Det moderne er fortid

Page 1

Det moderne er fortid

Kunst og kultur i en krisetid

Af

Thomas Kluge og Kasper Støvring Eksistensen

Indhold

9 Forord

Første del 13 Kritisk

Kapitel 1 17 Outsideren

Kapitel 2 33 Modernisme

Kapitel 3 67 Modernitet

Anden del 89 Opbyggeligt

Kapitel 4 91 Skønheden

Kapitel 5 107 Kristendommen

Kapitel 6 133 Fædrelandet

7

Forord

Denne bog er blevet til ud fra mange timers samtaler, vi har ført med hinanden i de senere år; om Thomas Kluges kunst og den tid, den er blevet til i, og de fælles vilkår, den giver udtryk for.

Vi har med bogen forsøgt at give svar på de store spørgsmål, der trænger sig på i vores tid. Om skønhed, tro og kærlighed til det land, vi hører hjemme i; altså sfærer i tilværelsen, som vi med denne bog gerne vil genetablere som noget af afgørende betydning i kunsten og kulturen. Og om hvad det vil sige at stå uden for kunstinstitutionerne, om hvorfor modernistisk kunst har så lidt at sige mennesker.

Vores bog er et forsøg på at gøre noget nyt og anderledes end det, man oftest ser i bøger om kunst og kultur. Vi ønsker at eksponere kunstinstitutionens blinde vinkler og genoverveje værdien af det, der er blændet ude, af den kunst, der findes uden for landets museer, som ikke støttes af kunstsystemet, som kan tilegnes uden de indviedes ekspertviden, og som endda kan være skøn og rumme en kristen og – tør man sige det? – fædrelandskærlig inspiration.

Men vi vil også noget mere. Vi betragter kunst som et symptom på en dybereliggende kulturkrise eller som en mulig vej ud af denne krise. Denne bog er derfor hverken en kunstnerbiografi om Kluge eller en kunsthistorisk fremstilling, der vurderer kunst ud fra rent æstetiske kriterier. Det er altså ikke et bud på en ny kanon inden for billedkunsten, vi fremlægger. Vi ønsker ikke at indforskrive andre i vores projekt. Vi beskriver, hvordan krisen

9

ser ud for os, og hvad der kan og bør gøres, i både kultur og kunst – og vel at mærke i kunsten forstået som et fælleskulturelt bidrag om tro, eksistens og samfund. Kultur er ikke primært det, der er blevet skabt, og som hænger – og hænges væk – på museer, men det, at der skabes. Kunst som kulturkamp.

Udgangspunktet er kulturkritisk: Der er mange forfaldssymptomer i vores kultur, og de kan tydeligt aflæses inden for megen modernistisk kunst og de mange moderne institutioner, hvor kunstinstitutionen blot er det vel nok tydeligste symptom på forfaldet. Men vores slutpunkt er opbyggeligt: at revitalisere vores kultur ved at gøre op med den moderne, progressive ideologi og dermed knytte forbindelse med traditionen. Det moderne er fortid.

I en kultur som den vestlige, der er præget af skam over fortiden og angst for fremtiden, sættes tiden i stå. Det hinsides er samtidig trukket ned på jorden, vi har mistet det store perspektiv, og vi er blevet individualiseret i en grad, så vi er os selv nok. Vi nyder flere friheder og flere materielle goder, men fællesskabet og troen er i forfald. Tiden er sat i stå, og vi har begrænset os selv. Derfor har vi som samfund svært ved at komme ud af den krise, vi befinder os i. Vi er børn af vores tid, men vi har også rødder i fortiden. Historien er ikke slut, den bevæger sig tværtimod igen, og resten af verden bevæger sig videre. De andre bliver ikke som os i Vesten, og vores globale magtposition er ved at smuldre. I denne krisetid må vi i Vesten og i Danmark revitalisere

10

vores kultur. Eftersom krisen først og fremmest er en åndelig krise, får kunsten en afgørende rolle i denne bestræbelse på at skabe en ny renæssance.

Thomas Kluge bidrager med billederne til denne bog, Kasper Støvring med teksten, der på baggrund af de fælles samtaler og med konstant omdrejningspunkt i Kluges malerier handler om, hvor vi som mennesker, som danskere og som vesterlændinge står i en urolig verden, og hvor vi er på vej hen – hvad vores kultur og eksistens bør bygge på.

Vi vil gerne takke Jyllands-Postens Fond, Paul Lyngbyes Fond og Trelleborg Fonden for støtte til denne bog, ligesom vi gerne vil takke kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg og sognepræst Søren Fahnøe for værdifulde kommentarer til manuskriptet.

Thomas Kluge og Kasper Støvring

11
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.