
2 minute read
Jyske Forsikring: White label i grønne farver
BRANCHEN
af Claudia Sønderskov
Jyske Forsikring: White label i grønne farver
Louise Foldager
Jyske Forsikring har set dagens lys. Det er navnet på og resultatet af et strategisk samarbejde om en ’white label’ forsikringsløsning, som Købstædernes Forsikring og Jyske Bank har indgået.
At der findes styrke i fællesskabet, kan Danmarks ældste forsikringsselskab og Danmarks tredjestørste bank godt blive enige om. De har netop indgået et samarbejde, hvor forsikringskunder henvises fra Jyske Bank, mens Købstædernes Forsikring står for rådgivning, skadesbehandling og servicering af kunderne. Løsningen hedder Jyske Forsikring og er udviklet specifikt til samarbejdet med Jyske Bank. Farverne på denne ’white label’ forsikringsløsning vil da også være de velkendte grønne nuancer, som kendetegner Jyske Bank.
Forventningerne til samarbejdet er høje og målet er, at Jyske Forsikring indenfor fem til syv år vil være en af de ti største forsikringsaktører i Danmark.
”Det er rigtig, rigtig spændende for os. Det er jo en kæmpe mulighed,” fortæller den administrerende direktør i Købstædernes Forsikring, Anders Hestbech.
”Når man indleder et samarbejde med Danmarks andenstørste danskejede bank, så ligger der jo kæmpe muligheder i det. Det giver os ikke mindst muligheder for at fortsætte vores vækstrejse.” Købstædernes Forsikring har indfriet målet om en fordobling af omsætningen tre år før de oprindelige ti år, som er nedfældet i firmastrategien. En del af den høje vækst har været drevet af de partnerskaber, som selskabet har indgået.
”Nu får vi endnu et partnerskab, der har den ekstra finesse, at det er sit eget brand. Så det betyder, at vi kommer til at ansætte nye kolleger, der kun arbejder for Jyske Bank, og som bliver forsikringsrådgivere, der skal samarbejde tæt med bankrådgiverne,” forklarer Anders Hestbech.
Medarbejderne vigtige for succes
I praksis bliver Jyske Forsikring en selvstændig enhed i Købstædernes Forsikring med en divisionsdirektør i spidsen. Divisionsdirektøren – ligesom resten af lederteamet – er rekrutteret internt. At det sker internt, er helt bevidst:
”Vi ønsker at skabe en fælles forståelse for projektet, når der skal rekrutteres 25-30 nye medarbejdere, og med et lederteam, der består af interne folk, kan vi forankre de værdier, som Købstædernes Forsikring står for,” fortæller HR-direktør Louise Foldager.
Konkret bliver medarbejderne ansat af Købstædernes Forsikring, men de får hver især deres faste gang ude i Jyske Banks afdelinger over hele landet. Det er helt essentielt for samarbejdet, at forsikringsrådgiverne er at finde ude lokalt, så de kan være tæt på kunderne såvel som på bankrådgiverne.
Glæde i personaleforeningen
I Forsikringsforbundets lokale repræsentation Købstædernes Forsikring, personaleforeningen, glæder man sig over samarbejdet og til at kunne byde velkommen til mange nye medlemmer:
”Det er en spændende rejse at få lov til at være med på for både de nuværende og kommende medarbejdere,” er formandskabet i personaleforeningen helt enige om.
Jyske Bank er Danmarks andenstørste danskejede bank med hovedsæde i Silkeborg. Selskabet har 94 bankafdelinger i hele Danmark og beskæftiger ca. 3.300 heltidsansatte, som betjener de godt 900.000 kunder, som banken har.
Købstædernes Forsikring er et kundeejet selskab med 260 års forsikringshistorie med i bagagen. Selskabet er Danmarks sjettestørste danskejede forsikringsselskab og betjener både erhvervs- og privatkunder i hele Danmark – både igennem egne direkte kanaler og via samarbejdspartnere.