annoncer
Ungdomskredsen er en landsdækkende specialkreds, der i samarbejde med Dansk Handicap Forbund organiserer unge med handicap, med det formål at arbejde for integration og reel ligestilling – samt at organisere unge på tværs af sociale og kulturelle skel. Ungdomskredsens medlemmer er unge i alderen 15-36 år.
HJEMMESIDE/FACEBOOK:
www.ungdomskredsen.dk www.facebook.com/ungdomskredsen
Carl Gustavs Gade 3, 2630 Taastrup Tlf. 39 29 35 55
FORMAND:
Ann-Katrine Kviesgaard
NUTIDENS UNGE
udgives 4 gange årligt af Ungdomskredsen.
LAYOUT OG PRODUKTION:
Intryk ApS
Tlf. 7021 1000 www.intryk.dk
FORSIDEFOTO:
Museum Svendborg
Foto: Katrine Damkjær
ANNONCEEKSPEDITION:
Rosengrenen ApS
Hovedgaden 8, 8670 Låsby Tlf. 86 95 15 66 kl. 8.30-12.00 og 12.30-15.00 – hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet.
REDAKTION:
Mikkel Christensen (Ansvarshavende)
Mille Marie Barfoed Backhausen
Mail: mikkel@ungdomskredsen.dk
DEADLINE:
Stof til bladet sendes til den ansvarshavende redaktør INDEN næste deadline den 8. januar 2026
Artikler i bladet står for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdning.
Gengivelse af artikler i bladet er tilladt med kildeangivelse.
5 » Leder
6 » Vi kom ikke i BonBon-land i dag, men så så vi en film i stedet
11 » Kom med til julekursus i Ungdomskredsen
13 » Det vi tør sige højt
14 » Et blik på mennesker med handicap
16 » Set gennem en grafikers briller
17 » Nuancer efterlyses
18 » Hvorfor historien stadig betyder noget
21 » Et genbesøg hos Driss og Philippe
24 » Et liv med lige muligheder
27 » Nyt fra DHF
29 » Nyt fra SUMH
31 » Nyt fra DUF
33 » Bestyrelsen
35 » Indmeldelse
Kom med til JULEKURSUS I UNGDOMSKREDSEN
Lørdag den 6. december 2025 kl. 10.00-16.00
Kursuscenter Brogaarden Abelonelundvej 40, Strib, 5500 Middelfart
TES UDEFRAOG DNI
Kære alle
Lige nu har I fat i det fjerde og sidste nummer af Nutidens Unge i 2025. Det betyder også, at 2025 er ved at være slut, og at vi kan se tilbage på året, der er gået. Ungdomskredsen er jo en del af Dansk Handicap Forbund. Det har vi været nu i 53 år. Det er lang tid, men når man tænker på, at forbundet i år har kunnet fejre 100-års jubilæum, er det faktisk ikke så længe. Hvad er der sket i de sidste 100 år? DET er vildt at tænke på. Tænk bare på, hvad jeres bedste- og oldeforældre har fortalt om, hvordan det var, da de voksede op. Vi har været igennem 2. verdenskrig, kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet og Berlinmuren er faldet. Alt det og meget mere har I og alle andre medlemmer af forbundet været en del af på godt og ondt. Derfor vil jeg gerne på Ungdomskredsens vegne sige et stort og hjerteligt tillykke med 100-års jubilæet – et jubilæum, som er blevet fejret på forskellig vis året igennem. Måske har I set, at der hver fredag er udkommet en jubilæumshistorie på Facebook. Der har været jubilæumshilsner fra Egmont Højskolen, Salling Group, og der har såmænd også været en hilsen fra os i
Ann-Katrine Kviesgaard
Ungdomskredsen, hvor vi fortæller om, hvad Ungdomskredsen er, om vores fællesskab, og hvorfor ungestemmen er vigtig i et gammelt forbund.
Da vi skulle finde et tema for dette blad, lod vi os inspirere af jubilæumshistorierne. Som forbund og som ungdomskreds er vi vant til at forholde os til samfundet og verden omkring os – indefra og ud, kan man sige. Den tanke vender vi om i dette blad og spørger, hvordan samfundet og verden ser på os – udefra og ind, kan man sige.
Set udefra og ind er dette blads tema. Derfor kan du læse om, hvordan det er at være forældre til et barn med handicap. Du kan læse om, hvordan Lisbet Berke, som udover at være mor til et af Ungdomskredsens medlemmer har arbejdet i den offentlige sektor blandt andet med unge mennesker med handicap, forholder os til, hvordan man som pårørende, hjælper og medmenneske balancerer mellem værdighed og realiteter i forhold til mennesker med et handicap. Seid Civic bevæger sig inden for det samme område, når han behandler forholdet mellem
bruger og hjælper i sin anmeldelse af filmen
The Intouchables.
Du kan læse om, hvad Laura Boline Lindhardt har lært af at have kolleger med forskellige handicap hos Videnscenter om handicap. Du kan også læse om, hvordan Visti G. Hansen, som har layoutet Nutidens Unge i mange år, ser på at samarbejde med Ungdomskredsen.
Du kan læse museumsleder på Forsorgsmuseets i Svendborg Sarah Smeds tanker om, hvordan mennesker med handicap er blevet set på i et historisk perspektiv, og du kan læse, hvordan vores ansvarshavende redaktør Mikkel Christensen efterlyser flere nuancer i mediernes fremstilling af mennesker med handicap.
Endelig kan I læse Dansk Handicap Forbunds 100-års jubilæumssang ”Et liv med lige muligheder” med tekst af Mikkel Christensen og musik af Kim Preuthun og Søren Høg. Hvis vi ikke ses til julehygge og spændende foredrag med en af Danmarks førende eksperter i AI Mark S. Fleeton den 6. december på Brogården i Middelfart, må I have en rigtig glædelig jul og et godt nytår alle sammen.
Vi kom ikke i BonBon-land i dag, men så ser vi en film i stedet
FK-nyt har talt med Bine Rønholt, som bor i Ringsted med sin kone og fire børn om hverdagen, når et barn har et handicap.
Af Monica Rahbek, cand. comm.
Bine dukker op på skærmen. Det er en almindelig tirsdag eftermiddag, og vi sidder i hver vores stue. Bine er hjemme i sin villa i Ringsted, hvor hun bor med sin kone, Gitte, og deres fire børn: Victor på 15 år og trillingerne Laura, Frida og Olivia på 11 år. Vi er sammen på Zoom for at tale om deres familieliv - for hvordan griber man hverdagen an med fire børn, når et af dem har et handicap?
En stor familie på en rolig villavej
Bine smiler gennem skærmen, hun kender godt Dansk Handicap Forbund og FK efter, at familien deltog i familieweekenden sidste år, og hun er glad for at bidrage til FK-nyt. Med fire børn under samme tag er der altid noget på programmet med skole, venner og fritidsaktiviteter. Victor går i 8. klasse, mens trillingerne går i 5. klasse.
Familien bor på en stille, dobbeltlukket villavej. Her er den ro, som familien har brug for.
Til daglig arbejder Bine som folkeskolelærer på samme skole, som Laura og Frida går på, og Gitte arbejder der som børnehaveklasselærer. Pigerne går i hver sin klasse, hvilket har været godt for dem. “De bliver ikke trætte af hinanden i løbet af skoledagen, så de vil også hinanden, når de kommer hjem. De har deres egne oplevelser og venner.” Bine tilføjer, at det også er godt for dem ikke at være på den samme skole som Olivia, som går på en anden skole i en centerklasse. Olivia er udfordret kognitivt og er ikke alderssvarende med sine søstre, men som Bine fortæller med et smil, har Olivia en knivskarp hukommelse: “Olivia ser Ultra-nyt, så vi får nyhederne fra hende. Hun kender hele kongerækken og præsidenterne, og hvad de står for. Victor går på en tredje skole, hvor han har gode venner, som han giver mere opmærksomhed end selve undervisningen. Trillingerne elsker at gå i skole, og det kan godt være en udfordring ved
aftensmaden, når de alle vil fortælle om deres dag på én gang”.
