Skal du med hen i kirken?

Af Selma Ravn, udlandsprovst

Skal du med hen i kirken? Sådan kan man blive spurgt i det store udland, når man søger et dansk fællesskab. Kirken? – vil nogle så svare – nej, det tror jeg ikke. Men mange af dem ender der nu alligevel, og ofte går de forandrede derfra. Det er sømands- og udlandskirkernes store privilegie og store styrke. Vi har mulighed for at favne lige lidt bredere, mange steder har vi næsten monopol på det danske, og kombineret med den lutherske grundindstilling, at vi alle er lige for Gud, har vi et helt unikt udgangspunkt for at være noget for de danskere, der opholder sig udenfor fædrelandets grænser.

Kirkerne har mange og forskelligartede tilbud. På den ene side er det folkets kirke, der rejser med ud i verden, med gudstjenester, sjælesorg, undervisning, ritualer og traditioner. Det er derfor, det giver god mening at eventyrlystne præster søger ud i en periode og tager det nyeste med sig hjemmefra. På den anden side går det kulturelle og det sociale hånd i hånd med det kirkelige. Her kan man, midt i en hel anden kontekst, tage sine venner med hen og opleve et stykke dansk kultur, smage en fastelavnsbolle og prøve kræfter med højtbelagt smørrebrød, eller nyde en skøn sommeraften til lyden af et knitrende Sankthansbål og Midsommervisen.

Vi er først og fremmest kirke, det er vores grundtanke, vores underliggende selvforståelse. Og det gennemsyrer alt, det vi foretager os i kirkerummet, men også på skibet, i forsamlingshuset og hvor vi ellers sætter hinanden stævne. Her mødes vi som ligemænd og -kvinder, om det vi har til fælles, her er rum for det særligt danske, som rammer os så præcist og så velgørende at skuldrene falder på plads.

Jeg har aldrig tudet over I Danmark er jeg født, før jeg flyttede til Paris, og det er ikke engang særlig langt væk. Og selvom det er næsten pinligt banalt, så tuder jeg hver gang nu, ikke fordi jeg er særligt nationalt anlagt, men fordi jeg har forstået, at det er en velsignelse at høre til. Uden at skulle gå på kompromis med, at vi alle er Guds skønne skabninger, så må vi også erkende, at vi er særprægede og har sædvaner, og at al den rigdom, der ligger i mangfoldigheden, også lever af dette særlige præg og af disse særlige skikke. Og dem tager vi med os, når udlængslen flytter os, og de lever videre i os gennem mange generationer, når vi udvandrer eller landegrænser flyttes.

Skal du med hen i kirken – ja, hvorfor ikke. Du risikerer at blive både overrasket og glad, og du risikerer måske ligefrem at få et nyt syn på kirken derhjemme. Vi er gode ambassadører for det folkekirkelige, vi er med til at sænke dørtærsklen, og vi nedbryder fordomme.

Jeg håber snart verden ligger åben igen, så vi kan være det vi skal være til fulde. Så vi kan tilbyde åbne kirker og danske særligheder, gå ubegrænset ombord på skibene og få gang i samtalerne. De gør det så godt det er muligt derude, med alle de lokale begrænsninger, og på trods af den afmatning vi alle kan tale med om. Følg endelig med på de sociale medier og deltag i deres digitale tilbud, en enestående chance for at komme lidt ud i verden og se indenfor.