2 minute read

Det kirkelige står stærkt

Next Article
Konkurrence...

Konkurrence...

Af Anne Meldgaard, redaktør

Birgitte Kragh Engholm og Jesper Engholm har holdt studieorlov for at dykke ned i en hjertesag. De satte sig for at undersøge en hypotese, de havde om de danske kirker i udlandet.

Advertisement

At kirkerne i udlandet er en hjertesag, skal ses i forlængelse af deres egen udsendelse til Den Danske Kirke i Sydney. Fra midten af 2005 og 6½ år frem, oplevede de sammen med deres fire børn, blandt andet en kæmpe generøsitet og det udstrakte ejerskab, som menigheden i udlandet tager for sin kirke.

HVAD VAR DET, I ØNSKEDE AT UNDERSØGE?

Birgitte: ”Vi ville rigtig gerne undersøge vores hypotese om, at det kirkelige og kristne står stærkere, end man ofte hører eller tror. Der tales meget om det sociale og det kulturelle omkring udlandskirkerne, som er nok så vigtigt, men værdien af det kristne, oplevede vi selv som virkelig væsentligt, og det ville vi se nærmere på for kirkerne i udlandet generelt.”

Gennem 24 interviews med kirkegængere i henholdsvis 6 europæiske og 6 oversøiske kirker, tegnede der sig et klart mønster, som afslørede, hvor vigtig den kirkelige og kristelige del er for danskerne ude i verden.

Jesper fortæller: ”Vi stillede meget åbne spørgsmål, for at få folk til at fortælle. De kunne uden undtagelse tydeligt huske deres første møde med kirken, såvel som anledningen til deres besøg ”Danskerne ude kommer til kirken, når der er længsel eller trængsel”, siger Jesper. ”Men folk har typisk ikke et teologisk sprog, for dét der er på færde”, fortsætter Birgitte. ”De bruger ord som: Det giver dem fred i sindet og her er hjemlighed. Én sagde: ”Kirken er lidt ligesom en paraply, den er god at have ved hånden, så man kan slå den ud i tilfælde af regnvejr.”

Selve kirkerummet er også af stor betydning for danskerne ude, det bliver fx beskrevet som et åndeligt kraftcenter.

De 24 udlandsdanskere parret talte med, blev bedt om at sætte 3 ord på deres forhold til kirken. Her går ord som ro og fred i sindet igen hos mange, og der er ingen tvivl om, at kirken virker som en oase i en ofte fortravlet hverdag. ”At komme ind i kirken, er som at komme hjem, jeg får følelsen af at høre til. Det er ikke bare hjem til det danske, men også til et mere eksistentielt fundament”, som en siger.

Igennem interviewene blev det desuden tydeligt, hvor vigtig præsten, den danske salmesang og den digitale tilstedeværelse er for danskerne ude.

I de kommende måneder vil Birgitte og Jesper omsætte og uddybe deres studie til artikler, som de håber at få bragt i relevante medier.

Slutteligt siger Birgitte: ”Vi er taknemmelige over, at denne studieorlov blev mulig, ikke mindst takket være vores biskop, Peter Skov-Jakobsen, og vi må sige, at vores interesse og begejstring for Danske Sømands- og Udlandskirker bestemt ikke er blevet mindre efter vores studieorlov. Og så er det vigtigt også at sige, at uden den store velvilje og opbakning fra præsterne og deltagerne ude, var vores projekt jo ikke blevet til noget, så vil rigtig gerne sende en stor tak til alle medvirkende”.

Mere info.

Birgitte Kragh Engholm og Jesper Engholm er præster ved henholdsvis Vesterbro Sogn og Timotheus Kirke i Valby.

Birgitte har bl.a. udgivet bøgerne: Den fremtids godkendte folkekirke og Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning og praksis.

This article is from: