14 minute read

Bredde- og Udviklingsudvalg S

Bredde- og udviklingsudvalget

Bredde- og udviklingsudvalget (BRUD) har i 2020 været repræsenteret ved Betina Lyng Bjerre (formand), Heidi Zacho (børnefaggruppen) og Tina Fensdal (ungefaggruppen). Seniorfaggruppen har i 2020 fungeret som en referencegruppe og er uden formand. Herudover har der i BRUD været deltagelse fra følgende faste gæster: Benny Nielsen (formand uddannelsesudvalget), Anders Fredsgaard (formand for turneringsudvalget) og Thomas Rich (formand for breddedommerudvalget). Dansk Håndbold Forbund har som overordnede målsætning for breddeområdet, at medlemstallet skal øges med 20.000 medlemmer i perioden 20192025. For at sikre at målsætningen bliver indfriet, er det vigtigt, at der er et stærkt samarbejde mellem fagområderne på tværs i organisationen. Det er derfor BRUD’s overordnede opgave at koordinere, videndele og udbrede en fælles forståelse af håndbolden og sikre, at kompetencer og ressourcer koordineres på tværs med det formål at få flere børn, unge og voksne til at spille håndbold.

BRUD’s indsatser tager udgangspunkt i viden, forskning, dialog og synlighed, sådan at bredde- og udviklingsudvalget i tæt samarbejde med de mange aktører på håndboldområdet – medlemmer, foreninger, politikere, udvalg, udviklingsafdeling, konsulenter og andre håndboldildsjæle – kan gøre en forskel i ambitionen om at øge medlemstallet i det håndboldtilbud og de håndboldaktiviteter, der samlet set udbydes.

Fælles vidensgrundlag – et fundament for børne- og ungdomshåndbold

God børne- og ungdomshåndbold kan se ud på mange forskellige måder, men det er Dansk Håndbold Forbunds holdning, at der er et udgangspunkt og nogle forudsætninger for træning af børn og unge, som bør være ens, uanset om man træner de yngste børn eller de ældste unge. Der findes ikke én rigtig måde at træne børn og unge på, men der findes et fundament, et udgangspunkt, som er mere rigtigt end andre.

Arbejdet med at implementere de nye spilformer hen over de seneste sæsoner har vist, at holdningen og tilgangen til børne- og ungdomshåndbolden rundt omkring i landet er meget forskelligartet, og det er BRUD’s opfattelse, at der er behov for et fælles afsæt at tage udgangspunkt i, i forhold til den måde vi bedriver og udvikler håndbold på. Derfor har BRUD sat et arbejde i gang, der skal munde ud i et fælles videns- og holdningsgrundlag for børne- og ungdomshåndbolden i Danmark.

Arbejdet med børn og unge i håndbolden skal bygge på klare holdninger og viden, som skal underbygge trivsel og udvikling både på og uden for banen.

Det er nogle af de elementer, der præsenteres i vidensgrundlaget, og det er det vi i Dansk Håndbold Forbund fremadrettet læner os op ad i vores udvikling af håndbold for børn og unge. Formålet med at få defineret et fælles afsæt for udviklingen af børne- og ungdomshåndbold er at opretholde flere børn og unges motivation for at spille håndbold på kort og langt sigt og derved understøtte Dansk Håndbold Forbunds målsætningen om at vækste til 125.000 medlemmer i 2025.

I efteråret 2020 er holdningsgrundlaget blevet udarbejdet på baggrund af gennemgang af forskningsartikler og aktuel viden om børn og unge i idræt og håndbold i tæt samarbejde med konsulent og forfatter Thomas Ladegaard. Holdningsgrundlaget er også kvalificeret af interviews med centrale personer i og uden for Dansk Håndbold Forbund lige som både kommunikations-, udviklings- og landsholdsafdelingen været en del af skriveprocessen. Dokumentets indhold skal godkendes af Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse i foråret 2021, og herefter udarbejdes en forankrings- og kommunikationsplan, så holdningsgrundlaget bliver et arbejdsredskab både i Dansk Håndbold Forbund, lokale kredse og distriktsforbund, håndboldforeninger samt blandt dommere, trænere og forældre.

