Rosa Abrahamsen skrev sine digte, mens hun var indlagt på Blegdammens hospital. Privatfoto.
Økonomien er dårlig, men med støtte fra Mødrehjælpen tager hun et tilskærerkursus og lærer at sy og er tilskærer i et lille modefirma. Da hun bliver syg, har hun sin egen systue på Nørrebro. I de ca. fem år hun var indlagt på hospitalet, fik hun mange besøg og hilsner fra datidens forfattere, kunstnere, musikere, og hun modtog tit breve fra polarforskeren Peter Freuchen. Dronning Ingrid kom også forbi, og det samme gjorde statsminister H.C. Hansen. I et avisinterview fra dengang fortæller hun, at hun knapt kan kende sig selv i det, der skrives om hende i medierne, fx at hun skulle have taget sin lammelse med ophøjet ro, mens sandheden var, at hun havde grædt uafbrudt i to dage.
Sværmer og digter Rosa Abrahamsen havde, siden hun var barn, godt kunne lide at skrive. Hun var køn, livlig, sværmerisk og havde let ved at få opmærksomhed. ”Som ung pige gik hun en tur i hvidt tøj og kravlede op på kirkegårdsmuren og sad og filosoferede i aftenskumringen, det gav en forbipasserende mand et chok, fordi han troede, hun var et spøgelse,” ler Mogens Abrahamsen. Rosa kom fra en arbejderfamilie, faderen var bager-
svend og moderen hjemmegående. Forældrene fik otte børn, og livet var sommetider barskt. Et barn invalideredes af hjernehindebetændelse og kom på institution og døde som 18 årig. Moderen og et barn fik tuberkulose, men blev raske igen. Forældrene fandt glæde og trøst i kristendommen, som også indirekte står stærkt i Rosa Abrahamsens digte. Et andet yndet motiv i digtene er det at sejle eller rejse - i drømme uden at kunne bevæge sig, og viser både noget om længsel og resignation. Størsteparten af digtene er lette at gå til og fortæller basale ting om livet og døden og om at stoppe op og være glad og taknemmelig for livet. ”Hun skrev digtene siddende fastspændt i en stol med en skrivemaskine foran sig. Den betjente hun med den noget brugbare venstre hånd og to fingre på højre. I en periode, hvor hun havde det godt, tog hun selv ud og læste op i radio, tv eller forsamlinger,” siger Mogens Abrahamsen. Til oplæsningsbrug havde hun med sine få fingerkræfter og med munden syet en kjole. Hun kunne kun sidde op ved at være spændt fast, men blev hurtigt træt. Efter hun blev gift og udskrevet, levede hun mere stille - først i en lejlighed i Gentofte, siden i et hus i Sø-
HANDICAP NYT 3 - 2014 • 17