De bibelske skrifter i liturgien Det Gamle Testamente i kirkens liturgi Det Gamle Testamente var de første kristnes “bibel”, som læstes og hørtes i lyset af den mundtlige overlevering om Jesus fra Nazareth. Navnlig profetskrifterne blev tolket som Guds forudbestemmelser og løfter om den kommende, lidende frelser – en tradition, der prægede 1. tekstrækkes læsninger i adventstiden. Også de jødiske tempelliturgiers og synagogegudstjenestens brug af Salmernes Bog blev et afsæt for den kristne, liturgiske sang. Som “Davidssalmer” kom Det Gamle Testamentes salmebog på forskellig vis i brug i klostrenes tidesang og i indledningen til kirkeårets gudstjenester i både øst og vest. I dansk sammenhæng fik Det Gamle Testamente sin mest prægnante liturgiske status med Højmesseordningen og Alterbogen 1992, der institutionaliserede en fast, gammeltestamentlig læsning hver søn- og helligdag i begge tekstrækker.
Det Gamle Testamentes Apokryfe skrifter i liturgisk brug Apokryf er græsk, og betyder “skjult”. I de jødiske samfund, hvor man ikke læste hebraisk, dannedes en græsksproget jødisk skriftsamling, hvis kerne var Det Gamle Testamente, vi kender i dag, og i tillæg nogle tekster, der betegnedes “de øvrige skrifter”, hvis indhold relaterede sig til personer, historiske forhold og temaer i Det Gamle Testamente. I den kristne kirkes første århundreder, hvor teologerne ligeledes læste Det Gamle Testamente på græsk, regnedes derfor alle disse skrifter til Det Gamle Testamente. Da man blev bevidst om forskellen på de oprindelige og de senere skrifter, drøftede flere kirkemøder i slutningen af 300-tallet, hvilke skrifter, der skulle regnes for (ægte) bibelske. Den latinske bibeloversættelse fra omkring år 400 kom som følge af disse diskussioner til at omfatte også “de øvrige skrifter” – apokryferne. Reformatorerne ville ikke regne de apokryfe skrifter med til Bibelen, selvom Luther mente, at nogle af dem havde et værdifuldt indhold. Lutherske og reformerte så forskelligt på sagen og bedømte de enkelte skrifter forskelligt. 16- og 1700-tallets danske bibeloversættelser medtog de gammeltestamentlige apokryfer, hvoraf især Siraks Bog blev benyttet i kirkelige lejlighedstaler og i nogen grad inspirerede især pietistisk salmedigtning. Det Britiske Bibelselskab, der i 1800-tallet finansierede udgivelse og udbredelse af Bibelen i en lang række lande, ville ikke støtte bibler med apokryfer. I Danmark udkom der derfor i slutningen af 1800-tallet en stor mængde prisbillige bibeludgaver uden apoDe bibelske skrifter i liturgien 9
