Autovacciner en del af løsningen

Af bestyrelsesmedlem

Kresten Lorenzen

I Danmark er vi generelt gode til at producere grise med et lavt antibiotikaforbrug, hvis man sammenligner med andre lande. Dette kan vi godt være stolte af, da et større forbrug af antibiotika tillige medfører en større risiko for udvikling af resistens. Vi skal dog hele tiden forsøge at dygtiggøre os, både nationalt, men også som landmænd.

Jeg tror på, at vi kan være mere ansvarlige med brugen af antibiotika og reducere forbruget yderligere. Dette kræver dog de rette værktøjer som f.eks. en mere omfattende brug af de såkaldte autovacciner, men det kræver, at reglerne vedrørende disse skal lempes betydeligt og processen med at skaffe dem til besætningerne bliver mere smidig, fleksibel og billigere.

For at reducere antibiotikaforbruget yderligere bør man justere brugen af autovacciner for at tilvejebringe en lettere tilgængelig løsning.

Autovacciner er nemlig skræddersyede til et konkret sundhedsproblem i en bestemt besætning. Den kan anvendes mod bakterieinfektioner, når der ikke findes markedsførte vacciner til netop denne specifikke infektion. Vaccinen er fremstillet på grundlag af bakterier isoleret fra en besætning, og må kun anvendes i netop dén besætning. Ansvaret påhviler besætningsdyrlægen og landmanden.

I vores besætning har vi 1.500 søer, og vi har i mange år gjort brug af autovaccine mod streptokokker. Men processen med at få en vaccine-godkendelse er dog langsommelig, bureaukratisk og formentlig også dyrere end nødvendigt.

Processen er i grove træk: Besætningsdyrlægen og landmanden sender materiale til Kellerup, som isolerer smittestoffet. Dyrlægen laver herefter en recept på autovaccinen, som sendes til Statens Serum Institut (SSI), der giver tilladelse til, at f.eks. Vaxxinova kan producere vaccinen.

Når tilladelsen er godkendt, producerer Vaxxinova vaccinen, som sendes til SSI, der sætter vaccinen på køl. Herefter skal dyrlægen bestille vaccinen ved SSI. Dette er et fordyrende og langsommeligt mellemled, og

SSI’s største rolle i denne proces er at agere køleskab. Man kan undre sig over, hvorfor Vaxxinova ikke bare sender vaccinen direkte til den besætning, den er ordineret til i første omgang?

For mig giver det god mening, at vi har mulighed for at bruge vacciner i bestræbelserne på at nedbringe medicinforbruget ved målrettet at gå efter løsninger, der passer til den enkelte besætning og dét, den kan være ramt af.

Autovaccinerne planlægges og udføres i tæt samarbejde med vores besætningsdyrlæger og med udgangspunkt i EU’s regler og retningslinjer. Men kæden hopper lidt af, når vaccinen skal igennem SSI, i stedet for at den kunne leveres direkte til landmanden.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal have en sådan ”mellemhandler”, og ingen har kunne forklare mig, hvad de egentlig foretager sig med vaccinen ud over at distribuere.

Selvfølgelig skal vi ikke lave autovacciner uden at tænke os godt om, og netop derfor sker det i tæt samarbejde med vores besætningsdyrlæger og det veterinære system, så fagligheden og sikkerheden er i orden.

Aktuelt har vi for nyligt i vores besætning kæmpet med et Rotavirus type C udbrud, hvor vi kun kunne få en kommerciel vaccine til Rotavirus type A. Her havde det hjulpet os markant, hvis vi hurtigt kunne få en specifik autovcaccine til vores besætning på vores Rotavirus type C.

Hvis vi kigger ud i verden, er det i f.eks. USA muligt at lave autovacciner på Rotavirus type C, influenza eller andre typer bakterier eller vira. I Danmark må man kun lave autovacciner mod bakterier, og kun på bakterier, hvor der ikke findes en kommerciel vaccine på markedet.

Jeg tror på, at der er bakterier og vira i svineproduktionen, som kunne håndteres mere effektivt, hvis vi i højere grad end nu anvendte autovacciner fremstillet specifikt til de enkelte besætninger.

Hvis vi vil reducere brugen af et i forvejen lavt antibiotikaforbrug yderligere, kræver det nye tiltag. Her mener jeg, at autovacciner kan være en del af løsningen, men det kræver, at processen bliver mere smidig og målrettet overfor de akutelle problemer, den individuelle landmand kan have i sin besætning. ●