FREMTID OG HÅB
Drømmen om et hjem
Besøg til november med fest og jubilæumsfejring 2 3 4 6 7 8
Bethania Children Club
Opstart af 2. runde af UYMEprojektet for unge, ugifte mødre
Min rejse fra mørke til lys
Girl Gala Talk
DRØMMEN om et hjem
Hvor søger man hen, når man er blevet efterladt, og ingen vil kendes ved en?
For de to søstre Asha og Khadija er svaret simpelt; man tager derhen, hvor der er varme og kærlighed – og hvor man er ønsket.
Af Jesper Grove Rasmussen
HVOR SKAL VI BO?
De to søstre Asha og Khadija på 13 og 11 år har mange gange gennem deres korte liv stillet spørgsmålet: ”Hvor skal vi bo?”. De tilbringer deres første år i Dar es Salaam sammen med deres forældre. Forældrenes relation er dog meget usund. Moderen forlader dem, og alt ændrer sig.
Snart efter flytter de med faderen ind hos hans nye kone. Men stedmoderen ønsker dem ikke. Pigerne finder sig kastet rundt i en
familiekabale, hvor faderen med korte intervaller sender dem på tværs af landet for at bo ved forskellige familiemedlemmer.
ET GIFTIGT FARVEL
Efter en årrække med ophold hos bedsteforældre, onkler og tanter vælger faderen i afmagt at sende dem på en bus til Nairobi, Kenya, hvor moderen er flyttet til. En beslutning, der vil mærke pigerne for livet. Moderen lever under kummerlige forhold og ønsker ikke at have noget med dem at gøre. Hun truer Asha og Khadija med at forgifte dem, hvis de ikke vender om. Pigerne havner tilbage hos faderen og stedmoderen, der nu er flyttet til Sumbawanga. Faderen begynder dog at trække sig og være væk flere dage ad gangen. Pigerne er nu overladt til stedmoderen og hendes familie, der kun giver deres egne børn mad. Asha og Khadija må sulte.
MÅ VI BLIVE HER PÅ BETHANIA?
En nat vækker stedmoderen de to søstre og giver dem en portion mad. Det bliver det sidste måltid, hun laver til dem. Næste morgen er hun nemlig taget afsted. Huset er tømt for værdi, og pigerne er efterladt alene tilbage. Fortvivlet begynder pigerne at græde og bliver fundet af udlejeren. Udleje-
ren er en ældre mand og har ikke selv mulighed for at tage sig af dem. Men han kender et sted, der kan hjælpe. Da Asha og Khadija ser Bethania og møder de andre børn, spørger de med det samme, om de må få lov at blive der. De drømmer om et sted at kalde hjem og ønsker ikke at vende tilbage til det liv, de har oplevet hele deres barndom.
”Vi drømmer om at gå i skole og have det godt, ligesom de andre børn har det på Bethania”.
Pigerne får lov til at flytte permanent ind.
Asha i hendes nye blomsterkjole. Foto: Mikael Constantine.
Khadija på tur rundt på Bethania. Foto: Mikael Constantine.
VIL HJÆLPE ANDRE
I fremtiden drømmer Asha og Khadija om at kunne hjælpe andre. Asha fortæller, at hun gerne vil færdiggøre skolen, så hun kan blive præsident og hjælpe familier, så ingen børn skal opleve det samme som hende. Khadija fortæller, at hun gerne vil være sygeplejerske, fordi hun ønsker at hjælpe de syge. |
Bethania Children Club:
”Vi er blevet samlet som familie”
Af Lea Møberg
Den nystartede `Bethania Children Club´, også kaldet BCC, er en forening under Fremtid og Håb i Tanzania, der samler tidligere Bethania-børn. Formålet er at etablere et fællesskab, hvor de unge kan dele erfaringer og tro samt støtte og motivere hinanden. Bag initiativet står 31-årige George Mahenge, der selv er vokset op på Bethania. Han manglede netop dette fællesskab, da han færdiggjorde sine studier.
BEKYMRINGER OM FREMTIDEN
At færdiggøre sin uddannelse er en vigtig milepæl, som åbner nye døre og fylder mange unge med glæde og stolthed. Dette gælder også for vores unge i Tanzania, der ofte udtrykker dyb taknemmelighed for de muligheder, Fremtid og Håb har givet dem. Men for mange af vores unge er afslutningen på studietiden ikke kun fyldt med forventning til fremtiden; den bringer også bekymringer og frygt. For hvordan klarer man sig i voksenlivet uden Fremtid og Håbs beskyttende rammer?
Da George Mahenge stod over for sine afsluttende eksaminer, begyndte bekymringer om fremtiden at
fylde. I sin tvivl om, hvordan han skulle klare sig selv, kontaktede han sine ældre brødre fra børnehjemmet:
”De delte deres erfaringer og gav mig værdifulde råd, som gav mig ro i sindet,” fortæller han.
Under samtalerne indså George, at han ikke var alene om usikkerheden for fremtiden. De havde alle brug for et fællesskab, hvor de kunne dele erfaringer, støtte hinanden og styrke deres tro. Den erkendelse blev startskuddet til hans mission om at skabe Bethania Children Club.
FÆLLESSKABET VOKSER
I dag tæller Bethania Children Club 85 medlemmer, fordelt på tre netværk i Sumbawanga, Mbeya og Dar es Salaam. George Mahenge planlægger og koordinerer månedlige møder og seminarer for hvert netværk med fokus på emner som økonomi, sundhed, tro, familieliv og meget mere.
”Arbejdet med BCC er utroligt spændende. Møderne og seminarerne inspirerer os unge til at hjælpe hinanden – og giver os mod til at tro på os selv og vores fremtid,” fortæller George.
SAMLET SOM FAMILIE
I juni mødtes George Mahenge og jeg, Lea Møberg, med en gruppe medlemmer fra BCC’s netværk i Mbeya. Begejstringen og taknemmeligheden for BCC var stor. 35-årige Isaya Jackson, der til dagligt arbejder som elektriker, fortæller:
”Bethania-familien er vokset meget gennem årene. Måske har jeg gået forbi min yngre søster på gaden i Mbeya uden at vide, at hun var min søster, fordi hun boede på Bethania efter mig.”
Hans yngre bror, Musa Kalemya, fortsætter: ”BCC har knyttet os sammen som familie igen efter mange års adskillelse. Det, at vi nu har et netværk, har gjort det muligt for os at støtte hinanden. Vi er så glade for det, TAK!” |
Søstrene hygger mens de spiser. Foto: Mikael Constantine.
Lea sammen med BCC-netværket FV: George Mahenge, Michael Unyese, Isaya Jackson, Musa Kalemya, Lea Møberg, Frank Khatibu, Frank Boazy, Tamimu Abasi, Simon Daudi.
Opstart af 2. runde
af UYME-projektet for unge, ugifte mødre
fokuse-
Af Marieke Brinck
PÅ BESØG I NAMANYERE TIL DEN FØRSTE PROJEKTDAG
Efter at have ventet en time bliver jeg kl. 7 en kølig tirsdag morgen i begyndelsen af juli hentet ved vores ”hotel” i Sumbawanga. Sammen med tre projektansatte og to undervisere kører vi i godt en time, inden vi rammer Namanyere – en by i et fattigt område i Rukwa-regionen. Den ene projektansatte, Magdalena, har sin etårige datter med. Sådan gør man her. Her går man ikke sådan lige på barsel. Magdalena har haft sin datter med på arbejde i et år.
Efter ankomsten til den fine skolebygning lidt uden for Namanyere ankommer 50 unge mødre. Her skal der i de følgende fem dage være opstart af UYME-projektets anden fase. Det ser ud som om, de unge mødre har taget deres pæneste tøj på, men det er
alligevel let at se, at de er fattige. Sandalerne er godt brugte, og tæt på kan man se, at tøjet er ved at være slidt.
FEM DAGES KURSUS GIVER
MØDRE VIDEN - OG HÅB FOR FREMTIDEN
Mødrene ved, at det er vigtigt, at de kommer og deltager i disse dage for at kunne være en del af projektet. Næsten alle har deres børn med bundet til kroppen. Det ser ud som om de fleste børn er mellem ½ og 2 år. Mødre og børn finder sig til rette på jernstolene, og efter lidt tid går Joseph Kassaila, stifteren af Fremtid og Håb, i gang med at byde velkommen. Han fortæller, hvad mødrene kan forvente i de næste fem kursusdage. Mødrene skal lære om børneopdragelse, hygiejne, alkohols skadelige virkning, og hvordan de kan undgå at blive gravide. Joseph fortæller også, at de kan forvente at få serveret både
morgenmad og frokost disse fem dage, og at de også får lidt penge til at dække transporten. Mødrene virker spændte og lidt nervøse. Én del af de små børn græder, og det kan være lidt svært at høre, hvad der bliver sagt.
To mødre fra det første UYMEprojekt er mødt op for at fortælle deres historie og for at motivere de nye unge mødre. Det rører mig meget, og det er svært ikke at knibe en tåre. Den ene fortæller meget taknemmeligt om den store forskel projektet har gjort i hendes liv. Tidligere var hun afhængig af andre. Nu tjener hun sine egne penge hver dag, og sammen med fire andre mødre fra projektet er det lykkedes dem at spare op. De har nu hver deres symaskine. De hjælper stadig hinanden, når der er svære dage.
