Skoleblad feb 2025 (Det fri og hør)

Page 1


Klik på linket her

MinturtilSydkorea

Vi kender Korea gennem popmusik og dramaserier. Måske har du også smagt koreansk BBQ.

Men hvordan er det at være i Korea, og hvordan ser det ud bag de porte, der er lukket, selv for den koreanske offentlighed?

Jeg fik muligheden for at rejse til Korea i en måned. Min far er udstationeret på en FN mission i Sydkorea, og jeg tog en måned ud af mit skoleskema for at besøge ham Jeg lytter ikke selv til K-pop eller ser K-dramas, så jeg havde ikke rigtigt noget indtryk af, hvordan den koreanske kultur ville være. Så det her er et råt førstehåndsindtryk af Sydkorea

At komme til Korea, var ikke så stort et kulturchok, som man skulle tro. Man kan godt mærke, at man er i et andet land Sproget og kulturen er anderledes, og selvfølgelig er der nogle ting, man ikke ville se herhjemme i Danmark, men man vænner sig meget hurtigt til det. Den offentlige transport er super nem, og mit indtryk er, at koreanerne er meget flinke Det der nok var det største kulturchok for mig, var at opleve religionen i Korea.

I Korea er de mest udbredte religioner kristendommen og buddhisme Overalt kan man finde kirker, alle sammen med det samme røde lysende kors foroven. Hvis man rejser rundt i Sydkorea, kommer man også forbi en masse buddhistiske templer. Nogle af dem tilbyder endda det, der kaldes ‘temple stay’, hvor du overnatter ved et tempel og bruger en dag med at følge buddhisternes skema.

Sådan et ‘temple stay’ var jeg på med min familie

Der var en hel masse regler, man skulle overholde, såsom hvordan man skulle gå, når man gik rundt på tempelområdet, hvordan man skulle hilse på munkene, og hvordan man skulle opføre sig, når man spiste.

Vi fik udleveret noget tøj, som vi skulle have på, vi lærte, hvordan man skulle bede og meditere, og vi fik lov til at hjælpe med at ringe aftenen ind. Det er noget man gør hver aften ved at slå 28 gange på en kæmpe klokke Vi stod op kl 04 om morgenen på dag nr 2, for at være med til morgenbønnen. Det var en vild oplevelse at sidde i et tempel kl 04 og bede, mens en munk chanter en bøn.Det føles lidt som en drøm Men det, der nok gjorde størst indtryk på mig ved den tempeltur, var den sidste ting, vi havde på programmet. Det var en frivillig vandretur op til et andet tempel, der lå længere oppe ad bjerget. Ved det tempel blev vi inviteret på te af en munk, der boede i templet

Han kunne ikke snakke engelsk, og vi kunne ikke snakke koreansk, så vi havde en samtale gennem en telefon, der oversatte alt det, vi sagde til hinanden

Han fortalte os at han havde været kunstner og bartender, før han blev munk, men at han ikke vidste, hvad meningen med livet var, og var ikke glad for sit liv. Han blev munk i en alder af 49, og har aldrig været så glad, som han er nu Mens vi havde den her samtale, sad vi og kiggede ud over templet og bjerget. Og den oplevelse vil jeg tage med mig videre.

I Korea er der en værnepligt på 16 måneder for alle mænd, så det er ikke unormalt at se folk i uniform, især ikke hvis du bor i en by tæt på en militærbase. På min tur fik jeg dog lidt mere af et militært indtryk Min far arbejder på den base, der hedder Camp Humphreys Det er den største amerikanske base uden for USA, hvor der bor 40.000 mennesker. Man har brug for en besøgstilladelse for at komme ind, hvis ikke man bor eller arbejder der, men når man kommer ind, er der næsten som et lille mini USA, hvor der så bare er en kæmpe landingsbane for militærfly og helikoptere, og alle dem, der arbejder der, går rundt i uniform Der er en highschool, en food court med Arby’s og Taco Bell, og de eneste to hverdagsbutikker er så store, at der er alt, hvad du har brug for af mad, tøj, køkkengrej og meget mere. På grund af min fars arbejde fik vi en masse helt unikke oplevelser, som selv ikke de civile i Korea får lov til at opleve. Vi blev inviteret til det sydkoreanske militærs 76 års fødselsdag, som varede 2 dage. På dag 1 blev vi taget rundt til kulturoplevelser i Seoul og nærområdet

