
3 minute read
Fremtidens micro-credentials
af Rita Modberg,
Forsikringsakademiet
Her er et nyt ord, du skal lære: Microcredentials
Du skal uddanne dig hele livet – både på skolebænken, på jobbet og i alle mulige andre sammenhænge. I fremtiden får du hjælp til at dokumentere det hele med micro-credentials.
Prøv at tænke på alt det, du kan.
Altså, virkelig komme hele vejen rundt om de kompetencer, du har tilegnet dig på skolebænken, i hjemmet, på arbejde, blandt venner, i sportsklubben og måske ude i den store verden.
Det kan blive til en hel del.
Men måske tænker du også, at det kun er en brøkdel af alle de gode kompetencer, som du kan dokumentere med et diplom eller certifikat.
Så hvad er det hele egentlig værd?
Vores syn på uddannelse ændrer sig
Ifølge Bjarne Dyrberg, chef for uddannelsespolitik på Forsikringsakademiet, er alle kompetencer noget værd. Derfor skal vi i fremtiden kunne dokumentere både de små og store bedrifter.
“Som samfund bruger vi 99 pct. af uddannelsesbudgettet til den første del af tilværelsen. Det er her, vi får lagt fundamentet og får papirer i hånden, som dokumenterer, hvad vi har lært. Det skal så holde et helt arbejdsliv igennem – understøttet af den sidste 1 pct. til efteruddannelse,” fortæller Bjarne Dyrberg.
Arbejdsmarkedet kræver imidlertid noget helt andet.
“Den traditionelle forestilling om, at én uddannelse kan vare hele dit arbejdsliv, holder ikke længere. Du skal selvfølgelig have nogle grundfærdigheder, men derudover vil læringen ske løbende og i takt med de forskellige opgaver, du skal løse. Derfor vil vi bl.a. se flere korte, målrettede forløb, som matcher de konkrete behov på arbejdsmarkedet.”
Alt det vi ’bare gør’ skal anerkendes
Udfordringen med de korte forløb er at dokumentere dem – det sker langt fra altid i dag.
“Tag fx sidemandsoplæring. Det er jo ’bare noget, vi gør’ – men hvordan skal du over for en kommende ny arbejdsgiver dokumentere det, du har lært?” lyder det spørgende fra Bjarne Dyrberg.
Svaret på spørgsmålet er lige nu ’microcredentials’.
Begrebet micro-credentials – og beklager, at der ikke er en dansk oversættelse af ordet endnu – bruges bl.a. om korte, målrettede læringsforløb, der udløser et certifikat og eventuelt ECTS-point.
“Vi kender jo allerede til det her i forsikringsbranchen, hvor vi i årevis har uddannet til ’jobbet’. Det vil sige, at du bliver ansat i en jobfunktion og uddanner dig specifikt til den. Men fremover vil vi i højere grad komme til at uddanne helt ned til ’opgaven’. Som medarbejder skal du nemlig lynhurtigt kunne omstille dig til nye opgaver, fx indgå i et udviklingsprojekt, flytte fra sagsbehandling til kundebetjening eller fodre AI-robotter med din faglige viden. Og det kræver korte, målrettede læringsforløb, som kan dokumenteres med et officielt anerkendt certifikat,” fortæller Bjarne Dyrberg.
Forsikringsakademiet er med i EUprojekt om microcredentials
Projektet skal udarbejde en fælles ramme for micro-credentialuddannelser og certifikater på tværs af landegrænser, brancher og uddannelsesinstitutioner. Forsikringsakademiet er med som eksempel på en privat uddannelsesinstitution, der samarbejder med det offentlige uddannelsessystem gennem akkrediteringer og merit. Tidligere har Forsikringsakademiet udviklet en fælles EU-ramme for certificeringer i forsikringsbranchen. Det, der hedder eficert.
Derfor skal du lære kort og målrettet
I det europæiske uddannelsesmiljø taler man om ’Learning at the speed of change’ og ’Learning at the flow of work’. Begge dele er udtryk for, at noget af fokus flytter sig fra de lange, dybe uddannelser til korte, målrettede forløb, som matcher de aktuelle behov på arbejdsmarkedet. Når vi taler micro-credentials er online tilgængelighed en væsentlig faktor, fx e-læring eller virtuel klasseundervisning. Et eksempel er MOOC.org, hvor du kan uddanne dig online indenfor alt fra arkitektur og Shakespeare til finansiering og fintech – og få et ’verified certificate of completion’. “Mit bud er, at vi kommer til at opleve uddannelse via mange forskellige kanaler. Store platforme som MOOC.org, LinkedIn og Google Learning. Men også streamingkanaler vil tage en bid af markedet. På Forsikringsakademiet vil hele den virtuelle del også komme til at fylde mere, fx med adaptiv læring og brug af AI – Artificiel Intelligens,” forudser Bjarne Dyrberg.

“Micro-credentials er lidt lige som spejdermærker. Hvis du er del af spejderverdenen, ved du præcis, hvilke knob- og pælestikskompetencer der ligger bag et ’Knotnut Guld eller Sølv’. På samme måde vil der blive udviklet et fælles mærkningssystem, der afspejler dine kompetencer og kvaliteten,” fortæller Bjarne Dyrberg fra Forsikringsakademiet.