DHF AKADEMIET
Af Mads Stampe
Hvad er tetraplegi og paraplegi?
Hvad er RYK?
Udtrykkene stammer fra den medicinske verden. Paraplegi er den latinske betegnelse for en rygmarvsskade, som sidder under halsstykket. Det vil sige, at rygmarvsskaden sidder i området fra 8. ryghvirvel og nedefter. En paraplegiker har ofte lammelser i både ben og underkrop. Tetraplegi er den latinske betegnelser for en rygmarvsskade, der sidder i nakkeregionen, som strækker sig fra den øverste nakkehvirvel til lige under 7. nakkehvirvel. Konsekvenserne af en rygmarvsskade øges jo højere oppe på rygsøjlen, skaden sidder. En paraplegiker vil typisk have lammelser både i kroppen, ben og fødder, og i arme og hænder. En meget høj skade, som rammer 4. halshvirvel, kan desuden medføre lammelse af åndedrætsfunktionen. De to termer dækker altså over rygmarvsskader. Disse kan være både komplette, hvor rygmarven er helt beskadiget. Dette medfører en fuldstændig lammelse i kroppen. Skaden kan dog også være inkomplet, hvilket betyder, at rygmarven kun er delvist beskadiget, og det kan betyde, at den tilskadekomne fx har mulighed for at bevare en gangfunktion.
De rygmarvsskadedes interesser er dækket af den brugerstyrede interesseorganisation for mennesker med rygmarvsskade RYK, som er en specialkreds i DHF. Navnet RYK er resultatet af en afstemning på generalforsamlingen i 2002 i Paraplegikerkredsen, som specialkredsen hed dengang. Her blev navneskiftet besluttet efter stor debat, og den dag i dag skaber RYK stadig en del forvirring. Ikke mindst på grund af stavemåden. Dengang tilbage i 2002 lød forklaringen fra reklame- og ophavsmand til navnet Bo Bernichow således: ”Fonetisk beskriver navnet, hvor skaden er sket. Samtidig er det et aktivt og positivt ord. Det hylder det fysiske og mentale fremskridt, I som rygmarvsskadede har gennemført. I er RYKKET! RYK er fremtidsorienteret og en hyldest til initiativet og det aktive liv,” sagde han dengang til deltagerne på generalforsamlingen. RYK har deres egen hjemmeside www.ryk.dk ■
DHF Akademiet DHF Akademiet er et nyt tiltag i Handicap-nyt, hvor vi vil forklare nogle af de udtryk og termer, som vi har for vane at bruge i flæng i Dansk Handicap Forbund (DHF). Men hvad dækker de mange begreber og forkortelser egentligt over? De, der har været med i forbundet i årevis, kender og bruger mange ord på en selvfølgelig måde. Men hvad med de nye medlemmer, der kommer ind i forbundet? Kender de også de ord? DHF Akademiet tilbyder viden til alle videbegærlige.
HANDICAP NYT 3 - 2014 • 45