Den anden fortæller lidt mindre om sit eget liv, men opfordrer de unge mødre til at gribe denne
I den første pause serveres morgenmaden udenfor. Derefter letter stemningen, og i de næste timer virker mødrene meget
rede. Foto: Marieke Brinck.
helt særlige chance, som Bethania Homes nu giver dem. At selvom det ind i mellem kan virke svært, skal de kæmpe videre. Hun siger også: ”Vi er et eksempel på, at det kan lykkes at få et andet og bedre liv, end det vi havde”.
FRA PAPIRARBEJDE TIL LIVSFORANDRING
Da jeg hører disse kvinder fortælle om den betydning projektet har haft for deres liv, glemmer jeg alt om, hvor bøvlet det kan være at lave en projektansøgning. At det tog det meste af en måned. Det eneste, jeg tænker, er, at vi skal blive ved med at søge disse midler, og at vi snart skal i gang med at overveje, hvad det næste projekt skal være.
Efter morgenmaden bliver der undervist i to emner. Det første emne er børneopdragelse. Underviseren starter med at fortælle om betydningen af omsorg, øjenkontakt, og at små børns sprog er gråd. Derefter sætter hun mødrene til at snakke sammen. Det næste tema er prævention. Det ved de unge mødre ikke særlig meget om, og de er meget optaget af emnet.
Efter den udendørs frokostservering er alle ved at være trætte, så de ansatte runder af, og dagens kørepenge bliver delt ud til mødrene. Jeg ved, hvor få penge disse mødre almindeligvis har og kan ikke lade være med at tænke på, hvad de bruger pengene til. Det hjælper mig at tænke på, at de i løbet af projektet også skal lære, hvordan de passer godt på deres penge.
DYGTIGE UNDERVISERE OG STÆRKE MØDRE
Da jeg siger farvel efter denne spændende dag, er jeg fuld af forhåbning. Projektmedarbejderne og underviserne er dygtige og har en fin forståelse for mødrene og deres børn. I denne uge får de unge mødre meget
vigtig viden, og allerede efter et par uger skal de i gang med deres kursus i enten syning, frisør eller madlavning/dekoration. Jeg ser frem til at følge med og beder til, at det vil lykkes for dem alle at gennemføre kurset, der varer op til fem måneder. |
Flere gange i løbet af formiddagen sættes mødrene i grupper, hvor de sammen skal svare på nogle spørgsmål. De er optaget af spørgsmålene og kan godt lide at snakke med hinanden. Her i Danmark er gruppearbejde helt almindeligt, men i det tanzanianske skolesystem er det endnu ikke noget, der bliver brugt. Foto: Marieke Brinck.
Vi lærte mange vigtige ting i det første UYME. En af de store ændringer er, at de unge mødre i det nye projekt får mad alle de dage, de deltager i deres kursus. Vi håber, at det vil gøre det lettere for de fattigste mødre at blive i projektet. En anden vigtig ændring er, at den unge skal vælge en mentor fra kirken, der kan støtte dem gennem og efter projektperioden.
To unge kvinder fortæller om, hvad UYME-projektet har betydet for dem.
Se på YouTube: kortlink.dk/2sz3c
Min rejse FRA MØRKE TIL
LYS
Mit navn er Taitus Benson Jimson. Jeg blev født den 11. september 2000 og bor i øjeblikket i Mbeya, Tanzania. Jeg arbejder som lærer i udskolingen (14 - 17 år) og underviser i erhvervsfag, handel og bogføring. Jeg er det fjerde barn i en familie med syv børn, og vi voksede op ved bredden af Tanganyikasøen i Rukwa-regionen.
Af Taitus Benson Simson
Min far var engang en succesfuld forretningsmand, og vores familie levede et liv fyldt med kærlighed og glæde. Jeg havde store drømme om at blive en succesfuld iværksætter og eje mit eget firma en dag. Men de drømme forsvandt pludselig som et lys, der blæses ud af vinden, da en frygtelig katastrofe ramte os.
RAMT AF ØDELÆGGELSE
Om natten den 26. april 2013 ramte en voldsom storm vores hjem. Jeg var væk for at besøge en ven, og da jeg vendte tilbage, var alt forandret. Vores hjem var ødelagt, og mine forældre var alvorligt sårede. Det var et øjeblik med total ødelæggelse. Selvom de overlevede, var det kun ved Guds nåde. Fra den dag blev vores liv fyldt med mørke og usikkerhed.
At se mine forældre lide gjorde ondt i mit hjerte. Jeg ønskede, at jeg kunne beskytte og tage mig af dem, men jeg havde intet at tilbyde – kun et oprigtigt ønske i mit hjerte. Livet blev utroligt svært, og jeg forsøgte at begrave smerten ved at glemme alt. Men en dag sagde nogen til mig: ”Smerte betyder ikke, at det er slutningen på din historie – det er bare en ny side, der
Flot så han ud Taitus Benson Simson, da han afsluttede sin uddannelse som lærer. Privatfoto.
vendes.” Den enkle besked gav mig et glimt af håb. Den samme person opmuntrede mig til at gå min egen vej, men altid med Gud som vejleder. Jeg forlod til sidst vores hjem, som ikke længere var beboeligt og tog til byen Sumbawanga for at bo hos min mormor. Jeg blev der uden nogen klar retning i livet.
EN KAMP FOR AT OVERLEVE
I desperation søgte jeg tilflugt på gaden for at overleve. Det var i denne tid, jeg genfandt min mening med livet – en mening, jeg troede var død. Jeg lavede forskellige småjobs, overlevede på ét måltid om dagen, og nogle gange uden mad overhovedet.
En dag mødte jeg en lærer og bad ham om hjælp. Han spurgte, hvor mange penge jeg havde brug for, men jeg sagde, at jeg ikke bad om penge – jeg ville bare tilbage i skole. Han gik med til det og tog mig med til Jangwani Skole i Msibgi, hvor jeg genoptog mine studier. Selvom jeg stadig stod over for mange udfordringer, fortsatte jeg med troen i behold.
BETHANIABØRNEHJEMMET BLEV ET VENDEPUNKT
Senere førte Gud mig til Bethania, hvor jeg ikke kun modtog støtte, men ægte medfølelse. Jeg er evigt taknemmelig, for Bethania gav mig alt, hvad jeg havde brug for – fra basale fornødenheder til følelsesmæssig og åndelig støtte. Fra 2016 og frem til i dag har Bethania været min styrke og forvandling. Smil, fred og kærlighed vendte tilbage til mit liv efter en lang periode med smerte og sorg. I dag er jeg lærer i Mbeya. Alt, hvad jeg
har opnået, er blevet muligt takket være Bethania. Men mere end støtte gav Bethania mig ubetinget kærlighed. Det blev som en far og mor for mig – min familie. Jeg planlægger at fortsætte med at undervise, fordi jeg elsker mit arbejde. Men jeg drømmer også om at blive en stor iværksætter en dag – hvis jeg kan få kapital til at starte min drømmevirksomhed. Jeg håber at nå steder som Danmark, ikke kun som forretningsmand, men for at lære, hvordan man genopbygger håb i andre og giver med ubetinget kærlighed.
Tak til Danmarks folk for jeres kærlighed, tak til Joseph Kassaila og min kære bror Emmanuel Mwampimbe. Må Gud være med jer alle dage i jeres liv. Amen. |
Girl Gala Talk på Bethania
Af Peter Frank Nielsen
På Bethania-børnehjemmet har personalet i løbet af foråret startet et nyt tiltag for pigerne – det hedder “Girl Gala Talk”. Her mødes de unge piger den sidste lørdag i hver måned for at snakke om alt det, der fylder i deres liv som piger og unge kvinder.
Det er Doreen James, som er kendt fra sit hjælpearbejde i byen, der står for samtalerne. Hun får hjælp af Nimwindaeli Mweteni, der er svigerdatter til Joseph Kassaila.
Girl Gala Talk er blevet et frirum, hvor pigerne kan tale åbent om ting, der kan være svære – som kroppen, pubertet, hygiejne og hvordan man undgår uønsket graviditet. Mange af pigerne ved ikke ret meget om de her emner, fordi skolen ikke tilbyder seksualundervisning. Derfor er det ekstra vigtigt, at de får den viden her.
DET HANDLER OGSÅ OM SKOLE, VENSKABER OG
ALT MULIGT ANDET
Men det handler ikke kun om kroppen. Der bliver også snakket om skole, venskaber og alt det, der kan være
svært i hverdagen. Der deltager omkring 25 piger hver gang – i alderen 9 til 18 år.
Bestyrelsen i Danmark har valgt at støtte initiativet økonomisk. Vi mener, at pigerne – som vokser op uden en traditionel familie – har brug for støtte og vejledning, så de kan føle sig trygge og glade i deres egen krop og identitet som unge kvinder. |
Pigerne er sammen til undervisning og samtale. De deler, hvad der er svært og opmuntrer på den måde hinanden.
Foto: Doreen James.
Her står Taitus sammen med nogle af sine elever i secondary school. Privatfoto.
Besøg til november med fest og jubilæumsfejring styrker venskaber og projekter
Af Henrik Grove Rasmussen
Vores relationer med vennerne i
Syd klarer vi i høj grad på distancen – gennem mails, Skypemøder, WhatsApp-samtaler, men allerbedst når vi er i øjenhøjde og sammen.
Denne sommer har Marieke Brinck med familie, samt ungdomssekretær Lea Møberg brugt deres sommerferie i Sumbawanga, hvor der er fulgt op på de nye projekter.
Til november er der igen besøg, hvor formand Henrik Grove Rasmussen tager af sted med en flok trofaste støtter. For nogle er
Clausen & Søn ApS
TØMRER - SNEDKER - BETON
Per Kjær Clausen
Bavnbjergvej 3, 7100 Vejle 6013 0006 lonesper@gmail.com
det første besøg, for andre et godt gensyn. Her deltager Jonna og Niels Peter Kristensen, Morten Bang Pedersen, Karl Erik Plagborg, Helle Rasmussen og Rene Støvring.
bryllupsdag og har inviteret os til at fejre med. Det bliver festligt. Der er vedligehold af bygninger, indretning af værksted og service på pumper. Vi skal også besøge UYME-projektet, hvor unge mødre uddannes og får opbygget færdigheder, så de fremover kan forsørge sig selv og deres børn. Herudover er der møder med ledelsen og bestyrelsen, så dagene bliver travle. Vi glæder os! |
Fætrene Alexander og Kristoffer Due er volontører på Bethania i efteråret
Gadebørnsarbejdet
FREMTID OG HÅB
Weysesvej 3, 7400 Herning
T: +45 5217 8009
Det skal tegnes! freehand.dk
E: kontakt@fremtidoghaab.dk
W: fremtidoghaab.dk
CVR nr. 31 90 87 01
Formand Henrik Grove Rasmussen
T: +45 4044 2533
E: gammelgrove@gmail.com
Morten og Karl Erik er nye i området. De ser frem til at møde kulturen og organisationen og er klar på at løse praktiske opgaver assisteret af Niels Peter og Rene. Jonna var i en årrække med i bestyrelsen og besøgte med sin familie Sumbawanga for 25 år siden – meget er sket siden. Jonna vil sammen med Helle undervise i bl.a. førstehjælp – og måske skal der males. Også for Rene er der et gensyn, siden han deltog på volontørturen i 2022.
FEJRING AF JUBILÆER SAMMEN MED ASHA OG JOSEPH KASSAILA
Den faktiske anledning til besøget er at Aisha og Joseph Kassaila fejrer flere jubilæer – bl.a. 20-års
Fremtid og Håb er en dansk organisation, der hjælper gadebørn i Sumbawanga i det sydvestlige Tanzania. Nøden blandt gadebørnene er stor, og resurserne er små. Derfor arbejder vi på at få etableret hjælpecentre og børnehjem i samarbejde med de lokale myndigheder i Sumbawanga.
”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29,11)
Stiftere af Fremtid og Håb: Karin & Ole Weber.
INDBETALING AF GAVER OG KONTINGENT
Danske Bank
Reg. nr. 1551
Ganske kort før nyhedsbladets deadline fik vi den opmuntrende besked, at fætrene Alexander 18 år og Kristoffer Due 20 år fra Bøgballe ved Hedensted rejser til Sumbawanga som volontører fra midt i oktober til midt i december.
Vi har savnet at kunne sende unge volontører af sted, så vi er meget taknemmelig for, at de to unge mænd vil hjælpe til på Bethaniabørnehjemmet, og hvor der ellers er brug for dem.
Vi håber, at det vil blive til stor glæde både for Alexander og Kristoffer - og de unge på børnehjemmet. |
Konto nr. 10320739
MobilePay 688484
FORSIDEFOTO
NYHEDSBLADET
Redaktion: Peter Frank Nielsen
Jesper Grove Rasmussen
Jonas Hülke Mortensen
Layout: Freehand v/ Dan Møller
Tryk: Øko-Tryk
Distribution: Irena Nyholm
Glimt fra en ud�lugt til Tanganyikasøen for Bethaniabørnene. Lea Møberg arrangerede turen, da hun var på besøg i juli 2025. Foto: Lea Møberg.
Lea Møberg besøgte i begyndelsen af juli Bethaniabørnehjemmet. Gensynsglæden var stor! Foto: Lea Møberg.