Vi kom ud og så traditionel koreansk dans, vi var til meditation i et tempel og ude at gå ved en å, der flyder igennem centrum af Seoul, en å der faktisk har været 10 km motorvej, men som bystyret har brudt op for at åbne ned til vandet og skabe lys og grønne områder i centrum af byen.

På dag 2 var vi til militærparade. Med fyrværkeri og hele fidusen. Der var flere mennesker med i den parade, end der er folk i det danske militær, og det var kun en brøkdel af det sydkoreanske militær. Hele paraden var præsidentens ide.

Den sydkoreanske præsident er meget glad for militæret, og han var også selv en del af paraden. Det er ikke hver dag, at man ser den sydkoreanske præsident. Så selvom det regnede og blæste, og jeg fik taget mit kamera ved security, ville jeg ikke bytte den oplevelse for en anden

Man skulle tro, at det ikke blev mere vildt og surrealistisk end en 3 timers lang militærparade, men der er en oplevelse, der slår den.

Efter Koreakrigen (1950-1953) blev Korea delt i Nord- og Sydkorea. Forholdet mellem Nord- og Sydkorea er lettere anspændt, må man sige, og ved grænsen bliver de nødt til at have en demilitariseret zone (DMZ), der trods navnet er stærkt militariseret, for at sørge for, at man ikke bare kan komme fra det ene land til det andet.

Det er et område, der strækker sig 2 kilometer ind i hvert land, og det er meget stærkt bevogtet. En gang imellem laver de amerikanske soldater en tour, hvor de fortæller historien om DMZ’en, og kører helt op til grænsen De laver kun de her rundvisninger for “vigtige” personer, men hvis der allerede er blevet organiseret en tur, kan personer af lavere rang godt hægte sig på.

På den måde fik min far mig og resten af familien med på sådan en tur op til grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Vi kørte de 2 kilometer op til grænsen, i et flot naturlandskab.

Der bliver ikke pillet ved naturen deroppe Da vi kom frem til grænsen, blev vi fulgt ind af 7 soldater, der fulgte efter os, hvorhen vi gik.

Vi kom op på taget af en bygning, så vi kunne kigge lige ned på de blå forhandlingshuse, hvor fredsaftalen mellem Nord- og Sydkorea blev lavet, og forbi dem over på den anden side af grænsen

Det var nok det vildeste, jeg oplevede på turen. Når man kender til Koreas historie, og ved hvor lukket Nordkorea er, så er det helt vildt at stå og kigge lige ind i Nordkorea.

Vi kunne se de nordkoreanske soldater, der stod og kiggede på os med kikkerter, og vi fik fortalt historier om folk, der var flygtet over grænsen Mens vi var der, tænkte jeg på, at det er meget få, der får lov til at opleve det her. Jeg var meget beæret. Og det er også en meget god historie at fortælle, at jeg har stået 10 meter væk fra det meget lukkede land Nordkorea

Korea som tourist Vi var selvfølgelig også turister i Sydkorea, og brugte en del af tiden i Seoul Det er en mega fed storby, synes jeg i hvert fald.

Der er store markeder, genbrugs-kvarterer, paladser og fine butikker og cafeer. Vi var på det største marked, jeg nogensinde har været på Halvdelen af det var indenfor, og alt var ligesom delt op i temaer.

Der var et område til fisk, et område til street food, et område til smykker, et område til alkohol og meget meget mere Vi nåede ikke engang at komme igennem det hele.

Som de rigtige turister vi var, skulle vi også op i Seoul Tower, hvor man kunne kigge ud over hele byen.

Selvom Seoul er en meget stor by, var det meget nemt at komme rundt. Det var lige ved, at jeg ikke behøvede et kort for at komme rundt til sidst.

Jeg var kommet forbi en butik en dag, vi var i Seoul, som jeg nemt kunne finde tilbage til en uge efter. Jeg følte mig næsten helt hjemme i byen. Vi var i Seoul, i hvad der svarede til 1½ uge, og der var stadig meget at opleve. Men jeg tror, at hvis vi havde været der hele måneden, ville vi også være løbet tør for nye ting at lave.

Jeg havde en helt fantastisk tur til Korea, og jeg ville ønske, at jeg bare lige kunne tage derhen igen. Men for nu må jeg bare nøjes med minderne og historierne.

Stort tillykke til Sukey!

Sukey fra 3c blev den heldige vinder af Det Fri og Hørs december quiz. Alle spørgsmål var besvaret rigtigt!��

Svaret på sidste udgaves december quizzen var: Grinchen, Last Christmas, Mandel, Island og Alene hjemme

Sukey kan nu se frem til en gratis lækker frokost og sodavand i kantinen!

Måske bliver det dig i næste måneds quiz????

Du skal bare sende dit svar skoleblad@detfri.dk

Besøg på Ø-udvalgets Besøg på Ø-udvalgets Besøg på Ø-udvalgets

fernisering fernisering fernisering

Hvordan er det egentlig at bo på ø?

Og hvordan er det anderledes end at bo i en storby som København?

Hvis det er også er nogle spørgsmål, der har rumsteret inde i dig, så er Det Fris Øudvalg sikkert noget for dig. Ø-udvalget blev stiftet for 4 år siden, og udvalget har hvert år siden været rundt på forskellige danske øer

I 2024 gik turen til Samsø, hvor en stor flok elever og et par lærere besøgte øen over en weekend med et par overnatninger.

Efter udvalget kom tilbage fra Samsø fik de heldigvis lyst til at dele deres oplevelser med resten af skolen. Udvalget havde derfor inviteret en fernisering af de værker, som de havde lavet efter deres tur Ferniseringen foregik i Støberet på Blågårds Plads, og Det Fri og Hør var selvfølgelig på pletten for at se og høre mere.

Værkerne havde fokus natur, bæredygtighed og det helt særlige der opstår i mødet i mellem menneske og natur. Et gennemgående tema i udstillingen var ligeledes den særlige form for fællesskab, der opstår i de små samfund ude på de danske øer.

Det hele startede med, at August fra 3w bød alle de besøgende velkommen og delte nogle af sine tanker om det meningsfulde i at søge ud i naturen.

Der blev derefter afspillet et videoværk med stemningsbilleder fra Samsøs natur, der blev ledsaget af en digt af fra Rosa 3b.

Derefter var der tid til at gå at kigge på de øvrige værker fra Ø-udvalgets tur, og få en snak med nogle af Ø-udvalgets medlemmer.

I kan se deres værker i baggrunden af billederne af dem i artiklen her.

Vi fik først fat i Alice fra 3b fra Ø-udvalget for at høre mere om hendes oplevelser fra turen

Af Morten

Velkommen hjem fra Samsø. Hvad fik dig til at være med i ø-udvalget?

Først var det egentlig mest, fordi at jeg har havde lyst til at komme ud på en tur, men efter turen til Ven forrige år fik jeg blod på tanden til at opleve flere øer i Danmark.

Hvad er da så specielt ved øer i Danmark?

Det første som jeg lagde mærke til var, at der er et helt andet fællesskab i de små samfund på øerne. Alle hilste på hinanden nede i supermarkedet Det er meget anderledes end i København. Det oplevede vi også, da vi gik ture rundt på Samsø.

