
4 minute read
Spørg DOF
SPØRGDOF
DOF’s medarbejdere modtager mange henvendelser om lovfortolkning, administrativ praksis og meget andet. På denne side gengives nogle af disse spørgsmål, så andre også kan få glæde af oplysningerne.
LØN VED AFLYSNING I sidste uge var jeg så uheldig, at der ikke var låst op til det lokale, hvor jeg skulle undervise. Det lykkes hverken mig eller kursisterne at få adgang til lokalet trods mange ihærdige forsøg, så det endte med, at vi måtte tage hjem igen. Efterfølgende er det aftalt med mig, skoleleder og kursister, at vi laver en ekstra undervisningsgang i forlængelse af den annoncerede kursusrække. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke kan få fuld løn for alle lektioner i den aflyste gang, hvilket ærgrer mig, da jeg både har forberedt mig, er kørt langt og har brugt tid på at møde frem. Er det ok, at jeg kun får løn for to af de fire aflyste lektioner?
Nej, det er ikke ok. Du skal have løn for alle de fire lektioner, hvor du skulle have undervist. Reglerne i lønbekendtgørelsens § 10 er ganske klare på dette område, og der står, at du har krav på løn for undervisningslektioner, der aflyses med mindre end en uges varsel. Anne Refsgaard (ar@danskoplysning.dk )
DEL AF FORBEREDELSE Jeg har lavet en aftale om at undervise på en aftenskole, som også har sociale aktiviteter ud over undervisningen. Jeg har fået at vide, at det forventes, at man som underviser deltager i dette, som en del af sin forberedelse, men det forstår jeg ikke helt, da det jo ikke har noget med undervisningen at gøre. Derfor bliver jeg i tvivl om, hvad der indgår i min forberedelse.
Forberedelse kan indeholde forskellige ting, men ikke arbejde eller deltagelse i forbindelse med andre sociale aktiviteter. I lønbekendtgørelsen § 9 stk. 3 står der, at ”lønnen omfatter ud over selve undervisningen, fælles planlægning samt planlægning, forberedelse og efterbehandling af undervisningen, medvirken ved visse pædagogisk-administrative funktioner i tilknytning til undervisningen som f.eks. forløbsbeskrivelse, fremmødelister, pauser og lignende.” Så al praktik vedrørende undervisningen samt for eksempel lærermøder er indeholdt i forberedelsestiden, men ikke andet arbejde, der ikke er tilknyttet undervisningen. Det kan du enten udføre frivilligt eller aflønnes for separat. Anne Refsgaard (ar@danskoplysning.dk )
LØNFORHANDLING Jeg har en lang uddannelse fra musikkonservatoriet og har mange års erfaring inden for undervisning i musik. Jeg er blevet tilbudt et job som underviser i en aftenskole til en løn på 284,19 kr. pr. undervisningslektion. Jeg har forsøgt at forhandle en højere løn, men jeg har fået at vide, at det kan ikke lade sig gøre. Kan det virkelig være rigtigt at man ikke selv kan forhandle sin løn?
Ja, det er rigtigt. Alle undervisere i alle aftenskoler, som modtager tilskud fra kommunen jævnfør folkeoplysningsloven, bliver aflønnet med den samme takst, som er lovbestemt. Det er rigtigt at lønnen pt. er 284,19 kr. + 12,5 procent i feriepenge pr. lektion, og det gælder uanset uddannelse og erfaring. Lønnen for folkeoplysende voksenundervisning er lovbestemt for at skabe lige vilkår for aftenskoler i hele landet. Hvis der skal aflønnes efter en anden takst, er undervisningen ikke tilskudsberettiget, hvilket betyder, at deltagerne på holdet kommer til at betale fuld pris for løn, lokale og administration, altså at undervisningen dermed foregår på helt almindelige markedsvilkår. Jytte Andersen (ja@danskoplysning.dk)
KORTNYT

PRIS TIL DEN KREATIVE AFTENSKOLE I 2019 havde Leif Urhøj som formand for aftenskolesamrådet i Fredericia fornøjelsen af at overrække Aftenskolernes Pris til DOF-skolen Magnum Opus. Men i år var det så Leif Urhøjs tur til at modtage samme pris på vegne af Den Kreative Aftenskole. Den Kreative Aftenskole, der hovedsageligt har musik på programmet, var indstillet af tre af byens orkestre, Fredericia Big Band, Fredericia Postorkester og 6. Juli Garden. Begrundelsen var blandt andet, at skolen gennem mange år har bidraget til at bringe hele musikmiljøet i Fredericia sammen – på tværs af orkestre og undervisere, skolen er altid positiv og fokuserer på at finde løsninger for alle. Leif Urhøj, der er leder af skolen, og Kim Dupont, der er formand for bestyrelsen, modtog og takkede for prisen, som består af et diplom, en lille keramikfigur og et beløb.
SKOLENYT
NY SKOLE I DOF
Gribskov Kulturforening Gribskov Kulturforening er en nystartet aftenskole, der udbyde traditionelle fag, som områdets andre aftenskoler ikke udbyder. Det drejer sig om blandt andet sprog, instrumentalundervisning, motion, IT-kurser ligesom skolen vil udbyde foredrag og byture. Niels-Bo Vogensen er skoleleder.
NY LEDER
Aftenskolen Kontakt og Miljø i Nykøbing Sjælland har fået Anette Rise som skoleleder.
På Mamma Mia Nabo Skolen i København har Monica Larsen overtaget lederposten.
Birgit Høyer Bom har overtaget lederstolen i SMYK2000 i København.
Husk at sende besked til DOF, hvis I har nye navne, jubilæer eller andet.
TEMADAG OM DIGITAL MARKEDSFØRING Onsdag den 1. april, kl. 10 til 16 på Hotel Park i Middelfart
Kom og få inspiration og ny viden om mulighederne for markedsføring med digitale værktøjer. Teknologi- og Kommunikationsudvalget indbyder til en temadag, hvor der både kommer input udefra og mulighed for at erfaringsudveksle med gode kolleger. For både garvede og nye inden for digital markedsføring.
Oplev Astrid Haug, Rådgiver og ekspert i digital strategi og sociale medier, fortæller om, hvordan du laver en strategi, så din skole får størst mulig værdi af din digitale indsats. DOF-konsulenter fortæller om de forskellige digitale muligheder og værktøjer, DOF tilbyder. Både DOF’s egne og andre udbyderes. Netværk og erfaringsudveksling, hvor dine og dine kollegers værdifulde erfaringer bliver delt.
Deltagelse er gratis for DOF’s medlemsskoler Tilmeld dig på www.danskoplysning.dk eller via telefon 70 20 60 20