øie=viise, 1720
og andre dikt
forlaget oktober 2025
O wahre Lieb und trew! O falsche Heucheley/
O Hoffnung Sicherheit/
O Forcht/Schwermütigkeit/
O süsse Lust und Frewd/
O Angst und Herzeleid/
O Music edler Frewden Schall/
O Seufftzen/heulen/Hertzensknall/
O Leben lieb O bitter Todt/
Ach wechselt umb es ist die Noht/ Wie könnet ihr doch alle seyn/ Ein liebend Hertz zu trümmern gehn?
johann hermann schein (1586–1630) «o sternenäugelein», 1626
Thi, ligesom det er bedre at leve under harde love end under Anarchie, saa er det smukkere at alle skrive paa een Maade, skiøndt mindre beqvem, end at enhver bogstaverer ligesom han faaer Indfald til.
ludvig holberg «orthographiske anmerkninger», 1726
Hver Fugl med sit Næb quiddre maa dorothe engelbritz-datter siælens sang=offer , 1678
hva er dette?
Allehånde menneskelighet, Jubel og melancholie, Fortapelse, dickpicks og rent fiolleri, Myrkauk oc Portvaktarskratt.
Fra græsselig toill thill grimmeste død, Sandheed ock viel tøyseri, Halvfaste forme og plumpdikteri, Baron=Angst oc Spirituspjatt.
Allehaande forgængelighed, Festet i ord og i Skrifft Fordervelse, brever og gruelig Skidt, Krigsgråt oc Hustruens fnatt.
Fra reinaste uas til spøgelsesflid, Taler og blinndt raseri, Tilaarskomne Tunger und sprogflidderi, Bisverm oc Spøkelses-Nacht.
Eg vonar i alt at bringe Minst muulig aff gode Raad! Men snarare stå her og siunge Om Menniskers nød oc dåd.
Om mine Portræt now gefällt dig not Ett hondre og ett ska du få; Schulle de tirre og gjør’ mig til spot, Får ieg ta min Lue ock gaa; Ack ja!
Idemonteringen, skarpsynet, mordet, jubelen, etterligningen, gledesbrevet, tilfredsstillelsen, planen, fornærmelsen, soldaten
det gode samfunnet, 2025 | demonteringen
Det tar bare et par minutter
Din tilbakemelding er viktig
Vi er glade for at du er her hos oss
Vi vil gjerne høre fra deg
Vi gleder oss til å se deg igjen
Det tar bare et par minutter
Du får nå seks valg
Vi vil gjerne høre dine tanker
Vi vil gjerne forbedre oss
Bekreft at du ikke er en robot
Er dette deg?
Jeg skjønte ikke svaret ditt
Kan du gjenta svaret ditt?
Er dette deg?
vis-kari, 1851 | skarpsynet
Det var underleg jente, det.
Ho gjekk seg vill på gjetestig, men fekk auge på to kvite fuglar som viste leida heim.
Ho kom på tre bjørnar, men vart ikkje skremd, ho gjekk laus på dei med kjepp i hand.
Ikkje meir enn ti år gammal!
Det var underleg jente, det.
Tjueseks år gammal vart ho tenestejente i Flå, og ein sundag fekk ho dei første synene.
I kyrkja såg ho sogneborna gråte over syndene sine, og om kvelden blei ho som bortrykt.
Skalv og fall om, innan ho blei liggande kald og stiv.
Ho hadde sett Frelsaren med tornekrona!
Det var underleg jente, det.
Morgonen etter vakna ho så yr i sinn.
Slog vatn i andletet og kledde seg til arbeid.
Så kom skjelvingane tilbake.
Ho fall om, vart kald og stiv som sist.
Men inne i seg såg ho den kvite engleskara, med jubel og song og med palmegreiner, og ein svart port med hofferdige.
Då porten opna seg, såg ho kva det var:
Porten til mørkret!
Ein rise med ormar i håret! Svovelsjøen!
Det var underleg jente, det.
Då ho kom til seg sjølv, rann orda frå munnen. Om bannen og svergen, jålekjolene og festen, om drykken og fela og satan og straffa.
Og så begynte dei å falle.
I Nes, i Gol, i Hemsedal og Hol. Falle i kramper, snart kalde og stive, nett som den underlege jenta.
Ho var så vakker, sa dei, blomstrande raud og kvit som rosa.
Vis-Kari vart ho kalla, denne enkle jenta frå Kvie i Ål.
Ho kunne sjå det skjulte.
pandekagedejen, 1822 | mordet
Du ved, min Sødeste, hvad der bliver sagt om mig i vor lille By.
Jeg er meget dygtig, og slet ikke ubehagelig at lægge sine Øjne paa. Min højrejste Nakke og fremskudte Buste.
Loyal, det vil de alle kalde mig, kierlig, taalmodig, med et godt Ord til alle.
Du faar det ogsaa at høre, min Sødeste.
Aa, hvor jaloux du maa blive!
Nuvel, det gør ikke noget; saa ved jeg, det er mig, du elsker.
Mig og ingen anden!
Lad det ikke plage dit skiønne Hoved; mit Ry er vor Redning.
For hvem vil troe, at Signe fra Maribo skulle lave en slig Pandekagedej?
Den eneste, der kan volde os Besværligheder, er Skoemager Lauritzen.
Han har undveget mit Blik, siden han saa os i dit Vindue.
Vi var noget ubetænksomme!
Aah, dit Ryggstykke, dine Foraarsdufter!
Dit mørke, det kan jeg simpelthen ikke modstaa.
Vær ej urolig, Lauritzen skal jeg tage mig af.
Jeg bestiller et par pæne Skoe og faar ham til at beundre mit Snøreliv.
Det gør de alle.
Og nu ved jeg, du igen bliver jaloux!
Det er dejligt.
Jeg tænker paa din spændte Krop, som den ligger under mig i Sengen paa første Sal i ditt ottekantede Hus, som den lader sig angribe.
Det maa du aldrig ophøre med, lov mig det, min Sødeste!
For hvorfor skulle
din Signe fra Maribo
saa lave en saadan Pandekagedej?
Mons troe, bliver han savned, min Mand?
Den fede Gris, den lidderlige Bankier?
Du ved, hvad de siger:
«Stakkels den nydelige Fru Signe, saaledes som han fuldstændig gør hende til Skam med sine Eskapader; for ikke at nævne Bødkerens Datter!»
Nuvel, den Barneskiøge giver mig ingen Kummer. Vil han ride paa alle Tjenestepiger i Byen; Skrid til Værket, Henry Broserup!
Men lad ham aldrig atter, aldrig, lægge sine ækle Hænder paa mit Bryst.
Lad mig for Guds skyld aldrig, aldrig atter, høre hans rædsesfulde Stemme ved mit Øre.
Min Gud, Frederikke, dette Brev maa du straks smide i Ovnen!
Ingen maa faa det at see!
Da kunne jo ikke
din Signe fra Maribo lave en saadan Pandekagedej!
«Om vi bare kunde blive ham kvit!»
Dine Ord tog Bolig i mig, og nu er Dejen færdig.
Jeg lader nogle Draaber dryppe i.
Saa steger jeg de Pandekager, jeg ved han kan lide og gaar ind i Stuen med mit pæneste Smil.
Høje Hæle, lidt fugtede Læber, min fremskudte Buste.
Nej, hvem vil troe, at Signe fra Mariboe har lavet en saadan Pandekagedej?
Min Frederikke! Snart!
Du og jeg, min Sødeste, i dit ottekantede Hus!
«Få om noen andre norske forfattere har Tore Renbergs evne til å skrive bøker som ligner så lite på hverandre. Han kan skrive kort eller langt, gå tett på individene, eller bruke vidvinkel ... Han er vekselvis trist, tragisk, morsom, overskridende eller sentimental, alt ristes tilsynelatende uanstrengt ut av forfatterermet, som var han en litteraturens illusjonist»
begrunnelse, festspilldikter under de litterære festspill i bergen, 2025
«Forfattere kan utmerke seg med en helt unik stil, som Dag Solstad. Andre har talent for å veksle mellom stilarter, et slags gehør for litteraturhistoriens repertoar.
Tore Renberg er en slik forfatter»
ingunn økland, aftenposten
«en forfatter for alt menneskelig»
janneken øverland, klassekampen
Tænck, En Dag at faae,
Min Bog i Haand at holde,
Digterinde=Offer fra mit Liifv.
Fostre
Af min Hierne,
Synde=Fulde Knæe=Fald,
U=fuldkomne Jomfrue=Tiidsfordriifv.
Dette er Tore Renbergs første diktsamling: 101 dikt på jakt i språket etter din måte å finnes på, for hva var det du hvisket i 1822, hva var det du sang i 1698, hva var det du så i 2025, hva gjorde de med deg i 1537, hva var det du prøvde å si da du gråt?
