Forårs foto konkurrence
Ingen Det Fri og Hør udgave uden en rask konkurrence
Temaet for konkurrence er: FORÅR!
Send os dit eget foto, som du synes, at der indfanger temaet FORÅR.
Der er ingen regler overhovedet for, hvad motivet skal være.
Send dit billede til skoleblad@detfri.dk. Gerne med en lille ledsagende tekst om, hvad der er på billedet, og hvorfor du forbinder det med forår.
Præmien er som sædvanlig en lækker frokost og sodavand i kantinen.
The culture of prostitution in Amsterdam
On Thursday, the 3rd of March, 2c had been given a task on their study trip of doing an interesting interview with someone from Amsterdam about a self-chosen topic related to Amsterdam
Afterwards, the students had to make an article in the style of New Journalism, concerning their interview This is one of the articles
Red Light District - A group of four students walks towards a big vintage thrift market. The sun is shining brightly while I’m digging in my black purse for my sunglasses - in this city, it's not a good idea to be blinded by the sun; you never know when a bicycle or, for that matter, a tram, will cross your way.
“Well, this is the last scheduled time for us to find someone to interview, otherwise we will have to ask a stranger on the street,“ I said to my group on the Friday before our trip, with a stressful grimace on my face. Earlier we had written an e-mail to an art museum featuring upcoming artists, but no one seemed to be available
As Thursday came, my group and I sat in the cold lobby of our hostel and finally came to the conclusion that the most common, interesting and iconic thing for tourists in Amsterdam, is, of course, the Red Light District
Afterwards, our plan was to find a citizen at the thrift market and ask them about the culture of prostitution in Amsterdam
But as some of us began to dig into the big mountains of colorful, old clothes on a large open space by the famous canals, someone from my group mentions a museum in the Red Light District, and starts finding a route on his phone. As the mood quickly cleared up we start following him with a glimpse of faith in our eyes.
In the Red Light District, a big red sign said ‘Red Light Secrets’, and two young men stood in the sun, on the stairs down to the museum, wearing red polos with name tags As I went over to the two men withthe group behind me, I asked if anyone in the museum had the time to be set up for a short interview They both say “we do!”, with a smile on their faces Vilfred from my study group starts reading the first question aloud
- “How do you feel about the tourists coming mainly to experience the Red Lights District?”
Matteo, the one being interviewed, starts answering the question in his Italian accent, as the other man, with the name tag saying Sedney, handled customers: “In Amsterdam they were trying to apply policies to prevent the massive tourist visits - for the neighbours. It affects their normal living - it creates environmental issues along the way, like emotional stability”. He emphasizes that the Red Light District is a normal neighborhood for many people, even though it's a tourist attraction.
Afterwards, Vilfred asks: “Do you experience sex tourism as a big part of Amsterdam, or is it more local?”
We’re standing in a circle around Matteo as he tries to find the words - he says that prostitution isn't only for the tourists, and that he thinks some locals do it to join a sense of sexual freedom
Next to the museum sits a woman wearing big sunglasses speaking in a thick accent, which Matteo a couple of times tries to translate for us throughout the interview
Matteo supposes that some locals feel depressed, lonely or experience anxiety, and when having intimacy finds joy being a part of this safe environment - “some people enjoy the company or like to explore a special kink”.
As we try not to interrupt, but simply listen, the interview moves along and the next question comes easily, “Do you agree with the plan to move the Red Light District to the outskirts of the city?”
With big arm movements Matteo says that as it is now they have created a mostly safe environment, and even if the Red Light District was moved it would still be a tourist attraction
But he has an idea: to make the neighborhood less disturbed, they could focus on several separate areas
The other young man comes back and adds to the question: “God bless Matteo, but he is not Dutch. I grew up here - for me, I wouldn't say that Dutch people legalise prostitution out of pride. Of course, it adds to the vibe of the city, but it’s more about history and the sense of freedom”.