Holdningsgrundlaget for børne- og ungdomshåndbold i dansk håndbold vil løbende blive opdateret, så alle altid udvikler og arbejder efter den nyeste viden inden for børne- og ungdomshåndbold.

Medlemsudvikling 2020 i coronaens skygge

Det er ingen hemmelighed, at vi i Dansk Håndbold Forbund håbede det bedste og frygtede det værste i forhold til medlemstallene for 2020. Vi glædes over, at vi i 2019 endelig fik knækket den nedadgående medlemskurve og frygtede, at corona ville give os en mavepuster. Så galt gik det heldigvis ikke! Medlemstallet for 2020 viste 104.422 medlemmer, hvilet er en nedgang på 1.295 medlemmer fra 2019. Det er naturligvis virkelig ærgerligt oven på en flot fremgang i 2019, men glædeligt at det ikke var gået værre. Det er dog også forventeligt, at vi endnu ikke har set omfanget af skaderne fra coronavirus i forhold til medlemstallene, som først for alvor vil vise sig i 2021.

Medlemstallene viser, at det største frafald skete i aldersgruppen 7-12 år, hvor der var et samlet frafald på 1.782 medlemmer – på pigesiden alene var frafaldet på 1.150 medlemmer. Til gengæld var der en medlemsfremgang på 602 medlemmer for de allermindste i alderen 0-6 år, hvilket viser, at håndboldtilbuddet Trille og Trolle for de mindste medlemmer er en god investering. Medlemstallet for de 13-18-årige holdt sig på samme niveau som i 2019, der var en lille nedgang for de 19-39-årige, mens der var en lille glædelig fremgang for de 40-59-årige, som er målgruppen for motionstilbuddene ’Five-a-side’ og ’Håndboldfitness’.

Nye spilformer

Året 2020 blev som ingen havde ventet. Corona lukkede landet ned, og dermed blev turneringerne ikke spillet færdigt, hvilket betød, at vi heller ikke fik afviklet DM i ungdomsrækkerne U17 og U19.

I sæson 2020/2021 var der ikke mange nye tiltag i forhold til implementeringen af de nye spilformer. Det skulle have været en sæson, hvor der skulle samles erfaring og viden, der skulle evalueres på. Men da idrætten igen blev lukket ned, blev der sat en stopper for denne proces.

Inden dette skete, blev der på evalueringsfronten efter sæsonen 2019/2020 gennemført spørgeskemaundersøgelser i tråd med planen. Blandt U9-trænere blev der blev spurgt ind til indsatserne omkring turneringsproduktet kortbane, indslusningsstævner, enkeltårgange, holdninger til spilleroplevelser, brug af målvogtere, bolden og Dansk Håndbold Forbunds kommunikation. Og blandt U13-pigetrænere blev der spurgt ind til bold, specialisering af målvogter, antal spillere på holdkort og trænererfaring. Denne vidensindsamling blev foretaget i samarbejde med Active Research, som også står for at bearbejde data. Der blev ligeledes i efteråret 2020 afviklet fokusgruppeinterviews af Active Research med trænere fra U9, U11, U13, U15, U17 og U19. Disse blev afviklet online pga. restriktionerne.

En af de evalueringsindsatser, som var planlagt i sæsonen 2020/2021, var at lave observationer på U10-kortbanen. Det blev til en observationsdag på U10kampe på kortbane, hvorefter landet lukket ned, og det var derfor ikke muligt at gennemføre denne indsats.

I sæsonen 2020/2021 skulle der ikke implementeres yderligere indsatser, men frem mod sæsonstart blev der sat fokus på information omkring indslusningsstævnerne for U9, U10 og U11. Samtidig var det hensigten, at der også i sæsonen 2020/2021 hen over foråret skulle indsamles viden på U11-kampe på 40x20, som skulle bruges til sammenligning med næste år på kortbane. Da der ikke blev spillet turnering i foråret, er dette blevet erstattet med en række ’laboratorie-kampe’, som afvikles i maj/juni 2021. Der var ligeledes planlagt at lave observation på U15-drenge-kampe, hvilket er udsat til sæsonen 2021/2022.

Selvom det ikke har været muligt at følge den oprindelige plan, er der blevet arbejdet efter parolen ’det muliges kunst’, og der er blevet indsamlet viden, ligesom den fremadrettet plan for implementering og vidensindsamling frem mod 2023 bliver fastholdt.

Særlige corona-indsatser

I 2020 har der været iværksat særlige indsatser dels for at motivere til fortsat engagement, træning og medlemskab i foreningerne under nedlukningen, dels for at sikre at der bliver passet så godt som muligt på spillerne fysisk, når der blev lukket op igen.

Under temaet ’den gode opstart’ har Dansk Håndbold Forbund bedt fire eksperter inden for fysisk træning, komme med anbefalinger og vejledning til, hvordan træning og efterfølgende kamp, bedst skulle tilrettelægges for at passe så godt som muligt på og undgå for mange skader for spillere i alle aldre. Det er mundet ud i konkrete anbefalinger til træningsmængde og et tidsperspektiv i forhold til, hvornår der igen kunne spilles kampe og turnering. Anbefalingerne gælder for alt lige fra beach- og græshåndbold til den almindelige indendørs træning og kamp.

Som en konsekvens af coronapandemien er der også blevet nedsat en taskforce og et arbejdsgruppe, som skulle sikre et boost af håndbolden. Her har der været fokus på vidensdeling af gode ideer, som kunne motivere spillere, foreninger og frivillige til at holde fast i håndbolden, til at dyrke fællesskabet og til at sikre træning på afstand og under de mulige vilkår.

Foreningsudvikling og strategisk brug af medlemsdata

Coronakrisen har haft stor indflydelse på muligheden for at arbejde med foreningsudvikling i håndboldklubberne. Det handler både om de fysiske muligheder for at mødes og klubbernes moti-

vation og opmærksomhed på foreningsudvikling i en tid, der har budt på mange udfordringer. Fra Dansk Håndbold Forbunds side har der været fokus på at understøtte foreningernes behov i forhold til corona-restriktionerne og fastholdelse af medlemmer og frivillige. De lokale konsulenter har afholdt virtuelle forenings- og netværksmøder og arbejdet for at holde foreningernes gejst oppe i en hård tid.

Vi ser i 2021 frem mod at indgå i flere foreningsudviklingsforløb til mere målrettet at understøtte foreninger, som har et konkret behov for et ledelsesløft. Disse foreninger skal identificeres på baggrund af blandt andet den data, der kan hentes i medlemstal og egne systemer. Det betyder også, at der fortsat sker en udvikling i brugen af data til at underbygge strategiske valg.

Foreningsudviklingsforløbene skal være med til at sikre, at Dansk Håndbold Forbund understøtter de foreninger med det største potentiale for medlemsvækst, samtidig med at det skal være med til at sikre, at vi afværger at flere foreninger lukker eller melder sig ud af Dansk Håndbold Forbund. Samtidig skal værktøjerne fra vores foreningsudvikling gøres tilgængelige for foreninger, der selv ønsker at arbejde med strategi og ledelse.

Bevæg dig for livet

Afslutning på 2020 markerer også afslutningen på projektet Bevæg dig for Livet – Håndbold. Før corona-krisen indtrådte, var der 121 foreninger med Håndboldfitness og 114 foreninger med Five-a-side Håndbold. Det betyder, at der i starten af 2020 var det højeste udbud af motionshåndbold i Danmark nogensinde med en stigning på 60 hold fra foråret 2019 til foråret 2020. Five-a-side Håndbold har stået for størstedelen af de nye tilbud, og Håndboldfitnessholdene er blevet fastholdt i perioden. Det betragter projektet som en succes, da det har potentialet til at betyde en medlemsstigning på 2500 medlemmer fra januar 2018 til februar 2020 på klubbernes motionshold.

DGI Håndbold og Dansk Håndbold Forbund ønsker at forsætte i en ny form for samarbejde om Håndboldfitness, Five-a-side Håndbold og Håndboldens Dag til gavn for håndboldforeningerne. Samarbejdsaftalen vil bygge på en større frihed for de to organisationer i arbejdet med indsatserne, men et fælles udgangspunkt i materialer. Håndboldskoler

Ligesom som så meget andet i 2020 har DHF Håndboldskoler været påvirket af coronapandmien og heraf en del aflysninger på grund af nedlukning af indendørsidrætten. Til trods for særlige retningslinjer med ekstra fokus på hygiejne og mindre grupper blev 53 vellykkede håndboldskoler gennemført i uge 31 og 32, og 7 håndboldskoler i uge 42. Det blev til i alt 60 håndboldskoler fordelt på 51 foreninger og med 3.558 deltagere.

Håndboldkaravanen

Håndboldkaravanen er Dansk Håndbold Forbunds kerneindsats i forhold til at rekruttere nye medlemmer til foreninger. Trods coronaen og de mange restriktioner lykkedes det at få afviklet 150 coronavenlige håndboldkaravaner.

I håndboldkaravanen præsenterer Dansk Håndbold Forbund gennem spil, lege og aktiviteter håndboldspillet for børn i Danmark, og i 2020 har omkring 16.000 skolebørn fået en god oplevelse, hvor det handler om, at få skabt en nysgerrighed på håndbolden og det lokale foreningsliv.

Dansk Håndbold Forbund er gennem håndboldkaravanen med til at facilitere et samarbejde mellem den lokale for-

ening og den lokale skole. Og netop det gode samarbejde er helt essentielt i forbindelse med rekruttering og genrekruttering, hvilket der vil være ekstra fokus på i 2021.

Børnefaggruppen

Faggruppen har i 2020 ikke afviklet fysiske møder på grund af corona-restriktionerne, men har i stedet holdt en række virtuelle møder over Teams.

Med udgangspunkt i erfaringer fra sæsonen 2019/2020 vedtog børnefaggruppen, at der frem mod sæson 2020/2021 kom mere fokus på hensigten med Indslusningsstævnerne, så de blev brugt til netop at indsluse nye spillere og ikke som et stævnetilbud for ’rutinerede’ håndboldspillere.

I efteråret 2020 satte børnefaggruppen deres nye initiativ ’Forum for Børnehåndbold’ i værk, som er et virtuelt forum hvor faggruppen afvikler ’fyraftensmøder’ med ca. 6-8 ugers mellemrum. Målgruppen er politikere, administrative medarbejdere og konsulenter, der arbejder med børnehåndbold i Dansk Håndbold Forbund. Formålet med dette forum er at politikere og ansatte opnår et bedre kommunikations- og informationsflow, og det skal være med til at sikre en god børnehåndbold. Ved første møde i december 2020 var det blandt andet emnet ’børnestævner under Corona’, som var på dagsorden, hvor der blev erfaringsdelt.

Et af faggruppens store arrangementer børnehåndboldsymposium, som normalt afvikles i efteråret med over 100 deltagere, måtte aflyses på grund af corona. Det gode arbejde var dog ikke spildt, da symposiet blev erstattet med en virtuel udgave i vinteren, hvor mange af de samme emner og oplægsholdere var på.

Ungefaggruppen

Medlemstallene for aldersgruppen 1318 år var uændret fra 2019 til 2020. Ligesom de overordnede medlemstal er det på ungeområdet interessant at følge udviklingen frem mod medlemstallene for 2021, hvor coronavirussens effekt på medlemstallene formodes for alvor at kunne ses.

I oktober 2020 havde ungefaggruppen første møde med ny besætning, så der aktuelt er fem medlemmer af faggruppen, inklusiv formanden, hvoraf to er fra JHF, én er fra FHF og én er fra HRØ. Der er altså en bred geografisk spredning på deltagerne, og mødeaktivitet og engagement er det seneste år øget markant i forhold til det sidste lange stykke tid.

I det forgangne år har der været løbende dialog med Efterskoleforeningen og landets efterskoler vedrørende turneringsproduktet for efterskolerne i særdeleshed. Der arbejdes på at få en stadigt større forståelse for efterskolernes ønsker og behov, så Dansk Håndbold Forbund og efterskolerne arbejder tættere sammen med det fælles formål at holde de unge mennesker i håndboldsporten.

Ungefaggruppen har desuden fokus på udviklingen af aktivitets- og turneringsproduktet for ungdomsspillerne samt uddannelsestilbuddene til unge og deres trænere. Dette foregår i dialog med og respekt for både turneringsudvalg og uddannelsesudvalg lokalt såvel som i Dansk Håndbold Forbund.

Seniorfaggruppen

Seniorfaggruppen har i 2020 støtte op om arbejdet med Bevæg dig for livet – Håndbold. Gruppen følger desuden udviklingen af projektet ’studiebyer’, der skal genrekruttere flere håndboldspillere, når de flytter til de større studiebyer. Projektet blev vedtaget i bestyrelsen i december 2020 med start i marts 2021. Gruppen fik fra januar 2021 nye medlemmer og har haft fokus på initiativer, der kan genrekruttere voksne medlemmer.

Det kommende år

Som vi skrev sidste år i vores beretning for BRUD: ”Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan og hvor meget Covid-19 vil præge vores hverdag og de muligheder, vi har for at udbyde gode håndboldtilbud – og særligt ikke i hvilke rammer det bliver. Derfor bliver vi også i BRUD nødt til at være yderst omstillingsparate, men også lære af de erfaringer, som vi allerede har gjort os.” Dette blev langt mere aktuelt og udfordrende, end vi nok havde forventet og frygtet.

Bedst som vi troede, at vi måske så ind i en sæson med håndterbare coronarestriktioner, blev alt ændret, netop som vores hovedsæson i bredden skulle til at skydes i gang.

Derfor har BRUD og faggruppernes store og ufravigelige fokuspunkt været at understøtte foreningerne bedst muligt under nedlukningen og sammen med taskforcen og den coronaansvarlige i Dansk Håndbold Forbund påvirke de politiske beslutninger i forhold til restriktioner og anvisninger. Samtidig har det være et fokuspunkt at være fremadskuende i forhold de næste faser i genåbningen for at understøtte forbund og foreninger med fastholdelse og genrekruttering.

Til trods for at arbejdsopgaverne og ikke mindst arbejdsgangene har været anderledes end tidligere år, har aktivitetsniveauet reelt været utroligt høt – dels i forhold til coronarestriktionerne og dels i forhold til arbejdet med de nye spilformer.

Foreningskulturen er under pres, men når vi står sammen i bestræbelserne på at bidrage, lytter til vores interessenter og handler agilt, så kan det lykkes at komme ud af udfordringerne stærkere og styrkede – til gavn for alle vores spillere, trænere og frivillige.

I BRUD kommer vi til at fokusere på, hvordan vores del af organisationen kan understøtte og udvikle rammer og indsatser, der gør det attraktivt for både spillere og frivillige igen at samles om fællesskabet i håndbolden. Vi skal skabe rammer, hvor dygtiggørelse, fællesskab og tryghed gør det muligt for os at få spillerne tilbage i noget, der ligner det, vi kender så godt og holder så meget af.

Der ligger fortsat mange muligheder og udfordringer i breddearbejdet i Dansk Håndbold Forbund. Ikke kun i forhold til medlemstallet, men også i høj grad i forhold til udviklingen af håndbolden og i målsætningen om, at vi sammen gør en forskel for breddehåndbolden i Danmark. Det er derfor vigtigt, at vi alle er klar til at arbejde sammen, tør udfordre hinanden og afprøve nye ideer og tiltag. Noget vil fungere i første forsøg, mens andet kræver flere justeringer. Men det er vigtigt, at vi arbejder sammen om at skabe det gode miljø og de gode rammer for den sport, som vi alle brænder for. Det er en kæmpe opgave, men sammen er vi i stand til at løse den! Og i BRUD er vi meget bevidste om, at vi er en vigtig brik i dette puslespil.

Betina Lyng Bjerre

This article is from: