Peder Frederik Jensen I min mors hus er der mange boliger
Eksistensen
Peder Frederik Jensen
I min mors hus er der mange boliger I serien Kristendommen ifølge …
Isbn 978 87 410 1095 3
© Peder Frederik Jensen & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2024
Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet
Sats: Eksistensen
Sat med Source Serif og Grouch BT
Forfatterfoto: Heiner Lützen Ank
Tryk: Latgales Druka, Letland
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK • 1820 Frederiksberg C
3324 9250
www.Eksistensen.dk
Indhold
7 Haven
19 Huset
35 Kirken
43 Sygdommen
59 Døden
75 Arret
83 Manden
Haven
Jeg ved det ikke. Måske. Det er svært at svare på. Sådan lyder mine svar til de mange, der spørger. Eller måske spurgte. Det hænder ikke så ofte mere, som det gjorde, da jeg var yngre eller barn.
Det er vel naturligt nok, at jeg som voksen får lov til at slippe lidt væk fra identiteten: præstebarn. Og med det kommer på afstand af det meget personlige spørgsmål, som mange mennesker mener, de har brug for at stille et menneske, der som jeg er vokset op i en præstegård.
Tror du på Gud?
Det er måske naturligt at spørge om, men omfanget af det simple spørgsmål er en domkirke i sig selv.
Jeg plejer at trække vejret lidt dybere end normalt. Men jeg ved til gengæld, at svaret altid er forskelligt.
Sjovt nok.
7
For det er virkelig et stort spørgsmål, og det er kompliceret at svare på, fordi det ikke er tydeligt eller åbenlyst, hvad det er, der forventes fra den der spørger.
Der er altid en form for nysgerrighed, bag spørgsmålet.
Det kan lyde forkert, men jeg tænker, det er som at få lov til at få et hurtigt glimt ind under kilten på en skotte.
Som Marilyn Monroes nederdel, der blæses op.
Min far kunne godt lide at gå i haven.
Han sagde, at det tager syv år at skabe en have.
Med nogenlunde samme cyklus flyttede vi, og det blev han ved med sidenhen, så da han endelig
fraflyttede den sidste af slagsen, som lå i Thy, havde han vel anlagt fem for at forlade dem igen.
Min far kunne godt lide haver, og han kunne godt lide kosmos.
Det var de to rum, han befandt sig bedst i. Under eller i den åbne himmel.
Og når jeg husker ham, så står han med spaden og graver, eller han viser mig, hvordan man skal samle blade og kviste og grene, de små af dem, i en af de runde kompostbunker han konstruerede af hønsenet.
8
Han forklarede mig, hvordan man skal have to. En der er ny og i proces, som man jævnligt vender og giver ilt, og en der er omsat og klar til brug. Det var hans tilgang. I dag, hvor internettet findes, er der mange teorier og virkeligheder, og der er meget, man kan lære om det cirkulære liv, der opstår, når blade rådner, når bakterierne går i gang, og når livets store omsætningsmirakel finder sted.
Men min far vidste det, fordi han havde lært det hjemmefra. Han havde lært det af sine onkler, der aldrig nåede at blive konventionelle og dermed glemme den viden, de fleste lader til at have glemt i dag.
I hvert fald var vi de eneste i firserne, der havde en regenerativt drevet have i Hillerød, og med regenerativt mener jeg, at man genanvender og lader havens blade, bær og frugter formulde og rådne.
Det var lige så underligt, som at vi troede på Gud. At min far slæbte grene ind i det nøddehegn, der adskilte vores have fra den store vej ud af byen, var måske endda mere underligt for naboerne, end at mine forældre tog præstekjole på og stillede sig an foran alteret med hænderne løftet til velsignelse.
9
Men når jeg tænker på tro, ser jeg min far i haven i den grønne anorak. Han lærer mig, at man ikke må brænde sit haveaffald, at ordet affald er helt forkert og upræcist, fordi intet må forlade matriklen, og fordi det, der kan omsættes, er grønt guld, der er nødvendigt for, at der kan komme nyt liv og nye afgrøder. Han vidste det bare, som andres fædre vidste, hvordan man skifter olie på en bil.
Se her, kunne han sige, når han fandt et par regnorme i den muld, han havde fremdyrket. Det hele begynder her. Eller han tissede i roserne og bad mig holde øje med, om der var nogen, der så ham. Eller han lod mig forstå, at naturens processer ikke er rod, det er liv. Lyt til træerne, sagde han og stillede spaden fra sig ved kælderskakten. Vi stod et øjeblik uden at sige noget. Så gik vi de ti trin ned, hvor han trak fødderne ud af gummistøvlerne og satte dem fra sig. De næste dage gik jordskorperne fra at være brune til grå, fra våde til tørre for så at blive banket af, når min far igen skulle have støvlerne på for at gå i haven.
Så slæbte vi grene sammen, så rev vi blade og smed dem på komposten. Så lod han brombærkrattet vokse vildt. Så fortalte han, at småfug-
10
lene, der gemte sig derinde bag tornene, er små mirakler, og at de og pindsvinene har brug for et sted at gemme sig.
Æbler lod vi ligge på plænen.
Det er mit svar.
Tror du på Gud?
Jeg tror på, at æbler skal blive liggende på plænen, at småfugle og pindsvin har brug for at kunne gemme sig.
Under vasken inde i køkkenet havde vi en hvid spand. Nede i den hvide spand lå et par avissider, der var krænget op langs spandens inderside. Den hvide spand stod under vasken. Vi sorterede madaffald. Ikke kød, men alt andet organisk røg i den spand.
Det var mit job at tømme den.
Jeg smuttede i et par træsko og gik ud i forhaven, hvor kompostbunkerne stod. Jeg tømte spandens indhold.
Bunken med kvas og blade slugte vores køkkenaffald, og i løbet af en sæson blev den tørre bunke til våd muld, som min far fyldte i børen og kørte ud i de bede, han holdt.
Og de jordlodder var forskellige i de forskellige haver.
11