What he means is that it’s connected to the history of the Netherlands, being a liberal and progressive country. Sedney also talks about how he thinks the museum is for the tourists because the locals who grew up here see the Red Light District as a part of the city that gives the city character.
Playboi Carti - MUSIC Anmeldelse
Af Carl, 3a
Atlanta rapperen Playboi Carti har gennem årene formået at skabe en nærmest kultagtig fanbase. Kort efter hans album Whole Lotta Red fra 2020, har Playboi Carti teaset albummet Narcissist. Playboi Carti endte med at have teaset albummet Narcissist i 2 år uden noget udkom. Allerede dengang var mange fans sure over, at han ikke havde udgivet albummet. Men da alle havde mistet håbet, blev det offentliggjort at albummet ville hede MUSIC i stedet, og at det ville udkomme i 2024 I 2024 skete der meget, Playboi Carti udgav hyppigt sange på YouTube, men endte ikke med at udgive albummet da året var omme. Men der alle var mest trætte af Playboi Carti droppede han albummet, som består af 30 sange og features fra blandt andet Travis Scott, Young Thug, Lil Uzi Vert, The Weekend, Skepta, Future, Kendrick Lamar.
Med disse store navne ville man helt klart forvente et sindssygt album. Men desværre lever MUSIC overhovedet ikke op til forventningerne. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg ikke helt forstå hvorfor halvdelen af sangene er på det her album, når 90% af indholdet i disse sange er snare rolls, svag energi fra Playboi Carti og pisse irriterende tags fra Dj’en Svamp Izzo.
Jeg bliver særligt irriteret af Svamp Izzo, som formår at ødelægge flere sange på albummet med hans irriterende tags. Sangen ‘’OPM BABI’’ er den sang der lider mest af det. Den voldsomme rage produktion, de hyppige lydeffekter, og Svamp Izzo, som skriger sit navn hver andet sekund, gør sangen så kaotisk, at den næsten ikke er til at lytte til. Heldigvis er albummet ikke kendetegnet ved kaotiske rage sange
Albummet er derimod kendetegnet ved at have en kæmpe musikalsk varriation, og det menes negativt i denne sammenhæng.
Det er som om Playboi Carti ingen vision har, og derfor laver meget forskelligt, dette kan ses på hans stemmer. Playboi Carti skifter nemlig med at have mange forskellige stemmer. Eksempelvis lyder han identisk med Future på ‘’DIS 1 GOT IT’’, og ‘’WALK’’ hvilket er totalt til grin
Der er også den her mystiske stemme som han særligt brugte i de der udkom på YouTube i 2024. Sangen ‘’EVILJ0RDAN’’ er en af de sange som udkom på YouTube sidste år, og selvom sangen viser hvad Playboi Carti kan med den mystiske stemme, kan jeg ikke lad vær med krumme tæer over ‘’Popular’’ samplet i starten, altså hvorfor?
Men nu når Playboi Carti tydeligvis ikke gør det specielt godt, tænker man vel at de features der er på albummet må redde det, men det gør de så sandelig ikke. Future levere overhovedet ikke på noget tidspunkt i albummet, Travis Scott viser fint hvor kedelig han kedelig han kan være, og Kendrick Lamar er den eneste stemme jeg kan blive mere irriteret over end Svamp Izzo
Kendricks vers er sådan set okay på de sange han er på, men jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over hans adlibs. Jeg har meget svært ved at tage sangen ‘’GOOD CREDIT’’ seriøst, når jeg lige pludselig hører en 37-årig mand synge Carti my evil twin i baggrunden, med en stemme der kan sammenlignes med en 13 årig dreng som lige er noget teenageårene. Altså cmon Kendrick En anden feature, som helt klart også er værd at have med er The Weekend På sangen ‘’RATHER LIE’’ kan man tydeligt høre hvor meget Playboi Carti vil gå på kompromis, for at få streams. ‘’RATHER LIE’’ er nemlig den mest sjælløse sang jeg har hørt meget længe, hvilket gør den perfekt til radioen og hitlisterne. Men det hele er ikke dårligt, der er også mange sange på albummet som er okay. ‘’FINE SHIT’’, ‘’TWIN TRIM’’ og ‘’CRUSH’’ er nogle af dem.
Men igen synes jeg også der er mindre gode elementer i disse sange, som gør dem værdige at kritisere. Eksempelvis på ‘’CRUSH’’ hvor der absolut intet sker i sangen. Det er et stort langt build op til ingenting Heldigvis er produktionen virkelig fed og meget catchy, men jeg ved ikke om det er en sang jeg ville vende tilbage. Der er nemlig sange på albummet, som er mere catchy, og gode nok til at jeg vil høre dem igen Jeg kan for eksempel rigtigt godt lide Intro sangen ‘’POP OUT’’, som har en fed Rage produktion. Jeg synes der er en fed energi i sangen, og jeg ser en klar forbedring af mange af de ideer som var på Whole Lotta Red ‘’I SEEEEEE YOU BABYBOI’’ er også en virkelig fed sang
Sangen er fyldt med drømmende synths, hårde 808's og god energi fra Carti. Man føler nærmest at man svæver når man hører den. Men det bliver bedre, for sangen ‘’LIKE WEEZY’’ eksisterer Der er et super fedt sample i sangen, som jeg virkelig synes er catchy. Sangen er tydeligt inspireret af 10’er trap, hvilket Playboi Carti sagtens kan viderebygge på med sin egen stil ‘’LIKE WEEZY’’ er en af de bedste sange som Playboi Carti har udgivet i meget lang tid.
MUSIC er et album som er alt for kludret, uden det rigtigt behøvede at være det. Playboi Carti vil tilfredsstille et meget bredt publikum, og det lykkedes han desværre ikke med. Mange af ideerne er sådan set gode nok, men de når aldrig rigtigt at blive fuldført til perfektion, fordi Playboi Carti lige pludselig vil prøve noget nyt Det er ikke fordi Playboi Carti kun skal holde sig til en genre, men jeg synes helt klart at Carti burde gøre færre ting. Det er svært for mig at se en klar vision, hvilket jeg er overbevist om at han selv mener han har med albummet Projektet hedder jo MUSIC, og med hans narcissistiske træk kunne man godt forestille sig at dette var hans forsøg på at redefinere musik. Det er ærgerligt at så meget af albummet er ligegyldigt og ligefrem dårligt, for det overskygger de sange som er gode
Playboi Carti skulle have skåret en del af albummet af, besluttet sig for hvad han ville, og lagt mere energi i sangene.
Tillykke til Ameya!
Stort tillykke til Ameya, der vandt udklædningskonkurrence til Det Fris fastelavnsfest for hendes flotte Barbie udklædning.
Ameya fik en Roskilde billet med hjem som præmie.
Anmeldelse af dokumentaren: ”Syndebukken Marie-Antoinette”
I forrige måned afsluttede 2c deres forløb om den franske revolution, som vi har arbejdet med i historietimerne.
Vi rundede forløbet af med at se en dokumentar om nogle af de myter, der er opstået om den franske revolution
Eleverne fra 2c skulle i denne forbindelse aflevere en anmeldelse af dokumentaren. I kan her læse en af de anmeldelser her, der blev skrevet i 2c.
Syndebukken Marie-Antoinette” er fjerde episode i den engelske dokumentarserie Monarkiets myter, der udkom på DR2 i 2021 med historiker Lucy Worsley som vært.
Dokumentaren giver et øjenåbnende historisk indblik og afslører nogle af de myter og hemmeligheder, som gemmer sig bag vores opfattelse af Den Franske Revolution
Lucy Worsley udforsker med et kritisk blik og gennem interviews med historiske eksperter nogle af de fortællinger, der gennem tiden er opstået om Den Franske Revolution – bl a om opfattelsen af revolutionen som en klassekamp, om stormen på Bastillen og – som titlen på afsnittet antyder – om Marie-Antoinettes tilsyneladende dybt misforståede rolle i revolutionen
Overordnet er dokumentarens intention at skabe intensivitet og indlevelse gennem en dramatisk iscenesættelse: Lucy Worsley frembærer historien med en meget dramatisk diktion, der skaber en spændende og medrivende fortælling; underlægningsmusikken er ligeledes teatralsk med klassisk strygermusik.
