Skoleblad Okt 2023 (Det Fri og Hør) by Detfrigymnasium

Redaktionens klumme

Velkommen årets første skoleblad - både til gamle og ikke mindst alle vores nye elever!

Det Fri og Hør er skolens månedlige skoleblad, der laves af en redaktion af elever og en enkelt lærer

Det er i skolebladet, at vi deler ting med hinanden på tværs af klasser, afdelinger og bygninger. Det kan være alt muligt: digte, musik, opskrifter, debatindlæg, reportager, quizzer, tegninger, foto, malerier, oplevelser, indlæg om ens yndlingsbog eller film o.s.v.

Skolebladet er også stedet hvor vi kan diskutere med hinanden om stort og småt. Det kan både være noget der har med skolen at gøre, men også meget gerne om den store verden. Eller man kan skrive en artikel om et emne, der optager en Vi er åbne for nærmest det hele.

På vores redaktionsmøder tager vi beslutningen om, hvilke historier der bringes.

Og der er mange gode sager med i dette måneds blad her.

Vi har reportager fra klima handledag og kunstreception på Det Fri. Der er kryds-ogtværs, musikklummen og Det Fri og Hørs første anmeldelse af en vinbar! Der er klummer om sidste måneds fest og lingo på Det Fri. Der er lækre madopskrifter, og reportage fra Debatten om koranafbrændinger. Det er også en anmeldelse af dokumentaren om Jesus Camp. Og en masse billeder fra de sidste par måneder på skolen.

Hvis I har lyst til at være med i skolebladets redaktion, så skriver I også bare til os (skoleblad@detfri.dk). Det er både spændende og sjovt at lave skoleblad Og så der er kage og kaffe til vores redaktionsmøder!

God læselyst! :)

VorestutorerbydervelkommentilvoresallenyeeleverpåDetFriistartenafaugust

Det Fri til Klima handledag

Tekst af Simone (1g9). Foto af Alma (3x)

Fredag den 22. september var der klimahandledag, hvor vi demonstrerede for et mere bæredygtigt landbrug.

På Det Fri startede vi ud med en velkomst klokken 10.00 i kantine, hvor man kunne hører Selma de Montgomery, Rune Lykkeberg og Alexander Holm tale.

Klokken 13.30 var der fælles afgang fra Struenseegade med demoskilte, der var blevet malet mandagen forinden.

Vi gik i samlet flok ned til Møllegade, så vi kunne få eleverne fra Dragen med i vores optog.

Ruten gik derefter ned ad Nørrebrogade over Dronning Louise og igennem Københavns små gader. Alt i mens at man kunne hører tramp, klap og kampråb.

På Christiansborg plads mødtes vi med elever fra Aurehøj, KG og mange andre gymnasier.

Vi hørte taler fra Mosegården jordbrug, Marie Welien, Lea Welien, og der var mega god musik fra Søn og Tender Youth.

Tak for en fantastisk dag, hvor der blev sat fokus på et mere bæredygtigt landbrug. Og tak til Ungdommens klimaoprør, Den grønne ungdomsbevægelse og de over 500 andre fremmødte, der var med til at gøre dagen helt fantastisk. På trods den triste baggrund.

Af Signe (1g7)

Årets første Det Fri Fest Fest tema: Havet

Illustration af Franka (1g1)

Party klummen!

Af Agathe

Tak for en dejlig skolefest. Aftenen bød på en masse god musik og skøn stemning.

Temaet var selvfølgelig hav-tema, og udklædningen var i top. Skønt at se de nye 1. g’er og hf’er, deltage til årets første skolefest.

Vi ses snart til endnu en fantastik aften.

Kunst reception på Det Fri

Af Morten

Det var en rigtig rar start på skoleåret, som Det frie Gymnasium fik i august måned Der fik vi nemlig officielt indviet det værk, som kunstneren og tidligere Det Fri elev Esben Weile donerede til skolen sidste år.

Værket ”Advertise Hypnotise Traumatise” har nu fundet sit permanente plads i vores kantine, og det er vi rigtig glade og taknemmelige over. Kunst får os nemlig tit til at standse lidt op, og se verden på en ny og anderledes måde. Og det er jo lige præcis et af de vigtigste formål med vores skole.

Esben og kunstudvalget (Nora, Inga, Wilhelm, Ellen, Astrid, Vilma) havde inden dagens indvielse af værkerne haft en række møder med Esben om hans værk og kunstens rolle i verden. Værket består bekendt af en række af de symboler, som Esben selv bar på sin jakke, da han var elev på Det fri.

