3 minute read

Medarbejdernes trivsel giver resultater

ESG på bedriften giver god mening og påvirker samtidig den økonomiske bundlinje i positiv retning, siger Adam Schou fra Sølvbakkegaard IV A/S

Advertisement

- Medarbejdernes trivsel og sociale forhold er mindst lige så vigtige som produktionsresultaterne, for hvis det kører godt på det plan, så kører produktionen og effektiviteten også godt. Så enkelt er det.

Det siger Adam Schou, 43 år, der er svineproducent på Norddjursland. Han er medejer af en opformeringsbesætning på 500 søer, som er en del af Sølvbakkegaard Avl og Opformering.

- Jeg blev driftsleder i landbruget som 22-årig, og har arbejdet som leder i landbruget lige siden. Jeg har altid været meget optaget af, hvad god ledelse egentlig betyder hele vejen rundt.

- Det hele tager sit udgangspunkt i medarbejderne, og hvis man sætter holdet rigtigt og sørger for at være en god leder, så kommer produktionsresultaterne. Der vil altid være bump på vejen, måske i form af sygdom, udfordringer med foder og andet. Men hvis medarbejderne trives, kan man komme over det meste, siger Adam Schou, der altid har haft dette fokus.

Fakta – ESG

 Forkortelsen ESG står for Environment, Social & Governance. På dansk betyder ESG miljø, sociale forhold og ledelse.

 ESG er at bedømme en virksomhed ud fra andre ting end økonomiske resultater. Det kan f.eks. være politikker vedrørende miljøet, tilfredshed blandt medarbejderne, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og bæredygtighed generelt set.

 EU har bekendtgjort CSR-direktivet om rapportering vedrørende virksomhedernes bæredygtighed

- Og netop derfor har jeg det helt fint med ESG-kravene, som nu begynder at komme fra banker og kreditgivere i forbindelse med finansiering. Både når det gælder det sociale, men også når det drejer sig om fokus på bæredygtighed, for det er den vej vi skal, og her i Danmark er vi på mange områder nået rigtigt langt.

En skideballe motiverer ingen

At være en god leder kan være et vidt begreb, og det er ikke noget, man uden videre kan få en opskrift på.

- Det handler meget om ens eget fokus og bevidsthed, siger Adam Schou, der samarbejder med en professionel coach.

- Det har været en kæmpe del af min udvikling. Vi har et fast system med udviklingssamtaler, det er enormt vigtigt for mig, og det rykker helt vildt i min måde at være leder på. Vi snakker aldrig produktion, det hele handler om ledelse.

Noget af det, han har fået ud af samtalerne, er vigtighe - den af at italesætte sine forventninger og tale om, hvordan man kan nå sine mål.

- Afstemning af forventninger er afgørende i forhold til god ledelse, siger Adam Schou.

- Den snak er vigtig at tage sammen med medarbejderne, og ingen skal føle, at det er en ”gættekonkurrence”, hvad de skal gøre.

- Der er ikke noget vigtigere end vores aftaler, det ser jeg som meget vigtigt i forhold til min ledelse.

- Man skal være forandringsparat og villig til at se nye muligheder, hvis man vil udvikling, den snak er også vigtig at tage, så man ikke ryger tilbage til ”det plejer vi”.

- Jeg prøver at give støtte og support til mine afdelingsledere, så de hele tiden udfordres og bliver i stand til selv at være gode ledere. Jeg prøver også at være opmærksom på at tale pænt til mine medarbejdere. En skideballe motiverer sjældent til nye initiativer.

En god kombination

Selv om Adam Schou ikke er opvokset på et landbrug, har han aldrig rigtig været i tvivl om, at det var den vej, han ville gå. Efter handelsgymnasiet (HHX) uddannede han sig til faglært landmand, og herefter startede karrieren som landmand. Desuden tog han ”ledelse i praksis” på aftenskole i 2006.

- Det at være landmand, er for mig en ideel kombination af alt, hvad jeg gerne vil arbejde med. Pasning af dyr og at se noget, der vokser og gror – sammenholdt med management og ledelse, siger han. ●

Fakta – Sølvbakkegaard Avl & Opformering

 Sølvbakkegaard Avl og Opformering er et avlscenter på Norddjursland med mange års erfaring inden for svineavl.

 Der er avlsbesætninger med 500 søer YY DD og opformeringsbesætning med 2300 søer YY. Der produceres og sælges DD, YY og LY sopolte samt KS-orner til kunder i Danmark og udland.

 Sølvbakkegaard A/S er fordelt på syv afdelinger på Norddjursland, og der er flere ejerskaber. Der er samlet ca. 50 medarbejdere. Drives som partnere i Danish Genetics.

This article is from: