Skærm Ånden

Til mine børn Frederikke, Johan og Helene

Agnete Braad

Skærm Ånden

Eksistensen

Agnete Braad

Skærm Ånden

I serien Kristendommen ifølge …

Isbn 978 87 410 1093 9

© Agnete Braad & Eksistensen

1. udgave, 1. oplag 2024

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet

Sats: Eksistensen

Sat med Source Serif og Grouch BT

Forfatterfoto: Heiner Lützen Ank

Tryk: Latgales Druka, Letland

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK • 1820 Frederiksberg C

 3324 9250

www.Eksistensen.dk

Tak til Statens Kunstfond

“Hvorfor er der noget og ikke snarere intet?”

Leibniz, 1714

Kristen overnight

I midten af firserne var jeg som de fleste andre på ni år optaget af min lille og nære verden. Jeg gik i min storebrors aflagte Rapsko med vat ude i spidsen, indtil fødderne var store nok, jeg så sportslørdag med Claus Borre, og hver fredag købte jeg femøresting i Tages slikbutik på hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessegade. Og lige pludselig skulle jeg døbes og være kristen. Det skulle være nu med lynets hast, for min mor var blevet præst, og hun var kommet i tanker om, at det var pinligt, at hendes egne børn ikke var døbt. Jeg vidste godt, hun havde gået på noget, der hed Pastoralseminariet, og at det var vigtigt. “Pastoralseminariet” lød fremmed og ophøjet som en fremtidsmaskine, en sluse, man går igennem til Narnia. Men jeg vidste ikke, hvad det ville føre med sig. For hende, for fremtiden og for os. I første omgang betød hendes nye kurs i livet, at hun var væk fra familien og skulle

overnatte på Stevns, mens hun var hjælpepræst i Lille Heddinge. Sydsjælland forekom mig at være det stik modsatte af Pastoralseminariet, helt uden magi. At køre i tog og sove hos en fremmed familie for at arbejde, mens vi andre holdt fri. Og så ordet “Stevns”. Hvad i alverden skulle man der?

Min storebror skulle døbes forud for sin konfirmation, og jeg kunne komme med på den samme billet. Min bror var på det her tidspunkt og et godt stykke op i mit liv som en Gud for mig. Jeg ville det samme som ham i alle henseender og var nærmest parat til kønsskifte for at blive som ham. Så fælles dåb lød rigtig godt. Jeg ville ikke blive snydt, og han ville ikke være foran. To ting, der optog mig meget i relationen mellem ham og mig.

Dåben skulle foregå i Tingbjerg, hvor min mor kendte en præst og salmedigter, der i min erindring selv lignede Jesus, hvilket var foruroligende. Og jeg vidste ikke, om der burde eller ikke burde være et sammenfald. Han havde mellemblondt pagehår, der var strøget om bag ørerne. Høj var han også. Og tynd.

Kirken var tom bortset fra os, og det var desuden en af den slags moderne kirker, hvor man

er i tvivl om, om det er en kirke eller nogle sammenlagte kommunekontorer, man befinder sig i. Jeg husker, jeg stirrede ned på det musegrå linoleumsgulv, mens jeg med bøjet nakke nærmede mig døbefonten i Tingbjerg. “Og vil du døbes på denne tro?” “Ja.” Hovedet ind over. Tre gange koldt vand i mit korte, lyse hår.

Efter dåben spiste vi frokost hos præsten Hans Anker i sognegårdens køkken. Jeg husker tydeligt de frikadeller, vi fik serveret, som var iskolde lige fra køleskabet. Og jeg var sart. Jeg kunne ikke få dem ned. Og jeg er ked af, at de kolde frikadeller er noget af det, jeg husker bedst fra min dåb. At de for evigt skulle fæstne sig i min hukommelse. Jeg havde så at sige “spist kødet og drukket blodet” ovre i kirken, ved at bekræfte min dåb. Frikadellen havde ikke gjort en forskel. Men jeg tror, min vægring af måltidet handlede om, at jeg ikke forstod, hvad jeg var gået ind til.