Når logistik er det mindste problem
Når det kommer til børnenes fritidsaktiviteter, skal Bine holde tungen lige i munden. Laura og Frida går til fodbold to gange om ugen plus kampe i weekenden. Olivia går til ridning en gang om ugen og vil gerne gå til flere fritidsaktiviteter, men hendes uge er allerede fyldt med ridefysioterapi, ergoterapi og fysioterapi. Heldigvis kan Laura og Frida selv tage til fodbold, og deres voksende selvstændighed letter logistikken i hverdagen.
Men det er ikke logistikken, der er familiens største udfordring. Olivia bliver træt i løbet af dagen og får store nedsmeltninger og epileptiske anfald, som er blevet sværere med årene. Tidligere havde Olivia mest brug for fysisk støtte, da hun ikke går så godt, men nu er udfordringerne mere komplekse. “Olivia ved nu, at hun er anderledes, og hvordan hjælper vi hende bedst i de følelser og den ensomhed, det kan medføre? Det fylder meget. Når man bliver teenager, bliver det ikke nemmere at være i,” fortæller Bine.
Hun arbejder på deltid for at kunne hente Olivia kl.12.00 fra skole. Olivia får nedsmeltninger, når hun kommer hjem, og det er hårdt for hele familien både fysisk og følelsesmæssigt. ”Vi bliver nødt til at tage en ting ad gangen, en dag ad gangen og nogle gange en time ad gangen. Vi ved aldrig, hvad der sker, og specielt ikke nu, hvor Olivia får de her epileptiske anfald, så kan al vores planlægning gå ned. Men det er planlægning, der skal til. Vi fortæller Olivia, hvad der skal ske, og vi forbereder hende.” Bine stopper kort og tilføjer så med et smil: “Vi er glade for at have tre søskende, som er meget fleksible og har lært at være det. Så kom vi måske ikke i BonBon-land i dag, men så ser vi en film i stedet.”
Selvom både Bine og Gitte er veluddannede og har taget utallige kurser, ef-
Glade trillinger i BonBon-land
terspørger de stadig viden og værktøjer:
“Elsass Fonden har kurser for teenagere om, hvordan de kan klare sig, men jeg ville ønske, at der også var et kursus i at være forælder til en teenager med handicap og alle de udfordringer, der er omkring det at være anderledes, når man er ved at finde ud af, hvem man er,” siger hun.
Bine har erfaret, at det er planlægning, fleksibilitet samt tålmodighed, der skal til for at få familielivet til at hænge sammen. ”Min kone er et meget tålmodigt menneske, og det har jeg lært meget af. Lige at trække vejret og sige: okay hvad er det vigtigste, vi gør nu.” Bine introducerer et ekstra familiemedlem, hun indtil nu har holdt skjult. Familiens labrador, som har en enorm god føling med familiens medlemmer - især Olivia. “Når Olivia har det svært, lægger hun sig på gulvet, og så kommer han hen og lægger sig sammen med hende. Man kan mærke den der ro, han giver. At han også er en bandit og stjæler en sko, det kan vi godt acceptere,” ler Bine.
Venskaber som byggesten til et stærkt selvværd
Selvom der er bekymringer for Olivia, føler Bine sig lettet over én ting: rideholdet har åbnet op for nye venskaber for Olivia. “Venner er så vigtige. En ting er, hvad Olivia kommer til at arbejde med - det finder vi nok ud af. Men at have venner og føle sig som en del af et fællesskab er vigtigt. Det giver et stærkt fundament for et godt selvværd. Selvtilliden kan vi arbejde på, men selvværdet er sværere. Specielt i teenageårene kommer man langt med gode venner.”
Olivia har en god ven i sin klasse - en pige, hun har kendt siden barndommen. Hun har ikke et sprog og kommunikerer via en øjenstyret computer. Selvom det giver udfordringer, har de et stærkt venskab. Olivia har også andre venner uden for skolen, da flere venskaber er blomstret op på rideholdet. “Det er det bedste, vi har gjort for Olivia. Vi har gennem Elsass Fonden søgt penge til et ridehold sammen med fem andre familier, som vi mødte til en ridecamp arrangeret af Elsass Fonden. Vi forældre snakkede sammen om, at det kunne være godt for vores piger, som alle har CP. Rideholdet startede i Vallensbæk for halvandet år siden.”
Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af rideholdet. Det gør forældrene også. De har fået et stærkt fællesskab omkring deres
børn, og de kan spejle sig i hinanden, da de står med meget lignende udfordringer. “Der er fem andre familier, der har det ligesom os, så dem bruger vi som sparringspartnere. Det har givet os meget, at vi har dem. Olivia har det, der hedder diplegi, så hun er primært ramt i benene og lidt i den ene arm. Selvom pigerne er ramt på forskellige måder, rummer rideholdet pigernes forskellige udfordringer, som alle har hestene som fælles interesse.”
Bine og de andre forældre støtter pigerne i deres venskaber gennem et stærkt forældresamarbejde, hvor de arrangerer alt fra sommerhusture til shoppeture og en udflugt til Store Hestedag.
Teenageforelskelse på afstand
Bine fortæller med stor glæde i stemmen om Olivias kæreste, som hun mødte sidste år på familieweekenden på Slettestrand. Kæresten er en stor del af Olivias hverdag, og mange timer forsvinder med gode samtaler via FaceTime. “Nu har de været kærester i et helt år, og det er meget godt holdt ud, når de bor i hver deres ende af landet. Det ved jeg ikke engang selv, om jeg kunne,” griner Bine. Også her har Bine og Gitte et godt forældresamarbejde med hans forældre: “Vi taler med dem om deres relation - især at der ikke er nogens grænser, der skal overskrides. Men det har der ikke været noget af. Tværtimod er de så søde, når de taler sammen. Mest af alt handler det om, at kæresten har en
tvillingebror, og de bruger hinanden meget til at tale om, hvordan det er at være anderledes i forhold til deres søskende. Det er meget dét, der er deres forhold og venskab”.
Fremtiden for Olivia
Når det kommer til Olivias fremtid, er Bine ikke bekymret for, hvordan Olivia skal bo. Olivia har selv gjort sig tanker om dette, fortæller Bine med et smil: “Olivia er overbevist om, at hun skal bo med en af ridepigerne eller med sin kæreste. Vi tænker, at det bliver noget, der minder om det. Der er heldigvis mange gode bofællesskaber for unge mennesker.” De er lige startet op med, at Olivia er på en institution hver anden weekend, da Olivia gerne vil være sammen med andre unge. Familien har en familievejleder tilknyttet, som hjælper Bine og Gitte med at skabe overblik og få enderne til at mødes, når hverdagen buldrer afsted. Familievejlederen hjælper også Bine og Gitte med at være i de svære følelser og tale om dem - fx familiens behov for aflastning. “Familievejlederen har sagt, at det nok er Olivias liv fremadrettet at bo på en institution, så det er fint, at hun stille og roligt lærer, hvordan hendes voksenliv vil være.”
Hvornår er ”vinduet åbent”?
Med alle de tanker om Olivias fremtid bliver det en helt anden samtale, når vi kommer ind på Olivias tre søskende. De er
Olivia er glad for at gå til ridning.
Privatfoto
annoncer
alle i en alder nu, hvor de kan være alene hjemme, de kan selv tage i svømmehallen og have en kammerat overnattende. De er med andre ord meget selvstændige til sammenligning med Olivia. Omvendt er det - ligesom det kan være med Oliviasvært med deres følelsesmæssige liv, hvor Bine kan få at vide, at “det kan du ikke forstå”. Her har Bine og Gitte erfaret, at det vigtigste er at lytte til børnene: “Med Victor har vi lært, at det handler om at se efter, hvornår ”vinduet er åbent”. Vi har
Bines anbefalinger til netværk
Bine kan varmt anbefale at finde et netværk, hvor ens børn har de samme udfordringer, så man som forældre kan relatere til hinanden - fx som det ridehold, hun nævner i artiklen, hvor forældrene taler sammen, mens pigerne er til ridning. Bine foreslår at opsøge lignende netværk og fællesskaber gennem parasport eller LykkeLiga: “Foreningslivet giver virkelig børnene noget, og det giver også de voksne noget. Det er rammesat, så man ikke skal opfinde det hele selv hver gang. Jeg tror, forældre til børn med handicap er en lille smule mere presset på logistik end andre, fordi der også er alle hospitalsbesøgene, nedsat skoletid og meget andet, som skal passes ind. Så find noget, der er rammesat for dig.”
