Issuu on Google+

Danser med wienerbrØd - en bog med og om Søren Østergaard

Jens Korse


Jens Korse

Danser med wienerbrØd

- en bog med og om Søren Østergaard


Jens Korse

Danser med wienerbrØd

- en bog med og om Søren Østergaard


Danser med wienerbrød. En bog om og med Søren Østergaard

Denne bog er skrevet ud fra mange, lange samtaler med Søren Østergaard. Søren

Af Jens Korse

har fortalt og svaret på spørgsmål, men ellers ikke blandet sig i, hvad jeg har skrevet. Tak til Søren Østergaards venner, kolleger og familie, der har stillet op til interviews:

© 2011 Jens Korse, Søren Østergaard og Gads Forlag

Jesper Østergaard, Henrik Clausen, Henrik Koefoed, Kim Veisgaard, Margrethe Koytu, Gunner Frøberg, Frans Bak, Flemming Jensen, Anders Lund Madsen, Laura

ISBN 978-87-12-04653-0

Kvist, Helle Magnusson og Lisbet Lundquist. Også tak til dem, der på andre måder har hjulpet: Stine Gry Findsen, Marion Bruun,

1. udgave, 1. oplag 2011

Ebbe Kallmeyer, Ole Simonsen og Bent Pedersen. Endelig tak til Dagbladet Infor-

Printed in Denmark

mation for lån af bogens titel.

Projektledelse: Henrik Sebroe Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag og prepress: ADCO design Forside: Martin Dam Kristensen/Scanpix. Bagside: Steen Brogaard, flapper: Steen Brogaard (Søren) og privatfoto (Jens) Fotos: Se billedtekster Tryk: Narayana Press, Gylling Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.


Indhold

Prolog - 8 Ramt af en cirkuspløk - 12 Alt, alt for lækker - 28 Sko, sølvjakke og en skeløjet englænder - 50 Hvem ringer Frøken Klokken for? - 68 Paris og hjem igen - 82 Impro, Bodil & Tivoli Revy - 96 Hundecirkus - 116 Nemo – et cirkus af ingenting - 140 Med stærkt afvekslende underholdning - 162 Hjem til Nemo - 188 Mindet om det, der aldrig var - 200 Men han går aldrig ned på udstyret - 218


Prolog

For hengivne fans kan det nogle gange være en prøvelse at se på komikere, når de kommer over de 45-50 år. Det er de færreste, der formår stadig at være sjove. Om nogen er sjov eller ej, er naturligvis en subjektiv vurdering. Men for undertegnede er listen med dem, der ikke holdt distancen, deprimerende lang. I udlandet er der store navne som Steve Martin, Eddie Murphy, Robin Williams, Rowan Atkinson, det meste af Monty Python. Bevares: De er stadigvæk komikere. Men er de stadig morsomme? Herhjemme har samme undertegnede et glasklart minde om første gang, Linie 3 optrådte i tv. Det var banebrydende og mirakuløst. Og Eddie Skoller og Finn Nørbygaard. Hold kæft, hvor var de sjove. Og hold kæft, hvor holdt det op igen. Og det har altid både undret og ærgret mig. Søren Østergaard er en af de komikere, der – stadig helt subjektivt – har holdt fast i sin ”sjovhed”. Denne bog er et forsøg på at finde ud af, hvordan han har formået det. Det korte svar på spørgsmålet er: sult. Når der sidder 500 mennesker i Zirkus Nemos telt, og de 499 storgriner af Bager-Jørgen, Målermanden, Kim Tim eller en anden af Søren Østergaards alter ego’er, så ser Søren det ikke. Han ser kun ham den sidste. Ham, der ikke griner. For en udenforstående som undertegnede virker det, som om de andre komikere i den generation sagtens kunne nøjes med at glæde sig over de 499 glade ansigter. Det er det naturlige at gøre. 8

Søren Østergaard har brugt det meste af sit liv på at nå frem til Zirkus Nemo. Han vidste måske ikke, hvad det var, han ledte efter, før han stod midt i det. Men hans karriere har fra begyndelsen hele tiden været henne og vende ved det der med cirkus. Og helst klovnerne. Her giver han den selv som den fisefornemme hvide klovn, mens Anders Lund Madsen er den snu – og lidt misfornøjede – Bobo i Zirkus Nemo 2000. Foto: Scanpix/Mogens Flindt.

9


Prolog

For hengivne fans kan det nogle gange være en prøvelse at se på komikere, når de kommer over de 45-50 år. Det er de færreste, der formår stadig at være sjove. Om nogen er sjov eller ej, er naturligvis en subjektiv vurdering. Men for undertegnede er listen med dem, der ikke holdt distancen, deprimerende lang. I udlandet er der store navne som Steve Martin, Eddie Murphy, Robin Williams, Rowan Atkinson, det meste af Monty Python. Bevares: De er stadigvæk komikere. Men er de stadig morsomme? Herhjemme har samme undertegnede et glasklart minde om første gang, Linie 3 optrådte i tv. Det var banebrydende og mirakuløst. Og Eddie Skoller og Finn Nørbygaard. Hold kæft, hvor var de sjove. Og hold kæft, hvor holdt det op igen. Og det har altid både undret og ærgret mig. Søren Østergaard er en af de komikere, der – stadig helt subjektivt – har holdt fast i sin ”sjovhed”. Denne bog er et forsøg på at finde ud af, hvordan han har formået det. Det korte svar på spørgsmålet er: sult. Når der sidder 500 mennesker i Zirkus Nemos telt, og de 499 storgriner af Bager-Jørgen, Målermanden, Kim Tim eller en anden af Søren Østergaards alter ego’er, så ser Søren det ikke. Han ser kun ham den sidste. Ham, der ikke griner. For en udenforstående som undertegnede virker det, som om de andre komikere i den generation sagtens kunne nøjes med at glæde sig over de 499 glade ansigter. Det er det naturlige at gøre. 8

Søren Østergaard har brugt det meste af sit liv på at nå frem til Zirkus Nemo. Han vidste måske ikke, hvad det var, han ledte efter, før han stod midt i det. Men hans karriere har fra begyndelsen hele tiden været henne og vende ved det der med cirkus. Og helst klovnerne. Her giver han den selv som den fisefornemme hvide klovn, mens Anders Lund Madsen er den snu – og lidt misfornøjede – Bobo i Zirkus Nemo 2000. Foto: Scanpix/Mogens Flindt.

9


Så mange glade ansigter kan stille de flestes sult efter anerkendelse. Men ikke Søren Østergaard. Midt i succesen kan han gå helt ned med flaget over den ene mand. Hvorfor griner han ikke? Hvad laver han her? Hvorfor er han overhovedet kommet, når han er så skidesur? Han skulle fandme skamme sig, den idiot! Det er et personligt angreb på Søren, at manden ikke griner. Og derfor går han ind i manegen hver eneste gang med det ene formål at få HELE teltet til at grine, til at overgive sig – og til at elske ham ubetinget. Ellers er det en fiasko – og så må han ind næste aften og kæmpe endnu hårdere. For Søren Østergaard føles nederlaget måske ekstra stort, når ham den ene mand ikke griner. De fleste andre sjove i hans generation arbejder med fast materiale, nedskrevne sketch. Hvis der er en, der ikke griner af en vittighed, kan de bare tænke tilbage på alle de andre aftener, hvor folk grinede af nøjagtig den samme vits. Søren Østergaard går ind hver aften og skaber sit ”produkt”ud af ingenting. Det sjove opstår i samspillet mellem Søren og publikum. Derfor er faldet også så meget større, når det en sjælden gang ikke lykkes. Når humlebien bliver bevidst om, at den ikke kan flyve. Når det bliver tydeligt for alle, at Søren ikke kommer med andet end en vilje og et talent for at bygge noget op. I det lys har Søren Østergaard dybest set brugt millioner på at bygge hele sit zirkus op, bare for at der kan stå en tom manege i midten af hele menageriet. En tom manege, som han kan gå ind og fylde ud med noget, der opstår ud af ingenting. Det er ikke tilfældigt, at zirkusset hedder Nemo – ”ingen” på latin. I researchen til denne bog er det også blevet tydeligt, at Søren Østergaards Nemodrøm bygger på tre passioner, som han fik smag for i en tidlig alder. Første passion er cirkus – en passion, der hver gang sparker Søren direkte tilbage til barndommen og 10

hans meget nære forhold til moren – og hans manglende forhold til faren og storebroren. Anden passion er skuespillet – som Søren opdagede som teenager og gav ham hans identitet. Alle er gode til noget. Og her opdagede Søren, at han var pissegod til at stå på en scene. Tredje og sidste passion er improvisationen – magien i ikke alene at gå ind på scenen og få succes, men gå derind uden en tekst, skabe noget ud af ingenting og mærke, hvordan følelsen af succes – når det lykkes – bliver mange gange større, end den nogensinde kan med en regulær tekst lært udenad. Søren Østergaard er afhængig af det kick, det giver, når det lykkes i en improfigur. Han er afhængig af succesen, når han går ind og beviser, at ud af ingenting kan der opstå et magisk ”nu”. Men jagten på nuet har også sine omkostninger. Når der ikke er en manege i et zirkus til rådighed, må man jagte nuet andre steder. Den jagt er for Søren Østergaard gledet over i en samlermani, der fylder meget – både mentalt og fysisk. En mani, som har haft svære konsekvenser for Sørens og hans kone, Lisbets, økonomi. For jagten på nuet er også et adrenalinsus – et sus, der gør jægeren til en junkie. Søren Østergaard jagter nuet. Og det er dyrt, når der pludselig er en ny dille, der skal udforskes, eller endnu et lille guldaldermaleri, der er til salg, eller en sportsvogn, som næsten er for billig, til at han har råd til at lade være med at købe den. Denne bog er et forsøg på at give et billede af en mand, der ikke kan få stillet sin sult – og som derfor har formået at holde sig på toppen i dansk humor. En mand, der er blevet afhængig af at jage nuet. En mand, der er kommet let til det meste – og alligevel insisterer på at gøre det svært for sig selv. Men så gør han det til gengæld morsomt for os andre. Jens Korse, juli 2011


