2 minute read

Tilbage på kontoret

TEMA: ET LANGT ARBEJDSLIV

af Lone Clausen

Tilbage på kontoret

Hvordan kommer vi bedst muligt tilbage på arbejdspladserne efter nedlukningerne? Det var temaet for et webinar, som blev afholdt af Finanssektorens Arbejdsgiverforening i starten af maj.

Hvordan kommer vi tilbage på kontorerne på den bedste måde, efter at rigtig mange i finanssektoren har været på hjemmearbejde gennem mange måneder?

Det spørgsmål satte Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FA, fokus på i starten af maj, hvor de var vært for et webinar om arbejdslivet efter corona. Lone Clausen, næstformand for Forsikringsforbundet, var inviteret med til en dialog om muligheder og udfordringer i forbindelse med tilbagevenden til den fysiske arbejdsplads. Lone Clausen gav på webinaret udtryk for, at hun på medlemmernes vegne var glad for muligheden for mere hjemmearbejde end før corona, og for den fleksibilitet, det giver den enkelte i arbejdslivet. Men hjemmearbejde skal være frivilligt og må ikke gå ud over det gode arbejdsmiljø og trivslen. Og ikke mindst skal der være respekt for, at der er forskellige behov, fordi vi mennesker jo er forskellige.

Nu skal vi lære igen at være sociale. Vi har brug for både formelle og uformelle sociale aktiviteter, så vi igen vil føle os som en del af et fællesskab på arbejdspladsen. Men Lone Clausen ser det også som en udfordring at sikre arbejdspladsens sammenhængskraft – arbejdspladskulturen. Og at sikre faglig sparring og videndeling i et arbejdsfællesskab, hvor vi er sammen hver for sig, fordi ikke alle medarbejdere fremover vil være til stede samtidig.

Det kan også være en meget stor udfordring at vende tilbage til et storrumskontor, efter hjemmearbejdet: Mange har vænnet sig til isolation på hjemmearbejdspladsen, og det kan være en stor udfordring at komme tilbage til storrumskontoret. Svært at finde arbejdsro og at kunne koncentrere sig om arbejdsopgaverne med mange kolleger omkring sig.

Dialog mellem ledelse og medarbejdere, og hensyn til den enkelte, er vejen frem, slutter Lone Clausen.

Efter over et år i isolation på hjemmekontoret er vi så småt begyndt at vende tilbage til en mere normal hverdag på vores arbejdspladser. Danmark er i gang med en gradvis genåbning, og medarbejderne kan forhåbentlig i den kommende tid begynde at møde fysisk ind på deres arbejdspladser igen.

Corona-nedlukningen har på godt og ondt påvirket trivslen og den mentale sundhed i finanssektoren. Arbejdspladserne skal lære af de erfaringer, som man har gjort under nedlukningen: Hvad har været godt, og hvad har været skidt? Hvad vil vi gerne have mere af, og hvad fungerer ikke?

Disse værdifulde erfaringer skal bringes med videre, når der nu laves planer og rammer for det fremtidige arbejde – et arbejdsliv, hvor hjemmearbejde for manges vedkommende bliver en integreret del af arbejdslivet.

Adm. direktør Mariane Dissing, FA, (tv) sammen med næstformand Lone Clausen ved webinaret. Se også artikel om skift af direktør i FA.

This article is from: