Page 1

PROFESSIONEL

JÆGER FREDDY WULFF


Professionel jĂŚger.indd 2

05/08/11 15.02


Freddy Wulff

Professionel jæger

Gads Forlag

Professionel jæger.indd 3

05/08/11 15.02


Professionel jæger Af Freddy Wulff © 2011 Gads Forlag ISBN 978-87-12-04652-3 1. udgave, 1. oplag 2011 Printed in Denmark Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Blid Alsbirk Fotos: Se billedtekster Prepress: Lymi Tryk: Narayana, Gylling

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Professionel jæger.indd 4

05/08/11 15.02


Indhold Forord 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14

Professionel jæger.indd 5

7

Drømmehjorten fra Matukituki 9 I lære 22 Professionel jæger 45 Hjortejæger i Waimana 72 Østkysten 96 Bøflen 122 Gemsejagt, New Zealand 133 Vildsvinejagt – jagt på spænding 145 At jage vilde tyre i New Zealand 159 Vildsvinejagt i Australiens halvørkenen 173 Tutto i Vestgrønland 180 Den store udfordring 188 Jagt fra helikoptere 201 Jagten på skovens brølende konge 215

05/08/11 15.02


Forord T

il alle med jagt i blodet og lyst til eventyr har jeg i denne bog samlet en række oplevelser fra mit liv som jæger – amatør og professionel. Fra Grønland til Australien og New Zealand. Jeg kom første gang på jagt i Grønland som 21-årig. Havde aldrig været med på jagt i Danmark. Det startede med ryper, gæs og ænder. Senere skød jeg et rensdyr – og så var jeg solgt. Det ændrede fuldstændig mit liv. Jeg besluttede, at jeg ville være professionel jæger. Det blev jeg i New Zealand. Først jagede jeg kronvildt og bar byttet ud og solgte det. Senere blev jeg ansat af skovvæsenet til at jage kronvildt, vildsvin og vilde geder – og opholdt mig i op til seks måneder alene i de store skove. I det nordlige Australien jagede jeg asiatiske vandbøfler. Også mod betaling. Bogen handler også om de jægere, jeg mødte og arbejdede sammen med – modige og vilde. Nogle af dem er desværre blandt de 86, som til dato har sat livet til som professionelle helikopterpiloter og -skytter. I det nogle af dem kaldte “Det sidste store eventyr”. Tag med på dette eventyr – i lænestolen. Og husk – det venter stadig derude. Freddy Wulff

Professionel jæger.indd 7

Forord

7

05/08/11 15.02


1

Drømmehjorten fra Matukituki H

jorten brøler igen. Dyb i tonen – som henter den lyden helt nede   i bunden af kroppen. Vildt – som fra en fjern, fjern urtid. Brølet giver mig gåsehud og forplanter sig i den allerede dirrende følelse dybt inde i mig: jagtdriften, der har rod mindst lige så mange tusinde år tilbage. Den primitive udfordring blæser også på stedet de sidste overvejelser over bord. Med en lang stav som tredje ben går jeg ud i de frådende vandmasser. Under normale forhold ville jeg end ikke overveje at krydse Matukitukifloden så tæt på vandfaldene. Men intet er “normalt”. Ikke nu. Ikke med en brølende kronhjort lige på den anden side. Jeg ved kun alt for godt, at dette er farligt. Næsten tåbeligt. I går var jeg lige ved at blive revet med af strømmen ved et “sikkert” vadested. Og – i dag er der mere vand i floden. Mens jeg står i vand til midt på livet og med højre fod desperat søgende efter fodfæste, brøler hjorten igen. Selv over strømmens hamren mod de store klipper, faldenes torden og de rullende sten på bunden kan jeg høre ham ganske tydeligt. Han er tæt på, meget tæt. Ikke over 100 meter oppe på bjergsiden. Og selv her, mens jeg slås for bare at stå fast, mærker jeg ophidselsen brede sig til overalt i kroppen. Joh, jeg er virkelig angrebet. Bukkefeberen har tag i mig som aldrig før. Med følelsesløse ben når jeg endelig over på den anden side. Det mælkehvide, iskolde vand kommer direkte fra gletsjerne højt over de lavthængende skyer. Mens jeg med rystende hænder ruller en cigaret for at dæmpe nerverne og lader røgen fortælle mig den helt eksakte vindretning, lader hjorten igen høre fra sig. Denne gang dog ikke et stort udfordrende brøl, men nogle kraftige grynt. Jeg svarer øjeblikkeligt. Dropper den våde smøg og sætter hænderne for munden. For mig lyder mit “brøl” nærmest som en forkølet kvies – med en falsk falset. Men han er åbenbart alt for ophidset til at høre forskel. Han reage-