Så mange glade ansigter kan stille de flestes sult efter anerkendelse. Men ikke Søren Østergaard. Midt i succesen kan han gå helt ned med flaget over den ene mand. Hvorfor griner han ikke? Hvad laver han her? Hvorfor er han overhovedet kommet, når han er så skidesur? Han skulle fandme skamme sig, den idiot! Det er et personligt angreb på Søren, at manden ikke griner. Og derfor går han ind i manegen hver eneste gang med det ene formål at få HELE teltet til at grine, til at overgive sig – og til at elske ham ubetinget. Ellers er det en fiasko – og så må han ind næste aften og kæmpe endnu hårdere. For Søren Østergaard føles nederlaget måske ekstra stort, når ham den ene mand ikke griner. De fleste andre sjove i hans generation arbejder med fast materiale, nedskrevne sketch. Hvis der er en, der ikke griner af en vittighed, kan de bare tænke tilbage på alle de andre aftener, hvor folk grinede af nøjagtig den samme vits. Søren Østergaard går ind hver aften og skaber sit ”produkt”ud af ingenting. Det sjove opstår i samspillet mellem Søren og publikum. Derfor er faldet også så meget større, når det en sjælden gang ikke lykkes. Når humlebien bliver bevidst om, at den ikke kan flyve. Når det bliver tydeligt for alle, at Søren ikke kommer med andet end en vilje og et talent for at bygge noget op. I det lys har Søren Østergaard dybest set brugt millioner på at bygge hele sit zirkus op, bare for at der kan stå en tom manege i midten af hele menageriet. En tom manege, som han kan gå ind og fylde ud med noget, der opstår ud af ingenting. Det er ikke tilfældigt, at zirkusset hedder Nemo – ”ingen” på latin. I researchen til denne bog er det også blevet tydeligt, at Søren Østergaards Nemodrøm bygger på tre passioner, som han fik smag for i en tidlig alder. Første passion er cirkus – en passion, der hver gang sparker Søren direkte tilbage til barndommen og 10

hans meget nære forhold til moren – og hans manglende forhold til faren og storebroren. Anden passion er skuespillet – som Søren opdagede som teenager og gav ham hans identitet. Alle er gode til noget. Og her opdagede Søren, at han var pissegod til at stå på en scene. Tredje og sidste passion er improvisationen – magien i ikke alene at gå ind på scenen og få succes, men gå derind uden en tekst, skabe noget ud af ingenting og mærke, hvordan følelsen af succes – når det lykkes – bliver mange gange større, end den nogensinde kan med en regulær tekst lært udenad. Søren Østergaard er afhængig af det kick, det giver, når det lykkes i en improfigur. Han er afhængig af succesen, når han går ind og beviser, at ud af ingenting kan der opstå et magisk ”nu”. Men jagten på nuet har også sine omkostninger. Når der ikke er en manege i et zirkus til rådighed, må man jagte nuet andre steder. Den jagt er for Søren Østergaard gledet over i en samlermani, der fylder meget – både mentalt og fysisk. En mani, som har haft svære konsekvenser for Sørens og hans kone, Lisbets, økonomi. For jagten på nuet er også et adrenalinsus – et sus, der gør jægeren til en junkie. Søren Østergaard jagter nuet. Og det er dyrt, når der pludselig er en ny dille, der skal udforskes, eller endnu et lille guldaldermaleri, der er til salg, eller en sportsvogn, som næsten er for billig, til at han har råd til at lade være med at købe den. Denne bog er et forsøg på at give et billede af en mand, der ikke kan få stillet sin sult – og som derfor har formået at holde sig på toppen i dansk humor. En mand, der er blevet afhængig af at jage nuet. En mand, der er kommet let til det meste – og alligevel insisterer på at gøre det svært for sig selv. Men så gør han det til gengæld morsomt for os andre. Jens Korse, juli 2011