Bine kan også anbefale Facebookgruppen: ‘Handicappede børns klub’. Her er der altid nogen, der kan give et godt råd eller et praj om et relevant arrangement.
I Bines tilfælde er det relevant at holde øje med arrangementer arrangeret af CP Danmark, som samarbejder med Elsass Fonden om fx temadage, hvor man kan møde familier i samme situation.
Derudover kan du undersøge, om der udbydes kurser i din kommune. I Ringsted Kommune har Olivias søskende deltaget i søskende-kurser over nogle weekender om, hvordan det er at have søskende med et handicap. Især Victor har fået meget ud af forløbene og har fået en anden forståelse for sin søster.
prøvet at sætte os ned med ham og tale om tingene, men det fungerer ikke, hvis ”vinduet er lukket”. Vi er nødt til at være der, når de giver noget af sig selv. Selv hvis vi var på vej i Netto, så må vi vente med det.”
For Bine er det vigtigt, at Victor, Laura og Frida kan tale om, hvordan det er at have en søskende med et handicap, og at de kan være åbne omkring de udfordringer, der er. Det er Bine og Gittes måde at løse udfordringerne på: “Vi taler meget om det her med, hvad kan Olivia gøre for, og hvad
kan hun ikke gøre for, og hvordan hjælper vi hende, så vi hjælper os alle sammen,” fortæller Bine og tilføjer: “Det bedste er, at vi taler højt om det, og vi snakker også med de andre, når Olivia ikke er der, og vi taler også med Olivia om det.”
”Vi kan ikke forudse alt, men vi kan gøre vores bedste for at skabe et hjem, hvor alle føler sig set. Nogle dage kræver det lidt mere tålmodighed og planlægning - og måske en god film, når BonBon-land må vente til en anden dag,” slutter Bine.
Bine Rønholt og Olivia.
Olivias søstre går til fodbold. Trillingerne er glade for hinanden.
Frida hjælper med at skubbe Olivias kørestol.
annoncer
Kom med til JULEKURSUS
I UNGDOMSKREDSEN
Tid: Lørdag den 6. december 2025 kl. 10.00-16.00
Sted: Kursuscenter Brogaarden - Abelonelundvej 40, Strib - 5500 Middelfart
Temaet for kurset er AI, og en af landets førende eksperter på området Mark Sinclair Fleeton, som blandt andet står bag AI-Portalen, kommer og guider os igennem en sjov og lærerig dag, hvor vi også selv får mulighed for at dykke ned i AI's mysterier.
Dagens program
Kl. 08.00-10.00 Ankomst og morgenmad
Kl. 10.00-12.00 Oplæg om AI
Kl. 12.00-13.00 Frokost
Kl. 13.00-14.30 Oplæg (fortsat)
Kl. 14.30-16.00 Pakkespil og julehygge med æbleskiver og småkager
Kl. 16.00 Farvel og rigtig glædelig jul
Tag gerne selv din computer eller tablet med, så du får mest ud af oplæggene.
Husk også en pakke til maks. 30 kr., så vi kan spille pakkespil – og tag gerne en nissehue på.
Der vil være mulighed for overnatning fra fredag til lørdag.
OBS:
Kursuscenter Brogaarden serverer ikke aftensmad fredag aften.
Vi glæder os til hyggelige timer sammen med dig.
Bevica Fonden, Bevica Legater og Vanførefonden gør det muligt, at unge med handicap kan komme på dette gratis-arrangement med aktiviteter, hygge og samvær via ”Den Gode Oplevelse – i et fællesskab med andre”.
annoncer
DET VI TØR SIGE HØJT
Af Laura Boline Lindhardt
”Det er ham, krabbekloen”
Øgenavnet tilhørte en dreng et par klasser under mig. Han var født med blot to fingre på hver hånd. Drengen blev aldrig direkte drillet. Måske han havde mange venner. Og så var han god til fodbold – hvilket naturligvis gav status i skolegården.
Alligevel blev der somme tider hvisket om ham. Selvom han var en del af flokken, stak han ud. Han var den eneste på skolen, der havde et tydeligt fysisk handicap. Og vi var børn i en lille by. Børn kan være ubarmhjertige i deres umiddelbarhed. I deres uvidenhed.
”Din mor er syg”
Jeg forstod ikke, hvordan børnene fra parallelklassen vidste det. Men jeg forstod følelsen, som ordene efterlod i mig.
Min mor var ikke som andre mødre. Hun kunne ikke de samme ting. Hun var syg med brystkræft, og det gjorde hende anderledes – i andres øjne, i mine og i helt bogstavelig forstand.
Kræften spredte sig til hjernen, og med det fulgte flere fysiske og psykiske handicap.
Om end jeg ikke helt forstod det dengang. Hospitalssengen flyttede ind i soveværelset. Senere kom gangstativet med hjul. Vigtigst kom kørestolen.
Vigtig fordi min mor selv kunne trille ud til spisebordet ved aftensmadstid. Men vigtigst for mig, fordi jeg nu havde mit eget seje køretøj. Altså når min mor sov middagslur. Og når mine storebrødre havde travlt med at spille PlayStation.
”Er du nervøs for noget?”
Min læge kiggede alvorligt på mig. Jeg svarede nej. Men det var jeg. Jeg havde ondt i brystkassen hele tiden. En smerte der dukkede op på de mærkeligste tidspunkter – i idrætstimerne, til familiefødselsdage, når jeg lå alene i sengen.
En mammografi viste ingenting. Fordi roden til smerten ikke var fysisk. Senere fik jeg igennem psykolog- og psykiaterforløb ordet til at beskrive det: angst.
Men ordet blev sjældent brugt. Af frygt for at blive misforstået eller set som værende anderledes. Det var min egen hemmelighed, som kun få kendte til.
For mig har det aldrig virket fair at kalde min angst et handicap – selvom det i de sværeste perioder har været det. Jeg ved ikke hvorfor.
”Hvis du undrer dig over noget, så spørg bare”
Det var noget af det første, min nye kollega sagde til mig. Jeg kunne se, at han havde krykker stående ved siden af kontorstolen.
Jeg spurgte ikke, men ordene åbnede noget i mig. Det gjorde, at jeg følte mig tryg – skulle undren opstå. Og pludselig virkede det så indlysende.
For måske handler det ikke om at kende alle svarene, men om at turde stille spørgsmålene. For måske hvis vi tør spørge og lytte, vil forskellene miste lidt af deres vægt. For måske er det netop dér, forståelsen begynder – i det, der bliver sagt højt, i stedet for det, vi tier om.
Drengen og jeg kunne sikkert have haft gode snakke om et liv med fire fingre eller om et liv med en syg mor. Og lært noget af hinanden. Og dem, der hvisketiskede, måtte godt have været med.
Hvordan balancerer man som PÅRØRENDE, HJÆLPER og MEDMENNESKE mellem
VÆRDIGHED og REALITETER i forhold til mennesker
med et handicap?
Af Lisbet Berke
Som pårørende til en søn med CP og med et mangeårigt arbejde i den offentlige sektor –bl.a med unge mennesker med forskellige handicap – har jeg uendelig ofte italesat min holdning til, hvordan vi ser på mennesker med handicap ved at insistere på at sige, at mennesker har et handicap – de er ikke handicappede.
I min optik er vores sprogbrug en væsentlig faktor i opfattelsen af mennesker med handicap. Jeg må dog også erkende, at min søn ikke nødvendigvis deler min opfattelse om semantikkens betydning ift. værdighed og inklusion.
Som pårørende eller hjælper har vi en vigtig rolle, men også et ansvar for ikke at tage over på at vide bedre.
Et klassisk eksempel er, når en person i en kørestol bliver talt hen over eller ikke rigtig lyttet til, hvis der er talebesvær. Man taler med hjælperen eller den pårørende i stedet. Det er både stigmatiserende og umyndiggørende.
Generelt i samfundet er der efterhånden en meget udbredt opfattelse af, at menneskelige behov styres af stram økonom i det offentlige. Det er muligvis ikke synet på mennesker med handicap og deres behov, der har ændret sig, men måden, som støtte i dag forvaltes på. Og samtidig stiger kravene fra det offentlige ift. dokumentation, eget ansvar og selvledelse.
Et eksempel herpå kunne være: Et ungt menneske bliver 18 år, og vedkommende får bevilliget en BPA-ordning og bliver arbejdsleder, men det gør ikke automatisk den 18-årige i stand til med det samme at lede et team af hjælpere, administrere vagtplaner og håndtere sygemeldinger.
Det offentlige tilbyder støtte til praktisk hjælp ved private virksomheder og lidt kursusaktiviteter, men hvor er hjælpen til støtten ift. alle de små og store udfordringer i dagligdagen, som vi andre får hjælp til som ledere i det offentlige eller private regi via supervision, uddannelser, ledernetværk mv.
Når en hjælper melder sig syg klokken 06.00 om morgenen – hvad gør man så, når man ikke kan noget selv? Man kan få akuthjælp fra en hjemmehjælper, men det dækker ikke en dags behov. Hvor forældre har barnets første sygedag – har mennesker med et handicap et ufravigeligt behov for hjælp til tiden på dagen, og det kan være rigtig svært at løse, hvis ikke man har et godt socialt netværk. Hvem tager over ved et fraværende netværk?
Lovgivningen bygger på princippet om kompensation og en ret. Det handler ikke om at få mere – men om at blive kompenseret – og det burde ikke være nødvendigt at kæmpe for sin ret. Hvilket de mange sager i Ankestyrelsen dog vidner om, er tilfældet. Her kan man let få opfattelsen af ikke at blive mødt som et menneske – men i stedet for som en sag.
Det er så vigtigt, at både sagsbehandlere og borgere respekterer, at professionalisme, værdighed og dialog er vejen frem. Vi skal ikke lade følelserne styre, men vi skal heller ikke glemme den respektfulde behandling af et medmenneske.
Det er min oplevelse, at der er sket meget i forhold til viden og åbenhed overfor mennesker med handicap og dermed også synligheden i samfundet.
Der er konferencer om inkluderende fællesskaber (f.eks. ViPRIS), der viser, at hvor der er vilje til forandring, er der også en vej. Ligeledes når der startes foreninger ift. forbedring af tilgængelighed eller ift. at arrangere koncerter for alle.
Alligevel er det svært for mig ikke at tænke på, om man som menneske med et handicap ofte placeres i udkanten af fællesskabet – er man med eller hænger man bare på? Inklusion er ikke noget, vi giver. Det er noget, vi skaber sammen.
På det teknologiske område (tilgængelighed, hjælperedskaber mv.) sker der heldigvis også meget, som styrker værdigheden i dagligdagen og dermed synet på mennesker med handicap.
Jeg håber, at vi alle husker at række ud, tager os tiden til at lytte og stille os på linje – ikke over eller under. Det handler ikke kun om at blive set – men også om at blive hørt og taget alvorligt.
HANDICAP
Set gennem EN GRAFIKERS briller
"Jeg har bedt dig om meget i mine år som ansvarshavende redaktør, men aldig at skrive din egen artikel. En gang skal jo være den første ..."
Du har nok gættet, at grafikerens briller sidder på min næse, og de har kigget på materiale til Nutidens Unge i mange år efterhånden. Selv om jeg blev lidt overrasket over spørgsmålet fra Mikkel Christensen, så forstår jeg det selvfølgelig godt – temaet taget i betragtning.
Af Visti G. Hansen
Min vigtigste opgave er at være personen, der hjælper redaktøren med at lave det bedste blad muligt – hver gang!
Grunden til, at jeg skriver det sådan, er, at det kan være udfordrende en gang imellem at være redaktør. Den titel bør tænkes som en form for tovholderopgave, hvilket resulterer i en samling artikler, informationer og billeder, som alt sammen sendes til grafikeren, hvilket til Nutidens Unge er mig.
Her er det så, at det bliver spændende, for lige meget hvilken mængde materiale, jeg får, og lige meget hvilken "kvalitet", det har, så er det min fornemme opgave at få det konverteret til et færdigt blad. Heldigvis for mig, så har Ungdomskredsen brugt bladet aktivt i mange år, og jeg har været så heldig at arbejde med en del engagerede unge mennesker med redaktør-kasketten gennem tiden.
50-års jubilæumsweekenden
Mit arbejde har i over tyve år bestået af at lave blade til diverse handicapforeninger, og derigennem er jeg blevet "den usynlige iagttager." Derfor var det med stolthed, jeg takkede ja til invitationen om at deltage ved Ungdomskredsens 50-års jubilæumsweekend.
Da jeg trådte ind i kantineområdet på Egmont Højskolen om formiddagen den 3. september 2022 ved jubilæumsweekenden, havde jeg den mest underlige følelse. Det var som at skulle møde nogle venner – men for første gang. Jeg havde jo fulgt dem igennem årene, gennem personlige artikler, gennem referater af temafester, generalforsamlinger og meget mere. Der stod jeg med en gavekurv i armene og hilste på flere med deres fornavne. Det varede ikke længe, før de gættede, hvem jeg var, for mange har jo hilst på mig gennem årene – enten på mail eller i telefonen.
Jeg kom bevidst tidligt, da jeg gerne ville have det hele med. Det var en fantastisk oplevelse, og arrangementet var supergodt planlagt med workshops, debatter og skuespil om daglige udfordringer og meget mere. Alle virkede til at kende hinanden og deres "pladser", og snakken gik lystigt. Jeg følte mig faktisk lidt udenfor. Jeg passede ikke helt ind. Det grublede jeg lidt over.
Ved en af debatterne rakte jeg hånden op og fik ordet. Her beskrev jeg min følelse ved at sige, at jeg nu vidste, hvordan det var at være "kørestolen" i rummet blandt folk uden handicap. Her var alle de normale jo dem, der på en eller anden måde havde handicap tæt på kroppen. Enten ved selv at have et eller ved at være hjælper. Det gav anerkendende blikke og nik, og derefter var jeg "godkendt".
Jeg var med til det hele – pånær festen om aftenen. Den, syntes jeg, hørte til de interne rækker ... meeen, jeg fik den med i billedform og som tekst til det efterfølgende nummer af Nutidens Unge.
Synliggørelse er stadig vigtig
Jeg har igennem livet altid følt mig lidt udenfor. Det var som barn, som ung og som voksen. Folk rundt om mig synes at have en hemmelig håndbog i social interaktion med hinanden. Igennem mange år har jeg betragtet dette fænomen, hvor folk møder hinanden, småsnakken starter, folk griner og klapper hinanden på skuldrene og synes at være på bølgelænde i løbet af en enkelt samtale. Utroligt.
Jeg bliver 50 år til sommer, og det var først for et par år siden, jeg blev udredt med Aspergers syndrom. I mit tilfælde det man kalder for en velfungerende autist. Der kan man bare se. Ufatteligt mange brikker faldt på plads på én gang.
Jeg har prøvet på at være normal lige så længe, som jeg kan huske. Nu har jeg fået sat ord på, hvorfor det kan være en svær verden at forstå, og i et fokuseret samtaleterapiforløb var et af fokusområderne, at jeg kan gøre mit for at forklare udfordringerne, men at det er mine omgivelser, der også skal være åbne for, at jeg ikke er som mange andre.