Professionel jæger.indd 9

Drømmehjorten fra Matukituki

9

05/08/11 15.02


Min “drømmehjort”. “Kun” en tiender – men han var mit bedste trofæ indtil da. Og jeg lærte en masse af den jagt, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Foto: Jens Lassen.

rer, som jeg håbede, og uden den mindste tøven. Brøler højt og længe. Fortæller helt nøjagtigt, hvor han er og alt og alle og mig, at her er han konge – og det er ikke løgn. Vindretningen er i orden. Den smule brise, røgen registrerede, går ned gennem dalen. Jeg følger den langs bredden og finder hurtigt, hvad jeg søger: en dyreveksel, der forsvinder gennem skovkantens grønne mur. Forsigtigt træder jeg ind mellem buskene og sætter mig på hug. Lader øjnene vænne sig til halvmørket under de store træer og begynder at “finde” detaljer. Ikke at se en busk som en hel busk, men se den som grene, kviste og blade. Fange småfuglenes lynhurtige, lydløse bevægelser. Få farvevariationerne på de tykke, mosbegroede stammer til at træde frem. Så jeg senere, forhåbentligt, i dette tætte krat vil få øje på et øre, en del af et ben – eller en del af hjortens gevir. I går skød jeg en spidshjort lige på den anden side. Det var ikke, hvad jeg vil kalde en spændende jagt. Han gryntede inde i krattet, da jeg gik forbi. To skridt ind gennem den grønne mur – og der stod han i en lille lysning. Han stod blot og stirrede på mig, da jeg langsomt bragte riflen op. Spidshjorte er ikke just kendte for at være smarte. Men måske tror hjorten, at jeg er spidshjorten. At spidshjorten har krydset floden. Måske har han været ovre tidligere. Måske, måske ...

10

Professionel jæger.indd 10

professionel jæger

05/08/11 15.02


Efter fem minutter er jeg klar til at jage. Blodomløbet i benene fungerer nogenlunde igen, skovens detaljer springer mig i møde – jeg kan ikke holde mig i ro et sekund længere. Jeg sniger mig forsigtigt op ad bjergsiden. Riflens bærerem er spændt om livet for ikke at gribe fat i grenene. En patron er skubbet i kammeret. Pegefingeren ligger strakt langs aftrækkeren. Bag den er hele min krop spændt som en bue. Jeg ser ned for hvert eneste skridt – og når siden af foden er sikkert anbragt, vandrer mine øjne rundt. Og jeg lytter – lytter og lytter. Lidt oppe holder en klokkefugl op med at synge. Har den observeret noget? Nej, nu slår den igen et par triller. En lille viftefugl gør mig følgeskab. Flagrer rundt og snapper de fluer og andre insekter, jeg forstyrrer i skovbunden. Jeg ved, at hjorten sikkert også har følgeskab af disse små vævre, grå fugle med den vifteformede hale. Ser jeg dem, så ... Pludselig rasler noget i skovbundens blade. Jeg “fryser” øjeblikkeligt og lytter intenst – men hører kun mit eget hjerte slå. Total stilhed. Er det min fantasi, der er ved at overgive sig til ønsketænkning? Nej, der er den igen. Kommer fra et sted bag den store klippe ovre til højre. Jeg tør næsten ikke trække vejret – og bliver helt stakåndet af at lade være. Må stoppe og få kontrol over åndedrættet. Fremad. Øjnene klistret til dyrevekslen ved klippens højre side. Stå stille. Kigge hele vejen rundt. Så langt jeg kan dreje kroppen. Intet. Ikke en bevægelse. Så er lyden der igen. Højere end før. Ingen tvivl. Der er noget, der skra­ber deromme. Er det mon hjorten, der ophidset roder i jorden med sit gevir? Forsigtigt når jeg klippen. Bøjer mig og fjerner nogle kviste. To skridt – og lyden er der stadig. Hvis hjorten er på den anden side, vil jeg næsten kunne røre ved ham! Et skridt mere med hjertet helt, helt oppe at kysse adamsæblet og vejret holdt alt, alt for længe – og så eksplosionen, der forplanter sig helt ned i mine fodsåler, og riflen, der flyver til skulderen. Eksplosionen kommer ikke fra mit våben, men fra en solsortehans baskende vinger, da den letter et par meter fra mig. Ikke den første skrabende solsort, jeg har sneget mig ind på – og sikkert heller ikke den sidste. Jeg læner mig op ad klippen og puster ud. Et øjeblik helt, helt deroppe med nerverne på stilke gennem blusen, og i næste – ingenting. Jeg kan næsten se adrenalinen dryppe fra fingerspidserne. Det tager et par minutter at få hjertet bare nogenlunde tilbage i “valsetakt”. Imens fortæller jeg mig selv gang på gang, at “det kun er jagt”. Og kan ikke forklare, hvorfor jeg netop siger det. Der er aldrig – ALDRIG – noget “kun” ved jagt. Og slet ikke denne. Det er ikke første gang, jeg er efter denne hjort. Jeg var her i går morges – og dummede mig. Var alt, alt for ivrig. Så mig ikke ordentligt for og kom ind

Professionel jæger.indd 11

Drømmehjorten fra Matukituki

11

05/08/11 15.02


mellem hjorten og en del af hans harem. På bare fem meters afstand stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en gammel hind. Hun var ikke mange sekunder om at slå fast, at jeg repræsenterede fare. Og med høje “bjæf” tog hun hele rudlen med sig op ad bjerget. Jeg ville egentlig have jaget ham igen allerede om eftermiddagen. Men på en halv time slog vejret om fra sol til regn og rusk. Hjortene blev stumme. Kun spidshjorten gryntede, da jeg gik forbi ham – og det døde han af. Det regnede hele natten, og i morges var dalen som død. End ikke en ung, frustreret hjort kunne jeg få i tale. Først ved middagstid stoppede regnen helt, og der kom igen “bid” i luften. Til trods for skyerne kan jeg mærke minusgraderne sive ned fra de sneklædte tinder. Med en gang knoglerystende kulde. Det er “brunstvejr”. Man siger, at med lidt frost omkring “familiejuvelerne” bliver hjortene virkeligt højrøstede. Om det er rigtigt, ved jeg ikke – men i dag ser teorien ud til at passe. Vinden tjekkes igen med en våd pegefinger. Der er ingen overhovedet herinde mellem træerne. Min fordel. Kronvildtets bedste våben er lugtesansen. Derefter følger hørelsen – og først til sidst synet. 20 meter oppe bliver terrænet mere åbent. Kronerne over mig tættere, hvilket betyder mindre lys og mindre underskov. Bladene er også halvtørre til trods

Når det var muligt, flådede vi kronvildtet ud til vildtopkøberne. Her min “drømmehjort” og to hinder, som Jens havde skudt. Foto: Jens Lassen.

12

Professionel jæger.indd 12

professionel jæger

05/08/11 15.02


På vej ind i Matukitukidalen. Bjerget med gletsjeren er Mt. Aspiring. Foto: Freddy Wulff.

for nattens regn, og kvistene uden “elastik”. Brækker ved mindste pres. Jeg ved, at en lyd kan lokke hjorten til. At han er meget, meget nysgerrig. På vagt, for kronhjorte brækker også kviste, og en kvist, der knækker, kan betyde en rival. Men jeg vil helst bestemme hvor og hvornår, der skal laves støj. Jeg tager støvler og sokker af. I bare tæer er det næsten som at have øjne under fødderne. Jeg føler selv den mindste kvist. Pludselig rammes jeg af en lugt, der på en gang både er sødlig og ram. Lugten af en hjort i brunst. Det er dog ikke hjorten selv, jeg kan lugte, men en af hans wallows, et af hans sølehuller. Gravet med gevir og klove og fyldt med regn og urin. Et ælte, han har rullet sig i som den bedste franske parfume. Rundt om sølehullet er der helt friske spor – og de er store. Med biklovene så store som min hånd. Hvis krop og gevir svarer til foden, så ... jeg tør næsten ikke tænke det, jeg håber: en stor hjort, virkelig stor. En royal. En tolvender eller mere. En kapitalhjort. Lidt længere fremme kan jeg se en lysning på en lille terrasse. Hvis jeg nu sidder der, med kun riflen og hovedet over terrassens kant, og han kommer ud fra krattet ... På hjernebarken kører fantasifilmen allerede. Dampen fra den varme, ophidsede krop. Hovedet kastet tilbage, så det lange gevir næsten rører halen. Et udtrukkent brøl, der får træerne til at ryste – og et skud ...

Professionel jæger.indd 13

Drømmehjorten fra Matukituki

13

05/08/11 15.02


Jeg tager nogle få skridt op mod terrassen. Den lille viftehale har forladt mig. Ville sikkert dø af sult, hvis den skulle leve af de insekter, jeg jager op i dette tempo. Et skridt mere – og så lægger jeg mærke til, at alt er blevet så underligt stille. Kun den svage brusen fra floden kan jeg høre, men den er der altid som baggrundsstøj. Pludselig får jeg den her fornemmelse, som de fleste af os sikkert kender: Jeg er ikke alene! Har jeg overset noget? En hind gemt bag et træ med kun et enkelt øje fremme? Mine øjne afsøger alt – ja, prøver næsten at røntgenfotografere. Kan noget gemme sig bag den busk eller den smalle stamme? Meter for meter scanner mit blik alt i hjortehøjde omkring mig. Der er intet. Undtagen følelsen. Følelsen af, at jeg bliver iagttaget. Jeg strammer grebet om riflen, prøver at støde fornemmelsen fra mig. Tager et par skridt til. Bare min ophidselse, der spiller mig et puds, fortæller jeg mig selv. Men det hjælper ikke. Der er et eller andet. Noget. Endnu en gang kigger jeg rundt. Intet. Hvad der får mig til det, ved jeg ikke, for dette er ikke fuglejagt, men pludselig lægger jeg hovedet tilbage og ser op mod toppen af de lodrette klipper – og lige over mig – der står han! Eller rettere, kun hovedet med et prægtigt gevir er synligt. Resten er gemt bag klippen. Næsten som et trofæ stillet frem til beundring. Men han er levende nok, de sorte øjne stirrer intenst og nysgerrigt ned på mig. Langsomt fører jeg riflen til skulderen. Når hjorten har set dig, er det en dialog mellem dig og ham. En dialog på reflekser – bygget på erfaring. Ikke jage ham væk. Han er nysgerrig, men der er grænser. Har uden tvivl iagttaget mig længe, nu gælder det bare. Fortsætte i samme tempo. Ingen hurtige bevægelser. Jeg ryster over hele kroppen. Er alt, alt for spændt. Jeg prøver at fortælle mig selv, mens riflen i slowmotion kommer i stilling, at det her er der ingen grund til at hidse sig op over. At et stykke kronvildt er et stykke kronvildt. Hinder og småhjorte, som jeg har skudt en del af, eller en stor hjort – hvad er forskellen? Ud over, at en stor hjorts hoved er lettere at ramme end en lilles. Jeg ved også, at jeg “tænker” for døve øren. At logikken er totalt spildt. Sigtekornet danser fra side til side. Så trykker jeg på aftrækkeren, ja nærmest desperat rykker jeg skuddet af. Lukker vidst også øjnene i det afgørende sekund. Men måske er det ikke rigtigt, for jeg ser stensplinter fra klippen sprøjte op foran hans smukke, majestætiske hoved. Lynhurtigt hamrer jeg en ny patron i kammeret – til ingen nytte. Hjorten er væk. Kun en svag raslen i buskene oppe bagved fortæller, at det hele ikke var noget, der skete i min overophedede fantasi. At der virkelig for et lille øjeblik siden stod en drømmehjort og kiggede på mig. Jeg vil ikke sige, at jeg er lige ved at tude af bare skuffelse – men jeg vil heller ikke påstå, at jeg er langt fra det. Jeg er så ulykkelig, så arrig, så skuffet, så gal på mig selv, som jeg nogen sinde har været.