Ja til alt Da Søren Østergaard forlod Statens Teaterskole i juni 1980, var det med en underlig følelse af, at han nok ikke skulle være skuespiller resten af livet. Det kunne ikke være det. Der måtte være noget andet. For at finde ud af, hvad det andet kunne være, besluttede Søren sig for at gøre, som Keith Johnstone havde lært ham i improøvelserne: Sig ja til alt. Søren sagde ja til alle tilbud, der kom. Uanset hvor mærkelige de var. Så kunne han prøve det hele af og måske på den måde finde ud af, hvad ”det andet”kunne være. Det betød tre år med den type roller, som unge lovende skuespillere typisk får: Et stykke nede på rollelisten, men ikke for langt nede, ikke de store scener, men tilpas til, at man bliver set, og omkring 20 sider, man skal lære udenad. Søren optrådte på Bristol Teatret, på Gladsaxe Teater, og så endte han også på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbrogade. Her regerede Brigitte Kolerus, og i 1982 satte hun Dario Fo-stykket Columbus op. Med Søren i endnu en mellemstor rolle. Dario Fo, der modtog Nobels Litteraturpris i 1997, er Italiens største satiriker. Hans spillestil er ofte grovkornet og politisk satirisk, og den trækker linjer tilbage til den italienske commedia dell’arte fra midten af 1500-tallet. Begrebet commedia dell’arte er en forkortelse af ”commedia dell’arte all’improviso” – altså ”komedie gennem kunsten at improvisere”. Så Dario Fo er en mand, der passer lige ind i Søren Østergaards verden. Da Søren få år senere er med i Erasmus vender tilbage, kommer Dario Fo i øvrigt og ser forestillingen og hilser på Søren. Han kan vældig godt lide Sørens optræden. Og det er ikke kun, fordi han er inviteret af sin danske veninde, Lisbet Lundquist, der selv er begyndt at opdage ham der Østergaard. Ud over det med improvisationen er Dario Fo også kendt for at opfordre skuespillere og instruktører, der sætter hans stykker op, til 72

at ændre i teksten, som de føler er rigtigst. Et andet af Dario Fos kendetegn er, at han taler som et vandfald. Og skriver som et. Så i forestillingen om Columbus var der rigtig, rigtig mange ord, der skulle siges aften efter aften – først i København og siden på turné rundt i landet. Når skuespillere er på turné og ikke kan smutte hjem til familien, ender det tit i fest. Det er næppe nogen hemmelighed. Og sådan var det også på Sorte Hests turné. Skuespillerne mødtes efter forestillingen til natmad og festede. Og her var det så, at den 25-årige Søren, kæk og frisk, en aften satte sig ned og forklarede Brigitte Kolerus, at problemet med alt det teater var, at der var for mange ord. Især i monologerne. Alt for mange ord. Man skulle lave en monolog uden ord. Det ville være fedt. For Søren var det bare en del af den snak, der konstant kørte inde i ham i jagten på det der udefinerlige, der var skuespillet – men alligevel noget andet end det almindelige teater. Næste dag kom Brigitte Kolerus hen til Søren og fortalte ham, at nu havde hun programsat ham på Sorte Hest i februar måned det kommende år. Så kunne han lave sin monolog uden ord. Brigitte Kolerus er desværre død i dag, så vi kan ikke få at vide, om hun troede på Søren, eller om hun bare prøvede at lukke munden på den unge Søren, der talte så utroligt meget om, at der blev talt for meget i teatret. Brigitte Kolerus’ hurtige handling kunne faktisk lukke munden på Søren. Han var overrasket. Det var jo ikke sådan ment. Eller måske var det.

Bryd rutinerne Resultatet blev Sørens første soloforestilling, Hvem ringer Frøken Klokken for? En monolog uden ord – helt som lovet. I virkeligheden havde Søren mere eller mindre ubevidst nærmet 73


Ja til alt Da Søren Østergaard forlod Statens Teaterskole i juni 1980, var det med en underlig følelse af, at han nok ikke skulle være skuespiller resten af livet. Det kunne ikke være det. Der måtte være noget andet. For at finde ud af, hvad det andet kunne være, besluttede Søren sig for at gøre, som Keith Johnstone havde lært ham i improøvelserne: Sig ja til alt. Søren sagde ja til alle tilbud, der kom. Uanset hvor mærkelige de var. Så kunne han prøve det hele af og måske på den måde finde ud af, hvad ”det andet”kunne være. Det betød tre år med den type roller, som unge lovende skuespillere typisk får: Et stykke nede på rollelisten, men ikke for langt nede, ikke de store scener, men tilpas til, at man bliver set, og omkring 20 sider, man skal lære udenad. Søren optrådte på Bristol Teatret, på Gladsaxe Teater, og så endte han også på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbrogade. Her regerede Brigitte Kolerus, og i 1982 satte hun Dario Fo-stykket Columbus op. Med Søren i endnu en mellemstor rolle. Dario Fo, der modtog Nobels Litteraturpris i 1997, er Italiens største satiriker. Hans spillestil er ofte grovkornet og politisk satirisk, og den trækker linjer tilbage til den italienske commedia dell’arte fra midten af 1500-tallet. Begrebet commedia dell’arte er en forkortelse af ”commedia dell’arte all’improviso” – altså ”komedie gennem kunsten at improvisere”. Så Dario Fo er en mand, der passer lige ind i Søren Østergaards verden. Da Søren få år senere er med i Erasmus vender tilbage, kommer Dario Fo i øvrigt og ser forestillingen og hilser på Søren. Han kan vældig godt lide Sørens optræden. Og det er ikke kun, fordi han er inviteret af sin danske veninde, Lisbet Lundquist, der selv er begyndt at opdage ham der Østergaard. Ud over det med improvisationen er Dario Fo også kendt for at opfordre skuespillere og instruktører, der sætter hans stykker op, til 72

at ændre i teksten, som de føler er rigtigst. Et andet af Dario Fos kendetegn er, at han taler som et vandfald. Og skriver som et. Så i forestillingen om Columbus var der rigtig, rigtig mange ord, der skulle siges aften efter aften – først i København og siden på turné rundt i landet. Når skuespillere er på turné og ikke kan smutte hjem til familien, ender det tit i fest. Det er næppe nogen hemmelighed. Og sådan var det også på Sorte Hests turné. Skuespillerne mødtes efter forestillingen til natmad og festede. Og her var det så, at den 25-årige Søren, kæk og frisk, en aften satte sig ned og forklarede Brigitte Kolerus, at problemet med alt det teater var, at der var for mange ord. Især i monologerne. Alt for mange ord. Man skulle lave en monolog uden ord. Det ville være fedt. For Søren var det bare en del af den snak, der konstant kørte inde i ham i jagten på det der udefinerlige, der var skuespillet – men alligevel noget andet end det almindelige teater. Næste dag kom Brigitte Kolerus hen til Søren og fortalte ham, at nu havde hun programsat ham på Sorte Hest i februar måned det kommende år. Så kunne han lave sin monolog uden ord. Brigitte Kolerus er desværre død i dag, så vi kan ikke få at vide, om hun troede på Søren, eller om hun bare prøvede at lukke munden på den unge Søren, der talte så utroligt meget om, at der blev talt for meget i teatret. Brigitte Kolerus’ hurtige handling kunne faktisk lukke munden på Søren. Han var overrasket. Det var jo ikke sådan ment. Eller måske var det.

Bryd rutinerne Resultatet blev Sørens første soloforestilling, Hvem ringer Frøken Klokken for? En monolog uden ord – helt som lovet. I virkeligheden havde Søren mere eller mindre ubevidst nærmet 73


26 år gammel, forholdsvis nyuddannet skuespiller og uden det store gennembrud. Det lå ikke lige i kortene, at det var en selvopfundet soloforestilling uden ord, der skulle blive Søren Østergaards første store succes. Men Hvem ringer Frøken Klokken for? slog igennem – både hos anmelderne og publikum – da de først lige blev klar over, hvad de skulle ind og se. I 1987 satte Søren Østergaard forestillingen op igen – med samme succes. Foto: Polfoto/Lars Hansen.

sig projektet i en del år. Allerede på Teaterskolen havde han sammen med Morten Hovmann lavet en ordløs forestilling om to brødre, der ikke talte sammen (hvor fik han det dog fra?). Og i sommeren 78 i Ålborg snakkede Søren med Kim Veisgaard om, at der var noget sjovt med Frøken Klokken, og mon man ikke kunne bruge hende til noget? Søren brugte endnu en gang Keith Johnstones improteknikker, da han skulle udvikle Hvem ringer Frøken Klokken for? I impro er en af grundreglerne, at man altid skal bryde rutinerne. På den måde kommer man ud i det spontane, hvor der ikke er faste mønstre at falde tilbage på. Og så kommer det originale. Hvis ens figur står og vasker op, skal det ikke være tallerkner, han vasker op – men noget helt andet. Rutinen er brudt, og ud af den overraskende ting, han vasker op, kan en ny historie opstå. Sørens udgangspunkt for forestillingen var, at det skulle være en ensom mand. Men hvordan viser man det? En ensom mand skal bo alene. Hvordan ser en ensom mands hjem ud? Hans køleskab er tomt. Men så skal han komme ud af køleskabet. Det er begyndelsen: Han kommer ud af køleskabet og ind i sin triste lejlighed. Han skal genopdage sin egen verden. Hvis han er ensom, så han har anskaffet sig et dyr. Men det må ikke være et dyr, der fjerner mandens ensomhed. Så det skal være en fisk – det mest upersonlige dyr, der findes. Han skal træne med sit dyr. Men ikke i et akvarium. Det skal være i et badekar. Hvad skal en ensom mand arbejde med? Der er noget ensomt over at se fjernsyn. Så han reparerer fjernsyn. Han skal have et fjernsyn i sin lejlighed. Så kan fjernsynet måske være akvariet? Og så kan det ende med, at han dykker ned i fjernsynet. Der har vi slutningen. Og på den måde fik Søren foldet hele historien om den ensomme mand ud. Og det blev virkelig den monolog uden ord, han havde lovet. Lige bortset fra Frøken Klokken, der er den ensomme mands store kærlighed. Og hun siger jo noget. Selvom det er på bånd. 75


26 år gammel, forholdsvis nyuddannet skuespiller og uden det store gennembrud. Det lå ikke lige i kortene, at det var en selvopfundet soloforestilling uden ord, der skulle blive Søren Østergaards første store succes. Men Hvem ringer Frøken Klokken for? slog igennem – både hos anmelderne og publikum – da de først lige blev klar over, hvad de skulle ind og se. I 1987 satte Søren Østergaard forestillingen op igen – med samme succes. Foto: Polfoto/Lars Hansen.

sig projektet i en del år. Allerede på Teaterskolen havde han sammen med Morten Hovmann lavet en ordløs forestilling om to brødre, der ikke talte sammen (hvor fik han det dog fra?). Og i sommeren 78 i Ålborg snakkede Søren med Kim Veisgaard om, at der var noget sjovt med Frøken Klokken, og mon man ikke kunne bruge hende til noget? Søren brugte endnu en gang Keith Johnstones improteknikker, da han skulle udvikle Hvem ringer Frøken Klokken for? I impro er en af grundreglerne, at man altid skal bryde rutinerne. På den måde kommer man ud i det spontane, hvor der ikke er faste mønstre at falde tilbage på. Og så kommer det originale. Hvis ens figur står og vasker op, skal det ikke være tallerkner, han vasker op – men noget helt andet. Rutinen er brudt, og ud af den overraskende ting, han vasker op, kan en ny historie opstå. Sørens udgangspunkt for forestillingen var, at det skulle være en ensom mand. Men hvordan viser man det? En ensom mand skal bo alene. Hvordan ser en ensom mands hjem ud? Hans køleskab er tomt. Men så skal han komme ud af køleskabet. Det er begyndelsen: Han kommer ud af køleskabet og ind i sin triste lejlighed. Han skal genopdage sin egen verden. Hvis han er ensom, så han har anskaffet sig et dyr. Men det må ikke være et dyr, der fjerner mandens ensomhed. Så det skal være en fisk – det mest upersonlige dyr, der findes. Han skal træne med sit dyr. Men ikke i et akvarium. Det skal være i et badekar. Hvad skal en ensom mand arbejde med? Der er noget ensomt over at se fjernsyn. Så han reparerer fjernsyn. Han skal have et fjernsyn i sin lejlighed. Så kan fjernsynet måske være akvariet? Og så kan det ende med, at han dykker ned i fjernsynet. Der har vi slutningen. Og på den måde fik Søren foldet hele historien om den ensomme mand ud. Og det blev virkelig den monolog uden ord, han havde lovet. Lige bortset fra Frøken Klokken, der er den ensomme mands store kærlighed. Og hun siger jo noget. Selvom det er på bånd. 75


Grin eller gråd Et soloshow dengang i starten af 80’erne var langtfra så almindeligt som i dag. Oven i købet var Søren Østergaard ikke noget kendt navn. Og så var det uden ord … Til premieren gik det godt, men det var også alle kollegerne, der fyldte teatrets beskedne sal. Skuespillere er gode til at støtte og klappe. Og det var lige et stykke for dem. Anmelderne var der også på premieren, men dem kunne man ikke høre. Næste aften var der 38 publikummer i salen. Det var fint nok. Sorte Hests sal er ikke stor. Problemet var, at der kun var fire af dem tilbage, da forestillingen sluttede. Og den varede trods alt kun 55 minutter. Publikum vidste ikke, hvordan de skulle håndtere historien. Fra begyndelsen kunne Søren oppe på scenen fornemme, at der var uro. De grinede de forkerte steder. De raslede lidt for meget med slikposerne, de var ikke helt stille der, hvor de burde kunne forstå, at de skulle være stille. Søren var bange. Hvad nu, hvis ingen forstod det? Ved midnatstid cyklede han ad Vesterbrogade ind til Rådhuspladsen, hvor morgendagens aviser blev solgt. Og her så han så sig selv på forsiden – udråbt som den nye store stjerne i dansk teater. ”Et strålende gennembrud”var overskriften i Information. Ordet ”genial” blev brugt flere gange, inden man sluttede af med: ”Sådan er den moderne klovn. Sådan er Søren Østergaard. Nøgen og udsat – men slet ikke lammet. En glædelig debut. Et umiddelbart gennembrud.” Politiken talte om ”morsomt og livsbekræftende”og sluttede af med: ”Skønt komikken er Søren Østergaards mest virkningsfulde våben, er der også noget yndefuldt ved hans præstation.” Og Jens Kistrup fra Berlingske Tidende, der næsten ikke havde opdaget Søren i Rottefælden to et halvt år tidligere, startede anmeldelsen med: ”Det er morsomt, meget morsomt. Det er endda morsomt på en original måde.” Kistrup var begejstret for ”Øster76

gaards underlige isolerede asparges af en mand”. Og han slutter af med: ”Søren Østergaard gør det (...) til noget særligt. En mand, hvis fantasi får ham til at gå helt andre veje og forsøge helt andre metoder, end fornuften afstikker. Se det! Det varer kun en time. Den er ikke spildt.” Ud over at gøre Søren til et navn i dansk teater havde anmeldelserne også den praktiske fordel, at nu vidste publikum godt, hvordan de skulle gribe den underlige forestilling an. Nu var de klar over, at det var nyt og spændende – og sjovt.