På billedsiden klippes der mellem autentiske steder og malerier fra begivenhederne; iscenesatte dramatiseringer – f.eks. guillotinen, der hugger en melon over og Lucy Worsley udklædt som Marie Antoinette; og de mere afdæmpede og nøgterne interviews med eksperter – alt sammen understøttet af en kronologisk gennemgang af historien med adresseringer af løgnene
Dokumentaren fokuserer på, hvordan historiefortællingen er præget af politisk anskuelse og nationalitet – og afslutter med at kortlægge forskellen på den franske, den britiske og den amerikanske erindring om Den Franske Revolution
Den første myte, der adresseres, er løgnene om Marie-Antoinette Den første og måske mest opsigtsvækkende misinformation er den verdenskendte replik ”Lad dem spise kage!” Det er et citat, der beviser Marie-Antoinettes ligegyldighed og ignorance overfor sine undersåtter, og anskues for at være katalysator for selve oprøret Men det viser sig, at hun aldrig sagde det Der var ingen beviser, ingen historiske dokumenter eller øjenvidner –derimod havde Ludvig 14 ’s hustru sagt det, og 50 år efter Marie-Antoinettes død, blev citatet tilskrevet hende.
Dokumentaren påstår, at myten opstod og blev så populær, fordi mange politikere og historikere ville have en forklaring på ophavet til revolutionen og havde brug for en syndebuk – som blev Marie-Antoinette, da hun i forvejen var upopulær, dels fordi du var en østrigsk kvinde, dels fordi der blev fremstillet propaganda om hende – bl.a. karikaturtegninger og fremstillinger af hende som en sexgal storforbruger, der indlod sig i lesbianisme og affærer.
Og storforbruget leder til den anden myte om hende, det som dokumentaren kalder ”Madame underskud” – forestillingen om, at Marie-Antoinettes forbrug af tøj og ekstravagancer var skyld i Frankrigs kæmpestore underskud i tiden omkring revolutionen
Men i virkeligheden var det en helt anden omkostning, der havde ført Frankrig i økonomisk krise: Frankrig havde opbygget en enorm gæld i Den Amerikanske Uafhængighedskrig, da de støttede de amerikanske oprørere mod den britiske krone –det havde kostet dem ca. 1,5 mia. i datidens valuta (?), hvor Frankrigs statsbudget var ca. 600 mio. om året. Det undlod den amerikanske ambassadør i Paris, Thomas Jefferson, at nævne. Han havde sagt, at ”had there been no queen, there would have been no revolution.”
En anden myte der tilbagevises handler om stormen på bastillen.
Stormen på Bastillen var da en stor flok revolutionære marcherede mod byens mest berygtede fængsel den 14. juli 1789. Myten går på, idéen om, at massevis af politiske statsfanger blev løsladt, og at monarkiet faldt lige efter stormen på Bastillen Men i virkeligheden, siger filmen, sad der kun 7 fængslet, hvoraf 4 var falsknere, som hurtigt blev anholdt igen, 2 var sindssyge og en var sexforbryder – der var altså ingen revolutionære, politiske fanger
Stormen på Bastillen blev altså mest en symbolsk handling for det revolutionære, der bekæmpede tyranni og undertrykkelse.
Dokumentaren nævner også, at revolutionen slet ikke var så egalitær, som vi forestiller os. Det var kun mandlige velhavere over 25, der fik lov til at stemme til Nationalforsamlingen, hvilket kun svarede til 15% af befolkningen.