14

Professionel jæger.indd 14

professionel jæger

05/08/11 15.02


Her var den hjort, jeg har drømt om. Vågen og i søvne. Tæt på – uden at have travlt med at komme over i næste kirkesogn. Og – så fik bukkefeberen endnu engang totalt overtaget. Jeg kunne ikke engang holde riflen stille. Og jeg glemte helt at se mig om efter et fast anlæg til skuddet: Jeg fortjener ikke bedre. Jeg sætter lidt tøvende hænderne for munden og brøler, så godt jeg kan – og tør næsten ikke tro mine egne øren: Hjorten svarer lige under mig og lidt oppe ad floden! Hurtigt tjekker jeg riflen. Jeg ved godt, der er en patron i kammeret – men jeg gør det alligevel – og skubber millimeter for millimeter bundstykket lydløst på plads. En våd pegefinger fortæller mig endnu engang, at der ingen vind er mellem træerne. Skal jeg “brøle” igen? Prøve at få ham til at komme til mig? Nej, der er åbent omkring mig, mens han er i krattet. Hvis det var omvendt, ville det være perfekt. Jeg har heller ikke for meget lys tilbage. Jeg må hellere komme til ham. Endnu mere forsigtigt end før sniger jeg mig mod ham. Flytter små sten, inden jeg sætter foden, så de ikke skal rulle. Det er sværere, meget sværere at gå lydløst nedad end opad. Jeg mærker igen ophidselsen få tag i mig – men alligevel på en anden måde. Inderst inde er jeg ligesom “kold”. Måske er det, fordi jeg allerede har afskrevet denne hjort. Denne gang, hvis jeg får chancen, kan jeg ikke fejle. Og for at bevise det for mig selv, lægger jeg prøvende riflen til skulderen og sigter på en gren. Mine hænder er helt, helt rolige. Sigtekornet nærmest klistrer sig til grenen. Mit største problem er hans harem. Hvor er det? Han er tæt på sine hinder, det er helt, helt sikkert. Ude til venstre ser jeg pludselig noget mørkebrunt bevæge sig. Jeg synker langsomt til jorden. Tør end ikke dreje hovedet, holder bare øje med “det brune” ud af øjenkrogen. Er det hjorten? Umuligt at sige. Der er kun noget brunt, som nu står stille. Så bevæger “det” sig igen. En hind. Først kigger hun fremad og så i min retning. Har hun set mig? Nej, hun river et par blade til sig og går gumlende videre. Jeg er meget tæt på hjorten nu, er nødt til at være det. Men er der flere hinder mellem ham og mig? Ingen tvivl om, at han holder flere end en. Er han på vej efter den hind, der lige passerede? Jeg kan blive ved at stille mig selv spørgsmål som disse – og aldrig få svar. Jeg er nødt til at foretage mig noget, for lyset forsvinder hurtigt nu. Faktisk kun et at gøre. Et lille brøl mere. Reaktionen kommer øjeblikkeligt. Lige under mig. Et brøl, der faktisk føles, som om træerne ryster, men det er helt sikkert ikke rigtigt. Endnu mens han

Professionel jæger.indd 15

Drømmehjorten fra Matukituki

15

05/08/11 15.02


brøler, bevæger jeg mig. I dette øjeblik kan han sikkert hverken høre eller se. Da brølet går over i en langtrukken tuden, er jeg så tæt på, at jeg kan lugte ham. Og alligevel stadig ikke se ham. Hvor gemmer du dig? Og så – pludselig ser jeg noget bevæge sig. Ikke ham, men en busk, der ruskes fra side til side. På en lille afsats neden for den skrænt, jeg sidder ved. Han står åbenbart og slås med en busk. Er virkelig ophidset – men ser ikke ud til at ville efter udfordreren – mig. Betyder heller ikke noget. Jeg er tæt nok på. Forsigtigt kryber jeg lidt længere ud til venstre, og der – der ser jeg ham for første gang helt. Næsten sort. Stor, virkelig stor. Som et symbol på styrke og kraft. Han grynter og giver busken hele turen. Lægger hovedet tilbage for at udstøde endnu et brunstigt brøl. Udfordre, men mest af alt advare: “Kom ikke for nær – her er hinderne mine!” Han når aldrig at brøle. Da hovedet er lagt helt tilbage, næsten som jeg tidligere fantaserede mig til, trykker jeg på aftrækkeren. Har sigte lige på bladet. Hvor hjertet ligger gemt. Ingen reaktion. Han sænker bare langsomt hovedet, mens ekkoet fra skuddet rullende dør mellem bjergene. Har jeg skudt ved siden af? Umuligt. På denne afstand kunne jeg ramme med bind for øjnene. Hurtigt glider en ny patron i kammeret – og endnu engang skyder jeg. Sigter på samme sted. Han springer frem. Drejer og løber ned ad bjerget. Standser på en anden lille terrasse under os. Jeg har næste patron i kammeret. Det kan ikke være rigtigt dette her. Jeg sigter på hans hals – men når aldrig at trykke af. Pludselig giver bagbenene sig under ham, og han synker til jorden. Han er død, da jeg når frem. Begge skud har ramt inden for tre centimeter. Begge i hjertet. De to militære kugler, “full metal jacket”, var gået lige gennem hjorten uden at forrette den store skade. Han er smuk, så smuk. Ikke en kapitalhjort, men det betyder ikke no­get, ikke nu. Han er en perfekt, helt perfekt tiender. Geviret er kraftigt og rødt fra træerne, han har fejet på. Sprosseenderne er blankslidte og elfenbensfarvede. På ryggen er han mørkerød som få. Resten af kroppen er næsten sort af mudder og urin. Halsen er svulmet op, og hårene hænger i totter, våde af sved og urin. Det klistrer til hænderne, da jeg stryger ham over hans flotte manke. Han lugter langt, langt væk af brunst. Han er en stor hjort – på alle måder. Vejer mindst 150 kilo, langt den største, jeg har nedlagt indtil nu. Blikket i de store, mørke øjne er brudt. Han ser ikke mere. Skal aldrig mere se de smukke bjerge eller den grønne dal, han er vokset op i og blev konge i. Aldrig se de fantastiske solopgange, når de første stråler rammer sneen og gletsjerne. Aldrig mere denne ene gang om året samle alle sine kræfter, slås for sit harem og sætte sit smukke præg på slægten.

16

Professionel jæger.indd 16

professionel jæger

05/08/11 15.02


Swing Bridge over Matukituki til Rob Roy-gletsjeren. Den bruges mest af bjergbestigere. Foto: Freddy Wulff.

Tankerne svirrer i hovedet på mig, mens jeg sidder ved den smukkeste hjort, jeg nogensinde har set. Jeg tror nærmest, at jeg lige nu føler en slags venskab for ham, som siden aldrig vil blive kaldt andet end “min drømmehjort fra Matukituki”. Havde jeg behøvet at skyde ham? Det var jo jagten, det at jage ham, det hele gik ud på. Og klimakset, det var heller ikke, da jeg trykkede på aftrækkeren. Det var, da jeg fandt ham anden gang. Havde ham på kornet og vidste, at den lille bevægelse med pegefingeren ville gøre det hele forbi. Men skuddet bekræftede jagten. Var den eneste naturlige afslutning. Det skal man nok være jæger for at forstå. I tusmørket får jeg med stort besvær slæbt ham ned til floden. I morgen vil jeg flåde ham ud. Da jeg med hoved og gevir over skulderen krydser floden, tænker jeg ikke engang på faren. Jeg er så stolt, så glad. Jeg har noget, jeg altid vil sætte pris på. En smuk, stor oplevelse, som trofæet altid vil minde mig om. Jeg tror virkelig, jeg er på vej til at blive det, jeg altid har villet være: Jæger.

Professionel jæger.indd 17

05/08/11 15.02

7434ba03139a498b968e039e46f03208