Dansk Jernbaneforbund 90 år

Forbundet

O

..

-

90 책r FORBUNDET 1899-1989

o

ar FORBUNDET 1899-1989

DANSK JERNBANEFORBUND

Udgivet af: Dansk Jernbaneforbund Redaktør: S. H . Majlund Sats og tryk: Hafnia tryk a 's

Indhold

Forord . . . .. .. . .... ..... ..... . .. ........ ... ....... . . .. .. . .

Afsnit 1 Da freden kom Opgørets time ..... . . .. ......... .... .. .... ....... . .... .. . . .

Den særlige tjenestemandsdomstol . .... ... ...... .... . . ...... . .

De bar byrderne .. ... . ......................... . .. ..... .... .

Mindelunden . .......... ... ..... . ................. ..... .. . .

9

11

12 12 14 14

Afsnit 2 Statsbanernes situation efter krigen ... . ... ... .... ... . .... . . 19 Samarbejde mellem forskellige trafikmidler .... .. ............ .. .

DSB-Skolen ..... ......... ..... . . ... .. ..... .. .. . . ..... . ... .

Knudshoved . ... ..... .... . ...... .... ... . . . . ........ ... .... .

20 24

25

Afsnit 3 Den politiske situation efter krigen .... . ..... ... . .. .... . . . . . 27 Forsøg på enhed . ..... ........ ... . ...... .. .. .. . ... ...... ... .

Det første valg . . .. ... ....... .... ........ ..... ...... . . ... . . .

Venst reregering ..... ... ....... ... . . ....... ... . ........ . ... .

Nyt valg - Hedtoft danner regering .. .. ..... . . . ... . . ...... ... . .

N y grundlov ......... ....... .... . ........ ... . . ....... .... . .

Fremgang for Socialdemokratiet .... . ..... . . ... .. ... ..... .... .

Efter Hedtofts død .... ... ..... ... . .......... . ......... ... .. .

Strejke og indgreb ... .. . . .... .. ... . . . ....... ...... .. . . ... .. .

Trekantregeringen ... .. . . ..... . . ... ..... . . ..... . ... ... . ... .

Socialistisk Folkeparti dannes ......... .. . . ..... .. . . .. .. ..... .

J. O. Krag statsminister .. . ... . ...... ... ... .. .......... . .... .

Helhedsløsningen ..... ........ . ............ ... .......... .. .

Jordlovene .. .... .. . ... . ..... . ........... .. ............ ... .

Arbejderflertal .. . ......... . ....... . .... ..... . . . .. . .. .... .. .

Regeringen Baunsgaard . ...... ... ........ .... .. . .. . ... ... . . .

O-advokaten .. . .. ... . ... . . .. .. ... . .... .. .. ....... .... ... .. .

27 28 29 29 30 30 31 31 32 33 33 33 34 35 36 36 5

Ny Krag-regering .... .. . . . ............. . . .. . . . . . . . . . .... .. .

Da benzinen slap op . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Arbejder og bonde . .. ... . . . . . .. . .. . .. .. . . ..... .. . ... . .. .. ...

Fir kløverregeringen .. . . .. .... . .. . .. ...... . . . .. . ...... . . . . . .

Afsnit 4 Organisationens struktur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

De først e år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fællesafdelinger/kontaktområder .. . . ............. . ....... . . . .

Tilgang fra Jernbaneforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Rutebilpersonalet bliver tjenestemænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

DSB s distriktsordning ophører . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Privatbanepersonalet går med .. .. . . . .. .. ..... . . . . ... . . .... . . .

Også lokomotivmændene .. . . ..... . .. .... .. . . . ...... . ..... . ..

Bane- og elektropersonalet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Depot- og privatbanepersonalet .. . .... .. . . ... . ... . . . ... . ... . ..

Lokomotivpersonalet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Rutebilpersonalet ...... . ..... . ..... ... .... ...... . .. ........

Stationspersonalet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Søfarlspersonalet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Togpersonalet .... . ........... . .. . ......... . ... . .. .. .. . . . ..

Grupperne ...... . .... . .. . .......... . .... .. . . ..... . .. . .. . . .

Afsnit 5 Forbundets kongresser

37 37 38 40

43 43 43 44 45 45 46 46 48 52 54 55 56 61 63 65

67

Afsnit 6 LØnudviklingen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 87 Lønningslove og lønforha ndlinger .... . . .. .. . ...... .. . ... ..... . 87 Omklassificeringer .... . ... . .. .. .... . .... . .. . . ... ..... . ... .. 110 Jubilæumsgratiale ..... .... . . . .. . .. .. .. .. . . . .. .. .... .. . . .. . 111

Afsnit 7 Pensioner .............. .. ..... . ............. . ........... . . 113 Efter lov af 1958 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

ATP ....... .. . .. . . . . . . ..... .. . . .. . .. . ... .. .. . . ... .. . .. ...

Efter lov af 1969 . . ... . ........ . . . . ... .. . .. ... .... .. . . ... . .. .

Efterløn .. . ... ... ... .. .. . . . .. . .. . . . .. . ..... . ....... .. . .. . .

Samordningsfradrag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Afvikling af ægtefællefradraget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Pensionistforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

113 115 116 116 117 117 118

Afsnit 8 Arbejds- og fritidsbestemmelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 121 6

Tjenestetidsrevisionerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Særlige ydelser .. ..... . ...... . .... .. ......... .. ... .... .....

Arbejdstidsnedsættelser .....................................

Ferieudviklingen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

121 127 128 129

Afsnit 9 Vore kooperative foreninger og andre fordele . . . . . . . . . . . . . . . .. 133 Forsikringsagenturforeningen ................................

Uheldsforsikringen ... .. . ....... ......... ............ .......

Vejlekassen .......... .. ................. .. .............. ..

Koordinering af driften . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Den humanitære Fond ......................................

Gruppeliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Feriehusene ........... . ...................................

Dansk Jernbaneforbunds Lånefond ............................

Låne- og Spareforeningen af1883 ......... ........... . .. ..... .

Tjenestemændenes Låneforening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Låne- og Sparekassen .............. . .... .............. ..... .

Forbrugsforeningen .. .............. ...... ..... . . .. ..... .... .

Aftale med Synoptik ....................... ......... .. . .. . ..

133 135 135 136 138 139 140 141 142 142 143 144 144

Afsnit 10 Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer . ...... .... 147 Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg .......................

Statstjenestemændenes Centralorganisation I ...................

Landsorganisationen ............ .... ........ . ... . ..... ......

Nordiske Jernbanemænds Union . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Internationalt Transportarbejder Forbund .. . ....... ... . . ... . ...

147 149 151 152 154

Afsnit 11 Oplysningsarbejdet ....................... ......... .... .... 157 Afsnit 12 Jernbane-Tidende .. ........................................ 163 Forsigtig start ................ .... ... . .. . .......... ... ... ..

Udseende, indhold og distribution .............................

De, der skrev bladet .... ......... .. ..........................

Fra bladets regnskabsbøger ..................................

Den Øvrige information . ....... ..... ... ....... ...............

164 165 166 168 169

Afsnit 13 Økonomi og kontorforhold ......................... . ........ 171 Forbundets økonomi ................................ . ....... 171 Hvor vi har haft til huse .... .. .... . ........................ .. 172 7

Afsnit 14 NĂŚvn og udvalg m.v . . . . . .. . .. .. .... ....... .. . . ..... ... . . ... 177 Samarbejdsudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Sikkerhedsudvalg . . . ..... . ............ .. . . .... .. . .. . .......

Bedriftssundhedstjeneste .. . . ... ... . .. . .. . . ... ..... ....... ...

Teknologiaftale . .. . ...... . ... . .. ... .. . .. . . ...... .... . .. .. ..

ForfremmelsesnĂŚvn ...... .. . . .. . .. .. .. ............. . . ... . ..

Stillingsvurdering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Personalekonsulentordningen . .... . . . . .... . ... . .. ..... . .. .. ..

Stat sbanepersonalets Sygekasse .................... ... . . ......

Jernbanebibliotekerne .. . ... . . ...... ......... . . . ... . ... . .. ..

177 179 181 182 183 184 187 187 189

Afsnit 15 IdrĂŚts- og Fritidsforbundet

191

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets .stiftelse . .... . ............... . .. . . . . .......

193

8

Forord

Da Dansk Jernbaneforbund i 1924 fyldte 25 år, blev forbundets historie udgivet, og det samme skete i 1949 på 50-års dagen.

På sit møde den 26.-27. august 1986 besluttede hovedbestyrelsen, at historien fra 1949 skulle beskrives og udgives i forbindelse med forbundets 90-års dag den 23. oktober 1989, medens der endnu findes folk, som har været tjenestegørende ved 2. verdenskrigs afslutning.

Udarbejdelsen for dette tidsafsnit blev overdraget til fhv. sekretær og redaktør S. H. Majlund med forbundsformanden og Jernbane Tidendes redaktør som medlemmer af et redaktionsudvalg.

Ved udgivelsen i 1949 skrives i forordet bl.a., at tiden umiddelbart efter krigens afslutning i 1945 ikke er fyldestgørende beskrevet, fordi begivenhederne stod læserne i frisk erindring og ikke på daværende tidspunkt kunne danne grundlag for en historisk behandling.

Derfor tager denne 3. udgivelse sit udgangspunkt i krigsafslutningen, idet dog flere afsnit - af hensyn til en rimelig forståelse af sammenhængen - er medtaget helt fra forbundets start.

Redaktionen er desværre afskåret

fra at bringe et fyldigt billedstof fra de første perioder af forbundets levetid, idet hele forbundets billedarkiv gik op i flammer ved den brand, der ødelagde bygningen Nyropsgade 27 i marts 1945, da dennes nabobygning »Shellhuset« blev bombet. Hvad der i dag findes i forbundets arkiv fra før denne dato er for det meste s vedkommende indsendt fra medlemmerne.

Det er redaktionens håb, at forbundets 90-års jubilæumsskrift vil kunne give læserne et nogenlunde fyldigt billede af vor organisations virke gennem årene.

Det er hensigten, at der til forbundets jubilæum i 1999 skal udgives et jubilæumsskrift, der omfatter forbundets hele 100-årige historie.

Erik Nygaard Jespersen.

9

Da freden kom

Stemningen under besættelsen og forventningerne om en lykkelig afslutning kan nok bedst beskrives ved at gengive Aage Hermansens smukke og realistiske digt, som Jernbane-Tidende bragte i nytårsnummeret 1944: Det klinger af stål, det rasler af jern og natten er dyb og dagen er fjern, og blændet vor dør og vor rude, når skyen er tung og tågen er tæt og sindet er sygt og tanken er træt, vi hører sirenerne tude.

Der kæmpes med had om magt og mad, en mørklagt stad hvor ingen er glad, mod skyerne lytter og spejder, vi passer vor pligt vi løfter vort åg, vi styrer vort skib vi fører vort tog trods far er og blodige fejder .

Det fyger af røg, det hvæser af damp trods tiden og trods millionernes kamp, trods mørket vor gerning skal gøres, når kulden er krads når varmen er hvas, i værkstedets hal på pakhus og plads der hamres og læsses og smøres.

Det brølende hav den jamrende jord

vor plads er dog her ved blankslidte spor med værktøj og hammer og hakke, i uvejrets nat i ufredens tid der kræves af os kun tavshed og flid, skønt vejen er strid op ad bakke.

Det rasler af jern, det klinger af stål, en rejse er endt , vi er ved vort mål, vi står ved den blændede rude, da ser vi et skær bage tage og træer , åh er det mon sandt at dagen er nær og gryet genfødes derude?

Den dæmrende dag, som vokser i magt, snart bliver et bud om freden os bragt oprejsning for sorgen og skammen, velsignet den dag det under er sket, det hvisker tilos: Vær klar, stå beredt, hold sammen, hold sammen, hold sammen.

For arbejderklassens vedkommende kneb det med at leve op til sidste linie i digtet, men herom senere.

De, der oplevede dagene omkring 4. og 5. maj 1945, vil aldrig kunne glemme den ubeskrivelige jubel, der manifesterede sig.

Efter 5 år med tysk besættelse, 11

Da freden kom

knaphed på mad og penge, gidseldr ab og fængslinger, udgangsforbud, sabotage og modstandskamp, folkestrejker m.v., havde der oparbejdet sig et sådant had til besættelsesmagten, at dennes ydmygende vandring hjem til ruinerne i Tyskland på ingen måde kunne kalde på nogen form for medfølelse.

Krigen var ikke forbi i alle dele af verden. Japan og USA kæmpede stadigt forbitret mod hinanden.

Den 6. august 1945 kastede USA at ombomben over den japanske by Hiroshima og kort tid derefter over Nagasaki. Herefter kapitulerede japanerne omgående.

Hele verden chokeredes over denne bombes forfærdelige virkning, og der er siden afholdt mange internationale konferencer og forhandlinger med det formål at få destrueret dette vanvittige udryddelsesmiddel.

Der skete dog kun det, at de to stormagter, Amerika og Rusland, øgede deres lagre mange gange og med bomber, der havde en mange gange forøget sprængkraft, ligesom en række andre lande også kom i besiddelse af bomben. Ikke underligt, at alle landes befolkninger ventede med tilbageholdt åndedræt, hver gang der opstod større eller mindre sammenstød rundt omkring.

Heldigvis tyder noget på, at verden alligevel får en chance. Forhandlingerne mellem de to stormagter er resulteret i en svag begyndelse på en afvikling af visse typer atomvåben, og der er håb om, at mulighederne for at fortsætte ad denne vej er tilstede.

Opgørets time Da tyskernes kapitulation var en 12

kendsgerning, kom den danske undergrundsbevægelse (frihedskæmperne) frem i dagslyset og gik straks igang med at bemande st rategiske områder samt at internere personer, der under besættelsen havde gået tyskernes ærinder.

At der herunder blev begået fejltagelser, er uden for al tvivl, men dette opvejedes formentlig af det forhold, at man herved undgik »de lange knives nat".

Den danske brigade kom hjem fra Sverige og medvirkede til en vis ro og stabilitet.

Den socialdemokratiske politiker Vilhelm Buhl dannede en ny dansk regering, hvis opgave var at lede landet, indtil rigsdagsvalgene kunne finde sted.

Denne overgangsregering bestod af folk fra såvel modstandsbevægelsen, repræsenteret ved Dan marks Frihedsråd, som fra de politiske partier. Den socialdemokratiske folketingsmand H . C. Hansen blev finansminister, og kommunisten Alfred Jensen blev trafikminister.

Regeringen gennemførte bl.a. en særlovgivning om forræderi og landsskadelig virksomhed, en lov der blev det juridiske grundlag for retsopgøret, der fulgte.

Denne lov har siden - både i skrift og tale - givet anledning til mange synspunkter for og imod, og det har især været lovgivningens tilbagevirkende kraft, der har medvirket til debatten.

Den særlige tjenestemandsdomstol Som supplement til særlovgivningen om forræderi og landsskadelig virk-

Da freden kom

somhed nedsattes en særlig tjenestemandsdomstol, der skulle behandle sager mod tjenestemænd ved staten, folkekirken, folkeskolen og kommunerne, der under besættelsen havde udvist en sådan adfærd, at der kunne næres tvivl om, hvorvidt de fortsat var i besiddelse af den agtelse og tillid, der er en forudsætning for at være tjenestemand.

Ved denne domstol behandledes spørgsmål om tjenestemænd, der siden 9. april 1940 havde været medlem af et nazistisk parti eller anden lignende sammenslutning som f.eks.

Schalburgkorpset og Frikorps Danmark, eller som ved sin adfærd i eller udenfor tjenesten havde udvist unational optræden. Det betragtedes som en selvfølge, at tjenestemændene havde en særlig pligt til under besættelsen at vise en værdig national optræden og ikke i tale eller skrift tilkendegive sympati for tyskerne eller nazisterne.

Endvidere omfattede domstolen de tjenestemænd, der havde ydet besættelsesmagten hjælp, udover hvad deres tjenestepligt pålagde dem, eller som havde haft samkvem med tyskerne eller de tilknyttede organer udover det, der havde været nødvendigt af tjenstlige grunde, f.eks. haft selskabelig omgang ud over det rent tjenstlige.

Domstolen bestod af en formand og to repræsentanter, udpeget henholdsvis af finansministeren og den centralorganisation hvortil den pågældende tjenestemaad henhørte eller kunne henhøre.

Til at foretage forundersøgelser og rejse tiltale ved domstolen udpegedes en auditØr, der altså kom til at

fungere som anklager. Denne auditør - som ikke på nogen måde kunne sammenlignes med statsbanernes auditØr - havde beføjelse til at rejse sag både på egen og andres foranledning samt t il at frafalde tiltale, hvis han skønnede grundlaget for spinkelt.

Som forsvarer kunne den pågældende tjenestemand medtage bisidder, der kunne være sagfører, ligesom der afretten kunne beskikkes en forsvarer.

Straffen kunne blive de for tjenestemænd iØvrigt gældene: Forsættelse til anden tjeneste, forflyttelse, degradation eller afsked, eventuel med hel eller delvis pension. Også pensionister, der inden deres afsked havde begået en af de nævnte handlinger, kunne stedes for domstolen og eventuelt få pensionen helt eller delvist inddraget.

Indtil afgørelse i sagerne forelå, kunne domstolen fritage den pågældende tjenestemand for tjeneste eventuelt ved suspension.

Man havde nu lovgivningen så langt færdig, at det egentlige retsopgør kunne indledes. Det kunne vel bagefter konstateres, at der i de første hektiske dage ikke var langt fra mistanke til anmeldelse. Hviskekampagnen var sat igang, og løse rygter blev hurtigt til kendsgerninger.

Først ved rettergang og dom blev skyld eller uskyld klarlagt, men i de tilfælde, hvor kendelsen lød »ikke skyldig«, var der ved folkesnak og offentlig omtale allerede sket større skade, end der ved frifindelsen kunne genoprettes. Dette uanset om sagen var behandlet efter særlovgiv13

Da freden kom

ningen om forræderi og landsskadelig virksomhed eller ved den særlige tjenestemandsdomstol.

Generelt kan det vel også siges, at de først afsagte domme blev de forholdsvis strengeste, idet der - efterhånden som den første ophidselse i befolkningen havde lagt sig noget blev set på forseelserne med noget mildere øjne. Da det især var de mindste sager, der hurtigst blev pådømt, og de større sager der trak ud, var det paradoksalt nok de forkerte, der fik gavn af den ændrede retsopfattelse .

Den særlig tjenestemandsdomstol afsluttede sit arbejde i begyndelsen af 1948, efter at domstolen havde beskæftiget sig med ialt 602 sager vedrørende tjenestemænd, heraf 49 fra DSB. 183 sager endte med frifindelse, 68 dømtes til forflyttelse, 7 blev forsat til anden tjeneste, 20 blev degraderet, 20 blev afskediget med fuld pension, 168 afskedigedes med delvis pension, 73 afskedigedes uden pension, og 38 blev afskediget uden at have opnået pensionsret.

Også en del pensionister var til domstolens bedømmelse, og i nogle tilfælde nedsattes de pågældendes pension.

De bar byrderne Kort efter kapitulationen skrev professor Hal Koch en artikel i Ungdomsvirkets Lederblad, hvori han især beskæftigede sig med, hvem der havde båret de økonomisk tungeste byrder under besættelsen.

14

I artiklen beskrev Hal Koch, hvordan Danmark før 1939 var på vej mod en retfærdigere fordeling aflivsgoderne. Målet var langt fra nået, men det gik støt og sikkert i den rigtige retning.

Denne gode udvikling blev brudt ved krigens begyndelse, og gennem de 5 besættelsesår var foregået en udvikling i stik modsat retning. Herom skrev Hal Koch: »Samtidig med at vi har praktiseret sammenhold, været i samme båd og stået skulder ved skulder, er der sket det mere end beklagelige, at fordelingen af livets goder er blevet mere og mere uretfærdig.« Sådan kunne det ikke fortsætte, mente han og fortsatte: »Den megen tale om at løfte i flok og stå skulder ved skulder kan ikke være gratis. Nu kommer snart den tid, hvor regningen præsenteres, og den skal betales, om vi da vil redde vor egen menneskelige velanstændighed.« Det var som talt ud af hjertet på alle de, der under besættelsen havde måttet friste arbejdsløshedens usle tilværelse, og ligeledes de, der havde måttet udføre deres job for en løn, der lå på et eksistensminimum.

Til de sidste hørte de laverelønnede tjenestemænd.

Hal Kochs artikel faldt naturligvis ikke i god jord i alle kredse afbefolkningen. Arbejdsgiverne var af en ganske anden mening, og partiet Venstres Knud Kristensen kaldte synspunkterne for en kommunistisk tankegang.

Mindelunden Tanken om at rejse et minde for jern-

Da freden kom

Statsminister Stauning, generaldirektør P. Knutzen og forretningsfører Charles Petersen ved indvielse af Mindelunden.

banemænd, der var forulykket under deres tjeneste, blev for første gang fremført i 1923.

Det var Dansk Jernbaneforbunds daværende forretningsfører Charles Petersen, der fremsatte tanken, og hensigten var at realisere ideen i forbindelse med vort forbunds 25 års jubilæum i 1924.

Det viste sig imidlertid at være for sent, og sagen blev henlagt, til vi nærmede os 40 års jubilæet.

Daværende generaldirektør P. Knutzen hørte om planerne og blev dybt int eresseret. Han mente, der var tale om en opgave, som organisationerne og etaten i fællesskab burde løse, og på hans initiativ nedsattes et udvalg, der løste opgaven på

en måde, der vandt almindelig anerkendelse.

Fredericia kommune stillede vederlagsfrit en del af voldarealet til rådighed, og søndag den 29. oktober 1939 indviedes »Mindelunden. « Jernbane-Tidende for 1. november 1939 skriver bl.a. herom: » På den gamle historiske Holstens Bastion har mindesmærket over de kammerater, der mistede livet under deres arbejde for statsbanerne, fået en smuk og værdig plads - vel en af de smukkeste pladser til et sådant formål, der overhovedet kan findes i vort land.

Fra det højtliggende plateau, hvor mindesmærket er anbragt, er der en storslået udsigt over Fredericia gamle jernbaneterræn til det blinkende Lillebælt over mod Hindsgavls bøgeskove og Stribs gule lerskrænter.

Mere mod vest ligger Fredericias nye moderne stationsanlæg, hvor livet evigt pulserer, hvor togene uafladelig kommer og går, hvor rangerfløjterne skingrer døgnet igennem og vogntrækkene hamrer over skinnerne.

Det er livets og arbejdets stærke rytme, der lyder dernede fra mod den stille bastion, hvor jernbanetjenestens mange ofre nu har fået deres navne indhugget i Bornholms grå granit.« Indvielsen overværedes af ca.

2.000 mennesker, hvoraf mange var tilrejsende jernbanemænd, ligesom en række nære pårørende afforulykkede kammerater var særlig indbudt.

Endvidere var tilstede statsministeren, generaldirektøren for statsbanerne, afdelingschefer m .fl. samt

15

Da freden kom

tekt K. T . Seest, og inskriptionerne på de tre stene var forfattet af daværende trafikchef Emil Terkelsen, der senere blev generaldirektør.

I hovedstenen er indhugget følgende mindeord: Jernbanemændenes gerning mellem de blanke skinner, arbejdets hurtige rytme, togene dag og nat kræver af alle en indsats af nogle den største: livet, dem til ære og minde stenene her er sat.

På højre sidesten er indhugget: »Arbejdere ved statsbane a n læg omkomne under arbejdets gang«.

De såede arbejdets kerner og høstede dødens korn men mindernes blomsterstjerner kan gro mellem savnenes torn. repræsentanter for de organisationer, der havde medlemmer beskæftigede ved DSB. Der blev holdt taler af Charles Petersen, generaldirektør P. Knutzen, statsminister Th. Stauning samt borgmester Fr. Hansen, Fredericia.

Sidstnævnte sagde bl.a.: »Vor by har gennem tiderne fået mange minder at værne om, og Fredericia vil sætte en ære i også at værne og frede om den anlagte mindelund.« Selve mindesmærket kom til at bestå af en hovedsten og to sidestene, hvor imellem anbragtes i halvbuer mindre stene med de forulykkede kammeraters navne indrnejsIede.

Udformningen af Mindelunden og stenenes placering var udarbejdet af statsbanernes daværende overarki16

På venstre side står: »Jernbanemænd omkomne under tjeneste for de danske statsbaner i årene 1847 - 1899«.

Er navnene gemt bag årtiernes slør og gravene hjemfaldne skjul hver tæller dog med i den flok som dør under togenes rullende hjul.

Under Danmarks besættelse 194045 mistede 46 jernbanemænd livet 23 under udførelse af der es tjeneste og andre 23 som sabotører, h enrettet af tyskerne eller døde under ophold i tyske fængsler.

For disse 23 afsløredes ved en højtidelighed den 12. august 1947 en mindesten med navneplader og følgende inskription:

Da freden kom

»Arbejdet fyldte dagen men natten var tung af dåd, op mod voldsmagtens terror og mod de lunknes råd, voved i livet som indsats og tabte det dyre spil mennesker kan vel dræbes men dåden er evigt tik Ved indvielsen af Mindelunden blev indhugget 378 navne påjernbanemænd, der var forulykket under tjenesten siden år 1900.

Forulykkede jernbanemænd fra

jernbanens begyndelse til 1900 har man ikke kunnet skaffe blot nogenlunde navnefortegnelse over, og det samme er tilfældet for de arbejdere, der er omkommet under arbejdet i forbindelse med banernes anlæg.

Mindelunden anlagdes, så navnestenene kunne suppleres, og da jernbanemændenes arbejde hører til de meget farlige, har man desværre siden måttet indhugge mange navne.

Enhver jernbanemand skylder sig selv at aflægge Mindelunden et besøg.

17

Statsbanernes situation efter krigen

Under besættelsen fik statsbanerne en renæssance, som nok ingen havde turdet drømme om. Skibsfarten indskrænkedes væsentligt, og bilerne blev klodset op, så næsten al trafik blev henvist til banerne. DSB tjente samfundet godt i disse svære år, og det manglede da heller ikke på anerkendende udtalelser herom fra mange sider.

Men det var stort set også det eneste, man fik. Såvel baneanlæggene

som vognmateriellet blev langsomt men sikkert nedslidt, og da man ikke fik de nødvendige midler til vedligeholdelse, blev der udelukkende tale om lappeløsninger med gammelt materiel, der i forvejen ofte var kassabelt.

Man klarede sig lige igennem, men ved krigens afslutning var jernbanen i en sådan tilstand, at der skulle anvendes meget store summer for blot en nødtørftig reparation.

Såvel spor som vogn materiel var nedslidt.

19

Statsbanernes s ituation efter kri gen

I andre lande stod det værre til. I f.eks. Holland var der t otal jernbanekaos ved kapitulationen. Efter 5 års tysk okkupation manglede man alt, lige fra det simpleste værktøj til alle former for anlægsmaterialer. Udplyndringen var sket med tysk grundighed og drejede sig ikke alene om rullende materiel. Alt - lige fra bogføringsmaskiner til værktøj af enhver art - blev bortført, og da man til sidst måtte fortrække, ødelagde man resten.

Holland stod derfor overfor den uhyre opgave at sku lle bygge nye jernbaner omtrent fra grunden, men dette resulterede paradoksalt nok i, at medens de hollandske jernbaner i løbet af få år blev bragt op på et me-

get højt teknisk niveau, måtte danske baner - der dog ved krigens afslutning havde været nogenlunde intakte - hurtigt se sig uhjælpeligt bagefter og måtte kæmpe en lang og sej kamp for at komme op på samme stade.

Hertil kom, at da Folketinget senere vedtog, at statsbanerne skulle overtage De sydfynske Jer nbaner og Slangerupbanen, skete dette på et t idspunkt, hvor der skulle ofres store summer for at bringe disse baner til en blot nogenlunde standard.

Samarbejde mellem forskellige trafikmidler I mellemkrigsårene havde statsbanerne været trængt stærkt tilbage.

Efter krigen måtte DSB overtage Slangerupbanen.

20

Sta tsbanernes situation efter krigen

Varde station med vandkran i forgrunden.

Skibsfarten havde fået vind i sejlene, biltrafikken ekspanderede med mange privatbiler og hundreder af last- og busruter, og interessen for luftfart var stærkt stigende.

Jernbanemændene var helt klar over, at disse forhold ville genopstå efter krigen, såfremt der ikke fra politisk side blev taget hånd i hanke med udviklingen. På Dansk Jernbaneforbunds 33 . ordinære kongres, der indledtes den 20. juni 1944, var spørgsmålet da også sat på dagsordenen. I en kongresudtalelse blev der herom sagt: »Vedrørende trafiksituationen efter krigen skal kongressen, der repræsenterer ca. 9000 statsbanetjene-

stemænd, fremholde nødvendigheden af, at der snarest muligt træffes foranstaltninger til etablering af et organiseret samarbejde mellem forskellige trafikmidler.

Der vil utvivlsomt efter fredstilstandens genoprettelse ske en væsentlig ændring i den nuværende trafikfordeling også i vort land, idet det må antages, at bilerne påny vil påføre banerne en meget stærk konkurrence, hvortil kommer, at den civile trafikflyvning efter al sandsynlighed hurtig vil gøre sig gældende.

For at undgå at landets trafikvæsen skal komme ud for en for offentlig drift ganske uholdbar situation, som den vi oplevede i årene før 193921

Statsbanernes s ituation efter krigen

måske endog i forstærket grad - er det nødvendigt, at der tilvejebringes en samlet trafikplan, hvorved de forskellige hovedtrafikmidler tildeles de opgaver, der ligger naturligst for hver enkelt, og som er bedst afpasset efter god samfundsøkonomi.

Det er kongressens håb, at en samlet trafikplan må blive forberedt så betids, at den efter de lovgivende myndigheders nærmere bestemmelse kan iværksættes med kort varsel efter krigstilstandens ophør.« Denne kongresudtalelse blev genstand for kommentarer i størstedelen af dagspressen, og selvom man ikke fra alle sider var enige i princippet - f.eks . mente venstremanden Knud Kristensen, at der var tale om den skinbarlige socialisme - var der dog enighed om, at sagen trængte til en afklaring snarest muligt.

Det var ikke uventet , at den socialdemokratiske presse var meget positivt indstillet til en samlet trafikplan, men også enkelte andre blade kunne støtte tanken bag kongresudtalelsen.

I en lang artikel om emnet skrev Finanstidende bl.a. følgende: }} Tanken om en samlet trafikplan hviler på den grundbetragtning, at de eksisterende trafikmidler i kraft af deres tekniske og økonomiske forskelligheder i højere grad end hidtil bør kunne supplere hinanden og ikke blot konkurrere indbyrdes. Oprettelsen af konkurrerende sideløbende trafikforbindelser til dækning af samme behov, således som det i en række tilfælde er sket herhjemme i mellemkrigsårene, vil i de fleste tilfælde medføre en dårlig udnyttelse af de store faste anlæg og dermed en 22

svigtende rentabilitet. Der er så at sige tale om en overdimensionering af trafiksystemet, og den hertil anvendte kapital er taget fra landets øvrige erhverv, hvor den måske kunne have gjort større nytte. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt har derfor transportydelserne været unødvendigt dyre, og det er dette forhold, man ved gennemførelsen af en samlet trafikplan vil søge ændret. « Det, man fra jernbanemændenes side ønskede, var altså, at trafikministeriet nedsatte en alsidig sammensat kommission, men da et sådant initiativ trods mange opfordringer stadig ikke blev taget, indbød Dansk Jernbaneforbund de øvrige transportorganisationer til et møde for at drøfte situationen.

Det blev på mødet klart, at samtlige organisationer ønskede nedsat en kommission under trafikministeriet med deltagelse af repræsentanter for trafikorganisationerne. Der var ligeledes enighed om, at man - såfremt der intet skete i sagen - ville tage en ny drøftelse for at tage stilling til, om organisationerne selv skulle nedsætte et udvalg.

Dette møde fandt sted den 16. januar 1945, men i mellemtiden blev det i dagspressen meddelt, at der i stilhed var nedsat et politisk udvalg på 6 medlemmer til at undersøge fremtidens trafikforhold. Trafikminister Niels Elgaard (V), skulle være formand og de fem store partier deltage med hver en repræsentant.

Da der altså ikke var tale om at medtage repræsentanter fra organisationerne, blev disse enige om at nedsætte et udvalg, der kom til at bestå af følgende 17 medlemmer:

Statsbanernes situation efter krigen

Dansk Jernbaneforbund: Forretningsfører Thorvald Pedersen Sekretær Chr. Vejre Sekretær J . K. F. Jensen.

Dansk Arbejdsmandsforbund: Forretningsfører Alfred Pedersen Forretningsfører Peder Poulsen.

Dansk Lokomotivmands Forening: Lokomotivfører Sophus Jensen Lokomotivfører E . Kuhn .

Jernbaneforeningen: Trafikkontrollør P. From Hansen Trafikkontrollør N . C. Jensen.

Privatbanefunktionærernes forbund: Overportør K. Andersen Togfører M. Sølund.

Sømændenes Forbund: Forbundsformand Th. Laursen.

Søfyrbødernes Forbund: Forbundsformand J. Thomsen.

Chaufførernes Fagforening: Forretningsfører E. Winther Forretningsfører Eiler Pedersen.

V ærksteds- og remisearbejdernes Fællesorganisation: Maskinarbejder I. P. Nielsen.

Danske Privatbaners kontorforening: Lokomotivfører C. P. Einshøj .

Udvalgets formand blev Thorvald Pedersen, Dansk Jernbaneforbund, og formand for samtlige nedsatte underudvalg blev Chr. Vejre, Dansk Jernbaneforbund.

Medens det af trafikministeren

nedsatte udvalg ikke lod høre fra sig, afgav det af transportorganisationerne nedsatte udvalg sin betænkning i slutningen affebruar 1946.

Det vil føre for vidt her at bringe udvalgets redegørelse, hvori forekom meget interessante og stærke argumenter for en koordinering af trafikken.

Det blev foreslået, at privatbanerne lægges ind under statsbanerne, og at det samme bliver tilfældet med kommunale busruter, bortset fra de egentlige sporveje. For al anden erhvervsmæssig kørsel med personer eller gods foreslog udvalget, at kørslen gøres afhængig af licens, hvoraf tydeligt fremgår, at chauffør- og medhjælperpersonalet skal være underkastet løn- og arbejdstidsbestemmeiser som aftalt mellem arbejdsmarkedets part er.

Efterhånden som tiden gik, blev der givet luft for benzin- og bilimport, og snart var alt her i den gamle gænge.

Omkring i vore nabolande, ja faktisk i alle andre lande, indså man snart, at det var livsnødvendigt at samordne de nødvendige trafikmidler, særlig bane og biler, hvis de private forretningsinteresser ikke påny skulle tage magten fra samfundsinteresserne. Kun i Danmark sov politikerne tornerosesøvn.

Venstres regering i 1945-1947 viste ingen interesse for en samordnet trafikplan, og da socialdemokraterne i 1947 overt og regeringsmagten, lagde oppositionen sig i baghold, parat til at sabot ere enhver fornuftig bestræbelse for at lede trafikken ind under ordnede forhold.

Tiden gik indtil efteråret 1949,

23

Statsbanernes situation efter krigen

hvor repræsentanter for Venstre, Konservative og Retsforbundet fremsatte forslag til lov om omnibus- og fragtmandskørsel til afløsning af loven af 1927.

Dette forslag opfyldte overhovedet ingen af de ønsker, som Jernbaneorganisationerne havde fremsat, ikke engang på det sikkerhedsmæssige område, og man måtte næsten ønske at fortsætte med den hidtidige lov.

Forslaget gik i udvalg, hvor det lå vinteren over, og gådefuldt nok blev der enighed i udvalget og forslaget vedtaget i Folketinget. Ved senere behandling i Landstinget blev der kun givet den indrømmelse, at loven skulle tages op til revision i rigsdagssamlingen 1951-1952, en indrømmelse som vel kunne tages som udtryk for tvivl om lovens fortræffelighed.

DSB har i årenes løb måttet nedlægge urentable sidebaner og lukke stationer på fortsat eksisterende strækninger, hovedsageligt for at kunne opfylde besparelseskrav fra politisk side.

Nogle af disse besparelser har måske ikke altid været lige velmotiverede, i hvert fald har man igen åbnet nogle af de lukkede stationer, og nye er kommet til. Der tales af og til også om genåbning af nedlagte baner, og da man de fleste steder har banelegemet liggende, skulle det ikke være økonomisk uoverkommeligt.

Et af de trafikale problemer, der har været talt mest og længst om, er den faste forbindelse over Storebælt.

Tilsyneladende er beslutningen nu taget, så toget skulle kunne køre over i 1993, og mange mener, at DSB 24

dermed vil kunne konkurrere med både biler og fly.

Alle er vist klar over, at DSB er det mest miljøvenlige befordringsmiddel, der findes, samt at ulykkesfrekvensen er meget lille i forhold til andre hovedbefordringsmidler. Der er derfor god grund til at antage, at jernbanerne fremover vil få en meget dominerende plads i det fremtidige trafiksystem.

DSB-Skolen Jernbaneskolen blev oprettet i 1903 og fik da til huse i den gamle godsbanegårds hovedbygning, der jo forlængst er nedrevet.

Siden flyttede skolen til Roskilde, derefter til Hellerup og i 1932 til Sølvgade 40, hvor den forblev i 38 år.

I 1969 blev uddannelseskontoret oprettet, og året efter flyttede skolen til Kalvebod Brygge, hvor den fik plads i en nyopført bygning på godsbanegården.

Det var bl.a. pladsmangel, der var årsag til flytningen, og på Kalvebod Brygge fik skolen - foruden administrationslokaler, kantine m.v. - 13 undervisningslokaler med alt moderne undervisningsudstyr indbygget. Der var tale om virkelige forbedringer, som dog må siges at have været tiltrængt.

I løbet af årene skete der udvidelser af skolen, bl.a. ved at Velfærdskontoret flyttede til Sølvgade 38, men selvom mange uddannelsesaktiviteter flyttedes ud i landet, blev der alligevel for trangt på Kalvebod Brygge.

Man fandt ud af, at varehuset på østerport, der ikke mere benyttedes til det oprindelige formål, kunne ind-

Statsbanernes situation efter krigen

rettes til jernbaneskole, hvorfor man gik i gang med en stor indvendig ombygning.

I 1988 kunne man tage den nye skole i brug, og selvom der var brugt store midler til indretningen, fik man virkelig noget for pengene. Udvendig ser bygningen stort set ud som hidtil, men indvendig er den ikke til at genkende. Man har fået en ualmindelig smuk skole, som man sikkert vil få glæde af i mange år.

Man har dog fortsat nogle lokaler på Kalvebod Brygge og benytter bl.a. også Knudshoved til forskellige uddann elsesakti vi teter.

Det vil føre for vidt at komme ind på de enkelte kategoriers uddannelse, men der er her sket en meget stor udvikling siden anden verdenskrig.

Knudshoved Knudshoved har en lang historie, som vi ikke her skal komme ind på, kun skal nævnes, at der i mange år var station for isbådetransporten over Storebælt, når en isvinter gjorde det umuligt at sejle over.

Efter at DSB havde overtaget overfarten og indsat større færger, ebbede isbådetransporten ud, og i en årrække stod bygningerne delvist ubenyttede hen, men efter en ombygning fik Knudshoved fra 1924 funktion som feriehjem for jernbaneorganisationernes medlemmer, idet DSB stillede bygningerne gratis til rådighed, så gæsterne kun skulle betale maden og rengØringen.

I de sidste år af anden verdenskrig blev Knudshoved brugt til tyske flygtninge og var derfor i nogle år lukket som ferieby. Efter en større

Forbundsformanden underviser i flire dragssalen på Knudshoved.

restaurering åbnede feriehjemmet igen i 1947.

Lidt efter lidt begyndte flere jernbaneorganisationer at arrangere mindre kurser på Knudshoved, men det videreførtes samtidigt som feriehjem og blev efterhånden meget benyttet af pensionister. I begyndelsen af 60'erne blev der foretaget endnu en ombygning, hvor der blev indlagt centralvarme og bad, og derefter tog kursusvirksomheden for alvor fat .

J ernbaneskolen var i bekneb for plads og begyndte derfor også at benytte det centralt beliggende kursussted for senere at beslaglægge det det meste afvinteren.

I slutningen af 70'erne blev det besluttet at lade foretage meget store udvidelser og ombygninger af Knudshoved og dette arbejde igangsattes 1. april 1980. Et par år efter kunne man tage en hypermoderne 25

Statsbanernes situation efter krigen

kursusejendom i brug, hvor gammelt og nyt er sat sammen på en meget smuk og harmonisk måde.

Både DSB-skolen og jernbaneorganisationerne bruger kursuscentret flittigt, og når der er ledigt kapacitet, tilbydes denne til ferieophold for DSB-pensionister.

26

Dansk Jernbaneforbund har siden ombygningen afholdt 8-9 kurser pr. år på Knudshoved, og bl.a. på det årlige pensionistkursus mødes mange gamle kammerater og kan mindes forgangne tider både fra tjenesten ved DSB og ved tidligere kurser på Knudshoved.

Den politiske situation efter krigen

Den socialdemokratiske minister Vilhelm Buhl fik det vanskelige hverv a t lede den overgangsregering, der dannedes ved besættelsens ophør. Når det var vanskeligt, skyldtes det ikke alene, at der var meget store opgaver at varetage, men vel især, at regeringen var sammensat affolk fra alle de politiske partier og fra modstandsbevægelsen og dermed stort set repræsenterede alle politiske anskuelser.

En af regeringens opgaver var at tilrettelægge og udskrive valg til såvel Folketing som Landsting, så landet derefter kunne få en regering, der hvilede på et fuldt parlamentarisk grundlag.

I modsætning til enkelte andre lande havde vi her i landet en såkaldt enhedsfagbevægelse. Dette vil sige, at alle, uanset politisk tilhørsforhold, står i samme fagforening, og dette har vist sig stort set at kunne holde helt op til vor tid og har været en væsentlig styrke for fagbevægelsens medlemmer.

Gennem årene har der været gjort forsøg på at danne såkaldte »kristelige fagforeninger «, men grundet den bevidste arbejderbevægelses modstand har disse kristelige foreninger aldrig opnået en indflydelse, der har

kunnet spores i arbejderbevægelsens historie.

Forsøg på enh ed Politisk var arbejderbevægelsen delt mellem det store Socialdemokrati og det lille kommunistiske parti, og dette var naturligvis en svækkelse, dels på grund af valglovens mulighed for rent stemmespild, og dels fordi den kommunistiske repræsentation på tinge h idtil udelukkende havde ført en gold demonstrationspolitik.

De to partier forsøgte forud for valget at forhandle sig frem til et enhedsparti, hvilket støttedes af De Samvirkende Fagforbund, (DSF), der svarer til vore dages LO. På det første repræsentantskabsmøde efter landets befrielse udtalte DSF sin tilslutning til samarbejdet såvel fagligt som politisk og både indenfor og udenfor landets grænser. En forudsætning måtte nat urligvis være, at det demokratiske grundlag anerkendtes uden forbehold.

Dansk Jernbaneforbund tilsluttede sig dette synspunkt på sit hovedbestyrelsesmøde den 13. juni 1945. I en udtalelse fra mødet hedder det bl.a.: »Det er hovedbestyrelsens tro, at de skæbnesvangre år, vort folk har 27

Den politiske situation efter krigen

gennemlevet, må have lært os samarbejdets nødvendighed. Splittelse indenfor vore rækker - fagligt eller politisk - betyder uvægerligt svækkelse og afmagt, og vort forbund vil så energisk som muligt virke med til, at den danske arbejderbevægelse kan komme til at udgøre en enhed.« Der foregik da også intense forhandlinger mellem de to partier, som vel egentlig ikke var fundamentalt uenige om målene, men når det kom til spørgsmålet om, hvilke midler man skulle tage i anvendelse for at nå målene, ja, så skiltes vandene.

På Socialdemokratiets kongres den 19.-22 . august 1945 måtte man erkende, at samarbejdsbestræbelserne var strandede.

Hans Hedtoft gaven klar dokumentarisk fremstilling af forhandlingernes forløb, og hele kongressen var enig om, at Socialdemokratiet ved sine tilbud havde vist vilje til at slå en streg over fortidens uoverensstemmelser og gå ind i et fælles arbejde for den samlede ar bejderk lasses interesser.

Socialdemokratiet h avde formuleret bl.a. de forudsætninger, at dansk demokrati - dvs. folkeflertallets vilje udtalt gennem stemmesedlens brug - skal være grundlaget for et samlet arbejderpartis politiske virke, samt at varetagelsen af de faglige interesser må ligge i fagorganisationernes hænder og ikke hos tilfældige smågrupper.

Sådanne krav kunne kommunisterne ikke gå ind på.

Det var kongressens opfatt else, at tilbuddet til kommunisterne betegnede den yderste grænse for, hvor langt Socialdemokratiet kunne stræk-

28

ke sig for at opnå en sammenslutning.

Der er vel ingen tvivl om, at i begge de to partier var der folk, der trak vejret lettere, da forhandlingerne brød sammen. Den senere statsminister H. C . Hansen har engang sagt, at »Socialdemokratiet er ingen tilfældig protestbevægelse, der føler glæde ved at holde sig på den anden side af ansvarets vej «. Dette synspunkt var der ikke mange ønsker om blandt Socialdemokratiet at give køb på.

Det første valg Man måtte altså konstatere, at arbejderbevægelsen måtte gå splittede til det valg, der var udskrevet til den 30. oktober 1945, og det skulle da også vise sig at blive katastrofalt for bevægelsen.

Allerede ved valgkampens start lå det klart, at kampen ville komme til at stå for eller imod den demokrat iske socialisme, som socialdemokraterne havde lagt program for, og socialistforskrækkelsen blev hurtigt sat i system.

Dagligt havde de dertil indrettede aviser og blade store overskrifter, der søgte at bilde vælgerne ind, at økonomisk kontrol var det samme som politisk slaveri. Der er engang blevet sagt, at »der lyves aldrig så meget som før et valg, under en krig og efter enjagt«, og det skal såmænd nok have sin rigtighed.

Valgresultatet (i parentes forskydningerne fra 1943-valget) blev: Socialdemokratiet 48 mandater (minus 18)

Den politiske situation efter krigen

Radikale 11 mandater (minus 2) Konservative 26 mandater (minus 5) Venstre 38 mandater (plus 10) Kommunister 18 mandater (plus 18) Retsforbundet 3 mandater (plus 1) Dansk Samling 4 mandater (plus 1)

Dertil kom en færing udenfor partierne.

Frits Clausens nazister (3 mandater i 1943) og bondepartiet (2 mandater i 1943) stillede af gode grunde ikke op.

At kommunisterne fik 18 mandater, kunne forlede nogen til at tro, at der var sket et politisk skred til venstre, men det var slet ikke tilfældet. De 18 mandater var taget fra Socialdemokratiet, og de øvrige ledige mandater gik alle til borgerlige partier - der var altså sket et politisk skred t il højre.

Det blevantisocialismen under partiet Venstres førerskab, som blev valgets egentlige sejrherre, og spørgsmålet måtte blive, om vi fik en borgerlig samlings-regering eller en ren Venstre-regering.

I sin leder fra 15. november 1945 skrev Jernbane-Tidende bl.a.: » Der er visse befolkningsgrupper, hvis sØvn er blevet tryggere efter dette valg. Det gælder først og fremmest de store formuers og indtægters mænd, det gælder tusindvis af større og mindre værnemagere og alle de blakkede eksistenser, der under kri-

gen havde enten det ene eller begge ben ovre i nazisternes lejr.«

Venstre-regering Den 7. november 1945 fik vi da en Venstre-mindretalsregering med Knud Kristensen som statsminister, Thorkild Krist ensen som finansminister og Niels Elgaard som minister for offentlige arbejder.

Denne regering holdt i 2 år, og selv om Niels Elgaard vel var en rimelig god minister for trafikken, fik lønmodtagerne (herunder ikke mindst tjenestemændene), hurtigt at mærke, at det ikke var deres interesser, der blev varetaget under denne regering.

Nyt valg Hedtoft danner regering Den 12. november 1947 præsenterede Hans Hedtoft Danmarks andet socialdemokratiske ministerium, efter at efterårets valg havde forøget Socialdemokratiets stemmeandel fra 32,8 til 39,9 pct .

H. C. Hansen blev igen finansminister, og som minister for offentlige arbejder udnævntes husmand Carl Petersen.

Selvom landets økonomiske situation også dengang var ringe, fik tjenestemændene løst mange problemer ved forhandlinger med finansminister H. C. Hansen. Ikke mindst de laverelønnede tjenestemænd fik glæde heraf.

Der afholdtes valg igen den 5. september 1950, og her tabte socialdemokraterne 2 mandater. Hans Hedtoft fortsatte dog som chef for den socialdemokratiske mindretalsregering, men ændrede denne på flere

29

Den politiske situation efter krigen

punkter, bl.a. med Viggo Kampmann som finansminister og den hidtidige kirkeminister Frede Nielsen som minister for offentlige arbejder.

Dette ministerium holdt dog kun i 42 dage, hvor, som man senere har betegnet det: »Regeringen Hedtoft gled i smørret«. Under en langvarig økonomisk debat i Folketinget fremsatte Retsforbundet et dagsordensforslag om ophævelse af smØrrationeringen, og da dette blev støttet af de Øvrige oppositionspartier, kom regeringen i mindretal, hvorefter regeringen valgte at gå af.

Ny grundlov Venstre dannede ny regering sammen med de konservative med Erik Eriksen som statsminister, Thorkild Kristensen som finansminister og med Victor Larsen som trafikminister.

Ved valget den 21. april 1953 forøgede Socialdemokratiet sit mandattal fra 59 til 61 og var dermed alene større end regeringens to partier tilsammen. Ministeriet indgav derfor sin afskedsansøgning til kongen.

Imidlertid stod man foran en folkeafstemning om en grundlovsændring, og selvom socialdemokraterne hævdede, at valget krævede et regeringskifte, var man dog villig til at vente til efter underskrivelsen af grundloven. Sagen var den, at en vedtagelse af grundloven ville medføre en afskaffelse af Landstinget, og det var for Socialdemokratiet et så vigtigt punkt, at man faktisk fredede Erik Eriksens konservative-venstreregering, for at den ikke skulle begynde at modarbejde grundlovssagen.

30

Ved folkeafstemningen den 28. maj 1953 vedtoges den nye grundlov, hvormed Landstingets skæbne var beseglet. Dette tings sidste formand var Dansk Jernbaneforbunds tidligere forretningsfører, Charles Petersen.

Med den nye grundlov var også indført kvindelig arvefølge til tronen samt 23 års valgret. Det blev fra flere sider antydet, at spørgsmålet om kvindelig arvefølge havde trukket så mange kvindelige vælgere til stemmeurnerne, at dette var blevet udslaggivende for hele forslagets vedtagelse.

Med vedtagelsen fik de radikale gennemført en af deres mærkesager: Oprettelse af en ombudsmandsinstitution. 'I)enestemandsorganisationerne var i skrift og tale gået meget stærkt imod ombudsmandst anken, idet man bl.a. hævdede, at det var et knæfald for kværulanteriet, men ombudsmanden fik vi, og det viste sig, at tjenestemændenes bange anelser egentlig ikke blev bekræftet i tiden, der fulgte.

Fremgang for socialdemokraterne Efter grundlovsafstemningen blev der til den 22. september 1953 udskrevet valg til Folketinget, det første valg efter indførelse af etkammer-systemet.

Ved dette valg gik socialdemokraterne og Venstre frem med hver 3 mandater, medens alle Øvrige partier gik tilbage. Det var derfor næsten indlysende, at socialdemokraterne skulle danne regering, og efter nogen tovtrækning partierne imellem, dannede Hans Hedtoft en

Den politiske situation efter krigen

ren mindretalsregering med Viggo Kampmann som finansminister og Carl Petersen som trafikminister.

I en leder gav Jernbane-Tidende udtryk for stor tilfredshed med skiftet, ikke mindst fordi man i det kommende forår skulle forhandle midlertidige løntillæg.

Det skulle dog ikke blive nogen let opgave, Hans Hedtoft havde påtaget sig, idet vort bytteforhold til udlandet også dengang voldte store problemer. Dertil kom, at oppositionen i Folketinget var meget vrangvillig.

Venstre og konservative førte "de korslagte armes politik«, og heller ikke de radikale viste lyst til samarbejde.

Hedtoft havde således sine store problemer, og de blev ikke mindre af, at hans hustru, Ella, døde i slutningen af 1954.

Hedtoft kastede sig stærkt ind i det nordiske arbejde, som altid havde haft hans store interesse. I slutningen af januar 1955 rejste han til Stockholm for at deltage i Nordisk Råds 3. sektionsmøde. Den 29. januar blev han fundet død på sit hotelværelse. En blodprop havde gjort ende på hans liv.

Efter Hedtofts død H . C. Hansen måtte tage over, og i en periode havde han selv både statsog udenrigsministerposterne. Han fremlagde en meget skrap kriseplan, som også de radikale havde interesse i. Det var iøvrigt tydeligt, at de radikale viste H. C. Hansen en betydelig større velvilje, end der var blevet Hans Hedtoft til del. Venstre og konservative var også her meget afvisende, men der sprang så noget af en

Partisekretær H . C. Hansen taler ved for bundets kongres i 1952. Knap 3 år senere var han en meget respekteret statsminister.

politisk bombe, da Thorkild Kristensen pludselig meddelte, at han ville stemme for kriseplanen, idet han ville have fremsat samme forslag, hvis han havde været finansminister .

For Thorkild Kristensen betød det ikke, at han straks måtte forlade partiet Venstre, men han blev nok en ensom mand på tinge.

Kriseplanen gav gode resultater.

Der kom penge i valutakassen, og regeringen H. C. Hansen vandt anerkendelse selv hos sine modstandere.

Ved en senere mindre regeringsændring blev Kai Lindberg trafikminister.

Strejke og indgreb Regeringen kom i løbet af foråret 1956 ud på en vanskelig opgave, idet forligsmanden, Erik Dreyer, måtte

31

Den politiske situation efter krigen

meddele, at hans forligsforsøg var mislykkedes og dermed afsluttet.

Dette skete, efter at de to parter på arbejdsmarkedet selv havde opgivet at nå til enighed og iøvrigt havde stået meget stejlt overfor hinandens synspunkter.

I løbet af få dage var en storstrejke igang, og arbejdsgiverne svarede igen ved at etablere lockout. Arbejdsstandsningerne kom snart til at ramme livsvigtige områder, f.eks. brødfor syningerne, skibsforbindelserne til Bornholm, forårs såningen og landbrugseksporten.

H. C. Hansen fik alligevel parterne til at genoptage forhandlingerne, og dette resulterede omsider i en forligsskitse, som begge parter anbefalede deres medlemmer at sige ja til.

Regeringen gik så t il Folketinget med forslag om øjeblikkelig stop for arbejdsstandsningerne, medens afstemningen stod på. Dette blev vedtaget med stort flertal.

Arbejdsgiverne vedtog mæglingsforslaget, men det blev forkastet af arbejdstagerne. Regeringen foreslog da - og fik vedtaget - at mæglingsforslaget skulle være gældende som ny overenskomst.

Dette gav anledning til st ore demonstrationer og arbejdsnedlæggelser, som dog ebbede så meget ud, at H. C. Hansen besluttede at udskrive valg til Folketinget den 14. maj 1957, men her måtte Socialdemokratiet tage øretæverne for overenskomstsituationen og tabte 4 mandater.

Man kunne have troet, at kommunisterne så ville være gået frem, men det var ingenlunde tilfældet, de tabte i stedet 2 mandater, forment lig som en følge af Ungarns-krisen.

32

Venstre og Retsforbundet fik hver en fremgang på 3 mandater, så det politiske billede var ret broget .

Trekantregeringen Der fulgte nu en række regeringsforhandlinger, som nok kan betegnes som nogle af de mest indviklede og taktiske i dansk parlamentarismes historie, men resultatet blev, at H. C. Hansen dannede den såkaldte »trekantsregering« bestående af socialdemokraterne, de radikale og Retsforbundet.

Det var en konstallation, som nok ingen i deres vildeste fantasi havde tænkt mulig.

Det viste sig dog snart, at samarbejdet i trekantregeringen fungerede, hvilket sikkert skyldt es H. C. Hansens både taktiske og samarbejdsmæssige evner. Beskæftigelsen - og dermed velstanden - steg, samhandelen med udlandet gav overskud og inflationen faldt. Medvirkende hertil var vel også gode konjunkturer, der kom tilos udefra.

Imidlertid blev H. C. Hansen angrebet af en ondartet sygdom, der i mange måneder plagede ham, indtil han døde den 19. februar 1960, kun 53 år gammel.

I et mindeord blev bl.a. skrevet: »Han har oplevet den lykke, som vel er den største for en statsmand, at kunne aflevere sit land i en bedre tilstand end den, hvori han modtog det«.

Viggo Kampmann overtog regeringens ledelse, og han fortsatte H . C. Hansens samarbejdslinie. Det gik stadig fremad på alle områder, og da der blev udskrevet valg til efter-

Den politiske situation efter krigen

året 1960, skete dette for Socialdemokratiets vedkommende under slagordet: "Gør gode tider bedre«.

Socialistisk Folkeparti (SF) dannes I mellemtiden var der sket det, at kommunisternes formand, Aksel Larsen, var kommet så meget på kant med sit parti, at han i slutningen af 1958 blev ekskluderet.

Sammen med en række kendte kommunister, der ved samme lejlighed meldte sig ud af partiet, samt enkelte fra andre partier, stiftede Aksel Larsen et nyt parti, der fik navnet Socialistisk Folkeparti (SF).

Dette parti deltog i valget den 15. november 1960 og havde her så stor succes, at det opnåede valg af 11 mandater. Samtidig mistede kommunisterne alle sine 6 mandater.

For trekantregeringen gik valget således, at socialdemokraterne vandt 6 mandater, de radikale tabte 3, og Retsforbundet tabte alle sine 9 mandater.

Viggo Kampmann kunne naturligvis kun være tilfreds med Socialdemokratiets fremgang, men han stod jo nu og manglede det ene ben i trekanten.

De radikale var villig til at fortsætte regeringssamarbejdet, og da Kampmann udnævnte det grønlandske folketingsmedlem, Mikael Gam, til grønlandsminister, havde han netop mandater nok til, at regeringen ikke kunne væltes.

J. O. Krag statsminister Det blev kun forholdsvis kort tid, Viggo Kampmann fik som statsminister. Sygdom tvang ham til at træk-

ke sig tilbage, og først i september 1962 blev J. O. Krag statsminister.

Den radikale finansminister, Keld Philip, var i foråret 1962 afløst af socialdemokraten Hans R. Knudsen, men han døde efter få måneder på posten, og socialdemokraten Poul Hansen, Kalundborg udnævntes til finansminister. Økonomien vaklede. Handelstallene var dårlige, og inflationen steg.

Der var den 1. august 1962 indført en 9 pct. omsætningsafgift (oms), som regeringen havde ønsket lagt i detail-leddet, men man bøjede sig for oppositionens krav om, at afgiften skulle lægges i engros-Ieddet. Dette fik ikke den st ore forbrugsbegrænsende virkning, men lagde i stedet ved til inflationsbålet, idet de handlende nu beregnede sig avance af den oprindelige engros pris plus omsen, hvad der naturligvis ikke havde været med i aftalen.

På det private arbejdsmarked kunne man ikke enes om en ny overenskomst. Arbejdsgiverne ville ikke høre tale om løntillæg, end ikke til de lavestlønnede, og de krævede pristalsreguleringen ophævet. Forligsmanden måtte meddele statsministeren, at han ikke havde mulighed for at stille mæglingsforslag.

Der forestod også forhandling med tjenestemandsorganisationerne, der foruden overenskomstfornyelsen havde et efterslæbskrav, som regeringen ikke mente økonomien kunne holde til at honorere.

Helhedsløsningen Problemerne havde på denne måde tårnet sig op, og regeringen Krag besluttede derfor at samle det hele i en 33

Den politiske situation efter krigen

Det samlede forslag blev herefter behandlet i Folketinget og endte med at blive vedtaget af regeringens knebne flertal.

Hensigten med helhedsløsningen var en kraftig opbremsning af forbruget og en dæmpning af inflationen, men også i høj grad en forventet produktionsstigning.

Regeringen måtte derfor forsøge et effektivt indgreb mod den tiltagende spekulation, der var med til at øge hele omkostningsni veauet.

J . O. Krag drøfter trafikproblemer med togføreren.

løsningspulje, den såkaldte »helhedsløsning«.

Med virkning fra 1. april 1963 foresloges pris- og avancestop, udbyttebegrænsning, forbud mod udstedelse af friaktier samt mod opskrivning af aktier, bunden opsparing, direkte og indirekte skatter ud af pristallet, lavtlønstillæg, forhøjelse af folke- og invalidepensioner samt forhøjelse af syge-dagpengene.

Endvidere pr. 1. april 1964 en generellønforhøjelse på ikke over 2 pct.

Foruden de politiske forhandlinger drøftede Krag forslaget med arbejdsgiverne og LO. Med et vist forbehold gik LO med på helhedsløsningen, medens både arbejdsgiverne og oppositionspartierne gik imod.

Finansministeren forhandlede med tjenestemandsorganisationerne, og også her lykkedes det at få tilslutning. Selve aftalen med tjenestemændene er omtalt under afsnittet om lønudviklingen.

34

Jordlovene Derfor fremsattes i januar 1963 10 forskellige lovforslag, der under et betegnedes som »Jordlovene «. Hensigten med disse lovforslag var forskellige, men fælles for dem alle var, at de skulle dæmme op for de unødige omkostninger, der påførtes det store flertal af befolkningen. Den uhæmmede spekulation påførte byggeriet store omkostninger, som lejerne måtte betale, og der spekuleredes i landets naturskønne områder, hvorved det vanskeliggjordes at sikre befolkningen adgang til rekreative områder.

Endelig ønskede man at sikre dansk jord på danske hænder ved at indføre bopælspligt ved køb aflandejendomme.

Oppositionen gik imod stort set alle forslag, men de blev alligevel vedtaget i Folketinget. Imidlertid havde oppositionen mandater nok til at kræve folkeafstemning om nogle af forslagene, idet der her mentes at være tale om ekspropriation.

Det drejede sig om følgende: - Ændring af naturfredningsloven

Den politiske situation efter krigen

(afskaffelse af spekulationserstatning).

- Erhvervelse af landbrugsejendomme (forslaget gav mulighed for at købe to landbrugsejendomme, men krævede bopælspligt på den ene).

- Ændring af statshusmands loven (så det offentlige fik forkøbsret, når der var samfundsmæssig interesse heri).

- Kommunernes forkøbsret til fast ejendom (med henblik på byplanlægning).

Der førtes fra borgerlig side en hektisk kampagne mod disse forslag, og kendt blev især plakaten med den sorte hånd, der var ved at stjæle den lille mands parcelhus. Det lykkedes på denne måde at få hevet et flertal hjem mod jordlovene.

Dette kom sikkert meget bag på regeringspartierne, der ikke havde agiteret særligt meget for lovene.

Man gik åbenbart ud fra, at ethvert fornuftigt menneske kunne stemme for dem.

Socialdemokratiet og de radikale fortsatte regeringssamarbejdet, og der blev så udskrevet valg til afholdelse den 22. september 1964.

Forud for valget erklærede den radikale Karl Skytte, at de radikales betingelser for at fortsætte i regeringen var, at partiet fik fremgang, og at S og R tilsammen erobrede flertallet.

Sådan gik det ikke. Socialdemokraterne fik uændret 70 mandater, men de radikale mistede et mandat og havde så kun 10. Det fik store konsekvenser, da regeringens spinkle flertal dermed var borte, og resulta-

tet af valget blev, at J. O. Krag dannede en socialdemokratisk mindretalsregering.

I sin trontale bragte Krag to problemer ind i den økonomiske debat: Moms og kildeskat, men de to emner var dog ikke med, da finansminister Poul Hansen i foråret 1965 fremlagde en række økonomiske forslag med det formål, at skaffe overskud på finansloven.

De borgerlige partier lagde alle hindringer i vejen for forslagenes vedtagelse, og regeringen manglede to mandater i at have flertal. I sidste øjeblik gik to af Venstres folketingsmænd, Niels Westerby og Børge Didrichsen, ind i et økonomisk forlig med regeringen. Senere brød de helt med deres parti og dannede et nyt, som de kaldte Liberalt Centrum, men som kun levede en kortere årrække.

Arbejderflertal Som bebudet i trontalen fremsatte regeringen nu forslag om indførelse af moms og kildeskat, men da der ikke kunne samles flertal herfor, og da alting tydede på muligheden af et snævert samarbejde mellem Radikale, Konsevative og Venstre, udskrev Krag valg til afholdelse den 22. november 1966.

Ved dette valg tabte socialdemokraterne 7 mandater, men da SF vandt 10 mandater, var der for første gang i historien et socialistisk flertal i Folketinget.

Før valget havde Krag nægtet at kunne danne regering sammen med SF, men efter at have konstateret valgresultatet, ændrede han holdning med de kendte og meget fornuf35

Den politi:ike situation efter krigen

tige ord: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt« .

Det blev dog ikke til noget regeringssamarbejde mellem de to partier, men der blev lavet et protokollat om samarbejde på en række områder, og Krag dannede herefter en socialdemokratisk mindretalsregering.

Senere oprettedes et kontaktudvalg på 3 personer fra hvert parti, og hverved opstod betegnelsen: »Det røde kabinet «.

I løbet af sommeren 1967 blev så forslaget om indførelsen af momsen vedtaget, idet der blev lagt en afgift på 10 pct. på varer og tjenesteydelser. Da den engelske regering devaluerede pundet med ca. 14 pct., fulgte den danske regering efter med en devaluering af kronen på 8 pct.

Der skulle nu laves en følgelovgivning, og regeringen fremsatte igen en helhedsløsning, hvori bl.a. indgik en indefrysning af den dyrtidsportion, som var en direkte følge af devalueringen. Regeringen stod stærkt, idet man på forhånd havde fået fagbevægelsens accept på dette og en række andre forslag.

Ved afstemningen om indefrysningen gik alle de borgerlige partier + 6 fra SF imod. Derved var Krag væltet, og der blev udskrevet valg til 23. januar 1968.

Regeringen Baunsgaard Valget blev noget af en »gyser« for arbejderflertallet, idet socialdemokraterne tabte 7 og Socialistisk Folkeparti 9 mandater. Det var de radikale, der scorede gevinsten, dette parti gik frem fra 13 til 27 mandater.

36

Et nyt parti, Venstresocialisterne, der var et udbryderparti fra SF, kom ind med 4 mandater.

Den radikale Hilmar Baunsgaard dannede regering sammen med Konservative og Venstre og havde dermed 98 mandater mod 77 til oppositionen. Poul Møller (K) blev finansminister og Ove Guldberg (V) trafikminister.

Denne regering, der holdt i næsten 4 år, kunne naturligvis uden videre gennemføre, hvad man ville og kunne blive enige om. Det kunne til tider knibe svært med denne enighed, men man gennemførte dog i store træk de jordlove, som man nogle år forinden havde bekæmpet med næb og klør.

O-advokaten Under overskriften »En røst fra graven« skriver Poul Hammerich i sin Danmarkskrønike om Mogens Glistrups optræden i Grøften i Tivoli den 22. august 1972: »Han lignede en krydsning mellem en rar ældre blodhund og den onde selv, han havde hvalpede bevægelser, hængerøv og et skamløst grin. Med sproglig skaberkraft på højde med Bakkens Tribini og forheksende rytmeskift mellem ironi og indignation pressede han sine bornholmske brokker ud gennem det parandentose-mærkede gnavergebis.

Mens et befippet pressekorps griflede og griflede i to stive timer, fremlagde Mogens Glistrup sit manifest: Fjernelse af personskat og partivælde.

N edskæring af Folketinget til 40 mandater.

Valg hver måned og ophævelse af valgretten for alle over 60 år.

Den politiske situation efter krigen

Sanering af lovjunglen med en grundlov på 6 paragraffer.

Reduktion af offentligt ansatte med 90 pct.

Havregrødsautomater til delvis afløsning af socialvæsenet.

Nedlæggelse af udenrigstjenesten og forsvaret. Vi kunne klare os med en automatisk telefonsvarer, der på russisk sagde: » Vi kapitulerer««.

Hermed var »Fremskridtspartiet« stiftet.

Ny Krag-regering Den borgerlige trekantregering udskrev valg til afholdelse den 21. september 1971, og her fik socialdemokraterne en fremgang på 8 mandater, og SF vandt 6 mandater. Venstresocialisterne mistede sine 4 mandat er.

S og SF havde altså 87 mandater mod regeringens 88, men da socialdemokraterne fik tilslutning fra en færing og to grønlændere, kunne Krag danne en mindretalsregering.

Han overtog et milliardstort valutaunderskud, som VKR-regeringen havde efterladt.

Den 16. december 1971 tilsluttede Folketinget sig, at regeringen underskreven tiltrædelseserklæring om medlemskab af EF, og denne sag sendtes til folkeafstemning den 2. oktober 1972.

I den mellemliggende periode førtes nat urligvis kampagner for og imod indmeldelse i Fællesmarkedet, og LO indkaldte til en ekstraordinær kongres den 18. maj 1972, hvor der skulle tages stilling i sagen.

Smedenes formand, Hans Rasmussen, var ordfører for modstanderne, og arbejdsmændenes formand, An-

ker Jørgensen, talte for tilhængerne.

Efter en lang debat vedtoges en udtaleIse, der anbefalede medlemskab.

Folkeafstemningen gav 56,7 pct. ja-stemmer, medens 32,9 stemte nej .

Stemmeprocenten lå på 89,6 pct.

Dagen efter afstemningen, den 3 . oktober, skulle Folketingets efterårssamling tage sin begyndelse.

StatsministerJ. O. Krag gav en redegøreIse for rigets almindelige stilling og meddelte herefter, at han trådte tilbage som statsminister.

Det blev Anker Jørgensen, der blev afløseren.

I folketingssamlingen derefter drøftedes bl.a. en fast forbindelse over Storebælt, ja, man traf en principbeslutning om broens etablering og ligeledes om en broforbindelse mellem Køben havn og Malmø - a lene som en vejbro. Det blev dog ikke rigtigt til noget.

Tjenestemændene fik i foråret 1973 et »lønforlig over forventning «, som Jernbane-Tidende skrev i sin leder. Man anerkendte Per Hækkerups forhandlingsevner som økonomi- og budgetrninister.

I løbet af efteråret omdannede Anker Jørgensen regeringen, og der skete bl.a. en adskillelse af det hidtidige økonomi- og budgetministerium. Det blev Knud Heinesen, tjenestemændene fik som forhandlingsrnodpart.

Da benzinen slap op Som nævnt var regeringen en mindretalsregering, som ikke kunne tåle, at nogle af tilhængerne i Folketinget var fraværende ved vigtige afstemninger. Et af Socialdemokra37

Den politiske situation efter krigen

tiets folketingsmedlemmer kom imidlertid ud for det kedelige uheld, at hans bil løb tør for benzin lige op til en vigtig afstemning, og dette resulterede i, at der blev udskrevet valg til den 4 december 1973.

Erhard Jacobsen brød med Socialdemokratiet og dannede partiet Centrum-Demokraterne (CD). Han nåede at få samlet tilstrækkelige underskrifter, så det nye parti kunne deltage i valget.

Også Fremskridtspartiet var klar til at deltage, og valget formede sig som en opsplitning af Folketinget i 10 partier. De to nye partier, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokrater ne, kom ind med henholdsvis 28 og 14 mandater. Ind kom også Retsforbundet, kommunisterne og Kristeligt Folkeparti.

Socialdemokraterne tabte 24 og kunne naturligvis ikke tænke på at for tsætte som mindretalsregering med kun 46 mandater. Imidlertid gik det sådan, at partiet Venstre dannede en mindretalsregering, skønt de ved valget gik ned fra 30 til 22 mandater. Poul Hartling blev statsminister, Ove Guldberg økonomiminister og Kresten Damsgaard trafik- og kirkeminister.

Denne regering holdt et års tid og måtte så udskrive valg til den 9. januar 1975.

Her fik socialdemokraterne 7 af de tabte mandater tilbage, men den egentlige sejrherre var dog partiet Venstre, der forøgde sit mandattal fra 22 til 42 . De andre borgerlige partier ville imidlertid ikke mere støtte en Venstre-regering, hvorfor Anker J ørgensen igen dannede en mindretalsregering med Knud Heinesen 38

som finansminister og Niels Matthiasen som trafikminister.

Der skulle nu gå et par år med et par store økonomiske forlig, som tydeligt bar præg at det stærkt opdelte Folketing.

Den 15. februar 1977 var der igen valg, og her styrkedes Socialdemokratiet yderligere, medens yderpart ierne blev svækket. Kjeld Olesen afløste Niels Matthiasen som trafikminister.

Også denne regering gennemførte økonomiske forlig, men det var tydeligt, at der ikke var nogen mulighed for at gennemføre noget, der rigtigt battede.

Arbejder og bonde Sidst på sommeren 1978 var regeringen da også kommet til den konklusion, at enten måtte man finde et fastere flertal i Folketinget eller udskrive valg. Da man ikke kunne gå ud fra, at et valg ville ændre noget, gik man i politiske forhandlinger med de borgerlige partier, hvilket resulterede i en regering af socialdemokrater og partiet Venstre.

Denne regering blev mødt med voldsomme protester fra fagbevægelsen, og fra et repræsentantskabsmøde i LO udsendtes en udtalelse, hvori det bl.a. hed: »Der er intet i SV-regeringens oplæg til de kommende års polit ik, som giver fagbevægelsen håb om en acceptabel løsning af vort samfunds alvorligste problemer. På denne baggrund må repræsentantskabet tage klar afstand fra det grundlag, hvorpå Socialdemokratiet og Venstre har dannet regering«.

Også fra den politiske højrefløj

Den politiske situation efter krigen

blev der protesteret omtrent med samme begrundelse, men naturligvis med modsat fortegn .

I januarnummeret 1979 skrev Jernbane-Tidende bl.a. i sin leder: »Vi kan vel tillade os at påstå, at et mangeårigt nært samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen har været forudsætningen for, at vi danskere har en tilværelse, som mange andre folkeslag end ikke turde drømme om at få . Resultaterne af et tilsvarende samarbejde har på samme måde kunnet iagttages i f. eks. de øvrige nordiske lande.

Der findes folk på de politiske yderfløje, der har et brændende Ønske om, at dette samarbejde skal gå i stykker , og man har naturligvis vejret morgenluft i forbindelse med dannelsen af den nuværende SVregering.

Lad det være klart sagt - SV-regeringen har været en bitter pille at sluge for mange lønmodtagere. Filosofien om et samarbejde mellem »arbejder og bonde« har ikke rigtig grokraft mere.« På baggrund af det citerede fra LO og Jernbane-Tidende kunne man nok have forventet en storm afprotester, da regeringen - efter sammenbruddet i arbejdsmarkedsforhandlingerne i foråret 1979 - foretog lovindgreb. Dette blev ikke tilfældet, idet lovforslaget på forhånd var accepteret af den private sektors lønmodtagerorganisationer. Man var af den opfattelse, at noget bedre kunne ikke fremskaffes hverken efter arbejdskamp eller valg.

Tjenestemændene var vel nok af samme mening, men der var dog stor skuffelse over, at det ikke lykkedes

at få »efterslæbet « hjem. Såvel på det private område som for tjenestemændene lagde lovforslaget op til, at der skulle tages et særligt hensyn t il de lavere lønnede, og det var for mange sikkert en formildende omstændighed.

Det var også i SV-regeringens tid, at diskussionen om ejerforholdet t il de indefrosne dyrtidsportioner blu ssede op. Udgangspunktet var aftalen i 1976 mellem Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Denne aftale gik ud på, at der i overenskomstperioden 1977-79 kun måtte komme et dyrtidstillæg til udbetaling hvert halve år, og eventuelle tillæg herudover skulle staten indbetale til ATP, hvor de skulle indsættes på en konto for den enkelte lønmodtager.

Det gik sådan, at der i efteråret 1977 forfaldt to dyrtidstillæg, og heraf betalte staten så det ene til ATP. Det samme gen tog sig i foråret 1978.

I forbindelse med lovindgrebet i foråret 1979 blev det bestemt, at staten skulle høre op med at indbetale disse beløb, mod at lønmodtagerne t il gengæld fik en femte ferieuge .

For samtlige lønmodtagere under et udgjorde de indefrosne beløb med rentetilskrivning ca. 10 milliarder kr., og arbejdsgivere og borgerlige politikere protesterede voldsomt imod arbejderbevægelsens forslag om en dyrtidsfond med henblik på at investere i erhvervslivet. Man talte endog om at sende spørgsmålet ud til folkeafstemning.

Jernbane-Tidende skrev herom bl.a.: 39

Den politiske situation efter krigen

»At det på så kort tid er blevet til så stort et beløb> og at investering af disse penge direkte i erhvervslivet har kunnet ryste arbejdsgivere og borgerlige politikere, er en ganske god anskuelsesundervisning i, hvilken magt lønmodtagerne kunne få, såfremt de selv ønsker det.« Som det vel er kendt for de fleste, administreres pengene nu af »Lønmodtagernes Dyrtidsfond«, og den enkelte lønmodtager får sit tilgodehavende med renter, når han/hun fylder 67 år.

Der blev udskrevet valg til Folketinget den 23. oktober 1979. De fleste meningsmålinger gik ud på, at socialdemokraterne ville få en markant tilbagegang, men vælgerne ville det anderledes.

Socialdemokraterne fik et så godt valg, at ingen var i tvivl om, hvem der skulle danne regering. Samtlige partier anbefalede en socialdemokratisk mindretalsregering.

Det var sikkert en ny knopskydning langt ude på venstrefløjen, der forhindrede kommunisterne i at nå over spærregrænsen på de 2 pct. I hvert fald gled de helt ud og har ikke siden kunnet gøre sig gældende.

Den socialdemokratiske regering gik igang med et forsøg på at løse de vanskelige økonomiske og arbejdsmæssige problemer, som især den verdensøkonomiske krise medførte.

Regeringen blev fældet på et forslag om fremskaffelse af kapi tal til rimelig forrentning til først og fremmest landbrug og byggeri, og der blev udskrevet valg til afholdelse den 8. december 1981.

Valget blev en skuffelse for socialdemokraterne, men forhandlingerne 40

mellem partierne endte alligevel med en socialdemokratisk mindretalsregering. Denne gang blev J. K. Hansen trafikminister.

Firkløverregeringen De politiske arbejdsmuligheder i Folketinget udartede sig således, at det næsten blev umuligt at få noget fornuftigt igennem. Regeringen fremlagde en kriseplan, en ny helhedsløsning, og her var samtlige landets borgere taget med bortset fra de allerdårligst stillede.

De borgerlige partier forlangte endnu kraftigere indgreb og forlangte samtidig nogle forslag om indgreb mod de bedststillede taget ud af buketten. Det kunne regeringen ikke acceptere, men måtte så regne med at blive nedstemt.

Man overvejede at udskrive valg igen, men havde ingen tro til, at dette ville ændre noget i Folketingets sammensætning. Regeringen trådte i stedet tilbage, og lod de borgerlige komme til magten.

Dette har Socialdemokratiet måttet høre adskillige knubbede ord for, men er dog i det store og hele blevet bakket op af partiet i dette spørgsmål.

Vi fik så den såkaldte »firkløverregering« bestående af Det konservative Folkeparti, Venstre, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti. De havde ikke flertal, men blev bravt støttet af de radikale, og deres første politiske indsats var at vedtage nogle af de forslag, som de havde væltet socialdemokr aterne på.

De greb ind i bestående aftaler på

Den politiske situation efter krigen

arbejdsmarkedet ved bl.a. at afskaffe pristalsreguleringen, og de lovede at mindske arbejdsløsheden og bringe udlandsgælden ud af verden, senest til 1989.

Vi har nu en »trekløverregering«, idet Centrum-Demokraterne og de

kristelige er skiftet ud til fordel for de radikale.

Fremtiden for landet ser broget ud, men vi er så t æt på nutiden, at en nærmere beskrivelse af situationen bør vente til Dansk Jernbaneforbunds 100-årsjubilæum i 1999.

41

Organisationens struktur

De første år I forbundets første år, hvor hovedformålet var at samle den medlemshær, der skulle give organisationen bærekraft, var den oprindelige organisationsform med lokale afdelinger (fælles for alle kategorier) og med hovedbestyrelse og kongres sammensat uden synderlig skelen til kategoriinteresser - sikkert meget hensigtsmæssigt.

Det stod dog snart forbundets ledere klart, at der måtte en anden organisationsform til, hvis forbundet skulle blive det arbejdsinstrument, som alle forventede. Derfor blev der udarbejdet en ny struktur i Fredericia i maj 1903.

Forslaget vedtoges her uden væsentlige ændringer, og det må siges, at ordningen har bestået sin prØve, idet den kategoriopbygning, der var bærende i den nye struktur, har bestået siden, kun undergået de ændringer, som forandringer i statsbanernes organisationer nødvendiggjorde.

Hovedbestyrelsen måtte afpraktiske grunde udpege de første afdelingsformænd, der fik til opgave at oprette grupper og udføre andet tilrettelæggende arbejde, indtil de konstituerende tillidsmandsmødcr/gc-

neralfor samlinger kunne indkaldes, love vedtages og bestyrelser vælges.

Hermed gik ca. 1 år, og de fleste kategoriafdelinger stiftedes først på året 1904.

Det drejede sig om følgende kategorier: Stationspersonalet med 1 afdeling på Sjælland og 3 afdelinger i det øvrige land.

Bane - og signalpersonalet med 1 afdeling på Sjælland og 3 afdelinger i det Øvrige land.

Depotpersonalet med 1 afdeling på Sjælland og 2 afdelinger i det øvrige land.

Togpersonalet med 1 afdeling på Sjælland og 3 afdelinger i det øvrige land.

Søfartspersonalet med 1 afdeling i hver af de 3 trafikkredse, der havde overfart er, nemlig Sjælland, Fredericia og Struer.

Fællesafdelinger/ kontaktområd er Fællesafdelinger stammer fra den første organisationsform i 1899, og det var bl.a. herfra, agitationsvirksomheden udgik. Ved ændringen af strukturen i 1903 med inddeling i kategorier bevarede man fællesafdelingerne, men deres opgaver æn43

Organisationens struktur

dredes til oplysning og selskabelighed samt til at varetage samarbejdet mellem forbundet og de lokale arbej derorganisationer.

I en lang årrække udførte fællesafdelingerne et stort oplysningsarbejde ved at etablere studiekredse i tjenestemandsforhold. Disse studiekredse fungerede ofte under aftenskoleloven, og mange kommende tillidsmænd fik her et godt indblik i løn- og arbejdstidsregler, sygeregIer m.v. samt i forhandlingsregler og forhandlingstaktik. Der arrangeredes også fester for medlemmer med familie samt juletræ for børnene.

Et af forbundet nedsat strukturudvalg foreslog, at de 61 fællesafdelinger ændredes til 16 kontaktområder, og dette vedtoges på en kongres i 1972. Det besluttedes samtidig, at al kursusvirksomhed skulle lægges ind på hovedkontoret, hvorefter kontaktområdernes opgaver nu er: Fremme af det kollegiale og selskabelige forhold mellem forbundets medlemmer, - være medlem af de lokale afdelinger af Arbejdernes Fællesorganisation og være bindeled mellem forbundet og den øvrige fagbevægelse, - kan indkalde til medlemsmøder med alment fælles formål, overfor politikere og presse tage stilling til de lokale spørgsmål, hvis dette er af almen interesse for medlemmerne i området, varetage medlemsinteresser af almen karakter, der ligger uden for kategoriafdelingernes regie.

Et kontaktområde ledes af en bestyrelse, hvori området og kategorierne er alsidigt repræsenteret. Be44

styrelsens medlemmer udpeges af de faglige bestyrelser i kontaktområdet.

Til kontaktområdernes drift ydes der kvartalsvise tilskud fra hovedforbundets kasse.

Tilgang fra Jernbaneforeningen Indtil 1943 var ranger- og pakhusmestrene organiseret under Jernbaneforeningen, men efter overenskomst mellem denne og Dansk Jernbaneforbund bestemtes det, at disse personalegrupper ved urafstemning skulle have lejlighed til at tilkendegive, om de fremdeles ville blive i Jernbaneforeningen eller foretrak at overgå til Dansk Jernbaneforbund.

Afstemningsresultatet forelå den 25. marts 1943, og da et flertal stemte for overgang til vort forbund, oprettedes kort tid efter en landsafdeling, der indgik i kategorisamarbejde med stationspersonalet.

Også stationsmestrene var organiseret i Jernbaneforeningen, og også her fandt en urafstemning sted i marts 1943, og også her var der flertal for overgang til Dansk Jernbaneforbund. Kredsen overgik da som landsafdeling under forbundet og indgik i kategorisamarbejde med stationspersonalet.

Togførerne var ligeledes medlemmer af Jernbaneforeningen, og ved afstemningen valgte de at forblive der. Der blev dog ikke ro om sagen, og efter personskifte i togførernes kredsledelse blev der i maj 1947 afholdt ny afstemning, hvori 87 pct. af togførerne deltog. Nu blev overgang til Dansk Jernbaneforbund vedtaget med 397 stemmer mod 61, og fra april 1948 overgik togførerne som

Organisationens struktur

Hovedbestyrelsens sammensætning ijubilæumsåret. Bageste række fra venstre: Rutebilchauffør Flemming Kaus, lokomotivfører Ole Husted Andersen, rangeformand Henry Nielsen, forbundsnæstformand Ib Bjarndahl, stationsbetjent Erik Bach Knudsen, sekretariatsleder Johnny Bidstrup, afdelingsformand E . Nielsen Scharling, hovedkasserer Kurt Christiansen, sekretær Torben Hansen, afdelingsformand Hans Christiansen, afdelingsformand Leif Pedersen, forbundsformand E rik Nygaard Jespersen, banebetjent Bent-Ove Jensen, afdelingsformand Villy Hansen. Nederste række fra venstre: Stationsbetjent Arly Nielsen, afdelingsformand Darling Nielsen, lokomotivfører Frederik Bådsmand, afdelingsformand Bjarne Hansen, togfører Hans Larsen, sikringsmester John B. Larfort, afdelingsformand Ulrik Salmonsen, Afdelingsnæstformand B . J. K. Nielsen.

Fraværende: Lokomotivfører Per Petersen og motormandK. E. F . Nitschke.

en landsafdeling med kategorisamarbejde med det øvrige togpersonale.

Se endvidere afsnittet »Rutebilpersonalet«.

Rutebilpersonalet bliver tjenestemænd DSB's rutebilchauffører var i mange år måneds- og timelønnede medlemmer af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DASF), men i begyndelsen af 60'erne opstod der stærke ønsker om at overgå til tjenestemandsansættelse og blive medlemmer af Dansk Jernbaneforbund.

Dette lykkedes med virkning fra 1. april 1966, og rutebilpersonalet fik 2 repræsentanter i forbundets hovedbestyrelse, der herved udvidedes fra 24 til 26 mand.

DSBs distriktsordning hører op På et hovedbestyrelsesmøde i oktober 1968 drøftedes en forestående strukturændring ved DSB, der bl.a. skulle gå ud på nedlægning af distrikterne, idet disses overordnede funktioner skulle overgå til en central ledelse på generaldirektoratsplan. Nedlæggelse af distrikterne skete den 1. april 1970.

Hovedbestyrelsens drøftelser mundede ud i nedsættelse af et strukturudvalg, hvis arbejdsopgaver skulle være at fremkomme med forslag til 45

Organisationens struktur

ændring og tilpasning af forbundets struktur med speciel henblik på at holde forbundets forhandlingsapparat intakt.

I kommissoriet bestemtes, at udvalget skulle se på, om den afdelingsrnæssige opdeling for tsat var hensigtsmæssig og evt. komme med forslag til nødvendige ændringer. Da der fra en tjenestemandskommission lå forslag om væsentlige udvidelser af forhandlingsretten, skulle udvalget endvidere se på, om forbundets daglige ledelse ville kunne overtage det udvidede forhandlingsområde, eller om det ville være formålstjenligt at knytte kategorirepræsentanter fast til forbundets daglige ledelse, evt. således at forret ningsudvalget ophævedes.

Endelig skulle udvalget beskæftige sig med fællesafdelingernes opbygning, oplysningsvirksomheden, fagbladet, kontingentfordelingen m.v.

Udvalget afgav omfat tende r apport, der behandledes og vedtoges på kongressen i 1972. Vedtagelsen gav anledning til, at kategorierne overgik til at være landsafdelinger, hvilket kan læses i afsnittet om kategorierne. Ligeledes kan man andet steds i dette afsnit læse om ændringerne for fællesafdelingerne.

Man gik ind for at beholde et forretningsudvalg, hvorfor der ikke foresloges kategorirepræsentanter tilknyttet hovedkontoret.

Privatbanepersonalet går med Mellem Dansk Privatbane Forbund (DPF) og Dansk Jernbaneforbund havde spørgsmålet om et nærmere samarbejde mellem de to forbund med mellemrum været drøftet. Tan46

ken tog efterhånden fastere form, og ved skrivelse af 20. april 1982 fra Dansk Privatbane Forbund til Dansk J ernbaneforbund kom et møde i stand, hvor man drøftede proceduren for en række indbyrdes forhandlinger om spørgsmålet.

Dette resulterede i, at der nedsattes en arbejdsgruppe med 3 mand fra hver organisation, der kunne begynde arbejdet i januar 1983. Opgaven var at undersøge muligheden for en sammenlægning og på hvilke betingelser.

I arbejdsgruppen nåede man til fuld enighed om en sammenslutningsplan, og der udarbejdedes en rapport, som begge organisationer kunne tage stilling til.

På et ekstraordinært delegeretmøde i Dansk Privatbane Forbund i oktober 1983 vedtoges det enstemmigt at indgå i Dansk Jernbaneforbund, dog under forudsætning af, at Dansk Jernbaneforbunds kongres ligeledes godkendte rapporten. Dette skete enstemmigt på forbundets kongres i maj 1984, og privatbaneper sonalet indgik da som en landskreds med ca.

270 medlemmer i kategorisamarbejde med depotpersonalet samt med 1 repræsentant i forbundets hovedbestyrelse.

Også lokomotivmændene Dansk Lokomotivmands Forening (DLF) og Dansk Jernbaneforbund har fra organisationernes start haft et tæt samarbejde, ikke mindst ved begge organisationers medlemsskab af Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg.

Spørgsmålet om et endnu tættere samarbejde, f.eks. ved en sammen-

Organisationens struktur

slutning, er uformelt drøftet ved flere lejligheder, og umiddelbart efter tjenestemandslovens vedtagelse i 1969 modtog Dansk Jernbaneforbund en henvendelse om et tættere samarbejde. Dette gav dog ikke anledning til konkrete drøftelser.

I efteråret 1982 blev der på et repræsentantskabsmøde i CO I forelagt et forslag til en strukturændring, der bl.a. ville indebære, at 3 jernbaneorganisationer skulle indgå i en CO I organisation som en samlet sektion. De 3 organisationer var Fællesorganisationen DSB (FO DSB) Dansk Lokomotivmands Forening og Dansk Jernbaneforbund.

CO I's plan blev ikke gennemført, men den gav anledning til, at de 3 organisationer underhånden begyndte at drøfte deres indbyrdes samarbejde. Dansk Jernbaneforbunds hovedbestyrelse vedtog da at rette skriftlig henvendelse herom til de 2 organisationer.

Fællesorganisationen DSB meddelte hertil, at man ikke på det givne tidspunkt var interesseret i at fortsætte disse drøftelser, medens Dansk Lokomotivmands Forening var meget positiv i sin stillingtagen. Man enedes om at nedsætte en arbejdsgruppe, der fik til opgave at vurdere formen for et tættere samarbejde, evt. ved en sammenlægning af de 2 organisationer.

Arbej dsgruppen, hvori deltog 4 repræsentanter fra Dansk Lokomotivmands Forening og 2 repræsentanter fra Dansk Jernbaneforbund, forelagde i december 1983 en rapport for de 2 organisationer, hvori man i fuld enighed foreslog en sammenlægning samt betingelserne herfor.

Denne rapport blev gjort til genstand for indgående drøftelser, og den blev endelig godkendt på begge organisationers kongresser.

Fra 1. januar 1986 blev de 2 organisationer sammenlagt, således at lokomotivmændenes 2.220 medlemmer indgik i Dansk Jernbaneforbund som kategori nr. 7 med 6 repræsentanter i hovedbestyrelsen, 1 repræsentant i forretningsudvalget samt 1 sekretær på hovedkontoret.

Sidstnævnte kunne lokomotivmændene selv udpege for en valgperiode, hvorefter han er på valg på samme måde som de øvrige sekretærer.

Efter lokomotivpersonalets tilkomst var hovedbestyrelsens antal steget til 32 medlemmer, valgt afkategorierne, samt forbundsformand og næstforman d, i alt 34.

Man gjorde formentlig den erfaring, at det var for tungt at arbejde med en så stor hovedbestyrelse. I hvert fald stilledes kongressen i 1988 overfor et forslag om, at de kategorivalgte hovedbestyrelsesmedlemmers antal nedsattes til 19 repræsentanter, og dette vedtoges.

Disse repræsentanter fordeler sig således på kategorierne: Stationspersonalets afdeling: 5 repræsentanter.

Bane- og elektropersonalets afdeling: 2 repræsentanter.

Togpersonalets afdeling: 2 repræsentanter.

Rutebilpersonalets afdeling: 2 repræsentanter.

Søfartspersonalets afdeling: 2 repræsentanter.

47

Organisationens struktur

Depot- og privatbanepersonalets afdeling: 2 repræsentanter.

Lokomotivpersonalets afdeling: 4 repræsentanter.

Bane- og elektropersonalet Banepersonalets afdeling, 1. distrikt, stiftedes i eftersommeren 1903 og omfattede Sjælland og Lolland-Falster. Den første formand var den af hovedbestyrelsen midlertidigt udpegede, ledvogter SØren Jensen, Charlottenlund. Han afløstes i 1908 af telegrafnæstformand L. P. Nielsen, (senere stationsbud L. P. Thorsbro).

Ved dennes overgang til stationstjenesten i 1914 valgtes banenæstformand N . Fr. Nielsen (senere overbaneformand Frederik Ryvænge) til formand . Han afl.østes i 1919 afbanearbejder N. C. Madsen, som beklædte denne post til sin afsked i 1937.

Madsen afløstes af banenæstformand H. V. Johansen, der i 1951 blev afløst af overbaneformand Helge Hansen. I 1958 blev H. Hansen valgt til sekretær på forbundets hovedkontor, hvorefter banernontør S. H. Majlund overtog formandsposten . Han bestred denne post, indtil området i 1972 blev nedlagt som afdeling og blev en kreds under en ny landsafdeling.

Afdelingens første kasserer var banenæstformand O. A. Voldkiær, der havde denne post, til han i 1909 overgik t il stationstjenesten. Han afløstes afFr. Ryvænge, der igen i 1911 afløstes afN. C. Madsen. Da Madsen i 1919 valgtes til afdelingsformand, blev banebetjent SØren Jørgensen, Næst ved, kasserer, en post han beholdt i 28 år.

I 1947 valgtes Helge Hansen til

48

Niels Agri Jensen - i daglig tale kaldet N.A.

kasserer, og da han i 1951 valgtes til afdelingsformand, blev banernester J. K. A. Grarup hans afløser, og han bestred posten, til afdelingen i 1972

c. H. Koch.

Organisationens struktur

Bøtchiær blev senere forbundets viceforretningsfører , og han fungerede i en længere periode som forretningsfører under forretningsfører Thorvald Pedersens sygdom, hvorfor han i 1948 trak sig som afdelingsformand.

Han afløstes af signalformand M. C. Jensen, Tønder, men han havde kun posten til 1950, da signalpersonalet dette år oprettede egen afdeling.

Herefter valgtes banernester C. H. Koch til formand, og han havde posten til 1972, hvor området nedlagdes som afdeling og indgik som en kreds under en ny landsafdeling.

Darling Nielsen er nuværende afdelingsformand.

nedlagdes og blev en kreds under landsafdelingen.

Banepersonalets afdeling 1, 2. di strikt, omfattede Fyn og Sønderjylland. De første år efter 1904 er oplysningerne her noget sparsomme, men den første formand var ledvogter Ludvig Hansen, Ullerslev, der senere fik navneforandring til L. Dylmer.

Han afløstes i 1909 af banenæstformand C. T . Christensen, Brørup, der havde hvervet til 1932, hvor han blev pensioneret fra DSB. Banearbejder Fr. Bøtchiær blev herefter formand, men han virkede kun i ca. 2 år, da han i 1934 måtte nedlægge hvervet på grund af sygdom. Han afløstes af E. Hjortkilde, Gråsten, der bestred posten i 10 år, indtil han i 1944 trak sig tilbage efter eget ønske. Fr. Bøtchiær var i mellemtiden blevet rask og valgtes igen til afdelingens formand.

ftOLKETS

Mus

10 l}roner.

11904 var 10 kr. en formue.

49

Organisationens struktur

Afdelingens første kasserer menes at være en banearbejder Andresen, Strib, der virkede som sådan til 1906 og afløstes af banenæstformand H. G. Dupont, Fredericia. Han havde posten, til han i 1931 pensioneredes fra DSB, og hans afløser blev banenæstformand E. Ebbesen, Fredericia. Ebbesen fratrådte efter eget Ønske i 1948, og som ny kasserer valgtes banearbejder Joh. Christensen, Nyborg.

Han havde posten til 1958, hvor han afløstes af banehåndværker (senere svejsemester) Mogens Christensen, Fredericia, der klarede hvervet til 1972, hvor afdelingen nedlagdes og indgik som en kreds i landsafdelingen.

nedlagdes og indgik som en kreds i en ny landsafdeling.

Afdelingens kasserere har i den forløbne tid været: Banenæstformand H . P. Friis, Århus, der i 1909 afløstes afbanearbejder P . M. Lund. I 1920 valgtes Fr. Bøtchiær, der havde posten til 1929, hvor banenæstformand L. C. Kjeldsen blev valgt. I en årrække derefter havde man på posten banearbejder P. M. Lund, baneformand N . Chr. Nielsen, banearbejder N . P. C. Jensen, Århus, hvorefter banenæstformand Svend Eliassen valgtes og bestred hvervet til 1970. Han afløstes af banernontør Carl Christensen, der fortsatte på posten til 1972, hvor afdelingen nedlagdes og indgik i landsafdelingen.

Banepersonalets afdeling 2,2. di strikt, oprettede i 1904 og omfattede den østjydske længdebane og Djurslandsbanerne. Ledvogter Niels Christensen, Hovedgård, blev denne afdelings første formand og havde posten til 1909, hvor afdelingen valgte helt ny bestyrelse som protest mod lønningsloven af 1908. Til ny formand valgtes banear bejder A. Andreasen, Århus, der i 1920 afløstes af banearbejder P. M. Lund, Randers.

I 1929 overtog banearbejder Fr. Bøtchiær formandsposten, som han afgav i 1931 på grund af flytning til Odense. Banenæstformand N . Chr. Nielsen, Stevnstrup, fungerede indtil generalforsamlingen i april 1931 valgte banebetjent N . A. Jensen, Århus, til formand .

N. A. Jensen bestred posten i 30 år, idet han først i 1961 afløstes af banenæstformand J. K. Nielsen, der var formand til 1972, hvor afdelingen

Banepersonalets afdeling 3,2. di strikt, oprettedes i 1904 og omfattede Midt- og Vestjylland. Som før ste formand valgtes bane formand Nielsen, Rødkjærsbro, og han afløstes i 1907 af baneformand Nørgaard, Ydby. I 1908 valgtes banearbejder Winther, Vemb, og han var formand til 1913, hvor han blev afløst afbaneformand Jensen, Skibbild. I 1918 valgtes Winther igen , men afløstes år et efter af banearbejder Th. E. F rederiksen, Herning, som beklædte posten i 25 år.

Som afløser for Frederiksen kom i 1943 banevagt J. Thorn, Brande, der i 1948 afløstes af banebetjent P . Jensen, Viborg. Efter en svær sygdom døde P . Jensen og blev afløst af baneformand N. J. Andersen, der havde posten fra 1953-1955, hvor h an fratrådte efter eget ønske. Han afløstes af banebetjent H . Stampe, Viborg, der havde posten til 1972, hvor afde-

50

OrganiRationens struktur

lingen nedlagdes og indgik i en kreds under en ny landsafdeling.

Der er lidt usikkerhed om denne afdelings kasserere, men indtil 1908 var banearbejder Winther kasserer, og derefter fulgte i en periode C. Gade Andersen. I 1931 valgtes banenæstformand T. C. Nielsen, og i en periode indtil 1953 var kassereren baneformand J. C. Nielsen.

Baneformand A. Frederiksen, Viborg, var kasserer fra 1953 til 1964, hvorefter banebetjent P. F. Jensen, Silkeborg, bestred posten til afdelingen i 1972 nedlagdes.

Sikringspersonalets afdeling. Fra organisationens start var bane- og sikringspersonalet opdelt i 4 afdelinger, og dette fortsatte i omkring 50 år, hvorefter sikringspersonalet i 1950 oprettede egen landsafdeling.

Det var den tekniske udvikling, der var den egentlige årsag hertil, idet denne tog fart især ved signaltjenesten.

Man havde hidtil rekrutteret personalet fra de ufaglærtes rækker, men udviklingen medførte, at DSB begyndte at forlange håndværkeruddanneIse for overhovedet at kunne blive antaget ved signaltjenesten, og personalet mente da, at de med egen afdeling ville kunne få deres interesser varetaget på en bedre måde.

Den nye afdelings første formand blev signalformand G. Eklund, der i 1953 afløstes af signalformand H. H. P. S. Jørgensen. I 1959 valgtes signalnæst formand J . P . Jensen, der fortsatte til 1981, hvor sikringsrnontør K. Andersen tiltrådte.

K. Andersen blev i 1981 valgt til sekretær på forbundets hovedkontor,

og som hans afløser som formand valgtes sikringsrnontør J. B. Larfort, der stadig bestrider hvervet.

Den første kasserer blev oversignalmontør R. Nielsen, der i 1953 afløstes af signalformand C. M. Laursen. Fra 1962 til 1974 var signalnæstformand V. Nielsen kasserer, og i de følgende 2 år havde sikringsrnontør J. E. B. Jensen posten.

Sikringsrnontør M. Christensen var kasserer fra 1976 til 1981, hvorefter den nuværende kasserer, sikringsmontør E. B. Laursen, overtog posten.

Sikringspersonalet, der i øvrigt i dag hedder elektropersonalet, indgår som en landskreds i et samarbejde med banepersonalet, men i modsætning til de øvrige kredse har elektropersonalet egen bestyrelse og egen økonomi.

FællesbestyrelsenlLandsafdelingen.

Indtil 1972 havde bane- og sikringspersonalet et samarbejde i en fællesbestyreIse, hvor de 5 afdelinger havde hver 2 repræsentanter. Her behandledes sager af fælles interesse eller sager, der ikke havde kunnet løses af den enkelte afdeling.

I 1972 lavedes en ny struktur, hvor man ændrede de 3 afdelinger vest for Storebælt til 2 kredse, der sammen med kredsen på Sjælland og elektropersonalets landskreds dannede en landsafdeling.

Ved landsafdelingens oprettelse valgtes S. H. Majlund til formand, og da han i 1974 valgtes til sekretær på hovedkontoret, afløstes han af banemester C. H. Koch, der bestred posten, til han blev pensioneret ved DSB i 1984.

51

Organisationens struktur

Nuværende formand er baneformand Darling Nielsen.

Som kasserer i landsafdelingen valgtes fra starten C. H. Koch, der i 1974 afløstes af overbaneformand Robert Mogensen, som havde denne post til 1986, hvor han gik på pension. Nuværende kasserer er baneformand B. H. Kristensen.

I 1988 sammenlagdes de to kredse vest for Storebælt, så landsafdelingen består herefter affølgende kredse: Sjælland og Lolland-Falster med baneformand B. H . Kristensen som formand, Jylland og Fyn med banemester Villy Hansen som formand og elektropersonalets landskreds med sikringsmester J. B. Larfort som formand.

Pr. 1. september 1988 havde Baneog elektropersonalets afdeling 1.441 medlemmer.

Depot- og privatbane personalet Depotpersonalets afdeling 1 stiftedes 1904 og omfattede Sjælland og Lolland-Falster. Den første formand var depotarbejder Rasmus Hansen, han afløstes af depotarbejder V. Tietze, der - med undtagelse af et enkelt år, hvor depotarbejder L. Nielsen beklædte formandsposten - var formand, til han i 1920 måtte trække sig på grund af sygdom. Han blev da afløst af vognopsynsmand Rasmus Andersen, der ledede afdelingen, til den i 1923 indgik i en nyoprettet landsafdeling .

Den første kasserer i afdelingen hed Rasmus Hansen (navnefælle til den første formand), og han afløstes af depotarbejder J. Nielsen, Helsingør. Fra 1916 til 1923 beklædtes kas-

52

sererposten af depotarbejder F . Frederiksen, København.

Depotpersonalets afdeling 2 omfattede Fyn samt øst- og Nordjylland.

Depotarbejder N . T. Olsen, Århus, valgtes i 1904 til formand, og han afløstes i 1906 af depotarbejder A. Sørensen, Århus, der bestred h vervet til 1911. Herefter var vognopsynsmand R. V. Foged formand i perioderne 1911 - 1917 og 1921 - 1923. Depotarbejder P. A. Andersen, Århus, var formand fra 1917 - 1919 og vognopsynsmand N. Christensen fra 1919 - 1921.

Denne afdeling har kun haft 2 kasserere, nemlig vognopsynsmand P. Pedersen, Århus, fra 1904 - 1918 og depotarbejder P . Rasmussen, Odense, fra 1918 - 1923.

Depotpersonalets afdeling 3, Midtog Vestjylland, skiftede ikke ledelse, idet depotarbejder G. Graversen var

Ejvind Madsen.

Organisationens struktur

Arne Munk Sørensen.

formand fra 1904 - 1923, og depotarbejder Chr. Frederiksen var kasserer i samme tidsrum.

Depotpersonalets landsafdeling 1 1923 sammenlagdes de tre afdelin-

L. J . Pedersen er nuværende afdelingsformand.

ger til en landsafdeling. Medvirkende hertil var, at depotarbejdernes antal blev mindre og mindre, idet de efter statsbanernes organisationslov af 1903 ved afgang blev erstattet af timelønnede arbejdsmænd (remisearbejdere). Dette forhold ændredes ved tjenestemandsloven af 1946, da remisearbejder ne optoges i lønningsklasserne, og således atter kunne blive medlemmer af Dansk Jernbaneforbund .

Som første landsformand valgtes vognopsynsmand Rasmus Andersen, der i 1934 afgik på grund af alder og afløstes af vognopsynsmand H. C. Nielsen.

1. juli 1947 overgik Remisearbejdernes Fællesforbund efter urafstemning til Dansk Jernbaneforbund. Forud herfor var remisearbejderne fast ansat timelønnede, organiseret i Dansk Arbejdsmands Forbund og tilsluttet V ærksteds- og Remisearbejdernes Fællesforbund, det nuværende Fællesorganisationen DSB. Depotpersonalets afdeling blev nu opdelt i 2landsafdelinger, nemlig afdeling 1, der havde remiseformænd, vognopsynsmænd, maskinpassere og magasinpassere som medlemmer og som fik H. C. Nielsen som formand, og afdeling 2, hvor remisearbejder J. C. Christensen blev formand og hvorunder hørte remisearbejderne.

Der oprettedes en fællesbestyrelse, men de to afdelinger blev dog allerede i 1948 slået sammen, og man valgte J . C. Christensen som formand. Han forlod posten i 1958 på grund af alder, og han afløstes af remisearbejder Ejvind Madsen, Århus, der ledede afdelingen, til han i 1980 53

Organisationens struktur

måtte lade sig pensionere på grund af sygdom.

Remiseformand Kurt Pedersen, Århus, blev herefter formand, men trak sig tilbage i 1981, hvor depotformand Arne Munk Sørensen afløste ham. Da A. Munk Sørensen i 1986 pensioneredes, blev depotbetjent L. J . Pedersen afdelingens formand, et hverv han stadig bestrider.

Ved sammenlægningen i 1948 blev remisearbejder G. Husted kasserer, og han afløstes i 1950 af remisearbejder J. C. Leth, Århus, der bestred jobbet til 1977 ,hvor han ønskede at fratræde. Han afløstes af den nuværende kasserer, lagermester Peder Rasmussen.

Stillingsbetegnelserne remisearbejder og magasinpasser blev i 1970 ændret til depotbetjent og lagerbetjent.

Depot- og Privatbanepersonalets Afdeling I 1984 gik Dansk Privatbaneforbund sammen med Dansk J ernbaneforbund, og privatbanepersonalet indgik som en landskreds i kategorisamarbejde med depotpersonalet. Formanden for denne landskreds er banebetjent Bent-Ove Jensen.

Depot- og privatbanepersonalets afdeling havde pr. 1. september 1988 712 medlemmer.

Lokomotivpersonalet Den 1. januar 1986 skete der en sammenlægning af Dansk Lokomotivmands Forening (DLF) og Dansk Jernbaneforbund, hvori lokomotivmændene er indgået som en afdeling.

Lokomotivmændenes organisation begynde sit virke den 1. januar 1899

54

Bent-Ove Jensen er kredsformand for pri vatbanepersonalet.

under navnet »Dansk Lokomotivfører og Fyrbøderforening«, et navn der ændredes i 1904 og igen i 1915 til

K . B. Knudsen var Dansk Lokomotivmands Forenings sidste formand .

Organisationens struktur

Forhandlingerne i forbindelse med overgangen til Dansk Jenbaneforbund er nævnt foran i dette afsnit.

Ved etableringen af afdelingen i 1986 blev Ulrik Salmonsen valgt til formand, og som næstformand og kasserer valgtes Ole Husted Andersen.

Kurt Christiansen blev udpeget til lokomotivmændenes repræsentant som sekretær på forbundskontoret.

Pr. 1. september 1988 havde Lokomotivpersonalets Afdeling 2.358 medlemmer.

Rutebilpersonalet Ulrik Salmonsen er formand for Lokomotivpersonalets Afdeling.

»Dansk Lokomotivmands Forening«.

Man havde fra starten lokomotivførere og fyrbødere fra privatbanerne med, men de trak sig ud i 1904 og dannede egen forening. I 1983 kom privatbanepersonalet tilbage til DLF. Lokomotivmændene har gennem årene haft følgende formænd: C. w.

Rosen (1899 - 1900), Pagh Rasmussen (1900 - 1901), Chr. Christensen (1901 - 1918), Rich. Lillie (1918 1929), Sophus Jensen (1929 - 1947), E. Greve Petersen (1947 -1976) samt Børge Knudsen fra 1976, til sammenslutningen med Dansk Jernbaneforbund fandt sted.

Da DLF den 1. januar 1979 havde bestået i 80 år, udgav man enjubilæumsbog, »Lokomotivets Mænd «, og foreningen har tidligere udgivet jubilæumsbog ved 50-året.

DSBs rutebilchauffører var i mange år måneds- og timelønnede medlemmer af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DASF). I begyndelsen af 60-erne brød en del ud fra dette forbund og dannede »Forbundet for chauffører ved DSBs rutebiler«, og det blev klart, at de pågæl-

Villy Hansen, formand for Rutebilpersonalets Afdeling.

55

Organisationens struktur

Thomas Vatson, kasserer for rutebilpersonalet samt kongresvalgt revisor for hovedkassen .

dendes egentlige ønske var at blive tjenestemænd og medlemmer af Dansk Jernbaneforbund.

DSBs rationaliseringer og omlægninger fra lokal toggang til rut ebildrift gav anledning til, at mange af forbundets medlemmer også var interesseret i at komme til at betjene rutebilerne, og da dette stemte godt med chaufførernes ønske om at blive tjenestemænd, så de en mulighed for at opnå dette gennem DJ. Forskellige forhold gjorde, at både DSB og Trafikministeriet var interesseret i, at rutebilerne fremførtes af tjenestemænd, og der blev nedsat et lille udvalg med repræsentanter fra Trafikministeriet, DSB, DASF og DJ. Udvalgets opgave var at finde frem til en overgangsordning, således at de fuldtidsbeskæftigede chauffører, der i forvejen var aflønnet efter tjenestemandslovens 3. lkl., kunne overgå til tjenestemandsstillinger.

56

En forudsætning for DASF's medvirken var, at forholdet til dette forbund var bragt i orden for samtlige chaufførers vedkommende, og i konsekvens heraf opløste udbryderforeningen sig selv, og medlemmerne blev igen tilmeldt DASF. Udvalget afgav betænkning, og på grundlag heraf samt efter indhentet lægeerklæring søgte 692 rutebilchauffører om tjenestemandsansættelse og skrev samtidig optagelsesbegæring om overflytning til DJ fra og med 1. april 1966.

På et stiftende møde den 29. april 1966 dannedes Rutebilpersonalets Afdeling, der indgik i kategorimæssigt samarbejde med togpersonalet.

Afdelingens formand blev rutebilchauffør Villy Hansen, Ringsted, og han blev, sammen med kassereren, A. Hyldal, Viborg, medlem afforbundets hovedbestyrelse.

Rutebilpersonalets antal voksede kraftigt gennem årene, og ved kongressen i 1984 fik rutebilpersonalet egen kategori med sæde i forretningsudvalget.

Villy Hansen er stadig formand for afdelingen, medens A. Hyldal døde i 1972. Han afløstes som kasserer af rutebilchau ffør V. S. Petersen, der i 1974 overgik som chauffør ved HT. Hans efterfølger som kasserer blev rutebilchaufør Thomas Watson, SØnderborg, der fortsat bestrider denne post.

Pr. 1. september 1988 havde Rutebil personalets Afdeling 938 medlemmer.

Stationspersonalet Stationspersonalets afdeling, 1. distrikt, der omfattede Sjælland - Fal-

Organisationens struktur

ster, afholdt det første tillidsmandsmøde den 1. maj 1904. Her valgtes portør P. Nielsen, Slagelse, til formand. Han blev afløst den 22. juni samme år af portør Chr. Nielsen, der i 1906 blev valgt til forbundets forretningsfører. Herefter valgtes portør O. Andersen, der beklædte formandsposten, til han i 1925 trak sig tilbage på grund af kommunal virksomhed.

Efterfølgeren blev overportør O. SØrensen, der i 1928 forlod sin stilling ved statsbanerne og dermed formandsposten i afdelingen. Portør Valdemar Berthelsen, Helsingør, ledede nu afdelingen indtil tillidsmandsmødet den 13. maj 1928, hvor overportør Meldgaard Kristensen valgtes som formand . Han virkede som sådan, til han i 1958 døde efter en svær sygdom.

Børge Aanæs blev nu valgt til formand, men da han i 1961 valgtes til posten som sekretær på hovedkontoret, blev han afløst af J. Thisgaard Thomsen, der ledede afdelingen, indtil denne i 1972 ændredes til en kreds under en nyoprettet landsafdeling.

Afdelingen har siden sin stiftelse haft følgende kasserere: Stationsbud L. Jørgensen (1904 - 1906), overportør N . P . Jacobsen (1906 - 1927), overportør J. K. Jensen (1927 - 1956), A. Johannesen (1956 - 1959), O. N. Skovhus (1959 -1972) og J. C. Bruun, der havde posten i ca. 3 måneder, til afdelingen nedlagdes.

Stationspersonalets afdeling I, 2. distrikt, omfattede Fyn og den sydlige del af Jylland. Ifølge afdelingens arkiver den stiftet i Frederi-

J. Thisgaard Thomsen.

cia den 14. juli 1904, hvor overportør A. M. SØrensen, Fredericia, valgtes som første formand. Han fratrådte i 1906 og efterfulgtes af portør N . P. Christensen, Odense, der beklædte posten i 20 år, indtil han i 1926 måtte fratræde på grund af sygdom. Herefter valgtes overportør M. A. Dalager , Nyborg, der eft er eget ønske fratrådte i 1935.

Nu valgtes portør P. Madsen, Nyborg, der var formand for afdelingen, til han i 1948 valgtes til forretningsfører for forbundet. Han afløstes af overportør A. J . Ludvigsen, Kolding, som bestred posten til 1961. Herefter valgtes J. S. J epsen, Nyborg, der i 1970 afgav posten til F. G. Rasmussen, Odense, der var afdelingsformand til 1972, hvor afdelingen ændredes til en kreds under en nyoprettet landsafdeling.

Afdelingen har haft følgende kasserere: Portør N. J. Christensen, Fredericia (1904 - 1919), portør C. M.

57

Organisationens struktur

Clausen, Esbjerg (1919 - 1928), portør J . Thusager (1928 - 1934), overportør A. Fjordbøge (1934 - 1945), stationsbetjent P. Knudsen, Fredericia (1945 - 1956), H. J. Jensen, Odense (1956 - 1965), og E. Bach Knudsen, Fredericia, fra 1965 til 1972.

Stationspersonalets afdeling II, 2. distrikt, omfattede den østjydske længdebane og Djurslandsbanerne.

Afdelingen stiftedes i forsommeren 1904, og portør Vendelbo, Langå, blev afdelingens formand indtil 1906. Han afløstes af overportør J .

Jørgensen, Aalborg, der fungerede til 1908 og igen fra 1911 til 1913. I de mellemliggende 3 år var overportør Bukh, Århus, (ormand.

Fra 1913 til 1926 beklædtes hvervet af overportør Valdemar Jensen, Randers, og i de følgende 18 år af overportør J . K . F . Jensen, Århus.

Jensen blev i 1944 valgt til sekretær på hovedkontoret, og han afløstes som formand af overportør Niels Kolding, Aalborg, der bestred jobbet til 1961. Herefter valgtes pakhusformand Kaj Jensen, Århus, der fortsatte, til afdelingen nedlagdes i 1972 og sammen med afdeling III indgik som en kreds i en nyoprettet landsafdeling.

Afdelingen har haft følgende kasserere: Portør H. Pedersen, Skanderborg (1904 - 1910), portør C. M. K. Godtfredsen, Århus (1910 - 1913), pakhusformand L. C. Jensen, Århus (1913 - 1943), overportør P. J. Pedersen, Skanderborg (1943 - 1957, overportør C. M. Jensen, Århus (1957 1961), samt overportør A. H . Rasmussen, Århus, fra 1961 og t il afdelingen nedlagdes i 1972.

58

Stationspersonalets afdeling III, 2. distrikt, omfattede Midt- og Vestjylland, Thy, Salling og Himmerland.

Afdelingen stiftedes i 1904 i 4. trafikkreds, som senere afløstes af det gamle 3. distrikt.

Der har ikke kunnet skaffes sikre oplysninger om afdelingens ledelse i de første ca. 15 år, men her skal nævnes en person, som i hvert fald fra 1907 - 1921 gjorde et betydeligt arbejde i denne afdeling, og som i en længere årrække var dens formand, nemlig daværende portør C. Jensen, Viborg, som senere blev kontorist i 3. distrikt, Struer.

Fra 1921 overtog overportør C. Christensen, Skive, formandsposten, og han afløstes i 1931 af daværende ekspedient i Nørager, Thorvald Pedersen, der valgtes til forbundets forretningsfører i 1939. Nu valgtes stationsbetjent N . K. Mikkelsen, Silkeborg, der bestredjobbet til 1946, hvor han afløstes af stationsbetjent P . Pedersen, Struer. Pedersen afløstes i 1950 af trafikekspedient A. Andersen, Roslev, der var afdelingsformand til 1952 og herefter afløstes af pakhusformand H. P. Pedersen, Silkeborg, der i 1971 blev udnævnt til pakhusmester og derfor måtte skifte afdeling. Han blev afløst af overportør A. P . S. SØrensen, Struer, der sad, til afdelingen i 1972 blev nedlagt og sammen med afdeling II indgik som en kreds i den nyoprettede landsafdeling.

Afdelingen har haft følgende kasserere: Stationsbud Ryttergard, Holstebro (1920 - 1933), stationsbetjent P. Pedersen, Struer (1933 - 1946), trafikekspedient A. Andersen, Roslev (1946 - 1950), stationsbetjent A.

Organisationens struktur

A. Andersen (1950 - 1961), rangerformand P. Vesterager, Herning (1961 - 1969), og trafikekspedient P. I. Hansen, Kibæk (1969 - 1972).

Ranger- og pakhus mestrenes afdeling var en landsafdeling. Indtil 1943 var ranger- og pakhusmestrene organiseret i Jernbaneforeningen, men efter overenskomst mellem denne og Dansk Jernbaneforbund bestemtes det, at medlemmerne ved urafstemning skulle tage stilling til, om de fremdeles ville blive i Jernbaneforeningen eller foretrak at overgå til Dansk Jernbaneforbund, hvilken organisation de før avancement til mestre så godt som alle havde tilhørt.

Resultatet af urafstemningen forelå den 25. marts 1943, og et flertal have stemt for overgang til forbundet. Kort tid efter oprettedes den ny landsafdeling .

Formanden ved overgangen var rangermester H . P. Jacobsen, København, men han så sig kort tid efter nødsaget til at forlade posten på grund af sygdom. En tid fungerede rangermester Oluf Nielsen, København, som formand, indtil rangermester A. E. Klingvort, Fredericia, valgtes den 7. maj 1944. Han bestred posten til 1952, hvor han afløstes af pakhusmester V. M. Mortensen, Horsens, der var formand til 1958.

Herefter valgtes rangermester Knud Skov, Nyborg, der havde formandsposten i 10 år, idet han i 1968 afløstes af rangermester J . K. O. Jacobsen, Rødby, der var afdelingens formand til 1972, hvor afdelingen omdannedes til en landskreds under Stationspersonalets Afdeling.

Ved overgangen til Dansk Jernbaneforbund i 1943 var rangermester P. J. Palsholm, København, afdelingens kasserer, og han bestred denne post til 1950. Herefter fulgte rangermester N. A. Hansen (1951 - 1957), pakhusmester C. Caspersen (1957 1962) samt rangermester C. O. V. Nielsen, Glostrup, der var afdelingskasserer fra 1962 til 1972.

Stationsmestrenes afdeling var ligeledes en landsafdeling og oprettedes i 1943. Indtil da havde stationsmestrene været organiseret i Jernbaneforeningen, men en urafstemning gav som resultat, at de overflyttedes til Dansk Jernbaneforbund.

Formand for kredsen i Jernbaneforeningen var stationsmester N. S. SØrensen, Fårhus, og han blev også formand for den nye afdeling. Han bestred denne post til 1950, hvor han afløstes af stationsmester P. H . Pedersen, der var formand til 1961.

Herefter valgtes stationsmester H. Danielsen, Hasselager, der forblev på formandsposten, til afdelingen i 1972 omdannedes til en landskreds under Stationspersonalets Afdeling.

Afdelingen har haft følgende kasserere: Stationsmester J. J. Møllepovl, Herfølge (1943 - 1952), stationsmester Kjær, Havslund (1952 1956), stationsmester J. Vesterager, Brejninge (1956 - 1961), og stationsmester G. M. Nielsen, Dalmose, fra 1961 til 1972.

Trafikekspedienterne, der hidtil havde fungeret som gruppe under de hidtidige stationspersonaleafdelinger, blev i 1980 sammensluttet med stationsmestrene, og de udgør nu til59

Organisationen s struktur

sammen en landsgruppe under Stationspersonalets Afdeling.

FællesbestyrelsenlLandsafdelingen De oprindelige 4 stationspersonaleafdelinger havde et samarbejde i en fællesbestyrelse, hvor den enkelte afdeling havde repræsentation. Her behandledes sager affælles interesse eller sager, der ikke havde kunnet løses af den enkelte afdeling.

I 1943 kom ranger- og pakhusmestrene samt stationsmestrene med under Dansk Jernbaneforbund, og disse to afdelinger indgik i et kategorisamarbejde med stationspersonalet, idet de ligeledes fik repræsentation i fællesbestYJ'elsen.

11972 fik man så den nye struktur, hvor man dannede en landsafdeling og ændrede de hidtidige afdelinger til kredse. Den nye landsafdeling kom altså til at bestå afialt 5 kredse,

P . M . Olsen.

60

Hans Christiansen, nuværende formand for Stationspersonalets Afdeling.

hvoraf de 3 var stationspersonalekredse, 1 ranger- og pakhusmesterkreds og 1 stationsmesterkreds.

Ved landsafdelingens oprettelse valgtes rangermester J . Thisgaard Thomsen til formand og overportør E. Bach Knudsen, Fredericia, til kasserer.

Områdedrift Forbundets struktur, som den blev fastlagt i 1904, kunne stort set fortsætte uændret til 1972, og man kunne vel derfor forvente, at den nye struktur kunne holde en årrække.

Dette blev ikke tilfældet for stationspersonalet, idet DSB indførte den såkaldte »områdedrift« . En række funktioner og beslutningsprocesser, der hidtil havde ligget i de gamle distrikter og i generaldirektoratet, lagdes ud i de 22 områder, landet blev opdelt i. Her var tale om en ud-

Organisationens struktur

delegering af ansvar i et omfang, som man ikke tidligere havde set.

Et område ledes af en område chef, og under hvert område hører en række tjenestesteder. Stillingsbetegnelsen »stationsforstander« er dermed bortfaldet.

Stationspersonalets afdeling måtte derfor igen ændre sin opbygning i 1974, og man valgte at nedlægge kredsene og i stedet indrette sig med områdegruppeformænd.

Dette system fungerer fortsat, og i dag har man 210mrådegrupper, landsgruppen af stationsmestre/ jernbaneekspeditører/trafikekspedienter samt landskreds en for rangerog pakhusmestre.

J . Thisgaard Thomsen fortsatte som afdelingsformand, til han afhelbredsmæssige grunde måtte nedlægge hvervet i 1978. Han afløstes af overport ør P. M. Olsen, Roskilde, der i 1984 gik på pension og blev afløst af den nuværende formand, H. F. Christiansen, Næstved.

Overportør E. Bach Knudsen er fortsat kasserer i afdelingen.

Pr. 1. september 1988 havde Stationspersonalets Afdeling 3.247 medlemmer.

Søfartspersonalet Ved ændringen af Forbundets organisationsform i 1903 fik søfartspersonalet en afdeling i hver af de 3 trafikkredse, der havde overfarter: Den sjællandske trafikkreds, 2. trafikkreds i Fredericia og 4. trafikkreds i Struer.

Da distriktordningen ophævede trafikkredsene, lagdes de 2 afdelinger i Jylland sammen, og den 1. okto-

Viggo Hansen .

ber 1932 samledes søfartspersonalet i en landsafdeling.

De 3 oprindelige afdelinger blev oprettet i sommeren 1904, men arkiverne for de 2 afdelinger vest for Storebælt er så ufuldstændige, at vi ikke er i stand til at nævne navnene på alle deres formænd og kasserere.

Blandt de mænd, der prægede organisationsarbejdet indenfor søfartspersonalet i Jylland i disse år, kan nævnes følgende: Skibsfyrbøder SØren Jensen, Fredericia, der senere blev stationsbud i Herning, matros S. M. Petersen, Fredericia, som i en række år var afdelingens formand.

Endvidere skibsfyrbøderne H . Johansen, C. Fricke ogJ. Christiansen.

Den sjællandske afdelings første formand var matros J. Jensen, Helsingør, der i 1907 afløstes af matros Robert Petersen, Korsør. Efter Petersens død først på året 1909 blev 61

Organisationens struktur

skibsfyrbøder Chr. P ind en kort tid konstitueret, og derefter valgtes skibsfyrbøder J . P . Hansen til formand. Han trådte imidlertid tilbage i 1910 på grund af kommunal virksomhed, og nu valgtes matros C. F. W. Poulsen til formand . Han beklædte posten, til afdelingerne blev sammenlagt i 1932 og fortsatte derefter som landsformand, indtil han i 1938 blev valgt som sekretær på hovedkontoret.

Overfyrbøder C. A. Jensen var herefter en kort tid konstitueret formand, men fra august 1938 valgtes overmatros Viggo Hansen, og han bestred jobbet, til han i 1961 fratrådte på grund af alder. Han afløstes af overmatros S. B. Smith, der i 1964 valgtes som sekretær på hovedkontoret, hvorefter overmatros K . O. H. Christiansen overtog formandshvervet. Han bestred dette i 12 år, hvorefter han i 1976 afløstes af overmatros G. P. Jensen, der efter en 4-årig pe-

Henning Christiansen .

62

Bjarne A . Hansen, nuværende formand for S øfartspersonalets Afdeling.

riode afløstes af overmatros S. A. Nielsen, Århus. I 1984 overtog den nuværende formand, overmatros B. A. Hansen, formandsposten .

Den sjællandske afdeling har haft følgende kasserere: Matros Robert Petersen (1904 - 1907), C. F . W. Poulsen (1907 - 1910), skibsfyrbøder C. C. O. Andersen (1910 - 1911), skibsfyrbøder C. E. Christensen (1911 1920), matros J. C. Madsen (1920 1922) og matros H. Rasmussen (1922 - 1950).

Sidstnævnte fortsatte alt så som kasserer for landsafdelingen fra 1932, og han afløstes af overmotormand K. H . Laugesen (1950 - 1972), overmatros G. P. Jensen (1972 1976), overmatros L. E. Nielsen, Kalundborg (1976 - 1984), samt fra 1984 den nuværende kasserer, overmatros K. E. K. Pedersen .

Pr. 1. september 1988 har Søfartspersonalets Afdeling 1.066 medlemmer.

Organisationens struktur

Togpersonalet Togførernes afdeling Togførerne blev i 1910, da forhandlingsreglerne blev til, placeret i Jernbaneforeningen. Det var måske dengang naturligt, da ingen togførere på dette tidspunkt var medlem af forbundet .

I årene op til 1920 blev så godt som alle togbetjente og pakmestre medlemmer af Dansk Jernbaneforbund, og det blev efterhånden mere og mere almindeligt, at man ved forfremmelse til togførerstillingen forblev som medlem af forbundet, og omkring 1940 stod 4/5 af togførerne som medlemmer af forbundet.

I 1942/43 blev der ved hovedorganisationernes foranledning samtidig med afstemningen blandt stationsmestre og ranger- og pakhusmestre foretaget en afstemning blandt togførerne om overgang til forbundet.

Af forskellige grunde blev resultatet overraskende, idet kun 103 af de 334 togførere, der på dette tidspunkt var medlemmer af forbundet, stemte for overgang.

Der blev imidlertid ikke ro om sagen, og efter et personskifte i togførerkredsens ledelse blev der i maj 1947 afholdt ny afstemning, hvori 87% af t ogførerne deltog. Resultatet blev nu, at overflytningen til forbundet blev vedtaget med 397 stemmer mod 61.

Fra 1. april 1948 blev togførernes overflytning til forbundet en kendsgerning, og denne overflytning skete i fuld forståelse med begge hovedorganisationer. Kun 2 togførere mente ikke at kunne gå med over.

Den bestyrelse, der de sidste par år havde varetaget togførernes interes-

N. J. Olsen.

ser i Jernbaneforeningen, blev på togførerafdelingens første tillidsmandsmøde valgt til fortsat at røgte opgaverne under de ændrede forhold.

Togfører N. J. Olsen, Fredericia, der i 1946 var valgt til formand, fortsatte hermed, til han i 1958 fratrådte på grund af alder. Han afløstes af togfører J. P. Pedersen, Århus, der havde posten i 10 år. Han afløstes i 1968 af togfører P . J. Larsen Kamstrup.

I 1970 blev Poul Kamstrup valgt til sekretær på forbundets hovedkontor, og hans afløser som formand blev togfører A. R. Nielsen, Fredericia, der bestred jobbet til 1972, hvor togførerafdelingen og det Øvrige togpersonale gik sammen i en landsafOeling.

Som kasserer for togførerafdelingen valgtes tørst togfører P. K. Sørensen, Randers, der i 1958 blev afløst af togfører N. C. T . Jensen, Århus. I 1964 valgtes togfører A. R. Nielsen til kasserer, og han afløstes i 63

Organisationens struktur

1968 af togfører V. Zederkof, Esbjerg, der blev på posten til sammenslutningen i 1972.

Togpersonalets afdeling I 1904 dannedes 4 afdelinger inden for togtjenesten - en for hver af statsbanernes trafikkredse - dog dannede området Sjælland - Falster kun en afdeling, selvom dette område var delt op i 2 trafikkredse.

Desværre er de jydsk-fynske afdelingers gamle forhandlingsprotokoller gået tabt, og det har derfor ikke været muligt at give navne og data for de folk, som har ledet disse afdelinger. Ifølge Jernbane-Tidende var de første formænd: Konduktør Hans Jensen, Nyborg, 2: kreds, pakmester A. Rasmussen, Århus, 3. kreds, og konduktør P. Petersen, Struer, 4. kreds. Ledelsen af de jydsk-fynske kredse har op i årene t il 1926, da togpersonalet samledes i en landsafdeling, været i hænderne på en række kendte organisationsfæller. Vi kan her nævne navne som konduktør N. P. Magnussen, Varde, Jens Rodevang, Århus, og M. Kristensen, Randers.

I 1. kreds var konduktør Chr. Petersen (Chr. Vejre) for mand fra 1904 til 1910. Han afløstes af konduktør N. P. Nielsen (Bandholm), Korsør, der i 1917 afløstes af togbetjent Th. Skov. Skov var formand i 9 år indtil sammenlægningen i 1926.

Den første kasserer i kreds 1 var konduktør M. Johannesen - den senere mangeårige kasserer i togpersonalets enkepensions- og byggeforening. Hvervet har desuden været bestridt af togbetjent O. Jacobsen og C. B. Redsø.

64

Landsafdelingen Som nævnt gik de 4 kredse sammen og dannede i 1926 en landsafdeling, der som den første formand valgte pakmester J. P. Kjeldsen, Ålborg, der i 1928 afløstes af pakmester H. M. Christensen, Randers. I 1938 valgtes pakmester N . J. Olsen, og han blev i 1943 afløst af pakmester N. C. T. Jensen, der dog kun beholdt posten i ca. lår. I 1945 valgtes togformand H. S. Hansen, København, der havde jobbet til 1950, hvor pakmester J. P. Pedersen, Århus, trådte til. Han afløstes i 1955 afpakmester G. M. Albrechtsen, København, der i maj 1958 overlod posten til togbetjent L. O. Madsen, Nyborg. I 1962 valgtes togbetjent V. Johansen Dall, København, og han havde posten i 4 år, idet togbetjent P. N. Ejlertsen, Struer, var formand fra 1966 til 1968. Togbetjent F. M. Jensen, Næstved, havde derefter formandsposten i nogle måneder, hvorefter togbetjent O. H. Nielsen, Århus, bestred hvervet indtil 1972, hvor alt togpersonale sluttede sig sammen.

I 1926 valgtes C. B. Redsø til kasserer, og siden har følgende haft kassererposten: H. C. Pedersen, Århus (1928 - 1930), S. K. T. Svendsen, Århus (1930 - 1932), K. E. F. Pedersen, København (1932 - 1936), H . C. Pedersen, Århus (1936 - 1939), N. C. Pedersen, Esbjerg (1939 - 1946), J. P. Pedersen, Århus (1946 - 1948), A. P. Jørgensen, Esbjerg (1948 - 1950), F. B. V. Pedersen, Køge (1950 - 1955), K. J. Hansen, Esbjerg (1955 - 1961), V. Makholm, Struer, i få måneder, S. K. Madsen, Århus (1961 - 1964), H. A. Olesen, Esbjerg (1964 - 1968), H. P. Rasmussen, Korsør (1968 -

Organisationens struktur

1971), og N. L. Christensen, Herning (1971 - 1972).

Hele togpersonalet samles I 1972 blev togførerafdelingen og togpersonaleafdelingen sammenlagt til en landsafdeling, og her valgtes togfører Johannes Baadsgaard som den første formand. Han bestred denne stilling, til han i 1981 søgte og fik en stilling som personalekonsulent ved Velfærdskontoret, og han blev afløst som formand af togfører E. Nielsen Scharling, Århus, der fortsat er formand.

Siden sammenlægningen har kassererne været H. P. Rasmussen, KorsØr (1972 - 1973), S. A. Johansson, Randers (1973 - 1976), A. Steensbjerre, Fredericia (1976 - 1980), T. Hansen, Helsingør (1980 - 1982), H. P. Rasmussen, Korsør (1982 - 1984), og E. Zefting, Struer, der valgtes i 1984 og fortsat bestrider kassererposten.

Den 1. april 1966 blev rutebilpersonalet optaget i Dansk Jernbanefor-

Johannes Baadsgaard.

E. Nielsen (Scharling), nuværende formand for Togpersonalets Afdeling.

bund og indgik som landsafdeling i kategorisamarbejde med togpersonalet.

Dette samarbejde fortsatte til 1984, hvor rutebilpersonalet var steget så meget i antal, at de kunne danne egen kategori.

Togpersonalets afdeling havde pr.

1. september 1988 1.313 medlemmer.

Grupperne Hele grundlaget for organisationen er grupperne, som samtlige afdelinger og kredse er delt op i. Det er her, det daglige samarbejde bygges op, samarbejde med den lokale ledelse, samarbejde med personale fra andre organisationer og samarbejde medlemmerne imellem.

En gruppefor mand er en person, som øvrige i et interessefællesskab sætter deres lid til, og som de stoler på i en sådan grad, at de betror 65

Organisationens struktur

ham/hende varetagelsen af betydelige gruppeinteresser.

Gruppeformanden er bindeled mellem medlemmer og organisation og er alene af den grund et af de vigtigste led i organisationskæden, men gruppeformanden udfører dertil et meget værdifuldt arbejde ved løsningen af de problemer, der af og til må opstå på en arbejdsplads.

Der kan ikke opstilles bestemte normer for, hvilke egenskaber en gruppeformand må besidde, men noget af det vigtigste må være, at den valgte gruppeformand er en god kollega, der ud fra sin opførsel som menneske og tjenestemand nyder medansattes og foresattes agtelse.

Gruppeformanden skal være valgt blandt medlemmer i det område, gruppen omfatter, og organisationen skal anmelde hans/hendes valg overfor ledelsen i området .

Gruppens opbygning kan være forskellig fra afdeling til afdeling. Nogle grupper dannes af personalet på et enkelt tjenested, andre grupper omfatter flere tjenestesteder, og f.eks.

66

stationspersonalets grupper er opdelt på samme måde som DSBs driftsområder. Hvor der er tale om større grupper, vælges ofte en gruppebestyrelse, således at per sonalet på de enkelte tjenestesteder som regel er repræsenteret heri.

Enhver gruppe har nogle retningslinier - man kunne kalde det en forretningsorden - som gruppen ledes efter. Heri er som regel fastsat noget om afholdelse af ordinære gruppemøder, og der kan iøvrigt være helt specielle bestemmelser for grupperne i de enkelte afdelinger.

Det er uhyre vigtigt, at medlemmerne - og ikke mindst gruppeformanden - har både vilje og evnen til samarbejde, og det er organisationens ansvar, at gruppeformanden er »klædt på« til at varetage opgaverne.

Dansk JernbaneforLund har gennem årene haft en lang rækk e gruppeformænd, og det har været kendetegnende for langt de fleste, at de som regel stille og roligt - har løst de opståede problemer på bedste måde.

Forbundets kongresser

Dette afsnit indeholder oplysninger om tid og sted for Dansk Jernbaneforbunds ordinære og ekstraordinære kongresser fra og med 1948.

Desuden nævnes - meget kort nogle hovedpunkter i debatten og i de beslutninger, der er taget.

35. ordinære kongres afholdtes i »Folkets Hus «, Århus, i dagene 23. - 25. juli 1948.

Forbundets forretningsfører, Th. Pedersen, var alvorlig syg og døde kun 3 dage efter kongressen, hvor han netop var udnævnt til æresmedlem.

Viceforretningsføreren, banebetjent Fr. Bøtchiær, havde i en længere periode fungeret som forretningsfører, og det var ham, der bød velkommen og ledede kongressen.

Kongressen beskæftigede sig især med tjenestemændenes økonomiske forhold efter de store prisstigninger, der havde fundet sted, og i en kongresudtalelse hed det bl.a.: »Kongressen har meget indgående drøftet tjenestemændenes lønforhold, efter at tjenestemandsloven har virket i 2 år. Denne debat har samtidig beskæftiget sig med den stadige prisstigning, som bl.a. har bevirket en forringelse af tjeneste-

mandslønningernes købekraft. Kongressen må derfor pålægge den kommende hovedbestyrelse snarest at optage arbejdet for at få gennemført mulige forbedringer af lønningerne, således at levevilkårene tilbageføres til det stade, de havde den 1. april 1946.« Kongressen valgte overportør Peter Madsen, Nyborg, som ny forretningsfører.

36. ordinære kongres blev afholdt på »Hotel Nyborg Strand« den 21. - 23. juni 1950.

Det blev en rolig kongres uden de store armbevægelser, og man udtalte anerkendelse af de af CO I fulgte retningslinier under lønforhandlingerne i 1948.

Kongressen beskæftigede sig en del med samarbejdsudvalgstanken og udtalte herom: »Kongressen har med tilfredshed påhørt beretningens afsnit om oprettelse af samarbejdsudvalg ved statens virksomheder, og den opfordrer i denne forbindelse hovedbestyrelsen til at iværksætte et særligt og effektivt arbejde for at dygtiggØre medlemmer og især tillidsmænd til arbejdet i samarbejdsudvalgene, således at disse udvalg virkelig får den be67

Forbundets kongresser

tydning, de kan få ved et målbevidst oplysningsarbejde, der baner vejen for forståelsen af disse udvalgs særlige opgaver. « Også spørgsmålet om en samordning af trafikken drøftedes, og der var fuld enighed om, at hensynet til samfundets interesse i en rationel udnyttelse af materiale og arbejdskraft krævede, at loven om rutebilog lastvognskørsel snarest blev revideret, så den blev ændret til at kunne tjene en samfundsmæssig udnyttelse og ikke som led i kapitalistiske foretagender.

Forretningsfører Peter Madsen genvalgtes med akklamation.

37. ordinære kongres afholdtes i »Håndværkerforeningen «, Dr. Tværgade, København, den 11. - 13. juni 1952.

Kongressen udtalte sin anerkendelse af de lønforbedringer, der var opnået ved forhandlingerne i foråret 1952, hvorved man fik udligning for en væsentlig del af den lønforskel, der var opstået siden lønningslovens ikrafttræden 1946.

Man beklagede dog stærkt , at det ikke ved forhandlingerne havde været muligt at få regeringens medvirken til ophævelse af den uretfærdige forskel, der var mellem gifte og ugifte tjenestmænds reguleringstillæg.

Kongressen beklagede den vidtgående liberalisering, der har store prisstigninger til følge. Derved opsluges de lønforhøjelser, man har forhandlet sig til, og dette rammer ikke mindst de lavestlønnede tjenestemænd.

Embedsklassernes krav om nedsættelse af en lønningskommission

68

kunne kongressen ikke tilslutte sig.

Man var af den opfattelse, at tidspunktet var meget uheldigt valgt, idet landets økonomiske forhold var udsat for så stærke svingninger, at et stabilt prisniveau, der var en forudsætning for gennemførelsen af en tiltrængt modernisering af tjenestemændenes lønforhold, foreløbig ikke var i sigte.

Kongressen tilsagde Socialdemokratiet sin støtte i arbejdet for gennemførelsen af en samfundspolitik, der sigter mod fuld beskæftigelse og stabile økonomiske forhold.

Der vedtoges fremover kun at afholde kongres hver tredie år.

Peter Madsen blev med akklamation genvalgt til forretningsfører.

38. ordinære kongres afholdtes i »Håndværkerforeningen «, Dr. Tværgade, København, den 22. - 24. juni 1955.

Kongressen havde bemærket sig, at oprettelsen af lokale samarbejdsudvalg kun skred langsomt frem , idet der på dette tidspunkt kun var oprettet 11 lokaludvalg.

Samtidig med at pålægge hovedbestyrelsen fortsat at arbejde for dygtiggørelse af tillidsmændene opfordrede kongressen medlemmerne til selv at gøre brug af Dansk Jernbaneforbunds oplysningsudvalgs tilbud til udvidelse af kendskabet til samarbejdsudvalgenes opgaver og ideer.

Det var kongressens opfattelse, at et for etaten og samfundet frugtbringende samarbejde i samarbejdsreglernes ånd også er betinget af, at der fra etatledelsens side vistes en mere udtalt forståelse for hensigten med oprettelsen af samarbejdsudvalgene,

Forbundets kongresser

end det hidtil havde været tilfældet.

Kongressen tog til efterretning, at der var nedsat en lønnings kommission og bemærkede hertil, at: »de rystelser, det danske samfunds økonomi i den senere tid har været ude for, og som har sat mærkbare spor i tjenestemænds og arbejderes leveforhold, ikke tåler en fremskyndelse af kommissionens revisionsarbejde. Kongressen finder det tilrådeligt, at der indtil videre lægges vægt på en grundig behandling af de mange store og vidtrækkende problemer, som kommissionen er stillet overfor, bl.a. med henblik på de fremtidige lønsystemers opbygning, udarbejdelsen af lønningerne og en for nuværende og fremtidige pensionister retfærdig løsning af pensionsspørgsmålet, evt. i forbindelse med en mulig kommende ordning vedrørende en almindelig folkepensionering. « Kongressen opfordrede hovedbestyrelsen til gennem CO I at følge den nu oprettede ombudsmandsinstitution med største opmærksomhed, særlig med henblik på de følger, denne institution ville kunne få for tjenestemænds stilling i henhold til tjenestemandslovens retsbestemmelser.

Forretningsfører Peter Madsen genvalgtes med akklamation.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 13. april 1958 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København.

Det var efter meget langvarige og spændende forhandlinger i lønningskommissionens plenarforsamling, at forretningsfører Peter Madsen kunne byde velkommen til forbundets ekstraordinære kongres .

Kongressen var en ren arbejdskongres og havde det ene formål at drøfte og tage stilling til lønningskommissionens betænkning og forslag til ny tjenestemandslov.

I en 2 112 time lang redegørelse forelagde forretningsføreren de foreliggende forslag og belyste en række enkeltheder i disse.

Herunder trak han såvel gode som mindre gode forhold frem, forhold der angik såvel aktive tjenestemænd som pensionister. Der er i afsnittene om lønninger og om pensioner nævnt nogle af disse plusser og minusser.

Redegørelsen gav anledning til mange indlæg, der stort set gav tilslutning til konklusionen: At stemme ja til forslaget.

Ved den afsluttende afstemning blev lønningskommissionens betænkning godkendt med 177 stemmermod 7.

39. ordinære kongres blev afholdt i »Folkets Hus«, Enghavevej, København, den 25. - 27. juni 1958.

Da der ca. 2 måneder forinden havde været afholdt ekstraordinær kongres for behandling af lønningsloven, gav dette emne selvsagt ikke anledning til den store debat. Emnet blev dog berørt i en kongresudtalelse, hvori det bl.a. hed: »Idet kongressen godkender den om virksomheden aflagte beretning, udtaler den sin anerkendelse af de resultater, der opnåede s gennem lønningskommissionens arbejde, og det konstateres med tilfredshed, at Folketinget stort set har fulgt det ved kommissionsarbejdet fremkomne forslag, der havde vundet overvæl69

Forbundets kongresser

den de tilslutning i centralorganisationernes medlemskreds.

Det må dog beklages, at der under sagens behandling i Folketinget fremkom hændelser, der tyder på, at man ønskede at føre partipolitisk spekulation med tjenestemandsstanden og i denne forbindelse tilkendegav synspunkter, der ikke med rette kunne siges at være af saglig karakter.

Kongressen opfordrer hovedbestyrelsen til gennem CO I at arbejde for, at tjenestemandsbegrebet bevares som hidtil, og at man i det kommende udvalg søger at afværge ethvert attentat på tjenestemandsstillingerne inden for funktionærklasserne.

Kongressen anerkender det opnåede resultat med afskaffelsen af norm B, men opfordrer bl.a. t il i det kommende tjenestetidsudvalg at arbejde for en nedsættelse af arbejdstiden i lighed med, hvad der er sket indenfor det private arbejdsmarked, således at vi fremover kommer på lige fod og får vor arbejdstid reguleret i takt med privatarbejderne.« Kongressen pegede på, at konkurrencen mellem de eksisterende transportmidler blev hårdere, og man erkendte, at den igangværende rationalisering derfor måtte fortsætte. Det var dog opfattelsen, at der fra etats ledelsens side måtte vises mere udtalt forståelse for hensigten med samarbejdsudvalgene, og at indvundne rationaliseringsbesparelser i rimeligt omfang blev godskrevet personalet på mærkbar måde.

Kongressen ønskede at give forretningsføreren et ferieophold som tak for et stort og anstrengende arbejde i lønningskommissionen. Forretnings70

føreren tog dette som en påskønnelse af det udførte arbejde, men frabad sig at modtage gaven.

Peter Madsen genvalgtes med akklamation som forretningsfører.

40. ordinære kongres afholdtes i »Folkets Hus «, Enghavevej, København, den 21. - 23. juni 1961.

Blandt de mange problemer, kongressen havde på dagsordenen, blev forårets lønforhandlinger og finansministerens optræden i denne forbindelse et hovedemne.

Finansministeren havde benyttet en pasus i lønnningsloven af 1958 til at diktere antallet af overenskomsttillæg, hvorved Folketingets partier ikke som hidtil kunne træffe afgørelse i spørgsmål, hvorom der ikke havde kunnet opnås enighed mellem finansministeren og organisationerne.

Om dette spørgsmål udtalte kongressen: »Kongressen udtaler sin misbilligelse af den måde finansministeren har afviklet forhandlingerne om regulering af tjenestemændenes lønninger. Man finder, at der er sket en tilsidesættelse af tjenestemændenes forhandlingsret og dermed en krænkelse af en befolkningsgruppes demokratiske rettigheder. Det må beklages, at Folketinget ikke fandt anledning til indgriben overfor det af finansministeren udstedte diktat om tjenestemændenes lønforhold.

Kongressen henstiller til Statstjenestemændenes Centralorganisation I, at man snarest tager skridt til en ændring af forhandlingsreglerne, således at det fremtidig bliver Folke-

Forbundets kongresser

4 æresmedlemmer, fra venstre: A . J. Ludvigsen, N. J. Olsen, J. K. Jensen og N. A. Jensen på kongressen i 1964.

tinget, der træffer afgørelse i spørgsmål, hvorom der ikke har kunnet opnås enighed mellem finansministeren og organisationerne.« Kongressen tog endvidere stærkt afstand fra den af Københavns Postbudeforening iværksatte ulovlige arbejdsnedlæggelse og beklagede, at en mindre del af Dansk Jernbaneforbunds medlemmer havde sluttet op herom. Kongressen frygtede, at sådanne ulovligheder kunne få alvorlige konsekvenser for tjenestemændenes fremtidige løn- og ansættelsesvilkår.

Kongressen vedtog at hæve kontingentet fra 10 kr. til 14 kr. pr. måned. Et forslag om ophævelse af rejsestipendieordningen blev forkastet.

Der blev på kongressen udnævnt 8 nye æresmedlemmer.

Peter Madsen genvalgtes med akklamation t il posten som forretningsfører.

41. ordinære k ongres afholdtes i "Folkets Hus «, Enghavevej, København, den 24. - 26. juni 1964.

Finansminist er Poul Hansen talte ved kongressens åbning og sagde bl.a., at han erkendte, at tjenestemændene var kommet bagefter i lønudviklingen. LO's formand Eiler Jensen nævnte ligeledes i sin tale, at der var kommet ubalance i den lønmæssige udvikling, og at dette måtte rettes op.

71

Forbundets kongresser

Disse udtalelser blev stort set fulgt op med positive kommentarer, også i den borgerlige presse. Det var tydeligt, at valget nærmede sig.

En lang række forslag til ændring af forbunds lovene blev behandlet, men i princippet betød forslagene kun ændringer på to punkter, nemlig kongressen og kontingentet.

De hidtidige 3-årige perioder og de dermed forbundne valg ændredes til 4-årige perioder, og det vedtoges, at ordinære kongresser lægges i sommerhalvåret. Herved kunne man undgå de egentlig ferieperioder.

Kontingentet hævedes fra 14 kr. til 15 kr. månedlig, og der blev indført en automatisk regulering med samme procent som lønbevægelserne.

I kongresudtalelsen hed det bl.a., at » kongressen er af den opfattelse, at tjenestemændene er lønmæssigt forfordelt, og at der i forbindelse med kommende forhandlinger i foråret 1965 må foretages en ajourføring af lønningerne på basis af det ved lønningsloven af 1958 tilvejebragte udgangspunkt« .

Kongressen udtalte støtte til Socialdemokratiet ved det kommende valg.

Beretningen og udtalelsen godkendtes enstemmigt.

Peter Madsen lægger op Forretningsfører Peter Madsen meddelte kongresssen, a t han ikke Ønskede genvalg. Han havde været forretningsfører siden kongressen i 1948, hvor han afløste den sygemeldte Thorvald Pedersen, der iøvrigt døde få dage efter denne kongres .

(Th. Pedersen er omtalt i Dansk 72

Jernbaneforbunds historie, der blev udgivet i 1949).

Peter Madsen var oprindeligt bager, men blev så ansat ved DSB's stationstjeneste. Han var præget af en meget stor interesse for fællesskabet, og derfor var det nok ganske naturligt, at han hurtigt blev valgt til at varetage kammeraternes interesser på arbejdspladsen.

En svær sygdom tvang ham til at opgive alle sine tillidshverv, men han kæmpede sig igennem og kom stærkt tilbage. Han gennemgik alle faser af tillidsmandsposter, indtil han blev valgt til forbundets førstemand.

Det var et meget heldigt valg, for det viste sig hurtigt, at han havde store evner for netop denne post. Han blev også valgt til formand for CO I og SLF, og han ledede de mange forhandlinger med et overblik og en autoritet, som måtte aftvinge stor respekt, også fra forhandlingsmodpartens side.

Peter Madsen var medlem af lønningskommissionen af 1954, og han satte som sådan sit stærke præg på tjenestemandsloven af 1958, der på mange måder var skelsættende i forhold til tidligere love.

Der må også tillægges Peter Madsen en ikke ringe del af æren for, at det lykkedes at danne SLF efter 1958, og at samarbejdet her kom til at fungere godt.

Peter Madsen var medlem af LO's forretningsudvalg, og såvel her som i samarbejdet med en lang række indenlandske og udenlandske organisationer var han anerkendt som en kapacitet, der forstod samarbejdets kunst.

Forbundets konf:,.1J'esser

Forretningsfører Peter Madsen.

Ved sin afgang ved kongressen i 1964 blev han stærkt hyldet, og han udnævntes til æresmedlem af Dansk Jernbaneforbund.

Peter Madsen døde den 8. november 1966, og han fik således ikke noget langt otium. Han blev 71 år.

Som afløser for Peter Madsen valgtes togfører Egon Rasmussen.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 20. april 1968 på hotel »Tre Falke", København.

Kongressen skulle tage stilling til et forslag til ny tjenestemandslov (omtalt i afsnittet om lønudviklingen). Tjenestemændenes forhandlere havde ikke kunnet komme overens med den konservative lønningsog pensionsminister , Aage Hastrup,

selvom der i kommissionens forslag var mange positive sider. Forslaget til klassificering indeholdt en klar nedvurdering af store stillingsgrupper under CO I, ligesom en udskydelse af ikraftsættelsesdatoen til 1. oktober 1968 ikke kunne accepteres.

Forretningsfører Egon Rasmussen måtte derfor anbefale kongressen at stemme nej til forslaget.

Rutebilpersonalet deltog for første gang i en kongres under Dansk Jernbaneforbund, men da medlemskabet ikke var helt i orden, indledtes kongressen med behandling af følgende forslag: »Med øjeblikkelig virkning optages Rutebilpersonalets Landsafdeling i Dansk Jernbaneforbund med 2 repræsentanter i hovedbestyrelsen.

73

Forbundets kongresser

Afdelingens 15 repræsentanter på kongressen er delegerede fra forslagets vedtagelse.« Forslaget tiltrådtes enstemmigt, og rutebilpersonalet blev budt velkommen med kraftige klapsalver.

Efter en lang debat om forslaget til ny lønningslov foretoges afstemning ved navneopråb. Forslaget forkastedes med alle stemmer, idet dog en delegeret undlod at stemme.

42. ordinære kongres blev afholdt i »Folkets Hus«, Enghavevej, København, i dagene 15. - 17. maj 1968.

På kongressen aflagde forretningsfører Egon Rasmussen en meget fyldig beretning om forbundets arbejde i den 4-årige periode siden sidste ordinære kongres. Det nylig forkastede forslag til ny lønningslovsrevision gav naturligvis anledning til særlig omtale og debat, men der var hos de delegerede ingen tvivl om, at en forkastelse var en nødvendighed.

Der lød fra flere talere en skarp kritik af, at formanden for LO var fremkommet med udtalelser, der måtte opfattes som utidig indblanding i tjenestemændenes lønforhandlinger, men uanset dette vedtoges en udtalelse, der bl.a. understregede interessefællesskabet med øvrige lønmodtagerorganisationer.

Kongressen beklagede, at et regeringsskifte havde medført forsinkelse og til sidst udskydelse af en tjenestemandsreform, fordi den nye lønnings- og pensionsrninister , Aage Hastrup, på regeringens vegne stillede helt uantagelige betingelser for gennemførelse af reformen med til-

74

hørende lønnings- og indplaceringsbestemmelser. Man udtalte forventninger om, at arbejdet i tjenestemandskommissionen snarest genoptages, og der fremsattes forslag til en reform, der tager hensyn til den kritik, der fremkom i forbindelse med det afviste udkast.

Kongressen behandlede en række af hovedbestyrelsen fremsatte forslag til lovændringer, bl.a. i forbindelse med rutebilpersonalets optagelse i Dansk Jernbaneforbund. Disse lovændringer vedtoges enstemmigt.

Det vedtoges endvidere at ændre hjælpefondens vedtægter om begravelseshjælp, så der med virkning fra 1. januar 1969 i stedet udbetales et afskedigelsesgratiale på 1.000 kr. I tilfælde af tjenestemandens død før afskedigelse udbetales beløbet til enken.

Egon Rasmussen genvalgtes med akklamation til forretningsfører.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 29. marts 1969 i »Håndværkerforeningen «, Dr. Tværgade 2, København.

Kongressens opgave var at tage stilling til nyt forslag til en tjenestemandsreform, efter at denne var genforhandlet efter forkastelsen i april 1968.

På grund af svær sygdom havde forretningsfører Egon Rasmussen i oktober 1968 meddelt hovedbestyrelse, at han så sig nødsaget til at nedlægge sit hverv som forretningsfører, og det var derfor viceforretningsfører Børge Aanæs, der forelagde forslaget til bedømmelse.

Det fremgik af oplægget, at der var

Forbundets konJ.,1Tcsscr

Forretningsfører Egon Rasmussen.

taget vidtgående hensyn til den kritik, der var fremkommet for ca. et år siden, hvorfor Børge Aanæs anbefalede at stemme ja til forslaget, selv om det ikke i et og alt imødekom forbundets ønsker. Der var trods alt så mange goder, at det ville være urimeligt at forkaste forslaget igen og denned se en lang række år imøde med de utilfredsstillende forhold, der havde udviklet sig.

Der udspandt sig en længere debat med både anerkendende og kritiske bemærkninger, og efter at den fungerende forretningsfører havde besva-

ret rejste spørgsmål, blev der foretaget afstemning ved navneopråb.

Dette resulterede i, at forslaget vedtoges med 122 stemmer mod 68.

Kongressen valgte enstemmigt Børge Aanæs til forretningsfører.

Egon Rasmussen opnåede kun at stå i spidsen for Dansk Jernbaneforbund i 4 år. Han kom fra togpersonalets rækker, hvor han blev indvalgt i hovedbestyrelsen i 1948. I 1952 valgtes han til sekretær på hovedkontoret og i 1958 til sekretær i CO I.

75

Forbundets kongresser

Han afløste Peter Madsen som forretningsfører i 1964 og blev samtidig formand for CO L I denne egenskab blev han medlem af tjenestemandskommissionen af 1965, og de, der stod ham nær i organisationsarbejdet, kunne ikke undgå at føle, at det var med stor beklagelse han så, at udviklingen i dette reformarbejde måtte medføre, at forslaget til ny tjenestemandslov også fra hans side måtte henstilles afvist af tjenestemandsorganisationerne.

Egon Rasmussens mange år i det faglige arbejde var præget af en meget stærk interesse for det bredest mulige samarbejde, og hans venlige og altid smittende iune har i adskillige tilfælde medvirket til at skabe det gode samarbejde, der var hans målsætning.

Dette samarbejde gjaldt indenlandske organisationer - han blev i 1966 indvalgt i LO's forretningsudvalg - men også ud over landets grænser gjorde han sig kendt som en samarbejdets mand. Egon Rasmussen udstrålede ved sin personlighed en tillid, der gjorde ham selvskreven til ledende poster, han hørte til den type mennesker, om hvem det kunne siges, at »de går ind i folk med træskopå« .

Egon Rasmussen døde den 1. december 1970 i en alder af 56 år.

43. ordinære kongres afholdt es i dagene 10. - 12. maj 1972 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København.

Kongressen beskæftigede sig med mange problemer, herunder ikke mindst de strukturændringer, DSB

76

havde undergået og stadig var igang med.

I en udtalelse fra kongressen hed det herom: »Kongressen imødeser, at de strukturrationaliserings- og effektivitetsbestræbelser, der har været fremherskende indenfor DSB i de seneste år, vil fortsætte. Vor medvirken hertil må være betinget af, at vi får indflydelse både ved den forberedende, den planlæggende og de følgende faser, ligesom vi må kræve, at personalet sikres andel i rationaliseringsgevinsten, og at der udvises størst muligt hensyn til personalet, således at tvangsforflytteIser undgås.« Denne strukturændring ved DSB, herunder ikke mindst nedlæggelse af de to distrikter, måtte medføre, at også forbundet tilpassede sin struktur, så forhandlingsapparatet kunne fungere .

Der havde derfor været nedsat et udvalg til at fremkomme med ændringsforslag til forbundets struktur, og et forslag herom forelå til behandling på kongressen.

Et af de væsentligste forslag gik ud på, at kategoriernes afdelinger blev sammenlagt tillandsafdelinger .

Dette vedtoges, hvorefter forbundet kom til at bestå af følgende 5 kategoriafdelinger: Bane- og sikringspersonalet.

Depotpersonalet.

Stationspersonalet.

Søfartspersonalet.

Tog- og rutebilpersonalet.

Kongressen vedtog ligeledes at nedlægge fællesafdelingerne og i stedet oprette 16 kontaktområder.

Af andre ændringer kan nævnes,

Forbundets kongresser

at man vedtog at afskaffe rejselegatordningen.

Børge Aanæs blev med akklamation genvalgt til forbundets forretningsfører.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 23. oktober 1974 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København.

På den ordinære kongres i 1972 blev det besluttet, at forbundets 75 års dag skulle markeres, bl.a. ved afholdelse af en jubilæumskongres på stiftelsesdagen.

Det blev ligeledes besluttet, at kontaktområder, der ønskede at afholde jubilæumsfest for sine medlemmer, skulle have et beløb svarende til to kvartalers tilskud. Det viste sig, at samtlige kontaktområder arrangerede en jubilæumsfest.

Dagen begyndte med en reception i Folkets Hus, hvortil kom mange delegationer og enkeltpersoner med blomster, gaver og penge til en nyoprettet feriehusfond.

Et jernbaneorkester gaven times offentlig koncert i Enghaveparken, og her samledes en stor tilhørerskare måske især af pensionister og børn.

Der var arrangeret to jubilæumsudstillinger med det formål at vise en lille del af den udvikling, der havde fundet sted i de 75 år. Udstillingerne kunne ses i Laane- og Sparekassens afdelinger i Bredgade- og Polititorv-afdelingen.

Selve kongressen fik et festligt forløb med underholdning af Tivolis Promenadeorkester under ledelse af Ivan Leth.

På forslag af hovedbestyrelsen vedtoges det at oprette et »Feriehusfond«, hvis opgave skulle være at til-

vejebringe egnede feriehuse, enten ved køb eller som organisationshuse, der administreres af Dansk FolkeFerie. Fra reservefonden overførtes 100.000 kr. til den nye fond, og ved receptionen blev der givet pengegaver på godt 37.000 kr.

Kongressen vedtog ligeledes at forhøje forbundets jubilæumsgratialer ved 25, 40 og 50 års jubilæer fra 300 kr. til 500 kr., gældende fra 23. oktober 1974.

I forbindelse med jubilæet blev fremstillet et nyt forbundsemblem i sterlingsølv.

Kongresfesten afholdtes i »Lorry«, hvor Nyborg Jernbaneorkester underholdt med tyrolermusik.

44. ordinære kongres afholdtes i dagene 19. - 21. maj 1976 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København.

Efter forretn ingsfører Børge Aanæs' velkornsttale til kongressen havde en række gæster ordet, heriblandt fhv. banebetjent N . A. Jensen, Århus, der talte på æresgæsternesvegne.

Han fik et meget varmt bifald for sin tale, hvori han bl.a. sagde: »Det er let at tage stilling til problemerne, når det går fremad, men det er især i modgangstider, sammenholdet skal bestå sin prøve.

Skattesnydere og andet djævelskab er i dag rykket ind i rigsdagen. Vi vil ikke have dem til at dirigere her i landet, og det forhindres bedst ved, at de faglige organisationer arbejder tæt sammen med Socialdemokratiet.

N år vi gamle mødes, taler vi ikke om biler og benzin, men om den poli77

Forbundets konbrresser

N. A . Jensen taler til kongressen i 1976.

tik, der bør føres for at fastholde de goder, vi har opnået.« Kongressen beskæftigede sig meget med den store arbejdsløshed, som man fandt var en helt urimelig belastning af social- og indkomstmæssig karakter for store lønmodtagergrupper.

Man tilsluttede sig gennemførelsen af arbejdstiden til 40 timer pr. uge a 5 dage for hele arbejdsmarkedet, men finder tiden inde til yderligere arbejdstidsnedsættelse for det personale, der er beskæftiget på ubekvemme arbejdstider.

Også arbejdsmiljøet samt DSBs forhold og fremtidsmuligheder var stærkt inde i billedet.

Beretningen og en udtalelse godkendtes enstemmigt.

Kontorchef Gunnar Kragballe og trafikkontrollør C. L. Nielsen orienterede kongressen om tankerne bag et forsøg med et »Personale Udviklings Center« samt viste en TV -optagelse fra et prøveprojekt.

78

DSBs reklametjeneste havde arrangeret en smuk plakatudstilling i kongressalen, og Bogforlaget Fremad A/S, Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), Dagbladet Aktuelt, Arbejdernes Landsbank, Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) havde udstillinger på kongressen.

Kongressen godkendte en overenskomst mellem Dansk Jernbaneforbund og Laane- og Sparekassen for Offentligt Ansatte vedrørende udlån til forbundets medlemmer. Forbundets egen lånekasse og den tilhørende administration bortfaldt hermed.

Kongressen afskaffede begrebet »Æresmedlemmer«.

Børge Aanæs genvalgtes med akklamation til forretningsfører.

45. ordinære kongres afholdtes i dagene 14. - 16. maj 1980 på »Hotel Nyborg Strand«, Nyborg.

Viceforretningsfører S. B. Smith bød gæster og delegerede velkommen og beklagede at måtte meddele, at forretningsfører Børge Aanæs var fraværende på grund af sygdom.

Den skriftlige beretning var udsendt til de delegerede samt optaget i Jernbane-Tidende, og S. B. Smith supplerede med en mundtlig beretning, hvori han karakteriserede den forløbne 4-årige periode som hørende til en af de sværeste i de seneste årtier, såvel samfundsmæssigt som politisk. En væsentlig årsag hertil var oliekrisen.

Om samme emne skrev JernbaneTidende i sin leder op til kongressen: » Ikke mindst på grund af den økonomiske krise er vor demokratiske livsform i disse år udsat for et usæd-

Forbundets kongresser

vanligt stærkt pres fra de politiske yderfløje. Højrekredse synes at ville overse »skriften på væggen« om, at der må ændres væsentligt i de gammelkendte ejerbegreber, hvis vi igen skal finde en rimelig rytme i udviklingen. Det yderste venstre søger med alle midler at skabe størst mulig økonomisk kaos, uden at man dog kan anvise et andet økonomisk system, der i praksis har vist at kunne skabe bedre levevilkår for det enkelte menneske.

Man begynder igen så småt at høre ønsker om, at der skal en »stærk mand« t il at løse problemerne.

Mellem disse yderfløje findes en heldigvis stor - omend knap så højtråbende - gruppe, der i hele dette århundrede har stået som et bolværk omkring vor demokratiske livsform.

Det er denne gruppe, der skridt for skridt har gennemført sådanne ændringer i vort samfund, at ingen mod sin vilje behøver at lide nød.

Det er også denne gruppe, der i den nuværende situation må holde fast, hvis ikke de opløsningstendenser, der findes på yderfløjene, skal rende demokratiet over ende.« Kongressen udtalte sin skarpeste misbilligelse over Folketingets og regeringens indgriben i aftaleforhandlingerne mellem centralorganisationerne og finansministeriet i 1977 og 1979, herunder Folketingets vedtagelse af, at 3 portioner dyrtidstillæg pr. 1. april 1980 skulle bortfalde.

En af hovedbestyrelsen udarbejdet udtalelse vedtoges med 141 stemmer mod 19. Beretningen godkendtes enstemmigt.

DSBs reklametjeneste havde til lejligheden arrangeret en udstilling,

der viste indretningen af færgen »Dronning Ingrid«, der som den første af de 3 nye brede IC-færger var ved at være sejlklar.

Børge Aanæs genvalgtes som forretningsfører.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 13. januar 1981 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København .

I Jernbane-Tidende fra januar 1981 stod følgende at læse: »Dansk Jernbaneforbunds hovedbestyrelse har på et ekstraordinært møde den 9. december 1980 besluttet, at der tirsdag den 13. januar 1981 kl. 10.00 afholdes ekstraordinær kongres i »Folkets Hus«, Enghavevej 40, København. Årsagen hertil er den triste kendsgerning, at forbundets hidtidige forretningsfører, Børge Aanæs, er død, hvorfor kongressen skal vælge ny forretningsfører. « Viceforretningsfører S. B. Smith bød velkommen til kongressen og udtalte smukke mindeord over Børge Aanæs.

På hovedbestyrelsens vegne indstillede viceforretningsføreren sekretær Erik Nygaard Jespersen til valg af forretningsfører, og denne indstilling blev tiltrådt med akklamation.

Den nyvalgte forretningsfører takkede for den tillid, kongressen havde vist ham og gav tilsagn om, at han ville gøre sit til , at Dansk Jernbaneforbund kunne fastholde og udbygge den position, man gennem alle årene havde haft i arbejderbevægelsen.

Børge Aanæs Børge Aanæs blev syg i april måned 1980 kort tid før forbundets ordinære 79

Forbundets kongresser

Forretningsfører Børge Aanæs.

kongres. Han blev genvalgt som forretningsfører og genoptog arbejdet efter ca. 3 måneders sygdom.

Han var tilsyneladende kommet helt til kræfter, men det viste sig også kun at være tilsyneladende. På et møde i Køge, hvor CO I-formændene var samlede for at formulere kravene t il den forestående overenskomstforhandling, blev Aanæs syg igen og måtte indlægges på Køge sygehus.

Han døde den 9. november 1980 i en alder af63 år.

Børge Aanæs blev a nsat ved DSB's 80

stationstjeneste i 1941, overgik senere til stillingen som trafikekspedient og derefter til stationsmest er .

Han engagerede sig t idligt i organisationsarbejdet indenfor stationspersonalets afdeling i det daværende 1. distrikt, hvor han valgtes til formand i 1959. Han var hermed samtidig medlem af hovedbestyrelsen, hvor han gjorde sig bemærket ved sin evne til at trænge til bunds og skabe klarhed i ofte vanskelige sager . Han valgtes i 1961 til sekretær på hovedkontoret og blev bl.a. redaktør af Jernbane-Tidende.

Forbundets kongresser

Erik Nygaard Jespersen valgtes i 1981 til for bundets formand .

Efter en kortere tid som viceforretningsfører valgtes Børge Aanæs til forretningsfører i 1969 og senere til formandsposterne i JFU, CO I og TFU. Han fik således stor indflydelse på løn- og arbejdstidsforhold for samtlige statstjenestemænd.

Børge Aanæs varetog sine tillidshverv dygtigt og myndigt. Det sidste kunne til tider forlede til den opfattelse, at han var en hård person, men de, der havde ham inde på livet i det daglige arbejde, ved, at han netop var et meget følsomt og beskedent menneske.

Det var kendetegnende for ham, at han havde ønsket at blive stedt til hvile i de ukendtes grav på Kildebrønde Kirkegård, at bisættelsen skulle foregå i stilhed, og at man i stedet for blomster og kranse ydede et bidrag til »den humanitære fond«, hvis plejehjemsbyggeri i Nyborg havde været hans hjertebarn.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 1. september 1981 i »Kongreshuset«, Odense.

Forret ningsfører Erik Nygaard Jespersen bød velkommen og med-

81

Forbundets kongresser

delte, at hovedbestyrelsen enstemmigt have besluttet at indkalde kongressen med det ene punkt på dagsordenen at tage stilling til ændringsforslag til forbundslovens § 9.

Baggrunden var, at rigsrevisionen indgående havde beskæftiget sig med tjenestemandsorganisationernes mulighed for at erhverve hel eller delvis tjenestefrihed til udførelse af organisationsarbejde. Revisionen var kommet til den konklusion, at organisationerne selv burde afholde udgifterne til friheden og ligeledes betale pensionsbidrag, såfremt der ønskedes optjening af pensionsanciennitet ved fuldtidsbeskæftigelse som organisationstillidsmand.

Finansministeriet havde derfor udarbejdet nye regler efter disse retningslinier, hvilket vil give organisationerne så store merudgifter, at man har set sig nødsaget til at foreslå kontingentforhøjelse.

Hovedbestyrelsen stillede derfor et forslag, der gik ud på, at medlemskontingentet skulle udgøre et beløb, der til enhver tid svarede til 1,3 pct. (mod hidtil 1 pct.) afskalatrin 14, laveste sats, afrundet nedad til et med 10 deleligt beløb.

Fra stationspersonalets afdeling forelå et lignende forslag, hvor kontingentet dog kun skulle udgøre 1,2 pet. Hovedbestyrelsens forslag blev vedtaget med stor majoritet.

Enkelte andre forslag om indskud samt kontingentfordeling til kategorier og fonde vedtoges enstemmigt.

Lovændringerne fik virkning fra 1. oktober 1981.

46. ordinære kongres afholdtes i dagene 9. - 11. maj 1984 i 82

»Folkets Hus«, Enghavevej, København.

Forretningsfører Erik Nygaard Jespersen bød velkommen til kongressens gæster og delegerede.

Det var en historisk begivenhed, at kongressen tilsluttede sig et forslag om optagelse af Dansk Privatbane Forbund i Dansk Jerbaneforbund.

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra begge organisationer havde udarbejdet en rapport, hvori var angivet de forhold, hvorunder sammenlægningen kunne ske.

Dansk Privatbane Forbund havde på et delegeretmøde i oktober 1983 godkendt sammenslutningsforslaget, og der manglede kun godkendelse fra Dansk Jernbaneforbunds kongres.

Sagen behandledes forud for den mundtlige beretning, idet hovedbestyrelsen foreslog følgende protokoltilførsel: »Med øjeblikkelig virkning optages Dansk Privatbane Forbund som en landskreds under depotpersonalets kategori og Dansk Privatbane Forbunds formand og de 5 repræsentanter, der er inviteret som forbundets gæster ved denne kongres, indgår straks som stemmeberettigede for den resterende del af kongressen. « Forslaget vedtoges med akklamation.

Privatbanepersonalets formand, Bent-Ove Jensen, takkede kongressen for tilslutningen og konstaterede, at Dansk Privatbane Forbund endelig var opløst.

Under beretningen blev redegjort for arbejdet i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for

Forbundets kongresser

Dansk Lokomotivmands Forening og Dansk Jernbaneforbund. Arbejdsgruppen havde også her udarbejdet rapport vedrørende en eventuel sammenlægning af de to organisationer, og denne rapport var til drøftelse på møder i hele landet for lokomotivmænd.

Såfremt lokomotivmændenes endelige beslutning blev positiv, skulle en ekstraordinær kongres i Dansk Jernbaneforbund have spørgsmålet til behandling.

Der var med virkning fra 1. januar 1983 etableret en gruppelivsordning for forbundets medlemmer.

I en kongresudtalelse toges skarpt afstand fra den borgerlige regerings aftalebrud ved indgrebet i de gældende overenskomster, hvor man med radikal støtte bl.a. suspenderede dyrtidsreguleringen og fjernede taktreguleringen. Ligeledes udtaltes stærk misbilligelse af den vedtagne karenslovgivning, hvor første sygedag skulle betales af den syge selv.

Udtalelsen vedtoges med 183 stemmer mod 9, medens 3 tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Forretningsførerens beretning blev enstemmigt godkendt.

Kongressen blev også historisk ved, at der for første gang deltog en kvindelig delegeret. Det var togbetjent A. H. Hermansen.

Kongressen godkendte et forslag fra tog- og rutebilpersonalets kategori gående ud på, at rutebilpersonalet fik egen kategori.

Man vedtog, at betegnelsen »forretningsfører« fremtidig ændres til »forbundsformand «, samt at »vice-

forretningsfører« ændres til "næstformand «.

Der vedtoges en række ændringer til forbundsloven, hovedsagelig på grund af privatbanepersonalets tilkomst samt af det forhold, at rutebilpersonalet fik egen kategori.

Erik Nygaard Jespersen blev med akklamation genvalgt til forbundsformand for de kommende 4 år.

Ekstraordinær kongres afholdtes den 22. maj 1985 i "Kongreshuset«, Odense.

Forbundsformanden, Erik Nygaard Jespersen, bød velkommen og redegjorde for, hvorfor hovedbestyrelsen havde besluttet at indkalde denne ekstraordinære kongres. Formålet var, at k ongressen skulle tage stilling til: - Sammenlægning af Dansk Lokomotivmands Forening og Dansk Jernbaneforbund, - behandle forslag om ophævelse af forbundets fonde til fordel for et mere tidssvarende budget- og regnskabssystem, - gennemførelse af ændringer i forbundsloven, så den tilpasses lokomotivmændenes indtræden, så forbundets næstformand vælges af kongressen, samt at EFG-eleverne kunne optages i Dansk Jernbaneforbund.

Forbundsformanden rettede en særlig velkomst til medlemmerne af arbejdsgruppen vedrørende sammenlægningen af de to organisationer. Det drejede sig om K. B. Knudsen, K. H . Christiansen, U. Salmonsen og V. Dorner fra lokomotivmændene samt fhv . hovedkasserer S. B. 83

Forbundets kongresser

Smith og fhv. sekretær S. H. Majlund for Dansk Jernbaneforbund.

Dansk Lokomotivmands Forening havde på en ekstraordinær kongres den 30. april 1985 besluttet at indgå i sammenlægningen under forudsætning af, at dette også tiltrådte s på Dansk Jernbaneforbunds kongres.

For lokomotivmændene var vedtagelsen sket med 72 stemmer mod 2.

Efter den egentlige forelæggelse og en kort debat vedtoges sammenlægningen med 193 stemmer mod O og 1 undlod at stemme.

Lokomotivformændenes formand, K. B. Knudsen, takkede for afstemningen og glædede sig over, at det store forarbejde nu ·resulterede i så stor enstemmighed. Tilsagde loyalitet fra lokomotivmændenes side og ønskede Dansk Jernbaneforbund al mulig held med løsningen af de kommende opgaver.

Kongressen bød lokomotivmændene velkommen med kraftige klapsalver.

Man vedtog de fremlagte forslag til lovændringer, og derefter foresloges Ib Bjarndahl til forbundets første kongresvalgte næstformand.

Ib Bjarndahl valgtes med akklamation, og dermed var han samtidig stemmeberettiget medlem af Dansk Jernbaneforbunds hovedbestyrelse.

Man vedtog endvidere, at fastlønnede tillidsmænd og sekretærer på hovedkontoret afgår senest med udgangen af den måned, i hvilket de fylder 63 år, dog således, at hovedbestyrelsen har adgang til at fravige denne bestemmelse for formandens vedkommende, hvis særlige forhold skulle gøre sig gældende.

84

47. ordinære kongres afholdtes i dagene 4. - 6. maj 1988 i »Folkets Hus«, Enghavevej, København.

Forbundsformand Erik Nygaard Jespersen var ca. en måned tidligere blevet valgt, først til formand for Centralorganisation I (CO 1), dernæst til formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), hvorved han blev hovedforhandler for ca. 300.000 offentligt ansatte, og endelig som næstformand for Statsansattes Kartel.

Det var derfor en indflydelsesrig person, der kunne byde velkommen til Dansk Jernbaneforbunds kongres, og som i åbningstalen kunne meddele, at han på et senere punkt på dagsordenen ville bede kongressen bevilge et beløb på 50.000 kr. til Arbejderbevægelsens Solidaritetsfond, der støtter orga;J.isationer i lande, hvor der sker undertrykkelse af fagbevægelsen .

Der var udsendt en omfattende skriftlig beretning til de delegerede, og denne blev suppleret med forbundsformandens mundtlige beretning. Det fremgik heraf, at den forløbne kongresperiode havde været en meget travl og begivenhedsrig tid, hvor de vigtigste sager have været sammenslutningen mellem Dansk Lokomotivmands Forening og Dansk Jernbaneforbund samt et netop færdigforhandlet klassificerings- og indplaceringssystem for forbundets medlemmer.

Der vedtoges et meget omfattende handlingsprogram for de kommende år.

Kongressen pålagde hovedbestyrelsen at udarbejde et strukturfor-

Forbundets kongresser

slag til behandling på den ordinære kongres i 1992. DSBs fortsatte decentralisering af sin organisation samt beslutningen om en fast forbindelse over Storebælt ville betyde så store personalernæssige ændringer, at en strukturtilpasning nødvendigvis måtte finde sted.

I forbindelse med behandling af forslag til love og vedtægter vedtoges en kontingentforhøjelse fra 1,3 pct. til 1,5 pct. af skalatrin 14, laveste sats.

Hovedbestyrelsens antal nedsattes fra 32 til 21, ogde delegeredes antal på fr emtidige kongresser nedsattes ligeledes.

Der vedtoges nye aldersgrænser for tillidsmænd efter LO's nye regler.

Fremover skal formand og næstformand gå af ved førstkommende kongres efter det fyldte 61. år, medens sekretærer på forbundskontorerne skal afgå ved udgangen af den måned, hvori de fylder 62 år.

Erik Nygaard Jespersen og Ib Bjarndahl genvalgtes med akklamation til henholdsvis forbundsformand og næst formand.

Forbundsformanden takkede for valgene og meddelte kongressen, at han ville trække sig som kandidat til Folketinget.

85

Lønudviklingen

I dette afsnit er ikke omtalt udviklingen, hvad angår særlige ydelser, og heller ikke omklassificeringen på normerings love eller i forbindelse med opnåelse af rationaliseringsgevinst. Det er ganske givet områder, der har betydet meget for tjenestemændenes økonomi, men det vil føre for vidt at komme ind på enkelthederher.

Der er heller ikke nævnt meget om dyrtidsreguleringen, skønt det formentlig er den ordning, der har givet anledning til de fleste angreb fra partierne til højre for Socialdemokratiet. Selvom dyrtidsreguleringen var gældende for samtlige lønmodtagere, var det som regel kun tjenestemændene, der stod for skud, og det var ikke småting, de måtte høre og læse om denne sag.

Man h ar dog ikke blot taget imod og dukket hovedet, men f.eks . Jernbane-Tidende har i mange ledere og artikler argumenteret sagligt men skarpt for sine synspunkter. Pristallet blev udvandet ved, at skatterne blev taget ud af beregningerne, men der gik mange år, før det lykkedes de borgerlige partier helt at afskaffe pristalsreguleringen.

Lønningslove og lønforhandlinger er nævnt i kronologisk orden, selv

om der også her kun er tale om en »lettere « gennemgang.

Lønningsloven af 1946 En af de første og vigtigste opgaver efter krigen for tjenestemandsorganisationerne var at få genoptaget revisionen af den lønningslov, der havde været gældende siden 1931.

Allerede i 1938 rejstes spørgsmålet om en lønningsrevision på Dansk Jernbaneforbunds kongres, og man gik i gang med de forberedende arbejder hertil. Besættelsen stoppede imidlertid dette arbejde, der dog - efter stærkt pres fra organisationerne - genopt oges, så der den 30. marts 1943 nedsattes en lønningskommission.

Den 8. december 1944 forelå kommissionens l. betænkning med indstillinger vedr ørende ferieordningen, tjenesteboliger, huslejer for moderne og gammeldags lejligheder, flyttegodtgørelse, lønforskud, lønforskrivninger og særlige ydelser.

Betænkningen blev dog ikke of· fentliggjort før efter befrielsen.

Arbejdet i kommissionen blev genoptaget, og 2. betænkning forelå i marts 1946, altså knapt et år efter tyskernes kapitulation. Den omfattede samtlige tjenestemandslovens afsnit.

87

Lønudviklingen

Lønningskommissionen af 1943. Den enlige dame er den dengang meget omtalte skoleinspektør, Inger Merete Nordentoft.

Den 17. og 18. marts 1946 holdt Dansk Jernbaneforbund ekstraordinær kongres i København med lønningskommissionens betænkning på dagsordenen.

Kongressen anbefalede at ophøje betænkningen til lov, og det samme gjorde øvrige tjenestemandsorganisationer. Der var ting i betænkningen, man var utilfreds med, men organisationerne turde ikke forårsage yderligere forsinkelser, da medlemmernes økonomi var spændt til bristepunktet, og der var trods alt relativt gode lønforhøjelser i forslaget.

Dansk Jernbaneforbunds kongres udtalte dyb beklagelse af, at det ikke var lykkedes at få nedsat den pligtige afgangsalder til 65 år, men at man endog havde forhøjet den for DSB særligt gældende afgangsalder fra 67 til 70 år, hvilket selvsagt forringede avancementsmulighederne betydeligt.

Den nye lønnings lov vedtoges på Rigsdagen og blev underskrevet af kongen den 6. juni 1946. Når dette kunne ske så hurtigt efter krigens slutning, skyldtes det udelukkende, at kommissionen blev nedsat og kunne begynde sin virksomhed under krigen.

Det vil føre for vidt her at komme ind på de enkelte par agraffer i lønningsloven af 1946. Det skal blot nævnes, at Dansk Jernbaneforbunds medlemmer placeredes i lønningsklasserne 16-11, således at 16. lønningsklasse omfattede portører, ba88

nearbejdere, signalarbejdere, depotarbejdere og banevogtere.

For feriens vedkommende skete der det, at de 2 uger forlængedes til 3 uger, såfremt de pågældende inden ferieårets udgang havde haft ansættelse i statstjenesten i 18 år og opnået en levealder af 42 år.

Lønforhandlinger 1948 Den 35. ordinære kongres den 23.-25. juli 1948 pålagde hovedbestyrelsen at søge optaget forhandlinger med finansministeren om opretning af tjenestemandslønningerne. Der var sket en reallønstilbagegang på grund af store prisstigninger, og desuden havde lønmodtagerne i de private erhverv opnået lønstigninger ud over pristalsreguleringerne.

Hovedbestyrelsen henstillede der-

Lønudviklingen

for til CO I om at tage sig af sagen.

CO l's styrelse besluttede at rette henvendelse til finansministeren om et særligt tillæg til tjenestemændene, og man søgte tilslutning hertil fra de øvrige centralorganisationer (CO II, Samrådet og Danmarks Lærerforening). Det viste sig imidlertid, at man ikke kunne enes om kravet, hvorfor CO I besluttede at rette henvendelse kun på egne vegne.

Kravet gik ud på et ensartet tillæg til alle tjenestemænd på et beløb svarende til 3 tillægsportioner, ialt 350 kr.

Ved de efterfølgende forhandlinger med finansministeren var alle 4 centralorganisationer repræsenteret, og de mødte med vidt forskellige krav.

Resultatet blevet tillæg på 2 112

portion, men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1948 og gældende til udgangen af 1949.

Pensionisterne fik desværre kun halvdelen, hvilket finansministeren motiverede med, at beløbet lå ud over, hvad prisstigningerne berettigede til.

Lønforhandlinger 1950 Enigheden mellem centralorganisationerne var på ingen måde bedret, da man igen i 1950 fik lejlighed til at forhandle lønninger for tjenestemænd. Næppe nogensinde har spændingerne om tjenestemandsorganisationernes stilling til spørgsmålet været stærkere.

Julipristallet 1949 var for første gang i en lang årrække faldet med 3 point, men da det for januar 1950 89

Lønudviklingen

igen tog et kraftigt spring opad, blussede diskussionen om reguleringstillæggets beregning op med fornyet styrke.

Ved velvillig medvirken fra borgerlige politikere og skribenter var det lykkedes embedsklasserne at skabe rØre om deres lønningsforhold, og under mottoet: »Tjenestemændene er deklasseret, de lider nød« gik samrådet, lærerne og CO II til forhandling med finansministeren.

Det var dog ikke de lavere lønningsklasser, man havde i tankerne, men kun dem »med uddannelse og ansvar«.

Man ønskede dyrtidsportionerne ændret fra de faste beløb (120-192 kr.) til 3 pct. af den samlede løn, og f.eks. lærernes organ »Folkeskolen« pegede på, at levefoden for dem, af hvem der kræves særlig uddannelse, særlige kvalifikationer og særligt ansvar, bringes nærmere dem, for hvilket kravene er betydeligt mindre. Man forklarer, at »levefod ikke blot er et spørgsmål om kød- og kaffepriser, men det drejer sig om opretholdelse af en kulturel standard: For lærerstanden om deltagelse i kulturlivet, anskaffelse af bøger, abonnement på tidskrifter, medlemskab af pædagogiske foreninger ... «. Man ønskede derfor en snarlig revision af lønningsloven.

CO I kunne ikke gå med til en lønningslovsrevision og heller ikke til procentberegning af dyrtidstillæget.

Ved forhandlingen i 1948 havde finansministeren givet tilsagn om at i tilfælde af, at særlige forhold indtrådte på det lønmæssige område inden udløbet af gyldighedsperioden for det midlertidige tillæg, kunne der 90

optages nye forhandlinger om dette tillæg.

På det private arbejdsmarked var der givet lønforhøjelser på 7-9 Øre pr. time ud over, hvad pristallet berettigede til, og CO I ønskede derfor kun en forhandling om regulering af det midlertidige tillæg.

Det stod klart, at man ville komme til at stå alene med dette krav, og at der var meget stor risiko for at sprænge forhandlingerne og dermed lade hele lønningsspørgsmålet glide ud af organisationernes hænder og overgå til Folketingets afgørelse efter mere eller mindre rene politiske linier.

CO I's krav gik ud på, at det midlertidige tillæg forhøjedes med 3 112 portion indtil 1. oktober og derefter yderligere 2 112 portion, at tillæggene skulle udbetales med samme beløb til gifte og ugifte, samt at hele det midlertidige tillæg udbetaltes til pensionisterne med 70 pct.

Efter lange forhandlinger lykkedes det at opnå alle 4 centralorganisationers tilslutning til et resultat, som finansministeren forelagde og fik vedtaget i Folketinget. Resultatet blev, at reguleringsordningen forblev uændret som bestemt i lønningsloven, samt at de midlertidige tillæg med virkning fra 1. april 1950 forhøjedes fra 2 112 til 6 portioner. For disse tillægs vedkommende skete der dog en mindre procentvis graduering for de højere lønninger.

Til ugifte over 30 år (mod tidligere 40 år) udbetaltes beløbene fuldt ud, og til pensionister udbetaltes det midlertidige tillæg med 70 pct., endvidere skete der reguleringer af særlige ydelser.

Lønudviklingen

Det var dermed endnu engang lykkedes at undgå sprængning mellem centralorganisationerne.

Lønforhandlinger 1952 I efteråret 1950 dannede Venstre og Konservative regering med Venstres formand Erik Eriksen som statsminister og Thorkild Kristensen som finansminister.

Tjenestemændenes aftale om midlertidige tillæg ville udløbe med udgangen af marts 1952, men de 4 centralorganisationer kunne fortsat ikke enes om et forhandlingsoplæg til finansministeren.

Regerigen bebudede en kriseplan, hvori man lod forstå, at tjenestemændenes løn- og arbejdstidsforhold ville blive inddraget. Bl.a ville man foreslå ændringer i pristalsberegningen ved at holde visse udgifter udenfor.

De tre centralorganisationer (ofte benævnt »trekanten«) fremsendte stort set de samme ønsker, som de havde måttet efterlade på forhandlingsbordet et års tid tidligere. Den ændrede politiske situation havde formentlig givet fornyet tiltro til, at disse ønsker lod sig gennemføre.

CO I fremsendte som sit forslag, at aftalen om de midlertidige tillæg forlængedes til at gælde for det kommende finansår (1. april 1951 til 31. marts 1952), samt at der skete den ændring, at tillæggene udbetales med det fulde beløb til ugifte, og at samgifte tjenestemænd begge får det fulde tillæg.

Ved et møde den 13. marts medbragte finansministeren resultaterne af regeringens overvejelser af cen-

tralorganisationernes henvendelser om lønforholdene.

Som et led i en kriseplan havde regeringen besluttet at forlænge det midlertidige tillægs gyldighed til 31. marts 1952, dog således at »loftet « fjernedes, hvilket ville give de højestlønnede tjenestemænd klækkelige lønforhøjelser, medens alle ønsker om mere til de lavestlønnede eller ugifte blev afvist.

Man ville endvidere gå med til en 10 pct.'s forhøjelse af honorarer, hvilket ligeledes især kom de højestlønnede tilgode. Når der ikke var enighed mellem organisationerne om en lønningslovsrevision, ville regeringen ikke nedsætte en kommission.

Finansministeren oplyste endvidere, at regeringen havde besluttet at sætte pristalsreguleringen ud af kraft ved oprettelse af en såkaldt »stille zone« på 12 point, der ikke skulle indvirke på lønreguleringen, og ydermere skulle pristallet »udvandes« ved, at en række forbrugsafgifter ikke skulle indregnes.

De 4 centralorganisationer enedes om at protestere kraftigt mod forringelser af pristallet, medens CO I alene protesterede mod ophævelsen af »loftet« vedrørende de midlertidige tillæg.

Ved forelæggelsen i Folketinget gav finansministeren alligevel lidt luft for de højerelønnedes ønsker om nedsættelse af en lønningskommission, idet han meddelte, at ministeriet overvejede at nedsætte et udvalg af »sagkyndige og interesserede« til at undersøge andre af tjenestemændenes problemer vedrørende lønningsloven. De problemer, man tænkte på, 91

Lønudviklingen

var bl.a. en procentberegning af reguleringstillægget.

Der blev ligeledes varslet nedsat et sagkyndigt udvalg til at underkaste pristalsberegningen en kritisk undersøgelse, og tjenestemændene var hermed advaret om, at der nu var alvor i planerne om et attentat mod pristallet og dens lønregulering i faste kronebeløb.

Der førtes bevægede debatter i Folketinget om hele regeringens kriseplan, og for tjenestemændenes vedkommende blev resultatet, at regeringen måtte tage spørgsmålet om fjernelse af » loftet« af bordet, så det midlertidige tillæg fortsatte uændret i det kommende finansår. Det lykkedes ikke at ændre de ugiftes og samgiftes vilkår.

Det ministerielle lønningsudvalg skulle nedsættes, hvorimod udvalget til at tage pristallets beregning og reguleringsform under behandling blev henlagt.

Stormløbet mod pristallet var således afværget i denne omgang.

Ministeriet nedsatte det nævnte udvalg, som blev kaldt »nivelleringsudvalget« . Denne betegnelse var naturlig ud fra det givne kommissorium, hvoraf det fremgik, at udvalget kun skulle beskæftige sig med de højere og højestlønnedes beklagelser over, at de siden 1946 var blevet væsentligt nivelleret i lønmæssig henseende, når man sammenlignede med de laverelønnede tjenestemænd.

Foruden repræsentanter fra finansministeriet var Folketingets fem store partier repræsenteret med hver et medlem, og de fire centralorganisationer fik tilbudt hver en repræsentant.

92

CO I overvejede stærkt, hvorvidt man burde deltage, men hovedbestyrelsen anså det dog for ønskeligt, dog kun hvis man kunne få to repræsentanter. Dette krav bøjede finansministeren sig for, og CO I blev repræsenteret ved formændene for Dansk Jernbaneforbund og Dansk Postforbund, Peter Madsen og Aage Nielsen.

Man opdelte arbejdet således, at CO'ernes repræsentanter skulle forsøge at nå til enighed om et forslag, som så skulle forelægges det samlede udvalg. Efter mange drøftelser blev der mellem CO'erne enighed om, at vel var der - på grund af de mange dyrtidsportioner - sket en nivellering, som ikke var forudsat ved lønningsloven af 1946, men for de lavere og lavestlønnede var der sket en ugunstig forskydning aflønniveauet i forhold til lønningerne i de private erhverv, som man havde brugt som sammenligningsgrundlag ved lønningslovens tiltrædelse.

Man kom derfor med et udspil om omregning af indtil 14 reguleringsportioner (de der var kommet til siden 1946), samt at de midlertidige tillæg forhøjedes fra 6 til 10 portioner og samtidig fik satserne reguleret opad. Satserne foresloges udbetalt med samme beløb for gifte og ugifte, og pensionisterne skulle have fuld andel i forhøjelserne.

Det samlede udvalg kunne ikke tiltræde organisationernes udspil, og kort tid efter stoppede finans mini steren udvalgsarbejdet med den begrundelse, at forslaget gik langt ud over, hvad der havde været meningen med udvalget.

Finansministeren indkaldte i ste-

Lønudviklingen

det de 4 CO'er til direkte drøftelse, hvor han forelagde et forslag fra regeringen, som bl.a. ikke indebar en forhøjelse af de laveste satser. Organisationerne ville gå tilbage for at overveje situationen, og der fastsattes nyt møde.

Organisationerne kom formentlig efterhånden til den opfattelse, at alle parter var bedst tjent med at forhandle i enighed. For CO I's vedkommende havde man også i baghovedet, at der i Folketinget var flertal for at støtte de højestlønnede, såfremt sagen skulle afgøres der.

Man gik derfor i enighed til finansministeren og meddelte, at man ikke kunne tiltræde regeringens tilbud, men forelagde et nyt forslag. Efter lange forhandlinger bøjede finansministeren sig for synspunktet om de lavere lønnedes deklassering i forhold til lønningerne i private erhverv, hvorfor han tiltrådte, at de midlertidige tillægs antal forhøjedes fra 6 til 8 pr. 1. april 1952 og yderligere med et tillæg fra 1. april 1953.

Samtidig skulle tillæggene reguleres opad fra bunden således: Pensionsgivende løn mellem 1500-2999 kr. - 132 kr. pr. portion.

3000-4499 kr. - 144 kr. pr. portion.

4500- 24 pct. af den pensionsgivende løn eller mindst 162 kr. pr. portion.

Hvad angår reguleringstillægget, blev der pr. 1. april foretaget omregning af 4 portioner, så der blev udbetalt 3 pct. af den pensionsgivende løn (dog mindst 120 kr.), og fra 1. april 1953 skulle yderligere 5 portioner omregnes.

De ugifte og samgifte fik en mindre forbedring, men det lykkedes sta-

dig ikke at få for skellen mellem gifte og ugifte udjævnet.

Pensionerne fik forhøjelserne fuldt ud med de normale procenter.

Der var således både gode og mindre gode ting i aftalen, men ikke mindst i betragtning af, hvordan de politiske muligheder var, godkendte CO I's repræsent anter enstemmigt aftalen. Man var glad for, at det var lykkedes at få en opretning af de laveste lønninger, men der var gået hul på procentberegningen af dyrtidstillægget, og de ugiftes problemer var ikke løst fuldt ud.

Det mest perspektivrige var måske, at det var lykkedes organisationerne at tale sig til enighed efter flere års strid.

Kunne denne enighed mon holde på længere sigt?

Lønforhandlinger 1954 Det viste sig fortsat at knirke en hel del med sammenholdet, først og fremmest i spørgsmålet om det Ønskelige i at få lønningsloven revideret. Den såkaldte »trekant« var af den opfattelse, at dette ikke kunne ske for h urtigt, medens CO I mente, at det på ingen måde hastede.

I foråret 1954 blev der - via mæglingsmand - indgået lønforlig på det private arbejdsområde, og tjenestemændene skulle igang med lønforhandlinger med finansministeren.

I indstillingen til disse forhandlinger havde »trekanten « peget på nødvendigheden a f, at udjævningen af lønforskellen mellem højere og lavere lønningsklasser blev standset, og det kunne da heller ikke bortforklares, at tildelingen af de mange reguleringsportioner , der i størrelse ikke

93

Lønudviklingen

var meget forskellig, trak i udjævnende retning.

CO I pegede på, at der var sket en bevægelse i modsat retning i de lavere lønningsklasser, idet arbejderlønningerne i en række tilfælde havde fjernet sig mere og mere fra de tilsvarende tjestemandslønninger, der tidligere lå på linie med dem.

Efter forhandlinger ne skrev Jernbane-Tidende blandt andet i en leder: »Men overfor disse to problemer var forhandlerne stillet som lægen overfor patienten med de to sygdomme: Den medicin, der modvirkede den ene sygdom, fremmede den anden. Altså måtte de søge at finde den berømte gyldne middelvej, bremse det ene sted og skubbe på det andet.« Efter seje forhandlinger lykkedes det at indgå aftale om at forhøje de midlertidige tillæg med 4 portioner pr. 1. april 1954 og yderligere 1 portion pr. 1. april 1955. Der skete omregning af 2 portioner, og laveste sats forhøjedes. Man fik yderligere forhøjelser til ugifte og samgifte, men heller ikke denne gang løstes disse problemer helt og fuldt.

Pensionisterne fik den sædvanlige andel af lønstigningerne.

Det måtte indrømmes, at lønsystemerne efterhånden var blevet så indviklede, at de slet ikke lignede det, der oprindeligt var lagt i lønningsloven, og finansministeren meddelte da også ved forhandlingernes afslutning, at han agtede at indkalde organisationerne til drøft else af enkelthederne ved nedsættelse af en ny lønningskommission.

Ved denne drøftelse behandledes blandt andet kommissionens sam94

mensætning og arbejdsprogram. Der var enighed om, at kommissionen kunne beskæftige sig med alle sider af tjenestemandsforholdet, hvilket i den skrivelse, hvori finansministeren udsendte den officielle meddelelse, var udtrykt således: »Kommissionen har til opgave at gennemgå tjenestemandslovens almindelige bestemmelser og til disse at foreslå sådanne ændringer, som den siden lovens ikrafttræden stedfundne udvikling og indvundne erfaringer har vist ønskelige, dels at gennemgå lønningsreglerne for de enkelte styrelsesgrene og herunder at fremkomme med forslag til lønningsmæssig placering af de enkelte tjenestemandsklasser. « Kommissionens formand blev departmentchefE. Dige med afdelingschef Ulrik Andersen som næstformand. De politiske partier var repræsenteret med 3 socialdemokrater, 2 radikale, 2 konservative og 2 venstremænd. Centralorganisationernes repræsentation var Peter Madsen og Aage Nielsen fra CO I, M. S. Lyngesen fra CO II, N . Nielsen fra Danmarks Lærerforening og Chr. Strøm fra Dansk Statsembedsmænds Samråd. Arbejdet påbegyndtes omkring 1. maj 1954.

Lønforhandlinger 1956 Tjenestemændenes aftale om midlertidige tillæg udløb pr. 1. april 1956, og da der ikke var udsigt til , at en lønningslovsrevision stod for døren, skulle der forhandles om en ny aftale.

På det private arbejdsmarked var det ikke lykkedes at forhandle sig til enighed, og et af forligsmanden ud-

Lønudviklingen

arbejdet mæglingsforslag blev forkastet af lønmodtagerne. De varslede strejker blev derfor sat i kraft, og snart efter blev store lock-outer igangsat. Det hele resulterede i, at den socialdemokratiske regering ophøjede mæglingsforslaget til lov.

Tjenestemændene havde haft en række indbyrdes forhandlinger om kravene til finansministeren, men det viste sig umuligt at blive enige.

CO I stillede derfor krav om 3 nye midlertidige tillæg, en løsning for ugifte og samgifte samt sædvanlig andel til pensionisterne. Den såkaldte »Trekant's« hovedkrav blev de samme, men herudover krævedes en omregning på procentbasis af 7 portioner.

Efter flere forhandlinger med finansministeren afgav denne et tilbud på 2 portioner pr. 1. april 1956 og yderligere 1 portion pr. 1. april 1957 samt for de højerelønnede omregning af 3 portioner over de 2 år. Til de ugifte kunne tilbydes en yderligere indsnævring af differencen mellem gifte og ugifte, og pensionisterne kunne tilbydes de sædvanlige 70 pct.

CO I og lærerne godkendte forslaget, men CO II og akademikerne gik imod. Når de ikke kunne tilbyde flere portioner omberegnet, ville de hellere have sagen afgjort i Folketinget, hvor de nok havde tiltro til, at der fra borgerlige partier ville komme forslag herom.

Dette skete imidlertid ikke, og forslagene gennemførtes som foreslået af finansministeren og godkendt af CO I og lærerne.

Lønningsloven af 1958 I perioden siden lønningsloven af

1946 var der sket væsentlige prisstigninger, hvilket gav anledning til megen kritik af pristalsreguleringen. Der rejstes krav om afskaffelse eller i det mindste en beregningsform, der ville give langt færre reguleringsportioner til tjenestemændene.

Det var især partiet Venstre, der kørte det svære skyts frem, og et af højdepunkterne kom, da det såkaldte »kartoffelpristal« udløstes i 1955.

Det var de første nye og dyre Samsø-kartofler, der netop trak pristallet så meget op, at det kom til at udløse en portion. Læserne kan sikkert forestille sig, hvad dette måtte give anledning til af polemiske bemærkninger.

I den siddende lønningskommission agiterede Venstre stærkt for at tage skatterne ud af pristallet, ligesom partiet også foreslog en afskaffelse af det egentlige tjenestemandsbegreb for langt den største del aftjenestemandsgrupperne. Kun højere embedsmænd burde være tjenestemandsansatte, og dette havde naturligvis især noget med tjenestemandspensionerne at gøre.

Dette kunne Venstre dog ikke få tilslutning til i kommissionen, og som det skulle vise sig senere, heller ikke i Folketinget. I kommissionsbetænkningen fik partiet indføjet en længere mindretalsudtalelse om sagen.

Lønningskommissionen afgav betænkning i forsommeren 1958, og efter behandling i Folketinget vedtoges loven med virkning fra 1. april 1958.

Det blev en lønningslov, der vendte op og ned på en del gamle princip95

Lønudviklingen

per. De hidtidige 18 lønningsklasser Okl.), hvor højeste løn var lkl. 1, ændredes til 30 lkl., hvor højeste løn var lkl. 30.

I den gamle lønningslov var Dansk Jernbaneforbunds medlemmer placeret i lkl. 11, 12, 13, 14, 15 og 16, medens de under den nye lov blev placeret i 3, 7,10 og 12.

Man slog de tre laveste lkl. - 14,15 og 16 - sammen og placerede dem alle i en ny lkl. 3, og herved fik de lavestlønnede selvsagt den største lønfremgang, hvad også var både tilstræbt og tiltrængt.

Der indførtes en bestemmelse om reallønsregulering, hvor der bl.a. skulle tages hensyn tillønudviklingen på det private arbejdsmarked.

Dette var egent lig kun en lovfæstelse af en praksis, der havde udviklet sig siden lønningsloven af 1946.

Det lykkedes at få indført ligeløn for gifte, ugifte og samgifte, hvorved et mangeårigt irritationsmoment blev fjernet.

Det bestemtes, at man skulle tilstræbe at fastholde lønniveauet ved den nye lønningslovs ikrafttræden, hvilket skulle ske ved, at dyrtidsreguleringen skulle udgøre samme procentdel af lønnen for den overvejende del af tjenestemændene.

Herved imødekom man et stærkt krav fra de øvrige 3 centralorganisationer.

På det private arbejdsmarked havde man godkendt en overenskomst, hvori indgik en mindre gradvis arbejdstidsnedsættelse, men det lå klart, at for tjenestemændenes vedkommende måtte dette spørgsmål behandles ved en revision af gældende arbejdstidsregler. Det lykkedes 96

dog i forbindelse med tjenestemandslovens vedtagelse at få afskaffet den såkaldte »norm B«, der gik ud på en daglig pligtig tjeneste på 9 timer for visse mindre belastende tjenester.

Pensionsbidraget, der hidtil havde udgjort 5 pct. af den pensionsgivende løn, ændredes til 4 pct. af den til enhver tid fastsatte bruttoløn minus stedtillæg. Dette betød en væsentlig forhøjelse af pensionsbidraget.

Hele lønningslovskomplekset var naturligvis til afgørelse i organisationernes kompetente forsamlinger, før de tiltrådte s afforhandlerne. For Dansk Jernbaneforbunds vedkommende skete dette på en ekstraordinær kongres den 13. april 1958, hvor forretningsfører Peter Madsen gjorde rede for både plusser og minusser.

Forslaget vedtoges med 177 stemmermod 7.

Lønforhandlinger 1961 Med lønningsloven af 1958 gennemførtes bl.a. en ordning om regulering af tjenestemændenes lønninger, således at man kunne optage forhandlinger med finansministeren om et antal overenskomsttillæg.

1. oktober 1961 blev fastsat som første dato, hvor et forhandlingsresultat kunne få gyldighed fra. Man regnede med et roligt udviklingsforløb på det lønmæssige område på det private arbejdsmarked, og man kunne med denne dato få de ændringer med, der ville blive resultatet af overenskomstforhandlingerne i foråret 1961.

Det gik helt anderledes, idet der i tiden efter 1958 skete en hidtil uset lønglidning på det private arbejdsmarked. Tjenestemandsorganisatio-

Lønudviklingen

nerne måtte rette henvendelse til finansministeren (den radikale Kjeld Philip) med et krav om, at datoen 1. oktober blev slettet afloven, og dette gik finansministeren med til. Herefter mente tjenestemændene, at et forhandlingsresultat kunne få tilbagevirkende kraft, helst tilbage til 1958.

Det var ikke lykkedes det private arbejdsmarked at forhandle sig til enighed i foråret 1961, hvorfor der etableredes strejker og lock-outer. Et mæglingsforslag blev dog senere fremsat og godkendt, og derefter begyndte tjenestemændene deres forhandlinger.

Det viste sig umuligt at blive enig med finansministeren, og forhandlingerne endte med et diktat på 40 portioner overenskomsttillæg gældende fra 1. april 1961. Dette dækkede ikke lønglidningen og mæglingsforslaget på det private arbejdsmarked, og det skabte stor bitterhed blandt tjenestemændene, ikke mindst da det viste sig at samtlige partier i Folketinget gik ind for forslaget.

På trods af diktatet kontaktede forhandlingsudvalget alle partier for at få nye forhandlinger igang, men denne mulighed blev slået over ende af de københavnske postbude, der etablerede arbejdsnedlæggelse og demonstrationer. Enkelte jernbanemænd deltog heri.

Samtlige politikere gav derfor udtryk for, at man ikke kunne genoptage forhandlingerne med tjenestemændene under trussel om strejke eller under iværksat strejke, og denne mulighed var hermed udelukket.

På Dansk Jernbaneforbunds kon-

gres i juni 1961 udtaltes mistillid til finansministeren, og der toges afstand fra den ulovlige arbejdsnedlæggelse.

Det kan vel ikke siges med sikkerhed, om skismaet mellem finansministeren og tjenestemændene var medvirkende til, at han kort tid efter forlod posten som finansminister. I hvert fald blev han, i forbindelse med en mindre regeringsændring, udnævnt til økonomiminister, og som hans efterfølger på finansministerposten udnævnt es socialdemokraten Hans R. Knudsen.

Om dette skifte skrev JernbaneTidende bl.a.: »Det står nu til den nye finansminister at søge de skår helet, der uomtvisteligt er slået i forholdet mellem staten og dens tjenestemænd. Vi for vor part er rede til at få fjernet de skævheder og uretfærdigheder, der helt notorisk er fremkommet som følge af den uforusete økonomiske aktivitet i samfundet. Redaktør Hans R. Knudsen skal altså genskabe tjenestemændenes tillid til staten som reel arbejdsgiver. Om det vil lykkes, kan ingen på forhånd vide, men en ting står i nævnte forbindelse fast, og det er, at den nye finansminister har en solid rod i det praktiske liv, hvilket efter vor opfattelse ikke er de dårligste forudsætninger for at nå et sådant mål.« Allerede i januar 1962 rettede centralorganisationerne henvendelse til den nye finansminister med krav om at få de overenskomstportioner, man følte sig snydt for .

Finansministeren indbød til forhandling, men mødte med et blankt afslag om at forhandle overens97

Lønudviklingen

komsttillæg, idet han henviste til, at de nævnte 40 portioner var beregnet for en 2-årig periode. Han stillede dog i udsigt, at han var villig til at forhandle om forhøjelser af visse tillæg, og stillet overfor dette besluttede organisationerne at indgå i en række nærmere drøftelser med finansministeriets lønningsdepartement. Dette skete dog først efter, at man havde finansministerens ord for, at gennemførelse af sådanne justeringer på ingen måde kunne virke reducerende på de krav om overenskomstportioner, som organisationerne havde fremført.

Resultatet af disse forhandlinger blev, at der skete væsentlige forhøjelser af alle stedtillægssatser, og der blev indført en ny sats e. Herved nedsattes antallet af kommuner, hvor der ikke blev ydet stedtillæg fra 1260 til 123.

Grundsatserne for honorarer og bestillingstillæg forhøjedes med 10 pct.

Der indførtes en feriegodtgørelse på 1 pct. af den normale årlige bruttoløn (minus pensionsbidrag) pr. 1. april. Herved blev der rådet bod på, at man hidtil ikke havde fået feriegodtgørelse af særlige ydelser.

Endvidere blev aldersgrænsen for opnåelse af 4 ugers ferie nedsat fra 53 til 50 år.

I hele denne forhandlingssituation kunne den opmærksomme tilskuer ane en bestemt taktik, og det er nok ikke for meget sagt, at forretningsfører Peter Madsen h er viste sig at være en fremragende strateg, hvad han iØvrigt havde vist ved mange lejligheder.

Fra politisk side blev det da også

98

fremført, at det havde været billigere for staten, hvis man havde fået en forhandlingsløsning i foråret 1961.

I Folketinget blev tjenestemændene af Venstres ordfører betegnet som »en flok hylende ulve, der halsede efter en trojka, hvori finansministeren havde sæde, og hvorfra han med mellemrum måtte kaste en luns til de halsende dyr for at holde dem fra livet«.

Også partiet De Uafhængige og de konservative havde mange knubbede ord mod finansministeren og tjenestemændene, ikke mindst vedrørende 1 pct.s feriegodtgørelse, men der viste sig dog at være stemmer nok til at få aftalen hjem.

Lønforhandlingerne 1963 Finansminister Hans R. Knudsen døde ret pludselig i eftersommeren 1962, og Poul Hansen, Kalundborg, udnævntes til finansminister .

J. O. Krag havde først i september 1962 overtaget regeringens ledelse efter Viggo Kampmann, der måtte trække sig på grund af sygdom. Økonomien skrantede slemt med store prisstigninger og underskud på handelsbalancen, og Krag lagde op til en såkaldt »helhedsløsning«, der er nærmere omtalt i det politiske afsnit. I dette forslag indgik indkomststop for alle, bortset fra enkelte lavtlønsgrupper i privaterhvervene samt blandt tjenestemændene og pensionisterne.

1Jenestemandsorganisationerne blev indkaldt til drøftelsen, men finansministeren understregede, at der overhovedet ikke kunne blive tale om forhandlinger, der tilsigtede generelle lønforbedringer eller partiel-

Lønudviklingen

Lønforhandlinger i 1963. Fra venstre: P. Madsen, CO l, S tinus Nielsen, Lærerne, E. Svendsen, CO Il, Wedel, Wedelsborg, Samrådet og finan sminister Poul Hansen.

le lønforbedringer afkompenserende karakter for finansåret 1963/64, men alene løntillæg tillavtlønsgrupper.

Ministeren erkendte, at tjenestemændene med rette kunne hævde, at de var bagud i lønmæssig henseende, et forhold han gerne ville vedstå og gøre opmærksom på ved forelæggelsen i Folketinget. Ministeren stillede endvidere i udsigt, at der for finansåret 1964/65 kunne forhandles om lønforbedringer af generel karakter indenfor en beløbsramme som svarede til 2 pct. aflønnen.

Dette oplæg var vanskeligt at fordøje for organisationerne, og det var naturligvis de højere lønnede, der havde de største problemer hermed.

Nødvendighedens hårde lov førte dog

til, at man i enighed gik ind på at føre drøftelserne med finansministeren videre.

Det lykkedes at indgå aftale for de to finansår under den bestemte forudsætning, at organisationerne fastholdt de oprindelige krav.

Aftalen gik ud på, at de 40 portioner overenskomsttillæg videreføres, men at portionerne for lavtlønnede tjenestemænd og aspiranter forhøjedes fra 12, 24 og 36 kr. til 24, 36 og 48 kr. De hidtil ydede 40 portioner omregnedes i overensstemmelse hermed fra 1. april 1963.

For pensionister ændredes satserne 12 og 24 kr. t il hhv. 18 og 30 kr. pr. portion, og omberegningen skete fra samme dato som for lønningerne.

99

Lønudviklingen

For 1964/65 skulle ydes generelle tillæg til tjenestemænd og pensionister svarende til 8 portioner overenskomsttillæg efter de nye skalaer.

Lønforhandlinger 1965 Der havde været valg til Folketinget, og J. O. Krag havde dannet en socialdemokratisk mindretalsregering.

Tjenestemændenes lønforhandlinger med finansminister Poul Hansen blev allerede indledt på et møde den 30. oktober 1964. Efter mødet udsendtes en kort meddelelse om, at forhandlingerne alene skulle angå lønefterslæbet. Der skulle så føres nye forhandlinger, når forårets overenskomster på det private arbejdsmarked var afklaret.

Den næste forhandling med finansministeren fandt sted den 12. november, og her lykkedes det at indgå en aftale, der løste efterslæbsproblemet fra lønningslovens vedtagelse i 1958 til og med januar kvartal 1964.

Forliget indebar, at der skulle ydes 49 portioner overenskomsttillæg efter de senest fastsatte satser, og at aftalen skulle have virkning fra januar 1965.

Efter indgåelsen af aftalen skrev Jernbane-Tidende bl.a.: »Retfærdigheden er sket fyldest, og staten kan med god samvittighed se tjenestemændene i øjnene«.

Overenskomsterne på det private arbejdsmarked blev indgået med hjælp afforligsmanden, der fremsatte et mæglingsforslag, der ved urafstemning blev vedtaget. Forslaget gik ud på en generel lønforhøjelse pr.

1. marts 1965 og en lidt mindre pr. 1. marts 1966. Der skulle endvidere ske

100

en generel nedsættelse af arbejdstiden fra 45 timer til 44 timer pr. uge samt yderligere 2 timers nedsættelse på skiftehold. Arbejdstidsnedsættelsen skulle ske med fuld lønkompensation. 'lJenestemændenes forhandling med finansministeren resulterede i, at der pr. 1. april 1965 skulle ydes 9 portioner overenskomsttillæg og pr. 1. april 1966 yderligere 5 portioner.

Desuden aftaltes, at der med virkning fra 1. april 1966 skulle forhandles om evt. lønglidning fra og med april kvartal 1964. Der opnåedes endvidere enighed om nedsættelse af et udvalg til behandling af spørgsmålet om nedsættelse af tjenestemændenes arbejdstid.

Forhandlingerne i foråret 1966 om den stedfundne lønglidning resulterede i, at der til lønninger og pensioner yderligere skulle ydes 13 portioner overenskomsttillæg pr. 1. april 1966. Samtidig lykkedes det at få hævet feriegodtgørelsen fra 1 til 1112 pct. Disse forhandlinger blev ført med Ivar Nørgaard, der i august 1965 var udnævnt til økonomiminister, efter at Poul Hansen havde måttet træde tilbage af helbredsmæssige grunde.

Poul Hansen døde den 13. august 1966.

Lønforhandlinger 1967 Efter at man på det private arbejdsmarked havde vedtaget et mæglingsforslag, blev der for tjenestemændenes vedkommende optaget forhandlinger med finansministeren om lønforholdene m.v. fra 1. april 1967.

Foruden det opnåede på det private arbejdsmarked indgik også den

Lønudviklingen

stedfundne lønglidning i forhandlingerne.

Der aftaltes bl.a. følgende: - Overenskomsttillægenes antal forhøjedes med 12 portioner, det midlertidige tillæg til bestillingstillæg og honorarer forhøjedes med 3 pct., og det aftaltes samtidig, at der af disse tillæg samt af udbetalt overarbejde og andre skattepligtige særlige ydelser skulle ydes 3/4 pct. i feriegodtgørelse, tjenestemændenes eget pensionsbidrag nedsattes med 1/2 pct., - fra l. januar 1968 nedsattes den ugentlige arbejdstid med 1112 time til 42 112 time.

Det aftaltes, at der i 1968 skulle foretages en midtvejsforhandling, og denne resulterede i en forhøjelse af overenskomsttillæggenes antal med 17 portioner, svarende til dels tidligere aftalte forhøjelser med l pct., dels en forhøjelse på ca. 2,5 pct. under hensyn til den konstaterede lønglidning på det private arbejdsmarked.

Bestillingstillæg og honorarer forhøjedes med 4 pct. til ialt 47 pct.

Spørgsmålet om yderligere afkortning af pensionsbidraget blev udskudt, men kunne genoptages til drøftelse i foråret 1969.

Lønningsloven af 1969 I 1965 nedsattes en tjenestemandskommission, der først og fremmest skulle tage stilling til spørgsmålet om tjenestemændenes adgang til almindelig folkepension .

Det hed endvidere i kommissoriet: »Selv om kommissionen ikke nedsættes med det formål at beskæftige sig med det øjeblikkelige lønniveau for tjenestemændene, vil den kunne

overveje og fremkomme med forslag til løsning af sådanne spørgsmål vedrørende de af ovennævnte love omfattede tjenestemænds eller enkelte tjenestemandsgruppers ansættelsesvilkår m .v. eller andre forhold, som den siden den nuværende tjenestemandslovgivnings gennemførelse i 1958 stedfindende udvikling og indvundne erfaringer har gjort det Ønskeligt at søge løst.« Så mange ord skulle der til for at forklare, at man alligevel godt måtte beskæftige sig med lønningerne.

Der skete undervejs det, at kommissoriet ændredes, så der skulle udarbejdes en første del vedr. ansættelsesforhold, en anden del vedr. pensionsforhold og en tredie del vedr. løn- og klassificeringsbestemmelser.

Der havde i mellemtiden været afholdt valg til Folketinget, og det blev den konservative lønnings- og pensionsminister, Aage Hastrup, organisationerne skulle forhandle med.

Uanset at kommissionen var enedes om et forslag, kom ministeren med en række forslag, som skulle ses som en helhed og være regeringens udspil til en færdiggørelse af tjenestemandsloven. Der var heri forslag, som organisat ionerne ikke kunne tiltræde, hvorfor man enedes om at henstille til de kompetente forsamlinger at forkaste forslaget.

For Dansk Jernbaneforbunds vedkommende skete dette enstemmigt på en ekstraordinær kongres den 20. april 1968.

Der skulle nu gå ca. lår, før man igen kunne indkalde til en ekstraordinær kongres, og da fandt man, at der var taget så meget hensyn til organisationernes indvendinger mod 101

LØnudviklingen

det første udspil, at forslaget kunne godkendes. Der skulle dog gå yderligere et par måneder, før reformen kunne vedtages i Folketinget.

Af nyskabelser i 1969-lønningsloven kan nævnes: - Aspirantantagelse ændredes til tjenestemandsansættelse på prØve, - aldersbestemmelserne for antagelse i tjenestemandsstillinger ophævedes, - normalt kvalificer ede tjenestemænd forudsattes at kunne opnå mindst et avancement, der gaves mulighed for at medtage løn- og pensionsanciennitet ved evt. ansættelse som tjenestemand i en anden styrelse, de stramme regler for tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse ophævedes, lønningsklasserne 3, 7, 10, 12 og 15 opsplittedes i lønrammerne 3, 5,7,10,13,15,16 og 17. Der var fortsat en ensartet procentvis afstand mellem de enkelte løntrin, og afstanden mellem de enkelte lønrammer kom til at svare til et eller flere alderstillæg i de hidtidige lønningsklasser, stedtillægssatserne forhøjedes væsentligt i hovedstadsområdet og enkelte større provinsbyer, - pensionsalder indtjenes som lig med ansættelsestidens varighed efter det fyldte 25 år, - pensionsret på grund af sygdom kunne efter særlige regler opnås efter 3 års ansættelse, - der blev mulighed for pensionering efter det fyldte 60.år, dog med en afkortning af pensionen, ved fratræden fra en tjenestemandsstilling efter 3 års ansætte 1102

se kan opsat pensionsydelse udbetales fra det 67 . år, der indføres ægtefællepension.

Indplacering skulle finde sted på nærmeste højere løntrin i det nye lønsystem, men der var dog den bestemmelse, at ingen måtte få over 3 pct.s lønfremgang.

Lønningsloven blev gældende fra l. juli 1969.

Lønforhandlinger 1971 Lønningsminister Aage Hastrup lagde drastisk op med krav om afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering, men han måtte dog bøje afi dette spørgsmål.

Det lykkedes at indgå aftale om følgende: 11/2 pct. efterslæb med virkning fra l. april 1971, 1/4 pct. til omklassificeringer, - udvidelse af ATP-ordningen, højere betaling for arbejde i forskudt tid, højere betaling for lørdags/søndagsarbejde, særlig betaling for arbejde på juleaftensdag og grundlovsdag.

Endvidere foretoges en stedtillægsrevision på grundlag af de nyeste pris- og lønindekstal samt kommuneskatten i de enkelte kommuner. Der blev aftalt 6 satser, og adskillige af de sammenlagte kommuner fik bedre dækning end tidligere, enkelte kommuner fik dog en nedgang.

30 kommuner, hvor de indkomne tal ikke kunne begrunde noget stedtillæg, fik et særligt tillæg svarende til den hidtil laveste sats.

Der aftaltes en midtvejsforhandling i 1972, hvor man opnåede en

Lønudviklingen

mindre generel lønstigning samt et ikke-pensionsgivende tillæg på 1112 pct. til de laverelønnede. Dette tillæg aftrappedes og bortfaldt efter skalatrin 39.

Feiegodtgørelsen for skattepligtige særlige ydelser forhøjedes fra 3/4 til 1 112 pct.

Lønforh andlinger 1973 Forhandlingerne på det private arbejdsmar ked resulterede igen i en konflikt med både strejke og lockout, før arbejdsgiverne opgav deres nejpolitik, som de søgte gennemført med den begrundelse, at landets økonomiske situation ikke tillod en omkostningsstigning.

For tjenestemændenes vedkommende hed forhandlingsmodparten Per Hækkerup, idet han efter valget den 21. september 1972 var udnævnt til økonomi- og budgetminister. Der blev forhandlet om det opnåede på det private arbejdsmarked samt om den skete lønglidning, og det lykkedes at træffe aftale om følgende: 1 . april 1973: Grundsatsen forhøjedes med 1 112 pct., og der ydes et almindeligt pensionsgivende tillæg på 900 kr. pr. år, - tillægget til generelle og særlige tillæg forhøjes fra 60 til 62 pct., - forhøjelser af satserne på ubekvemme arbejdstider, enkelte forbedringer ved stedtillægsordningen, fra skalatrin 26 og derover forlænges en ordning fra 1971 om tvungen opsparing af de i aftaleperioden udløste dyrtidsportioner. Det opsparede beløb udbetales i 1980,

til omklassificering afsattes 1/4 pct. af lønsummen.

1. oktober 1973: - Grundsatsen forhøjedes med 1 112 pct., og det pensionsgivende tillæg forhøjes med 900 kr. pr. år, tillægget til generelle og særlige tillæg forhøjes fra 62 til 65 pct.

1 . april 1974: Grundsatsen forhøjedes med 1112 pct., og det pensionsgivende tillæg forhøjes med 900 kr. pr. år, - tillægget til generelle og særlige tillæg forhøjes fra 65 til 67 pct., - såfremt der konstateres nogen væsentlig lønglidning på det private arbejdsmarked, vil der pr. 1. april 1974 kunne optages forhandling om de eventuelle konsekvenser heraf.

1. oktober 1974: - Grundsatsen forhøjedes med 1112 pct., og det pensionsgivende tillæg forhøjes med 900 kr. pr. år til ialt 3.720,00 kr. pr. år, - tillægget til generelle og særlige tillæg forhøjes fra 67 til 70 pct., fra 1. december 1974 nedsættes tjenestetiden til 40 timer pr. uge og for tjeneste i tiden kl. 17-6 ændres tidskompensationen til 2 timer for hver 40 timers tjeneste.

Dyrtidsreguleringen: Det aftaltes, at parterne inden næste aftaleforhandlinger pr. 1. april 1975 ville deltage i overvejelser om en generel dyrtidsregulering for det samlede arbejdsmar ked kombineret med sådanne andre lønreguleringer, at der kunne sikres en jævnføring af 103

Lønudviklingen

lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked. »Lønforlig over forventning« skrev Jernbane-Tidende i overskriften til sin leder, der først nævnte alle de økonomiske og politiske vanskeligheder, der frygtedes at kunne komme i vejen for en aftale, og derefter fortsatte man: »Så meget mere grund er der til at anerkende den forhandlingsvilje, der blev lagt for dagen af økonomi- og budgetminister Per Hækkerup i bestræbelserne for at opnå et for begge parter acceptabelt forlig.« I foråret 1974 blev der som aftalt midtvejsforhandlinger; idet organisationerne, på grundlag af en foreliggende af TFU udarbejdet statistik, rejste lønkrav. Der var sket en rokering i ministeriet, og Knud Heinesen var blevet budgetminister og dermed tjenestemændenes forhandlingsmodpart.

De af tjenestmændene udarbejdede tal blev ikke bestridt, men ministeren mente dog ikke, de kunne give anledning til generelle lønforhøjelser. Man enedes i stedet om at tage hul på en senere pulje ved forlods at kunne disponere over 30 mill. kr. til omklassificeringer sa mt 30 mill o til opretning afbetaling for nattjeneste, sØn- og helligdagsarbejde m .v.

Man fik endvidere løst et problem, som slet intet havde med midtvejsforhandlinger at gøre, man fik med virkning fra 1. april 1974 indført nye time- og dagpengeregler, og hermed var lange og trange forhandlinger tilendebragt.

Kommunesammenlægninger havde gjort de hidtidige regler uanvendelige, idet en uændret fortsæt104

telse ville betyde store forringelser for tjenestemændene, og desuden var der stor utilfredshed med, at man opererede med 4 satser.

Det lykkedes at enes om nye regler, hvor bl.a. de to laveste satser blev slettet, og der skete forskellige andre forbedringer.

Selvom CO I havde den principielle opfattelse, at der kun burde være en sats, var det opnåede dog et godt skridt i den rigtige retning.

Lønforhandlinger 1975 Det er nok lidt for flot at bruge ordet »forhandlinger« til det, der foregik i foråret 1975. Lønspørgsmål m.v. blev nemlig afgjort ved et lovindgreb, som organisationerne kun kunne tage til efterretning.

Der havde været valg t il Folketinget den 9. januar 1975, og selvom socialdemokraterne havde et godt valg med en fremgang på 7 mandater, var der dog et stort borgerligt flertal i Folketinget. De borgerlige partier kunne imidlertid ikke enes om at regere, hvorfor vi fik en socialdemokratisk mindretalsregering med 54 mandater bag sig samt foran sig alle de økonomiske problemer, der havde tårnet sig op.

Da man også stod foran en overenskomstfornyelse, og der ikke var noget, der tydede på, at dette kunne ske ved aftale mellem parterne på arbejdsmarkedet, endte det hele i Folketinget, hvor regeringen Anker Jørgensen fremsatte - og fik vedtaget - lov om pris- og lønstop.

En dyrtidskommission havde afgivet betænkning, og i den vedtagne lov var det bestemt, at den hidtidige procentuelle dyrtidsregulering skul-

Lønudviklingen

le afløses af en ordning med et fast ørebeløb på 60 Øre pr. portion (1248 kr. årligt).

Dette var naturligvis en ordning, som de lavestlønnede bedst kunne være tjent med, og som standsede talen om, at brødet var lige dyrt, hvad enten man var portør eller generaldirektør.

Pristallet blev samtidig nulstillet, og to overskydende points fra april 1975 udbetaltes pr. 1. oktober 1975 med en lønstigning på 1,38 pct.

Det uregulerede pensionsgivende tillæg på 3.720 kr. forhøjedes pr. 1. april 1976 med 832 kr. og igen pr. 1. oktober 1976 med 832 kr. til ialt 5.384 kr. årligt.

Dyrtidstillægget til de generelle og særlige tillæg blev som følge af nulstillingen forhøjet fra 407,9 til 414,9 pct. og skulle herefter ikke dyrtidsreguleres mere.

Der indførtes en såkaldt »taktregulering« for offentligt ansatte, så man fortsat havde mulighed for at få en del aflønglidningen på det private område halet hjem.

Lønforhandlinger 1977 I sommeren 1976 blev der i Folketinget indgået det såkaldte »augustforlig«, der gik ud på, at den siden begyndelsen af1975 skete afdæmpning af pris- og omkostningsudvikling skulle videreføres og forstærkes i 1977 og 1978. Folketinget henstillede derfor til arbejdsmarkedes organisationer og til den offentlige sektors parter at forhandle sig frem til nye overenskomster for indkomstårene 1977178 og 1978179, som indebar, at den gennemsnitlige løn højst måtte

stige med 2 pct . i hvert af årene ud over dyrtidsreguleringen.

Man vedtog endvidere, at hvis prisudviklingen udløste mere end 1 dyrtidsportion ved hver halvårsregulering, skulle udgiften til overskydende portioner bæres af staten og ikke af virksomhederne. Statens eventuelle bidrag skulle indbetales til ATP-fonden, hvor det skulle tilskrives hver enkelt lønmodtagers indestående i fonden.

Såvel de private som de offentlige lønmodtagerorganisationer måtte omend mod prot est - forhandle overenskomster på disse vilkår, og for tjenestemændenes vedkommende resulterede dette i følgende lønmæssige ændringer: - Skalalønnen forhøjedes med et samlet beløb på 1,68 pct. fordelt på terminerne 1. april og 1. oktober 1977 samt 1. april og 1. oktober 1978, - der indførtes et nyt almindeligt pensionsgivende tillæg på 3 pct., der aftrappedes efter samme regler som stedtillægget (altså et lavtlønstillæg). De 3 pct. udmøntedes med samme terminer som skalalønnen, - der afsattes 15 mio. kr. til gruppevis omklassificering og 10 mio. kr. til individuel omklassificering, - taktreguleringen fortsattes i aftaleperioden, dog med en mindre forbedring.

Lønforhandlinger 1979 Det lå klart, at der ikke på det private arbejdsmarked kunne opnås nogen aftale om en fornyelse af overenskomsterne, og man kunne derfor

105

Lønudviklingen

forvente enten et valg eller et lovindgreb. Det sidstnævnte skete da også.

Regeringen var sammensat af partierne Venstre og Socialdemokratiet, og de havde et knebent flertal, hvis de kunne regne med de nordatlantiske mandater. 'fjenestemandsorganisationerne forhandlede med finansminister Knud Heinesen, og selvom han erkendte et efterslæb for tjenestemændene, gjorde han dog klart, at han ikke kunne tilbyde mere, end det fremsatte lovforslag gav lønmodtagene på det private område.

Dette gav anledning til kraftige protester og resulterede. i en aktion den 15. marts 1979, hvor der om formiddagen blev givet orientering til medlemmerne om forhandlingsforløbet.

Finansministeren erkendte, at forhandlingsdelen normalt skulle have været 3,6 pct. af hele lønsummen, men som nævnt kunne der ikke forhandles om denne pulje. 'fjenestemændene blev tilbudt samme beløb som på det private arbejdsmarked + Ih pct. til de specialle krav, og der blev endvidere stillet i udsigt, at taktreguleringens dækningsgrad på 50 pct. kunne forhøjes.

Tjenestemandsorganisationerne kunne ikke godkende en aftale på dette grundlag, og finansministeren meddelte så, at han ville fremsætte lovforslag i Folketinget.

Resultatet blev, at der for 1979 kunne anvendes 1 pct. og for 1980 3/4 pct. af lønsummen til forbedringer, og taktreguleringens dækningsgrad blev forhøjet til 75 med virkning fra 1. september 1979.

Der oprettede 3 paritetiske nævn106

et for det kommunale forhandlingsområde, et for TFU-området og et for den Øvrige offentlige sektor. Nævnene skulle tage stilling til anvendelsen af deres del af beløbsrammen.

For TFU-området var der 162 mio. kr. til rådighed for 1979 og 128 mio. for 1980. Det paritetiske nævn enedes om at yde 480 kr. årligt til skalatrinene 1-10, medens resten brugtes til forbedringer af stedtillæg og en lang række særlige ydelser.

Lønforhandlinger 1981 Der var igen en socialdemokratisk mindretalsregering efter et godt valg for socialdemokraterne den 23. oktober 1979, og det var finansminister Svend Jakobsen, tjenestemandsorganisationerne skulle forhandle aftalefornyelse med.

Postforbundets formand, Aage Andersen, havde overtaget formandsposterne i CO I og TFU efter forretningsfører Børge Aanæs, der døde den 9. november 1980.

Der var betydelige spændinger internt i TFU, og et brud lurede lige om hjørnet. Det viste sig dog, at der var mere, der samlede end skilte, og man enedes om at fremsende fælles krav.

Efter adskillige forhandlinger lykkedes det også at opnå enighed med finansministeren. Resultatet gik i store træk ud på følgende: Pr. 1. april 1981 : - Skalalønnen forhøjes med 2,75 pct., - det uregulerede tillæg, der ydedes til skalatrin 1-10, forhøjedes med 600 kr. til 1080 kr. pr. år, - til skalatrinene 11-15 ydedes et ureguleret tillæg på 600 kr. pr. år,

Lønudviklingen

- ved før ste ansættelse i lrm. 3-6 blev det første skalatrin et-årig, hvilket betød, at alle, der havde været på skalatrin 8 i et år eller længere, blev oprykket til skalatrin 9 pr. 1. april 1981, eller iØvrigt efterhånden som et års anciennitet var opnået, - tjenestemænd, der ved prØveansættelsen var henført tillrm. 3, oprykkedes til lrm. 4 efter 2 år på slutløn i lrm. 3, - tjenestemænd i lrm. 4 oprykkedes til lrm. 5 efter 2 år på slutløn i Irm.4, - der skete specielle forbedringer for tjenestemænd med håndværkeruddannelse, stedtillægssatser og særlige ydelser fik væsentlige reguleringer opad, dyrtidsportionerne forhøjedes fra 60 til 90 Øre pr. time, - taktreguleringens dækningsgrad forhøjedes fra 75 til 80 pct. (dog først fra 1. oktober 1981).

Pr. 1. april 1982: - Til skalatrin 1-18 ydedes et fast kronetillæg på 2.100 kr. årligt, - til skalatrin 19 ydedes 1.400 kr., til skala trin 20 700 kr. og til skalatrin 21 350 kr., - et antal rutebilchauffører oprykkedes efter 2 år på slutløn i lrm. 5 tillrm.6, - overmatroser/overmotormænd, der senest 31. marts 1983 har været 2 år på slutløn i lrm. 5, oprykkedes tillrm.6, - overmatroser/overmotormænd, der senest 31. marts 1983 har været 2 år på slutløn i lrm. 6, oprykkedes til lrm.7,

- bådsmænd i lr m. 7 oprykkedes til Irm. 8, - der skete forbedringer på stedtillæg og en række særlige ydelser, der afsattes beløb til omklassifieeringer efter stillingsvurdering samt til gruppevise og individuelle omklassificeringer.

I et »protokollat« fastslås, at der mellem parterne ikke henstår yderligere krav vedrørende den pr. 1. oktober 1980 opgjorte forhandlingsdel samt en tilkendegivelse af, at regeringen ved fo rhandlingerne pr. 1. april 1983 vil tilstræbe, at lønudviklingen i den offentlige sektor for perioden 1981-83 ikke kommer ud af balance med udviklingen på det private arbejdsmarked.

Afkommentar erne i forskellige organisationsblade fremgik, at der var relativ tilfredshed med aftalen.

Lønforhandlinger 1983 Regeringen Anker Jørgensen trådte tilbage i begyndelsen af september 1982, idet man ikke kunne komme igennem med sit kriseprogram. De borgerlige partier ville gå langt videre i nedskæringerne.

Der dannedes den såkaldte firkløverregering best ående af Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Statsminister blev den konservative Poul Schhiter og finansminister venstremanden Henning Christophersen.

Denne regerin g greb straks ind i indgåede aftaler med lovforslag om afskaffelse af dyrtids- og taktreguleringen samt et forhåndsdekret for aftaleforhandlingerne for 1983 og 1984. Dekretet gik ud på en ramme 107

Lønudviklingen

på 4 pct. pr. år ind. efterslæb for lønglidning.

Forslaget, der fik st øtte fra både de radikale og Fremskridtspartiet, behandledes den 13. oktober 1982, og tjenestemændene protesterede ved en stor demonstration på Christiansborg Slotsplads, ligesom der også demonstreredes i Århus, Odense, Ålborg og Rønne.

I en leder skrev Jernbane-Tidende bl.a.: "På trods af silende regn i København og på trods af, at demonstrationsmødet var lagt udenfor arbejdstiden, fyldtes Slotspladsen foran Christiansborg til bristepunktet, hvilket formentlig har fået en og anden borgerlig politiker til at revidere sin opfattelse af, at danske lønmodtager kun gider demonstrere i arbejdstiden og kun i godt vejr.« Men regeringen fik sit forslag igennem med stemmer fra 6 partier.

Med de foretagne indgreb kunne der naturligvis ikke blive tale om egentlige forhandlinger, men kun en drøftelse af, hvordan den dikterede ramme skulle fordeles . Denne drøftelse resulterede i følgende: - Skalalønnen samt generelle og særlige tillæg forhøjes pr. 1. april og 1. oktober 1983 samt 1. april og 1. oktober 1984 med 1,33 pct. pr. gang, der ydes til samtlige skalatrin et almindeligt pensionsgivende tillæg på ialt 4.800 kr., der fordeler sig på 1. april og 1. oktober 1983 samt 1. april og 1. oktober 1984 med 1.200 kr. årligt pr. gang, der indføres en reguleringsordning, hvorefter offentligt ansatte

108

sikres 2/3 af lønglidningen på det private område. Reguleringen skulle ske en gang i aftaleperioden, nemlig pr. 1. oktober 1984, der afsattes 0,6 pct. afløn summen til gennemførelse af specielle krav herunder omklassificeringer. Maksimalt 0,3 pct. heraf var til rådighed pr. 1. april 1983 og resten 1. april 1984.

Lønforhandlinger 1985 På det private arbejdsmarked skete der arbejdsstandsninger i forbindelse med forsøget på overenskomstfornyelsen, og det hele endte igen med, at regeringen greb ind og fremsatte lovforslag, der igen blev vedtaget med hjælp af de radikale.

Lovforslaget gik ud på, at der skulle ske lønforhøjelser på 1,75 pct. pr. 1. april 1985 og 1,25 pct. pr. 1. april 1986. Desuden kunne der blive 0,5 pct. til specialle krav, herunder omklassificeringer.

Der blev nedsat et paritetisk nævn, og dets opgave var at fordele de 0,5 pct., idet det dog i lovforslaget var fastsat, at der højst måtte bruges halvdelen pr. 1. april 1985 og resten i 1986.

Der skulle ske regulering 2 gange i aftaleperioden, nemlig pr. 1. oktober 1985 og 1. oktober 1986.

Arbejdstiden nedsættes med en time til 39 timer pr. uge fra 1. januar 1987.

Der ydedes tilskud til arbejdsgiverne på ca. 2 mia. kr.

Som det fremgik af lovforslaget, blev de generelle lønstigninger givet som procentvise tillæg, og der var dermed for første gang i en lang pe-

Lønudviklingen

riode ikke taget specielt hensyn til de lavestlønnede. Dette afbødedes dog lidt ved, at der ved de efterfølgende omklassificeringer skete en generel forbedring for lønrammerne 3, 4, 5 og6.

Lønforhandlinger 1987 Lønforhandlingerne på det private arbejdsmarked forløb denne gang uden indblanding fra politisk side, og tjenestemændenes forhandlinger med finansminister Palle Simonsen blev også afsluttet uden lovgivning.

Det opnåede resultat måtte siges at være t ilfredsstillende og blev stort set godkendt enstemmigt i tjenestemændenes kompetente forsamlinger.

I hovedtræk indeholdt forliget følgende: 1. april 1987: - 2,9 pct. generel lønstigning, - 2,4 pct. efter reguleringsordningen, 1,0 pct. efterslæb, - 0,1 pct. til fleksibel lønfastsættelse, - 0,7 pct . til omklassificeringer og andre specielle krav.

1. april 1988: 3,4 pct. til generel lønstigning, - 0,7 pct. efter reguleringsordningen, - 0,1 pct. til fleksibel lønfastsættelse, - 0,3 pct. til ændringer i stedtillægsordningen, 0,3 pet. til omklassifieeringer og specielle krav, 0,25 pct. til forhøjelse af ATPbidrag.

Af de generelle lønstigninger udbetales første år 1350 kr. pr. år og andet år 1600 kr. pr. år i faste kronetillæg. Resten udbetaltes procentuel.

Arbejdstiden blev nedsat med en time (til 38 timer ugentligt) pr. L september 1988 og skal pr. 1. september 1990 nedsættes med yderligere en time.

Aftaleperioden i det indgåede forlig var principielt to-årigt men dog fire-årigt for arbejdstid, stedtillæg og reguleringsordningen.

Lønforhandlinger 1989 Lønforhandlingerne på det private arbejdsmarked omfattede kun »satsforhøjelser", idet man ved lønforhandlingerne i 1987 havde aftalt en fire-årig overenskomst. Forhandlingerne> der var aftalt til at skulle være decentale, henlagdes meget hurtig til Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden fremsatte mæglingsskitse på normallønsatserne på kr.

3,30 ind. betalingen for arbejdstidsforkortelsen.

Forhandlingerne mellem CFU og finansminister Palle Simonsen afventede i nogen grad lønforhandlingerne på det private arbejdsmarked, da finansministeren ikke have lyst til at lægge ryg til en lignende kritik, som han havde været ude for ved afslutningen af aftaleforhandlingerne i 1987, hvor mange mente at overenskomsten var for god.

Imidlertid kom det noget bag på de centrale forhandlere på statens område, at der mellem de kommunale arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationen KTO blev indgået forlig på 2,5 pct., uden at der havde været kontakt organisationerne imellem.

109

Lønudviklingen

Finansministeren var derfor ikke ved de efterfølgende forhandlinger til at rokke ud over en ramme på 2,5 pct., der i hovedtræk indeholdt følgende:

Lønforhøjelser Der aftaltes en samlet stigning på 2,5 pct. af lønsummen pr. 31. marts 1989 fordelt med 1,25 pct. første år og 1,25 pct. andet år.

Heraf(i pct.): 1. år 2. år a . Generelle lønstign . ... 0,77 0,73 b. Generelle forbedringer Forbedret barselsvilkår 0,23 Pensionsordning. . . . .

0,14 Specielle krav . . . . . . .

0,13 c. Puljeordning Decentrale puljer .... 0,15 0,15 Centrale puljer . . . ... 0,10 0,10 laIt .... ... .... .. .. . .. 1,25 1,25 Af specielle krav skal nævnes, at der aftaltes et forhøjet jubilæumsgratiale, samt at der indførtes en lavere pligtig afgangsalder for lokomotivpersonalet på 66 år 1. april 1990 og 65 år den 1. april 1991.

Endelig bør det nævnes, at forbundet for første gang i h istorien udsendte forhandlingsresultatet til urafstemning blandt medlemmerne.

Resultatet blev: Stemmeberettigede: 10.855.

Afgivne stemmer: 6.097.

Ja: 3.966.

Nej : 2.090.

Omklassificeringer Som nævnt i indledningen til afsnittet om lønudviklingen er der ikke 110

nævnt meget om omklassificeringer, stedtillæg, særlige ydelser m.v., men omklassificeringen har - især i de senere år - haft en så stor betydning for lønudviklingen, at det vil være rimeligt at afslutte dette afsnit med enkelte facts herom.

Tidligere skete omklassificeringerne kun i forbindelse med lønningslovsrevisioner og de årlige normeringslove, og for sidstnævntes vedkommende var der kun tale om ganske få stillinger, hvori der var sket arbejdsmæssige ændringer. l de senere år er der foretaget omklassificeringer i forbindelse med de mange rationaliseringstiltag (rationaliseringsgevinster), i forbindelse med stillingsvurderinger (som regel gruppevise omklassificeringer) og fortsat i forbindelse med arbejdsmæssige ændringer i enkelte stillinger (individuelle omklassificeringer).

Efter at man kom ind på 2-årige aftaler, har udgiften til omklassificeringer (bortset fra rationaliseringsgevinster) sku llet tages af den pulje, man havde forhandlet sig til, og organisationerne fik dermed en væsentlig indflydelse på, hvor stor en procentdel der skulle bruges til formålet, og hvordan disse penge skulle fordeles mellem de enkelte forbund. l forbindelse med overenskomstfornyeisen på det private arbejdsmarked i foråret 1987 blev der truffet aftale om en fordobling af arbejdsgivernes og lønmodtagernes bidrag til ATP. Dette skulle ske med 50 pct. pr.

1. januar 1988 og igen med 50 pct. pr. januar 1990.

De offentligt ansatte, som i forvejen havde en pensionsordning, fik i

Lønudviklingen

stedet mulighed for at vælge at få 2 x 0,25 pct. af lønsummen stillet til rådighed for omklassificeringerne, og dette valgte man at tage. Der er derfor i 1988 sket meget store omklassificeringer på denne konto, og det samme vil så gentage sig i 1990.

Nedenstående opstilling skulle give en forestilling om, hvad der er sket af omklassificeringer siden lønningsloven af 1969.

Medlemmernes placering i lønrammer Lønramme 1.jan. 1970 1.jan.1984 1.jan. 1988

3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25

2585 300 3958 203 768 289 142 1156 O O 597 38 O

4 25 O O O O O O O O

1945 21 2409 1485 836 204 302 808 180 42 331 302 22 67 141 23 54 21 36 3 O O O

O O 2709 1085 769 1321 489 656 526 141 147 914 85 261 146 996 148 13 126 56 5 28 2

Omklassificeringerne pr. l. april 1988 og l. april 1989 er ikke medtaget i sidste kolonne, men det kan oplyses, at der alene i 1988 blev om-

klassificeret 2.500 af forbundets medlemmer.

Det store udsving i lønramme 18 skyldes bl.a. fusioneringen med Dansk Lokomotivmands Forening pr. l. januar 1986.

Det skal endvidere nævnes, at 444 medlemmer ved privatbanerne ikke er med i tallene, og det samme gælder 28 uorganiserede jernbanemænd.

Jubilæumsgratiale Indførelse af en ordning, hvorefter der kunne ydes jubilæumsgratialer til de 3 laveste lønningsklasser, fortaber sig i fortiden. Derimod kan det fastslås, at beløbene på henholdsvis 50 og 100 kr. forblev uændrede i en hel menneskealder, nemlig til 1956, hvor en nyordning aftaltes.

Man kan nok synes, at de oprindelige beløb var latterligt små, men da de i sin tid blev fastsat, må 100 kr. på det nærmeste have udgjort en månedsløn, hvilket ses af, at så sent som i 1912 udgjorde årslønnen for en portør en slutløn på kun 1680 kr.

Der blev gennem mange år gjort forsøg på at få beløbene hævet samt ordningen gjort generel, men man skulle som nævnt helt hen till. april 1956, før det lykkedes at få mere faste regler for jubilæumsgratialet.

Fra denne dato fastsattes gratialerne til 250 kr. ved 25 års-, 400 kr. ved 40 års- og 500 kr. ved 50 årsjubilæum, altså 10 kr. pr. år ved hvertjubilæum. Udbetalingen kom til at omfa~te alle tjenenestemænd og løst ansatte ved staten, og med pengene skulle følge et diplom, hvori der blev udtrykt styrelsens påskønnelse og tak.

111

Lønudviklingen

I Finansministeriets cirkulære var der dog taget følgende forbehold: »Gratiale og diplom gives kun til personer> der har forrettet god tjeneste, og kan ikke tildeles personer, der i de senere år før jubilæet har begået alvorlige tjenesteforseelser. Afgørelse af, om gratiale og diplom skal gives, træffes af vedkommende styrelses chef.« Dett e er senere ændret til, at gratialet ydes i alle t ilfælde, medens diplomet fortsat er afhæn gig af gode tjenesteforhold.

Der tilstås jubilaren frihed med løn påjubilæumsdagen, såfremt denne ikke falder i en syge.- eller feriepe-

112

riode. Falder jubilæet på en ordinær fridag, gives tjenestefrihed på den nærmest forudgående eller følgende dag.

Der blev ligeledes fastsat bestemmelser om beregningen af jubilæumsancienniteten.

Med virkning fra 1. april 1964 blev gratialerne hævet til 500 kr. ved 25 års-, 800 kr. ved 40 års- og 1000 kr. ved 50 års jubilæum. Disse satser stod fast helt til lønforhandlingerne i 1989, hvor de forhøjedes t il 4.000, 5.000 og 6.000 kr., og hvor det blev aftalt, a t der fremover skulle ske en løbende regulering.

Pensioner

Ligesom ved tidligere lønnings love havde lønningskommissionen, der resulterede i lønningsloven af 1946, ikke haft med i sit kommissorium, at den skulle beskæftige sig med pensioner, men man havde dog i betænkningen fået tilføjet, at man forventede en revision af pensionsforholdene .

Der blev da også i august 1946 nedsat et pensionsudvalg med departementschef K. H. Kofoed som formand og med repræsentanter fra CO I, CO II, Samrådet og Danmarks Lærerforening.

Resultatet af udvalgsarbejdet blev som lovforslag forelagt Rigsdagen den 25. oktober 1946, men behandlingen tog så lang tid, at loven først kunne underskrives af kongen den 22. december 1946.

Det vil føre for vidt at komme ind på alle lovens enkeltheder, men det vedtoges bl.a. at yde 42/60 som pension af det for tjenestemandsansatte forhøjede almindelige pensionstillæg, hvilket for en pensionist fra 14. lønningsklasse betød en årlig forhøjelse på 672 kr.

Også enke- og børnepensionerne fik en tilsvarende stigning, og alt i alt betød pensionsreformen en merudgift for staten på ca. 8 1/2 mill. kr.,

fordelt på ca. 21.500 statspensionister.

Når behandlingen i Folketinget tog uforholdsmæssig lang tid, skyldtes det især, at enkeltpersoner og mindre grupper forsøgte at hyppe egne kartofler udenom organisationerne og pensionistforeningen.

De pågældende havde overfor pensionsudsvalget og rigsdagsudvalget gjort energiske forsøg på at få enkeltmandsinteresser til at præge den endelige lov, men dette blev afvist i det nævnte udvalg.

Aktørerne gav dog ikke op, og de fik da også ørenlyd fra konservative politikere, der stillede ændringsforslag om yderligere forbedringer på ca. 3 mio. kr., som hovedsageligt var tiltænkt de højeste pensioner. Dette gav anledning t il lange drøftelser og omstændige udredninger i finansministeriets pensionskontor, og hermed gik tiden.

Imedens måtte tusinder af pensionister vente på den hårdt tiltrængte pensionsforhøjelse, og de konservatives forslag fik da også kun støtte fra kommunisterne.

Efter lov af 1958 I årene derefter var tjenestmandspensionen jævnlig til debat ved mØ113

Pensioner

der og i dagspressen. Sidstnævnte bragte mange læserindlæg om emnet, og som regel drejede det sig om de store urimeligheder ved, at tjenestemændene skulle have en betydelig bedre pension end aldersrenten.

Jernbane-Tidende måtte i mange ledere og artikler slå fast, at tjenestemændene betalte til både egen pension og til aldersrenten, samt at deres lønninger altid st od i relation til pensionsgodet.

Debatten blussede op, hver gang centralorganisationerne forhandlede om de midlertidige tillæg, hvor jo også pensionerne blev reguleret, og da en lønningskommission igen blev nedsat, var der adskillige politikere, især blandt venstremændene, der talte og skrev for, a t kun de højere embedsmænd burde have ret til tjenestemandspension.

Lønningskommissionen blev færdig i sommeren 1958, og man havde da også behandlet pensionsreglerne.

Folketinget havde vedtaget ændringer i loven om aldersrente, der herefter kom til at hedde folkepension, som skulle kunne komme til udbetaling til alle borgere efter indtægtsbestemte regler.

Det lykkedes ikke Venstre at få tilslutning til sine forslag om ændret ansættelsesform for en række tjenestemandsgrupper og heller ikke til et andet forslag om at tage skatterne ud af pristalsberegningen. Men der skete adskillige ændringer i pensionsforholdene, der var både plusser og minusser.

Pensionsbidraget blev ændret fra 5 til 4 pct. af den til enhver tid gældende bruttoløn minus stedtillæg, men der var herved tale om en væ114

sentlig forhøjelse af pensionsbidraget.

Pensionsalderen regnedes fra det tidspunkt, hvor tjenestemanden havde været fast ansat i 5 år efter det fyldte 30. år, og da højeste pension opnåede s ved 32 pensionsår , ville højeste pension først kunne opnås ved det fyldte 67. år, og da kun hvis man var fast ansat senest ved det fyldte 30. år. Højeste pension kom til at udgøre 75 pct. af den pensionsgivende løn.

En tjenestemand ville ved det 67. år kunne oppebære folkepensionens mindstebeløb, der på dette tidspunkt udgjorde 1.080 kr. årligt for et ægtepar. Når dette medregnedes, fik pensionisten kun en lille indtægtsfremgang, idet der fra tjenestemandspensionen blev fratrukket et beløb, der var omtrent lige så stort som mindstebeløbet.

Enkepensionen blev derimod væsentlig forringet, i hvert fald indtil enken blev 67 år, og folkepensionen dermed kunne supplere den mindre pension. Børnepensionerne fik et godt løft opad.

Det fremgik af lønningskommissionens betænkning, at der - efter gennemførelsen af de nye lønningsog pensionslove - skulle nedsættes et udvalg til at behandle forholdene for de, der ved lovens ikrafttræden allerede var pensionister.

I udvalget var partierne og organisationerne repræsenteret, og bl.a. var der 3 repræsentanter fra pensionisternes egne organisationer.

Det var pålagt udvalget af afslutte arbejdet så betids, at lovforslag kunne behandles og evt. vedtages, så de nye regler kunne få virkning

Pensioner

fra 1. april 1959, hvilket også lykkedes.

Ordningen gik ud på, at der blev mulighed for omberegning af pensionerne i overensstemmelse med hovedprincipperne i det nye pensionssystem, hviket betød, at man kunne oppebære folkepension mod fradrag af et beløb i den allerede opnåede statspension. Dette fradrag blev beregnet således, at ingen satte noget til, og de fleste fik en mindre fremgang i den samlede pensionsudbetaling.

Ved lønningsloven af1958 blev der indført et system, hvorefter der kunne optages forhandlinger med finansmin isteren om et antal overenskomstportioner, når tjenestemandslønningerne kom ud af niveau med lønningerne på det private arbejdsmar ked.

Ved lønforhandlingerne i 1961 kunne der ikke opnås enighed med finansminist eren, der så dikterede en aftale på 40 portioner overenskomsttillæg, gældende fra 1. april 1961.

Disse tillæg var fastsat i portionsstørreise eft er en pensionsgivende løn og for pensionisters vedkommende efter br uttopensionen pr. 31. marts 1959. For den overvejende del af pensionister fra Dansk Jernbaneforbunds rækker udgjorde en overenskomstportion for egenpensionisten 36 kr., hvorved de 40 portioner beløb sig til 1.440 kr. pr. år.

I 1963 forelagde statsminister J. O. Krag et forslag til en helhedsløsning, hvori bl.a. indgik, at der for finansåret 1963/64 kun måtte gives tillæg til de laveste lønninger og pensioner og for 1964/65 generelle løn-

og pensionsstigninger på ikke over 2 pct.

Forslagene vedtoges, og for tjenesternanspensionisterne resulterede dette i, at de 40 portioners overenskomsttillæg forhøjedes på de to laveste satser fra 12 og 24 kr. til hhv. 18 og 30 kr . med virkning fra 1. april 1963. Endvidere skulle der fra 1. april 1964 ydes 8 portioner generelle tillæg efter de forhøjede satser.

ATP Arbejdsmarkedets Tillægspension blev for lønmodt agerne på det private arbejdsmarked indført ved lov og med virkning fra 1. april 1964. I denne lov var tjen estemændene holdt udenfor, hvorfor CO I's repræsentantskab i efteråret 1964 pålagde sin ledelse at søge tjenestemændene medtaget i ordn ingen.

Det lykkedes at få regeringen til at fremsætte og få vedtaget lovforslag, der gik ud på, at tjenestemændene skulle med i ordningen, og at dette skulle ske med tilbagevirkende kraft fra 1. april 1964.

I sine grundregler forudsatte ATPpensionen et 40-årigt medlemskab for at opnå ret til fuld tillægspension, og ved kortere anciennitet skulle pensionsbeløbet beregnes forholdsmæssigt. Der krævedes mindst 5 års anciennitet for at opnå pensionen, men for de, der var med fra starten, blev der gjort den undtagelse, at de kunne få mindst ebeløbet efter blot et års medlemskab.

Det var derfor meget afgørende, at tjenestemændene kom med fra starten, for herved sikrede man alle, der ikke var fyldt 66 år, ret til tillægspension ved det fyldte 67 . år. Mind115

Pensioner

stebeløbet udgjorde på dette tidspunkt 600 kr. pr. år.

Bidragene til ATP indbetales af arbejdsgiveren, og beløbene var i starten 21 ,60 pr. måned, hvoraflønmodtageren betalte 7,20 kr. Disse bidrag er siden steget væsentligt, men en vedtaget stigning pr. 1. januar 1988 og 1. januar 1990 på 50 pct. pr. gang er tjenestemændene ikke med i, idet man i stedet har ønsket arbejdsgivernes bidrag anvendt til øgede omklassificeringer.

- såfremt en tjenestemand søger afsked, kan han få »opsat pension«, hvis han har mindst 3 års pensionsret. Pensionen blev beregnet ved afskeden og stod så fast, til den pågældende blev 67 år. Dette er senere forbedret, så pensionen nu stiger efter samme regler som Øvrige tjenestemandspension, - børnepension betales, til barnet fylder 18 år, men kan forlænges til indtil 24 år i tilfælde affortsat uddannelse.

Efter lov af 1969 Efter denne lov skete der· en række ændringer i pensionsreglerne, hvoraf de væsentligste skal nævnes: - Pensionsalderen er det antal år, en tjenestemand har været ansat efter det fyldte 25. år, - for at få udbetalt egenpension skal man normalt have mindst 10 års ansættelse, fuld pension (37 års pensionsalder) udgør ca. 2/3 af den sidst oppebårne lønning, man kan afskediges på grund af alder, når man er fyldt 60 år og skal senest fratræde ved 70 år.

Ved afsked på grund af alder før det fyldte 67. år skete der et fradrag i pensionen efter nærmere bestemte regler, ægt efællen efter en tjenestemand, der afgår ved døden efter at have opnået en pensionsalder på mindst 3 år, eller som ved sin død var pensionist, er berettiget til ægtefællepension, med mindre ægteskabet var indgået på dødslejet, eller efter at den afdøde ægtefælle var fyldt 60 år eller afskediget med egenpension,

Efterløn I 1977 nedsatte regeringen et udvalg, som fik til opgave at beskrive løsninger, der sikrede en bedre fordeling af det eksisterende arbejde. Udvalget skulle som sin første opgave udarbejde forslag til en efterlønsordning for ældre medlemmer af arbejdsløshedskasserne som en udbygning af den eksisterende ordning for arbejdsløshedsforsikring.

Dette resulterede i loven om efterløn for personer mellem 60 og 66 år, der havde været medlem af en arbejdsløshedskasse i sammenlagt 5 år indenfor de sidste 10, år før efterlønnen søges. Efterlønssatserne beregnedes på grundlag afhøjeste arbejdsløshedsdagpenge og udgjorde 100 pct. de første 21f2 år, 80 pct. de næste 2 år og 60 pct. i resten aftiden, til folkepensionssalderen indtræder. Den laveste sats er senere strøget.

Der var i loven ikke taget forbehold overfor tjenestemandsansatte, men problemet for i hvert fald jernbaneforbundets medlemmer var, at næsten ingen var i arbejdsløshedskasse, dels fordi man jo ikke havde haft noget særligt behov herfor, og

116

Pensioner

dels fordi forbundet ikke havde arbejdsløshedskasse.

Imidlertid anså man efterlønsordningen for så god, at der blev oprettet en arbejdsløshedskasse for forbundets medlemmer, og dette skete ved aftale med Dansk Funktionær Forbund, hvor Dansk Jernbaneforbund blev tilknyttet A-kassen som en afdeling. Senere oprettede CO I egen A-kasse, hvortil forbundets arbejdsløshedsforsikrede medlemmer overflyttedes .

Bestemmelsen om 5 års medlemsskab af en A-kasse for at opnå efterløn ændredes senere til 10 år.

En del af forbundets medlemmer har benyttet sig af efterlønsordningen, men hvor mange det drejer sig om, har man vist ingen tal på.

Samordningsfradrag Ved lønningsloven af 1958 blev som nævnt aldersrenten afløst af folkepensionen, der kunne oppebæres af alle borgere efter indtægtsbestemte regler. Dette medførte, at en tjenestemand ved det fyldte 67. år kunne få folkepensionens mindstebeløb, der svarede til ca. 25 pct. af fuld folkepension. Samtidig reduceredes tjenestemandspensionen med et beløb af omtrent samme størrelse.

Denne ordning havde man i ca. 12 år, og den gav ikke anledning til særlige klager.

1. april 1970 ændredes reglerne om folkepensionen, så der indførtes »fuld folkepension« til alle uanset indtægt. Det ville sige, at den fulde folkepension bestod af et »grundbeløb«, hvortil der kunne ydes tilskud efter indtægtsbestemte regler.

For tjenenestemandspensionisters vedkommende blev lavet en tilpasning, som beløbsrnæssigt nogenlunde svarede til det hidtidige. De fik udbetalt 26 pct. af grundbeløbet, hvilket var en lille forbedring i forhold til tidligere.

Denne ordning kom til at give anledning til stor utilfredshed blandt statspensionister fra alle etater, og det var der flere årsager til.

Af tekniske grunde blev det lavet sådan, at statspensionisten fik udbetalt hele folkepensionens grundbeløb fra sin kommune og fik så fratrukket op til 74 pct. (2 pct. pr. pensionsår) af dette grundbeløb fra statspensionen.

Selvom den samlede indtægt herved ikke blev mindre, havde det været mere reelt, hvis kommunen havde fratrukket beløbet, før man udbetalte folkepensionen.

Fradraget blev benævnt »samordningsfradrag«, og det blev ikke mindre populært af, at der også skete fradrag for hustruens folke- eller invalidepension.

Endvidere skete der det, at den såkaldte »firkløverregering« i 1983 foretog indgreb i de indgåede aftaler og bl.a. standsede dyrtidsreguleringen for lønninger og pensioner, bortset fra folkepensionen. Dette resulterede i, at når folkepensionen steg, blev samordningsfradraget højere, medens statspensionen stod fast, og på denne måde blev forholdet mere grelt.

Afvikling af ægtefællefradraget I vinteren 1985 fremsatte Socialdemokratiet lovforslag om bortfald af samordningsfradraget for ægtefællen, men forslaget kunne ikke opnå 117

Pensioner

flertal. Forslaget blev genfremsat ved starten af det nye folketingsår i oktober 1985, men i mellemtiden havde regeringen formentlig set »skriften på væggen« og havde nedsat et embedsmandsudvalg, som skulle udarbejde forslag til finansiering af afskaffelsen af sam ordningsfradrag for tjenestemænds ægtefæller.

I forhandlinger med embedsmandsudvalgets formand gik samtlige tjenestemandsorganisationer voldsomt imod, at fjernelsen af æf:,rtefællesamordningsfradraget skulle finansieres ved forringelser andre steder i tjenestemandspensionssystemet.

Ved første behandling af Socialdemokratiets lovforslag viste det sig, at der nu var flertal for at afskaffe ægtefællens samordningsfradrag, og det blev også klart, at der ikke var flertal for, at udgiften skulle dækkes af forringelser andre steder i pensionssystemet. Regeringen erklærede da, at den selv ville fremsætte forslag om fjernelse af fradraget .

Dette forslag kom den 22. januar 1986 og indeholdt en gradvis aftrapning, så de 2 pct. pr. pensionsår sænkedes til 1112 pct. pr. 1. januar 1987, till pct. pr. 1. januar 1988, til 112 pct. pr. l. januar 1989, for så helt at bortfalde till. januar 1990.

Socialdemokraterne foreslog, at hele fradraget skulle bortfalde pr. l. januar 1987, men dette kunne der ikke blive flertal for. Ved efterfølgende forhandlinger mellem regeringen og Socialdemokratiet blev indgået et forlig, der indebar, at aftrapningen skete med 112 pct. pr.

1. januar 1987, yderligere 1/z pct. pr. l. januar 1988 og l pct. pr. l. januar 118

1989. Dermed var samordningsfradraget for ægtefællen ophævet.

Pensionistforeningen Foreningen af pensionister ved DSB blev stiftet den 14. januar 1917 under medvirken af daværende formænd for Jernbaneforeningen og Dansk Jernbaneforbund, Høgsgaard og Charles Petersen. Efter de første krigs år var økonomien for tjenestemænd, og især pensionister, så forringet, at det v.a r naturligt for pensionisterne at søge tættere sammen for måske med større vægt at kunne fremsætte ønsker og krav om forbedrede levevilkår.

Der oprettedes senere lokale pensionistforeninger i mange større byer, og her gøres et stort arbejde til gavn for sammenholdet mellem pensionerede DSB-medarbejdere.

Også andre etater oprettede pensionistforeninger, og der er senere etableret et samarbejde mellem disse foreninger ved en samling i »Fællesforeningen for Statens Pensionistforeninger« .

Disse foreninger er: Foreningen af pensionister ved DSB. Post og Telegrafvæsenets Pensionistforening.

Politiets Pensionistforening.

Toldetatens Pensionistforening.

Statspensionistforeningen af 1945.

Dansk teknisk lærerforenings pensionistgruppe af 1981.

Medlemmerne i Statspensionistforeningen af 1945 kommer fra flere små etater indenfor statsadministrationen.

Sammenslutningens formål er at arbejde for opnåelse af de til enhver

Pensioner

Jernbanepensionisternes nuværende for mand, Max Milller .

tid bedst mulige pensionistvilkår for statstjenestemandsspensionister og deres efterladte.

Ved tjenestemandsloven af 1969 blev der tillagt statstjenestemandspensionisterne forhandlingsret gennem de respekt ive centralorganisationer, og disse har vedtaget, at denne forhandlingsret udøves gennem Fællesforeningen for Statens Pensionister, der er tilsluttet CO I og II og har en repræsentant indvalgt i repræsentantskab og hovedbestyrelse begge steder.

Fællesforeningen udgiver et månedsblad, »Statspensionisten«, der kommer i et oplag på 13.000 eksemplarer.

Foreningen af Pensionister ved DSB valgte togfører O. SØrensen som første formand, og siden har formændene været Charles Petersen, Wulf, H . V. Johansen, P. H . Petersen, E. Juul og P. E. Hjortshøj. Nuværende formand er Max Muller.

119

Arbejds- og fritidsbestemmelser

Den gamle Vangede station. En idyl, der måtte vige for udviklingen.

Udvalget afsluttede sit arbejde i eftersommeren 1949, og selvom mange af organisationernes ønsker ikke blev imødekommet, skete der forbedringer på bl.a. følgende områder: Den månedlige ~jenestenorm A (208 timer) og B (234 timer) forblev uændret, men nogle tjenester flyttede fra B til A. En tjenestenorm C (260 timer) var blevet afskaffet i 1936, h viletiden mellem 2 døgns hovedarbejder u dvidedes med 1 time til 10 timer, der gaves en ekstra fridag i de år, h vor der forekom 53 søndage, der indførtes en regel om t illæggeIse af 25 pct. ekstra frihed, når 122

der skete afspadsering af mistede fridage, der gaves mulighed for indførelse af weekend, der skete forbedringer i forbindelse med fridagslængden , helligdagsfridage, delt tjeneste, beregning af tilfældigt overarbejde samt beregning af tjenesten ved ophold på fremmed station.

Aftalen blev gældende fra 1. oktober 1949.

Tjenestetidsrevisionen af 1961 Lønningsloven blev revideret i 1958, hvorefter et tjenestetidsnævn skulle modernisere og ajourføre arbejdstidsreglerne. Der var i mellemtiden opnået en mindre arbejdstidsforkor-

Arbejds- og fritidsbestemmeiser

telse på det private arbejdsmarked, ligesom forskellige satser var forhøjet.

Nævnet afgav betænkning, hvori der blev foreslået en del ændringer, der fik virkning fra 1. april 1961, idet dog en del særlige ydelser fik tilbagevirkende kraft fra 1. december 1958.

I store træk skete der følgende ændringer: Overarbejdssatsen skulle udregnes som et gennemsnit af den enkelte lønramme med højeste stedtillæg og derefter tillægges 33 1/3 pct.

Satsen for mistede fridage blev over arbejdssatsen x 8, tidspunktet for indtjening af natpenge udvidedes til at gælde fra kl.

18.00, dog med en mindre sats indtil kl. 21.00.

Natpengene for 3. lønningsklasse henførtes til samme sats, som var gældende for 7.-12. lønningsklasse, og det samme skete med køreog sejlpenge, tillægget til overtid og mistede fridage hævedes fra 25 til 331/3 pct. ved afspadsering, der indførtes et særligt tillæg for tjeneste på sØn- og helligdage, månedsnormen nedsattes fra 208 til 195 timer, halv rejsetid ændredes til hel rejsetid med undtagelse afturnustjeneste og udstationering ud over 7 dage, - hviletiden mellem 2 døgns hoved-

Vognopsynet kontrollerer, om hjulsættet er i orden.

123

Arbejds· og fritidsbestemmeiser

Sølvpilen lyser op i landskabet.

arbejder udvidedes med 1 time til 11 timer, rammefridagens længde forhøjedes med 3 timer til 36 timer, - der skete forbedringer for tjenestefrit ophold uden for hjemstedet for rådighedstjeneste samt for sØn- og helligdagsfrihed.

CO I behandlede resultatet på et repræsentantskabsmøde, hvor det godkendtes med 102 stemmer mod 4.

Tjenestetidsrevisionen af 1966 I foråret 1965 nedsattes påny et udvalg til at overveje ændringer i tjenestemændenes arbejdstidsregler. Den væsentligste årsag hertil var, at det private arbejdsmarked havde godkendt et mæglingsfor slag, hvori indgik en arbejdstidsnedsættelse.

Det sidste møde i udvalget afholdtes den 22. marts 1966, og her opnåedes enighed om følgende: 124

- Mistede fridage havde hidtil været beregnet på grundlag af 8 timers overarbejde, og trods yderligere arbejdstidsnedsættelse bevaredes denne beregningsform, - alle særlige ydelser, der ikke havde automatisk regulering, hævedes med et ørebeløb svarende til lønudviklingen, - betalingen for tjeneste på søndage, der hidtil havde været beregnet fra kl. 6.00 til kl. 21.00, ændredes til at skulle beregnes fra lørdag kl.

14.00 til søndag kl. 24.00, - månedsnormen nedsattes til 190 213 time og arbejde mellem kl. 18.00 og kl. 6.00 (ubekvem arbejdstid) blev godtgjort med 2 timer for hver 44 timers tjeneste. Den opsparede frihed samles til hele fridage, - tjeneste på 2. og 3. skift nedsattes fra 44 timer til 42 timer ugentlig, - der nedsattes et udvalg til at se på,

Arbejds· og fritidsbestemmeiser

hvilke turmæssige problemer, der kan rejse sig i forbindelse med en yderligere arbejdstidsnedsættelse, herunder evt. indførelse af en 5-dages uge.

De nye bestemmelser fik virkning fra 1. april 1966.

Tjenestetidsrevisionen af 1970 Ved lønningsloven af 1969 blev en række bestemmelser fra den tidli-

gere lov overført uændret, herunder en række tjenestetidsbestemmelser , som trængte til revision. Disse henførtes til et udvalgsarbejde, hvor man også skulle tage højde for, at LO havde indgået aftale om en yderligere arbejdstidsnedsættelse på 45 minutter daglig.

Tjenestemændene ønskede denne arbejdstid indført, ligesom man ville tilstræbe indfør elsen af en 5-dages

Busdrift fra før vingehjulet blev skrottet.

125

Arbejds- og fritidsbestemmeIser

uge, selvom den for en del personale ikke kunne gennemføres som en weekendordning.

Der opnåede s enighed om følgende med virkning fra 1. september 1970: Arbejdstiden nedsattes til 413/4 time ugentlig, og opgørelse efter månedsnorm blev afskaffet. Opgørelsesperioden skulle fremefter af-

Sporski{tetungerne er under konstant opsyn.

126

tales i hvert enkelt tilfælde, dog for en periode af mindst 4 uger, der blev foretaget en ændring af beregningsformen for kontant betaling for overtid og mistede fridage, så alle satser kom til at svare til den timeløn, der udbetaltes og ikke som et gennemsnit for hver enkelt lønramme,

Arbejds- og fritidsbestemmeiser

Hun vil blive savnet på Storebælt.

der gennemførtes en regel, hvorefter tjenestemænd skal have adgang til mindst 30 sØn- og helligdagsfridage mod hidtil 22, der gennemførtes et krav om særlig betaling for tjeneste på grundlovsdage (fra kl. 12.00) og på juleaftensdage (fra kl. 14.00).

Den 1. december 1974 fik vi så indført 40 timers arbejdsugen, og fra samme dato indførtes, at ved afspadsering af overarbejde og mistede fridage blev der tillagt 50 pct. ekstra frihed mod hidtil 33 1/3 pct.

Aftalefornyelsen 1985 11983 blev nedsat et udvalg, der i perioden op til aftalefornyelsen i 1985 skulle se på forenkling af de gældende arbejdstidsregler m.v. for tjenestemænd. Det måtte dog konstateres, at der ikke kunne opnås enighed

om noget som helst, hvorfor arbejdstidsreglerne blev henvist til at indgå i aftaleforhandlingerne på helt normal måde.

Aftale fornyelsen blev imidlertid fastsat ved lov, og da beløbsrammen var lille, blev det meste brugt til lønstigninger, hvorfor ønskerne om ændring i arbejdstidsreglerne måtte træde i baggrunden.

Der gennemførtes en række ændringer i ferieaftalen, hvoraf den væsentligste var, at der indførtes en ret til erstatningsferie for sygdom, der er begyndt før ferien.

Særlige ydelser Der er i dette afsnit ikke nævnt noget om satser for særlige ydelser, selvom disse gennem årene er reguleret mange gange. For at eftertiden kan få en fornemmelse af, hvor meget det 127

Arbejds· og fritids bestemmelser

har drejet sig om, skal vi her bringe satserne, der er gældende fra L april 1989.

Natpenge pr. time Kr. kl. 17.00-22.00 .... . .... . . 12,01 kl. 22.00-06.00 .... . ..... . 14,45 Godtgørelse pr. time for tjeneste på lørdage efter kl.

14.00 og mandage kL 00.004.00 samt hverdage efter skæve helligdage .... .... . 18,58 Godtgørelse pr. time for tjeneste på sØn- og helligdage fra kl. 00.00-24.00, grundlovsdag efter kl. 12.00 og juleaftensdag efter kl. 14.00 ... 27,34 Almindelig rangergodtgørelse pr. time ...... . . . .

1,64 Rangergodtgørelse til rangerledere pr. time . ... .

3,28 Godtgørelse pr. tjenestetur for tredelt tjeneste ....... . 45,00 Godtgørelse pr. time for delt tjeneste, der strækker sig ud over 11 timer ... .. ...... .

4,85 Kørepenge pr. time ... . .. .

6,62 Kørepenge pr. time under udstationering ..... . .. .. .

4,41 Sejlpenge pr. time ... .... .

3,51 Sejlpenge pr. time under udstationering .. ... ..... .

2,34 Godtgørelse pr. time for indgreb i på forhånd fastlagte fridage ..... .. . .. . . 10,89 Timepenge pr. time ...... .

8,90 Dagpenge pr. døgn ..... .. . 213,35 Hoteldispositionsbeløb pr. døgn: Hovedstaden . ... . . .. ... . 480,00 Øvrige land .. . .. . .... .. . 370,00 Godtgørelse pr. døgn uden dokumentation for natophold ..... . ........ . 118,00 128

Arbejdstidsnedsættelser Da tjenestemænd jo er månedslønnede, er deres arbejdstid stort set altid opgjort månedsvis. Man har en månedsnorm på et antal timer, som man helst skal op på, og der bliver først tale om overtid, når denne norm er overskredet.

Endvidere havde man i mange år 3 forskellige normer for forskelligt arbejde, og f.eks . arbejdet som ledvogter ansås ikke for at være særligt belastende. I 1936 afskaffede man norm C, som da var på 260 timer pr. måned, og senere er også norm B faldet bort, så alle tjenester vurderes nu for ligeværdige rent arbejdsmæssigt.

Nedgangen i arbejdstiden ved staten har stort set fulgtes med det private arbejdsmarked, selvom selve datoerne sjældent har været helt sammenfaldende. Dette har bl.a. noget at gøre med, at overenskomsterne på det private arbejdsmarked fornyes til en L marts, medens tjenestemændenes aftaler fornyes til en L april.

I det følgende er nævnt den gennem årene skete reduktion i arbejdstiden, og her er for en klarheds skyld benyttet arbejdsugen som målestok.

Der er gået ud fra 1920, hvor der indførtes en overenskomstmæssig arbejdstid på 48 timer pr. uge.

I 1959 nedsattes arbejdsugen på det private arbejdsmarked til 45 timer, og her fulgte tjenestemændene først efter fra L april 196L En tjenestetidskommission skulle først være færdig med arbejdet, og resultatet godkendes af Folketinget.

L april 1966 gik man en time ned til 44 timer pr. uge.

L januar 1968 nedsattes den ugent-

Arbejds· og fritidsbestemmelser

lige arbejdstid med 1112 time til 42 112 time.

1. september 1970 blev det til 45 minutters nedsættelse til 413/4 time.

1. december 1974 fik man endelig 40 timers arbejdsugen og dermed i princippet 5-dages ugen. Det var dog ikke alle tjenestemænd, der kunne holde fridagene på lørdage og sØndage.

1. januar 1987 nedsattes den ugentlige arbejdstid med 1 time til 39 timer.

1. september 1988 skete yderligere en times nedsættelse til 38 timer.

Der er endvidere aftalt 1 times nedsættelse pr. 1. september 1990.

Da der fra efteråret 1971 indførtes 40 timers arbejdstid for skiftehold på 2. og 3. skift på det private arbejdsmarked, fik tjenestemændene en tilsvarende nedsættelse for forskudt arbejdstid, idet der gennemførtes en opsparingsordning, der gav frihed på 13/4 time for hver 41 3/4 times tjeneste mellem kl. 17.00 og kl. 06.00. Denne ordning er siden fulgt med og tilpasset de senere arbejdstidsnedsættelser.

Det skal også nævnes, at ved indførelse af 48 timers arbejdsugen, der jo udfyldtes af 6 arbejdsdage li 8 timer, fik banepersonalet en noget speciel ordning gående ud på, at man i månederne december og januar kun havde 7 timers daglig tjeneste, men til gengæld 9 timer pr. dag i tiden 15. marts - 15. maj. Denne ordning, der naturligvis aldrig blev populær blandt personalet, var indført på grund af, at man i december og januar alligevel ikke kunne se at arbejde ude den første time om morgenen.

Denne ordning blev i 1936 ændret således, at der ikke skulle arbejdes mere end 8 timer fra 15. marts til 15. maj, men til gengæld skulle man vederlagsfrit kunne udføre indtil 50 timers ordinært forekommende overarbejde i resten af året.

Selvom de fleste nok ikke afspadserede ret megen overtid, var også denne ordning en kilde til irritation, og det lykkedes at afvikle ordningen i 1961, hvorefter banepersonalet har samme arbejdstid hele året.

Ferieudviklingen Der skulle gå mange år, før organisationerne tilkæmpede sig retten til en ugentlig fridag, for ikke at tale om faste regler for ferien. Først da Socialdemokratiet fik virkelig politisk indflydelse, begyndte der at komme gang i udviklingen, og det var da også ministeriet Stauning, der i 1938 gennemførte landets første ferielov, der gav ret til 2 ugers ferie med fuld løn.

Pr. 1. april 1944 skete der den tilføjelse, at samtlige tjenestemænd i 13.-16. lønningsklasse og timelønnede ansatte opnåede 3 ugers ferie efter 18 års ansættelse og fyldt 42 år. Ved lønningsloven af 1946 blev aldersbetingelsen nedsat til 39 år, motiveret med, at ansættelsesalderen nedsattes fra 24 til 21 år.

Fra 1. april 1963 hævedes ferien til 3 uger for alle, og den tidligere bestemmelse om, at fridage, der faldt i en ferieperiode, skulle medregnes som ferie, blev ophævet. Det samme blev tilfældet med de såkaldte »skæve« helligdage, idet de 3 ugers ferie nu blev betegnet som 18 arbejdsdage.

Der var megen strid om, hvorvidt 129

Arbejds· og fritidsbestemmeIser

For uindviede ser det temmelig indviklet ud.

ordningen fra 1944 med en ekstra ferieuge skulle fortsætte, idet der var forslag fremme om, at det nu kun skulle gælde for 4. og 5. lønningsklasse. Det lykkedes dog at få ordningen til at gælde for alle tjenestemænd fra lønningsklasse 4 og nedefter, men nu først når de var fyldt 53 år.

I 1962 indførtes en feriegodtgørelse for tjenestemænd på 1 pet. af den for vedkommende tjenestemand pr.

130

1. april gældende grundløn med alderstillæg og overenskomsttillæg, men med fradrag af pensionsbidrag.

Fra samme dato nedsattes de 53 år til 50 år for opnåelse af retten til 4 ugers ferie.

Den særlige feriegodtgørelse hævedes i 1966 til Ph pet. af nettolønnen og senere er også gennemført feriepenge af skattepligtige særlige ydelser.

Ved overenskomstfornyelsen

Arbejds· og fritidsbestemmelser

1971 gennemførtes 4 ugers ferie til alle, idet aftalen dog medførte en gradvis udvidelse således, at der i ferieåret 1972 holdtes 3 1/2 uges ferie og først i 1973 var 4-ugers ferien fuldt gennemført. Af de 4 uger skulle de 3 uger regnes som sommerferie og skulle falde i tiden 2. maj-30. september.

Dermed bortfaldt ordningen med, at nogle tjenestemænd havde ret til en ekstra uges ferie.

Da man i 1974 fik gennemført 40timers arbejdsugen, kunne organisationerne ikke komme udenom, at en ferieuge var fritagelse for 40 timers tjeneste eller 5 arbejdsdage. Dette betød, at 4 ugers ferie svarede til 20 arbejdsdage.

Ved et såkaldt »augustforlig« i 1976 om bl.a. indkomstpolitik for perioden 1977-79 blev det besluttet,

at der i denne periode kun måtte komme 1 dyrtidsportion til udbetaling hvert halve år. Eventuelle dyrtidsportioner derudover skulle udredes af staten og indsættes i ATP på en konto for den enkelte lønmodtager.

I praksis gik det sådan, at der i efteråret 1977 forfaldt 2 dyrtidsportioner, hvoraf den ene altså blev indbetalt til ATP af staten, og det samme gentog sig i foråret 1978.

Ved overenskomstperiodens udløb ophørte staten med denne indbetaling, og som kompensation indførtes en 5. ferieuge, således at der i 1980 tillagdes ferien 2 dage og i 1981 yderligere 3 dage .

De allerede indbetalte dyrtidsportioner udbetales til den enkelte ved pensionsalderens begyndelse, og dette påbe6'Yndtes 1. januar 1981.

131

Vore kooperative foreninger og andre fordele

Allerede før århundredskiftet indså jernbanemændene betydningen af at organisere deres forbrug, dvs . ad fællesskabets vej sikre sig bedst mulige varer til den billigst mulige pris.

Jernbanemændene var derfor godt repræsenteret i brugsforeninger og i de fælles indkøbsforeninger, der dukkede op på en række større arbejdspladser. Der er dog her tale om en del af kooperationen, der ikke havde nogen direkte tilknytning til de faglige organisationer, hvorfor en nærmere omtale af dem vel ikke hører hjemme her.

En anden gren af kooperationen nemlig den, der har til formål at skabe tryghed når død, ulykke eller tab ved brand, tyveri m.v. rammer hjemmene - er derimod knyttet stærkt til ikke alene vort forbund, men til samtlige jernbaneorganisationer, hvorfor de bør have særlig omtale.

Ligeledes skal nævnes en række områder, hvor Dansk Jernbaneforbund - alene, eller i samarbejde med andre organisationer - har skaffet sine medlemmer en række fordele.

I alle de nævnte foretagender er Dansk Jernbaneforbund med i den øverste ledelse og har i flere tilfælde formandsposten.

Forsikringsagenturforeningen På foranledning af en henvendelse fra Dansk Jernbaneforbund til de Øvrige jernbaneorganisationer nedsattes i 1933 et udvalg, der fik til opgave at undersøge mulighederne for at danne et kooperativt forsikringsselskab med henblik på især brandforsikringer for indbo.

Udvalget skulle indhente tilbud fra Dansk Kooperativ Assurance og fra Det gjensidige Forsikringsselskab »Danmark«, og hensigten var, at organisationerne selv skulle overtage kontrollen og ledelsen.

Den 28. september 1934 afholdtes et møde, hvor udvalget fremlagde tilbud fra de to forsikringsselskaber.

Da det viste sig, at Dansk Kooperativ Assurance ikke kunne tilbyde væsentlig reduktion i præmiesatserne, vedtoges det at indlede realitetsforhandlinger med »Danmark«, der som grundlag regnede med en præmie på 50 Øre pr. 1000 kr. brandforsikringssum og under den forudsætning, at præmierne kunne indeholdes i forsikredes løn fra statsbanerne, samt at omkostningerne herved ikke oversteg 5 pct.

De følgende forhandlinger med »Danmark « resulterede i et forslag til en overenskomst mellem selska133

Vore kooperative foreninger og andre fordele

bet og de 4 jernbaneorganisationer, foreløbig gældende for en 10-årig periode.

Den 10. februar 1936 indbød de 4 jernbaneorganisationer til et stiftende møde, hvor der vedtoges vedtægter samt overenskomstaftale med »Danmark«. Foreningens navn blev: Forsikringsagenturforeningen for Tjenestemænd ved Statsbanerne.

Ifølge vedtægterne skulle foreningen ledes af et repræsentantskab, som indtil ordinært repræsentantskabsmøde i 1938 skulle bestå af 11 medlemmer, 4 valgt af Dansk Jernbaneforbund, 2 af Jernbåneforeningen, 2 af Dansk Lokomotivmands Forening, 2 af Værksteds- og Remisearbejdernes Fællesorganisation og 1 fra Foreningen af Pensionister ved DSB. Ved repræsentantskabsmødet i 1938 sammensattes repræsentantskabet af 2 fra hver af de 4 organisationer samt herudover 1 for hver 500 medlemmer, som den enkelte organisation havde indmeldt i foreningen ud over 1000 medlemmer.

Til foreningens første formand valgtes sekretær Chr. Vejre og til kasserer lokomotivfører L. M. Schmidt. Til bestyrelsen valgtes endvidere pakmester H. M. Christensen, stationsforstander D. O. Høgsgaard og snedker Laur. Hansen. Til revisor valgtes overtrafikkontrollør A. Ohmeyer og banearbejder N. C. Madsen, og til voldgiftsmand valgtes hovedkasserer R. Kantsø. »Danmark«s direktion udpegede herefter 5 medlemmer til forsikringsafdelingens bestyrelse, og denne fælles bestyrelse vedtog at ansætte sekretær i »Danmark« Poul Vejre 134

Thyge Meldgaard har været leder af Forsikringsagenturforeningen siden 1966. han er netop nu gået på pension.

som forretningsfører og daglig leder af forsikringsafdelingen.

På det første bestyrelsesmøde i juni 1936 blev det meddelt, at forsikringsafdelingen havde 1250 medlemmer, hvoraf de 1000 var en samlet overførsel af de jernbanemænd, der allerede havde forsikret i »Danmark«.

De første år kørte afdelingen med underskud, og først med regnskabsåret 1945 begyndte økonomien at rette sig, så man kunne betale den opståede gæld og endda have en formue på ca. 1500 kr. Denne formue voksede betydeligt i de følgende år.

Efter i de første år kun at have agi-

Vore kooperative foreninger og andre fordele

teret for medlemskab i de 4 organisationers fagblade, begyndte man at forsøge sig med enkelte lokale tillidsmænd, og det viste sig hurtigt at have en væsentlig indflydelse på medlemstilgangen. I dag er landet opdelt i 8 regioner med hver sin regionsleder, og tillidsmandsstaben udgør omkring 80 personer.

Filosofien bag dette system af forsikringstillidsmænd har været, at det er væsentligt, at medlemmerne har en lokal repræsentant, man har tillid til, og til hvem man kan henvende sig om forsikringsspørgsmål af enhver art.

Uheldsforsikringsforeningen for De Danske Statsbaners Personale Uheldsforsikringsforeningen var en meget gammel forening, meget ældre end Dansk Jernbaneforbund.

Foreningens annoncer findes allerede i de første numre af JernbaneTidende i 1898.

Princippet i foreningens virksomhed var at uheldsforsikre jernbanemændene, og ved kontrakt med et ulykkesforsikringsfirma at opnå de bedste og billigste forsikringsbetingeIser for medlemmerne. Bestyrelsen var således medlemmernes advokat overfor ulykkesforsikringsselskaber og kunne optræde med den vægt, som en stor samlet forsikring giver.

I 1901 oprettedes der et repræsentantskab, hvortil Jernbaneforeningen, Dansk Jernbaneforbund og Dansk Lokomotivmands Forening hver valgte repræsentanter blandt deres forsikrede medlemmer, og i 1912 besluttedes det, at foreningen selv skulle overtage forsikringen .

Repræsentantskabet udvidedes under den nye forsikringsform, så V ærksteds- og Remisearbejdernes Fællesorganisation også valgte repræsentanter.

Uheldsforsikringsforeningen kom efter denne ændring ind i en rivende udvikling med stor medlemstilgang, og gennem årene er der udbetalt dagpenge til mange uheldsramte jernbanemænd, og dette for en præmie, som lå langt under, hvad der har været normalt for tilsvarende forsikringer .

Uheldsforsikringen fortsatte som selvstændig forsikringsvirksomhed til 1. oktober 1967, hvor den indgik som en del af Forsikringsagenturforeningen, der ved samme lejlighed fik tilført den opsparede kapital på ca. 1 million kr.

Vejlekassen Statsbanepersonalets private gensidige hjælpekasse, også kaldet »Vejlekassen «, blev stiftet i Vejle i april 1873. Dens formål er at dække de uundgåelige udgifter ved mandens eller hustruens død og begravelse.

Kontingentopkrævningen foregik på den måde, at der opkrævedes 20 Øre pr. medlem, hver gang et dødsfald indtraf, og endvidere opkrævedes der årligt 20 Øre til bestridelse af kontorholdsudgifter.

Kassens oprettelse skete på initiativ af daværende stationsforstander i Vejle, Carl Reinhold Jensen, og driftsinspektør i Fredericia, R. T. Hansen, og den blev i en lang årrække administreret af disse to mænd.

Ved skrivelse af 18. februar 1909 resolverede indenrigsminiseriet, at kassen skulle underkastes tilsyn af forskringsrådet . Der blev i denne 135

Vore kooperative foreninger og andre fordele

nu har aftale med, og tjenestemandsafdelingens kontorer er i samme h us.

Den Humanitære Fond I forbindelse med Vejlekassens 90 års stiftelsesdag i 1963 vedtog repræsentantskabet at oprette en fond, hvis formål skulle være at støtte humanitære opgaver og bl.a. virke for oprettelsen af syge- og plejehjem for kredsen af jernbanemænd, der er eller har været - medlem af en af jernbaneorganisationerne.

Der udarbejdedes forslag til vedtægter, og efter at h ave været behandlet af repræsentantskaberne for Vejlekassen og Uheldsforsikringsforeningen, blev de den 14. april 1964 forelagt Forsikringsagenturforeningens repræsentantskab, der godkendte såvel forslag om vedtægter.

Hermed var fonden en realitet.

Fondens navn er Jernbanemændenes kooperative Forsikringsforeningers Fond, i daglig tale dog kaldet Den H umanitære Fond.

I forbindelse med oprettelsen bevilgede de 3 kooperative foreninger hver 10.000 kr. til fonden, og dette har siden gentaget sig ved ordinære repræsentantskabsmøder. Fonden har endvidere modtage mange pengegaver, bl.a. fra DSBs pensionistforening, ligesom også DSB har ydet pengegaver. Endelig har en række medlemmer af jernbaneorganisationerne og pensionistforeningen ydet månedlige bidrag, der af DSB er indeholdt i de pågældendes lønninger og pensioner.

På repræsentantskabsmødet i 1972 havde fonden samlet så mange midler, at bestyrelsen fik bemyndigel138

se til at vælge et projekt til et plejehjem og igangsætte byggeriet. Efter forskellige sonderinger enedes man om et tilbud fra Nyborg kommune, der stillede arealet frit til rådighed. Entreprenørfirmaet Jord og Beton, Århus, gik i 1977 i gang med opførelsen efter en tegning udarbejdet af arkitektfirmaet Friis og Molkte, Århus.

Plejehjemmet, der i første omgang blev opført med 28 plejehjemspladser og 10 beskyttede boliger, blev taget i brug i oktober måned 1978, men den officielle indvielse fandt sted den 19 . januar 1979.

Anskaffelsessummen havde været 13.368.000 kr.

Der var i forvejen udskrevet en konkurrence om plejehjemmets navn, og af de 33 indkomne forslag valgtes navnet »Jernbanebo«.

Plejecentret, der er beliggende på Nydamsvej, drives som selvejende institution og har en bestyrelse bestående af repræsentanter for jernbaneorganisationerne samt repræsentanter fra Nyborg kommune.

Arealerne omkring plejecentret er så store, at der er rigelig plads til udvidelser, og i 1983 kunne yderligere 10 nyopførte beskyttede boliger tages i brug.

Yderligere udvidelser er ikke planlagt, men køkkenregionerne er fra starten dimensioneret således, at der er kapacitet til at betjene et betydeligt antal beboere. Denne ekstra kapacitet udnyttes dog allerede, idet man leverer mad til andre kommunale institutioner i Nyborg.

Plejehjemmet er som nævnt beregnet for pensionerede jernbanemænd, der ikke mere kan klare sig i eget

Vore kooperative foreninger og andre fordele

hjem, men Nyborg kommune kan disponere over enkelte pladser. Der har i de forløbne år været et fortrinligt samarbejde med Nyborg kommune.

Gruppeliv I slutningen af tredserne havde ad-

skillige forbund etableret en gruppelivsordning for deres medlemmer, hvorved den enkelte - for et meget rimeligt kontingent - kunne sikre sine pårørende en økonomisk hjælp i tilfælde af den forsikredes død.

Disse forsikringer var som regel udformet således, at største erstatning udbetaltes, når døden indtraf i den yngre alder, og aftrappedes for helt at bortfalde ved død efter det fyldte 67. år.

På jernbaneorganisationernes kurser og medlemsmøder rejstes ofte det spørgsmål, om ikke der burde etableres en sådan forsikring for jernbanemændene. Dels var der tale om, at DSB er en farlig arbejdsplads, og dels var ægtefællepensionen forringet i forbindelse med 'lJenestemandsloven af 1969.

Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg (JFU) påtog sig da at undersøge mulighederne for at tilvejebringe en gruppelivsordning, og ved drøftelse med "Forenede Gruppeliv«, fik man opsat nogle forudsætninger herfor.

Der var i JFU enighed om, at en eventuel ordning skulle være frivillig, i det man ikke ville gennemføre en tvungen ordning med faste månedlige bidrag. Fra Forenede Gruppelivs side var det så en betingelse, at mindst 30 procent af samtlige

medlemmer skulle tilslutte sig ordningen.

I fagbladene for oktober 1976 blev der givet en opstilling over forsikringsbetingelserne samt en indmeldelsesblanket til udfyldning, såfremt man var interesseret i medlemsskab.

Efter det nærmere fastsatte tidspunkt kunne hovedbestyrelsen konstatere, at for Dansk Jernbaneforbunds vedkommende havde kun ca.

9 procent tilmeldt sig, hvorfor sagen måtte henlægges. I Jernbaneforeningen havde interessen vist sig at være betydelig større, og dette resulterede i, at foreningen kunne oprette en gruppelivsor dning for de interesserede.

Nogle år senere opstod tanken igen, hvorfor Dansk Jernbaneforbunds hovedkontor undersøgte vilkårene for oprettelse af en obligatorisk gruppelivsforsikring, og på et møde i august 1982 gav hovedbestyrelsen bemyndigelse til, at der arbejdedes videre med et tilbud, hvor dødsfaldsudbetalingerne i starten ikke ville være særlig høj, men som til gengæld ville kunne klares uden kontingentforhøjelse.

I oktober 1982 gav hovedbestyrelsen principielt tilslutning til indførelse af gruppeliv, idet en forudsætning dog var, at der ikke efter forbundsloven var noget til hinder herfor.

Efter en granskning afforbundsloven udarbejdede et advokatfirma et responsum om de juridiske forhold omkring spørgsmålet, og det fremgik heraf, at forbundets hovedbestyrelse havde kompetence til at indgå aftalen, og at udgiften til præmie lovligt

139

Vore kooperative foreninger og andre fordele

kunne afholdes af forbundets reservefond.

Efter denne opklaring gav hovedbestyrelsen tilslutning til med virkning fra 1. januar 1983 at indmelde forbundets aktive medlemmer under 67 år i »Forenede Gruppeliv« . Ved denne obligatoriske ordning var der den fordel, at der ikke krævedes helbredsattest for det enkelte medlem.

Man startede med følgende forsikringssummer ved dødsfald: Under 50 år ..... . . .. 10.000 kr.

50 - 59 år (ind.) . . . . . .

7.500 kr.

60 - 66 år (ind.) . . . . . .

5.000 kr.

67 år . . . . . . . . . . . . . . .

O kr.

Når et års regnskab i forsikringen er opgjort, vil der kunne udbetales bonus til forsikringstageren, og i forbunds loven er indført, at hovedbestyrelsen afgør, hvordan et sådant beløb skal anvendes, idet det dog også er fastslået, at de skal anvendes til fordel for de forsikrede .

Bonusbeløbene er hidtil anvendt til at forhøje forsikringssummerne, og der er siden starten sket en forhøjelse på ca. 50 pct.

Feriehusene Planerne om et eller måske flere feriehjem for forbundets medlemmer var i mellemkrigsårene flere gange på tapetet, men blev dog ikke til noget. Årsagen var vel dels økonomiske, men dels også vanskeligheder ved at finde egnede byggegrunde.

Imidlertid blev »Dansk Folke-Ferie« stiftet, og det blev efterhånden mere og mere almindeligt, at også arbejderfamilier benyttede sommerferien til et forfriskende ophold ved skov og strand.

140

Da Folke-Ferie planlagde en ferieby ved Middelfart, gik Dansk Jernbaneforbund ind i forhandlingerne om at kunne få fortrinsret til belægning af et antal feriepladser i feriebyen samt til afholdelse af forskellige kurser. Denne aftale gik i orden, mod at Dansk Jernbaneforbund overtog en 1. prioritet på 170.000 kr.

Disse penge blev forrentet, og rentebeløbet + et tilskud fra DSB blev i en årrække anvendt til at udlodde et antal gratis uger i feriebyen, der blev indviet og taget i brug den 2. august 1942.

I sommeren 1943 beordrede tyskerne imidlertid feriebyen rømmet, idet man ville bruge området til militærforlægning. Forbundet henvendte sig til generaldirektør Knutzen, som i første omgang fik tyskerne til at afstå fra tanken. Men i 1945 kom den store tyske flygtningeinvasion, hvor en række skoler og andre bygninger i hast blev rekvireret, og da blev feriebyen ved Fænøsund ikke skånet, men blev anvendt til flygtningelejr fra april 1945 til efteråret 1946.

Feiebyen var da så medtaget, at der måtte gennemgribende istandsættelse til, før den i sommeren 1947 kunne tages i brug som ferieby, men herefter blev den i mange år stedet, hvor hundredevis af jernbanefamilier søgte afslapning og sundhed i ferien.

Dansk Jernbaneforbund benyttede som nævnt i en årrække feriebyen ved Middelfart til tillidsmands- og feriekurser, ligesom man i samarbejde med DSB arrangerede årlige kurser for svagføre fra hele landet.

Vore kooperative foreninger og andre fordele

Parti fra Løjt Feriecenter.

På Dansk Jernbaneforbunds 75års fødselsdag den 23. oktober 1974 oprettedes et feriehusfond, hvis formål skulle være »at tilvejebringe egnede feriehuse enten ved køb eller som organisationshuse, der administreres af Dansk Folke-Ferie «.

Det blev organisationshusene, forbundet satsede på. Her købte man brugsretten over et eller flere huse i nogle afFolke-Feries 11 feriebyer, og forbundets medlemmer kunne så leje disse huse til favørpris, medens Folke-Ferie kunne disponere over dem, når de ikke var udlejet. Alt tilsyn, vedligeholdelse og administration påhviler Folke-Ferie.

I dag har Dansk Jernbaneforbund 2 huse i Vigs ø, 2 huse i Løjt, 1 hus i Sandvig og 4 huse i Middelfart. Sidstnævnte blev fuldstændig renoveret i 1972, og et meget moderne feriecenter toges i brug i 1973. Dermed ophørte den gratis udlodning af feriehuse i Middelfart.

I feriehusene kan der bo op til 6 personer, og de er indrettet til at kunne bebos hele året.

Dansk Jernbaneforbunds Lånefond Lånefonden blev stiftet på kongressen i 1934. Dens formål er, som det formuleredes i vedtægten, »når medlemmernes økonomiske forhold nødvendiggør det - og navnlig ved indtræden af uforudsete og tilfældige udgifter - at yde forbundets medlemmerlån «.

Lånebeløbene var ikke beregnet på større investeringer, hertil måtte man henvise til Statsfunktionærernes Laaneforening, men renten af de bevilgede lån var yderst moderat.

Det var ikke ligerneget, hvordan man motiverede behovet for lån, f.eks. nyttede det ikke at søge til udbetaling af en bil eller til betaling af skattegæld. Var der i stedet anført, at lånet skulle bruges til »nyanskaf141

Vore koope rative foreninger og andre fordele

felser til hjemmet«, var sagen som regel i orden, selvom denne formulering jo faktisk kunne dække over mange ting.

I dag ses der ikke så meget på, hvad pengene skal bruges til, blot låneansøgerens tjentlige forhold er rimeligt gode.

Administrationen aflånekassen lå gennem mange år på forbundskontoret, hvor en "lånekassedame « passede den daglige forretning under hovedkassererens opsyn. I 1976 blev der imidlertid indgået aftale med Låne- og Sparekassen for offentligt ansatte, der - når der er modtaget meddelelse om, at forbundet anbefaler lånet - fører alle forhandlinger om lånet med ansøgeren. Til gengæld har Dansk Jernbaneforbund en fast garantikapital indestående til forrentning.

I dag kan der fra lånefonden ydes et væsentligt større beløb end tidligere, men der betales nu normal markedsrente.

Det daglige samarbejde med Låneog Sparekassen foregår med dennes afdeling »Tjenestemændenes Hus«, Bredgade 21, 1260 København K.

Låne- og Spareforeningen af 1883 En lille - men meget gavnlig - forening stiftedes den 22. april 1883.

Den fik navnet »Sjællandske Statsbaners Embedsmænds og Betjentes Laane- og Spareforening af 1883«, og formålet var at skaffe jernbanemænd mulighed for i påkommende tilfælde at kunne få et lån uden de store dikkedarer.

Et beskedent månedligt kontingent skulle efterhånden danne kapital til udlån, og der kunne gives ga142

ver samt indskydes penge af faglige foreninger og andre interesserede.

Der var i høj grad brug for et sådant foretagende, da jernbanemændenes lønninger var så små, at selv mindre uforudsete udgifter totalt kunne vælte økonomien, og lån i banker og sparekasser kunne kun sjældent opnås og da kun med hjælp af gode kautionister og til en relativ høj rente.

Foreningen blev senere landsdækkende, og har i dag navnet »Statsbanepersonalets Låne- og Spareforening af 1883 «.

I løbet af årene, der er gået, har tusinder aftjenestemænd haft glæde af denne kasse ved at kunne få meget fordelagtige lån uden at skulle stå med hatten i hånden. Da foreningen i 1983 fyldte 100 år, var der udlånt ca.

63 mil!. kr.

At Dansk Jernbaneforbund satte pris på denne virksomhed, kan ses af, at organisationen for mange år siden gav kassen et afdragsfrit lån på 25.000 kr., og at man ved foreningens 100 års jubilæum lod dette beløb overgå som jubilæumsgave.

Tjenestemændenes Låneforening For de fleste står låneforeningen måske som en lille gren af statens mangeartede funktioner, blot ledet aftjenestemandsrepræsentanter, men det er ikke tilfældet. Foreningen er helt og fuldt tjenestemændenes eget værk.

Foreningens start var vanskelig, men personligheder som postmester Einar Holbøll (ham med julemærkerne), toldinspektør Ivar Berendsen og departsmentschef Jerichau

Vore kooperative foreninger og andre fordele

Christensen gik stærkt ind for sagen, og de allierede sig med bankdirektør Emil Gliickstadt som pengernæssig basis.

Den første vanskelige opgave var at opnå finansministeriets tilladelse til, at tjenestemænd kunne begære notering af en forskrivning på månedlig indeholdelse i deres løn til dækning af ydelsen på et lån i låneforeningen. Det lykkedes dog, og man kunne starte den 15. februar 1907 under betegnelsen »Statsfunktionærernes Låneforening«, et navn man bevarede til 1975.

Det har gennem alle årene været iøjnefaldende, at skellet mellem embeds- og funktionærklasserne ikke har eksisteret i denne forening. Den mistro og modvilje mod den anden gruppe, som i ældre tider undertiden har kunnet spores i organisationerne, fandtes ikke i låneforeningen.

Foreningens højeste myndighed er i dag repræsentantskabet, der udpeges af de tilsluttede centralorganisationer og mødes en gang om året. Den egentlige ledelse af virksomheden ligger hos et forretningsudvalg på 7 medlemmer, og de mødes hver 14. dag og træffer alle afgørelser om foreningens drift, herunder bevilling af lån, alt under ansvar overfor repræsentantskabet. Den daglige ledelse forestås af en direktør.

Lånebegæringer fremsendes gennem de respektive organisationer, der ud fra sit kendskab tillånesøgeren skal tage stilling til, om lånet bør bevilges. I mange år skulle der som sikkerhed præsteres en livsforsikring, og der opkrævedes en stiftelsesprovision. Dette gik man bort fra i 1979, hvorefter låneforeningen nær-

mest kan betragtes som en gratis form for kautionsforsikring.

Tjenestemændenes Låneforenings adresse er: Stoltenbergsgade 9, 1576 København V.

Laane- og Sparekassen Laane- og Sparekassen for offentligt ansatte oprettedes den 23. september 1880, med bl.a. det formål at give offentligt ansatte den mest fordelagtige betjening og vejledning på det økonomiske område. Det er landets eneste sparekasse, der primært arbejder for offentlige ansatte og deres organisa tioner.

Udover at tilbyde en sparekassebog og være konkurrencedygtig på rentesatser og gebyrer tilbydes indog udlånsformer, der specielt er tilpasset de offentligt ansatte. Endvidere gives kyndig rådgivning i investerings- og finansieringsspørgsmål ved ejendomshandeler og andre forhold, hvor det er vigtigt at finde den bedst mulige løsning for den enkelte kunde.

Organisationer og en række enkeltpersoner har tegnet garantikapital i Laane- og Sparekassen, og disse garanter vælger repræsentantskab, der er kassens øverste ledelse.

Blandt repræsentanterne vælges en bestyrelse, der - under ansvar overfor repræsentantskabet - sammen med direktionen forestår den daglige ledelse.

Laane- og Sparekassen har 7 afdelinger i Københavnsområdet samt en afdeling i hver af byerne Odense, Århus og Ålborg.

Hovedkontorets adresse er: Reventlowsgade 12, 1651 København V. 143

Vore kooperative foreninger og andre fordele

Forbrugsforeningen Inspirationen til at danne en forbrugsforening kom fra Rochdalevæverne i England, der - efter indførelsen af spinde maskiner - blev trængt ud i arbejdsløshed og stor fattigdom.

Det var læger, officerer og folk fra postvæsenet, der herhjemme lod sig inspirere og dannede Forbrugsforeningen den 20. april 1886, for gennem samvirke at skaffe medlemmerne »deres forbrug billigere end sædvanligt« .

Fremgangsmåden var i store træk den, at Forbrugsforeningen fik handlende til at levere varer til foreningen med en nærmere aftalt rabat, mod til gengæld at få nye kunder og sikkerhed for betalingen. Den største del af denne rabat kommer det medlem tilgode, der foretager indkøbet, og resten beholder foreningen til administration og konsolidering.

Dette skabte natu rligvis konkurrence på priserne, og det var ikke lige det, handelsstandsforeningerne og laugene var interesseret i . Man gjorde, hvad man kunne for at genere, bl.a. ved at udsprede rygter om, at Forbrugsforeningen var ved at gå i opløsning, at foretagendet var u lovligt, samt ved at idømme bøder til de handlende, der leverede til foreningen.

Man kunne imidlertid ikke komme »uvæsenet« til livs, og i 1931 bad handelsorganisationerne ministeren for handel og industr i om ved lov at forbyde visse arter af rabatgivning.

Sø- og Handelsretten blev sat på sagen og bedømte virksomheden som ulovlig, samt bestyrelsesformanden, stationsforstander D. O. Høgsgaard,

144

en bøde på 100 kr. eller to dages hæfte.

Dommen ankedes til Højesteret, der - med 5 dommerstemmer mod 4 frikendte formanden og godkendte dermed forbrugsforeningens virksomhed som lovligt.

Omkring 1966 havde en kommission, der beskæftigede sig med konkurrecelovgivning, set nærmere på Højesterettens afgørelse, og i en betænkning gjorde kommissionen gældende, at forudsætningen for, at Forbrugsforeningen var lovlig, måtte være, at medlemmerne havde indflydelse på driften.

Dette imødekom Forbrugsforeningen ved at lade tjenestemandsorganisationerne udpege repræsentanter til repræsentantskabet, og siden 1967 er foreningen styret af organisationerne.

Det er centralorganisationerne CO I, CO II, AC, LC samt Københavns Kommunalforening og Almindelige danske Lægeforening, der står bag, og deres ca. 200.000 medlemmer kan blive medlemmer af Forbrugsforeningen for et indmeldelsesgebyr på 50 kr.

Forbrugsforeningen er inde i en meget kraftig udvikling med så mange leverandører, at næsten alt kan købes med rabat. Adressen er: Knabrostræde 12, 1009 København K. Aftale med Synoptik Dansk Jernbaneforbund har i 1986 indgået rammeaftale med Synoptik A/S om ydelse af visse rabatter. Ved køb af kontaktlinser og briller med korrigerende glas ydes der 15 pct. rabat, og på øvrige optikerartikler som

Vore kooperative foreninger og andre fordele

solbriller, kikkerter, barometre og termometre m .v. ydes 10 pct.

Aftalen omfatter foruden medlemmer af Dansk Jernbaneforbund også disses ægterfæller eller samlever samt hjemmeboende børn. Den gælder for alle Synoptiks afdelinger, og er iøvrigt betinget af, at der købes for

mindst 100 kr., og at der betales kontakt ved varens modtagelse.

Dokumentation forevises i form af lønseddel, hvorpå der er foretaget kontingenttræk til forbundet, og pensionister kan få specielt bevis på medlemsskab ved henvendelse til forbundet .

145

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

Fællesskabets ide, der er grundlæggende for alt vort organisatoriske arbejde, begrænses ikke af det enkelte forbunds område, men føres videre ud til et samarbejde med beslægtede organisationer.

Allerede på et tidligt tidspunkt knyttede Dansk Jernbaneforbund sådanne forbindelser, dels for gensidig udveksling af erfaringer, dels til fremme af formål, vi havde fælles med andre faglige sammenslutninger, og endelig for at konsolidere sig fagpolitisk og økonomisk.

I dette afsnit skal omtales de organer, med hvilke forbundet har et på vedtægter hvilende samarbejde.

Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg (JFU) Allerede i 1903 dannedes et samarbejdsudvalg inden for de 3 jernbaneorganisationer , J ernbaneforeningen, Dansk Lokomotivmands Forening og Dansk Jernbaneforbund.

Senere kom Værksteds- og Remisearbejdernes Fællesorganisation til.

Samarbejdet pålagde ikke de enkelte organisationer store forpligtelser, men havde til formål at få udnyttet forhandlingsreglerne på bedst mulige måde, ved at organisationerne i sager af fælles interesse for hele

jernbanepersonalet søgte at opnå enighed om en fælles stillingtagen.

Fællesudvalget varetog denne opgave gennem en lang årrække under skiftende vilkår, men samarbejdet blev afbrudt i 1927, da Jernbaneforeningens daværende formand udenom funktionærklassernes organisationer sluttede det berygtede nedskæringsforlig med Madsen-Mygdals regering. Der fulgte et par år, hvor samarbejdet med Jernbaneforeningen var så godt som ophørt, og det blev først genoptaget, efter at foreningen havde udskiftet forligsmændene og valgt stationsforstander D. O. Høgsgaard som formand.

Fællesudvalget genopstod dog ikke på noget vedtægtsmæssigt grundlag før i 1948, men under hele Høgsgaards formandstid genoprettedes det gamle tillidsforhold.

Efterhånden som de uofficielle drøftelser mellem jernbaneorganisationerne blev mere og mere regelmæssige, og efter at besættelsesårene 1940-45 havde bragt organisationerne endnu nærmere hinanden, opstod i 1948 tanken om at legalisere disse uforbindende drøftelser og søge samarbejde mellem organisationerne lagt ind i faste rammer.

Hertil bidrog sikkert, at Dansk Jern147

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

baneforbund i 1946-47 havde foranlediget afholdt nogle møder mellem jernbaneorganisationerne og i denne forbindelse fremsat forslag om, at man skulle søge gennemført en centralisering af jernbaneorganisationerne, efter f.eks. svensk eller norsk mønster.

På disse møder, der i øvrigt endte resultatløse, fremsattes der fra anden side som modargument den opfattelse, at man skulle kunne nå i hvert fald et skridt henimod en forenkling af organisationsarbejdet inden for DSB, hvis man lod det afdøde fællesudvalg genopstå, og at man derved kunne etablere en centralisering af arbejdet inden for jernbaneorganisationerne ved DSB, selvom man opretholdt dem som selvstændige.

Man nedsatte derfor i foråret 1948 et lille udvalg, der fik til opgave at udarbejde udkast til vedtægt for et fællesudvalg, og efter at dette udkast var tiltrådt af de 4 organisationers hovedledelser, blev Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg stiftet på et fællesmøde den 23. maj 1948 omfattende de 4 nævnte organisationer.

I vedtægten har man givet udtryk for JFU's opgaver, der består i at behandle spørgsmål af fælles interesse for flere af eller alle de tilsluttede organisationer og deres medlemmer.

Fællesudvalget kom til at bestå af 11 repræsentanter: 4 fra Dansk Jernbaneforbund, 3 fra Jernbaneforeningen, 2 fra Dansk Lokomotivmands Forening samt 2 fra Fællesorganisationen DSB . Det daglige arbejde ledes af et arbejdsudvalg på 5 repræsentanter.

Til formand valgtes Dansk Jern148

Jernbaneforeningens formand, Keld K. Jensen, er næstformand i JFU.

baneforbunds forretningsfører, og Dansk Jernbaneforbund udfører sekretariatsforretningerne.

Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg har gennem årene siden haft et fortrinligt samarbejde. Der er ved forhandlinger med generaldirektoratet løst mange fælles problemer, og udvalget har både over for ministeriet og offentligheden tilkendegivet sine synspunkter på en række forskellige samfundsproblemer.

På konferencer har man drøftet spørgsmål om organisatorisk sammenlægning, fælles bladdrift og fælles drift af de kooperative forsikringer. Hvad angår organisatorisk sammenlægning, er den store anstødssten medlemskabet af LO, som en del af Jernbaneforeningens medlemmer ikke mener at kunne leve med.

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

Ved Dansk Jernbaneforbunds kongres i 1988 udtalte Jernbaneforeningens formand, Keld Jensen, at han ikke var i tvivl om, at samarbejdet mellem Dansk Jernbaneforbund og Jernbaneforeningen i sidste instans ville føre til oprettelsen af et enhedsforbund. Det var hans opfattelse, at dette var en rigtig tanke, men at det ikke skulle majoriseres igennem.

Hvad angår fælles drift af de kooperative forsikringer, er dette fuldt gennemført, og fra 1. januar er Dansk Lokomotivmands Forening sammenlagt med Dansk Jernbaneforbund, på samme måde som det tidligere er sket for privatbanepersonalet.

Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg består herefter kun af3 or-

ganisationer, men der er fra Specialarbejderforbundet (SiD) og Handels- og Kontorforbundet (HK) kommet anmodning om optagelse. Bliver dette en realitet, vil der formentlig blive oprettet et sekretariat med en fuldtids faglig sekretær.

Erik Nygaard Jespersen er formand for fællesudvalget og Keld Jensen, Jernbaneforeningen, er næstformand.

Statstjenestemændenes Centralorganisation I (CO I) Efter et godt samarbejde mellem jernbane-, post-, telegraf- og toldvæsenets organisationer i etaternes lønninsudvalg i årene 1907-08, stiftedes CO I den 26. november 1909.

I 1921 blev rammerne for centralorganisationerne udvidet, så alle un-

co I's bestyrelse fotograferet i 1959. Forrest fra venstre: Kaj Olsen, Dansk Toldtjenestemands Forbund, Aage Nielsen, Dansk Postforbund, Peter Madsen og Egon Rasmussen, Dansk Jernbaneforbund.

149

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

der staten ansatte tjenestemænd af tilsvarende lønningsklasser kunne optages, og i årene derefter steg medlemsorganisationernes antal til 20 med i alt godt 24.000 medlemmer.

Selvom samarbejdet da hvilede på et løsere grundlag, havde det haft væsentlig betydning for tjenestemændenes løn- og tjenestetidsforhold.

I 1935 nedsatte Centralorganisationen på Dansk Jernbaneforbunds foranledning et reor ganisationsudvalg med den opgave at tilvejebringe større ensartethed i medlemsorganisationernes arbejdsmetoder og deres økonomiske fundering, og det resulterede bl.a. i oprettelse af et sekretariat, hvis opgave skulle yære at danne et fast forbindelsesled mellem organisationerne og ga nske særlig at yde de mindre organisationer råd og bistand i deres virksomhed.

Efter initiativ fra CO I dannedes sammen med CO II Danske Stats embedsmænds Samråd og Danmarks Lærerforening, en t oporganisation der siden har forestået alle forhandlinger om løn og tjenestetidsregler for samtlige statens tjenestemænd.

Det har i alle årene været CO I's formand, der også har været formand i denne toporganisation .

Vi skal ikke her komme ind på centralorgan isationens arbejde gennem de mange år. Det er n aturligvis knyttet til alle spørgsmål, der er fælles for statens tjenestemæn d . Det er nært forbundet med Dansk Jernbaneforbunds virksomhed, og det vil findes omtalt andet sted i denne bog.

Ved et repræsentantskabsmøde i 1980 blev der nedsat et udvalg, som skulle se nærmere på CO I's struk150

tur, og dette udvalg arbejdede sig frem til et forslag om, at der skulle dannes et egentligt CO I-forbund .

På et repræsentantskabsmøde den 4. marts 1985 blev der truffet prin cipbeslutning i sagen, hvorefter det nye forbund skulle bestå af de tilsluttede organisationer, der ville blive betegnet som afdelinger. Afdelingerne skulle samarbejde i sektioner, og for Dansk Jernbaneforbunds vedkommende ville det betyde samarbejde med Dansk Lokomotivmands Forening og Fællesorganisationen DSB. Den endelige afgørelse skulle træffes på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i CO I den 30. september 1985, og i mellemtiden skulle de forskellige organisationer have gjort deres stilling klar.

Dansk Jernbaneforbunds formand og næstformand deltog i møder i samtlige kontaktområder, hvor medlemmerne blev informeret om forslaget og derefter deltog i en debat. Herefter skulle hovedbestyrelsen tage endelig stilling.

Det skete på et ordinært hovedbestyrelsesmøde den 20.-21. august 1985, og efter en meget lang debat vedtog hovedbestyrelsen med 18 stemmer mod 10 at stemme nej til forslaget.

Der er ingen tvivl om, at dette kom som en overraskelse først og fremmest for de øvrige organisationer i CO I, men også for mange i vor egen organisation. CO I fastholdt repræsentantskabsmødet den 30. september, men var dog på forhånd indstillet på, at uden Dansk Jernbaneforbunds tilslutning ville der ikke blive ændret ved strukturen.

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

Fra LO-kongressen i 1979.

På repræsentantskabsmødet blev forslaget henlagt med 57.692 stemmer mod 322, medens 2.138 undlod at stemme. Forinden havde Erik Nygaard Jespersen nedlagt sit hverv som næstformand i CO I. Gennem CO I's historie har formandsposten for det meste været besat med Dansk Jernbaneforbunds til enhver tid værende formand . Ved Børge Aanæs' død i slutningen af 1980 overgik formandsposten til Aage Andersen, der var formand for Dansk Postforbund. Han bestred hvervet, til han i 1988 ønskede at fratræde.

H erefter blev Erik Nygaard Jespersen valgt og kort tid efter også til formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), og dermed er han hovedforhandler for ca.

300.000 offentligt ansatte.

Landsorganisationen (LO) Spørgsmålet om indmeldelse i De samvirkende Fagforbund (nu LO) var første gang til afstemning på Dansk Jernbaneforbunds konhrres i 1901. Forslaget var fremsendt af Københavnsafdelingen. Forbundet var dengang for umodent, og forslaget fik ingen tilslutning.

Hovedbestyrelsen genfremsatte forslaget på kongressen i 1906, hvor interessen var en del større. Forslaget afvistes ikke, men henvistes til urafstemning i medlemskredsen, dog med den betingelse, at der skulle 2/3 majoritet for a t forslaget kunne betragtes som vedtaget. Var denne betingelse ikke kommet med, ville forslaget have været vedtaget med 2.828 ja-stemmer mod 1.525 nej stemmer.

Fra denne tid begyndte den ene ef151

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

ter den anden af fællesafdelingerne at tilslutte sig de stedlige fællesorganisationer, og kongressen i 1910 vedtog at støtte fællesafdelingerne heri ved fra hovedkassen at refundere dem kontingentet til fællesorganisationerne. Resultatet blev, at de allerfleste fællesafdelinger indmeldte sig i fællesorganisationerne, og herigennem beredtesjordbunden for forbundets indmeldelse i De samvirkende Fagforbund.

I 1918, medens prisskruen i hurtigt tempo bevægede sig opad, og dyrtidstillæggene kun langsomt og trægt fulgte efter, besluttede hovedbestyrelsen enstemmigt at forelægge kongressen i Ålborg forslag om indmeldelse. Med 116 stemmer mod 4 vedtog kongressen at henvise forslaget til urafstemning, og denne afstemning, hvori deltog 97 procent af forbundets medlemmer, fik det resultat, at 5.446 stemmer var afgivet for indmeldelsen, medens 1.989 havde stemt imod. Indmeldelsen var dermed vedtaget med stor majoritet.

At denne beslutning har haft stor betydning for Dansk Jernbaneforbund og tjenestemændene som helhed, har man gennem årene ofte kunnet konstatere.

Naturligvis har vort medlemskab kostet forbundet penge, idet vi i forbindelse med større alvorlige lønkonflikter har bidraget økonomisk, men her kan man i højeste grad tale om »hjælp til selvhjælp«, idet et godt resultat af en konflikt jo også kommer tjenestemændene tilgode.

Siden indmeldelsen har Dansk Jernbaneforbunds formand haft sæde i forretningsudvalget, der er LO's øverste ledelse. Dermed får 152

forbundet en ofte meget værdifuld førstehåndsviden om, hvad der rØrer sig i arbejderbevægelsen.

Nordiske Jernbanemænds Union (NJU) Nordiske Jernbanemænds Union, der omfatter jernbaneforbundene og lokomotivmændene i Finland, Sverige, Norge og Danmark, holdt sit stiftende repræsentantskabsmøde i Helsingfors den 25. og 26. august 1921 og kom i årene derefter ind i et frugtbart samarbejde, der bl.a. også omfattede økonomisk støtte i konfliktsituationer.

Den tyske besættelse af Norge og Danmark i 1940 lagde store hindringer i vejen for unionens arbejde, men der blev dog opretholdt et sekretariat i Stockholm, og trådene blev a ldrig helt brudt, hvad adskillige danske og norske jernbanemænd, som under krigen søgte asyl i Sverige, kan tale med om.

Umiddelbart efter befrielsen udveksledes lykønskningshilsner mellem de nævnte organisationer, der samtidig udtrykte stærke ønsker om snart at kunne genoptage samarbejdet i NJU i fuldt omfang.

Dette skete da også, idet der allerede den 16.-19. juli 1945 afholdtes repræsentantskabsmøde i Stockholm.

Der blev her aflagt rapport fra de forskellige organisationers arbejde under krigen og om de forhold, hvorunder arbejdet havde kunnet foregå .

Det havde hidtil været reglen, at hovedledelsen og dermed sekretariatet skiftede mellem landene, men krigen havde medført, at Sverige, der havde haft sekretariatet siden

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

Nordisk kursus 1966 blev afholdt på Klækken i Norge.

1936, havde måttet beholde det i krigsperioden. Det blev på repræsentantskabsmødet besluttet, at sekretariatet skulle forblive i Sverige i yderligere en 2-årig periode.

Repræsentantskabet valgte følgende til sekretariatet: Norge: E. Kill, Bjarke og Narvestad. Sverige: Sture Christiansen, Sjøberg og Eliasson. Finland: J. E. Saveri og Aattela. Danmark: Th. Pedersen, J. K. F. Jensen og Sophus Jensen.

Inden for internationalt samarbejde har nordiske jernbanemænd altid været betragtet som en enhed. Denne enhed er yderligere understreget gennem unionen derved, at repræsentanter for de nordiske jernbaneorganisationer indbyrdes konfererer om de mange principielle spørgsmål, som fremkommer på internationale

kongresser. Herved vindes en indflydelse, som ellers ikke er muligt for et enkelt lille land.

På NJU's møde i 1947 fremkom der forslag om afholdelse af kurser, hvor deltagerne skulle bestå af en blanding af tillidsmænd fra de 4 landes jernbanemænd. Organisationerne veg dengang tilbage for at tage skridtet fuldt ud, men der iværksattes i stedet en forsøgsordning med udveksling af deltagere og foredragsholdere i forbindelse med de enkelt e forbunds tillidsmandskurser.

Erfaringerne fra forsøgsordningen var så opmuntrende, at det ordinære repræsentantskabsmøde i 1954 tog det oprindelige forslag op til fornyet drøftelse. Ved dette repræsentantskab afgav Danmark sekretariatet, som Dansk Jernbaneforbund havde haft i de seneste 5 år, til Norge, og det 153

Samarbejde med inden- og udenlandske organisationer

blev pålagt det nye sekretariat at undersøge, hvor man kunne afholde sådanne kurser, og hvad det ville koste.

På et sekretariatsmøde i 1955 vedtoges det at arrangere kursus med 7 deltagere fra hvert af de 4 lande og en længde på 5 dage (ekskl. hen- og tilbagerejse).

Det første kursus blev så afholdt i dagene 19.-25. august 1956 på Morgedal turisthotel i Telemarken, Norge.

På programmet var der foruden foredrag opsat emnerne: løn, pension, arbejdstidsregler og samarbejdsudvalg. Til disse emner var der indledende foredrag og studiekredsarbejde, og kurset viste sig at blive så vellykket, at program og tilrettelægning kom til at danne skole for de kommende kurser, der holdes på skift i de 4 lande.

Gennem årene har der mellem parterne i unionen været ført mange drøftelser og givet megen indbyrdes information om, hvordan forskellige løn- og arbejdsproblemer er grebet an. Det har givet de enkelte forbund god baggrundsviden og dermed bedre argumenter i forhandlingssituationer.

Præsidentposten og dermed sekretariatet går på skift mellem de 4 lande, og i perioden 1987 til 1991 varetages disse opgaver i Danmark.

Erik Nygaard Jespersen er i denne periode præsident, og Ib Bjarndahl er generalsekretær.

Internationalt Transportarbejderforbund (ITF) Transportarbejderforbundet dannedes i 1897 og omfattede alle beskæfti154

gede ved transport til lands og til vands. Luftfarten kom senere til.

Det var en havnearbejder Hermann Jochade, senere sekretær i Tysk J ernbaneforbund, der var sjælen i dette internationale sambejde. Han blev senere mishandlet til døde i nazisternes koncentrationslejre.

Dansk J ernbaneforbund blev 1906 indmeldt i ITF. Indtil 1. verdenskrigs udbrud i 1914 havde ITF hovedsæde i Berlin.

På grund af krigen opløstes organisationen, men genoprettedes på en kongres i marts 1920, og hovedsædet blev nu Amsterdam.

Da tyskerne i sommeren 1940 brød ind i Holland, måtte ITF igen rykke teltpælene op og flyttede til London, men 2. verdenskrig medførte naturligvis, at samarbejdet mellem landene gik mere eller mindre i stå.

ITF var dog hele tiden i aktivitet for genopbygning af de organisationer, der blev sønderslået af tyskerne i de okkuperede lande, og i maj 1946 kunne der indkaldes til efterkrigstidens første kongres, der afholdtes i Zuricho I kongressen deltog 300 repræsentanter for 660.000 medlemmer, fordelt på 39 organisationer fra 20 lande.

Kongressen skulle bl.a. tage stilling til, hvorvidt ITF skulle ophøre at eksistere som selvstændig organisation og i stedet indgå som en sektion under den nye verdensinternationale, der var blevet oprettet i slutningen af 1945.

Der var delte meninger herom, og resultatet af drøftelserne blev, at der fortsat skulle forhandles med den

Samarbejde med inden· og udenlandske organisationer

faglige verdensorganisation om de nærmere vilkår for tilslutningen, selvom kongressen var enige om, at ITF's plads var der, hvor der skulle arbejdes for genopbygning af både organisat ionerne og de ødelagte lande.

N år forhandlingerne var ført til ende, skulle en ny kongres tage endelig stilling til spørgsmålet.

ITF er opdelt i sektioner for de forskellige grene inden for transporten, og hver sektion drøfter sine egne problemer.

På jernbanesektionens møder samlede interessen sig naturligvis om løn- og arbejdsforhold samt ferier, men også spørgsmål som automatisk kobling og elektrificering var fremme i debatten.

Som et eksempel på international solidaritet kan nævnes, at i efteråret 1945 modtoges 250 hollandske jernbanebørn i danske jernbanehjem, hvor de i ca. 3 1/2 måned hentede nye kræfter til at stå vinteren imod med.

Der var 1.200 jernbanehjem i Danmark, der havde ønsket at modtage et hollænderbarn.

Ved de fortsatte forhandlinger om de nærmere vilkår for tilslutning til den nye verdensorganisation (WFTU), blev det hurtigt afklaret, at der krævedes betingelsesløs opgivelse af de enkelte fagorganisationers selvstændighed. Bortset fra østlandene nægtede samtlige faglige sekretariater at indordne sig under dette system, og i 1949 sprængtes WFTU. I begyndelsen af december 1949 mødtes repræsentanter for 63 landsorganisationer i London, og den 7.

december s.å. stiftedes organisationen affrie fagforeninger (FFI).

Den nye organisation fik hovedsæde i Bruxelles, og belgieren P. Finet valgtes til præsident. I det 7 mand store forretningsudvalg valgtes bl.a.

DsF's formand, Ejler Jensen, som repræsentant for de nordiske lande.

Til den vigtige post som generalsekretær og dermed daglig leder af den store organisation valgtes hollænderen J. H . Oldenbroek, der indtil da havde været generalsekretær for ITF. ITF har i årenes løb været inde i en rivende udvikling. Ved den seneste kongres i 1986 deltog 800 delegerede fra 86 lande, repræsenterende ca. 5 millioner transportarbejdere.

For jernbanemændene er det naturligvis især arbejdet ijernbanesektionen, der interesserer, men i øvrigt er jernbanemænd stærkt repræsenteret i ITF's ledelse. Ved kongressen i 1986 valgtes canadieren J. Hunter til præsident og Vesttysklands Ernst Haar til vicepræsident. Begge kommer fra jernbanemændenes sektion.

Som medlem afITF's eksekutivråd valgtes bl.a. Alf Carlsson, Sverige, der er jernbanernand og medlem af Nordiske Jernbanernands Unions sekretariat.

Erik Nygaard Jespersen er valgt til medlem af jernbanesektionens komite med Jernbaneforeningens formand, Keld Jensen, som suppleant. Keld Jensen er formand for et nedsat teknologiudvalg.

Der er ingen tvivl om, at de nye udviklingslande har størst fordel af medlemskabet.

155

Oplysningsarbejdet

I Dansk Jernbaneforbunds jubilæumsbog fra 50-års jubilæet er oplysningsarbejdet beskrevet meget udførligt . Man får her en fornemmelse af den spæde start i de første mange år, indtil Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) stiftedes i 1924, hvorved der var skabt et organ, der var i stand til at give oplysn ingsarbejdet fasthed, og som kunne inspirere og vejlede organisationerne.

Den første bevilling fra Dansk Jernbaneforbunds hovedkasse var på kr. 2.000, der i 1925 blev stillet til rådighed for oprettelsen af en aftenskole i København . Det var et forsøg, som - hvis det faldt heldigt ud - skulle efterfølges af lignende aftenskoler andre steder i la ndet.

Det var Københavns fællesafdeling, som kom til at stå for forsøget , og det viste sig, at der var meget stør-

Studiekredsledere i Feriebyen ved Middelfart. Fra venstre: Ejvind Madsen, Arhus, Ha rald Stampe, Viborg, Hans P. Pedersen, Silkeborg, og Karl Kristensen, Fredericia .

157

Oplysningsarbejdet

re interesse for sagen, end man havde både kræfter og penge til, idet der meldte sig over 100 medlemmer, medens man kun kunne tage 60. Stations- og banepersonalets afdelinger i 1. distrikt stillede da henholdsvis 2.000 kr. og 500 kr. til rådighed for studiekredsarbejde, og inden for de 2 afdelingers område blev der i løbet af vinteren oprettet 19 studiekredse.

Forbundet fik i 1926 oprettet et oplysningsudvalg, og samme år bevilgede kongressen 7.000 kr. pr. år for den 2-årige kongresperiode, og der var hermed skabt en mere solid økonomisk basis for udvalgets arbejde.

Ved 50-års jubilæet udgjorde bevillingen til oplysningsarbejdet 4 kr. pr. medlem årligt samt yderligere 1.000 kr. årligt til administration.

Desuden gav statsbanerne et tilskud til sprogundervisning, og AOF ydede 300 kr. årligt.

-

..,..;M'1k.

.. '<

Tillidsmandskursus i Middelfart.

158

Indtil fællesafdelingerne nedlagdes i 1972, arrangerede flere af dem studiekredse om vinteren, og man kom via AOF ind under aftenskoleloven. Det ebbede dog noget ud med tilslutningen til sidst, der kom så meget andet, som fangede folks interesse, og desuden blev de kommunale aftenskoler vanskelige at konkurrere med. Det var nok det rigtige tidspunkt at holde inde med denne form for oplysningsarbejde.

I mellemtiden havde oplysningsudvalgets virke forlængst sat sine spor. Der arrangeredes årlige tillidsmandskurser, der naturligvis udelukkende gik ud på at skole tillidsmændene bedst muligt, men der var lange udsigter til at få alle med. Der arrangeredes ligeledes feriekurser, der var beregnet mere på medlemmer i al almindelighed, men også disse kurser blev i de første år stort set

Oplysningsarbejdet

Ib Bjarndahl er forbundets næstformand.

Har beskæftiget sig meget med oplysningsarbejdet.

belagt med tillidsmænd, der ikke havde været på tillidsmandskursus.

Presset var altså stort, og efterhånden indså forbundsledelsen, at der måtte ofres betydeligt mere på denne sag. Heri blev man bakket op af kongressen, der skulle tage stilling til bevillingerne og kontingentforhøjeisen . Gennem årene er oplysningsarbejdet da også nået op på et stade, der kan måle sig med det bedste inden for organisationerne.

Da vi i 1969 fik ny lønningslov, begyndte man i 1970 at arrangere 3-dages medlemskurser, hvor man udelukkende havde den nye lov på programmet. Det blev de første af en lang række 3-dages medlemskurser, som i de seneste år er forlænget til 5 dage og nu kaldes uddannelseskursus.

I 1973 startede man et såkaldt »Familiekursus«, hvor også medlem-

mets ægtefælle kunne deltage. Der var her tale om et weekendkursus, og kursisterne skulle betale et beskedent beløb (50 kr. pr. par) for at deltage. Programmet blev lagt således, at også ægtefællen kunne have glæde af at deltage i møderne og debatten, hvor bl.a. pensionsbestemmelserne og deres betydning for ægtefælle- og børnepensioner blev behandlet ligesom familielivet s hverdag i Øvrigt.

Disse kurser blev en meget stor succes, og selvom betalingen i dag er steget til 200 kr. pr. par, kan man holde 2-3 kurser pr. år og endda skulle trække lod mellem ansøgerne. Det gælder for lodtrækninger til alle kurser, at ansøgere, der ikke tidligere har deltaget, får første ret.

I 1982 forsøgte man sig igen med noget nyt, idet man arrangerede et kursus for pensionerede medlemmer. Også disse kurser er meget efterspurgte, og de er siden afholdt hvert år som 3-dages kurser med 50 deltagere.

I 1982 kom kontakt områderne lidt med i kursusvirksomheden igen, idet de blev draget ind i tilrettelæggelsen af et 2-dages eksternatkursus. Man startede i kontaktområde Odense og Esbjerg, og der skulle herefter tages stilling til, om man skulle gå videre ad denne vej. Der blev på disse kurser bl.a. redegjort for teknikken bag stillingsvurderingen, og lønsystemets opbygning blev behandlet.

Der viste sig at være meget stor tilslutning fra kontaktområdernes medlemmer, og man h ar siden været oppe på at holde 8 af disse kurser på et år. Man har således været igennem alle kontaktområder og er begyndt på 2. omgang.

159

Jernbane Tidende

De mænd, der i begyndelsen afhalvfemserne tog initiativet til dannelsen af de første spæde foreninger for statsbanernes underordnede tjenestemænd - eller funktionærer, som det dengang hed - havde kun den personlige kontakt og - i meget begrænset omfang - møderne som agitationsmiddel. Rammerne for de enkelte gruppe dannelser var bestemt af, hvor langt det talte ord kunne nå frem langs banelinien, og kun hvis man i en by havde en særlig energisk mand, der var parat til at bruge den sparsomt tilmålte frihed i agitationens tjeneste, var der mulighed for at nå ud til de fleste.

Det trykte ord havde man ikke til rådighed, dels var der ingen penge, og dels var ingen af de nydannede afdelinger stærke nok til at magte opgaven. Sidst, men ikke mindst spillede det ind, at de overordnedes syn på foreningsdannelserne var alt andet end venligt stemt.

Omfanget af den mundtlige agitation får man et svagt begreb om, når en af forbundets ældste pionerer, portør H. C. Andersen, Århus, fortalte om, hvorledes han opdyrkede strækningen Århus-Randers og Århus-Horsens ved efter fyraften og om søndagen at følge skinnerne og tale

organisat ionens sag med alle de medansatte, han traf på sin vej. Møder blev sammenkaldt i de små ledvogterhjem, når det rygtedes, at H .

C. var i vente. Han var det levende fagblad, der bragte bud om organisationstanken og talte sammenholdets sag.

Da stationspersonalets afdeling i sin tid rejste en mindesten på H . C. Andersens grav i Århus, blev han med rette betegnet som grundlæggeren af jernbanemændenes organisation i Jylland.

Tanken om u dgivelse af et fagblad trængte sig imidlertid på. Afdelingerne blev større, medlemsantallet voksede og var spredt ud over længere strækninger. Organisationstankens videre udbredelse var faktisk afhængig af et blad.

Inden for den københavnske forening, »De danske st atsbaners underordnede Funktionærers Forening«, fremsatte formanden, portør H. P. Hansen, forslag om, at foreningen skulle udgive et blad. Tanken vandt tilslutning, og der blev nedsat et bladudvalg til at forberede udgivelsen.

Et af de første spørgsmål, der meldte sig, var, hvem der skulle påtage sig hvervet som redaktør. På 163

.Jernbane-Tidende

baggrund af embedsmændenes indstilling til funktionærernes foreningsbestræbelser kunne det godt være lidt farligt at optræde som redaktør, men H. P. Hansen erklærede sig rede hertil på betingelse af, at han fik den nødvendige juridiske assistance.

Forsigtig start Der var enighed om, at bladet skulle bære navnet Jernbane-Tidende, og dette navn er beholdt gennem alle årene.

Det første nummer udkom 1. oktober 1898 og var fremstillet af Erbs Jensens trykkeri i St. Kannikestræde for en pris af25 kr. for 800 eksemplarer.

Det var et meget beskedent blad, et lille format på kun 4 sider og godt med luft mellem linierne. Annoncer og gåder optog en væsentlig del af pladsen, men et blad var det, og det opfyldte sin mission, at støtte de vankelmodige, vække de sløve - kort sagt skabe interesse for foreningen.

I forsigtige vendinger optrak redaktionen programmet for bladet.

Man undgik omhyggeligt enhver antydning af fagforening og slog på det mere samfundsmæssige og kollegiale. Det udtryktes således i bladet: » Vi vil forsøge at fremme sammenholdet mellem overordnede og underordnede, påtale enhver uretfærdighed som måtte finde sted, ligemeget hvor den kommer fra, og skabe et godt kollegialt forhold landet over.

Med politik befatter vi os ikke, da det ifølge foreningens love er strengt forbudt.« Bladet skulle udgå til andre end den københavnske forenings med164

lemmer, hvorfor man også gjorde den nye læserkreds bekendt med foreningens formål: »at samle alle ved statsbanedriften ansatte underordnede funktionærer og ved små månedlige bidrag på 25 Øre at virke hen til opførelse af et alderdomshjem for de gamle udslidte medlemmer ... « Bladet vakte begejstring landet over og modtog mange breve, der roste initiativet og gav kraftig støtte til den fortsatte udgivelse. Det var tilrettelagt som månedsblad, og de efterfølgende 5 numre kom i samme beskedne 4-sidede format, men herefter gik man over til et større format, skriften blev tættere, og der begyndte at komme indlæg fra læserkredsen. Oplaget steg måned for måned, idet der fra mange afdelinger kom anmodninger om at få bladet tilsendt. Jernbane-Tidende viste sig hurtigt at blive det værktøj, man havde savnet, og som satte fart i tilgangen af medlemmer.

Bladet fik også stor indflydelse på de samlingsbestræbelser, der allerede var i gang, og det stillede sig straks på det standpunkt, at den kommende fælles organisation for det underordnede personale skulle være en ren jernbaneorganisation og ikke et led i Dansk Arbejdsmandsforbund, som var stærkt på vej til at tage føringen inden for nogle af afdelingerne.

Da sammenslutningen af de mange afdelinger skete ved dannelsen af Dansk Jernbaneforbund den 23. oktober 1899, var man helt enige om, at Jernbane-Tidende skulle være forbundets blad, og at det skulle beholde det navn, under hvilket det allerede havde tjent sine sporer.

Jernbane-Tidende

Udseende, indhold og distribution Et fagblads udseende kan være mere eller mindre moderne, billig eller dyr, som organisationen nu mener at have lyst og råd til, men man kan ikke se bort fra , at udseendet har betydning, når læseren foretager en helhedsvurdering.

I bladets første knapt 30-årige levetid skiftede det format og udseende utallige gange, men fra 1919 udkom det i en lang årrække i et stort format, der kunne trykkes på rotationspresse. Dette format havde den fordel, at trykningen kunne ske hurtigt, der var intet bogbinderarbejde ved hæftning m .v., og som følge heraf kunne man nå at få stof med, lige til bladet gik i trykken.

Der fremkom imidlertid på kongresserne et stærkt ønske om et mere handy format, der egnede sig for opbevaring og kunne give bladet et mere tidsskriftsmæssigt udseende, men i mange år måtte ledelsen afvise disse ønsker med henvisning til omkostningerne. Først i 1946 gik man over til det format, vi kender i dag, det såkaldte A-4 format.

Man gik samtidig bort fra den hidtidige trykkemetode, rotationstryk, over til bogtryk, hvorved der fremstilledes et smukkere blad. Man gik ligeledes over til at anvende en bedre papirkvalitet, der var bedre egnet til at gengive billeder.

Det er allerede nævnt, at man i det første nummer tog afstand fra at beskæftige sig med politik, men i marts 1900 - altså kun efter halvandet års forløb - bragtes en artikel, hvori redaktøren slog fast, at lige såvel som det enkelte medlem tager sit politi-

ske standpunkt , må forbundet tage sit. Det siges ikke med rene ord, men det fremgår tydeligt, at redaktøren opfordrer medlemmerne til at stemme på socialdemokratiske kandidater ved valgene.

Til denne politiske stillingtagen, der snart blev trukket skarpt op, bidrog ganske særlig den holdning, regeringen tog over for forbundets tillidsmænd ved at tvangsforflytte pakmester P . D. Pedersen, fordi han lod sig opstille som socialdemokratisk folketingskandidat, og Chr. Nielsen, da han ikke ville tillade generaldirektoratet at anvende portører som strejkebrydere.

I forbundets kamp for politisk ligeret og retten til at tale med om egne sager og tjenstlige forhold fandtes ingen bedre hjælp end de dengang fåtallige socialdemokratiske rigsdagsmænd, så alene deri var der god begrundelse for a t støtte partiet.

Forbundets kongresser har siden konsekvent fastholdt denne politik, der for snart hundrede år siden slog fast, at vel er vi uniformerede, men vi er arbejdere, der i medgang og modgang står last og brast med vore civile kammerater i arbejderbevægelsen. Denne holdning har naturligvis gennem årene kunnet mærkes i Jernbane-Tidendes spalter.

I de første mange år optog bladet annoncer og havde særskilt annonceafdeling, men fra 1946 er der ikke optaget annoncer.

Bladet udsendte s i begyndelsen i frimærkepakker til afdelingerne over hele landet, og afdelingskassererne besørgede den videre omdeling til medlemmerne. Dette var en både langsom og møjsommelig distribu165

Jernbane-Tidende

tionsform, og det medførte, at bladet sjældent kom ind i hjemmene. Hustruerne levede derfor i uvidenhed om forbundets mål og bestræbelser, hvad der i ikke ringe grad hæmmede agitationen. I 1903 overgik man til udsendelse gennem postvæsenet.

Indtil 1900 udkom Jernbane-Tidende som månedsblad, men kongressen vedtog da, at det skulle udkomme to gange pr. måned. Dette fortsatte man med indtil 1970, hvorefter man igen gik over til månedsblad.

De, der skrev i bladet Som nævnt var det portør H . P . Hansen, der blev Jernbane-Tidendes første redaktør, og han tog dermed de første vanskelige år med tilrettelægning af redaktions- og ekspeditionsarbejdet. Dette foregik på en 5. sals kvist i Absalonsgade 19.

At det ikke var helt uden risiko at redigere et blad for de underordnede jernbanemænd, fik han at mærke allerede efter udsendelsen af det første nummer, hvori en indsender under mærket »Felix« spurgte, hvorfor statsbanerne var så langsommelige med at besætte ledige pladser i modsætning til andre etater. Redaktionen svarede hertil, a t man måtte gå ud fra, at langsomheden skyldtes magelighed fra kontorernes side, og a t man var opmærksom på, at der ved andre etater var anderledes fart over sagerne.

Redaktøren blev omgående kaldt til generaldirektoratet, hvor han måtte finde sig i en regulær afhøring af en kontorchef, der ønskede oplysning om, hvem der skrev »det blad«,

166

S . B. Smith var redaktør fra 1968 til han i 1976 overtog posten som hovedkasserer.

og især hvem der havde skrevet det famøse svar om mageligheden.

Der blev spurgt, om generaldirektoratet kunne abonnere på bladet, og hertil svarede redaktøren: »Nej, hr. kontorchef, men De skal få det tilsendt gratis." Hermed indledtes en praksis, der har holdt sig i alle årene herefter.

Der skete senere en yderligere tilspidsning af forholdet mellem forbundet og generaldirektoratet, bl.a. ved forbundets drøftelse om iværksættelse af obstruktion som middel i kampen for opnåelse af forhandlingsret og bedre lønvilkår, samt da forretningsføreren nægtede at acceptere, at medlemmerne blev sat ind som strejkebrydere.

.J (~ rn h a m~-T i d cnd e

Forbundet kom da ind på tanken om at lade daværende forretningsfører Chr. Nielsen, der var trådt uden for tjenesten, overtage det formelle ansvar for bladets indhold. Ville generaldirektoratet så slå ned på bladet, fordi det mishagede administrationen, kunne man ikke ramme redaktøren, når han ikke var akt iv tjenestemand.

Fra 1907 blev forretningsføreren derfor opført som ansvarshavende redaktør, og den hidtidige redaktør fik titlen redaktionssekretær, uden at dette dog medførte nogen ændring i selve hans arbejde. Denne ordning er siden opretholdt, selvom årsagen til dens indførelse forlængst er borte.

H. P . Hansen var redaktør fra starten 1. oktober 1898 til 1901. Han afPoul Fjeldsted var redaktør fra 1984 til 1988.

S. H. Majlund redigerede bladet fra 1976 til 1984.

løstes af den 30-å rige togbetjent J ens Christophersen, om hvem der sagdes, at han kunne skrive de mest ubarmhjertige sandheder på den mest fordragelige måde. I 1906 blev Jens Christophersen valgt til viceforretningsfører for forbundet og fratrådte da redaktørposten.

Det var naturligt, at valget af ny redaktør faldt på togbetjent Chr. Pedersen, der som hovedbestyrelsesmedlem havde taget livlig del i debatterne i bladet s spalter. Han blev senere kendt under navnet Chr. Vejre, og han kom t il at præge JernbaneTidende i ikke mindre end ca . 40 år , idet han først sluttede i februar 1946.

I en afskedsartikel i bladet er der om Chr. Vejre bl.a. skrevet: "Pennen 167

Økonomi og kontorforhold

Forbundets økonomi I jubilæumsbogen for 50-året er økonomien beskrevet fra den beskedne start, hvor kontin gentet udgjorde 25 Ør e pr. måned, til kongressen i 1948, hvor det månedlige kontingent blev fastsat til 6 kr., og hvor der var

oparbejdet en kapital på ca. 3 112 million kr.

Kontin gentudviklingen er der gjort rede for un der afsnittet om forbundets kongresser, og her skal blot nævnes, at det månedlige kontingent her ved 90-årsdagen udgør 1,5

KONTINGENTKRONEN 1988 Husleje/kontorhold

Kategorierne

7%

32%

Jernbane Tidende 8%

Løn 13%

lnteresseorg.

14%

Andet 8%

Underst./hjælpearb.

Oplysning

8%

10%

171

Økonomi og kontorforhold

hvoraf en del er bundet i lånekassen og i ejendommen i Bredgade.

Pakmester L. Thorup, Herning, blev i 1941 valgt til hovedkasserer, og han havde dette hverv, til han i 1962 afløstes af overbaneformand Helge E. Hansen.

Ved Helge Hansens afsked ved udgangen af 1976 valgtes bådsmand S. B. Smith til hovedkasserer, og han bestred posten, til han i 1984 blev pensioneret. Han afløstes af togfører Poul Fjeldsted, der i 1988 overgik til en stilling som trafikinspektør ved DSB, hvorefter lokomotivfører Kurt Christiansen overtog hovedkassererposten.

H elge Hansen var hovedkasserer i 14 år fra 1962 til 1976.

pct. af lønnen på skalatrin 14, laveste sats (190,00 kr. pr. måned), og formuen udgør ca. 26 millioner kr.,

K urt H. Christiansen er nuværende hovedkasserer.

172

Hvor vi har haft til huse Forbundets første egentlige kontor oprettedes 1. januar 1900. Det bestod af et lille værelse på en 2. sal i Reverdilsgade 8 i København.

Da N. P. Christensen blev formand i 1903, flyttedes kontoret ud til hans privatlejlighed på Sdr. Boulevard 50, 4., og da Chr. Nielsen valgtes til formand i 1906, blev kontoret indrettet i hans lejlighed på Maria Kirkeplads nr. 6 . Imidlertid kunne virksomheden ikke længere nøjes med at være logerende, og i 1907 lejede forbundet to forholdsvis små kontorlokaler i Istedgade 3, st.th.

I 1913 blev disse lokaler også for små, og der holdtes atter flyttedag .

Valget faldt på en 4-værelses lejlighed i Istedgade 30, st., hvor forbundskontoret havde til huse i en halv snes år.

I 1922 blev ejendommen Halmtorvet 4 købt, og kontoret flyttede hertil i maj 1922. I ca. 8 år boede forbundet under eget tag, men så blev det be-

Økonomi og kontorforhold

Tjenestemændenes Hus, Bredgade 21, København.

sluttet at sælge ejendommen, og der blev fra oktober 1930 lejet lokaler på Vester Boulevard 45.

Her blev pladsforholdene også for snævre, særlig da lånefonden blev

oprettet, og hovedkassereren blev fuldt beskæftiget. I 1936 flyttede forbundskontoret derfor til Dansk Arbejdsmandsforbunds moderne kontorbygning, Nyropsgade 27.

173

Økonomi og kontorforhold

Johnny Bidstrup er sekretariatets leder.

r december 1944 besluttede hovedbestyrelsen at foretage en rent midlertidig flytning, da det nære naboskab med Shellhuset blev for ubehageligt. Hipomænd og gestapo oprettede en permanent maskingeværpost lige uden for gadedøren i nr. 27, og på alle sider blev vi omgivet aftyske kontorer og militære arrangementer.

Ved velvilje fra Dansk Folke-Ferie fik vi overladt nogle anvendelige kontorlokaler på Vesterbrogade nr.

41 til foreløbig brug, idet det var hensigten at flytte tilbage, så snart krigen var forbi .

Desværre gik Dansk Arbejdsmandsforbunds bygning op i luer den 21. marts 1945, da Shellhuset blev bombet og nedbrændte, og arbejdsmændenes bygning var først genopført og færdig til indflytning i februar 1947.

Ved branden mistede forbundet forskellige ejendele, der ikke havde været plads til i den midlertidige 174

kontorlejlighed på Vesterbrogade, deriblandt en del gamle arkivsager og de fleste af vore billeder. Men det var alligevel et held, at kontoret havde søgt et midlertidigt opholdssted, ellers havde vi ligesom arbejdsmandsforbundet mistet det h ele. r 1961 skulle Dansk Arbejdsmandsforbund selv benytte de lokaler, forbundet havde lejet, hvorfor man måtte se sig om efter nye muligheder.

Der var mange, der mente, at man burde købe eget hus, evt. sammen med andre jernbaneorganisationer, og dette ville sikkert også have været en fornuftig disposition. Resultatet blev imidlertid, at man lejede sig ind i Knabrostræde 12, 2., hvortil man flyttede 1. juni 1961.

Spørgsmålet om køb af eget hus var ikke dermed skrinlagt, og i 1970 besluttede Dansk Post- og Telegrafforening, Den danske Toldetatsforening, Jernbaneforeningen og Dansk Jernbaneforbund at købe ejendommen Bredgade 21.

Dansk Jernbaneforbund ejer halvdelen af ejendommen og flyttede den 9. juni 1971 ind i nyindrettede kontorer på 3. et age.

Også de øvrige ejere flyttede ind i 1971, og desuden fik Dansk Toldtjenestemandsforbund og CO I's og CO H's sekretariater kontorer i ejendommen. Endvidere fik vi som lejere en afdeling afLaane- og Sparekassen for offentligt ansatte, og der er udlejet en lejlighed.

CO I's og CO H's sekretariat er er senere fraflyttet, og lokalerne er benyttet til en udvidelse for Jernbaneforeningen og Dansk Jerbaneforbund.

Ă&#x2DC;konomi og kontorforhold

Medarbejdere pĂĽ hovedkontoret:

Birthe Henriksen.

Agnita K. Christensen.

Lis Hestehauge.

Ingrid Tranemose.

175

Nævn og udvalg m.v.

Samarbejdsudvalg (SD) Ved slutningen af arbejdet i lønningskommissionen af1943 fremsatte CO I forslag om udvidelse af forhandlingsretten. Man ønskede dermed at få adgang for de forhandlingsberettigede organisationers tillidsmænd til på nærmere hold at følge administrationernes arbejde samt få indblik i mere interne forhold, f.eks. på det økonomiske område.

Forslaget fik en meget kølig modtagelse. Administrationsrepræsentanterne i kommissionen tog bestemt afstand og betragtede det nærmest som helligbrøde at forsøge at kigge ind bag kulisserne i administrationskontorerne.

Det endte i første omgang med, at man henstillede, at dette specielle forslag blev optaget til behandling i et særligt udvalg.

CO I nedsatte et internt udvalg, der skulle indhente oplysninger fra udlandet, først og fremmest Norge, hvor tanken var slået igennem inden for statsvirksomhederne, og senere i England. På grundlag af disse oplysninger udarbejdedes et udkast til oprettelse af SU ved statsvirksomhederne, og dette udkast dannede grundlaget for en henvendelse til H. C . Hansen, der netop var tiltrådt som

Poul J . Larsen (Kamstrup) var sekretær på hovedkontoret fra 1969 til 1980. Han var i denne periode medlem af mange nævn og udvalg.

finansminister efter oktobervalget i 1947.

Centralorganisationerne ønskede nedsat en kommission til at bearbejde spørgsmålet og kunne bl.a. henvise til, at parterne på det private arbejdsmarked netop havde indgået aftaleomSU. Kommissionen blev nedsat i marts 177

Nævn og udvalg m.v .

1948 med repræsentanter for finansministeriet, DSB, Post- og Telegrafvæsenet, indenrigsministeriet og de 3 centralorganisationer. Man kontaktede De samvirkende Fagforbund og fik derfra en repræsentant for de ved etaterne ansatte løsarbejdere vedrørende disses repræsentation i udvalgene.

Kommissionen udar bejdede et reglement, hvorefter der kunne etableres hovedudvalg, distriktsudvalg og lokale udvalg, der skulle afholde mØder mindst en gang pr. kvartal. Man skulle beskæftige sig med spørgsmål som rationel drift, tekniske hjælpemidler, arbejdstilrettelægning, materialebesparelser, arbejdskrafteffektivitet, uddannelse, velfærd, tryghed i ansættelsen, regnskabsmæssig og økonomiske forhold m .v.

Udvalgene kunne ikke beskæftige sig med spørgsmål, som de anerkendte tjenestemandsorganisationer har forhandlingsret om og ej heller spørgsmål om enkeltrnands ansættelse eller afskedigelse.

Det fremgik af reglementet, at der skulle nedsættes et centralt udvalg bestående af 4 af finansministeriet valgte repræsentanter for styrelserne og 4 repræsentanter for personalet, hvor CO I, CO II, Samrådet og De samvirkende Fagforbund hver fik 1 repræsentant.

Centraludvalget skulle bl.a. være vejledende for nedsatte SU, godkende størrelsen og fordelingen af repræsentationen, ved uenighed fortolke reglerne samt være organ for behandling af brud på bestemmelserne.

Der var i reglerne indføjet den bestemmelse, at der i samtlige udvalg 178

skulle være samme antal repræsentanter fra ledelsen og fra personalet.

Kommissionens udkast godkendtes affinansministeren, og derefter kunne dette nye samarbejdsinstrument bygges op.

Ved DSB nedsattes et hovedudvalg og 2 distriktsudvalg, og arbejdet indledtes med, at generaldirektør E. Terkelsen indbød til et fællesmøde med disse udvalg den 11. januar 1950. Her blev linierne trukket op for udvalgenes arbejdsområder og forretningsgang. Sekretær J. K. F. Jensen, Dansk Jernbaneforbund, blev valgt til hovedudvalgets sekretær.

Det skulle vise sig, at det i de kommende år skulle gå meget trægt med opretningen af lokaludvalg. Ved kongressen i 1955 kunne forretningsfører P. Madsen oplyse, at der på dette tidspunkt kun var oprettet 11 lokaludvalg, og at dette ikke alene skyldtes ledelsens manglende interesse for sagen. »Også vore medlemmer synes at være tilbageholdende «, sagde forretningsføreren og opfordrede stærkt tillidsmændene til at deltage i de uddannelseskurser, der afholdtes samt få gang i oprettelsen af flere lokaludvalg.

Om det var denne opfordring, der hjalp, eller det beroede på andre forhold er vanskeligt at vurdere, men i hvert fald udviklede SU -erne sig i årene derefter i både antal og indflydelse .

I 1972 ændredes reglerne, så der skulle oprettes lokaludvalg på alle arbejdspladser, hvor der var beskæftiget mindst 50 personer, og der taltes nu i cirkulæret om »medbestemmelse« og »indflydelse på beslut-

Nævn og udvalg m.v.

ningsprocesserne«. Desuden indførtes en obligatorisk uddannelse på 2 dage for samtlige SU-medlemmer.

Efter et udvalgsarbejde udkom et nyt samarbejdscirkulære pr. 1. januar 1980, hvori SU-ernes opgaver er formuleret således: At modtage information og drøfte alle forhold af betydning for virksomhedenslinstitutionens arbejds- og personaleforhold, herunder dens økonomiske stilling og større rationaliseringsforanstaltninger samt arbejdsomlægninger, at være medbestemmende ved fastlæggelse af retningslinier for tilrettelæggelsen af virksomhedens/institutionens arbejds- og personaleforhold.

Der skal nu oprettes lokal SU i virksomheder med 25 heltidsbeskæftigede og selvstændig ledelsesfunktion.

Under hovedudvalget er nedsat et permanent udvalg til behandling af forslag fra personalet.

Foruden den obligatoriske uddannelse arrangerede Dansk Jernbaneforbunds oplysningsudvalg specielle muligheder for videregående uddannelser, bl.a. også i samarbejde med Jernbaneforeningen. Desuden sendtes medlemmer på »Fagbevægelsens interne uddannelse« - de såkaldte FIU-kurser, hvor bl.a. SU-uddannelsen er højt prioriteret.

Skal man i dag bedømme betydningen af SU -ernes arbejde, må det blive positivt. Det er nu en ganske naturlig ting, at medarbejderne taler med om alt, hvad der berører dem på deres arbejdsplads, og gennem sko-

ling og uddannelse er der kommet kvalificeret med- og/eller modspil til de mange tjenestesteders ledelse.

Dette har haft stor betydning for forbundets medlemmer, men i lige så høj grad for virksomheden DSB. Sikkerhedsudvalg Ved DSB har der naturligvis altid været foretaget foranstaltninger til gavn for personalets personlige sikkerhed på arbejdspladsen, men i de første mange år har disse foranstaltninger ikke været egentligt koordineret, hvorfor sikkerheden ikke altid har haft lige vilkår overalt i virksomheden. Der var hos nogle ledere en tendens til, at man nok gik ind for højst mulig sikkerhed, såfremt det ikke kostede penge.

Det er naturligvis et emne, der er talt og fortsat tales meget om, ikke mindst når en ulykke er indtruffet, og der er gennem årene fremkommet mange forslag til forbedringer af sikkerheden, forslag som dog ofte er strandet på grund af manglende koordination.

Organisationen pressede dog så meget på, at der i slutningen af 1967 blev nedsat et arbejdsudvalg, som skulle gennemgå sikkerhedsproblemerne for personalet, og dette udvalg fremkom i foråret 1969 med en fyldig rapport om sikkerhedsudstyr, sikkerhedskampagner, vagttjeneste, faremomenter ved rangering m.v., og der stilledes adskillige forslag om hidtil uprøvede foranstaltninger på disse områder.

Man kom i rapporten ind på spørgsmålet om oprettelse af en egentlig sikkerhedstjeneste efter samme retningslinier som på DSBs

179

Nævn og udvalg m.v.

centralværksteder, men man fandt, at de bestående samarbejdsudvalg og andre kontaktmuligheder mellem tillidsmænd og tjenestestedets ledelse gav mulighed for at løse opgaverne på tilfredsstillende måde. Derimod foreslog man oprettelse af et fælles landsdækkende sikkerhedsorgan for alt personalet, for hvilket der ikke i henhold til lovgivningen var oprettet sikkerhedstjeneste. Man foreslog dette sikkerhedsorgan benævnt »Beskyttelsesråd« .

Dette råd skulle sammensættes af repræsentanter fra administration, drift og personaleorganisationer, og der skulle tilknytt~s rådet et sekretariat. Rådet skulle behandle sager vedrørende arbejdsulykker, der havde medført død eller invaliditet, i den hensigt at forebygge gentagelser.

Desuden skulle rådet føre tilsyn med udførelse og rigtig forståelse og gi ve forskrifter, gennemgå og bearbejde statistik samt have beføjelser til at rejse sager. Endelig skulle rådet lave sikkerhedskampagner samt varetage forbindelsen til andre organisationer - herunder internationale organisationer - i spørgsmål om sikkerhed på arbejdspladserne. Det var i virkeligheden det første velunderbyggede forslag til en koordinering af sikkerhedsarbejdet.

Som bekendt går der en rum tid, fra en tanke opstår, eller et forslag fremsættes, til et resultat foreligger, men en del af udvalgets mange forslag blev dog gennemført i årene derefter. Imidlertid vedtog folketinget ændringer i de bestående arbejderbeskyttelseslove, så der fra 1. april 1972 skulle oprettes sikkerhedsorganisation på samtlige virksomheder,

180

som beskæftigede 10 arbejdere eller derover.

Ved DSB nedsattes i denne anledning en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til en virksom og rationel sikkerhedstjeneste, herunder hvorvidt der kan ske samordning med de bestående samarbejdsudvalg. Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje, hvorledes det tidligere fremkomne forslag om et beskyttelsesråd kunne indpasses i organisationen.

Arbejdsgruppen kom til den konklusion, at samarbejdsudvalg og sikkerhedsorganisationen ikke skulle sammenblandes, og at sikkerhedsudvalgene skulle etableres funktionelt.

Forslaget fra arbejdsgruppen godkendtes, og man gik i gang med at opbygge sikkerhedsorganisationen.

Den 1. juli 1977 blev der vedtaget en ny arbejdsmiljølov, der afløste 3 tidligere love: Lov om arbejderbeskyttelse ved industri, håndværk, transport m.v.

Lov om arbejderbeskyttelse inden for handel og kontorvirksomhed, og - Lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri.

Den nye arbejdsmiljølov indeholdt en bestemmelse om oprettelse af »branchesikkerhedsråd«, som har til formål at medvirke til løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for en eller flere brancher. DSB hører under branchesikkerhedsråd nr. 4, transport og engroshandel, og her er bl.a. Dansk Jernbaneforbund repræsenteret.

Nævn og udvalg m.v.

Keld Andersen blev valgt til sekretær i 1981 og var bla. forbundets konsulent i sikkerhedsspørgsmål. Han døde i 1986 i en alder af kun 43 år.

I lovens § 9 er anført, at arbejdsgiveren skal give sikkerhedsorganisationen lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om og uddannelse i sikkerhedsspørgsmål. Denne uddannelse regnedes tidsmæssigt at skulle vare 32 timer.

Der er i årenes løb sket enkelte ændringer i loven, men i dag er DSBs sikkerhedsorganisation etableret med sikkerhedsgrupper, sikkerhedsudvalg, hovedsikkerhedsudvalg og et centralt hovedsikkerhedsudvalg. I færger og skibe er etableret en særlig sikkerhedsorganisation, idet de sikkerhedsmæssigt hører under sølov. givningen.

Bedriftssundhedstjeneste (BST) På et møde i DSBs hovedsamarbejdsudvalg (SUH) den 18. februar 1976

blev spørgsmålet om eventuel indførelse afBST ved DSB drøftet.

Det var kendt , at arbejdsministeren havde nedsat en embedsmandsgruppe omkring dette spørgsmål, og SUH ·.pålagde Velfærdskontoret at søge oplyst, hvor langt gruppen var fremme med arbejdet, og hvorledes resultatet måtte forventes at blive.

Efter de foreliggende oplysninger mentes gruppen at ville forslå, at man startede med forskellige forsøgsordninger, og ved en henvendelse blev det fastslået, at DSB kunne komme med i en sådan ordning.

På et SUH-møde den 9. december 1976 anmodede Jernbaneorganisationernes Fællesudvalg (JFU) om nedsættelse af et underudvalg, der skulle fremkomme med forslag om etablering af BST ved DSB samt at udarbejde forslag til et pilotprojekt.

Underudvalget afgav en delrapport, hvori man havde valgt en model, hvorefter DSB skulle have sin egen BST - i modsætning til andre ski tserede modeller - hvor flere virksomheder kunne gå sammen om opgaven.

Målsætningen for BST blev sammenfattet således: - At påvise og udrede arbejdsmiljøets betydning for forekomsten af arbejdsmiljøskader (arbejdsbetingede sygdomme og sygdomslignende tilstande samt ulykker), i samarbejde med sikkerhedsorganisationen at forebygge forekomsten afarbejdsmiljøskader, herunder deltage i udbedringen af allerede opståede arbejdsmiljøskader evt. i samarbejde med instanser uden for DSB, at medvirke t il størst mulig tilpas181

Nævn og udvalg m.v.

ning mellem arbejdspladsen og de ansatte, at fremme de ansattes sundhed både fysisk, psykisk og socialt.

I pilotprojektet blev foreslået deltagelse af bestemte medarbejdergrupper fra København og Helsingør (ca. 3 .800 medarbejdere), og ud fra en grundnorm på 5.000 medarbejdere pr. læge ville der i forsøgsperioden være behov for 1 læge, 1 sygeplejerske og 1 ingeniØr. Det blev foreslået, at BST organisatorisk blev henlagt til Personaletjenesten (Velfærdskontoret) og blev placeret umiddelbart i tilknytning til dette kontor.

SUH godkendte rapporten, og på et møde den 8 . september 1977 blev der taget principbeslutning om, at forsøgsprojektet skulle etableres.

Man gik nu i gang med at søge normeringsmæssig godkendelse og særskilt bevilling.

Det skulle vise sig, at der gik længere tid end beregnet med ansættelse af en bedriftslæge. Dette skyldtes, at staten og Danmarks Lægeforening i lang tid ikke kunne enes om aflønningsforholdene. Man startede derfor BST med en fysioterapeut og en bedriftssundhedsplejerske.

BST-udvalget var ikke blevet nedlagt, men skulle følge forsøgsprojektet med henblik på senere etablering af en landsdækkende BST. I en ny rapport indstilledes forsøget udvidet til at omfatte samtlige medarbejdere og arbejdspladser under forsøgsområdet, samt at yderligere 3.800 personer, hovedsagelig i Århusområdet, blev inddraget under BST-dækning.

Da dette skete, var ialt ca. 11.000 DSB-medarbejdere dækket ind.

Det lykkedes endelig at få ansat en

182

bedriftslæge fra 1. marts 1987, og fra denne dato udgør den totale bemanding: 1 bedriftslæge, 1 kemiingeniør, 1 arkitekt, 1 miljøplanlægger, 2 bedriftssundhedsplejersker, 4 fysioterapeuter.

Dertil er 2 halvdagsmedarbejdere tilknyttet BST som sekretærmedhjælp.

BST-medarbejderne er stationeret i hhv. København og Århus i forhold til antallet af DSB-medarbejdere under forsøget.

Teknologiaftale Efter anden verdenskrig tog den teknologiske udvikling voldsom fart. I løbet affå ti -år fremkom flere og større opfindelser, end man havde set i hele den forudliggende tid, og udviklingen accelererede. Der var tale om en revolution, der ville få virkning for alle mennesker. Robotter, datamater og elektronik i alle former kom i stigende grad til at præge hverdagen.

Organisationerne så naturligvis fordelene ved, at mennesker blev fritaget for det mest anstrengende og trivielle arbejde, men samtidig svirrede det i baghovedet med en række spørgsmål: Hvem er det, der beslutter? Hvem har den fornødne viden?

Hvem får den økonomiske fordel?

Hvem skal betale teknikkens uheldige virkninger? Hvordan lærer vi at beherske udviklingen? Disse - og en lang række andre spørgsmål- var efterhånden ved at være mere relevante end spørgsmål om løn, arbejdstid og ferie.

Den private virksomhedsejer lægger som regel vægten på billiggørelse

Nævn og udvalg m.v.

af produktet og større fortjeneste frem for at fjerne dårlige og farlige arbejdspladser eller i Øvrigt foretage en samfundsmæssig helhedsbetragtning . Der er imidlertid ikke meget ved som forbruger at opnå en tilsyneladende fordel ved et billigt produkt, hvis det viser sig, at man som skatteyder kommer til at betale for løsningen af miljømæssige bivirkninger.

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1979 pressede LO stærkt på for at få en teknologiaftale, men arbejdsgiverne var fuldstændig afvisende, idet man naturligvis var helt klar over, hvilke muligheder der også fandtes for at benytte teknologien som løftestang mod den tiltagende demokratisering af arbejdslivet.

Udviklingen medførte dog, at arbejdsgiverne nødtvunget måtte indse, at der var tale om et krav, man ikke kunne komme uden om, og det lykkedes derfor at få en aftale i stand ved overenskomsterne i 1981.

Inden for den offentlige sektor skete der rationaliseringer og automatiseringer på alle områder, forstærket af de sparekrav, denne sektor altid er udsat for. Derfor var der i mindst lige så høj grad brug for en teknologiaftale her.

Ved forhandlinger mellem ministeriet og centralorganisationerne lykkedes det da også at få en aftale, hvori det skitserede samarbejde skulle formidles inden for rammerne af samarbejdsudvalgsaftalen. Parterne er enige om, at det påhviler ledelsen af virksomheden at holde medarbejderne orienteret om indførelse og brug af ny teknologi samt ændring af bestående teknologi.

Oplysningerne skal vedrøre den

nye teknologis formål, funktion, udformning, økonomi og eventuelle sammenhæng med andre systemer.

Der skal endvidere gives oplysninger om de påregnede konsekvenser for arbejdsmiljøet, arbejdets indhold og tilrettelægning, personalebehov, personaleanvendelse og uddannelse.

Oplysningerne skal fremlægges skriftligt til drøftelse i samarbejdsudvalgene og/eller et specielt nedsat teknologiudvalg.

Såvel ledelse som medarbejdere kan indhente ekspertise ude fra i forbindelse med vurdering af konkrete projekter.

Med denne aft ale fik samarbejdsudvalgene en væsentlig større betydning end hidtil.

Forfremmelsesnævn Et af de områder, der i mange år var holdt uden for organisationernes medvirken, var spørgsmålet om forfremmelse efter opslag. Man kunne vel protestere mod en pladsbesættelse, men altid først efter at pladsen var besat, og da var det jo for sent.

Man havde »personalenævnet«, hvortil den enkelte kunne indanke sin påtegning til en ansøgt stilling, og i dette nævn havde organisationerne taleret, men uanset om klageren fik medhold eller ej, var det ikke givet, at afgørelsen ville få nogen betydning på selve pladsbesættelsen.

I tjenestemandskredse var det opfattelsen, at pladsbesættelser ofte skete mere efter, hvorvidt chefen kunne lide ansøgeren end efter dennes tjenstlige kvalifikationer, og selv om klager over pladsbesættelser var relativt få, var det alt id disse tilfælde, der blev husket.

183

Nævn og udvalg m.v.

De øvrige tjenestemandsorganisationer havde åbenbart de samme problemer, og centralorganisationerne havde ved flere lejligheder sagen til drøftelse med ministeriet. Dette gav omsider det resultat, at der blev lavet en forsøgsordning med forfremmelsesnævn ved stat sbanerne, postog telegrafvæsenet, toldvæsenet, kriminalforsorgen og politiet.

Ved DSB blev nævnet sammensat af en ledelsesrepræsentant fra hver af de 5 afdelinger samt en repræsentant fra hver af de 3 tjenestemandsorganisationer Dansk Lokomotivmands Forening, Jernbaneforeningen og Dansk Jernbaneforbund. Personalechefen var forfremmelsesnævnets formand.

For at undgå forveksling mellem »forfremmelsesnævn « og »personalenævn« omdøbtes sidstnævnte til »ankenævn «.

Forfremmelsesnævnet skulle fungere som rådgivende organ, der skulle give vejledende udtalelser til den »besættende« myndighed. Man skulle behandle alle ansØgninger om ansættelser og forfremmelser til tjenestemandsstillinger bortset fra egentlige bundstillinger , og man var første gang i funktion ved behandling af ansøgere til stillinger, der var opslået i DSB-bladet 1. december 1973.

Forsøgsordningen påregnedes at skulle vare et å r, hvorefter det skulle afgøres, om der permanent skulle etableres forfremmelsesnævn inden for hele statsområdet. ForsØgsperioden blev dog senere forlænget til udgangen af1975, mod at der blev åbnet adgang til, at flere virksomheder og institutioner kunne tilslutte sig ordningen.

184

Efter forsøgsperiodens udløb kunne både ledelsen og organisationerne anbefale den permanente ordning, og ved bekendtgørelse af 2. februar 1977 udsendte finansminist eriet retningslinier for oprettelse af forfremmelsesnævn for alle statsvirksomheder med mindst 50 ansatte.

Påtegningerne på stillingsansøgningerne kunne ofte være vanskelige at vurdere, fordi der blandt mange lokale chefer var forskellig opfattelse af ordenes betydning. Der udarbejdedes derfor et nyt påtegningssystem med formuleringer, der skulle give påtegningerne samme værdi og derfor en hjælp til forfremmelsesnævnet. Det nye system blev taget i brug den l. april 1980.

Efter hvert møde i forfremmelsesnævnet kan den enkelte ansøger pr. telefon til DSB eller forbundet blive gjort bekendt med, hvorvidt han/hUll er indstillet eller ej, og når besættelsen er afgjort, får hver enkelt ansØger skriftlig besked.

Selvom der naturligvis stadig er ansøgere, der bliver skuffet, er der ingen tvivl om, at forfremmelsesnævnet hidtil har været en succes.

Nævnets indstillinger bliver fulgt til omtrent 100 pct., og alt foregår nu i fuld åbenhed.

Stillingsvurdering Under tjenestemandskommissionens arbejde 1965-69 blev der efterlyst et bedre grundlag for den lønmæssige placering af de enkelte tjenestemandsgrupper, og man enedes om at nedsætte et udvalg til at undersøge sagen.

Udvalget var sammensat afrepræsentanter for tjenestemandsorgani-

Nævn og udvalg m.v.

sationerne samt for forskellige ministerier og styrelser. Endvidere var udpeget to medlemmer med erfaring i stillingsvurdering fra det private arbejdsmarked.

Udvalgsarbejdet mundede ud i en redegørelse af baggrunden for den hidtidige klassificeringsstruktur og en teknisk gennemgang af begreberne stillingsbeskrivelse, stillingsvurdering og personalebedømmelse. Udvalget fandt, at disse personaleadministrative hjælpemidler kunne være nyttige ved lønfastsættelsen og anden personaleadministration som led i en dynamisk og fremsynet personalepolitik.

Det blev derfor foreslået at nedsætte et permanent udvalg under lønnings- og pensionsministeriet med repræsentanter fra centralorganisationerne, det Øvrige personales hovedorganisationer samt de styrelser, der især kunne have interesse i at benytte systemet.

Der blev fra udvalget givet udtryk for, at en praktisk anvendelse af et stillingsvurderingssystem var helt afhængig af en meget omhyggelig og tidkrævende planlægning af alle detaljer i arbejdet, bl.a. også med hensyn til information og instruktion.

Folketinget godkendte oprettelsen af et permanent udvalg, der fik betegnelsen }) Stillingsvurderingsrådet«. Det blev sammensat af 10 medlemmer fra ministeriet og styrelser og 10 fra organisationerne. Dansk Jernbaneforbunds forretningsfører blev medlem af rådet.

Der blev til rådet knyttet et sekretariat med en chef og en alsidig sammensat medarbejderstab, og man gik i gang med at uddanne disse medar-

bejdere ved litteraturstudier, specielt tilrettelagte kurser samt i et vist omfang ved studiebesøg i udlandet.

Stillingsvurderingsrådet havde fastlagt et kommissorium for opgaverne, og heri havde man krævet lavet et system, der i opbygningen skulle være enkel og nogenlunde let at forstå, også for ikke-eksperter, skulle føre til resultater, der kunne accepteres af alle berørte parter, og skulle kunne afspejle de eksisterende lønrelationer, men samtidig være i stand til at afsløre eventuelle skævheder og urimeligheder i stillingernes indbyrdes placering.

For at nå frem til denne målsætning gennemførtes en række prØveundersøgelser , og her afsløredes en række vanskeligheder, som måtte løses, før man kunne bruge systemet i praksis. Bl.a. drøftede man indgående, om fysisk/psykisk slid kunne indgå i vurderingerne, men dels var det meget vanskeligt at måle til et vurderingssystem og dels hævdedes, at disse to faktorer ikke hidtil havde haft sammenhæng med lønplaceringen.

Rådet fandt frem til, at følgende faktorer skulle indgå til bedømmelse i systemet: 1. Afgørelser (ansvar for beslutninger).

2. Sammensætning (hel eller delvis arbejdsledelse) .

3. Omfang og rækkevidde (stillingsindhold og alsidighed).

4. Uddannelse.

5. Erfaring.

185

Na'vn og udva lg m .v .

Lønmodtagersiden drøftede indgående forslaget og mente at kunne gå med til, at der arbejdedes videre mod et fælles system under forudsætning af, at det kun tages i anvendelse, hvor der var enighed mellem styrelse og organisation, at der skulle kunne ske ændringer på grundlag af indvundne erfaringer, samt at systemet hverken i teori eller praksis måtte lægge sig hindrende i vejen for en fortsat selvstændig personalepolitik i styrelser og institutioner.

Den egentlige store prøveundersøgelse omfattede ca. 100.000 stillinger ved en række store etater, hvoraf DSB var den ene. Man satte en meget omfattende informationsvirksomhed i gang med orienteringsmøder i en række byer. Der udarbejdedes informations- og vejledningsmateriale samt artikler til fagbladene , og man fik opbygget et vidtforgrenet net af kontaktmænd i styrelser og organisationer centralt ud over landet.

Prøveundersøgelserne blev tilrettelagt sådan, at hver stillings indehaver fik tilsendt et spørgeskema med vejledning. I skemaet skulle indgående forklares om det arbejde, den pågældende udførte, herunder i særdeleshed forhold, der faldt ind under de nævnte 5 faktorer, der indgik i bedømmelsen. Skemaet skulle attesteres af den pågældendes nærmeste overordnede og derefter sendes til stillingsvurderingsrådets sekretariat.

Der var i forvejen nedsat et panel affolk fra sekret ariatet, fra styrelsen og fra organisationerne. Her blev spørgeskemaerne nøje gennemgået, og der blev udtaget et antal stillinger, som skønnedes tilsammen at in186

deholde flest mulig af de arbejdsopgaver, der var nævnt i skemaerne.

De udtagne stillingsindehavere blev indkaldt til interview, og formålet hermed var at få mere ensartede og detaljerede redegørelser for samtlige forekomne arbejdsopgaver og arbejdskrav.

Efter hvert enkelt interview blev der udarbejdet en fuldstændig beskrivelse af stillingen og hvilke krav, den stillede til sin indehaver.

Denne beskrivelse skulle godkendes på samme måde som spørgeskemaet og blev ligeledes sendt til udtalelse i den pågældendes organisation.

Der udarbejdedes et uddannelseskatalog, og derefter gik panelet i gang med at bedømme interviewstillingerne og derefter at sammenligne disse med øvrige stillingsindehavere fra samme tjenestemandsgruppe.

Denne store prøveundersøgelse afslørede fortsat enkelte problemer, og der blev foretaget i alt 5 prøveundersøgeiser, før stillingsvurderingsrådet kunne give grønt lys til at tage systemet i brug i praksis.

Det var på forhånd fastsl ået, at der skulle skaffes midler til oprykning af de stillinger, der efter vurderingen var for lavt placeret. For stillinger, der blev bedømt lavere end hidtil, skulle der intet ske for indehaveren, men resultatet kunne få virkning ved nyansættelser.

Stillingsvurderingssystemet er til stadighed under lup, og gennem årene har man fundet frem til forhold, der burde ændres. Sidst er der i slutningen af 1986 sket nogle ændringer, der væsentligst gik ud på at afkorte den langsommelige procedure (ofte

Nævn og udvalg m.v.

over l år), og nu kan man køre en vurdering igennem på 2-3 måneder.

Dansk Jernbaneforbund har deltaget i det store udviklingsarbejde fra starten og har, siden det i 1976 ble'l vedtaget at benytte systemet i praksis, fået vurderet ca. 1.300 stillinger.

Der er herved sket væsentlige lønmæssige oprykninger.

Personalekonsulentordningen Spørgsmålet om oprettelse af en personalekonsulenttjeneste ved DSB blev i 1960'erne jævnligt taget op til drøftelse på møder omkring i vor organisation. Medlemmerne kunne naturligvis henvende sig til alle led i organisationen om ethvert problem, men der var alligevel mange, der mente, at en personalekonsulentordning ville være en god ting, når det drejede sig om mere private spørgsmål, f.eks . i forbindelse med sygdom eller afsked.

På Dansk Jernbaneforbunds kongres i 1972 blev forslaget fremlagt til drøftelse, og det blev vedtaget enstemmigt, at forbundet skulle søge denne sag løst.

Spørgsmålet blev rejst over for hovedsamarbejdsudvalget, og behandlingen her resulterede i, at vi i 1974 fik ansat en personalekonsulent i tilknytning til Velfærdskontoret.

Personalekonsulentens primære opgave var at yde oplysning og rådgivning til medarbejdere, der er langvarigt syge, står i en afskedigelsessituation som følge af sygdom, eller ønsker omplacering til andet arbejde på grund af svagelighed, herunder svigtende sikkerhedsevne.

Behovet for konsulentbistand viste sig at være stort, og i løbet af en

årrække steg antallet af personalekonsulenter til 4-5 personer, idet man efterhånden også et par gange om måheden k unne træffe en konsulent i Fredericia og Århus. Spørgsmålet om fast stationering af konsulenter rundt omkring i landet har ofte været på tale, men er dog endnu ikke blevet gennemført.

Personalekonsulentens opgaver er gennem årene udvidet væsentligt, idet man inden for rimelige grænser også går ind i sociale problemer med kontakt til myndighederne, f.eks. hvor det drejer sig om førtidspension, syge- og dagpenge samt førtidsfolkepension. Endvidere tager konsulenten kontakt til efterladte efter afdøde medarbejdere ved DSB og tilbyder her råd og vejledning vedrørende efterindtægt, ægtefællepension, børnepension m.v. Også pensionister og efterlønsmodtagere bruger i stor udstrækning personalekonsulenterne, der dermed også er en god aflastning for andre kontorer i DSB og organisationerne.

Statsbanepersonalets sygekasse Efter at den første danske jernbanestrækning København-Roskilde var åbnet, opstod tanken om at oprette en syge- og begr avelseskasse for personalet. Der nedsattes et udvalg, som udarbejdede forslag til vedtægter, og den 1. december 1848 kunne sygekassen begynde sin virksomhed. I de første år virkede kassen også som låne- og hjælpekasse, og desuden bestyrede den personalets bibliotek.

I kassens love fandtes den pudsige, men sikkert praktiske bestemmelse, at medlemmer med en månedsløn af 187

Nævn og udvalg m.v.

mindst 20 rigsdaler skulle tegne en livsforsikring på et beløb, der svarede til mindst 1 års løn. I øvrigt var medlemskab af sygekassen obligatorisk.

Efter 21 års forløb fik den sjællandske jernbanesygekasse en søster: »Syge- og begravelseskassen for de jysk-fynske jernbaners bestillingsmænd og betjente«, der startede i 1869. Også til denne kasse var medlemskabet obligatorisk, dog kun for det uge- og daglønnede personale.

Der var i mange år en væsentlig forskel på de to kasser, både i ydelse og nydelse. Først så sent som fra april 1907 blev der bragt mere lighed til veje. Fra dette tidspunkt bortfaldt også pligten til medlemskab.

Sygekassens økonomi blev støttet på forskellig måde. Foruden et tilskud fra banerne gik forskellige småbeløb ind i kassen. Det drejede sig om bøder for tjenesteforseelser , indkommet leje af hø slet på strækningerne, salg af fundne sager og indtægt fra »avertissementsopslag« på stationerne. Under koleraepidemien i 1850'erne kom den sjællandske kasse ud for store økonomiske vanskeligheder og blev kun opretholdt ved, at banerne dækkede underskuddet.

Fra 1. april 1934 skete der en række meget væsentlige ændringer inden for sygekasserne. Organisationernes længe nærede ønske om sammenlægningen af de to kasser blev imødekommet, og st atutterne blev på en række punkter ændret i overensstemmelse med den stærke udvikling, der havde fundet sted på den almindelige sygekasselovgivnings område. Forbindelsen til statsbanerne blev bevaret, og de i sygekasse lov188

givningens forstand »bemidlede« og »ubemidlede « kunne være medlemmer. Statsbanerne afholdt udgifterne til kassens administration, og på finanslovgivningens statsbanebudget opførtes desuden årligt 50.000 kr. i tilskud.

Kassen, hvis vedtægter stadfæstedes af sygekassedirektoratet, blev ledet af en bestyrelse på 12 mand, der valgtes af de nydende medlemmer ved forholdstalsvalg og således, at de forskellige kategorier blev passende repræsenteret.

Formanden for bestyrelsen blev udpeget af generaldirektøren, og næstformandsposten blev Dansk J ernbaneforbunds forretningsfører.

Vort forbund blev repræsenteret med 6 mand ud af de 12 bestyrelsesmedlemmer.

Kassens daglige forretninger lededes fra et kontor under Personaleafdelingen.

N oget af det karakteristiske for Statsbanepersonalets sygekasse var, at det var den eneste landsdækkende sygekasse, der fandtes. Jernbanepersonalet kunne melde sig ind i de unge år og blive stående, uanset hvor i landet de flyttede hen. Der betaltes medlemsbidrag i forhold til indtægten, dvs. et lavt bidrag, i de yngre år, og igen mindre bidrag når pensionsalderen indtrådte. Denne demokratiske bidragsbetaling kunne opretholdes i hele sygekassens levetid, og det fortæller noget om det sammenhold, der findes blandt personalet.

En anden karakteristisk ting for sygekassen var, at ydelserne var ens for såvel A- som B-medlemmer.

Desværre måtte sygekassen indstille sin virksomhed med udgangen

Nævn og udvalg ID.V .

af marts måned 1973, idet en ny sygekasseforsikringsordning da trådte i kraft. Alle landets sygekasser nedlagdes og administrationen overgik til sygesikringen under socialministeriet, amtskommunerne og kommunerne. Sygesikringen betales nu gennem skatterne.

Medlemstallet for Statsbanerpersonalets sygekasse var ved afslutningen ca. 32.000, der alle var 16 år og derover. Hertil var medlemmernes børn under 16 år også dækket.

Til sygekassen var knyttet 250 jernbanelæger.

Sygekassens første regnskab balancerede med 899 rigsdaler og 4 skilling, medens den sidste balance var på ca. 20 millioner kroner.

Jernbanebibliotekerne I jubilæumsskriftet, der blev udgivet ved forbundets 50-års dag, findes et afsnit om Statsbanepersonalets Biblioteker, deres opståen og drift gennem mange år. Dette skal ikke gentages her, men i dette afsnit skal fortælles om afslutningen på dette stykke kulturelle pionerarbejde.

Bibliot eket i København, der omfattede Sjælland og Falster, går helt tilbage til 1850, medens biblioteket i Århus, der dækkede Fyn og Jylland, blev etableret i 1901.

Der er ingen tvivl om, at bibliotekerne har dækket et væsentligt be-

hov. Der gaves ikke til almindelige jernbanemænd sådanne lønninger, at der kunne blive tale om at købe sig en bog, endsige flere bøger, og der fandtes dengang ingen andre muligheder for at låne sig frem.

Det kom imidlertid senere. Efterhånden blev der ikke alene i købstæderne, men også i mange landkommuner oprettet offentlige biblioteker, hvor der var mulighed for gratis at låne bøger. Der var vel derfor ikke så meget at sige til, at jernbanebibliotekernes medlemstal faldt drastisk, da man jo her måtte betale for at låne.

Det resulterede i, at jernbanebiblioteket i København ophørte med at fungere med udgangen af1958. I forbindelse med afviklingen fik hvert medlem tilbud om gratis at afhente 10 bøger, og det var der mange, der benyttede sig af. Dernæst blev der i en periode givet medlemmerne lejlighed til at købe bøger fra hylderne for en pris af 50 Øre pr. bog. Også dette benyttede mange sig af, og de herved indkomne beløb satte bestyrelsen i stand til at afvikle biblioteket uden gæld.

Jernbanemuseet, Knudshoved og Grønlandske Handel modtog ligeledes hver en boggave, før den sidste rest gik til makulat ion på papirfabrikken.

Biblioteket i Århus nedlagdes i 1963.

189

Danske Jernbaners Idrætsog Fritidsforbund (DJIF)

I årene efter første verdenskrig blev der gjort forsøg på at skabe idrætsforeninger for jernbanepersonalet, og foreninger som »Boldklubben DSB Centralværkstedet, København «, »Statsbanepersonalets Idræftsforening i Generaldirektoratet« og »J ernbanefunktionærernes Idrætsforening, København « blev stiftet i årene 1918-20.

Da personalereduktionerne satte ind i 1922, kneb det dog så meget at skaffe tilgang, at foreningerne opløstes lidt efter lidt.

Der kom imidlertid nye muligheder, og i årene 1938-42 oprettedes en række jernbaneidrætsforeninger landet over, og på initiativ af 2 københavnske foreninger samledesjernbaneidrætsforeningerne i 1946 i en landsforening, »Danske Jernbaners Idræftsforbund«, med et medlemstal på ca. 1.400.

Som formand valgtes overportør Henry Klein, København, der lige fra starten havde været en afforegangsmændene for jernbaneidrætten.

Gennem årene udvidedes antallet af idrætsgrene kraftigt, og der begyndte a t komme mere hobbyprægede aktivit eter med. Dette resulterede bl.a. i, at forbundets navn også måtte udvides, så det kom til at hedde

»Danske Jernbaners Idræts- og Fritidsforbund «.

Allerede i 1946 indledtes et nordisk samarbejde, idet der afholdtes nordiske jernbanernesterskaber i fodbold i Norge, og inden for det første år afholdt es 11 arrangementer af lignende art. I sept ember stiftedes »Nordisk Jernbane Idrætsmænds komite « og Henry Klein blev valgt til præsident. I 1952 indmeldte idrætsforbundet sig i »Europæisk Jernbane Idræts Union « (USle) .

Forbundet har gennem å rene udgivet et medlemsblad, der flere gange har skiftet udseende og navn. I dag hedder bladet »DJIF-frihed « og udkommer hver måned.

Forbundet råder over to fritidscentre , et i København og et i Århus.

Begge steder har DSB stillet plads til r ådighed, og begge steder er en gennemgribende istandsættelse sket ved frivilling indsats fra medlemmerne.

Der er for ti den følgende aktiviteter i gang: Amatørteater, atletik , badminton, billa rd , bordtennis, bowling, bridge, dar t, esperanto, filateli, fodbold, foto og film, håndbold, kegler, kunst, sang, numismatik, orientering, radiofoni , skak, skydning, tennis, terrænløb og turisme.

191

Idræts- og Fritidsforbundet

Henry Klein trak sig tilbage fra formandsposten, og efter ham valgtes Aage Johansen, der som kun 54årig døde i 1979_

192

Han afløstes af Poul Munk, der fortsat er formand for forbundet, der i dag består af 70 foreninger med i alt ca_8_000 medlemmer_

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Albrechtsen, C. M. Andersen, H . C. Andersen,J. Andersen, O. Andersen, R. Andersen, R. Andersen, S. B. Andersen, A. Andersen, O. V. Andersen, N. J. Andersen, K. Andersen, O. H .

pakmester, portør banenæstformand portør pakmester vognopsynsmand portør trafikekspedient togfører baneformand sikringsmontør lokomotivfører

1944-58 1901-02 1901-03 1904-14,1915-26 1920-22 1926-34 1899-1901 1950-52 1950-55 1953-55 1976-81 fra 1986

Bank,H. Bjarndahl, I. S. Bengtsen, P. A. Bentsen, O. J .

Bertelsen, V. Bertelsen, H. Bilde, K. Bojsen,J. Bøtchiær, Fr. Baadsgaard, J. Baadsmand, F.

rutebilchauffør overportør bromand pakmester portør depotarbejder matros portør banearbejder togfører lokomotivfører

1972-84 1978-80, fra 1985 1901-03 1938-40 1928-30 1909-11 1961-66 1899-1900 1934-48 1972-81 fra 1986

Christensen, C. Christensen, Chr. Th. Christensen,F. V. Christensen, H. Christensen, H. M. Christensen,J. C. Christensen, N .

Christensen, N. P.

overportør baneformand pakmester depotarbejder pakmester remise arbejder ledvogter pakmester

1921-32 1909-33 1942-44 1901-03 1928-38 1948-58 1899-1905 1904-06

193

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Christensen, N. P .

Christensen, P .

Christensen, H .

Christensen, M. Christensen, K .

Christiansen, H. Christiansen, H . F .

Christiansen, Aage Christiansen, C. J. Christiansen, H .

Christiansen, J. Christophersen, J .

Clausen, H. Cramer,S.

portør telegrafformand magasinpasser sikringsmontør matros overmatros overportør overmatros pudserformand overportør skibsfyrbøder konduktør overportør motormand

1912-20 1900-03 1952-71 1981-82 1984-86 1964-76 fra 1978 1946-48 1910-26 1899-1901 1924-26,1928-30 1901-03,1906-08 1903-04 1965-68,1977-84

Danielsen, H . J .

Dahl, K. Ditlefsen, A. P.

stationsmester overskibsfyrbøder baneformand

1961-72 1932-36 1906-09

Eilertsen, P . A. Eklund,G. Eriksen, A. E lholm,J. E.M. Ernst,J.P.

togfører signalformand maskinpasser togfører vognopsynsmand

1964-68 1942-53 1934-48 1968-72 1944-48

Fiseher, H . F .

Fjeldsted, P. Foged, R. V. Frederiksen, Chr. Frederiksen, F. V. Frederiksen, H. P. Frederiksen, Th. E. Frederiksen, V. B. Fricke, C.

ledvogter togfører vognopsynsmand depotarbejder overskibsfyrbøder pakmester banearbejder remiseformand skibsfyrbøder

1899-1900 1981-83 1922-46 1911-18 1938-46 1906-08 1920-44 1948-52 1918-20,1932-38

Gottfredsen, C. M. Gravesen, P. A. Guldager, P. J.

portør vognpasser portør

1911-15 1901-02,1924-30 1899-1903

Hansen, B. A. Hansen, H. E. Hansen, H. P. Hansen, H . S. Hansen, J .

overmatros overbaneformand portør togformand depotarbejder

fra 1980 1951-58 1899-1903 1940-50 1903-06

194

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Hansen, J . P .

Hansen,K.J. Hansen,N.C .

Hansen, P . K .

Hansen, R. Hansen,T. Hansen,V. Hansen, V . E. Hansen, V .

Hjorth, C. O. Holst, Aage Holst,J. Holst, L. Hougaard, V . J .

Hyldal,A.

ski bsfyrbøder togfører pakmester vognopsynsmand depotarbejder togfører banernontør overrnatros rutebilchauffør togbetjent togbetjent depotbetjent banernontør banebetjent rutebilchauffør

1905-08,1909-10 1972-75 1944-48 1955-84 1904-07 1976-82 1986-88 1936-61 fra 1966 1914-16 1928-30 1981-82 1977-79 1974-77 1966-72

Ingiidsen, N .

rutebilchauffør

1985-87

Jacobsen, H. P .

Jakobsen, F . G. E. Jakobsen,J. K. O .

J ensen, B. O. Jensen, Borch, Jensen,C .

Jensen, E. E. W .

Jensen, F. M. Jensen, G. P. Jensen, Hans Jensen,J . K. F. Jensen,J. P. Jensen,J. V. Jensen,J. P. Jensen,K . ,Jensen, L. C. Jensen, M. C. Jensen, N. A. ,Jensen, N. C. T .

Jensen, O. K .

Jensen,P. Jensen,S. Jensen,S. Jeppesen,J. S. Jepsen, N. K. Jespersen, E. N.

rangermester baneformand rangermester banebetjent overportør portør trafikekspedient togbetjent overrnatros togbetjent overportør togbetjent togbetjent signalnæstformand pakhusformand overportør signalformand banebetjent pakmester pakmester banebetjent skibsfyrbØder ledvogter rangerformand bromand lagermester

1942-44 1979-84 1968-88 fra 1984 1930-34 1914-21 1973-88 1966-68 1972-79 1908-10 1932-44 1918-20 1910-15 1959-76 1961-73 1926-:10 1948-50 1936-61 19:18-44 1942-44 1948-53 1899-1903 1906-08,1910-14 1961-70 1926-38 1976-78, fra 1981

195

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Johansen, H. Johansen,H. V. Johansen, K. F. Johansen, M. Johansen, V. Johansson, O. B. Johansson, S. A. Jørgensen, H .

Jørgensen, H . H . P. S. Jørgensen,L. J. W. Jørgensen, S.

ski bsfyrbøder banebetjent skibsfyrbøder overmotormand togbetjent overskibsfyrbØder togfører skibsfyrbØder signalformand vognopsynsmand banearbejder

1914-18,1920-24 1940-51 1926-30 1972-80 1961-66 1938-52 1972-80 1907-08 1953-59 1986-88 1938-40

Kantsø,R. Kauf,F. Kjeldsen, J. Kjeldsen,J. P .

Klingvort, A. E. Knudsen, E. Bach Koch,C . H .

Koch, V.N. Kolding, N . K. P .

Kristensen, B. H .

Kristensen, E. V. Kristensen, H . Bæk Kristensen, K. Kristensen, M. Kristensen, N. Meldgaard Kristiansen, H .

overmatros rutebilchauffør konduktør pakmester rangermester overportør banemester depotformand overportør baneformand overmotormand togrevisor pakmester togbetjent rangerformand depotbetjent

1903-26 fra 1987 1900-03 1922-28 1944-52 fra 1980 1950-84 1926-42 1944-61 1984-88 1984-88 1983-84 1952-55 1915-20 1934-58 1983-84

Larfort, J . B. Larsen,C. W. Larsen, H . R. Larsen, P. E. D. Larsen,P. J. Lauridsen,J. Lauritzen, K. Laugesen, H. K. Leth,J.C. Ludvigsen, A. J. Lund,P. M. Lund,P.R. Lund,P. S.

sikringsmontør depotarbejder togfører togfører togfører vognopsynsmand skibsfyrbøder overskibsfyrbØder remisearbejder overportør banearbejder banemontør skibsfyrbøder

fra 1982 1911-16 fra 1987 1970-72 1958-69 1950-55 1928-30 1952-72 1958-77 1948-61 1930-36 1979-88 1911-12

Madsen, Ejv.

remisearbejder

1948-80

196

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Madsen,J. V. Madsen, L. O. Madsen, N. Chr. Madsen,P. Madsen, S . K. Magnussen, L. P .

Majlund, S. H. Makholm,V. Mathisen,J. N. M. Melohn,J. V. Messerschmidt J. Mikkelsen, C. Mikkelsen, M. Mikkelsen, W. B. Mogensen, R. S. Mortensen, V. M. Muller, M. S.

togbetjent togfører banearbejder overportør togbetjent togbetjent banemontør togfører håndværkerlormand togfører overmatros portør overportør overportør overbaneformand pakhusmester stationsmester

1973-76 1955-62 1914-38 1928-30,1941-64 1961-64 1910-11 1958-74 1955-61 1972-79 1955-61 1976-80 1906-10 1938-46 1973-76 1972-86 1952-58 1972-80

Nielsen, A. B. Nielsen, A. J .

Nielsen, A. R. Nielsen, B. J. K. Nielsen, Chr. Nielsen, C. P .

Nielsen, D. Nielsen, E. CScharling) Nielsen,G. Nielsen,H. Nielsen, H. C. Nielsen, H . C. Nielsen,J. Nielsen,J. K. Nielsen, L. Nielsen, L. P. Nielsen, L. P. Nielsen,N. Nielsen, N. H. Nielsen, N. P. Nielsen, O. H. Nielsen,P. N. Nielsen, S. A. Nielsen, S. B. Nielsen, T. Nielsen, T.

stationsbetjent togbetjent togfører pakhusformand portør portør baneformand togfører remiseformand rangerlormand vognopsynsmand trafikekspedient depotarbejder banenæstformand skibsfyrbØder telegrafnæstformand vognopsynsmand pakmester portør ledvogter togbetjent depotarbejder overmatros togfører togbetjent lokomotivfører

fra 1988 1911-15 1968-72 fra 1984 1899-1907 1901-03,1905-06 fra 1984 fra 1980 1971-76 fra 1976 1934-48 1968-72 1906-08 1961-72 1905-07, 1908-09,1928-30 1899-1901 1930-34,1942-44 1940-48 1905-06 1905-08 1968-72 1920-22 1968-72,1980-88 1984-87 1980-88 1986-88

197

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Nissen, C. F. E .

Nitschke, K. E. F.

banearbejder motormand

1915-20,1926-30 fra 1988

Olesen, H . A. Olesen,N. Olsen,N.J. Olsen,N.P. Olsen,O.P. Olsen,P.M.

togbetjent baneformand togfører depotarbejder depotarbejder overportør

1964-68 1913-15 1930-44,1948-58 1902-03 1909-11 1972-84

Pedersen, H. P .

Pedersen,J. Pedersen,J . P. Pedersen, K. A. Pedersen, K. M. Pedersen, L. J. Pedersen, P. Pedersen, P .

Pedersen,P. D. Pedersen, P. H. Pedersen, S. A. B. Pedersen, S. Å .

Pedersen, Th. Petersen, A. P. Petersen, A. (Tros borg) Petersen, C. (Rimtoft) Petersen, Charles Petersen, C. H. Petersen, Harry Petersen, H . M. Petersen, J . (Arn vi g) Petersen , J. Petersen, J. F. Petersen, P. Petersen, S . M. Pind,C .

Poulsen, C. F. W.

pakhusformand togbetjent togfører vognopsynsmand remiseformand depotbetjent depotarbejder stationsbetjent pakmester stationsmester stationsbetjent togfører trafikekspedient togbetjent banenæstformand skibsfyrbøder portør matros matros pakmester konduktør togbetjent overportør lokomotivfører matros skibsfyrbøder overmatros

1952-69 1922-24 1948-55,1958-68 1946-48 1978-81 fra 1984 1909-10 1946-50 1899-1905 1934-41,1950-61 1980-88 1984-88 1930-48 1916-18 1899-1900,1903-07,1908-10 1903-05 1902-03,1907-39 1901-03 1926-28 1924-28 1903-04 1924-28 1973-78 fra 1986 1909-11,1912-13 1912-14 1913-38

Quvang,C.

lokomotivfører

1986-88

Rasmussen, Chr. Rasmussen, E. Rasmussen,F. G. Rasmussen, H.

togbetjent togfører pakhusformand overmatros

1928-36 1948-52, 1964-68 1970-73 1938-50

198

Hovedbestyrelsesmedlemmer siden forbundets stiftelse

Rasmussen, H. A. Rasmussen, H. P. Rasmussen, N. Rasmussen, P. Rasmussen, R. P .

Rasmussen, Vilh.

Rodevang,J. L. Rothe-Hansen,

depotbetjent togbetjent banetømrer lagermester depotarbejder depotarbejder togbetjent togbetjent

1982-83 1971-73,1982-84 1905-06,1911-13 1980-88 1920-22 1905-10 1905-08,1910-19 1908-10

Salmonsen, U. Schiødte, M. Skov, K. Skov, Th. Smith,S. B. Stampe,H. Steensbjerre, A. Søndergaard, T. SØrensen, A. SØrensen, A. M. SØrensen, A. Munk Sørensen, A. P. S. SØrensen, M. K .

SØrensen, N. S. SØrensen, O.

lokomotivfører remisearbejder rangermester pakmester bådsmand banebetjent togfører motorpasser depotarbejder portør depotformand overportør portør stationsmester overportør

fra 1986 1948-49 1958-68 1919-28 1950-64 1955-72 1975-80 1984-88 1906-08 1899-1900 1950-86 1971-72 1920-28 1930-34,1943-50 1926-28

Tietze, W. Thillemann, A. S. Thomsen, J. Thisgaard Thomsen, K. S. Thorn,J .

Thorup, L. M.

depotarbejder togbetjent rangerformand togbetjent banevagt pakmester

1899-1904 1936-38 1962-78 1962-64 1944-48 1928-40

Vejre, Chr. Vesterberg, B. H. Voigt,C.

togbetjent overmatros depotarbejder

1905-06,1908-10 1980-84 1907-10,1915-20

Aanæs,B.T.L.

stationsmester

1959-61,1969-80

199

j

",