danmarks Lærerhøjskole i København. Hans blik for skolens svageste viser sig med det usædvanlige valg at søge en uddannelse i blandt andet undervisning af ordblinde.

Således rustet indsender han 36 år gammel kort før jul 1946 sin ansøg-

ning til skolekommissionen i Ringe. Den får 42 ansøgere at vælge mellem og indstiller mandag den 6. januar enstemmigt Amdi som byens nye førstelærer. En journalist fra Svendborg Avis overbringer ham senere samme aften det glade budskab og skriver efterfølgende:

”Amdi vidste endnu ikke noget om Indstillingen og udbrød straks:

’Det er en meget stor Glæde for os’, og paa Spørgsmaalet om, hvorvidt vi

maatte bringe en foreløbig Hilsen fra ham, svarede han: ’Ja, vil De ikke skrive, at baade min Kone og jeg glæder os meget til at komme til Ringe, hvor vi haaber at kunne gøre et godt Arbejde.’”8

Skoleåret begynder den 1. april. I marts 1947 flytter Amdi med Eva og

børnene, Mogens, Ingrid og Henrik, ind i den imposante rødstensbolig

med udsigt til elmetræet i Ringe Kommuneskoles gård, parat til det, der bliver hans livsgerning.

18

DEL I · Vi er Amdi

KAPITEL 2

Så ka’ de lære det!

Bent Andersen går i tredje klasse, da Verner Amdi Petersen overtager Ringe Kommuneskole som førstelærer. Han formelig udstråler strenghed og

genner Bent og hans klasse hen til skolens indgang, hvor han med en finger trækker en streg i luften og siger:

”Ingen må i skoletiden gå over denne streg! Kan I alle se den?”

Det kan de.

Bent Andersens fætter Peter spiller fræk i skolegården, og Amdi tager

et fast tag i hans ene øre og bogstavelig talt trækker ham op ad trappen

til klasselokalet. En stor pige er ny på skolen og bliver aldrig glad for den,

efter at hun en af de første dage sidder alene i klasseværelset og hører en jamrende dreng i naboklassen få bank med spanskrøret af Amdi – ”og jeg mener bank!” siger hun mange år senere.

En elev, der kom til skolen samtidig med Amdi, siger kortfattet: ”Jeg

husker tydeligt hans pædagogiske evner, de slog hårdt …”

Amdi følger tidens normer. De såkaldt gode gamle dage var gennem-

syret af vold; husbond bankede tyendet, manden bankede konen, og alle

bankede børnene. Det gamle ord for at undervise, ’tugte’, betyder også at slå, at straffe, for det var en udbredt opfattelse, at dannelse og lærdom

går hånd i hånd med underkastelse og bank. Så kunne de lære det. ”Bare stik dem nogen på kassen!” lød det velmente råd til datidens nyuddannede lærere.9

Vold har været dybt integreret i dansk skoleliv, lige siden statsmagten

i en fattigforordning af 1708 bestemte, at degnen skulle stå for den offent-

lige undervisning af børn. Degnen havde forskellige redskaber til volds-

udøvelsen; ferlen havde form af et mindre boldtræ og kunne som ”forkla-

Så ka’ de lære det!

19

ringens stedfortræder” hjælpe tungnemme børn til hurtigere forståelse

med et ordentligt klask på hænderne. Børnene kunne prygles med en stump reb, en tamp – og i hjørnet i skolestuen stod spanskrøret, en halv meter lang tynd, bøjelig kæp, der efterlod en sviende rød stribe, hvor den ramte.

Denne revselsesret blev i stigende grad kontroversiel, og det progressive København afskaffede den på sine skoler i 1951, mens lærere, forældre og

skolekommissioner i resten af landet vægrede sig ved at fratage lærerne den århundredgamle praksis – her blev skolebørn fortsat gokket i nødden, hevet i ørene, smækket på kinderne og pryglet med spanskrøret.10

Amdi jager ikke bare skræk i livet på børnene, men udvikler en særlig

perfid form for humor til sine voksne undersåtter. Om morgenen lægger

han post eller beskeder til lærerne på gulvet i aulaen, som alle skal passe-

re på vej til lærerværelset, så det er tydeligt, hvem der kommer for sent.

En morgen sover den unge lærer Rue over sig. Telefonen ringer. Rue tager den fortumlet – førstelæreren siger blot:

”Kommer De heller ikke til anden time?”

Skoledrengen Bent Andersen opdager dog også snart en helt anden

side af den nye, strenge førstelærer. Bents far er former på jernstøberiet,

og familien har ikke meget at gøre godt med. En dag, hvor drengene har byltet rundt i skolegården, går hans briller i stykker. Samme eftermiddag

banker det på døren til lejligheden hjemme på Søgårdsvej. Udenfor står Amdi, korrekt klædt som altid; han vil vide, hvordan det er gået til, og hvor stor skaden er – og tilbyder hjælp til at betale for nye briller.

Året efter bliver Bent kaldt ind på kontoret. Amdi siger: ”Jeg kan ikke

længere have dig på min skole.” Bent ser åbenbart meget forskrækket ud efter denne åbning, så Amdi fortsætter: ”Jeg har bestemt, at du skal på

realskole.” Som sagt, så gjort; Amdi sørger for det fornødne, inklusive

ansøgning til kommunen om friplads, Bent får realeksamen, og dermed er vejen åben for et liv langt over de små kår på Søgårdsvej.

Omsorg for de svageste går igen i alle fortællinger om Verner Amdi Pe-

tersen. Hører han, at nogle bliver mobbet, hvis for eksempel madpakken

viser, hvor få penge der er i hjemmet, skrider han øjeblikkelig ind over for bøllerne. Den årlige lejrskole er vigtig for børnenes udvikling, mener

Amdi, og hvis han hører, at nogle forældre har svært ved betalingen, sørger han diskret for hjælp fra kommunen.

En gammeldags skolemand er den respektfulde betegnelse, man hø-

rer igen og igen fra kolleger og partnere i Ringe med reference til svundne

20

DEL I · Vi er Amdi

tiders ideale førstelærer, for hvem gerningen er et kald til oplysning og dannelse, ikke bare af børnene, men af hele samfundet: Amdi presser

kommunalbestyrelsen til en opgradering af byens stolthed, friluftsbadet, med ansættelse af en svømmelærer; Amdi rister som kommunalbestyrelsens tilsynsførende biografens ledelse for dets ringe filmudbud;

Amdi eksercerer koret med sin spidse dirigentstok; Amdi instruerer vintergymnastikken; Amdi er formand for spejderne og for biblioteket. Amdis ånd svæver over Ringe.

Bent Andersen, som beskriver Verner Amdi Petersens usynlige streg,

bemærker også fra første dag skolens nye elev, førstelærerens otteårige Mogens:

”Han var så rank! Han havde en stærk udstråling, og det var hurtigt

ham, der blandt drengene dirigerede, hvad der skulle foregå.”

Bent er en stor og stærk dreng, to år ældre end Mogens, og spejder i

den lokale trop, Rovfuglene. Da Mogens fylder 11, kan også han komme i uniformen; Bent og Mogens er nære venner gennem hele den første, formative ungdom.

”Han kommer ind i min patrulje, Høgene, og der går ikke ret lang tid,

før jeg er patruljefører, og han er patruljeassistent. Det er os, der diri-

gerer patruljearbejdet. Vi har en idé om, at vi vil lave usædvanlige ting, noget nyt. På et tidspunkt holder vi hvert patruljemøde oppe i et træ, et dejligt stort træ ude i Præsteskoven. Mogens havde mange sjove indfald.”

Mogens er ikke pivet. På et tidspunkt er patruljen på natløb, og han

ryger i noget pigtråd, som river en 10-12 centimeter lang flænge tværs over låret. ”Det så voldsomt ud,” fortæller Bent. ”Det gabte en hel centimeter, men han lod sig ikke mærke. Han gik bare videre. Det var først

næste dag, at han kom til læge i lejren og fik det syet. Det tog han helt oppefra og nedefter – det var meget tappert gjort; han var bare 12 år!”

Mogens tager praktisk talt alle de duelighedstegn, det er muligt – til

sidst mangler han bare naturprøven, hvor man finder et sted i skoven

langt fra alle mennesker, bygger en lejr, laver mad over bålet og bor der

hele natten – ganske alene. Men Bent og kammeraterne er nysgerrige, så de sniger sig ud for at se, hvordan det går. Mogens hører dem alligevel

pusle – og råber, at de skal se at forsvinde. ”Han var meget optaget af, at reglerne skulle overholdes”, så han kunne få sit mærke.

Mogens er med andre ord en rask dreng, han er spejder, han dyrker

Så ka’ de lære det!

21

Verner Amdi Petersen til julefest i 1960 på Ringe Kommuneskole. atletik, svømmer i friluftsbadet og excellerer i den fynske nationalsport,

håndbold. Han er anfører på byens juniorhold, og ”når Mogens kom på ind på banen, meget højere end de andre, tog han simpelthen bare kontrol med det hele.”

Bent Andersen kommer af og til med hjem til Mogens i inspektørbo-

ligen. Her dominerer far Amdi så voldsomt, at ingen kilder er i stand til at beskrive moderen, Eva, som andet end en ’sød’ og ’venlig’ kone, der ”altid holder hjemmet pænt og ryddeligt”.

Væggene er dekoreret af Amdis egne malerier, som også er pæne og

nydelige. Der bliver helst ikke talt ved måltiderne, som foregår ved et fint dækket bord. ”Far Amdi sagde ikke alverden, Eva var et stilfærdigt men-

neske, men hun sagde dog mere end Amdi. Vi talte ikke så meget, mens vi spiste,” husker Bent.

22

DEL I · Vi er Amdi

Senere, da Mogens og Bent er spejderkammerater, overnatter spejder-

patruljen på et høloft, og alle er krøbet i soveposerne, da Mogens pludselig begynder at synge en salme. Først ét vers, og så endnu et. De andre lig-

ger målløse, men tavse. Da han er færdig, spørger Bent: ”Hvorfor gjorde du det?” Det har hans far sagt, at han skal.

Efter hver spejdertur er Mogens forpligtet til at indfinde sig på Amdis

kontor for at berette, hvad han har oplevet. ”Der var sådan et element af kontrol med børnene,” siger Bent mange år senere. ”Jeg undrede mig allerede dengang over, hvorfor han skulle stille på kontoret, hvorfor ikke

fortælle om oplevelserne derhjemme – under middagen? Der var ingen

tvivl om, at Amdi holdt af sine børn, men måske kunne han ikke vise det.

Jeg har aldrig set ham gi’ dem et knus eller på anden måde vise kærlighed. Der var hele tiden afstand.”

Det er et alvorsfuldt hjem; mange år senere underholder Mogens på

Tvind med historien om ”den dag, min far lo”.11

Senere psykolog Halfdan Andersen kommer også i embedsboligen:

”Mine forældre og skoleinspektøren var nære venner; han var en abso-

lut stringent og stærkt respekteret mand, der med lineal i ryggen, perfek-

tionisme, påholdenhed og lodrette meninger værnede om de borgerlige normer i uhyggelig – ja næsten sygelig – grad.”12

En kollega fortæller senere om en oplevelse på inspektørkontoret, en

dag Mogens kommer hjem fra spejdertur. ”Han bankede på døren, kom

ind og stod ret i sin spejderuniform med hænderne ned langs siden. ’Af-

læg beretning,’ beordrede faderen og sagde dernæst venligt: ’Tak, det var fint, Mogens. Du kan godt gå.’”13

Andersen husker den frygt, børnene nærer for deres far: ”Frygten for

ikke at have rene negle, frygten for at komme tre minutter for sent, fryg-

ten for ikke at have sat bøgerne på plads i orden og lige linje i reolen, og frygten for ikke at leve op til forventningerne. Det var et hjem, hvor orden, disciplin og autoritet blev sat over kærlighed og varme i en grad, så

det nærmede sig psykisk terror. Et hjem med daglig morgenmønstring,

hvor ikke et hår måtte sidde forkert – et hjem, der blev kørt nøjagtigt som også skolen i Ringe blev det.”14

Inde i Mogens’ raske drengekrop bobler noget stadig mere ukontrollabelt.

Bent husker en tropslejr, hvor alle sidder om bålet i et skovbryn; Mogens spiller guitar og synger fra højskolesangbogen. Så tager Fanden ved ham

Så ka’ de lære det!

23

– ”og han begynder at spille sangene i nogle atypiske rytmer; forældrene

bliver forargede over maltrakteringen af de hellige højskolesange, men Mogens fortsætter, ’hva’r der galt?’”

Jo ældre Mogens bliver, jo nærmere kommer boblerne kogepunktet.

”Han havde simpelthen svært ved at acceptere nogen som helst form for disciplin. Han kunne godt lide at provokere. Han gjorde det aldrig derhjemme – der var opførslen helt eksemplarisk. Men lige så snart han var

væk hjemmefra, var det noget andet. Og det blev mere og mere voldsomt, som han blev ældre,” husker Bent.

Oprørstrangen får konsekvenser for kammeraterne. Som senior-

spejder – rover – arbejder Mogens og Bent sig frem til landsfinalen om

Rover-sværdet. ”Det tabte vi. På det tidspunkt havde Mogens det sådan, at alt, der hed ordrer eller regler, det ville han ikke stå model til. Vi havde et løb, hvor vi skulle løse opgaver, og vi fik også karakter for opførsel. Ved en af posterne var opgaven at hugge brænde, og Mogens lavede en farlig

skæg og ballade med ham, der passede posten. Det endte med, at vi fik nul i opførsel. Der var flere andre poster, hvor vi også fik nul, for Mogens ville sgu ikke stå ret og gøre præcis, som normerne var. Det reagerede han

voldsomt imod, det ville han ikke finde sig i. Han var meget obsternasig.”

Alligevel hænger kammeraterne fast, for Mogens er ham, der finder

på alt det sjove, og ham, der tør gå forrest.

Som 14-15-årige går han og Bent til atletik: ”Så var der en fin herre fra

Ollerup Gymnastikhøjskole, som kom for at instruere os. Mogens begyn-

der at parodiere ham, og jeg spiller med, og pludselig meddeler denne vrede mand uden meget humor, at nu kunne vi godt gå! Vi blev bortvist,

vi måtte ikke komme mere, og det var jeg ret ked af, for jeg kunne godt

lide atletik. Jeg kunne godt lide Mogens’ idéer, men de fik jo ofte nogle konsekvenser, der var lidt ærgerlige.”

Som regel klarer Mogens ærterne selv med charme og en kvik bemærk-

ning – som dengang hans håndboldhold skal spille i Odense Idrætshal.

Her får de mange tilskuere sig et billigt grin, da den to meter høje, 17-åri-

ge anfører skal hilse på dommeren og tramper op til ham i et par store træsko. ”Dem må du ikke spille i!” lyder det fra dommeren. ”Hvor står det?” smiler Mogens.

Mogens gør grin med andre, men er selv tyndhudet. Bent kommer på

besøg i inspektørboligen, hvor Mogens er gået i gang med selv at male et

landskab. Bent er imponeret, men så kommer en anden kammerat, som

24

DEL I · Vi er Amdi

synes, det er noget klamp – ”og det generede virkelig Mogens. Det med at lytte til kritik, det kunne han sgu ikke li’. Det har jeg oplevet flere gange,

så blev han virkelig mopset. Det var ikke så tit, at nogen kritiserede ham, men når det skete … Han brugte tit en vending, ’Din mening interesserer mig ikke’, sådan hovskisnovski. Han har vel lært sætningen hjemme.”

Bent begynder også at lægge mærke til et andet karaktertræk –

Mogens kan blive nærmest manisk optaget af sine indfald: Efter Sovjet-

unionen i 1956 knuser en folkelig opstand i Ungarn, strømmer flygtninge ud i Europa. Det fører til den første danske tv-transmitterede flygtningeindsamling. Mogens får en idé: ”Skulle vi ikke sende en spejderkærre

landet rundt og samle ind?” De går øjeblikkelig i gang, Mogens får fat i

korpsets hovedkvarter, de lægger en rute, ringer og skriver til alle spej-

dergrupper på hele turen, og de får sørme idéen realiseret, kærren ruller og slutter i Nordjyske Division, fyldt med kontanter, og hyldes endeligt i

Radiohuset i København som spejderkorpsets bidrag. Mogens er mopset, hvorfor er det Nordjyske Divisions leder, der får æren for indsamlingen, og ikke ham?

Mogens og Bent er blevet alvorlige, unge mænd, snart skal deres veje skilles – Bent rejser fra Ringe og bliver konstabel, Mogens skal på gymnasiet i Odense.

Den sidste fælles sommer i Ringe tilbringes ved friluftsbadet med næ-

sen i Goethe og en ambition om at blive dygtige til tysk og til tysk littera-

tur, herunder at afkode indgangsdigtet til Faust: Ihr bringt mit euch die Bilder froher Tage … Sturm und Drang rumsterer i deres stærke unge kroppe.

De cykler ud af byen til sommerstævne i Bøgegrotten og lytter andæg-

tigt til forstander Damgård Nielsen, Ryslinge Højskole.

”Han var sådan en distingveret en,” fortæller Bent, ”måske lidt ver-

densfjern, men med store, gode tanker. Temaet var standard of life. Det var

et tema, vi diskuterede meget – at vi skal tage livet alvorligt, at der skal være en vis standard. At man skal bruge sine dage og ikke misbruge dem.

Man kan jo sløse sit liv væk, og derfor må man være omsorgsfuld om hver

dag, gøre noget ud af livet og ikke sløse det væk. Det, mente vi, var et væsentligt tema for os. Det mener jeg fortsat.”

Så ka’ de lære det!

25