Jeg vidste, mine forældre var kristne. Vi gik på Grundtvig-Koldsk friskole, hvor vi sang morgensang, og forstanderen bad Fadervor. Mine forældre var aktive i Studenterkredsen, der dengang som nu lå klos op ad Vartov Valgmenighed.

Jeg opfattede det som en klub, de var med i, et intellektuelt fællesskab med venner og kolleger,

der holdt studiekreds om bøger med nogen, der havde skrevet bøger. Jeg anede ikke, hvem de mennesker var, før jeg blev voksen; forfattere, kritikere, præster, universitetsprofessorer. Og jeg kendte ikke forskel på det åndelige og det intellektuelle. Jeg kendte ikke forskel på bøgerne og Gud. Når jeg iagttog mine forældre og deres liv, havde jeg, indtil min mor blev præst, ikke kunnet tyde, om kirken var vigtigere end universitetet.

Den svenske forfatter Alex Schulman beskriver et sted den kulturelle, svenske elite, han er rundet af, og dens naive forestilling om, at alt, hvad de selv ved, automatisk siver ned til deres børn uden nogen form for pædagogisk indsats. En rigdom af åndsliv, der indgydes i de næste generationer som en tavs viden, der overføres til ungdommen, alene fordi deres forældre har den. Og nu var mine forældre ikke en del af den kulturelle elite som Schulmans familie, men jeg synes alligevel, betragtningen er interessant. Når man som barn i firserne var med til voksenfest, og vi i frihedens navn fik lov til at passe os selv og være længe oppe og falde i søvn på en chaiselong eller en hjemmebygget hems med nogle andre børn i alle aldre, så var der,

som aftenen skred frem, intet vi opsnappede af de tilstedeværende voksnes betydningsfulde verden ud over beruselsen, der tog til.

Jeg vil som Schulman beklikke ideen om, at jeg allerede som barn kunne forstå mine forældres åndsliv alene ved at møde deres venner og overhøre deres samtaler om litteratur, kunst og eksistens.

Men modbilledet til formløshedens tyranni var omvendt super-helligt. Modbilledet var de børn, der stod og sang om Jesus inde ved Storkespringvandet. De kom fra England, var meget blege og i småblomstrede kjoler i stil med dem fra Det lille hus på prærien. De børn virkede ekstremt uhyggelige på mig, alvoren bag deres smil og udtrykket i deres øjne, mens de spillede guitar og sang om Frelse med stort F og Herren med stort H. The Lord! Det var i den forbindelse, jeg første gang hørte om “indoktrinering”. At de sange, der kom ud af munden på dem, kom et andet sted fra, at de var blevet lokket til at tro på budskabet. Så var det nok alligevel bedre ikke helt at kunne tyde, hvad det religiøse gik ud på. De overbeviste var mildt sagt afskrækkende.

Jeg havde ikke en dyb forståelse af min egen dåb, der gjorde hændelsen til en skelsættende

forandring eller markering i mit liv som en skillelinje mellem før og efter. Jeg var et tavst barn, der havde et stort og fantasifuldt indre liv, hvor jeg som regel var en dreng, der hed Seven, med en mor, der hed Adam, og en far, der hed Pindar. Min virkelige far underviste i oldtidskundskab, så navnet på den store græske digter var opsnappet fra ham. Pindar lød lidt federe end Lasse. Gud og Jesus kunne sagtens føje sig til det persongalleri og alle de forestillinger, der i forvejen kørte i mit hoved.

Da jeg fire år senere valgte at blive konfirmeret, var jeg så småt ved at vænne mig til at være præstedatter. Og der var også noget andet, der var begyndt at dæmre.

Skrækken for at skulle opdrages på ny i anledning af min mors ordination som præst, fortog sig hurtigt. De ydre dogmatiske handlinger som bordbøn og kirkegang skræmte mig mest, men det viste sig, at hun fandt det helt overflødigt at indføre i familien. Troen er et indre anliggende, forklarede min mor mig med Kirkegaard, jeg behøvede slet ikke at bede eller revurdere mine værdier. De var i forvejen kristne, jeg levede i forvejen efter De Ti Bud og alle de love i samfundet, der siden hen var bygget på kristendommen. Hun