Grin eller gråd Et soloshow dengang i starten af 80’erne var langtfra så almindeligt som i dag. Oven i købet var Søren Østergaard ikke noget kendt navn. Og så var det uden ord … Til premieren gik det godt, men det var også alle kollegerne, der fyldte teatrets beskedne sal. Skuespillere er gode til at støtte og klappe. Og det var lige et stykke for dem. Anmelderne var der også på premieren, men dem kunne man ikke høre. Næste aften var der 38 publikummer i salen. Det var fint nok. Sorte Hests sal er ikke stor. Problemet var, at der kun var fire af dem tilbage, da forestillingen sluttede. Og den varede trods alt kun 55 minutter. Publikum vidste ikke, hvordan de skulle håndtere historien. Fra begyndelsen kunne Søren oppe på scenen fornemme, at der var uro. De grinede de forkerte steder. De raslede lidt for meget med slikposerne, de var ikke helt stille der, hvor de burde kunne forstå, at de skulle være stille. Søren var bange. Hvad nu, hvis ingen forstod det? Ved midnatstid cyklede han ad Vesterbrogade ind til Rådhuspladsen, hvor morgendagens aviser blev solgt. Og her så han så sig selv på forsiden – udråbt som den nye store stjerne i dansk teater. ”Et strålende gennembrud”var overskriften i Information. Ordet ”genial” blev brugt flere gange, inden man sluttede af med: ”Sådan er den moderne klovn. Sådan er Søren Østergaard. Nøgen og udsat – men slet ikke lammet. En glædelig debut. Et umiddelbart gennembrud.” Politiken talte om ”morsomt og livsbekræftende”og sluttede af med: ”Skønt komikken er Søren Østergaards mest virkningsfulde våben, er der også noget yndefuldt ved hans præstation.” Og Jens Kistrup fra Berlingske Tidende, der næsten ikke havde opdaget Søren i Rottefælden to et halvt år tidligere, startede anmeldelsen med: ”Det er morsomt, meget morsomt. Det er endda morsomt på en original måde.” Kistrup var begejstret for ”Øster76

gaards underlige isolerede asparges af en mand”. Og han slutter af med: ”Søren Østergaard gør det (...) til noget særligt. En mand, hvis fantasi får ham til at gå helt andre veje og forsøge helt andre metoder, end fornuften afstikker. Se det! Det varer kun en time. Den er ikke spildt.” Ud over at gøre Søren til et navn i dansk teater havde anmeldelserne også den praktiske fordel, at nu vidste publikum godt, hvordan de skulle gribe den underlige forestilling an. Nu var de klar over, at det var nyt og spændende – og sjovt.


Februar 2011 tre måneder før premieren

Men så er der jo Zirkus Nemo. Er du så kommet nærmere på, hvad der skal foregå? Det er han bestemt: For eksempel er de første brochurer til firmaerne lige blevet sendt ud. Håbet er, at de store firmaer skal købe en hel forestilling til ansatte og kunder. Den slags plejer at give en dejlig ro i cirkusdirektørdelen af Søren. Og hvad med det, der skal foregå i manegen?

Søren Østergaards Zhow kører på Bellevue Teatret. Anmelderne har givet det tre og fire stjerner og anerkender forsøget på at skabe noget nyt. En Østergaard uden falske tænder og sjove parykker. Søren Østergaard, der har et notorisk problem med anmeldere – ikke mindst dem fra Politiken – er især glad for Monna Dithmers anmeldelse i Politiken. Selvom hun er en af de to, der kun giver tre stjerner, føler Søren, at han kan bruge hendes ord til noget. Hun har forstået idéen med zhowet – at forestillingen i sig selv er et antishow om at lave et show – og være nøgen. Ikke kun som stripperen Suzannah Martinez, der ender sit tryllenummer med at smide alt tøjet. Søren er så glad for anmeldelsen, at han har skrevet en takkemail til Monna. Og så kan man kun gætte på, hvad hun har tænkt i sekunderne, fra hun så mailen, til hun fik den åbnet. Billetsalget til Zhow er desværre ikke noget at råbe hurra for. Og for en mand som Søren, der er fuldstændigt afhængig af publikums reaktioner, kan en halvtom, lidt uoplagt sal i et sommerteater i februar godt være lidt af en ørkenvandring.

Åbningsnummeret er på tegnebrættet – det er nok noget med en invalideknallert, der skal bygges om. Og så har Søren hyret Suzanne Berdino fra Cirkus Arena til at optræne tre dresserede geder, en hund og to kæmpegæs. Han har været ude og se dem – de er rigtig dygtige. Og så har Søren og Peter Frödin et meget trist hundedressurpar, som nok skal optræde med hundene, mens de skændes, og Frödins hvidvinsdampende kvindefigur stort set hele tiden beder Søren om at holde kæft. Og så har de en idé om noget med tyrolere og glæde. Og så gederne. Og det er så noget, du og Frödin går og udvikler sammen? Søren ser lidt fraværende ud. Han har mødtes en enkelt gang med Peter Frödin. De er ikke rigtig kommet i gang. Men det gør ikke noget. De har jo for eksempel også de ungarske flagløbere. Begejstrede og stolte. Og med flag. Det bliver godt. Skal de bare løbe rundt?

