Læseuddrag - Fadervor på 31 dage

Anette Ejsing

31

Fadervor på

Bed dage

Eksistensen

Anette Ejsing

Fadervor på 31 dage Bed

Eksistensen

Forord

Jeg ville ønske, bøn havde en mere central plads i min hverdag. Men bøn er svært. Bare det at bede Fadervor én gang om dagen er svært, og mange fortæller mig, at sådan har de det også. I normalt læsetempo tager det 25 sekunder, så det kan ikke være tiden, der bremser os. Jeg tror, det er noget andet, og derfor har jeg skrevet denne bog. Bogen består af 31 tekster, så det passer med en læsning til hver dag i en måned. Alle teksterne begynder med en skæbnefor­ tælling fra det virkelige liv, og nogle af dem er så intense, at de vil give dig lyst til hurtigt at bladre videre til næste fortælling. Enten for at få mere af samme slags, eller for at komme væk fra det, du lige har læst. Men bogen inviterer dig til at dvæle ved de dybere lag i for­ tællingerne, og derfor hører der en refleksion med til hver. Reflek­ sionerne griber ud til et sted i Bibelens og teologiens univers, og måske virker det mærkeligt at springe så direkte fra fortælling til bibel og teologi. Men det er meningen. De to genrer må gerne gnistre, når de rammer hinanden. Ligesom vores egne liv gør det, når vi begynder at overveje, om Gud er med os i det, der sker.

5

Hver refleksion lander i en kort bøn, der er hentet fra Fader­ vor. Tænk på hver af disse bønner som et bolche, der ikke bare skal tygges og sendes direkte i maven, men som er lavet til at ligge i munden og afgive smag i lang tid. Hvis du tager én bøn hver dag i 31 dage, kan Fadervor på kun en måned blive mere levende for dig. Alle mine fortællinger er sande. De kommer fra mennesker, jeg har mødt på min vej gennem livet. Der, hvor jeg har valgt ikke at anonymisere personer, er det, fordi deres identitet er vigtig for fortællingen. Alle mine refleksioner er blevet til i dialog med Fadervor og Bibelens tekster, både faglige og personlige dialoger. Både når jeg har arbejdet med teksterne for mig selv, og når jeg har reflekteret over dem sammen med andre. Bibelen vrimler med mennesker, der leder efter sandheden om sig selv, deres livssituationer og den Gud, de enten har et nært forhold til eller ikke. Alle vil have livet til at lykkes, og nogle gange går det godt, andre gange gør det ikke. Nogle gange søger mennesker hjælp hos Gud, andre gange gør de ikke. Nogle gange henvender Gud sig direkte til mennesker, også uden de har bedt om det, andre gange gør han ikke. Kommunikation med Gud væver sig ud og ind af alle Bibelens tekster. Og så er der Jesus. Han skærer ind til benet, når han taler om vores bønsliv. Det vigtigste er, at når vi beder, skal der være overensstemmelse mellem det, der foregår inden i os, og de ord, der kommer ud af vores mund.

6

“Luk din dør og bed til din far, som er i det skjulte. Og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Jesus vil have os til at træde ind i et univers, hvor vi bliver eksisten­ tielt nøgne. Det kan virke skræmmende, for så koster det pludselig noget at bede. Eller rettere: Det koster alt. I den forstand at så henvender vi os til Gud som en far, der ser alt, og som ikke lader sig forblænde af alle vores masker og fine ord. Jeg tror, de fleste af os har den forestilling, at eksistentiel nøgenhed er det samme som ydmygende afsløringer af vores per­ sonlige hemmeligheder. Jeg tror også, at det er denne forestilling, der bremser os i forhold til Fadervor. Heldigvis er det bare en vrangforestilling, og derfor har jeg det håb, at Fadervor vil åbne sig for dig, mens du læser denne bog. Jeg håber, det skræmmende fortoner sig og langsomt giver plads til en vished om, at når vi beder, så får vi. Fordi Gud længes efter at give os en glæde, som ingen kan tage fra os igen. Gud lønner os med glæde.

7

Fadervor

Fadervor findes i to af evangelierne i Det Nye Testamente. I Mat­ thæusevangeliet (kapitel 6, vers 9-13) og i Lukasevangeliet (kapitel 11, vers 2-4). Det er to forskellige versioner, en lang og en kort. Den lange version er en del af den berømte Bjergprædiken, hvor Jesus samler en stor skare mennesker på et bjerg for at undervise dem. Den korte version får en lille gruppe disciple af Jesus, en dag, hvor de er alene sammen med ham og siger til ham: “Lær os at bede.” Det tyder altså på, at Jesus selv har forholdt sig til Fadervor som levende ord. Han brugte Fadervor, men for ham stod bønnen ikke mejslet i sten. Med stor sikkerhed ved vi, at den sidste sætning “Thi dit er Riget og magten og æren i evighed!” ikke kommer direkte fra Jesus. Det er et udtryk, der har fundet vej ind i Fadervor senere, en såkaldt doksologi. På det tidspunkt, hvor Matthæus skrev sit evangelium, var denne doksologi allerede blevet en fast del af Fadervor. Doksologi betyder lovprisning af Gud, og det har typisk været sådan, de første kristne afsluttede deres bøn, når de bad sammen.

8

Fadervor i Matthæusevangeliet Fader vor, du som er i himlene! Helligt vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen. (Den gamle autoriserede version) Fadervor i Lukasevangeliet Fader! Helliget blive dit navn, komme dit rige; giv os hver dag vort daglige brød, og forlad os vore synder, for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os, og led os ikke ind i fristelse. (Fra den nye 1992-bibeloversættelse)

9

Kristne ud over hele jorden har altid fundet det mest naturligt at bruge Fadervor, som den står i Matthæusevangeliet. Det gør vi også i danske fri- og folkekirker. Mange steder foretrækker man ordlyden fra 1992-bibeloversættelsen, altså hvor man siger “Helli­ get blive dit navn“ og ”For dit er Riget.” Nogle steder foretrækker man den gamle autoriserede version, hvor man siger ”Helliget vorde dit navn” og ”Thi dit er Riget.” I denne bog har jeg valgt at følge den gamle autoriserede ver­ sion. Ikke af faglige og teologiske grunde, men fordi de gamle ord udfordrer vores tænkning på en naturlig måde. Det gør, at vi standser lidt op, når vi læser ordene, og måske begynder at undre os. Når det sker, er vi allerede i gang med at gøre ordene til vores egne, og dér vil jeg gerne invitere dig hen.

10

1 Lær os at bede “Er August her?” spørger Sarah sin mor, der står og skramler med noget ved køkkenvasken. Hans lyseblå Opel Kadett holder på gårdspladsen foran køkkenvinduet, og mor har travlt. Sarah er lige kommet ned fra sit værelse og spørger igen. “Hvor er August gået hen?” Hun er ni år og elsker, når farbror August kommer på besøg. Det gør han oftest uanmeldt, og han er god til at ramme spisetiderne. “Det ved jeg ikke,” siger mor. Hun ved bare, at det er lørdag, og at far og medhjælperen snart kommer ind fra stalden for at spise. Klokken tolv hver dag står hun klar med maden. Kartofler, sovs og kød. Hun laver det hele selv. I dag bliver de så én ekstra, kan hun godt regne ud. Sarah går udenfor. Hun kunne godt prøve at lede efter August, men i stedet sætter hun sig på gyngen, der hænger fra det store bøgetræ. Hun gynger lidt frem og tilbage, og så går hun over til trapezen. Den har far lavet af et jernrør og noget reb. Den er god til at slå kolbøtter på.

11

Så hører hun August, der taler med hendes lillebror. De to har altid haft noget sammen, som andre ikke rigtig er med i. Alt, hvad der handler om natur. Træer, huler, dyr, akvarier – den slags. De kommer gående rundt om hjørnet ved stalden, og Sarah løber dem i møde. Alle føler, at de har et særligt forhold til farbror August. “Sarah!“ siger August højt, da hun når hen til dem. Han rækker armene ud imod hende. “Hvor er det dejligt at se dig!” August har ingen børn. Men det er ikke noget, Sarah tænker over. I det hele taget har Augusts liv ikke været let. Det taler de voksne om. De taler også om, hvor svært det blev for ham, da hans kæreste Ingrid forsvandt. De to havde været ulykkelige sammen. Men det er heller ikke noget, Sarah tænker over. Hun får bare altid sådan en lyst til at fortælle August om alt muligt, når hun er sammen med ham. Nogle gange passer han Sarah og hendes to brødre, hvis mor og far skal i byen. Så spiser de noget aftensmad, mor har forbe­ redt, så det bare skal varmes. Bagefter sidder de ved køkkenbordet og snakker uden at rydde væk. August hjælper Sarah med at lave lektier. Han roser hendes håndskrift og spørger, om hendes klas­ selærer ikke også synes, hun er dygtig. Så skal de i seng. Når de har børstet tænder, og de ligger på deres værelser, kommer August ind til dem, én efter én. Han snak­ ker lidt med dem, og så skal de bede Fadervor. Det er sådan en aften, hvor han sætter sig på kanten af Sarahs seng. Han stopper dynen godt ned omkring hende. “Ved du godt, at Gud hører os, når vi beder ham om noget?” spørger August. 12

Ingen i hele verden har nogensinde fortalt Sarah, at Gud hører, hvad hun siger. De voksne har altid så travlt. Og når Sarah vil dem noget, får hun at vide, at hun ikke skal forstyrre. Hun forestiller sig, at Gud er ligesom de voksne. Bare mere voksen. Sarah reagerer fjollet på det, August siger. Hun begynder at baske med både arme og ben. Dynen flyver rundt, og August bliver irriteret, fordi han får den i hovedet. Han siger til Sarah, at hun skal holde op med det pjat og ligge ordentligt. Så viser han hende, hvor­ dan hun skal folde hænderne, og så beder de Fadervor sammen. Selv et barn kan forstå, hvor skelsættende det er at henvende sig til Gud og forvente at blive hørt. Det er som at have en bedste ven, ingen kan se. En ven, som altid er der, og som altid forstår. Det bedste er, når voksne også forstår, hvor skelsættende det er. Når de opdager, at bøn også er for dem. Det skete for nogle af dem, der fulgte Jesus, på samme måde som børn holder sig tæt til den voksne, de har tillid til. “I er mine disciple,” sagde Jesus. Han lyttede til dem, når de talte. Disciplene havde lagt mærke til, hvordan Jesus ofte trak sig tilbage for at bede til Gud. Lidt væk fra andre mennesker for at være alene. Det havde de også set Johannes Døberen gøre. Han var en anden fremtrædende person, som disciplene havde holdt øje med et stykke tid. Mange sagde, at Johannes var en profet. Men Jesus var anderledes. Han var mere sig selv. Så en dag skete det, at disciplene så Jesus bede, mens han sad et sted lidt for sig selv. Han sad med løftet hoved, opmærksom og 13

rolig. Som om der var nogen hos ham, ingen andre kunne se. Han sad der et godt stykke tid, og disciplene ville ikke forstyrre. Så begyndte Jesus at røre på sig. Man kunne se på ham, at nu skulle der ske noget andet. Han var holdt op med at bede, og så kom han hen til de andre. Snakken gik, og en af disciplene sagde til ham: “Vi vil gerne lære at bede. Kan du ikke lære os det? Vi ved, at det er noget, Johannes Døberen også gør for sine disciple.” “Ja, lær os at bede!” sagde en af de andre. Hvad de havde forventet af Jesus, er svært at vide, men han imødekom deres ønske. Han spildte ikke tiden på lange forkla­ ringer om bønnens mysterium. Gjorde det ikke sværere, end det behøver at være. For han vidste godt, at disciplene bare gerne ville have det, de fornemmede hos ham, at han havde. Derfor sagde Jesus direkte til dem, hvad de skulle sige, når de henvendte sig til Gud. Han gav dem et digt. Det, vi i dag kalder Fadervor. Digtet består af en række korte udsagn, der virker som en slags korte overskrifter for alle ønsker og behov, et menneske kan have. Selv et barn kan lære digtet udenad. Man behøver ikke engang at kunne læse for at komme i gang.

Lær os at bede

14