LISELOTTE WIEMER
Første Mosebog EKSISTENSEN
Første Mosebog … læst af Liselotte Wiemer
Eksistensen
Indhold
En sang for jorden
7
Ind i begyndelsen
11
Det store knæk
21
En dør så tung
33
Blodbrødre
37
Vældige vande
45
Dyret og mennesket
51
Projekt himmelstorm
59
Ind i mørket
69
Velsign mig!
81
En sang for jorden
Ind under vinden, træerne, bladene. Ind under den hvisken, den sitren i hjertet, der ikke ved hvad. Ind under bølgen, skyerne, rovfuglens vinger, et muldvarpeskud, et sidste halmstrå. Ind under læberne, der rører hårets spidser, hvisker ukendt. Antydning af lys. Ind under lyset. Ind under huden, håret, hovedets rundbueskal, en susende flod, cellernes forgreninger, den evige kværnen. Altings sammenhæng. Ind under uroen, uroen, uroen. Ind under molekylerne, atomerne, kernen. Og ind under tomheden. 7
Afgrunden. Skriget. Ind under ordenes betydninger, begrænsninger. Ind. Til den sidste dråbe er faldet, til blodet standser, til mørket stiger, til vandene til bange, til stop! Og noget begynder hos fuglen hos dig. Ser du ikke spindelvævet og morgenduggen? Vi er jo i det, sekundet før det falder. Men vi vil omgøre faldet. Vi vil gribe dråben. Vi vil kalde Gud ved navn, fordi vi intet andet navn kender. Vi taler om jorden. Om os, der tramper, gøder, gylper. Om os, der vender det blinde øje til. Om os der kaster med glasskår, sten og ampuller. Om smeltepunktet. Om sammenbruddet. 8
Åh, Gud. Lad dette være en kærlighedssang, som vand fra bjergene, der falder og falder, lad dette være et knæfald, en anklage. Vi taler ligeud nu, Gud. Og vi taler om dyrene du skabte før du skabte os. Vi taler om transportvognene med brækkede ben og perforerede tarme, om den hud, vi kender så godt fra os selv. vi taler om vognene, den lyd der ikke er der. Min elskede kører lastbilen. Han ser sig ikke tilbage. Åh, Gud, det falder og falder omkring os. Et egetræ, en nældens takvinge, et hav uden ende. Og hjertet står helt stille. Men vi er dem, der kan elske.
9
FRA SATELITTEN I Det var i december 1972. De var på vej i Apollo 17 på endnu en ekspedition til månen. Og der, bogstaveligt talt midt imellem himmel og jord, 45.000 kilometer fra affyringsrampen i Florida, tog de et billede af vores klode. Det var første gang, vi så os selv udefra. Og billedet gik verden rundt. “Jeg kan bekræfte at jorden er rund”, sagde den befalingshavende Gene Cerman med et glimt i øjet til kommandocentralen hjemme i Huston. Og det var den. Rund og glitrende og smuk. Den blå glaskugle, blev den kaldt. The blue marble. For vi så de store landområder, men endnu mere det enorme hav, der omgiver dem. Det hav, som vi selv kommer fra. Som er vores fjerne forfædres ophav. Skabelsens under er også evolutionens under. Hvordan skille dem ad? Vi ser jorden. Og selv om vi forstår lidt mere i dag end dengang i ‘72, og mere i dag end dengang i tidernes morgen, hviler vores liv stadig på det ubegribelige. En hemmelighed. Alene det, som allerede de græske filosoffer forundredes over, at vi ser det uendelige mylder af atomer, molekyler, celler, celledelinger, bændeltang, gopler, amøber, et ben, en arm, en negl, en vinbjergsnegl, ørnens løftede vingefjer – at vi ser det som en helhed, noget der hænger sammen. Nøjagtig som vi ser skoven, før vi ser hvert enkelt lille blad. Vi ser altså ikke kun splittelsen, først og fremmest ser vi helheden. The blue marble. Og den helhed heler os. Det er miraklet. Det er svaret. Tilbage står alle spørgsmålene.
10
Ind i begyndelsen Også skabelsesberetningen i Første Mosebog er et syn fra det ydre rum. Et gigantisk tredimensionalt billede, der langsomt zoomer ind fra det største til det mind ste. Fra urdyb til admiralsommerfugl. Fra padderok til menneske. Og som fotoet fra 1972 minder den os om en helhed, vi kun famlende aner: et skjult og menings dannende sprog mellem vores cirklende planet og de havdyr, landdyr, krybdyr og fugle, der bebor den. Og mennesket. Mennesket, der ser gennem linsen. Mennesket, der forsøger at indfange det sprog, den mening. Hvor er vi? Vi var der ikke fra begyndelsen, siger beretningen. Men vi var der alligevel. Som en del af det ord, Gud skabte med. Som en del af den vejrtrækning, der fik det hele til at ånde. Den mening, der nu skulle udfol des. Sådan kan vi i hvert fald tolke det. Vi var der fra begyndelsen, og indtil dette punkt er vi afslutningen på en lang kæde af evolutioner. Vi er de første og de sidste. Men først var Gud. Så hvornår skete det, der satte det hele i gang? Jeg må begynde med selve ordet: begyndelse.
11