Kvinderne er også blevet overset i historien. Tre måneder efter stormen på Bastillen, i oktober 1789, marcherede 10.000 markedskvinder fra Paris til Versailles, men dette er blevet overskygget af stormen på Bastillen
Dokumentaren påpeger flere myter, men noget, der især er vigtigt hen mod slutningen, er den historiske nedtoning af rædselsregimet
Filmen mener, at fortællingen om Den Franske Revolution er for glorificeret, og at man glemmer, hvor blodig Rædselsregimet var, der begyndte, da Ludvig 16. og senere MarieAntoinette blev offentligt henrettet ved guillotinen i 1793, som var fulgt af tusindvis af henrettelser.
Filmen understreger, hvordan myter kan få os til at fejlfortolke og misforstå historiske begivenheder. Dette kan være farvet af politiske holdninger og nationalitet, og historien er derfor sjældent helt objektiv.
Samtidig kan eksistensen af myter fortælle os noget om, hvilke forskellige opfattelser og motivationer, der har været gennem historiefortællingen – f eks er det interessant at undersøge, hvem der bliver gjort til syndebuk og om det holder stik
Jeg kunne godt anbefale andre elever at se dokumentaren, da den er meget informativ og belyser nogle essentielle misforståelser og myter om Den Franske Revolution, der er forholdsvis utilgængelige
Jeg vil dog opfordre til at være kildekritisk, da dokumentaren udelader nogle informationer og lader til at have en sag, som taler for det franske monarki og mod Den Franske Revolution – selvom den kan fremstå objektiv, er den alligevel kun kritisk overfor revolutionen og bruger udvalgte, ensidige kilder og eksperter – hvilket kan få mig til at overveje, om der også er en anden side af sandheden.
Jeg giver filmen fire ud af seks hjerter.
Quatre brioches sur six pour le peuple!
Af Morten
Onsdag d 27 marts var Det Fri på sin årlige fælles tur til Bremen, hvor vi sammen skulle se en af de mange dokumentarer, der blev vist på den årlige CPH:DOX festival
I år havde skolemødet valgt den anmelderroste dokumentar ”Mr Nobody against Putin”
Og det blev en oplevelse, som man ikke lige glemmer
Allerede fra dokumentarens anslag er det tydeligt, at der er tale om et dramatisk historie, der vil blive fortalt i dokumentaren.
Dokumentarens første scene viser dokumentarens hovedperson, den russiskfødte Pasha, bevæge sig i gennem natten for at grave sine videooptagelse frem fra et skjulested. Samtidig afspilles der en optaget telefonsamtale over billederne mellem Pasha og producentholdet i Europa.
Man fornemmer med det samme, at der er tale om videooptagelser, der er farligt at blive fanget med. Pasha rådes i samtalen til, at han skal sørge for at købe en returbillet til sin rejse ud af landet med sine videooptagelser Det kan forhåbentlig være med til at sikre, at der ikke opstår mistanke om, at Pasha er på vej til at forlade Rusland permanent med de video optagelser, der vil få ham fængslet, hvis han bliver i landet
Q&A med dokumentarens instruktør David Borenstein
Der er tydeligt noget på spil her
Men hvad er der gået forud for disse optagelse i mørket? Og hvad det er for nogle videooptagelser, som Pasha er ved at smugle ud af landet, som den russiske stat på ingen måder ønsker, at der kommer frem?
Pasha fra Karabash
Efter den første scene bliver vi ført 2 5 år tilbage i tiden
Vi følger Pavel Talankin (der kaldes Pasha), der er lærer på en skole i den russiske by Karabash med 10.000 indbyggere. Byen ligger dybt inde i Uralbjergene, og den har den tvivlsomme rekord af at være en af de mest forurenede byer i verden. Udover sit lærerjob er det også Pashas job at dokumentere dagligdagen og de specielle begivenheder på skolen med sit videokamera.
Man fornemmer helt fra starten, at Pasha har en stor kærlighed til sit arbejde og skolens elever, som Pasha betragter som en del af sin familie. Pashas kontor fungerer også som et fristed for skolens elever Her er der mere plads til samtaler og kreative udfoldelser Noget i modsætning til den gammeldags og traditionelle undervisning, der foregår i skolens klasselokaler
Livet og dagligdagen på skolen ændres dog brat ved Putins beslutning om at invadere Ukraine i februar 2022 Skolen modtager kort efter besked om, at undervisningen fremover skal være patriotisk og bakke op om statens version af krigen
Det enstemmige klasserum
Krigen rykker fra da af bogstaveligt talt ind i undervisningen, der udvikler sig til en decideret propaganda maskine, hvor der skal skabes opbakning til angrebskrigen blandt den russiske ungdom. Det er en del af Pashas arbejde at dokumentere, at skolen følger statens krav om en patriotisk undervisning, og Pasha er tilstede med sit kamera i klasselokalerne.
Vi præsenteres for det ene eksempel efter det andet af, hvor lærere mekanisk læser op af de officielle udlægninger om den ukrainske nazistiske (!) trussel mod Rusland Vi ser, når de fleste lærere snubler over de mange propaganda ord, der modtages med tomme øjne af de russiske elever. Det hele kulminerer i en fælles undervisningstime, hvor lejesoldater fra Wagner gruppen underviser eleverne i brugen af landminer.
Skolen er blevet en del af krigsførelsen, og undervisningen er blevet et rendyrket instrument til retfærdiggøre den blodige krig i Ukraine. Afvigelser fra den officielle udlægning af krigen fordømmes. Intern splittelse vil svække Ruslands i dets kamp mod dets fjender.
En plan tager form
Pashas frustration over situation øges gradvist i gennem den periode, som dokumentaren skildrer For den demokratisk og humanistisk sindede Pasha bliver situationen mere og mere utålelig Særligt når tidligere elever fra skolen begynder at blive indkaldt til krigen I en hjerteskærende scene optager Pasha lyden fra begravelsen af en ung mand, der er blevet dræbt i krigen, hvor familien skriger sin sorg ud
Pashas protester starter i det små En dag afspiller han Lady Gagas version af den amerikanske nationalsang over skolens højtaleranlæg Det er bogstavligt talt brug for flere stemmer på skolen
Til sidst bliver det dog for meget for Pasha, der ikke kan leve med at være endnu en brik i systemets propagandamaskine. Pasha kommer i kontakt med et producentselskab fra Danmark, og i hemmelighed aftaler de, at Pashas optagelser skal benyttes til at lave en dokumentar, der vil skildre den militarisering, der er fundet sted i det russiske skolevæsen og samfund.
Og så er vi tilbage fra dokumentarens første scene, hvor Pasha forlader sin elskede skole og sin mor med nogle af de optagelser, som hele dokumentaren er baseret på. Pasha må altså betale en høj pris for sin rolle i skabelsen af filmen, men man fornemmer, at Pasha ikke føler at der er noget andet valg Det er kun ved at udfordre propagandaen, at der kan blive plads til sandheden om den krigssituation Rusland befinder sig i En sandhed der måske kan være med til at skabe et mod i samfundet, hvor kritiske røster kan begynde at komme mere til udtryk, og en kritik der på længere sigt forhåbentlig kan bane vejen henimod en afslutning af krigen Og dermed et første skridt tilbage imod den by og form for skole fra før krigen
Spørgsmål fra salen
Efter et bragende bifald fra Det Fris elever var der mulighed for at stille spørgsmål til dokumentarens instruktør David Borenstein, der har redigeret og produceret dokumentaren i samarbejde med Pasha.
Det blev stillet flere spørgsmål om Pasha skæbne i dag efter, at han forladt landet. David Borenstein kunne oplyse, at Pasha i dag opholder sig i et ukendt europæisk land, hvor han har søgt asyl.
Det blev også stillet spørgsmål om de etiske dilemmaer, der kan opstå, når man skal producere systemkritiske dokumentarer med deltagelse af mennesker, der fortsat bor i landet Borenstein forklarede, hvordan de i producentselskabet havde samarbejdet med BBC, der havde årtiers erfaringer med at finde balancen i mellem dels at få fortalt sin historie, men samtidig også beskytte deltagerne i dokumentaren Borenstein påpegede, at det faktisk havde betydet, at der blevet klippet kritiske røster ud af filmen. Hvilket både var nødvendigt, men også frustrerende for instruktøren, da han havde et ønske om at vise, at modstanden mod krigen var langt mere udbredt end det som dokumentaren endte med at vise.
Der blev spurgt ind til, hvilke tanker der lå bag brugen af humor i en dokumentar med et så alvorligt emne. Borenstein uddybede, at det var vigtigt for historien at vise al den hjertevarme, der var tilstede i Pashas liv og til hans elever. Kun på den måde kunne man som tilskuer få en fornemmelse af den smerte, som udviklingen i Rusland forårsagede hos Pasha. Og som til sidst fik ham til at tage beslutningen om at lave dokumentaren Trods de personlige omkostninger
Spørgerunden sluttede med, at instruktøren læste en række sms ´ er op fra elever fra Pashas skole, der havde set nogle af de piratkopier af dokumentaren, der cirkulerer i Karabash i dag Der blev udtrykt en stor begejstring over dokumentaren i beskederne, og en taknemmelighed over, at Pasha har fået fortalt en alternativ historie om Rusland, der ellers kan have vanskeligt ved at få plads i Rusland og i resten af verden
Borenstein sluttede af med en sjælden hørt begejstring over de mange piratkopier, der florerer i Rusland for tiden. Normalt ikke noget man hører fra instruktører! :) Men en pris som han var mere end villig til at betale for at få Pashas vigtige historie ud
Det flerstemmige klasserum
Mr Nobody against Putin skriver sig ind i historien af vigtige dokumentarer, der retter kritik imod regimers krigsførelse imod andre lande Men Pashas dokumentar er også helt sin egen Dokumentaren giver et indfølende indblik i krigens menneskelige konsekvenser for alle parter Uden at vise et eneste klip fra slagmarken i Ukraine
Dokumentaren illustrerer med stor følsomhed, hvor sårbart samfundet er, når særligt unge mennesker og deres uddannelse bliver en brik i autoritære regimers krigsplaner, hvor der kun findes en sandhed om verden. Pashas historie viser vigtigheden af at værne om det flerstemmige klasserum/diskussionsrum, hvor man i samtaler er villig til at åbne sig op for forskellige måder at se verden på.
Denne påmindelse om at være åben for verden og sætte spørgsmål ved etablerede sandheder er også relevant for de vestlige samfund. Dokumentaren er med til vise, at verden sjældent er så sort og hvid, som man kan umiddelbart først kan antage. Man indser hurtigt , at den russiske befolkning er en lige så mangfoldig størrelse som alle andre Alle med deres helt egne fortællinger og forestillinger om deres plads i verden Det er godt at blive husket på i en verden, der nogle gange kan have lidt for travlt med at skabe fjendebilleder om hinanden og tage patent på sandheden
Anmeldelse: Jane Remover - Revengeseekerz
Hvis du blander genrerne Hyperpop, Digicore, Rage, Experimental HipHop og får du en lyd som kun kan findes på Revengeseekerz. Den 21 årige artist Jane Remover har formået at skabe et album som blander disse genrer, og hun lykkedes med det Albummet er særligt kendetegnet ved hårde 808’s, komplicerede melodier, og massivt et brug af lydeffekter. Albummet er produceret af Jane Remover selv, og hun skal have kredit for helt selv at have skabt den unikke følelse, og originalitet som albummet bærer
Albummet starter ud med sangen TWICE REMOVED. Allerede fra starten i albummet bliver inspirationer og genreblandinger udtrykt, til perfektion Her bliver en helt speciel lydeffekter også introduceret, nemlig Palkia lydeffekten fra Pokemon. Denne lydeffekt bliver hyppigt brugt og er på stort set alle sange, og derfor er lydeffekten med til at skabe en rød tråd i den kaotiske produktion TWICE REMOVED har en ekstremt fed produktion og formår fint at introducere, hvilken musikoplevelse der venter en. Sangen Psychoboost med Danny Brown kommer efter, og er meget eksperimenterende Her sker der endnu mere, end der gjorde på TWICE REMOVED, og det er på ingen måder end dårlig ting.
Psychoboost er meget mere kaotisk end TWICE REMOVED, og er tydeligt præget af Hardstyle. Danny Brown ligger et godt vers som altid, og har en god kemi med Jane. Man undrer sig over de ikke har lavet mere sammen. Sangen går ekstremt hårdt, og ville nemt kunne ødelægge enhver højttaler
Sangen angels in camo, er en af de mere rage præget sange på albummet. Sangen har en super fed melodi og benhårde 808’s, hvilket jeg virkelig elsker Særligt her er det tydeligt at høre inspirationerne fra nintendospil i produktionen, hvilket er super cool og passer godt ind albummet, som allerede tager reference og bruger effekter fra Pokemon Jane har et godt flow, god energi, og gode vokaler, hvilket faktisk er tilfældet for hele albummet.
Alt Jane prøver på fungerer rigtigt godt, og nogle gange endnu bedre end det Sangen Dancing with your eyes closed er et eksempel på en perfekt sang. Alt Jane prøver på, lykkedes hun fejlfrit med på denne sang. Produktionen er perfekt og ørehængende. Melodien er tydeligt inspireret af jersey club, hvilket jeg elsker, og tydeligt præget af genren Dariacore som Jane faktisk selv har skabt.
Af Carl, 3a
I sangen refererer Jane til Dariacore, og reflekterer over hendes skift fra Dariacore til andre genrer. Sangen virker som et comeback. Et comeback som er stærkere end nogensinde før, på grund af hendes udvikling og legesyge tilgang til musik
Dancing with your eyes closed er ikke den eneste sang hvor Jane kigger tilbage og lader sig inspirere af musik hun tidligere har lavet Sangen Professional Vengance, er nemlig kendetegnet ved en elguitar som minder om noget man kunne høre på hendes album Census Designated fra 2023 eller sangen Magic I Want U fra 2024. Den kaotiske og voldsomme produktion fungerer rigtigt godt sammen med guitaren Her formår Jane virkelig at bygge videre på noget hun har lavet før, og det er fedt at se hun ikke helt har givet slip på den lyd som har karakteriseret hendes musik de sidste par år
Den allersidste sang på albummet JRJRJR er også genial. Her synger Jane om hendes navneskift tilbage i 2022, og leger med ideen om at skifte navn igen. Sangen starter med en lydeffekt hvor man hører ‘’j j j j’’ og så går det amok, denne ‘j’ lydeffekt spiller i baggrunden i hele sangen hvilket er super fedt.
Denne sang er også en af dem som er præget af rage produktion, og jeg synes virkelig at Jane her til slut viser hvordan hun særligt har redefineret denne genre. Sangen fungerer godt som outro, og runder albummet hårdt, men også flot af
Alt i alt er dette album næsten perfekt.
Hver gang transpersoner rører ved en DAW så kommer der guld ud Det her album er nærmest fejlfrit, og formår at redefinere genrer som eftertiden har mistet originalitet og variation. Den eneste sang som jeg kan sige noget negativt om er Dark Night Castle, som er lidt undervældende i forhold til resten af sangene Det er stadig en god sang, og ideen om at have et frisk pust fra den voldsomme produktion er god nok, men jeg ville ønske at sammenhængen mellem det kaotiske og rolige, spillede bedre sammen Alt i alt er det her albummet nærmest perfekt, og det mest originale og unikke album jeg har hørt i lang tid. Intet album minder om Revengeseekerz