I kan læse om værkets historie, og udvalgets og Esbens tanker i den præsentation, som kunstudvalgets havde lavet til anledningen:

Efter et kort indlæg fra Sara og udvalget, hvor de takkede pænt for Esbens gave til skolen, opridsede Esben værkets rejse fra Amagercentret til Det frie Gymnasium. Esben var glad for, at værkerne havde fundet sin permanente hjem på Det frie Gymnasium, der føltes som den helt rigtige endestation.

Esben havde heldigvis tid til at tale med både elever og ikke mindst Det Fri og Hør, der naturligvis var nysgerrig på at høre mere om Esben og hans kunst.

Når du ikke lige er ude og donere værker til Det frie Gymnasium, hvad laver du så ellers for tiden?

Esben fortæller, at han for nyligt lige er blevet færdig med udstillingen Butterfly, der er et Coming of Age værk, der er udstillet på Arken indtil d. 30. december. I kan få et indtryk af udstillingen på Arkens hjemmeside her

I det hele taget har Esben meget at se til for tiden. Han skal udstille i Salzburg og Hamburg, og han skal snart til New York for at lave research til hans næste udstilling

Lad os tale lidt om din kunst. Det værk som du har doneret til os repræsenterer jo bevægelser der alle efterlyser samfundsforandringer. Mener du, at kunstens rolle er at skabe forandringer i samfundet?

Hej Esben. Mange tak for at donere dine værker til vores skole. Dem er vi rigtig glade for. Inden vi taler lidt om din kunst, så kunne vi godt tænke os at høre lidt om din historie med Det Fri.

Esben fortæller, at da han flyttede til København fra Århus startede han med at flytte ind på Bumzen. Bumzen er et kollektiv og undergrundsscene på Nørrebro for grupper, der hører hjemme på forskellige dele af venstrefløjen i Danmark.

Esben havde gået på flere skoler inden han landede på Det frie Gymnasium. Han startede i skolens daværende enkeltfags afdeling inden han endte med at skifte over til HF Det Fri var den eneste skole, som han nogensinde havde kunne lide at gå på.

Esben satte særligt pris på skoledemokratiet, hvor man kunne være med til at forme rammer for sin egen skolegang, og hvor der ikke var nogle, der hele tiden tog beslutningerne for en.

Esben peger på, at der forhåbentlig altid vil være noget forandringspotentiale i kunst Det behøver ikke at være så tydelige budskaber, som f.eks. gadekunsteren Banksy (som Det Fri og Hør spørger lidt ind til), men kunst skal dog helst sætte gang i refleksion hos tilskueren og være med til at skabe kritisk samtale. Esben fortæller, at han er særlig optaget af den kommercialisering af tilværelsen, der har spredt sig i samfundet.

Og man behøver jo blot at tænke lidt på de sociale platforme, som vi bruger mere og mere af vores tid på, for erkende at Esben sætter fingeren på noget vigtig, når han påpeger, at der er brug for at vi bliver mere bevidste om, hvordan store dele af vores liv bliver styret af kommercielle interesser (altså en interesse i at sælge os noget).

Det reelle formål med de sociale platforme er jo netop at skabe trafik og opmærksomhed hos brugere, så der bliver skabt nogle nye behov hos os og i sidste ende noget mere forbrug. De sociale medier kan på mange måder sammenlignes med en markedsplads, hvor det gælder om at få brugere manipuleret derhen, hvor der kan sælges noget til dem, så der er nogle, der kan tjene penge. Og det kan jo næppe betegnes som det bedste udgangspunkt for at blive klogere på verden og andre mennesker.

Det kan som ung sikkert være udfordrende for finde rundt i kunstens mangfoldige verden. Er der en kunster som du ville anbefale at unge mennesker se nærmere på?

Esben anbefaler straks, at Det Fris elever tjekker den schweiziske kunster Sylvie Fleury ud. I kan se hendes Instagram profil her. Esben fortæller, at Fleury nærmest har fungeret som en slags forgangsperson for, hvad der vil sige at være at have et kritisk perspektiv på den måde, som verden opfører sig på.

Så den anbefaling giver vi gladelig videre her.

Et kritisk perspektiv på tingene har det nemlig med at udfordre vores antagelser og den måde som vi forstår verden på Og det kan der tit komme noget rigtig godt ud af!

Anmeldelse: Pompette

På Møllegade, lige ved hjørnet til Nørrebrogade, ligger Pompette. En lille vinbar der oser af stemning og intimitet

De franskinspirerede caféstole er besat af københavnere, såvel som turister, der nyder et glas vin og falder i ét, med Nørrebros organiske byliv.

På Pompette findes en tilbagelænet og uprætentiøs tilgang til vin. Om man er vinkender, eller bare skal nyde et glas tirsdags-bobler, mødes man på Pompette, af en afslappet stemning.

Denne tilgang taler godt til to studerende som os, der for at være ærlig, ikke ved noget om druens oprindelse, eller hvilken skjult undertone der gemmer sig i eftersmagen.

Vi blev betjent af en sød ekspedient, der med et let smil skænkede os to glas

Pompette specialiserer sig i høj kvalitets naturvin til rimelige priser. De har et stort udvalg vine og bobler på flaske, og derudover kan et glas købes for 60 kr. På deres hjemmeside kan man læse, at Pompette nøje udvælger deres vinfarmere og tilstræber organiske og miljøvenlige produkter.

Københavns status som atmosfærisk storby, hvis kulinariske scene rummer både bagværk, burgere og fine dining, er efterhånden definerende for byens identitet.

Pompette passer lige ind i denne fortælling, og navnet der betyder ’småfuld’ eller ’tipsy’, indbyder til den lette, men luksuriøse pause fra hverdagen

Først smagte vi på en rosé. Denne var floralsk, frisk, og smagte udsøgt! Derefter forsøgte vi os med et glas hvidvin; en mere syrlig og tør vin, som dog stadig smagte udmærket...

Prikken over i’et var et glas bobler, som der var delte meninger om Kamille foretrak roséen, hvor Ditte derimod synes, at dette glas, afslutningsvis, var forfriskende!

Til de første glas vin bestilte vi også en omgang surdejsbrød Brødet smagte udmærket, men skiverne var enormt tykke, så vi måtte brække stykker af det.

Af Ditte og Kamille (2a)

Til brødet medfulgte en skål olivenolie prydet med flagesalt.

Den ekstra jomfruolivenolie var i sig selv dejlig aromatisk, men dog utroligt salt og ikke en succes, på det lidt vaklende cafébord… Vi fik derimod smag for de friske grønne oliven, vi også havde bestilt. Disse var lækre og vi endte såmænd med at bestille oliven af to omgange. Sikke en succes.

Pompette er et godt bud, hvis du har planer om at drikke et glas kvalitetsvin lokalt, og spise lidt delikat charcuteri, imens du nyder den afslappede stemning Her kan de fleste være med, da prisen lever op til Pompette’s favnende koncept om god vin til rimelige priser - også studerende på SU, da prisen slet ikke er gal for kvalitetsvin i hjertet af Nørrebro

Vi giver Pompette 4/6 hjerter, og glæder os til at smage mere af deres udvalg

Anmeldelse af dokumentaren Jesus Camp

I dokumentarfilmen “Jesus Camp” følger man forskellige børn i USA under den evangeliske sommer camp, nemlig Jesus camp.

I dokumentarfilmen Jesus Camp får man et intimt indblik i den evangelisk kristne kultur, hvor vi får lov til at overvære præsten Becky Fischers årlige sommerlejr ved navn 'Kid's on Fire'.

Børnene i Jesus Camp bliver oplært om troen på Jesus, alt hvad de laver. Fra når de står op om morgenen, til de spiser morgenmad, når de danser, når de ber, når de socialiserer, er de blevet lært at Jesus altid skal være med dem, og at de ikke må udøve nogen nydelser som ikke er for gud eller jesus skyld Hele deres barndom går ud på at være loyal over for den kristne tro.

Det er en meget ensidig verden, disse børn er fanget i, og man kan diskutere hvorvidt det er godt for deres vækst, og verdenssyn at de kun lærer om denne specifikke tro og retning at leve på. Fra barnsben er der mange af disse børn som er blevet lært om kristendommen hjemmefra, og derefter sendt til Jesus camp Men der er også nogen der ikke kommer fra kristne familier, men har fået en ‘åbenbaring’ i Jesus camp.

Selve dokumentarfilmen giver et fint indblik i denne evangelistiske og liberal progressive tilgang til verdenen, og hvordan børnene vokser op i miljøet Man ser både det gode og det onde, men mest det onde. Vi mener ikke at filmen giver et nuanceret billede på Jesus camp, men det er måske også svært når campen er så progresiv som den er.

Af Maria og Sophia (2p)

For campen er langt fra nuanceret, og det er meget én holdning, der bliver trumfet igennem: Jesus eller intet

Man ser mange af børnene fra campen græde over, at de ikke føler sig troende nok til Jesus, eller nok i kontakt med det overjordiske. Hvor går grænsen med, hvor meget man kan tro på Jesus før det bliver ekstremt, og går ud over børns mentale og følelsesmæssige helbred?

Dokumentarens formål var også at belyse og informere seerne om, hvordan den evangelisk kristnes religiøse vækkelse, som der foregik i USA på daværende tidspunkt, udnyttede deres børn og unge til at sprede deres politiske højreorienteret agenda.

Dette foregik eksempelvis i form af demonstrationer, hvor børnene fik sat tape over deres munde, med ordet ‘Life’ skrevet på, for at symbolisere alle de ufødte fostre, som loven for fri abort har tilladt

Der er mange der vil kalde Jesus Camp for hjernevaskning, men børnene som var en del af det, mener den dag i dag at de ikke har taget skade af det Nogle har fundet andre religiøse retninger, nogle er stadig evangelister Men forskellen på den gang og i dag, er at nu hvor de er ældre har de retten til at tage deres eget valg om de vil tro på Jesus eller ej.

Blink-182 væltede Royal Arena

Tirsdag d.12/9

Af Jacob, 3,B

For to år siden, da jeg gik i grundforløbet her på det frie, var Blink-182 sammen med green day et af mine absolutte yndlingsbands, som jeg drømte om at se live en dag. I løbet af de to år der er gået siden da, har jeg så i mellemtiden udviklet en stor kærlighed til prog-rock og prog-metal, men min indre emo levede stadig. Da det så blev annonceret sidste år, at Blink-182 oprindelige forsanger, Tom Delonge ville vende tilbage til bandet og at de ville komme til danmark, sørgede jeg naturligvis for at få købt billetter det sekund de blev sat til salg. Og derefter gik der et meget langt år, men så blev altså ENDELIG tirsdag den 12. september.

Blink-182 havde medbragt det californiske pop-punk band ”The story so far” som opvarmning, men anmeldelsen her vil hovedsaligt fokusere på blink-182. The story so far var ikke dårlige, men heller ikke noget specielt. De hjalp publikum med at slå 40 minutters ventetid ihjel med deres musik, men så heller ikke mere. Blink-182 gik på scenen ved 21:15-tiden til den ikoniske musik fra Rumrejsen år 2001 og bandet åbnede koncerten med Anthem pt 2, en af mine personlige favoritter fra dem.

Nu har jeg været til en del koncerter i mit liv, mange af dem metalkoncerter med en vis energi i både musik og tilskuere. Men det er få gange jeg har oplevet så fed energi til en koncert til en koncert, lige bortset fra Green day i forum i juni 2022 og Viagra Boys i store Vega i april 2023. Jeg er dybt seriøst når jeg siger, at Blink-182 havde en federe samlet energi end nogensinde har set til F.eks. en Slipknotkoncert eller lignende.

Så koncertens energi var altså fremragende. Men det er ikke det eneste. Blink-182 havde skruet en fremragende setliste sammen, som dækkede de fleste af bandets albums, fik de store hits med samt en håndfuld deep cuts til de store fans. Efter startbraget med Anthem pt 2 forkælede Blink-182 folk med The rock show, Family reunion, og Man overboard. Feeling this, fra deres femte album med den simple titel, ”Blink-182” bød op til fælles skrål i arenaen.

Efter flere klassikere i form af Reckless abandon, Violence, Up all night og Dysentery Gary blev det tid til Dumpweed fra bandets gennembrudsalbum ”Enema of the state” der udkom i 1999. Mens Dumpweed rungede ud fra højttalerne havde bandet en kæmpe oppustelig ambulance svævende over scenen

Det blev efterfuldt bandets nyeste single ”Edging”, som blev udgivet for ca et år siden. Den satte gang i tilskuerne endnu en gang sammen med de efterfølgende sange, Aliens exist med ganske flot lysshow og Cynical. Co-forsanger og bassist Mark Hoppus havde lyst til at spille Happy Holidays, you bastard to gange. Så det gjorde de altså. Den anden gang endnu hurtigere end den første. Som det næste erklærede Hoppus at det nu var blevet ”Emo-tid”. Og det havde han da ret i, for næste sang var Stay together for the kids efter fulgt af allways, som gjorde mig til en glad emo (hvis det altså findes..). De fortsatte med Down og bored to death inden det var tid til en af de helt store klassikere: I miss you fra 2003-albummet. En ægte emo-gral hvor alle sang med på det ikoniske vers med linjen ”Where are yooooou?!”

Nu blev det lidt mere seriøst og alvorligt, da Hoppus holdt en kort tale, hvor han bl.a. talte om sit forløb med kræft og hvordan bandets 1999sang ”Adams song” fik ham igennem det, hvorefter de gav publikum en fremragende udgave af lige præcis den sang. En anden af min personlige favoritter kom som den næste sang i form af Ghost on the dance floor fra 2011-albummet ”Neighborhoods”

Med 4 sange tilbage trak aftenen desværre imod en afslutning, men det betød også at vi jo lige skulle igennem bandets måske 4 største hits. Det første af de 4, var selvfølgelig What’s my age again? fra Enema of the state, hvorefter Hoppus forklarede alle, at nu ville bandet lade som om koncerten var slut, men alligevel kommer tilbage for 3 sange mere. ”Fordi det siger vores kontrakt, at vi skal”, sagde han ironisk. De tre sidste sange var, som de fleste i rummet nok havde gættet, FirstDate, All the small things og til sidst, men ikke mindst Dammit.

Blink-182 leverede en af de fedeste oplevelser jeg har set. Uden tvivl i min top-5 koncerter nogen sinde. Fantastisk lyd, god setliste, virkelig flot lysshow, som var meget større end jeg havde forventet. Det er en tirsdag aften jeg SENT glemmer. 6 ud af 6 stjerner.

aCROSS det fri

Løs kryds og tværsen her på det her link

Send et screen shot af den løste kryds og

tværs til skoleblad@detfri.dk og vind en lækker frokost og sodavand i kantinen!

Vinderen får besked fra skolebladet

Er der plads til principper i virkelighedens verden? Ny lov skaber debat

Samf A holdet i 2a har lige afsluttet et forløb om mediernes rolle i demokratiet

Holdet fik i denne forbindelse en aflevering for, hvor de skulle lave en reportage om klassens besøg hos DR programmet Debatten, hvor det kommende forbud imod koranafbrændinger blev diskuteret

Reportagen her er skrevet af Kamille fra 2a

I sommerens løb har gentagne tilfælde af koranafbrændinger i Danmark og Sverige, skabt grobund for stor international debat og kritik. Afbrændingerne har vakt opsigt og vrede i flere muslimske lande, og d. 31. juli mødtes Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, til et ekstraordinært møde, for at diskutere hændelserne.

Koranafbrændingerne har nu skabt incitament til et lovudkast på 21 sider, der skal gøre ’utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund’ strafbart

Formålet med lovændringen er at ramme de enkelte individer der står bag afbrændingerne, men mange kritisere nu den såkaldte nålestiksoperation, for at være langt mere omfattende end beskrevet.

Spørgsmålet er nu om varetægten af danske interesser og beskyttelse af den nationale sikkerhed, er nok begrundelse til at indskrænke ytringsfriheden?

Nålestik eller øksehug - skal ytringsfriheden kompromitteres for sikkerhed?

Det centrale spørgsmål i debatten herhjemme, er hvorvidt regeringen har bukket under for et udenlandsk pres? Regeringen mener at have handlet pragmatisk idealistisk, men hvor går grænsen for pragmatisme og principløshed? Er loven et værdiskred, eller udtryk for rettidig omhu og hvilke konsekvenser vil den medføre? Alle disse spørgsmål blev torsdag aften taget op i Debatten, hvor vært Clement Kjersgaard inviterede forskellige holdninger med i studiet.

2a på besøg i Debatten

Danmark har historisk set været foregangsland for liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed er en fundamental del af den danske selvopfattelse og en grundsten i demokratiet. Det var derfor de helt elementære spørgsmål der prægede debatten.

Men er principfastheden i virkeligheden udtryk for naivitet og blindhed for spørgsmålets kompleksitet?

Er lovforslaget et demokratisk tilbageskridt?

Ifølge politiker, partileder og stifter af Danmarksdemokraterne Inger Støjberg er svaret et simpelt, ja:

’I et oplyst, moderne demokrati som vores, skal vi forsvare, udvide og udvikle ytringsfriheden. I indskrænker ytringsfriheden og det er det jeg synes der er så forfærdeligt’. (Inger Støjberg)

Ifølge Støjberg mister Danmark sin selvrespekt ved at lade sig påvirke af pres fra omverdenen. Et pres der ifølge hende, kun vil fortsætte i fremtiden hvis vi ikke står fast nu. Støjberg er ikke den eneste der frygter den værdipolitiske glidebane.

Ifølge formand for Dommerfuldmægtigforeningen, Nina Palesa Bonde, er regeringens forslag langt mere omfattende og frihedsindskrænkende, end forventet:

Regeringen siger, at den agerer ud fra den aktuelle sikkerheds- og udenrigspolitiske situation, der de seneste år, bl.a. som følge af krigen i Ukraine, har forandret sig markant Ifølge uddannelses- og forskningsminister fra Moderaterne, Christina Egelund, er loven en nødvendighed:

Regeringen agerer i en situation der er uholdbar, i et bredere udenrigspolitisk perspektiv står vi isolerede. Der er den væsentlige forskel fra Muhammed krisen at, dengang havde Danmark opbakning fra mange ligesindede i vesten, det har vi ikke denne gang. Virkeligheden er at der er en øget sikkerhedstrussel. (Christina Egelund)

Netop Muhammed krisen er blevet brugt som reference flere gange i debatten Bl a Inger Støjberg, har omtalt dilemmaet i 2005, som et udtryk for den danske kompromisløshed når det gælder de historiske frihedsværdier

Fortællingen lyder, at daværende statsminister Anders Fogh, stod urokkeligt fast og insisterede på ikke at censurere den frie presse og dermed kompromittere ytringsfriheden Nogen opfattede tegningerne som kunst, andre som en fatal fejltagelse.

Men hvor befinder kunsten sig i den afvejning af sikkerhed, der ifølge Egelund tager sted lige nu?

Endnu et af de helt store kritikpunkter i lovudkastet, har været med henblik på kunsten. I Danmark sikre ytringsfriheden ligeledes, at kunstnere kan formidle og kritisere alt i deres værker. Kunsten må ikke pålægges censur, men skal i samme grad som journalistikken, være uafhængig og fri. De der er for loven, argumenterer for, at der stadig er er manøvrerum til at kritisere alle religioner.

Andre mener derimod, at man slår hul på det demokratiske fundament, når værker som Jens Galschiøts bronzeskulptur ifølge lovforslaget, vil være på kanten af loven.

Skulpturen illustrerer nemlig en ung, korsfæstet, gravid teenager. Værket belyser og kritisere den katolske kirkes forbud imod d l k l på

Det pæne sprog, det er forbeholdt eliten. Det er et privilegie at kunne skrive et læsebrev, lave smuk kunst og alt muligt andet. Der er nogen som har oplevet det værste man kan, med død, trusler, tortur. Og man skal give dem muligheden for at ytre sig voldsomt. Vi skal give plads til det voldsomme. Gud tåler også forhånelser, man kan godt håne en religion, for religion er magt (Nina Palesa Bunde)

Ved ikke at lade borgere, der af legitime årsager ønsker at kritisere religiøse skrifter eller symboler, handle voldsomt, kriminalisere man religionsfriheden Ifølge Bonde sættes religioner tilbage på den piedestal, de for mange år siden blev pillet ned fra, til fordel for ytringsfriheden.

Mennesker der flygter til Danmark i søgen efter frihed, skal ikke forhindres i at ytre deres kritik til offentligheden.

Det er altså de helt principielle spørgsmål, der torsdag aften blev fremlagt i debatten Programmet der i Clements egne ord kaldes ‘Den sidste storebæltsfærge i dansk fjernsyn’.

Men hvorfor er netop denne type program så vigtigt i nutidens digitaliserede verden?

Debatprogram opretholder demokratiet

Det senmoderne samfund er et mekka af medier og platforme. De traditionelle mediernes rolle som den fjerde statsmagt er med årene blevet langt vanskeligere at udfylde

Derudover vil forslaget helt praktisk kræve meget at opretholde. Siden politiet ikke har juridiske kompetencer til at beslutte, hvilken provokation der er berettiget, og hvilken der er meningsløs forhånelse, er kunsten en gråzone, der vil kræve mange ressourcer at navigere i.

Men som Nina Bunde belyser, er kunsten langt fra tilgængelig for alle:

Flere og flere nyhedsplatforme er opstået, og de traditionelle medier har ikke længere monopol som borgerens primære informationskilde. I en tid hvor vi i stigende grad får nyheder fra sociale mindre frygter man, at de etablerede public service-medier mister deres relevans.

En undersøgelse fra DR viser, at 70% af danske unge i alderen 16-24, får deres nyheder fra sociale medier. Samtidigt ses det, at antallet af programmer på danske tvkanaler med over en million seere er faldet drastisk siden 1992. Fra 1100 i starten af 90’serne, til under 100 i 2022.

Denne tendens i massemediernes fremgang og den stigende medialisering, har gjort at de politiske aktører i langt højere grad, underlægger sig mediernes logik. For at få indflydelse og blive hørt, må de formidle deres politik på mediernes vilkår Dette medfører at komplekse politiske temaer forenkles, intensiveres og personliggøres, hvilket vanskeliggør brede kompromisser og svækker demokratiets beslutningsdygtighed

Politiske budskaber bliver en del af den forvredne virkelighed, og farvedes af de sociale mediers interaktionssøgende algoritmer På denne måde er den politiske debat i langt højere grad blevet præget af spin og manipulation.

Et public service-program som Debatten, er derfor vigtigt for at opretholde den nuancerede debat, der er en nødvendighed i et oplyst demokrati Public service er underlagt journalistiske regler, i modsætningen til de fleste sociale medier. De er forpligtet til at tilstræbe kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen lægges vægt på saglighed og upartiskhed, hvilket udelukker udokumenterede hændelser og fake news.

Et program som debatten fremme den offentlige debat, forhindre magtmisbrug og gå kritisk til de etablerede magtindehavere. Debatten er med til at sikre den oplyste samtale, og forhindre polarisering.

Med andre ord, er Debatten med til at sikre, at danskerne kan forme deres holdninger på et oplyst grundlag, og ikke lade sig præge af spin, personlige interesser og falske informationer.

2apåbesøgiDebatten,hvorderogsåblevtidtilenQ&AmedClementKjersgaard

Af Jacob

Metallica – 72 Seasons Anmeldelse

Det er torsdag d.13. april, og klokken er omkring 23:15 Jeg er lige kommet ud af Imperial biografen, hvor jeg har været til premiere på 72 Seasons, det nyeste album fra thrash-legenderne Metallica. Selvom det er sent, og jeg har skole dagen efter, går jeg ikke hjem med det samme Jeg stiger op på min cykel, og cykler mod Sex beat records på Nørre Voldgade, hvor der er album release fest. Albummet kan først købes ved midnat, så jeg hænger ud i butikken en halv times tid inden jeg så køber 72 Seasons på limited lilla vinyl og får en gratis plakat med i købet.

Metallica var det første metalband jeg blev forelsket i, og de fylder stadig en stor del af min hverdag Og Lars Ulrich vil altid være et forbillede for mig. Der er gået seks og et halvt år siden Metallica i 2016 udgav Hardwired to self-destruct, som dengang blev hyldet som et af deres stærkeste albums, efter nogle yderst middelmådige plader fra midt-90’erne i form af Load og Reload. Dernæst udgav de den yderst kontroversielle (og underratede)

St.Anger i 2003, samt den yderst dårligt producerede Death Magnetic fra 2008, som egentligt var et udmærket album, men lød som Metallica der forsøgte at lyde som Metallica.

72 Seasons blev annonceret i november 2022 med lead-singlen Lux æterna Fem måneder og 3 singler senere udkom albummet så efter lang ventetid Men hvad har Metallica så fundet frem til os denne gang? Lad os tage et kig på det.

Albummet bliver åbnet med tittelnummeret, 72 Seasons. En 7 minutter lang thrash sang, der indledes med en bas og en støjende hi-hat. Guitarerne kommer ind på nogle rytmiske markeringer og kort efter går sangen ”rigtigt” i gang og Metallica går i fuldt thrash-mode. Sangen og albummet titel 72 Seasons er en reference til de første 72 årstider – eller 18 år om man vil – af ens liv Ifølge forsanger James Hetfield er de første 18 år af ens liv de vigtigste, da det er i de år billedet, af en selv bliver dannet

Pladen kom 3 uger før jeg selv fyldte 18 år Det må vel betyde et eller andet. For at vende tilbage til musikken, så tæsker 72 Seasons igennem sine syv minutter og før man kan nå at råbe ”Yeah”, er albummet gået videre til Shadows follow med sin tromme-intro. Mens Lars Ulrich, Kirk Hammet og Robert Trujillo jammer løs, synger James Hetfield her om, hvordan han aldrig kan flygte fra de mørke dele af hans bevidsthed. Skyggerne følger med, som sangens titel hentyder til.

Metallica anno 2023 fra ventre til højre er:

Robert Trujillo - Bas

Lars Ulrich - Trommer

James Hetfield - Vokal og Rytmeguitar

Kirk Hammet - Leadguitar

Næste sang er Screaming suicide, albummets 2. single. Screaming Suicide er en af mine personlige favoritter fra albummet, jeg elsker især hvordan Lars Ulrich sniger en lille smule dobbeltstortromme ind i sangen Det er ikke meget, men det tilføjer en smule variation. Ellers er det bare en vildt catchy heavy-metal sang med inspiration fra genrens tidlige dage i 80’erne og en tekst, som sætter et fokus på tabuet omkring depression og selvmord

Sleepwalk my life away bliver indledt med en groovy bas og Lars Ulrichs tom-tommer, inden det går over i et standard 4/4 rockbeat. På denne sang sætter Metallica tempoet lidt ned og vælger en groovy lyd frem for den hurtigere thrash-inspirerede på de tre forrige sange. Sangen kaster noter tilbage til Metallica i 90’erne og kunne sagtens have været en sang på Load fra 1996. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da variation er godt, og det giver lytteren en kort pause

You must burn! er endnu et groovy og slæbende tungt nummer, der ligesom det forrige kunne have været på load eller reload, men det også nogle ”Ny-metallica’ske”

elementer, der gør, at det også kunne have været en sang på disc 2 af Hardwired fra 2016. Og masser af wah-pedal i guitasoloen i klassisk Kirk Hammet stil. Det går man aldrig galt med Og så er det ellers tilbage til et højt tempo. Lux Æterna, albummets første single lægger hårdt ud med markering på crashbækken og trommefills efterfulgt af et guitarriff, der lyder som noget fra bandets debutalbum Kill’em all fra 1983. Ikke nok med det, så giver Lars Ulrich de to stortrommer noget gas på omkvædet, hvilket er dejligt forfriskende. Nogle gange glemmer man helt, at Lars Ulrich har mere end en stortromme.

Jeg må være ærlig og sige, at Crown of barbed wire er den mest kedelige sang på albummet for mig Det er endnu et tungslæbende monster, men når det ligger mellem den fantastiske Lux Æterna og Chasing Light, som vi snart kommer til, virker det bare som et brat stop i albumtempoet. Derudover gentager sangen sig selv lidt for meget, og lyder lidt som Metallica på autopilot.

”There’s no light” råber James Hetfield som det første i Chasing light, en anden af mine favoritter på albummet Det er en god blanding af relativt hurtigt tempo, men har samtidig nogle af de groovy elementer Metallicas bedre sange fra 90’erne. Og omkvædet er fremragende med en imponrende vokal fra James Hetfield. Og er det bare mig, eller kaster Chasing Light nogle minder tilbage til St Anger fra 2003?

På If Darkness Had a Son råber James Hetfield endnu en gang sine indre dæmoner væk Og igen virker introen og omkvædet med sine ”TEMPTATION!” råb som noget taget direkte fra St. anger. Faktisk var der jo et nummer, der ikke kom med på St anger, hvor James Hetfield netop sang ”Temptation sucks my soul, Temptation fills no hole” Det kan sagtens bare være en tilfældighed, men det er noget, jeg og andre fans har lagt mærke til Lydmæssigt er If Darkness Had a Son endnu et af de langsommere numre, men det, der redder sangen fra at gå i glemmebogen, er den soniske vrede som er vævet ind i hele nummeret

Too far gone er ligesom Chasing light en blanding af Det ”nye” Metallica og 90’erMetallica Guitarsoloen kaster lidt referencer til Iron Maiden med dens harmonisering, ellers er der ikke meget mere at sige Room of Mirros er et andet ekstremt fedt deep cut på pladen og en tilbagevending til thrashterritorium. Trommemæssigt er det en af albummets mere interessante sange på albummet, og så har den et ret ”positivt” lydmæssigt udtryk, hvilket er en rar forandring fra Metallicas ellers mørke lyd Igen foregår der nogle Iron Maiden-referencer i guitararbejdet

Albummet bliver afsluttet med Metallicas længste sang nogen sinde, den 11 minutter lange Inamorata På klassisk Metallica-vis begynder det hele med et slæbende guitarriff og nogle markeringer i crash-bækkenet, der går over i et typisk Lars Ulrich rock beat. Verset og omkvædet er noget, vi har hørt før, men er stadig nyt. Men sangens styrke tager form, når den når til sangens middle-section. Derfra er sangen et guddommeligt mesterværk. Den melankolske klang i guitarerne, James Hetfields tekster, trommerne, alt er perfekt. Og det hele eksploderer i sangens slutning

Gennem alle omkvæd bliver der sunget ”Misery, she needs me, but I need her more”. I sangens storladne afslutning skriger Hetfield ”Misery, she’s not what I’m living for, no no”. Og dermed bliver sangen om Hetfields store lidelser måske alligevel afsluttet på en glad note. Men Hetfield er jo mørkets egen søn, så det er ikke til at vide.

Wauw. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal sige. Det er fremragende. Fremragende. 72 Seasons er Metallicas bedste album siden The black album fra 1991. Det tager de få gode elementer fra Load/ReLoad, de forpinte tekster fra St Anger og thrash-energien og grooves fra Hardwired. Derudover er albummet skruet langt bedre sammen end forgængeren Hardwired. Albummets flow er rigtig godt, og alle sange overrasker, med kun en enkelt halvkedelig sang. 72 seasons får 5 ud af 6 stjerner, fordi det er virkelig, virkelig godt, men stadig ikke kan vælte mesterværker. som Ride the Lightning, Master of Puppets og And Justice for all af pinden.

72 Seasons blev udgivet den 14. april 2023 og kan fås på LP, CD, Kassettebånd og Streaming

Metallica spiller 2 koncerter i parken den 14. og 16 juni 2024, der er stadig biletter