Hvad lavede I udover at gå ture i naturen på Samsø?

Vi besøgte bl.a. den tidligere Det Fri elev og filosof Tor Nørretranders, der bor på øen. Vi havde en samtale med ham om de bæredygtighedsprojekter, som han er en del af på Samsø

Vi talte også om muligheden for at lave en Det Fri ambassade på Samsø, hvor der kunne arbejdes med bæredygtighed Tor havde en stor lade, og den kunne måske bruges af Det Fri til de kommende turer.

Efter vores snak med Alice fik Det Fri og Hør fat i Lola fra 1x for at høre lidt om hendes oplevelser om turen til Samsø

Velkommen tilbage til dig også. Fortæl os lidt om din tur med ø-udvalget

Jeg synes, at det kunne være spændende at komme på ud på nogle danske øer, hvor man jo ikke er så tit, og som man derfor ikke rigtig ved noget om Og ø-ture er ikke lige noget, som man får gjort i hverdagen.

Jeg havde samme oplevelse som Alice. Alle vinkede til os på øen Det sker jo ikke ligefrem i København

Vi boede Yduns have, der er en økologisk landbrugscenter, der sælger alle deres produkter i deres gårdbutik på Samsø Vi sov i nogle af deres hytter på gården, som man kan leje, når man besøger øen. Landbrugscenter drives ud en biodynamisk tankegang, hvor målet var at drive et mangfoldigt landbrug med både dyr, korn, frugt og grønstager

Efter vores besøg fik jeg helt sikkert lyst til at opleve flere dansk øer. Jeg håber, at vi kommer til Anholdt næste år.

Det Fri og Hør efter vores snak med Alice og Lola fat i Theresa og Leonida fra 2c, der også have været med på turen til Samsø.

Hvad kan I fortælle om jeres tur til Samsø?

Theresa: Jeg synes, at Ø-udvalget er et fedt udvalg. Jeg er vild med at komme ud på øer. Det er også lidt af en tradition i min familien Man får lidt en fornemmelse af at være strandet og nu skal ud af udforske

Leonida: Jeg lagde mærke, at det virkede til, at alle kendte hinanden. Der var ikke nogle, der havde en nabo, som de ikke kendte navnet på Jeg tror, at det betyder, at man tager mere ansvar for hinanden.

Det var også den fornemmelse, som vi fik, da vi talte med repræsentanter for Energiakademiet Energiakademiet er et samlingssted for lokal udvikling på Samsø, hvor de arbejdede med hvordan man kan spare på energien og omstille vedvarende energi. Efter vores besøg tog vi en cykeltur med August og Alma, hvor vi oplevede mere af øen sammen

Inden at redaktionen skulle videre fra Øudvalgets fernisering skulle vi også nå at have en snak med Signe fra 3b, der havde lavet den kæmpe kjole, der udsmykkede hele det ene hjørne af rummet.

Signe havde været med på turen på Samsø, og selve tilblivelsen af hendes kjole lå i forlængelse af hele den bæredygtigheds tankegang, der præger Samsø for tiden. Værket var nemlig lavet af garnrester, og flere medlemmer af ø-udvalget havde deltaget i strikkeriet. Designet og 95% af strikningen havde Signe dog selv stået for.

Kjolen er den af en udstilling, der kan opleves på et galleri i indre by I kan se mere til Signes kunst på hendes Instagram her.

Tiden var nu kommet til at tage afsked med Ø-udvalget og alle de besøgende

Aftenen var en god anledning til at huske sig selv på at komme ud af byen i ny og næ.

Til steder hvor naturen og roen har lidt mere plads, og hvor vi giver os tid til at åbne op for vores sanser.

Og her er de danske øer måske slet ikke et dårligt sted at starte

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Skoleblad feb 2025 (Det fri og hør) by Detfrigymnasium - Issuu