Frihedens filosof
entusiasme holdt sig. Friheden som revolutionen indvarslede, gennemtrænger hele hans tænkning. Hegel blev oprørt over at revolutionen udartede i et rædselsregime, men han betragtede hele tiden Napoleons efterfølgende krige som revolutionskrige som afviklede den gamle verden, og som banede vej for en ny, åben, fri verden – til trods for at han året før sin død oplevede Julirevolutionen i 1830 som en skuffelse. Det håb som den oprindelige revolution indgav ham, blev til stadighed modsagt af frygten for tilbageslag som konservative, restaurative bevægelser arbejdede på, eller af frygten for alt omstyrtende forandringer som vilde, utopistiske revolutionære ville gennemtvinge. Men han opgav ikke håbet. Han håbede at komme ud over den bestandige modsætning af denne ‘frygten og håben’. Midt i konflikterne søgte han at tænke og leve frit, i tiltro til de muligheder der bar løfte om deres virkeliggørelse. Frihedens filosof næredes ikke kun af Den Franske Revolution. Hegel var tilsvarende dybt præget af den protestantiske reformation som han anså for at være kulminationen på kristendommens tanke om at mennesket er frit som menneske. Hans første biograf, Karl Rosenkranz, erklærer: ‘Hegels filosofi er i religiøs henseende væsentligt protestantisk. Med protestantisk sigter jeg til religionen i den skikkelse hvor forsoningen af Gud og menneske begrundes gennem visheden om at den menneskelige selvbevidsthed i sit væsen har den guddommelige selvbevidsthed som sit indhold, og at den menneskelige selvbevidsthed derfor har friheden
15
Oplysning for de oplyste - Indhold.indd 15
14-06-2021 10:57:29