78

79


Februar 2011 tre måneder før premieren

Men så er der jo Zirkus Nemo. Er du så kommet nærmere på, hvad der skal foregå? Det er han bestemt: For eksempel er de første brochurer til firmaerne lige blevet sendt ud. Håbet er, at de store firmaer skal købe en hel forestilling til ansatte og kunder. Den slags plejer at give en dejlig ro i cirkusdirektørdelen af Søren. Og hvad med det, der skal foregå i manegen?

Søren Østergaards Zhow kører på Bellevue Teatret. Anmelderne har givet det tre og fire stjerner og anerkender forsøget på at skabe noget nyt. En Østergaard uden falske tænder og sjove parykker. Søren Østergaard, der har et notorisk problem med anmeldere – ikke mindst dem fra Politiken – er især glad for Monna Dithmers anmeldelse i Politiken. Selvom hun er en af de to, der kun giver tre stjerner, føler Søren, at han kan bruge hendes ord til noget. Hun har forstået idéen med zhowet – at forestillingen i sig selv er et antishow om at lave et show – og være nøgen. Ikke kun som stripperen Suzannah Martinez, der ender sit tryllenummer med at smide alt tøjet. Søren er så glad for anmeldelsen, at han har skrevet en takkemail til Monna. Og så kan man kun gætte på, hvad hun har tænkt i sekunderne, fra hun så mailen, til hun fik den åbnet. Billetsalget til Zhow er desværre ikke noget at råbe hurra for. Og for en mand som Søren, der er fuldstændigt afhængig af publikums reaktioner, kan en halvtom, lidt uoplagt sal i et sommerteater i februar godt være lidt af en ørkenvandring.

Åbningsnummeret er på tegnebrættet – det er nok noget med en invalideknallert, der skal bygges om. Og så har Søren hyret Suzanne Berdino fra Cirkus Arena til at optræne tre dresserede geder, en hund og to kæmpegæs. Han har været ude og se dem – de er rigtig dygtige. Og så har Søren og Peter Frödin et meget trist hundedressurpar, som nok skal optræde med hundene, mens de skændes, og Frödins hvidvinsdampende kvindefigur stort set hele tiden beder Søren om at holde kæft. Og så har de en idé om noget med tyrolere og glæde. Og så gederne. Og det er så noget, du og Frödin går og udvikler sammen? Søren ser lidt fraværende ud. Han har mødtes en enkelt gang med Peter Frödin. De er ikke rigtig kommet i gang. Men det gør ikke noget. De har jo for eksempel også de ungarske flagløbere. Begejstrede og stolte. Og med flag. Det bliver godt. Skal de bare løbe rundt?

78

79


Njarh, måske skal de også … gøre et eller andet – ud over at løbe rundt med flagene. Men Søren ved ikke lige, hvad det skulle være. Og så er der jo stadig en intro med Batman og Robin. Og Frödins fakirfigur Lille Allan. Og Peter vil også lave en ny figur. Og Helle Dolleris og Laura Kvist skal også finde på nogle små numre som Batgirls. Og dine egne numre? Søren er ikke blevet meget klogere. Men han har gået og tænkt på Marianne – hun er dejlig. Så måske skal hun optræde med et dressurnummer – eller noget trylleri. Men så er der jo også Bager-Jørgen og Smadremanden og Målermanden og Kim Tim og Ole-Bent og … Sørens sorte bog er stadig helt og aldeles tom. Det, der foregår, foregår kun oppe i hans hoved.

Marianne er en af Søren Østergaards få kvindefigurer. Hun har været med i flere omgange – her optræder hun som hustru til Anders Lund Madsens figur, der kunne tale med en fisk, der til gengæld kunne regne. Siden blev Marianne fraskilt og optrådte med dresserede fjernsynsapparater. Og i år skal hun måske med igen … eller? Foto: Polfoto/Ole Buntzen.

80


Njarh, måske skal de også … gøre et eller andet – ud over at løbe rundt med flagene. Men Søren ved ikke lige, hvad det skulle være. Og så er der jo stadig en intro med Batman og Robin. Og Frödins fakirfigur Lille Allan. Og Peter vil også lave en ny figur. Og Helle Dolleris og Laura Kvist skal også finde på nogle små numre som Batgirls. Og dine egne numre? Søren er ikke blevet meget klogere. Men han har gået og tænkt på Marianne – hun er dejlig. Så måske skal hun optræde med et dressurnummer – eller noget trylleri. Men så er der jo også Bager-Jørgen og Smadremanden og Målermanden og Kim Tim og Ole-Bent og … Sørens sorte bog er stadig helt og aldeles tom. Det, der foregår, foregår kun oppe i hans hoved.

Marianne er en af Søren Østergaards få kvindefigurer. Hun har været med i flere omgange – her optræder hun som hustru til Anders Lund Madsens figur, der kunne tale med en fisk, der til gengæld kunne regne. Siden blev Marianne fraskilt og optrådte med dresserede fjernsynsapparater. Og i år skal hun måske med igen … eller? Foto: Polfoto/Ole Buntzen.

80


3d3f8a0c6a9c4c429d6c903bff872b3b