
3 minute read
Uddannelsesudvalget S
from Årsberetning 2020
Uddannelsesudvalget
Endnu et anderledes år i Corona pandemiens tegn er gået. Lad os alle håbe at det er sidste gang, at den får indvirkning på vores arbejde med uddannelse.
Efter sidste sommers totale aflysning af alle kurser begyndte UU at drøfte mulighederne for at tilbyde flere on-line kurser. Denne platform skulle stadig være i samarbejde med Academy for Coach. UU blev enige om at forlænge periode frem til 31. dec. 2020, hvor der primært blev udbudt BTU overbygningsmoduller samt inspirationskurser.
Corona restriktionerne medførte desværre endnu engang aflysning af planlagte aktiviteter i uge 41 og 42. Den største udfordring var, at det afsluttende modul på vores Talenttræneruddannelse blev aflyst. Dette fik vi dog løst ved det, vi kaldte Plan D, som gik ud på at afslutte Talenttræner uddannelsen dels som et On-line forløb, dels ved at samle at samle de unge trænere mere regionalt. Begge delte fungerede heldigvis ganske tilfredsstillende.
UU besluttede i november måned, at vi skulle lave en indstilling til DHF´s bestyrelse i forhold til fremtidens on-line kurser og tilbud. Vi drøftede muligheden for at arbejde videre med Acadmy for Coach, eller om vi som forbund selv skal tage ejerskab, så vi udover de fysiske kurser også udbyder alle former for online kurser og aktiviteter. Vi har i dette arbejde draget stor nytte at JHF og senere HRØ’s erfaringer, da de i fællesskab har udbudt diverse online kurser.
UU har desuden inddraget ekstern viden både i form af pædagogisk viden – hvad er god on-line undervisning, men også teknisk viden i forhold til de forskellige platforme, som kan anvendes til at lave undervisning.
Indstillingen til bestyrelsen forventes at forelægge senest medio september. Det har været et langstrakt arbejde, men jeg håber virkelig, at vi får afdækket om end ikke alle, så de vigtigste områder, hvorved bestyrelsen kan træffe en beslutning til glæde for alle, der gerne vil uddanne sig indenfor håndboldsporten.
På mødet i januar måned besluttede UU, at årets Elitekurser skulle gennemføres som planlagt. Det var naturligvis en anelse dristigt, men samtidig er glæden stor, når jeg i skrivende stund kan meddele, at alle kurser ser ud til at blive gennemført som planlagt. Søgningen til disse kurser har været meget stor, hvilket naturligvis skal ses i lyset af, at alle kurser blev aflyst sidste år. UU’s største udfordring har faktisk været at få instruktørkabalen til at gå op i en højere enhed. Heldigvis er lysten til at være instruktør på vores Elitekurser stadig meget stor hos vores top-trænere.
Den eneste knast på vejen var, at vi desværre måtte aflyse Tophåndboldsymposiet, da vi ikke turde satse på at udenlandske toptrænere kunne komme til Danmark i juni måned 2021.
Til gengæld har vi aftalt, at vi næste år vender stærkt tilbage med et brag af et Tophåndboldsymposium.
Årets Børnehåndholdsymposium blev gennemført som on-line tilbud i januar og februar måned. Et fremragende og spændende program var blevet sammensat af Katrine Thoe fra Udviklingsafdelingen, Camilla Svendsen fra Børnefaggruppen og Dennis Byskov fra UU. En stor ros til de tre for et supergodt program.
UU har også arbejdet med vores kommissorium og vores strategi. I den forbindelse er det vigtigste at berette at vi ønsker en større synlighed, samt at vi bliver bedre til at kommunikere vores budskaber ud til alle grene af håndbold Danmark.
Vi har i samarbejde med Morten Henriksen og Udviklingsafdelingen arbejdet med viden og formidling af nye tiltag indenfor håndboldsporten. Dette er et arbejde, som jeg personligt forventer mig meget af og håber kan danne grundlag for konstruktiv udvikling af bl.a. samarbejdet på tværs af DHF og uddannelse generelt.
Til sidst vil jeg gerne sige stort tak til Uddannelses-udvalget, der under svære betingelser har ydet en kæmpe indsats for at holde hjulene i gang.
Udviklingsafdelingen med Lene Karsbæk i front for om end ikke daglig sparring, men mange og lange samtaler i løbet af året.
Kæmpe tak til Katrine Thoe for at skabe et helt igennem fantastisk on-line Børnehåndboldsymposium og ikke mindst Ulrik Jørgensen for din kæmpe arbejdsindsats og engagement igen i år.
DHF kan være stolte af at have så engagerede folk på så vigtige poster.
Tak til regioner og distrikter for det gode samarbejde til glæde for os alle.
Tak til DHF’s bestyrelse for jeres store opbakning og interesse for uddannelse i dansk håndbold.
Med disse ord vil jeg afslutte min beretning efter endnu et ikke normalt håndbold år.
Mange venlige håndbold og uddannelses hilsner
Benny Nielsen Formand DHF UU