Sandt at sige, så er det med at være normal eller være unormal noget, som der har været
fokus på altid. Når man har mit arbejde og læser alle de indlæg og artikler om forskelsbehandling og mangel på forståelse fra alt fra politikere til medmennesker på gaden, så er det tydeligt, at der stadig er brug for foreninger som Ungdomskredsen. Her har I et sammenhold, hvor I er de normale. Det har jeg meget stor respekt for.
Private briller
Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et par ord om, hvordan det er at betragte det med handicap "set udefra." Det kan godt være, at det er svært at være den, der ser på det hele "udefra." Grafikerens briller er jo mine private briller, og de er farvet af mine oplevelser og mine erfaringer. Jeg vil tillade mig at bruge min sidste skriveplads til at dele lidt af mine tanker med jer.
Husk at nyde ungdomen, så godt I kan. Mange unge mennesker har travlt med at vise omverdenen, at de har styr på det hele, men i den proces glemmer man ofte nutiden og glemmer ofte, at man er også er ung. Det kan godt være, at det er med et handicap, men jeg ønsker for jer alle, at I får det bedste ud af jeres unge voksenår.
Mikkel Christensen spurgte, om vi kunne bruge et billede fra jubilæumsweekenden på sidste nummers forside. Her valgte han et af ham og mig, da vi nu snart slutter vores lange samarbejde, da han falder for aldersgrænsen. Det betød meget for mig.
I kære unge mennesker er helt specielle, og jeg er både glad og stolt over at "være en del af" Ungdomskredsen. Pas godt på jer selv.
NUANCER EFTERLYSES: Mennesker med handicap er andet og mere end helte og ofre
Mennesker med handicap fremstilles enten som helte eller ofre, men hvor er nuancerne?, spørger Mikkel Christensen i dette debatindlæg.
Af Mikkel Christensen
Medier og andre fremstiller gerne virkeligheden som en kamp imellem det gode og det onde, hvor mennesker med handicap beskrives som enten helte eller ofre. Hvor er nuancerne, og hvorfor er de så vigtige? Åh, at slappe af med en god bog, at lade sig opsluge af fortællingens fiktive univers. Jeg har altid elsket at læse fantasy i stil med J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre eller J.K. Rowlings Harry Potter. Det skyldes genrens klare referencer til eventyr og kampen imellem det gode og det onde.
Det er en simpel formel, som jeg kender, og bliver ved med at vende tilbage til, særligt når virkeligheden bliver lidt for uoverskuelig og kompleks. Hvorfor?
Der er noget trygt i at vide, hvem jeg skal holde med, og hvem jeg skal være imod. Hurra for en nuanceret fremstilling af virkeligheden.
Når jeg ser nyheder eller dokumentarer, kan jeg omvendt ikke få nuancer nok. Jeg ser desværre bare gang på gang, at medier og andre meningsdannere fremstiller eksem -
pelvis mennesker med handicap som enten helte eller ofre.
Heltene er de mennesker, der har kunnet ”overkomme” deres handicap, mens ofrene ikke får den rette hjælp. Det første ser jeg et eksempel på, når sportsstjerner med handicap – i øvrigt fuldt fortjent – hædres for deres præstationer. Det andet så jeg et eksempel på i TV2’s ”Operation X: Nødråb i natten”, hvor store omsorgssvigt blev dokumenteret på nogle navngivne bosteder.
Indrømmet. Som samfund har vi brug for nogle helte at se op til, og vi har brug for, at medierne sætter spot på uretfærdigheder. Jeg er helt med på, at de fortællegreb, som de fleste kender fra fiktionens verden, kan være velvalgte – også når man fremstiller og dokumenterer virkeligheden.
Pointen er bare, at vi også har brug for historierne, der ligger imellem helte- og offerfortællingerne.
Det har vi, fordi de historier viser os, at virkeligheden sjældent er sort/hvid, at en sag ofte kan ses fra flere sider, og at der derfor ikke kun er én sandhed. Der er flere. Lad os rive ekkokamrene ned.
Netop fordi der er flere sandheder, kan virkeligheden være svær at navigere i, svær at sætte på formel. Det skal vi være glade for, for det betyder, at ingen kan tage patent
på at have fundet den endegyldige sandhed og pådutte andre deres synspunkter som de eneste rigtige.
Skal det forblive sådan, har vi alle et ansvar. Vi må orientere os bredt og være kildekritiske. Hvem siger hvad og hvorfor? Det er det bedste forsvar imod ekkokamre, hvor alle har skyklapper på og mener det samme. Når meninger brydes, holdes debatten i live, og derfor behøver vi heller ikke være enige om alt. Det vigtigste er, at vi debatterer, og ikke unødigt reducerer virkeligheden til en kamp imellem det gode og det onde, hvor nogle får tildelt rollen som helte og andre som ofre.
Virkeligheden er nemlig kompleks og bør fremstilles som sådan. Her indtager vi forskellige roller – hele tiden, og alle fortjener at komme til orde.
Derfor spørger jeg dig: Hvad mener du?
Skriv din kommentar i kommentarfeltet på hjemmesiden:
Hvorfor HISTORIEN stadig betyder noget
Af Sarah Smed
For ikke så lang tid siden var det i Danmark sådan, at staten bestemte, hvem der var normale – og hvem der ikke var. Hvor man kunne blive sendt væk, hvis man blev set som “åndssvag”, “vanfør” eller bare “ikke passede ind”. Hvor myndighederne kaldte det hjælp og omsorg, men alt for ofte fratog mennesker, der ”faldt udenfor,” deres frihed, stemme og mulighed for at leve et liv på egne vilkår. Det var tiden med særforsorgen. Et system der eksisterede langt op i det 20. århundrede, og som både handlede om, at staten påtog sig et ansvar for at hjælpe, men også tog beslutninger om at udskille dem, man mente ikke kunne klare sig selv, fra samfundet. Mange blev anbragt på institutioner – nogle hele
livet. Mange blev gjort tavse, kontrolleret, registreret og ofte glemt.
Men historien om særforsorgen handler ikke kun om en tid i velfærdsstaten, der var. Den handler også om, hvordan et samfund ser på og behandler de mennesker, myndighederne mener falder udenfor. Og denne del kan også være med til at få os i nutiden til at reflektere over, hvad der sker, når nogen ”dømmes” udenfor fællesskabet, mens andre fortsat er del af det.
Historien som spejl
Når man træder ind på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, træder man ind i en
historie, der stadig mærkes i murene. Museet ligger i landets bedst bevarede fattiggård – et sted, hvor mennesker gennem mere end 100 år blev anbragt, kontrolleret og forsøgt formet af tidens normer.
Her levede de, der ikke kunne klare sig selv, side om side med dem, samfundet ikke ville se. I rummene, hvor de sov, arbejdede og drømte, findes stadig ekkoer af fortidens systemer. Det er en historie, som vi på museet ikke blot arbejder for at formidle – men som vi også har dokumenteret og afdækket gennem vores forskning.
I 2019 gennemførte Danmarks Forsorgsmuseum på opdrag fra Socialministeriet den
Foto: Ard Jongsma
Foto: Katrine Damkjær
Foto: Michele Rylander
historiske udredning af særforsorgen. Udredningen kastede for første gang et samlet lys over statens behandling af borgere, der blev anbragt i særforsorgens institutioner og viste, hvordan idealer om hjælp og omsorg ofte gik hånd i hånd med tvang, magt og systematisk umyndiggørelse.
I rapporten skriver vi bl.a.: ”Særforsorgens historie er ikke blot historien om en forældet behandlingsform, men om en særlig måde at forstå mennesker på – som objekter for andres vurdering – snarere end som individer med rettigheder og stemmer.”
Disse ord opleves meget nærværende, når man står midt i den gamle fattiggård. For her bliver fortidens politik og moral kropslig: Man får en fornemmelse af at være spærret inde, leve bag mure med andre, der bestemmer over en, om hvordan hjælpen kunne føles som kontrol, og hvordan omsorg kunne blive til magt.
At bruge historien til noget Museets forskning og formidling arbejder netop med at give plads til de stemmer, der historisk er blevet gjort tavse. Den viden bruger vi til at stille spørgsmål, der rækker ind i nutiden:
– Hvem bliver set som “de svage” i dag?
– Hvem bestemmer, hvad der er normalt?
– Hvornår bliver hjælp til kontrol – og omsorg til magt?
For mange unge besøgende bliver mødet med museet og historien en anledning til
refleksion. Den fredede fattiggård danner en særlig ramme, hvor historie bliver til en sanselig oplevelse med etiske dilemmaer – og hvor spørgsmål om værdighed, fællesskab og ansvar på tværs af tid bliver nærværende. Nogle siger, at unge ikke interesserer sig for historie. Men måske handler det mere om, hvordan historien bliver fortalt. På Danmarks Forsorgsmuseum ønsker vi, at historien opleves nærværende gennem virkelige menneskers liv. For når historien formidles fra menneskelige perspektiver, som man kan spejle sig i, er det nemmere at forstå, at historien ikke er noget, der er forbi, men noget, vi lever videre med og på baggrund af.
Netop derfor er også særforsorgens historie vigtig i dag. Den giver et sprog for at tale om etik, magt og menneskesyn – og den minder os om, hvor skrøbelig grænsen er mellem at hjælpe og at bestemme over andre er.
Historien er ikke kun noget, der skete engang. Den er som en prisme for nutiden, og vores historieskrivning om tiden, der var, formes af den tid, der er. Vi har alle et ansvar for, at særforsorgens mørkeste kapitler ikke gentager sig. Så at kende historien er ikke bare at se bagud. Det er også at holde øje med nutidens menneskesyn. Det er at spørge, hvordan vi behandler hinanden. Hvem vi lytter til. Og hvem der stadig mangler at blive hørt.
Foto: Ard Jongsma
Foto:
Katrine Damkjær
Et genbesøg hos DRISS OG PHILIPPE
Af Seid Civic
For fem år siden skrev jeg en anmeldelse af filmen De Urørlige til dette blad. I anledning af dette nummers tema vender jeg tilbage til fortællingen om Philippe og Driss, der endnu kan lære os at sætte vores fordomme til side og bruge nærvær til at lære noget nyt om os selv og andre mennesker.
Philippe er en rigmand, der er paralyseret fra nakken og ned. Den tidligere småkriminelle Driss kommer til jobsamtale hos Philippe og får til sin overraskelse en prøveperiode som personlig assistent for ham. Dette fører til et venskab, der bringer glæde på trods og dog alligevel i kraft af deres forskelligheder.
En fryd for øjne og ører De Urørlige er en jordnær og ydmyg fortælling, både i stil og substans. Dog undgår den alligevel ikke at udtrykke sig på en pæn og behagelig måde. Allerede i åbningsscenen bruges tunnel- og gadelysene til fordel for det æstetiske udtryk, hvor gyldne lysstriber stryger over venneparrets ansigter, da de midt om natten kører gennem Paris’ gader for at komme væk fra den kedelige virkelighed. Flugten ledsages af Ludovico Einaudis klaverstykke ”Fly”, der understreger den følsomme stemning. Einaudis musik går igen i filmen og er et afgørende bidrag til fortællingens sårbare aspekter side om side med dens primære appel om at være hyggelig og sjov.
Hvor filmen derimod bliver til en humørbombe kan ligeledes tilskrives en anden musikalsk autor, nemlig funkbandet Earth, Wind & Fire. Med henholdsvis ”September” og ”Boogie Wonderland” får vi scener, hvor de to hovedpersoner deler festlige øjeblikke, der er med til at cementere deres venskab som levende og glædeligt.
Billed- og lydsiden reflekterer altså livets op- og nedture, og udgør et effektivt redskab til at kontrastere den enlige kamp om at finde glæde i sit liv og at skabe gode stunder med en anden. På mange måder er livet akkurat dét, som vi selv tillader os, at det er, og ofte indebærer det gode liv et valg om at skabe det med en anden.
Feel good all the way
Som nævnt ovenfor er en af filmens allerklareste styrker dens evne til at få seeren i godt humør; den er sjov og underholdende, og med Driss’ og Philippes kemi er der sjældent et øjeblik, hvor man enten ikke smiler eller griner.
Deres venskab er ikke blot en narrativ detalje, men en næsten uafbrudt kilde til de mange følelser, som vækkes hos seeren – den er helt igennem central for forståelsen af nærværets betydning.
På trods af de undertiden seriøse scener, når man rulleteksterne med indtrykket af en sjov og munter oplevelse. At følge Driss og Philippe, som de lærer både hinanden og undervejs sig selv at kende, ender ikke blot i en indsigt om, hvad sådan en dynamik bringer, men viser også, at erfaringen i sig selv er en stor fornøjelse. Det kan altså ikke understreges tydeligt nok, at fortællingen er en stærk ’feel good’ én af slagsen, som er svær at konkurrere med. Man lærer ikke blot om venskab, man kan føle det.
Nærværets indsigter
I min forrige anmeldelse af filmen skrev jeg, at De Urørlige er en fortælling, man vender tilbage til igen og igen. Ironisk nok skete mit næste genbesøg af den først forleden dag, nogle år senere, så mon ikke jeg var lidt for hurtig på tasterne dengang. Denne gang var det som at træffe en gammel ven, man ikke har snakket med i lang tid, og se deres idiosynkrasier og fejlbarligheder, som var det for første gang, man møder dem.
På trods af dem står to ting dog stadig klart: Først og fremmest lærer fortællingen – eller nærmere dens udvikling – os om vigtigheden af at lære den ’andens’ verden at kende. Vi antager mange ting om andre mennesker – og især folk med handicap – som det også er tilfældet med filmen – undgår ikke at blive indrammet af dem. Udover den næsten selvindlysende morale om, at hvis man går under overfladen, så finder man ud af, at folk faktisk har mere at byde på, end man forventer, så blotter sådan et kendskab også til de mangler, man selv besidder. At få kendskab til en person, der er anderledes end én selv, er
annoncer
ikke blot en mulighed for at bekræfte deres legitimitet som værdige individer (eller, som det kan være i tilfældet med folk med handicap, give dem den anerkendelse, de ofte mangler fra resten af samfundet), men kan også give nye (selv)indsigter, ja, måske endda gavne én på måder, man ikke vil have opnået, hvis man forblev i sin egen boble.
For det andet lærer vi også, at denne tilegnelse er værdifuld i sig selv; venskaber er sjældent venskaber, hvis de er kedelige og uinteressante, og indsigter varer sjældent ved, medmindre de vækker genklang på et personligt, følelses-
mæssigt niveau. Man bør ikke blot opsøge kendskab til folk, der er anderledes end én selv, fordi man måske lærer en ting eller to, men også fordi denne søgen kan munde ud i noget endnu større og endnu mere virkningsfuldt på et menneskeligt niveau.
På den måde er De Urørlige ikke kun en simpel fortælling om ét venskab, men også et studie af de indsigtsfulde og følelsesmæssige potentialiteter, vi går glip af, fordi vi lever efter flygtige forforståelser af de mennesker, vi hver dag krydser veje med.
ORIGINALTITEL: Intouchables
INSTRUKTØR(ER): Olivier Nakache, Éric Toledano
LÆNGDE: 1 time 52 minutter
UDGIVELSESÅR: 2012, Frankrig
ALDERSGRÆNSE: +7 år
GENRE: Biografi, komedie, drama
Et liv med lige muligheder
Melodi: Kim Preuthun og Søren Høg
Tekst: Mikkel Christensen
rækkemigdinhånd.Gørdetforskel?Kandumærke?Kandu
mærkevoresbånd,somergamle,somerstærke?Deblev
skabtafosforos,ogdebødhverfordomtrods.Selvom
B¨G‹FC7FG‹FB¨BºCC7 rigtigmangeårersvundet,ervistadigafdensammesagforbundet.Vivil
rigtigmangeårersvundet,ervistadigafdensammesagforbundet.Vivil
Prøvat
skabelivmedmuligheder,etlivmedligemuligheder.
Vers2:
Handicap – et livsvilkår.
Du er dog så meget mere.
Uanset de kort du får, kan vi altid kompensere.
Kæmper hårdt for værdighed.
Bryder barrierer ned.
Vi vil gi’ dig råd og dele viden, veksle mellem sjov og alvor hele tiden.
Vi vil skabe liv med muligheder, et liv med lige muligheder.
Vers4:
Vi har stemmer helt lokalt.
Ung og ældre er forbundet.
Samarbejder helt globalt.
Alle grænser er forsvundet.
Vi er manges talerør, og det er vi nu som før.
Vi vil bygge bro henover grøfter, hver gang politik og strategi vi drøfter.
Vi vil skabe liv med muligheder, et liv med lige muligheder.
Vers3:
Verdenskrig og jordskredsvalg
vores bånd har overlevet.
Fri abort og Murens fald.
Verden er en anden blevet.
Vi er bundet af en arv, lytter dog til tidens krav.
Vi har stadig samme indre kerne
Vi har stadig helt den samme ledestjerne.
Vi vil skabe liv med muligheder, et liv med lige muligheder.
Vers5:
Nu har jeg rakt dig min hånd.
Det gør forskel. Jeg kan mærke –jeg kan mærke vores bånd, som er gamle, som er stærke.
Intet om os uden os.
Lad os byde tiden trods.
Vores fremtidshåb er ikke svundet.
Vi vil altid være af den sag forbundet.
Vi vil skabe liv med muligheder, et liv med lige muligheder.
annoncer
Hvad er en succes?
Udvikling af frivillighed og opbygning af fællesskaber er en kompliceret proces, som kræver engagement af mennesker, og det kan være svært at afgøre, hvornår vi har gjort en forskel og skabt en succes. Men det er et vigtigt spørgsmål at forholde sig til.
Af Jeppe S. Kerckhoffs
Succes motiverer os
Når vi arbejder i en forening som Ungdomskredsen, så arbejder vi frivilligt. Som frivillige har vi brug for motivation. Ofte kommer motivationen, når vi kan konstatere, at vi lykkes, at vi gør en forskel, og at den energi, vi har lagt i projektet, anerkendes og skaber konkrete resultater. Føler vi, at vi har opnået en succes, så samler det os som gruppe, det gør os stolte, og frem for alt giver det næring til at skabe nye aktiviteter og projekter. Af samme årsag kan det være sårbart for os, hvis et arrangement eller en indsats ikke lever op til de forestillinger, vi i udgangspunktet havde gjort os.
Stor kompleksitet
At arbejde med frivillige og at opbygge fællesskaber er et spørgsmål om at samle mennesker, som befinder sig i forskellige livssituationer og har forskellige interesser og varierende ressourcer over tid.
Det at arrangere et årsmøde, som er attraktivt for mange at deltage i, kræver nogle praktiske ting omkring funding, sikring af de fysiske rammer, forplejning og oplægsholdere mv., men kræver også, at vi finder temaer, som gruppen har fælles interesse i. Vi skal
også finde ud af, hvornår flest muligt kan deltage og afklare, hvordan vi så i praksis får flest muligt til at møde op. Det kræver nemlig ofte mere end bare et opslag eller en mail, og ofte er den personlige kontakt den bedste motivationsfaktor. I sidste ende skal vi så også blive enige om, hvem der kan løfte de forskellige opgaver. Kompleksiteten er stor, og da vi har med mennesker og relationer at gøre, så vil der altid være en risiko for, at vi ikke altid opnår det, vi havde håbet på – og måske endda regnet med. Dermed er risikoen for skuffelse eller demotivation opstået.
Hvornår er vi lykkedes?
Den værste gift for fortsat udvikling af frivilligheden er netop skuffelse eller følelsen af at have fejlet. Derfor er det en kerneopgave for enhver frivillig organisation at forholde sig til, hvad vi forstår ved en succes? Hvornår har vi gjort det godt og måske mest interessant, hvornår har vi gjort en forskel for mennesker?
På sekretariatet taler vi ofte med tillidsvalgte og frivillige, som er kede af, at de ikke er lykkedes med deres ambitioner. Det kan være fortællingen om, at der ’kun deltog 7 personer’, eller at man ’ikke kunne fylde lokalet’.
Vi plejer med et glimt i øjet at sige: ”I skal ikke tælle de tomme stole men derimod de fyldte stole. For hver fyldt stol er et menneske, som har fået noget med hjem. Havde man håbet på 20 deltagere, men der kun kom 7, så er det sådan, at de 7 personer hver især har fået en stærk oplevelse, har fået ny viden, udvekslet erfaringer og haft socialt samvær med andre. De har på den måde fået noget
værdifuldt med sig hjem, og hvis de deler dette med andre, så er vi pludselig gået fra, at vi gjorde en forskel for 7 personer, til at vi har gjort noget, som har haft betydning for ikke bare 7, men måske 14 eller 21 mennesker. Hertil komme al den omtale og positive effekt, der kommer ud af, at vi fortæller om arrangementet på både hjemmesider og SoMe. Det er derfor også vigtigt at indtænke arrangementets ’efterliv’, som kan have stor betydning i lang tid fremover.
Et andet målepunkt er selve processen. Når vi laver arrangementer for fællesskabet, så gør vi det i et samarbejde, som er præget af kommunikation på kryds og tværs af flere mennesker. Allerede her er vi i gang med at styrke organisationsfællesskabet, fordi vi udveksler ideer og viden med hinanden. Det er en gensidig udviklingsproces, som også er vigtig at få med, når vi gør op, om vi har skabt en succes.
Det er altså ikke så enkelt at afgøre, hvornår vi har skabt en succes, og netop derfor bør vi i vores frivilligkredse reflektere over de initiativer, vi sætter i søen. I den proces må vi ikke begrænse os til at tale om kvantitet, men vi må udfordre os selv ved at stille spørgsmålet: Gjorde vi en forskel for nogle konkrete personer, og understøtter vi, at de tager det med videre i deres netværk. Endelig må vi også spørge os selv, hvad fik vi ud af processen, som gik forud for arrangementet? Gør vi det, så skaber vi langt bedre betingelser for at opdyrke den positive energi og motivation, som er afgørende for at udvikle på frivilligheden og fællesskabet.
Foto: Jeppe Kerckhoffs
DHF’s anbefaling er, at vi bliver bedre til at tælle de fyldte og ikke de tomme stole.
annoncer
SUMH
sætter fokus på krop, seksualitet og handicapforståelse i to stærke fotoserier
Vi sætter fokus på ungdomsliv og handicap med fotoserien Reclaim din krop og portrætserien Ta’ ordet.
Ti unge tager ejerskab over deres krop i fotoserien Reclaim din krop
Ti unge tager ejerskab over deres krop, køn, seksualitet og intimitet i fotoserien Reclaim din krop. De sætter fokus på det, der ofte bliver gemt væk: At unge med handicap er sexede, sårbare, stærke og sanselige. Fotoserien skaber synlighed, bryder med tabuer og normaliserer et intimt liv med sig selv og andre. Du kan blandt andet opleve fotoserien på DOKK1 i Aarhus den 10.-20. februar 2026.
Du kan også se alle portrætterne og læse de unges fortællinger her: https://sumh.dk/reclaim
Vi vil udfordre den eksisterende handicapforståelse med ny portrætserie
Med portrætserien Ta’ ordet vil vi opfordre til en bevægelse – hvor unge på tværs af alle kroppe og funktionsvariationer får mod til at gå sammen om at give handicapforståelsen flere nuancer. Så flere har lyst til at tage sit handicap på sig med stolthed, og det bliver mere acceptabelt at være ung og leve med et handicap.
Se hele portrætserien og læs hvorfor de unge er med i fotoserien her: https://sumh.dk/portraetserie
Det sker i SUMH
Vil du bruge dine erfaringer til at gøre en forskel for andre?
På SUMHs rollemodelkursus lærer du at formidle dine erfaringer med et handicap, diagnose eller kronisk sygdom. Dine erfaringer kan være med til at give andre ny viden, håb og handlemuligheder. Kom til online intromøde, hvor du kan høre mere om kurset, og hvad det vil sige at være rollemodel.
Onsdag den 5. november kl. 18.00 (online)
Tilmeld dig her: https://sumh.dk/ vaer-med/ bliv-rollemodel-i-sumh
Kom og hør, hvordan du kan blive en del af SUMH
Vil du være med til at arbejde for, at unge med handicap kan leve det ungdomsliv, de ønsker? Kom med til vores online velkomstmøde, hvor du kan høre mere om SUMH, og hvordan du kan engagere dig.
Onsdag den 26. november kl. 19.00 (online)
Tilmeld dig her: https://sumh.dk/ det-sker/ frivillig-november-2025
Find alle aktiviteter her: https://sumh.dk/ det-sker
Foto: Petra Kleis
Foto: Great Minority
Foto: Petra Kleis
Foto: Great Minority
Jens Christian
Lea og Alice
Lærke
Nicolaj
annoncer
Ungeanalysen 2025:
Foreningsfællesskaber styrker trivslen – men ikke alle unge er med
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd lancerede i september Ungeanalysen 2025 – Det Gode Ungdomsliv, der giver et unikt indblik i det danske ungdomsliv. Selvom analysen viser, at størstedelen af unge har det godt, oplever bestemte grupper stadig lav livstilfredshed. Det kalder på handling, mener DUFs forkvinde.
Størstedelen af unge i Danmark har det godt. Det viser tal fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråds Ungeanalyse 2025, der blev lanceret 30. september. Men selvom billedet overordnet set er positivt, viser analysen også, at specifikke grupper af unge oplever lav livstilfredshed sammenlignet med andre.
Analysen viser, at både unge med handicap, en psykisk lidelse, kronisk sygdom, LGBT+identitet eller etnisk minoritetsbaggrund vurderer deres liv mindre positivt end unge, der ikke tilhører en af disse grupper. De er oftere blandt dem, der kun i nogen grad eller lav grad synes, at de har et godt liv og sjældnere
blandt dem, der i meget høj grad oplever at have et godt liv.
”Selvom størstedelen af unge i Danmark trives, så er analysen også en påmindelse om, at der stadig er potentiale for, at endnu flere kan få et godt ungdomsliv. Vi kan se, at nogle grupper af unge oplever lavere livtilfredshed end resten. Derfor er det enormt vigtigt, at vi fokuserer på, hvordan vi kan skabe et godt ungdomsliv for alle uanset baggrund,” udtaler Christine Ravn Lund, der er forkvinde for DUF.
Foreningsfællesskaber gør en forskel
Ungeanalysen 2025 peger især på en sammenhæng mellem foreningsfællesskaber og både højere livstilfredshed og en stærkere følelse af at kunne håndtere hverdagens udfordringer.
Derfor mener Christine Ravn Lund, at foreningslivet kan være en støtte for unge med handicap, kronisk sygdom eller en psykisk lidelse, der, ifølge analysen, også oplever flere sociale afsavn end andre unge
”Vi skal fortsætte med at arbejde for et foreningsliv, hvor der er plads til alle. Foreningslivet fikser ikke alt, men det giver et trygt rum, hvor man kan udfolde sig, være en del af et forpligtende fællesskab og opleve, at man hører til. Det er en nøgle til stærkere trivsel blandt unge – og vi skal sikre, at flere får mulighed for at være en del af det,” udtaler hun.
Bag om undersøgelsen
Ungeanalysen 2025 – Det Gode Ungdomsliv bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.500 unge i alderen 16–29 samt 50 interviewpersoner i samme aldersgruppe til både enkeltmands- og fokusgruppeinterviews. Analysen tager udgangspunkt i unges liv, som det er i dag, og giver et unikt indblik i, hvordan unge selv oplever trivsel, fællesskab, indflydelse og udfordringer i 2025.
Ungeanalysen 2025 kan findes på duf.dk
annoncer
Bestyrelsen
Formand / Styregruppeansvarlig
Ann-Katrine Kviesgaard ann-katrine@ungdomskredsen.dk
Næstformand / Redaktionsansvarlig
Mille Marie Barfoed Backhausen mille@ungdomskredsen.dk
Sekretariatsleder / SoMe ansvarlig
Alberte Grindsted Jensen alberte@ungdomskredsen.dk
Økonomiansvarlig
Thor V. Holm-Hansen thor@ungdomskredsen.dk
SUMH- og DUF-ansvarlig
Mikkel Christensen mikkel@ungdomskredsen.dk
Bestyrelsesmedlem
Olivia Ruseng Hermansen olivia@ungdomskredsen.dk
Bestyrelsesmedlem
Sandra Bournonville Nielsen sandra@ungdomskredsen.dk
Observatør
Sebastian Berke sebastian@ungdomskredsen.dk
Observatør
Tobias Vinge Dalentoft tobias@ungdomskredsen.dk
annoncer
Bliv medlem af Dansk Handicap Forbund
...der er flere måder, du kan gøre det på
Brug hjemmesiden
-www.danskhandicapforbund.dk
>>Tryk på bliv medlem øverst i højre hjørne af siden og følg linket<<
Her finder du en indmeldingsblanket, der med det samme sendes direkte til sekretariatet fra hjemmesiden. Det er nemt og hurtigt.
TYPER AF MEDLEMSKAB
Ordinært medlemskab – bliv en del af et stærkt netværk af mennesker med bevægelseshandicap og få adgang til forbundets medlemsblad(e), rådgivning, bisiddere og politiske niveau.
Bliv ordinært medlem 1 års kontingent for enkeltpersoner koster 330,- kr., og par/familiemedlemskab koster 490,- kr.
Ring til os på 39 29 35 55
På sekretariatet sidder en medarbejder klar til at tage imod din indmelding Du skal have følgende informationer klar:
Navn | Adresse | Fødselsdato Kommune | Telefon | Email
Du skal oplyse, hvilket medlemskab du ønsker, om du har et handicap, og om du ønsker at blive medlem af en af forbundets fire specialkredse.
Send os et brev
Du kan også sende os din tilmelding pr. brev. Fyld den nedenstående blanket ud og send den til forbundet på adressen:
Dansk Handicap Forbund
Carl Gustavs Gade 3 2630 Taastrup
Støttemedlemskab – vi arbejder aktivt for, at mennesker med bevægelseshandicap får mulighed for et liv med lige muligheder, med dette medlemskab kan du støtte vores arbejde.
Bliv støttemedlem fra 26 kroner om måneden
Indmeldingskort Skriv tydeligt, gerne med blokbogstaver
Virksomhedsstøtte – mulighederne for støtte og samarbejde er mange. Har du og din virksomhed lyst til at høre mere, kan I kontakte sekretariatschef Jeppe Kerckhoffs tlf. 39 29 35 55 eller jeppe@danskhandicapforbund.dk
Jeg ønsker medlemskab af Dansk Handicap Forbund
Hvilket medlemskab ønskes:
Ordinært medlem
☐ Enlig
☐ Par
☐ Støttemedlem
Jeg ønsker medlemskab af (sæt kryds):
☐ Forældrekredsen (FK - For forældre med børn under 18 år med handicap)
Barnets navn:
Fødselsdato (d.m.å):
☐ Ungdomskredsen (UK) – 15-36 år
☐ Amputationskredsen (AK)
☐ RYK – Rygmarvsskadede i Danmark (RYK)
☐ Iværksættere med handicap (merpris 30,- kr.)
☐ Polionetværket
Dato og underskrift
Navn:
☐ Jeg har et handicap ☐ Jeg har ikke et handicap
Evt. Ægtefælle/samlevers navn:
☐ Jeg har et handicap ☐ Jeg har ikke et handicap
Adresse:
Postnummer/by:
E-mail:
Telefon: Fødselsdato (dato.måned.år):
forbindelse med medlemskab på: https://www.danskhandicapforbund.dk/privatlivspolitik